Allehelgen/sammenhængskraft – Thomas Risager

De amerikanske skikke omkring Halloween med udskårne græskar, uhyggelige udklædninger og “slik eller ballade” ser efterhånden ud til at være kommet for at blive – også i Danmark. Men vidste du, at det herhjemme faktisk hedder Alle Sjælesaften d. 31. oktober og Allehelgen d. 1. november?

Første søndag efter Allehelgen,altså i dag, er den dag, hvor vi mindes de døde, som mangler i vore liv. Vi nævner dem ved navn og vi tænder lys for dem. Allehelgen er også dagen, hvor vi indser, at livet er større end døden. Guds kærlighed og nåde er på spil, og det gør, at døden kan blive til liv.

Hvis du ønsker, at et menneske, du savner, bliver nævnt i gudstjenesten, er du meget velkommen til at skrive det til Thomas Risager. Det betyder ikke noget om vedkommende var medlem af kirken eller ej. Hvis det er et menneske, som du savner, deler vi gerne savnet med dig.

Ud over at mindes dem, der gik forud for os, har vi på søndag også den store glæde at kunne holde fest og fejre hele to nye liv. Vi skal nemlig døbe Malene Damm Priess’ dejlige tvillinge-piger, og det endda på deres et års fødselsdag.

Thomas Risager taler over temaet sammenhængskraft.

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er forskel mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk bliver holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5
Prædiken søndag d. 5. november 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 5,3-12. Allehelgen
Flere gange har jeg hørt polikere udtrykke bekymring for sammenhængskraften i samfundet. Det er et ord, der brugers om forskellige grupperingers, eller klassers tilknytning til fællesskabet.
Som borgere i dette land hænger vi sammen. Det gør vi på tværs af etniske, politiske og økonomiske skel. Sammen udgør vi Danmark. Vi har et rødbedefarvet pas med Jellingstenens Jesus på den allerførste side.
Jesus taler ofte om det med at høre til i et rige, for som han siger: “Guds rige er kommet nær!”
Det er ikke et rige, som er defineret at grænser, eller som udsteder et pas. Det er ikke et rige for mennesker, som er født på et bestemt sted, eller for mennesker, der tænker ens om alt muligt. Her er det ikke væsentligt om du er socialdemokrat eller stemmer på Dansk Folkeparti. Her er det ikke væsentlig om du er rig eller fattig, om du er mand eller kvinde, om du er lykkelig eller ulykkelig.
Jesus taler også om et rige, som ikke defineres af de succesfulde, af de som hele tiden er på TV, eller af dem, som alle andre tilsynelandende lytter til.
Maria læste et styke fra Bibelen fra os, og det siger os her del om, hvem vi er Guds øjne. For i Guds øjne ser vi ganske anderledes ud, end verden ser os.

2 a f 5
De ting, vi tillægger værdi og tilskriver succes, er helt anderledes I Guds øjne.
I dag har vi indledningen til Bjergprædikenen foran os.
I den, Matthæusevangeliets kapitel 5,6 og syv finder vi nogle af de allervigtigste ting, Jesus har sagt.
Hvis du vil vide, hvad jesus står for, og hvad hans mærkesager er, så kan jeg anbefale at læse bjergprædikenen.
Jesus siger: “v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden……” og sådan gentages
salige er de… en her del gange.
Salige er et ord, som vi ikke længere bruger så meget.
Disse ord er oprindeligt formuleret på græsk, som er Det
Nye Testamentes originalsprog.
En mere korrekt oversættelse af ordet er, at man siger
rodfæstet i stedet.
Disse mennesker, som Jesus fremhæver, er mennesker,
som ikke er rodfæstede i de ydre ting, som verden
tillægger stor værdi.
De er rodfæstede i indre værdier, uafhængige af det som
ses af andre eller efterstræbes af andre.

