Er du klar – Thomas Risager

-ellers må du se at blive det!

I Judæas ørken går Johannes Døberen rundt og gør sit for, at mennesker skal være klar til at møde Jesus, når han kommer. Det er ikke nogen let opgave, fordi Johannes må leve et liv, som er radikalt anderledes end det, som de fleste menesker lever. Johannes ved, at at når først mennesker står ansigt til ansigt med Jesus, så er det livsforvandlende … Det er dette møde, Johannes baner vej for.

Adventstiden er forberedelser til jul, tror vi. Men faktisk er det er forberedelser til at stå ansigt til ansigt med Jesus – og det er noget helt andet. Hør mere her, når kirkens præst Thomas Risager fortæller om Johannes i ørkenen.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 4. december  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 3,3-12. Es 11,1-10.

Kunne man forestille sig, at vi stoppede gudstjenesten nu. Lavede nogle fine bannere, som der står “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” på og gik ned gennem Vestergade, mens vi friskt og frejdigt proklamerede, at julen ikke handler om forbrug, men om Jesus, som blev menneske?

Jeg havde nok heller ikke helt forestillet mig, at der ville være den store tilslutning til den ide…..

Kirkerne i Danmark repræsenterer ikke den store modkultur til det eksisterende samfund. Men hvad nu, hvis vi i virkeligheden er netop det? Ikke for provokationenes skyld, men fordi Jesus er så anderledes and alt andet verden kender.

Den amerikanske præst fra Ginghamsburg, som en del af os har mødt, har ofte gjort sig bemærket med bemærkning om julen. Han siger bl.a. at julen ikke er din fødselsdag. Mens han opfordrer folk til at give nødhjælp for samme beløb, som de giver til gaver. Det er da egenlig en meget god ide, ikke sandt?

For den jul, der kommer, handler ikke om dig, det handler om Gud, som lader verdens største mirakel ske lige for næsen af os. Ganske vist i et lille barn, men et mirakel. Han bliver mennesker i Jesus Kristus.

Der er meget mere i den historie end et lille nuttet barn, som fødes i en stald i Betlehem og lægges i en krybbe.

Hvis vi kigger ind under, alt det, som sker i december, så er det er ikke den fantastiske historie, som giver os en undskyldning for at fejre os selv med gaver og alt for meget hygge. Det er forbrugskulturen, som snublendes nemt får os til at gøre netop det.

Jeg indrømmer det blankt – her falder jeg i! For jeg synes jo også, at alt det juleri er noget så hyggeligt, og der er jo ikke noget bedre end at kunne forkæle sine kære. Det er sådan en god følelse.

Jeg er ikke ude på, at give hverken mig selv eller andre dårlig samvittighed.

Men hvis vi tror, at Johannes døberen gik rund i ørkenen og råbte af fuld hals fordi vi skal huske alle gaverne…

Hvis vi tror, at Jesus blev menneske for at vi skal hygge og klippe julehjerter, så tager vi alvorligt fejl….

Jesus kom til jord, for at verden – du og jeg – skal frelses ved ham.

Når vi bruger adventstiden på at forberede os, så handler det både om at have det for øje, som er sket, men også at forstå og forholde sig til, at Jesus er ikke færdig med os.

Han kommer igen og da skal vi stå ansigt til ansigt med ham.

Spørgsmålet er om om du er klar?

Mennesker kom til Johannes Døberen i ørkenen.

De kom fordi de fornemede, at han virkelig havde noget på hjertet.

Der var ingen, som var i tvivl om, hvad han mente, når han prædikede: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”

Matthæus skriver, at hele Jerusalem, hele Judæa og hele Jordanegnen kom ud til ham og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Det er helt klart, at vi skal forstå, at det ikke var enkelte religiøse fantaster, men rigtigt mange helt almindelige mennesker, der forlod deres dagligdag, for at komme ud i ørkenen og blive klar at at jesus skulle komme.

Piben får dog en anden lyd, da det er alle de fromme, som kommer ud til Johannes. Her er det farisæerne og saddukæerne, de fromme skriftlærde jøder og mange af præsterne, der gik voldsomt op i at alle ritualerne i templet blve udført korrekt, som kommer ud i ørkenen.

De får helt enkelt at vide, at også de skal omvende sig.

Omvendelse medfører at man lever et andet liv, og at troen skal kunne ses i den måde, man behandler andre mennesker på. Her er det ikke nok, at påberåbe sig, at man er jøde.

Frugten af omvendelse er et nyt liv. Et liv, hvor man er åben overfor at Jesus gør alting nyt.

I dag hører vi om Johannes Døberen for at minde os alle sammen om, at forberedelserne til jul er noget ganske andet end det verden tror. Det er at forberede sig på, at stå ansigt til ansigt med Jesus.

Løfterne i adventstiden er, at Gud ikke har glemt os, at han ser, når livet er mørkt, men at han, det sande lys, som oplyser ethvert mennesker er ved at komme ind i verden.

