Den største gave er givet – 3. Søndag i Advent

266135_10152364398295232_1191210085_o

Julegaver er alletiders ide. Det er både børn og voksne enige om. I dagens tale er der to dele.

Den første del er mest for børn og den holdes af kirkens børnekirke koordinator Maria Bræstrup Aaskov. Hun taler om at få gaver. Rundt om kirkens juletræ ligger en masse gaver. Nogle af dem er kæmpestore, mens andre er lille bitte. Gaven som Maria pakker ud i dag er en lille gave, men inden i den er det lille Jesus barn. Det er en god gave.

Den anden del, som nok mest er for voksne holdes af kirkens præst, Thomas Risager. Han taler om, hvordan han som dreng “kom til” at smugkigge i en julegave, som indeholdt opfyldelsen af hans største ønske. Adventstiden er sådan en tid, hvor vi får lov at kigge en smule bag papiret inden vi for alvor i julen får lov at tage mod den største og vildeste gave nogensinde. Den største gave er nemlig givet.

Du kan høre talerne her. Klik på podcastsymbolet. Eller du kan læse dem, ved at kigge længere nede på denne side.

podcast-large

 

 

 

 

 

Hvis du hellere vil læse talerne kan du også det:

Maria Bræastrup Aaskovs tale: 

Jeg har fået en gave – den er lille, ikke særlig stor! Den er til mig, det står der her! Det undre mig bare at den er så lille, for alt det jeg har ønsket mig er MEGET større, jeg har jo ønsket mig: en cykel, en seng, en hoppeborg…!
Så nu ved jeg slet ikke om jeg gider åbne gaven – hvad kan der være i sådan en lille pakke? Øv! Jeg tror jeg vil læse lidt i min bog i stedet – så må den lille gave vente…!

Jeg er kommet… her til: Gud giver gode gaver! Gud hører altid når vi beder til ham og man kan bede om hvad som helst. Det er dog ikke sikkert at man får alt det man har ønsket sig, i hvert fald ikke på en gang… Gud giver også nogle gange en gave, som man slet ikke har ønsket sig – men det viser sig at være en super god gave – Gud giver nemlig kun gode gaver! Den allerstørste gave han nogen sinde har givet, var et lille barn – Jesus, som blev født juleaften! Jesus er den største gave man kan få! Hmmm, den største gave man kan få – det skal jeg lige tænke over…

Måske skulle jeg alligevel åbne gaven, bare lige for at se hvad der er indeni – selv om den er lille kunne det jo godt være interessant alligevel…
(Åbne gaven) Ov det er en lille dukke, det ligner Jesus – se! Tænk sig, jeg har fået Jesus i gave! Den største gave af alle! Hvordan kunne jeg dog vente med at åbne den!

Thomas Risagers tale: 

Prædiken 3. søndag i Advent d. 16. december 2012.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Esajas 9, 1-6

Den største gave af dem alle

Har du nogensinde, da du var barn eller som voksen, snydt dig til at kigge under papiret på en julegave?

Det har jeg gjort – som barn altså.

Jeg havde et kæmpestort ønske og det var et helt vildt ønske. Jeg vidste at det var alt for dyrt, for det havde min far sagt.

Jeg ønskede mig noget så brændende en Coca Cola lastbil. Og alle lidt ældre drenge herinde kan huske at man kunne få matchbox-biler. Det var bare de fedeste. Matchbox lavede denne usandsynligt fede lastbil, som bare var min allerstørste drøm.

En dag op mod jul sneg jeg mig ind i mine forældres soveværelse. Inde i hjørnet af min fars skab, bag ved hans sokker, tror jeg, lå julegaverne.

Der var en firkantet kasse med papir fra legetøjsforretningen. Med dirrende fingre lykkedes det mig at skubbe båndet til side og trække tapen så langsomt af, at det stadig kunne klæbe. Papiret blev åbnet i enden – uendeligt forsigtigt – og dér var den Coca Cola lastbilen, som jeg ønskede mig helt vildt. Jeg skulle have Coca Cola lastbilen i julegave. Jeg husker endnu den boblende lykke, som rutschede rundt i min mave. Mit største ønske ville gå opfyldelse juleaften. Hvor var det fantstisk.

Når vi i adventstiden læser tekster, som den, vi hørte fra Esajas Bog om lyset, som skal skinne for dem, som bor i mørkets land, så er det vores lille mulighed for kigge en lille smule ind bag ved papiret og få lov til at se en flig, af det som Gud har lovet os komme forunde.

Jeg ved ikke med dig, men det kan godt give mig den der kildrende fornemmelse i maven.