3 a f 5
De er som salmernes Bog siger det, som et træ, der er
rodfæstet ved bækken. Det bærer meget frugt, fordi
deres rødder når dybt og holder det fast, når det blæser.
Ser du, Guds rige lader sig ikke begrænse, af de ting,
som vi kan forestile os.
Guds rige er et kærlighedsrige, som overskrider alle
grænser, vi overhovedet kan komme i tanke om.
Det er et rige, hvor alle er velkomne og man kan være
den man er.
Der er helt andre værdier på spil, end i denne verden,
hvor det ydre og overfladiske i den grad hyldes. Her
handler det om at være rodfæstet. Rodfæstet i Guds
kærlighed.
I Guds rige er vi rodfæstet i Gud. Det er ham vi er
forbundet med. Vi har lige set et, eller rettere to, meget
stærke eksempler på det, da vi døbte Klara og Viola. Vi
døber dem, fordi vi ankerkender at de tilhører Guds rige,
for det er de også en del af.
Guds rige er man en del af, før man fødes og længere
end livet. For Guds rige begrænses ikke af, hverken
fødsel eller død.
I dag fejrer vi livet, og er taknemmelig over at vi kan døbe
to dejlige piger. Men vi rammes også af, at på festdage
som denne, bliver det klart at der er nogen, som mangler
blandt os.

4 a f 5
Der er menneske blandt os, som fester og sørger på
samme tid, fordi i dag også er dagen, hvor vi mindes de,
som er døde.
Vi mærker savnet og sorgen over dem, og måske indser
vi, at selvom de er døde, så påvirker det forhold, vi har
haft til dem stadig vores liv. De betyder stadig noget. Vi
hænger også sammen med dem.
Måske kan det være en trøst, at Jesus taler om at de
saliges løn er stor i det himmelske, i Guds rige.
Jesus taler om Guds rige, som et sted, der ikke
begrænses af liv og død. Han kalder os til et håb, om at
vi en dag skal ses med alle de, som er gået foran os til
Guds rige. En dag skal vi opstå til nyt liv sammen med
ham.
Et liv, som Åbenbaringen i Bibelen omtaler således:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være
mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.1
I Guds rige er sammenhængskraften Guds uendelige
kærlighed, som er stærkere end alt andet. – Selv døden.
Og den kærlighed gør at vi hænger sammen i livet og i
døden.
1 Åb 21,3b-4

5 a f 5
I dag vil vi mindes:
Sigrid Juul
Antonio Ribeiro
Elin Askholm Carlsen Hans Otto Hansen
Marie Nordtorp Bendixen Kaj Vilner Priess
Aksel Thorsen
Jens Christian Rønning Villy Kähne
Kurt Kristiansen

 

 

Grateful / Gospel Meditation – Thomas Risager

Gospelmeditation giver dig:
– tid til at være
– tid til at drømme
– tid til at lytte
– tid til at tænde lys
– tid til at mærke efter
– tid …

I dagens anledning fjerner vi de fleste stole, så tag pude/tæppe/liggeunderlag med og gør dig klar til en rolig aften. Der vil dog være stole til dem, der foretrækker det.

Thomas Risager taler over aftenens tema Grateful. Taknemmelighed.

Du kan høre talen her:

 

Du kan læse talen her. Bemærk dog, at den tale som faktisk blev holdt, kan afvige noget fra det planlagte manuskript.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 29. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Fill 4,4-7.
Gospelmeditation: Grateful

Som barn hørte jeg tit min gamle mormor sige, at taknemmelighed er en dyd.

Som så mange ordsprog, man hører som barn eller som som ung, så går det bare ind af det ene øre og ud af det andet, for så først at vende tilbage i voksenlivet.

I mit arbejde som præst, har jeg nogen gange det privilegium, at få lov at tale med mennesker, som godt ved, at deres tid i livet er ved at rinde ud.

Jeg hører ofte, ældre menesker sige, at der er så meget at være taknemmelig for. Ofte siger de det i situationer, hvor jeg som udenfortstående ikke helt kan forstå, at de der hvor de er, lige nu, har overskud til at tænke over ting i livet, de er taknemmelige for.

Jeg oplever ofte, at de småting, i min tilværelse, eller på mit job, som ikke lige går som smurt i olie, kommer til at irritere mig forholdsmæssigt meget.

Det er så let, at lade sig irritere over småting, som i det store billede, i virkeligheden kun er småting.

Kender du det med, at der skal ti gode ting til at opveje, en dårlig?