Og det sker for dig og for mig.

Jeg har tænkt mig at være klar.

Det er jeg ved, at jeg tænker over, hvad Jesus har gjort.

At jeg lytter efter ordene i salmerne vi synger, at jeg husker at dette her handler ikke om gaver og hygge, men om verdens frelse.

Vi springer over turen op i byen i dag, men vi husker på Johannes ord: “Omvend jer, for himmerige er kommet nær!”

Amen

 

Kommet hjem – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag er det en af de absolutte kernehistorier fra bibelen, som er i fokus. Som så ofte før, når farisæerne forsøger at få skovlen under Jesus, fortæller han dem en historie.

I gudstjenesten taler Thomas Risager over lignelsen om den fortabte søn.

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til dagens tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne ord og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 18. september  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 15,12-14.

I søndags handlede prædiken om lignelsen om det mistede får. En af kernehistorierne i bibelen.

I dag har vi en anden kernehistorie foran os, nemlig lignelsen om den fortabte søn, som jeg tror mange mennesker kan nikke genkendende til, da vi hørte Sussi læse den for os.

Som så ofte før står farisæernes ører på stikker, for at se om de kan fange Jesus på det forkerte ben og afvise ham som en fusker, som ingen bør lytte på.

Forargelsen hos dem er stor, fordi de ser, at Jesus faktisk er sammen med, de mennesker, som farisæerne har kategoriseret som syndere.

De mennesker, som de ikke vil have noget med at gøre. De lever jo ikke rigtigt!

Farisæerne er måske skuffede over at den meste omtalte religiøse leder i deres tid (og i vores tid) ikke tager sig tid til at besøge dem. En religiøs autoritet bør da anerkende dem, ved at aflægge et besøg hos dem. Men Jesus bevæger sig altid i periferien af det “fine selskab.”

Skulle Jesus finde på at dukke op i Odense, så er tror jeg faktisk heller ikke, at der os, han besøger.

Jesus fortæller som så ofte før en historie, og så er det op til dem selv, at finde ud af, hvad de får ud af den. Det er noget af det, som fascinerer mig ved Jesus, at han ikke bare udstikker 79 regler, og siger følg dem, så får du et fantastisk liv. Det ville da også være utroværdigt!

Til oplysning kan jeg farisæerne havde 613 regler og påbud fra Torah at forholde sig til.

Men Jesus vil ikke tale om regler. Han vil fortælle en histore.

En mand havde to sønner……

»En mand havde to sønner. v12  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; v14  og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16  og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20  Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23  og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Som altid når Jesus fortæller en historie, er det op til os selv, at finde ud af, hvad han mon mener med den.

Når han taler ind i en kultur, som kender Gud, som en Gud, hvis gunst, man skal kvalificere sig til.

– En Gud, som straffer enhver, som træder forkert..

  • når de, der hører ham er mennesker, som i ramme alvor mener, at man altid ligger som man har redt, hører disse ord…

Så synes jeg, at denne historie, skriger til himlen.

Det billede, af Gud, som Jesus præsenterer sine lyttere for med faderen, som ikke bærer nag. Faderen som løber sin søn i møde og omfavner ham.

Den far, som får fedekalven slagtet og som spontant fester og fejrer at sønnen er kommet hjem.

Det er et noget anderledes billede af Gud, som tegnes med historien om den fortabte søn.

Måske burde den hedde historien om den jublende far?

Amen.

 

 

Fundet – Thomas Risager

Gudstjenesten på i dag centrerer sig omkring lignelsen om det fortabte får. Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen, hvor Jesus fortæller en historie om hyrden, som bliver ved med at lede efter et får, der er blevet væk. Dette gør han, selvom han har 99 andre.

Historien er et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenlignes med en mors eller fars kærlighed til sit lille barn. Denne kærlighed er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld …

Hør mer her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i pdf-format

Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger en smule fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 11. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 15,1-10.

Fundet…

Alle toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige.

Farisæerne og de skriftkloge, de jøder, som virkelig ønskede at leve korrekt, havde lidt ondt i… her omme bagved, fordi de så hvordan Jesus frit var sammen med mennesker, som de aldrig kunne drømme om at være sammen med. Synderne – alle dem, som ikke levede fanatisk efter lovens ord.

Man kunne også sige, at han var sammen med helt almindelige mennesker. Helt almindelige mennesker, som du og jeg.

Mange havde nok forventet, at Jesus tog lovbogen og gav sig til at læse op af den, for med den i hånden for med den i hånden, at belære dem om alle de ting, de ikke måtte, alt det de skulle, og alle de områder i livet, hvor de ikke gjordet det godt nok.

Mest af alt der det måske et udtryk for deres fordomme overfor mennesker, som tror.

De fordomme kender jeg godt. Jeg bliver ofte konfronteret med dem, og jeg er nødt til at indrømme, at jeg også selv har mine fordomme overfor overfladiske hellighed, hos mennesker, der gerne vil fremstå som ekstremt fromme. Dem får jeg røde knopper af.