Når vi i dag ser lucia-optoget, som jeg ikke husker har været større, bære lyset ind. Vi ser hvordan mørket må vige for lyset og minder dermed hinanden om, at forude venter lyset. Det lys, som gør at vi kan se stien for vore fødder og lyset for vor fod, så vi atter kan finde vej i livet. Det lys, som giver tryghed og varme, fordi det minder os om Guds løfter, så er det vores lille mulighed for kigge en lille smule ind bag ved papiret og få lov til at se en flig, af det som Gud har lovet os komme forunde.

Jeg ved ikke med dig, men det kan godt give mig den der kildrende fornemmelse i maven.

Jeg vil jo ikke opfordre til at smugkigge i julegaverne, men blot minde om at Jesus er som Kirk Franklin synger det “The reason for the season” Det er på grund af at han bliver menneske og kommer til os, at vi går helt amok i gaveræs og julehygge.

Den gave er så stor at vi ikke kan rumme bare at få den. For det handler om meget mere end bare os. Det handler om Gud, som griber ind i verden og bryder med det tyngende åg og slaveriet, som jo stadig findes i vores tid.

Det handler om at der skal komme fred, uendelig fred ud over hele jorden. Det handler om at mennesker virkelig er lige meget værd. Det handler om at Gud griber ind og lader kærligheden få magt i verden og så vil vores verden se så meget anderledes ud end den verden vi kender nu.

Hvis den gave bare blev sat i skødet af os, ville vi slet ikke vide, hvordan vi skulle håndtere den. Vi vil slet ikke kunne finde ud af, at netop med den gave, handler det om at tage i mod.

Personligt har jeg brug for denne periode i adventstide, hvor vi får lov at løsne lidt på båndet og kigge ind bag papiret, for det taget tid at forstå, at den største gave ER givet.

For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Amen

Det skal være skidt, før det bliver godt. 1. Søndag i Advent

Jeg kender nogen, som er ved at lave et nyt bryggers og badeværelse. Gulvet er brudt op og varme- og vandrør ligger blottet nede i jorden inde i huset. Den slags kan jeg slet ikke overskue. Det bliver helt håbløst for mig. Jeg kan ikke se mulighederne. Jeg ser kun hullet i gulvet med den bare jord.

Adventstiden, som begynder i dag, handler om at Jesus er på vej, at Gud griber ind i verden. Fokus er at det folk, som vandrer i mørket skal se et stort lys.

Gud sætter os ikke i ulykken eller bringer os derhen, hvor det er skidt, for at vi kan se hvor fantastisk det gode er. Men, når vi er i skidtet, kan Gud hjælpe os til at se lyset og håbe og drømme om en fremtid og et håb. Dagens advents-tale handler om at når vi er i skidtet, så er der noget fantastisk i at Gud viser os, at selv dér er der lys forude og at hans løfter betyder, at han vil hjælpe os gennem det.

Adventstidens fokus er at vi venter på alt det gode, som er på vej ind i verden. Det ligger forude. Der er lys i mørket. Der er håb om om en ny og bedre verden, om et godt liv til mennesker.

podcast-large

På fisketur i Bibelen 3/3

Dagens tale er den tredje og sidste i serien.

Du kan godt lade skægget stå og finde en gammel sweater frem – for vi skal på fisketur! I bibelen finder mange af de centrale historier sted ved vandet, og derfor fylder historier om fisk og fiskeri en hel del. Jesus taler f.eks. om at gøre disciplene til menneskefiskere. I november måned er bibelens fiskehistorier madding – for at få dig til at komme i kirke….

I dag handler det om historien fra Lukasevangeliet kapitel 5 vers 1-11 om Peter, som fanger en hel masse fisk, da han kaster nettet ud, der hvor Jesus siger, han skal.

I disse tre uger bliver alle også udfordret til at læse i bibelen. Kirken har udgivet et lille hæfte med en læsning og en eftertanke til hver dag. Hæftet kan du hente her

I dagens tale åbenbarer Jesus sig, for sine disciple på ved søen. Det er længe siden, de har oplevet Jesus, så de er taget hen til et af de steder, hvor de oftest har set ham. Og ganske rigtigt, bedst som de er igang med at fiske, er han der sammen med dem.

På fisketur i Bibelen 2/3

Vi er kommet til den anden tale i serien “På fisketur i Bibelen.”

Du kan godt lade skægget stå og finde en gammel sweater frem – for vi skal på fisketur! I bibelen finder mange af de centrale historier sted ved vandet, og derfor fylder historier om fisk og fiskeri en hel del. Jesus taler f.eks. om at gøre disciplene til menneskefiskere. I november måned er bibelens fiskehistorier madding – for at få dig til at komme i kirke….