Måske hænger det sammen med vores kultur, hvor vi har fået givet os selv, den forståelse, at alting skal være

2 a f 4

perfekt, karakteren skal være tolv, tøjet skal være en bestemt slags, og mobilen kan kun være en dyr smartphone, at det, som ikke er helt perfekt, ikke bare er godtnok, men faktisk opleves som noget rigtigt skidt.

Kun det perfekte er god nok.
Næste spørgsmål bliver så: “Hvem af os er perfekte?” Jeg kan sige med det samme, at det er jeg ikke.

Jeg kan ikke se, hvad du tænker om dig selv, men jeg tvivler på at ordet perfekt, er det meste dækkende ord i din egen beskrivelsen af dit liv.

Livet er jo ikke perfekt. Faktisk er det langt fra perfekt. Men det er ikke det samme, som at der ikke kan være ting at være taknemmelig for i livet.

Efter de mørke dage skinner solen jo.
Uvejr har det med at gå over. Det er urimeligt træls at være i dem, men det går over.

Nogle af de første kristne blev rådet til at glæde sig. “Glæd Jer altid i Herren. Jeg siger atter, glæd Jer!”1

Det er ikke en opfordring til tankeløs lalle-glæde. De ord er sagt i ind i en kultur, hvor det at tro på Jesus ikke bare var lidt anderledes, men også faktisk noget man kunne blive forfulgt for. Det kunne koste én alt at tro, men opfordringen lyder helt klart, at bede Gud om hjælp, ved også at sige tak.

1 Fill4,4-7.

3 a f 4

Filipperbrevet skriver: “v6 Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. v7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”2

Der er intet af det, som vi har i vores liv, der er godt, som giver sig selv. I vores, på mange måder priviligerede kultur, er det så utroligt let at glemme.

Bibelens tekster og kristendommens opfordring til taknemmelighed, er formet i en tid og på et sted, hvor man levede af naturens gaver, og derfor var sårbare overfor de udsving, som nu en gang er i naturen. Der er ingen, der lover, at det lykkes at få en høst i hus. Og man har oplevet, at der er knaphed, så glæden over, at have, når man havde, var stor. Man var taknemmelig for ting, som vi vil tage for givet.

Hos os er det lidt anderledes. Der er det nærmest en rettighed, at livet flasker sig for os, og vi bliver personligt fornærmede, når vi oplever, at det går skævt.

Vi glemmer at livet og glæderne i det, er gaver, som vi dybest set ikke kan sige, at vi har ret til. Man har ikke ret til en gave, men det er dejligt at få den.

Taknemmelighed fylder nok ikke så meget i vores almindelige dagligdag, og dog!

2 Fill 4,6-7.

4 a f 4

Noget af det første, vi lærer vores børn, er at bruge ordet tak. Det er vigtigt for os, at de siger tak for mad, eller tak, når nogen giver dem en gave.

Måske er taknemmelighed alligevel en dyd.

Jeg har mange ting og mange menesker i mit liv, som jeg har stor grund til at være taknemmelig over. Er mit liv perfekt? Nej. Er mit liv uden problemer? Nej.

Men dybest set har jeg meget at været taknemmelig for. I aften vil jeg huske at sige tak til Gud for alt det.

TAK.

 

Gæstfrihed – Søren Jantzen, Julian Levin & Christian Syversen

Kirkens faste medarbejdere holder efterårsferie i denne uge, men heldigvis er der jo også mange andre dygtige mennesker i og omkring kirken, så en gudstjeneste skal du ikke snydes for!

Temaet er  “Gæstfrihed”. Det er Søren Jantzen, Christian Syversen og Julian Levin, som står for gudstjenesten, og alle tre kommer til at bidrage med en del af dagens tale, der giver forskellige vinkler og bud på hvad gæstfrihed kan være.

Du kan høre de tre talere her:

 

Du er indbudt – Thomas Risager

Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.

I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.

Tale manuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.

Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.

Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.

Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.

På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.

I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.

For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.

Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er

2 a f 4

jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.

I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.

Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?

Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.

Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!

Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.

Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.

3 a f 4

Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.

Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.

Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.

Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.

Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.

Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.

4 a f 4

Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.

Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.

Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.

Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.

Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.

En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.

Varmt velkommen.

Amen!

First Loved / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket. Når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst. Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. “First loved me” er temaet for søndagens gospelgudstjeneste.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord, som opstod i situationen.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 8. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Joh 4,7-12, 19.
Gospelgudstjeneste med Nardus: First Loved Me.

Vi er så heldige at leve i et land, hvor vi siger, at vi er kristne.

Med det mener vi, at vi lever i et kristent land, hvor der også er plads til at have et lidt distanceret forhold til det med tro. Hvem af os, har egentlig helt fuldstændigt styr på det?

Mon ikke de fleste af os, når det kommer til stykket, vil have en vis sympati for kristendommens kernebudskaber og mon ikke de fleste af os, synes at det her med næstekærlighed lyder temmeligt godt, ja ligefrem fornuftigt.

Kirken har prædiket næstekærlighed i knapt 2000 år, men når man kigger rundt i i verden, så kan man godt få den tanke, at det er et budskab, som ikke har sat sig helt vildt godt fast.

Jeg siger ikke, at I ikke hører efter, men jeg vil alligvel hævde, at der er et stykke vej at gå endnu, før vi kan sige at næstekærligheden for alvor rykker i verden.

Næstekærligheden er et af kirkens absolutte kernebudskaber.
Det var noget af det, som Jesus lagde allermest vægt på, og faktisk var det noget af det, som han gav sit liv for, at vi skulle fatte.

2 a f 5

Næstekærlighedens hensigt er større end blot, at det skal være dejligt mellem to mennesker.
Næstekærlighedens hensigt og Jesu formål med at give sig selv, er intet mindre, end at verden skal blive et bedre sted.

Selvom det er mange år siden, Jesus kom til jord, vil jeg hævde at de ting, han sagde og viste os, stadig gælder og stadig kan gøre vores verden bedre.

Men næstekærlighed, hvordan gør mand et?

Det er et godt spørgsmål, og som med mange gode spørgsmål, så er der ikke et simpelt svar.

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket! Du er elsket!

Måske har du aldrig tænkt, at du skulle være elsket af Gud. Det er måske heller ikke sådan noget, som mange af os går at tænker på, midt i hverdagens travle liv. Bare fordi vi ikke tænker på det, er jo ikke det samme, som at det ikke er.

I kirkens første tid, i det første 100 år efter Jesu opstandelse, gjorde man meget ud af at forklare kærligheden. Bibelteksten, som jeg læste, er et rigtigt godt eksempel på det.

Sagt ganske kort, siges der, at når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst.

3 a f 5

Måske har du prøvet at være forelsket og have sommerfugle i maven.
Det kan være enormt usikkert, for man ved jo ikke, om man er den eneste, som har sommerfugle i maven. Hvad nu, hvis den man forelsker sig i, sket ikke gengælder de varme følelser?
Man tager sig sammen og siger, hvad man føler, eller man skriver det, og så er der lang ventetid.
Nu er ordene ude, og de kan ikke hænge i luften. Hvad siger hun til det?
Er min kærlighed gengældt?

Med Gud er det lidt på samme måde, og alligvel sket ikke.

Tanken er, at længe inden vi tænker på, om Gud overhovedet er. Før vi overvejer om Gud mon skulle kunne elske os, så er Gud på spil med sin kærlighed i vores liv.

Vi opdager det måske sket ikke, men i enhver relation mellem Gud os os, er det Gud der er på banen først. Initiativet er hans.

Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. Det gælder uanset om det er kærlighed til Gud, eller kærlighed til medmennesker.

Evnen til at kunne elske er lagt i os af Gud, grundlagt af hans kærlighed til os. Du behøver ikke tvivle på, om du er elsket, for det er du! – Og dermed er du givet evnen til at kunne elske!

4 a f 5

Det meget interessante ved Guds kærlighed er, at den kan gøre forhærdede kolde hjerter til varme bankende hjerter. Den kan gøre os i stand til at være næstekærlige.

Det er Guds kærlighed, som giver os kræfter og styrke til at kunne elske.

At være elsket gør noget ved os, især hvis vi opdager, at vi er elsket. Det går noget ved os.