Det glæder mig, at Jesus giver sig ikke til at fortælle dem, hvordan de skal leve.

Faktisk gør han det, som han ofte gør. Han fortæller en historie, og så er det op til folk selv, at tumle med, hvad det egentlig var, han sagde. Og det synes jeg, er sjovt.

“Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?”

Man kan sige, det er da bare et får. Men fårene er datidens investeringsobjekter. Det er der i dem, at mennesker har sine formuer.

Nu mangler der er ét og manden går ud og leder. Han leder ikke bare sådan på må og få, ligesom teenageren der ikke lige kan finde sin telefon. Nej, han leder og han bliver ved, indtil han har fundet det manglede får.

Når han har fundet det, tager han det på sine skuldre, bærer det hjem og indkalder alle naboer og venner til fest. For glæden over at have fundet det mistede får, er stor. Også selvom han har 99 andre.

Jesus fyrer bredsiden af, da han siger til alle de lyttende selvretfærdige, som har ondt over, at han er sammen med de, som de selv føler sig for gode til at være sammen med.

“Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Hvad var det så han sagde med den historie.

Han sagde ikke, noget om at de ikke måtte hverken det ene eller det andet.

Han sagde ikke noget om, hvad de ikke måtte spise eller drikke.

Han sagde ikke noget om, at de skulle bede fem gange om dagen eller for den sags skyld gå i kirke hver eneste søndag – det er du nu meget velkommen til. Kirken er der ikke, hvis ikke folk kommer.

Jesus løfter Gud frem som en, der holder af mennesker. Ligesom hyrden passe på sine får, fordi de havde uendelig værdi for ham.

Jesus fortæller om Gud, at han leder efter os, når vi er faret vild i livet, og at han ikke giver op.

Han bliver ved og ved med at lede indtil, han har fundet os.

Et får der har været væk i ødemarken, er sikkert snavset, ildelugtende og ikke rart at være i nærheden af, men det bliver båret hjem alligevel. Der er ingen fine fornemmelser, hos Gud.

Jesus tegner et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenligneligt ved en mors eller fars kærlighed til sit lille barn.

Selvom man har hele fire børn, så leder man efter ham, der er blever væk på Pokémon jagten, indtil man finder ham. Det vil enhver forældre da gøre.

Der er ingen af os, der vil opgive et barn, som er blevet væk. Det er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld…. Det forstod jeg ikke selv, før jeg stod der med mit eget barn i favnen.

Det er det, Jesus fortæller mennesker. Drop nu overflade-troen og lad være med at spille hellige og bedre end andre.

Gud leder efter den, der mangler.

Om du så er en af de 99, eller du er den der er faret vild, så skal du vide, at der er en der leder efter dig.

Han giver ikke op.

ALDRIG!

Amen.

 

Lev stærkt_Tro er ydmyghed

Det er da ligegyldigt, hvor man sidder ved bordet!
Enhver, der har været på besøg i en børnefamilie, eller har planlagt et bryllup, ved, at det er alt andet end ligegyldigt.

Hvad har bordplanen med tro at gøre?

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talen i PDF-format

Bemærk dog at det talte ord, ofte kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 28. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 14,1 & 7-14.

Lev stærkt_Tro er ydmyghed

I dag afslutter vi vores prædikenserie Lev stærkt, hvor vi har set på forskellige aspekter af tro, som kan gøre vores liv stærkere.

Egentlig er det lidt mærkeligt at trække et lev stærkt tema ud og tale om det fire søndage, for tro er, som vi ser det i kirken her, med til at løfte livet sådan helt generelt. Så det er faktisk overordnet tema hele året.

Det er vores påstand her i kirken, derfor er det også relevant at prøve på, at trække al den visdom og lærdom ud af de bibelske historier, som vi kan.

I dag er Jesus på besøg hos en farisæer. Ovenikøbet en ledende én af slagsen.

Jeg minder lige om at en farisæer er en jøde, som virkelig gerne vil være from og leve sit liv, på en god måde. Ofte er det farisæerne, Jesus havner i diskussioner med, fordi de i deres iver efter at leve som gode troende mennesker, kommer til at være overfladisk fromme og trampe på de svageste i deres forsøg på at være hellige.

De ynder at vise andre, hvor troende de er og de soler dig i den anseelse, som følger med det.

De forstår heller ikke alt, hvad Jesus siger, fordi hans bud om at elske sin næste, er temmelig langt fra deres værdisæt om at efterleve stramme regler for på den måde at gøre sig lækker i Guds øjne.

Men bordet er dækket og Jesus går ind. Lukas indleder i vers 1 med at bemærke, at de alle sammen holder øje med Jesus.

De har alle travlt med at se, hvor Jesus sætter sig ved bordet.

Der var streng justits med hvordan pladserne ved bordet blev fordelt. De fornemste gæster nærmest ved værten, var de gældende normer.