I dag handler det om historien fra Lukasevangeliet kapitel 5 vers 1-11 om Peter, som fanger en hel masse fisk, da han kaster nettet ud, der hvor Jesus siger, han skal.

I disse tre uger bliver alle også udfordret til at læse i bibelen. Kirken har udgivet et lille hæfte med en læsning og en eftertanke til hver dag. Hæftet kan du hente her

I dag handler det om at Jesus beder fiskerene om at blive menneskefiskere.

Hør mere her:

På fisketur i Bibelen 1/3

I dag tager i hul på et nyt tema i kirken. Vi skal på fisketur i Bibelen så:

Du kan godt lade skægget stå og finde en gammel sweater frem – for vi skal på fisketur! I bibelen finder mange af de centrale historier sted ved vandet, og derfor fylder historier om fisk og fiskeri en hel del. Jesus taler f.eks. om at gøre disciplene til menneskefiskere. I november måned er bibelens fiskehistorier madding – for at få dig til at komme i kirke….

I dag handler det om historien fra Lukasevangeliet kapitel 5 vers 1-11 om Peter, som fanger en hel masse fisk, da han kaster nettet ud, der hvor Jesus siger, han skal.

I disse tre uger bliver alle også udfordret til at læse i bibelen. Kirken har udgivet et lille hæfte med en læsning og en eftertanke til hver dag. Hæftet kan du hente her

Hør mere her:

Blessings – Taknemmelighed

Det er så nemt, når hverdagen kører derudaf, at fokusere på de ting, som vi ikke synes vi kan nå. De ting, som kan være irriterende.

På jobbet er chefen urimelig i sine forventinger til hvad vi kan nå. Og hvordan er det lige med kærligheden, hvornår har vi siddet ned og kigget vores elskede i øjenene og haft tid til den gode snak. Og hvis man ikke har en kæreste, hvorfor vil det ikke lykkes? Hvad er der galt med mig?

Alle de andre har så mange penge og jeg kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Hvordan får de andre råd til at tage på skiferie i Colorado?

Veninden løber hver dag, men hvis jeg kommer ud to gange om måneden, så er det fantastisk, mens jeg kan mærke at fedtet kommer snigende på min krop, jeg har ikke energien og nu er det ved at være den mærke tid. Nu orker jeg slet ikke.

Det er så let at fokusere på de ting i livet, som er hårdt.

Jeg påstår at vi sommetider fokuserer vi på alt det som er skidt i vores liv …og det har den ubehagelige konsekvens, at vi glemmer at være taknemmelige for alt det gode … Når vi bare tænker os om, kan vi jo alle finde masser af smukke ting i vores liv! …

 

Kom som du er!

I dag var der gospelgudstjeneste med juniorgospelkoret Joy Sticks.

Talen fokuserede på, at man hos Gud kan komme som man er. Eksemplet på det, er kvinde, som er grebet på fersk gerning i lægteskabsbrud og som i følge loven skulle stenes til døde. Hende fordømmer Jesus ikke, tværtimod han tager mod hende som hun er.

Du kan læse historien i Johanneevangeliet kapitel 8 vers 1-11. Og du kan høre talen her…

Klart vand – Klart budskab om Guds kærlighed!

Kirkens projekt med vand i Lukunki afslutte.

Thomas Risager taler om levende vand og dets betydning for menneskers liv i Congo, og i Odense. Baggrunden for dette er historien om kvinden ved brønden. Ved brønden mødes mennesker og her møder Jesus også kvinden, som går derfra med et nyt liv.

Det levende vand gør mere end at slukke tørsten.

My Resting Place – Hvor kan jeg finde ro?

Gospelkoret Nardus synger til en rørende gospelgudstjeneste, som handler om at finde det særlige sted, hvor man kan tanke op og finde ro.

Desværre er lydkvaliteten ikke så god, så nederst i dette indlæg kan du også læse manuskriptet, som var forlæg for denne tale.

Prædiken søndag d. 23. september 2012. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Joh 6, 1-4

En af mine hemmeligheder er, at jeg har en gruppe kvinder jeg mødes med en gang om måneden. Ja, nu er det så ikke nogen hemmelighed mere, på den anden side, så tror jeg heller ikke, at nogen af dem har kunnet holde mund….

Men hvorfor mødes jeg med en gruppe kvinder en gang i mellem ? Ja, det spørgsmål stiller min kone nok også!

Først vil jeg lige slå fast at det er en tilfældighed, at det er kvinder. Der er ikke nogen mænd, som tør, altså ud over mig.

Jeg mødes med min lille gruppe fordi jeg har brug for, at der er nogen som minder mig om, at jeg en gang i mellem skal være stille og holde pause.