Nu er det jo blevet efterår.
Om et øjeblik får vi alle en kastanje, med et lille hjerte på.

Måske tænker du, at det bare er en kastanje. Men hvad nu, hvis jeg siger dig, at den er et symbol på dig.

Alle der har samlet kastanjer med børn, ved at børnene ser uendelige muligheder i kastanjer, og at de bestemt ikke er ens for børnene. Der bliver lagt mærke til forskellen og inden vi får set os om, har børnene gang i at lave kastanjedyr, som i deres hænder får får helt liv.

Børnene ser ikke hvad de har mellem hænderne, de ser, hvad de kan få, og så udvikler legen sig derfra.

Sådan er det med Gud, når han ser kærligt på os. Han kærlighed og kreativitet, gør os til bedre mennesker.

Hans kærlighed gør os i stand til at elske, for vi er elskede, sådan som vi.

Vi er endda elsket først!

5 a f 5

Lad os gøre verden til et bedre sted, mine kære, lad elske….

Amen

 

Slip bekymringerne / Høstgudstjeneste – Thomas Risager

I Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til at lade være med at bekymre os. Det er lettere sagt end gjort, så det er virkelig en udfordring. Der er meget, der arbejder imod at kunne slippe bekymringerne. Der er orkaner i streg, Donald Trump, Nordkorea, og alle de nære ting, som vi alle sammen har at kæmpe med i vores liv.

I dag fejrer vi høst og klimagudstjeneste i kirken. Her minder vi hinanden om taknemmeligheden over alt det, som vi får i livet. Mad på bordet, tag over hovedet, venner og familie, en kirke hvor vi er velkomne som vi er. Alt dette er et udtryk for Guds omsorg – lige der midt i livet. Det vil vi minde hinanden om, og så vil vi dele udfordringen til ikke at bekymre sig.

Der er medlemsoptagelse, hvor Malene Damm Priess ønsker at tilslutte sig Metodistkirken. Dette kan du også høre i mellem bibelteksten og talen.

Du kan også læse talen her. I dag er der dog en del forskel på den tale, som blev holdt i kirken og den tale, som er forberedt og ligger i skrevet form.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 1. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 1, 26-31 & Matt 6,25-34
Høst og klima gudstjeneste

Hvis jeg siger sommeren 2017, hvad siger I så? Det var en rigtigt kedelig sommer.

Hvad mon de siger om sensommeren i Caribien? På nogle af øerne omkring Cuba eller i Florida?

Når vi brokker os over sommeren, så får det et lidt andet skær af desperation hos de mennesker, som har fået de tropiske kategori 5 orkaner at mærke. Nogle af os kan stadig huske decemberstormen i 1999. Til sammenligning kunne den lige snige sig op på en kategori 1.

Når orkanerne bliver så kraftige hænger det sammen med at havet er usædvanligt varmt. Og så er det en åben diskussion, om de klimaforandringer vi ser, er menneskeskabte eller ej. Det er det bestemt delte meninger om. Jeg vil mene, at det er indiskutabelt at klimaforandringerne er der.

Amerikanernes nye præsident mener ikke, at menneskelig adfærd i denne sammenhæng betyder noget. Han har i virkeligheden mere travlt med at svine mennesker til på Twitter og true med at udslette Nord- Korea.

Jo, her går det skam godt!

2 a f 4

Samtidigt har vi i dag, en tekst fra Matthæusevangeliet foran os, hvor Jesus meget klart udfordrer os.

“Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?”1

Umiddelbart tænker jeg, at det kan Jesus da sagtens sige. Trump var ikke præsident, Nordkorea havde ikke atomvåben og der var ikke orkaner og klimaforandringer og Twitter var ikke opfundet.

Men Romerne var opfundet. Herodes var jødiske konge, Pilatus var statholder. Jødernes historie minder dem om Noa, der måtte bygge arken for at udslippe vandet. Så klimaforandringer kendte de også. Der var stadig ikke Twitter.

De siger ikke os så meget, men tro mig, der var rigeligt at bekymre sig om for det helt almindelige menneske på Jesu tid.