Måske tænker du nu, at dette slet ikke har kontakt til vores liv. Det vil jeg dog hævde, at det har. Hvor mange har kke brugt meget tid på at udtænke den perfekte bordplan til et bryllup eller rund fødselsdag. Den slags er sandelig noget man kan købte konsulenthjælp til klare i dagens Danmark.

Og enhver som har været inviteret til middag i en børnefamilie, ved hvor sprængfarligt og konfliktfyldt bordplanen kan være.

Vi tænker også over det med pladserne. Jeg gætter på, at en del af Jer, som er til gudstjeneste for første gang i dag, har forsøgt at aflæse, hvor man trygt kan sætte sig da I kom ind i kirken i dag.

Til det vil jeg sige, at her er frit sædevalg. Og de forreste rækker er ikke giftige, selvom man nogen gange kan få de indtryk.

Jeg håber, I sidder godt.

Jesus bemærker, hvordan gæsterne nærmest maser sig ind, for at sidde nærmest værten. De tænker alle sammen, at jeg er inviteret før alle de andre. Jeg må være fornem og betydningsfuld siden jeg er inviteret med til bordet hos denne betydningsfulde mand.

Hvis vi kunne spørge dem, er jeg helt sikker på, at de vil benægte, at det hænger sådan sammen. Men deres adfærd taler sit eget tydelige sprog.

Sådan er det jo, der er nogen gange er forskel på hvad vi siger og hvad vi gør.

Jesus ser det straks!

Han taler, helt klart deres eget sprog, når han påpeger det pinlige i, hvis værten er nødt til at lede dem tilbage på en “ringere” plads, hvis der er nogle han mener bør sidder til højbords. Det vil sådan ca. være det mest pinlige, som kunne ske i deres liv. Det er der ingen af dem, som ønsker.

Så siger Jesus de famøse ord: “For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Det er der en vis sandhed i. Jeg tror vi alle sammen har oplevet mennesker, som på ingen måde var i tvivl om deres egene fortræffeligheder og som praler med hvor fantastisk dygtige og fine, de er. Der er sjældent de, som er allermest fortræffelige, der har brug for at fortælle det selv.

Man kunne sige, at Janteloven har ikke levet forgæves. Jesus forstærker den jo lige her. Men det synes jeg ikke er tilfældet.

Jantelovens, du skal ikke tro du er noget, står i skærende kontrast til den virkelighed, som introduceres med Jesus, hvor han med sin “Guds rige er kommet nær” forkyndelse, fremhæver at det enkelte menneske har uendelig værdi i Guds øjne.

Mennesket er i følge Bibelen skabt i Guds billede, skabt til ligne ham.

Med det i baghovedet kan vi ikke sige til noget menneske, at det ikke skal tro, det er noget.

Det er vi jo netop. Så forskellige som vi er – og alligevel skabt i den samme Guds billede.

Hov, den samme Guds billede, med andre ord, alle er lige og det er det, som er baggrunden for balladen ved bordet. Jesus opfordrer ligefrem til at invitere alle de, som ikke nyder anseelse i samfundet. De mangler jo en plads ved bordet.

I Guds rige er der nemlig plads til alle ved bordet, og vi er velkomne, som vi er.

– Også den, eller især den, som er helt uden anseelse hos andre.

Amen

 

Lev stærkt_Tro er at sætte mennesker først – Thomas Risager

Ved gudstjenesten i dag fortsætter temaet “Lev Stærkt”. Denne gang handler talen om at sætte mennesker først.

Mange har den opfattelse, at tro går ud på at leve efter en masse regler. Jesus gør netop op med dette, da han helbreder en kvinde på en helligdag. Mennesker kommer før regler!
Men hvis ikke reglerne styrer, hvad gør så? Det gør kærligheden!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. De talte ord kan ofte afvige fra det skrevne.

Tale manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 21. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 13,10-17

Lev stærkt – Tro er at sætte mennesker først

Nå, hvem skal så helbredes i dag?

Nogen gange kan man tro, at Jesus tænker sådan, når han går ind i synagogen. I dagens historie fra Lukasevangeliet underviser Jesus i synagogen. Så mændene sidder der på rad og række og lytter til hans undervisning.

Når jeg læser Luasevangeliet, så tænker jeg på en kvinde, som jeg næsten altid møder, når jeg enten løber, går eller cykler langs med Odense Å. Der er en kvinde, som, går mange mange ture ved åen. Hendes ryg er totalt S-formet og hun er så krumbøjet, at man lægger mærke til hende.

Når jeg læser teksten tænker jeg på hende.

Tænk en gang hvis man kunne gøre som Jesus.

Kalde hende til sig og sige: “Kvinde, du er løst fra din sygdom!” Og så få lov til at se, hvordan hun langsomt og for første gang i mange år, stille og roligt rettede sig op.

Som om hun ikke rigtigt selv tror på det.