Vi taler ofte om i min gruppe, at det er underligt, som vi kan udsætte nogle af de ting i livet, som vi ellers godt ved kan være gode for os.

Personligt har jeg brug for, at nogen siger til mig, at det er ok at tage en pause fra hele verden.

I øjeblikket er der et forsøg i gang, hvor man har tilbudt en flok travle virksomhedsledere at komme på retræte. Det er folkekirken, som står for projektet, som i al sin enkelthed går ud på at trække disse ledere ud af deres travle hverdag. Få dem til at lukke for mail og slukke telefononer i to dage, mens de er samlet for at få undervisning i bibel, i livet, og for at være stille. De skal være stille.

En af dem beskrev, hvordan han for første gang i årevis gik tænkt over sit liv og fik reflekteret over sin prioriteringer. For ham var det ikke i første omgang nogen religiøs oplevelse, men han beskriver alligevel hvordan han fandt en dyb indre ro, som han ikke havde haft længe, og som han i eftertankens klare lys var blevet klar over, at han havde savnet.

Et af kristendommens klare budskaber er at du er elsket, at du er accepteret, sådan som du er.

Sådan er det, men det kan være svært at tage til sig i en verden, som hele tiden er fokuseret på, at et menneskes værdi aflæses i vore præstationer og vores værdi kan meget kontant aflæses på den nederste linje af vores lønseddel.

Det er simpelthen svært for os i vores præstationsiver, at taget et budskab om accept og kærlighed til os. Vi er straks videre, når mailen på computeren siger bip, er vi allerede igang med at forhold os til den næste e-mail.

I en sådan verden kan man på den ene side undre sig over at Gud, der ellers er noget så smart, ikke ændrer sin måde at kommunikere sin kærlighed til vi mennesker på.

Den meste udbredte måde er stadig at der står en præst og taler til en forsamling. Hvis ellers der er en forsamling, som gider at komme. Det lider vi nu ikke af her i huset.

Det er jo håbløst gammeldags.

På den anden side, kunne man jo også et øjeblik standse op og tænke over, om Gud og kirken mon holder fast noget af sin form, fordi det med roen, det med at sidde og lytte, trods alt er den bedste måde at modtage et kontroversielt budskab på.

Du er elsket!

Det er budskabet og lige nu er der ingen e-mail eller telefoner, som forstyrrer dig.

For mig personligt, bliver det bare ord, jeg læser eller hører i en ordstrøm, som kører hele tiden, hvis ellers jeg er vågen. Nogen gange er det som om, det fortsætter selvom jeg prøver at sove.

I mit liv har jeg brug for at der en gang i mellem er ro. Jeg kan mærke at jeg lige så stiller går i stykker inden i, når jeg forsømmer at finde ro. Det er underligt, for når der er travlt, så er det det første, som jeg skærer væk.

Det er i virkeligheden lidt tåbeligt, for det er ikke egoisme, at passe lidt på sig selv.

Faktisk taler Paulus i bibelen om at vi mennesker, skal løbe sådan at vi holder helt til mållinjen. Livet kan ikke spurtes. Sådan føles det nogen gang, men vi kan ikke spurte hele vejen. Gammel visdom.

Hvor finder vi ro?

Kirken er et godt sted. Vi er måske ikke så gode til at bruge kirken i hverdagen, men når vi er på ferie sætter vi os gerne ind i en kirke og bare lige er. Det er så dejligt.

For mig er roen ikke nødvendigvis at sidde stille og bede. Det kan sagtens være et løbe en tur, at sejle en tur i min kajak. Det kan være at gå rundt om Enebær Odde…

Pointen er, at hvor vi finder ro er forskelligt, men det er vigtigt at vide hvor. Og det er vigtigt at bruge det.

Jesus have altid travlt med at tale med folk, bede med folk og helbrede de syge. Han var aldrig færdig, men alligevel trak han sig indimellem tilbage for som han sagde det: “at være sammen med min himmelske fader.”

Jesus behøver ro. Når Jesus nu gør det, så tør jeg også godt indrømme, at jeg indimellem har brug for at finde ro.

I Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-4 kan vi læse:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v2  En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v3  Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v4  Påsken, jødernes fest, var nær.

Jesus var ikke færdig. Der var stadig syge, døve, blinde og stumme, og de fulgte endda med ham over på den anden bred, men Jesus gik på bjerget.

Pointen er at Jesus ikke lod alt det, han burde gøre tage magten. Jesus havde også brug for at finde ro. Så hvis det er dit behov, er det et ok behov, som du ikke bør udsætte.

Jesus havde også brug for det!

Amen