Ud over alle omgivelserne, var der den altid nærværende mulighed for at komme til at sulte. Det er der trods alt ikke nogen af os, som er i risiko for.

Ind i en situation, hvor mennesker har mere end rigeligt, at bekymre sig om, minder Jesus dem om, at Gud har lovet at sørge for dem. De basale behov har Gud styr på.

1 Matt 6,25

3 a f 4

Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”2

Fungerer det så på den måde, at maden bare kommer dumpende ned fra oven, hvis altså jeg tror på Gud?

Det kunne være dejligt ikke! Men det fungerer sådan, at de evner vi har fået til at kunne arbejde, til at kunne dyrke jorden, til at få udbytte af vores slid, er givet os af Gud.

Alt hvad du har, alt hvad du kan, er en gave fra Gud og et udtryk for Guds omsorg for dig.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Det med høst og at huske hvordan meget af det vi spiser, vokser på marken før det kommer på bordet, er meget langt væk fra vores dagligdag.
Men ikke desto mindre minder vi hinanden om, at det ikke er en selvfølge, at vi har mad på bordet, at vi lever i tryghed for, at der er en dag i morgen.

Vi mindes om, at Gud sørger også for os, og alt det, som er vores bekymring, og de fleste af os, har sikkert rigeligt, kan vi lægge over til ham.

Faktisk vil det være rigtigt godt for os, at lægge det, vi alligevel ikke kan bære fra os.

Det vil være godt for os at sende Gud en taknemmelig tanke, når vi sætter os ved bordet, når vi bruger vores evner, når vi ser på de mennesker, som betyder alverden for os.

2 Matt 6,33

4 a f 4

I en forvirrende tid, må budskabet være: “Gud er god, og det kan vi regne med!”

Amen
Salme: Du lagde i det mindste frø.

 

 

Livet er en holdsport – Christian Alsted

I dag er vi så heldige at have besøg af Metodistkirkens biskop Christian Alsted. Christian leder som biskop Metodistkirken i Norden og Baltikum. En stor del af hans tjeneste er, at rejse rundt og besøge menighederne og opleve livet der. I dag er det her i Odense, at vejen er gået forbi. Derfor er det Christian Alsted, som taler.

Han siger om dagens tale:

“Livet er en holdsport. Ingen af os kommer igennem livet alene. Vi behøver andre for at opleve kærlighed, venskab, familie, sorg og lykke – sådan er vi designet og sådan fungerer vi. Både når livet er godt, og når det virkelig brænder på, har vi brug for en ved siden af.”

Undervejs i talen afspilles en video, som der linkes her.

https://www.youtube.com/watch?v=Us-TVg40ExM

 

Du kan høre talen her:

 

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

 

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.

Her er jeg (En tale om efterfølgelse) – Thomas Risager

Vi siger tit, at al tro har et element af gerning i sig, i hvertfald, hvis det er en sund tro. Tro er ikke kun at sætte sig til rette og lytte til fantastisk musik og lange prædikener og nyde det gode fællesskab i sin kirke. Tro er at få fingeren ud og gøre noget!

Straks melder uroen sig på banen. Hvordan gør jeg det? Hvad kan lille jeg udrette? Vi begynder at kigge os rundt efter forbilleder. Jesus, Moder Theresa, Desmond Tuto – skal jeg være lige så vild som dem for at være god nok?

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der vil være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, der faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 3. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 16,21-28 & 2.Mos 3,1-15
Her er jeg! (Om efterfølgelse)

Vi siger tit, at al tro har et element af gerning i sig, i hvertfald, hvis det er en sund tro.

Tro er ikke kun at sætte sig til rette og lytte til fantastisk musik og lange prædikener og nyde det gode fællesskab i sin kirke. Tro er at få fingeren ud og gøre noget.

Spørgsmålet kommer hurtigt, men hvordan gør jeg så det?

Vi begynder at kigge os rundet efter forbilleder. Jesus, Moder Theresa, Desmond Tutu, Jette og Anders Flinck…

Straks melder uroen sig på banen. Jamen, skal jeg være lige så vild som dem?

Kigger man på Jesus, så kan man godt få helt kolde fødder.