Hvor må de være fantastisk at se hendes ansigt, som ellers altid er rettet mod jorden dukke op, for til sidst at se hende i øjenene.

Det er præcis det, som sker den dag i synagogen.

Folk i synagogen så at Guds kærligheds kraft ikke bare helbreder syge sjæle, men også retter en krumbøjet ryg ud.

Kvinden ved godt, at det som er sket, er et mirakel, så hun giver sig til at prise Gud.

Mennesker omkring hende klapper i hænderne af begejstring. Det er jo det, som Jesus har sagt. At Guds rige er kommet nær og det betyder, at menneskers liv forandres. De ser det ske lige her i deres synagoge, hvor gudstenesterne, ikke hver sabbat, er værd at skrive hjem om. Så det lægger jo lige en ekstra glæde til.

Ja, man kunne jo godt drømme om, at det skete her!

Men så der der lige præsten – synagogeforstanderen. Man kunne tro, at han ville være helt vildt begejstret og allerede nu glæde sig til næste uges sabbat, for når dette rygtes, så skal der nok blive fuldt hus. Det er jo alle synagogeforstanderes drøm. Fuld synagoge og gang i den med glade mennesker.

Men nej, han reagerer helt helt anderledes. Faktisk bliver han rasende.

I de ti bud siges det: v8  Husk sabbatsdagen og hold den hellig. v9  I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; v10  men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. v11  For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”

Synagogefortanderen er opdraget til at respektere loven, sådan som den står. Tidsånden eller kulturen var ikke sådan at man, som vi gør, sætter spørgsmålstegn ved alt.

Han var tværtimod ansat til lære mennesker at holde fast ved reglerne, for det var farisæernes, altså de ivrigste lovtro jøders inderste overbevisning, at det var bedst for mennesket at det var således.

“Der er seks dage, som er bestemt til arbejde. Der kunne I da været kommet og lade jer helbrede, men ikke på sabbaten!”

Man kunne jo være flabet og spørge: Nå det sker måske alle de andre dage? Det tror jeg ikke, det gjorde.

Synagogeforstanderen er hverken dum eller ond. Han holder blot fast i det, han har lært og oprigtigt tror er det bedste for mennesker.

Jesus peger straks på deres eget hykleri ved at påpege at de alle sammen vil give deres husdyr vand, selvom det er sabbat.

Som så ofte før, når Jesus siger noget, sidder mændende og krummer tæer, for Jesus rammer fuldstændigt plet her. De vander da alle sammen deres dyr på en helligdag.

Det betyder så, at dyrenes velfærd pludselig er vigtigere end kvindes helbred.

Inderst inde kan de godt se, at Jesus – endnu en gang har fanget dem i deres dobbeltmoral.

Når reglerne bliver så rigide, at de mod al fornuft kommer til at skade mennesker, så må mennesket komme først. Det er den fornuft Jesus præsenterer dem for, og dette er ikke hverken den første eller den sidste historie i bibelen med dette tema.

At leve stærkt som kristen, er netop ikke, selvom mange tror det, at være bundet af reglerne om alt det man ikke må.

Det er at være sat fri til at sætte sit medmennesker før sig selv og også før de normer, der må holde mennesker nede.

Det er netop at fejre livet og glæde sig over det.

Og i lyset af det, håber jeg vi alle kan rette os op og tage mod Guds kærlighed, som netop sætter os fri til at leve og fri til at tjene vores medmenneske.

Mennesket kommer altså før reglerne.

Amen.

Det er pinligt – Thomas Risager

Ved alle store familiefester er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket. I dag taler jeg ud fra Lukasevangliet kapitel 7, hvor der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt! Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus’ ord om, at hendes tro har frelst hende.

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være forskel på det skrevne manuskript og det talte ord.

Prædiken søndag d. 12. juni  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 7,36-8,3

Ved alle store familiefester, i hvertfald i min meget store familie,  er der altid én person, som gør sig uheldigt bemærket.

I dag er vi vidne til sådan en episode. For der er en kvinde, som bryder al etikette. Det er så pinligt. Alligevel kan hun rejse sig og gå derfra med Jesus ord om, at hendes tro har frelst hende.

Lad os tage til fest.

Det er ikke sådan en fest, hvor vi fejrer en rund fødselsdag. Men et middagsselskab hos en af farisæerne, Simon, som har indbudt Jesus til at spise hos sig.

Farisæerne skiller sig ud, fra de almindelige jøder, i et oprigtigt ønske om at være gode lovlydige, og dermed desværre fokusere alt for rigidt på de mange regler og påbud i den jødiske lov.

De, som er meget hellige kan nogen gange være så frelste, at de ikke er til at holde ud.

Det behøver ikke kun at være religiøst hellige. Mennesker, som lever supersundt, motionerer meget, kan nogen gange bare være så irriteretende i deres forsøg på at få vi andre til at få dårlig samvittighed, at de ikke er til at vær sammen med. Det blev det samme for farisæerne, så de var ofte en anelse isoleret og foragtede.