I teksten fra Matthæus, forudsiger han, hvad der skal ske med ham. Han skal gå op til Jerusalem og lide meget ond, for at blive slået ihjel af ypperstepræsterne og de skriftkloge. Underforstået, at det er det, der venter, hvis man efterfølger ham.

Lige inden dette udspiller sig, har vi oplevet at Peter klart og tydeligt har sagt om Jesus, at han er Kristus, at det er ham, som Gud har sendt for at bringe verden fred.

2 a f 5

Peter har forstået at Jesus er værd at satse på. Derfor har han også totalt optur, så da han hører, hvad Jesus er på vej mod, står han helt af. “Gud bevare dig Herre, sådan må det aldrig gå!”1

Et eller andet sted forstår man jo godt Peter. Nu har jeg lige forstået det hele, og så siger du, at vi skal miste dig.

Jesus forstår det også, og fristelsen lurer. Måske er det derfor han bruge så stærke ord. “Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald, for du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!”2

Peter må have været ganske stille og disciplene har sikkert fået lidt at tænke over, for Jesus giver sig til at fortælle dem om efterfølgelse. Efterfølgelse er ordet, der dækker over gerninger, der kommer af tro.

Mange af os, har hørt ordene, men aldrig helt forstået det. “»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. v25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”3

Det lyder barskt. Hvem har lyst til at være en kristen, hvis det virkelig er det, som det betyder.

Vi forstår ikke døden på samme måde, som den kultur Jesus talte ind i.

1 Matt 16,22
2 Matt 16,23
3 Mat 16,24-25

3 a f 5

For dem var døden ikke så fremmed, som den er for os. Døden var ligesom at lægge et frø i jorden, begyndelsen til noget nyt.

Fordi man er så vant til naturens skiften, så vidste man at for at noget nyt bliver til, er døden en del af det. Med andre ord, sjælen bliver befriet gennem død OG opstandelse, for det er jo en væsentlig del af det, når Jesus taler om at han skal dø.

Når Jesus kalder til efterfølgelse, så er efterfølgelsen et liv i tjeneste, gennem døden og ind i opstandelsen.

Det gælder for Moder Theresa, Desmond Tutu, og alle de andre forbilleder, vi måtte have.

Hvordan ser det der efterfølgelse, så konkret ud?

Gid der var et simpelt svar.

Det bedste svar, jeg kan give er, se på Jesus. Se, hvad han gør og mærk efter, hvad det får dig til at tænke på. Hvad knækker dit hjerte og giver dig det, som Bill Hybels kalder hellige utilfredshed.

Jeg tror det er så forskelligt, netop fordi vi er så forskellige.

Forskelligheden er også en gave, fordi der er mange behov. Nogen af dem er meget synlige, andre ganske usynlige, men ikke mindre vigtige.

4 a f 5

Christian Alsted, vores biskop, siger ofte, at I alle menigheder er der de mennesker, der skal til for at forandre verden.
Det tror jeg, han har ret i.

Vi tænker tit for lidt om vores fælleskaber og om os selv.

Det er ganske normalt.

Da Gud kalder Moses, er han fårehyrde. Han er morder. Han er egentlig ikke noget særligt. Men han forstår, at da han ser en brændende tornebusk og hører Guds stemme, da er han på hellig grund. Da ved han, at nu vil Gud bruge ham.

Så han lytter til Gud, som ligeud siger til ham, at han skal føre israelitterne ud af Egypten. Moses indvender: “Hvem er jeg, at jeg skal kunne gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?”4

Det er så menneskeligt. Hvem er jeg, når jeg sammenligner mig med forbillederne, med Jesus selv?

I lyset af dem, er vi alle sammen ekstraordinært almindelige.

Læg mærke til, hvad Gud siger til Moses, at han vil være med ham.5

4 2. Mos 3,11 5 2. Mos 3,12

5 a f 5

Alle, der efterfølger Jesus, hvadenten det er meget synligt, eller aldrig bliver bemærket, er der et fællestræk, at Gud er med hele vejen og at målet er opstandelsen.

Man har hørt, eller fornemmet at Gud kan bruge én til et aller andet. Det begynder alt sammen med et ok,
et ja,
et Her er jeg!

Amen.