Mens Jesus sidder til bords i Simons hus, er der en kvinde ude i byen, som hører det. Hun tager sin alabastkrukke og går mod Simons hus. Hun vader direkte ind og sætter sig ved Jesu fødder.

Her græder hun, så meget at hun med sine tårer vasker Jesu fødder og hun tørrer dem med sit hår. Hun kysser hans fødder og bruger den kostbare, formentlig Nardus-olie, fra krukken til at smøre Jesu fødder i.

Dette gør man bare ikke!

Ud over at opførslen er vildt mærkelig, så er listen over de religiøse overtrædelser også lang. En kvinde rører ikke ved en mand, hun ikke er gift med.

Kvinden er også kendt af alle farisæerne, dem med den høje moral. Moralen er ikke højere, end at de godt ved, at hun lever i synd, at hun er prostitueret. Hvor ved de det fra?

Simon tænker også ved sig selv, at ham Jesus der, da umuligt kan være en stor profet, når han tillader sådan en kvinde en røre ved ham.

Men Jesus er en stor profet. Han ved, hvad Simon tænker.

Mens kvinden salver hans fødder fortæller Jesus historien om pengeudlånere, som eftergiver hhv. 50 denarer og 500 denarer og stiller spørgsmålet, hvem af de to, der har fået eftergivet gæld, der elsker mest.

Rationalet er, at den, der elsker mest, er den som har fået mest eftergivet. Sådan vil en farisæer i hvert fald tænke, for han er vant til at tælle point og holde regnskab.

I mens har Jesus tilladt den syndige kvinde at fortsætte med at vise ham kærlighed. Dette er ret epokegørende. Jesu tillader et åbenlyst brud på de religøse regler, vd at tage mod hendes kærlighed.

Når Lukas understreger, at kvindener syndig, og samtidigt fortæller historien om han, som får eftergivet 500 denarer, er den der elsker mest, så er det for at vi skal tænke. Hold da op, så kan man ikke komme længere ud. Det kan ikke blive værre for noget menneske.

Det er en vigtig pointe ind i en kultur, hvor mange mennesker har travlt med at slå sig selv i hovedet, fordi de føler sigt langt fra kulturens perfektheds- og dygtighedsidealer.

I gamle dage, gjorde man meget ud af i kirkerne at tale om synd, for at få mennesker til at forstå, at de uden Gud var langt længere ude, end de nogensinde ville kunne bunde.

Vi bruger ikke ordet synd, men mennesker i dag føler sig langt fra perfekte. Vi ved udmærket, de områder i vore liv, hvor vi ikke er det.

Det er netop mennesker, som os, der ligefrem kan tvivle på, om Gud dog kan holde af sådan en som mig, der skal se, at Jesus til et mennesker, der ikke kan komme længere ud, siger: “Din synder er tilgivet, gå bort med fred!”

Det sker for øjnene af alle de selvretfærdige, som forarges og spørger, hvem er dog han, som tilgiver synd.

Det skal jeg sige sige dig: HAN ER JESUS!

Amen

Klar til at blive klar / Tilgivelse og nåde – Thomas Risager

Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”

I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.

Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi  været meget tæt på.

Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.

Hvad gør du nu? ….

Med udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn forsøger jeg at ridse betydningen af dette op.

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte, afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 15,11-32. Lignelsen om den fortabte søn.

Til Jer, der er kommet i kirken i en menneskealder: Undskyld.

Undskyld for at vi igen skal beskæftige os med lignelsen om den fortabte søn. Hvis man er kommet her mere end et par år, så er den bibelske historie vredet godt og grundigt igennem.

I dag gør vi det igen, for det er en kernehistorie, som på mange måder opsummerer hele bibelens budskab om en kærlig Gud, som vil os.

Jesus fortæller netop denne historie på et tidspunkt hvor farisæerne og de skriftkloge har ondt bagi, fordi Jesus faktisk omgås mennesker, som langt fra er perfekte. Det kunne de aldrig drømme om.

Men lad mig begynde et helt andet sted….

Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”

I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.

Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi  været meget tæt på.

Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.

Hvad gør du nu? ….

Nu er jeg lige ærlig….

Hvis du er ligesom mig, så har du alle mulige forbehold og du kan huske alt, hvad var årsagen til, at I ikke har set hinanden. Det står lysende klart, ligesom følelserne igen skummer rundt i kroppen…..

Det er et afgørende øjeblik…..

Det er lige sådan et afgørende øjeblik, Jesus fortæller om da han giver sig til at fortælle historien om en mand, der havde to sønner.

Det var jo det, Jesus mestrede så fantastiske, at tage historier fra hverdagslivet og bruge dem til at fortælle om Gud.

Når vi hører historien i dag, lægger vi ikke mærke de små finurligheder, som de der hørte historien den gang, gjorde.

Det er derfor bibelen skal tolkes og forklares ind i den hverdag, som er vores.

Den yngste, og det er jo altid den yngste, som er den uansvarlige, mens den ældre bror holder fast i sine pligter, går til sin far og siger. Nu går jeg. Jeg vil godt have at du udreder min arv.

Hvis jeg gik til min far og sagde sådan… Det gør man jo ikke.

I en jødisk kultur hvor et af de ti bud er “Ær din far og mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig!”

Der er det jo det stik modsatte han gør.

Han siger praktisk talt. Far, du kan rende mig. Jeg betragter dig som død. Ud over det, så fylder han jo også en plads på gården, der er arbejde der skal laves. Han skrider fra det hele.

Jøderne, der hører Jesus fortælle dette forarges, fordi de forstår, hvor galt på den denne yngste søn er.

Faderen lader ham få sin vilje, og giver ham halvdelen af formuen. Så stikker den yngste søn af.

Kort fortalt, så bruger han alle pengene på hurtige biler, sprut, og kvinder. Resten ødslede han bort.

Det går helt galt for sønnen, som ender med at være på sultens rand. Han får hjælp, men kun ved at passe svin og have deres mad at spise.

I jødedommen er svinet et urent dyr, så her vil alle der lytter til Jesus forstå, at han har ramt bunden. Dybere kan man ikke synke.

Desværre er det meget menneskeligt, at man først for alvor får øjnene op, når man rammer bunden. Lukas siger om sønnen, at at han gik i sig selv.

Der tænker han, at hans far da sikkert vil give ham arbejde som daglejer. Det ligger ikke en gang i hans tanker, at faderen skulle kunne tage ham til sig. Men hvis bare han kunne få kost og logi.

Hvad han ikke forstår er, at faderen har ikke ladet som om han ikke længere eksisterede. Han har ikke slettet ham på Facebook. Tværtimod har han hver eneste dag gået og holdt udkig efter sønnen.

Og da han på lang afstand ser ham sker der ting og sager.

Der er en del af os, som ynder at iklæde os stramme tights og løbe en tur, fordi det skulle være så godt. Men i datidens kultur sker det at møde en midaldrende løbende mand ikke. Det gør man ikke. Det er helt enkelt ikke værdigt.

Man faderen ser sin søn, spurter ham i møde og modtager ham med åbne arme. Langt ud over hvad sønnen havde fantasi til at forstille sig, da han var på vej hjem.

Faderen lytter ikke til sønnens undskyldninger. Tværtimod.

Han får fundet det bedste tøj frem, sat en ring på hans finger. Symboler på, at han er tilbage som søn i familien. Selv fedekalven, som var bestemt til en helt særlig begivenhed må lade livet, for nu skal der være fest.

Den ældste søn har i al denne tid passet alt det ekstra arbejde. Nu nærmer han sig huset, og kan fornemme, at noget er i gære. Da han finder ud af, hvad der er sket bliver han vred og fornærmet.

Her har han slidt og slæbt. Han han har været den ansvarlige storebror, som måske ikke altid har følt sig anerkendt for at passe sit.

Et eller andet inde i mig kan godt forstå ham, og måske også fordi jeg modvilligt må indrømme, at jeg mest sandsynligt ikke havde givet den hjemvendte søn den varme velkomst.

Det må jeg nok indrømme. Så menneskelig er jeg!

Men med faderen er det en anden sag. Selv den selvretfærdige vrede søn, går han ud og henter. Det er ikke normalt at familiens overhoved går ud, ham går man ind til.

Den vrede søn hentes med et: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Faderen ser sin søn komme. Ham, som han har savnet, hvert eneste minut siden han vendte ryggen til og gik. Det har bristet hans hjerte, så da han ser ham igen, kan og ønsker han ikke andet end at åbne sin favn.

Er det retfærdigt? Nej, det er da hamrende uretfærdigt, det går jo ikke efter fortjeneste.

Det er nåde og nåde er dybest set uretfærdigt, men det er langt større og bedre end retfærdighed.

Nåde er noget helt ekstraordinært, som ganske enkelt er svært for os at fatte. Det er også derfor Jesus tyr til en historie, for nåden er svær at begribe, fordi vores natur er noget helt andet end nåde. Uden Guds hjælp kan vi ikke være nådige på samme måde som Gud.

Jeg kender det, må jeg indrømme. Vi holder jo fast i vores sårede følelser og forsvarer vores vrede. Det er lige før vi synes, at det er i orden, at være led den anden vej også. For det er jo de andres egen skyld at vi er vrede på dem.

Så er det vi begynder at fortælle andre om vores oplevelser, sådan at de kan bekræfte os i, at vi er blevet dårligt behandlet og har ret til at være sure.

Alle tanker om tilgivelse ligger os fjernt. Vores vrede og aversion med ham der vendte det hele ryggen er fuldt ud i orden, synes vi.

Men det står i skærende kontrast til, hvordan Gud reagerer og det er slet ikke sådan Jesus handler i den påske, som vi skal fejre lige om lidt.

Gud er tilgivende ud over de grænser, vi kender. Ufortjent tilgivelse, er det han møder mennesker med. Som Faderen i historien, kommer han os i møde med åbne arne.

Jeg vil mene, at vi menesker har en systemfejl, når vi ikke fatter at nåde er vejen frem. Nåde frem for gengældelse, tilgivelse i stedet for at bære nag. Intet er mere magtfuldt end tilgivelse. Intet!

Hvis vi bar nåde med os ind i alle relationer, så var der ikke os og dem, så mistroede vi ikke dem, som ikke er enige med os. Så lyttede vi måske mere end vi talte, og det er jeg ganske sikker på, er en god ide for langt de fleste af os. For mig er det i hvert fald.

Når vi virkelig forstår nåde og tilgivelse, så stiller det faktisk også krav til os. Krav om at vi tilgiver. I fadervor beder vi: “Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til det, men med Guds hjælp vill jeg gøre forsøget. Jeg husker en hilsen fra 1. Johannes Brev, hvor der står:

“Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17  Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18  men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19  Vi elsker, fordi han elskede os først. v20  Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21  Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”

Amen

 

Tro er…..At give! – Thomas Risager

Se lige, hvad jeg har gjort! Jeg har givet penge til indsamlingen, og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er. Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Se Youtube-video, som omtales under talen

Her knækker filmen fuldstændigt. Det er rigtigt, at tro er at give … Men det handler ikke om dig! Hør mere på søndag, hvor Thomas Risager udfolder temaet “Tro er … at give!”

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det tale ord, ofte afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 8. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 12, 38-44.

Se lige hvad jeg har gjort. Jeg har givet penge til indsamlingen og nu lægger jeg det fine billede på Facebook, så alle kan se, hvor god jeg er.

Det giver mig så meget at give, og jeg har læst i bibelen, at Gud elsker en glad giver, så det er bare dejligt at give.

Jeg får en masse ud af det, at give.

Det synes faktisk, at være et af tidens mantraer. Jeg skal give af mine penge, mit overskud og min tid. Det giver mig så meget. At give, eller arbejde frivilligt er blevet en slags selvrealisering.

Facebook-selfies, hvor mennesker fotograferer sig sig selv, mens de giver flygtninge et lift til Sverige har skabt debat. – en ophedet én af slagsen oveni købet.

Jeg vil også gætte på, at ikke alle synes at dagens video med den slet skjulte opfordring til at give 1000 kr. er helt ok?

* VIDEO *

Der er mennesker, som kalder det klamt og ulækkert, at udstille sin godhed på den måde.

Jesus er endda blevet citeret i debatatten, hvor jounalister, som man normalt kan regne som nogenlunde fornuftige, forstået på den måde, at Jesus jo i hvert fald ikke normalt for dem, ligger lige for at citere, har peget på Matthæusevangeliets passage om at give i det skjulte:

“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2  Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3  Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4  for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

At give af sine penge, sin tid, sin omsorg, sin kærlighed er vigtigt. Kirken, ja verden, kan ikke fungere uden, men at give handler ikke om dig.

I Markusevangeliets historie er Jesus kommet op til Jerusalem. Han har ryddet tempelpladsen for vekselerernes boder og Markus gengiver i kapitelerne 11-13 nogle af de helt centrale lignelser, som Jesus fortæller. Nu er han endelig kommet ind på tempelpladsen, hvor der virkelig er mange mennesker, som lytter. Her er det naturligt at fyre nogle af hovedpointerne af, så det gør han.

Bl.a. tager han stilling spørgsmålet om skat til kejseren og han nævner det største bud i loven, for det opsummerer, alt det han har sagt.

 

“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”

Mens de er der på tempelpladsen får folket lige en advarsel mod farisæerne og de skriftkloge, som ynder at gå omkring i deres lange flotte klæder. De, som er præster og ledere på den måde, at de tror at de skal betjenes, fremfor selv at betjene. De skal dømmes så meget hårdere. Det kan enhver som har lederansvar eller forkynder på den ene eller anden måde jo tænke lidt over.

Templet i Jerusalem fungerede hvad angår økonomien på mange måder som en frikirke i Danmark. Dog havde man langt større socialt ansvar for de fattige og svage. Det templet sig nemlig af.

Pengene til drift, socialt arbejde, og underhold kom udelukkende af frivillige bidrag. Mennesker, høj og lav, kom og lagde deres bidrag i tempelblokken. Der var mange, siger Jesus som virkelig gav meget. Det var en udbredt forventning, at mennesker gav 10% af indtjeningen til templet. Det gjorde folk og nogle gav mere.

Det handler ikke om at blive set, men Jesus ser og fremhæver alligevel den fattige enke, som kommer og lægger 2 småmønter.

Jesus fremhæver enken, ikke fordi hun giver meget. Hun giver meget lidt, men selvom hun har lidt, så vedkender hun sig stadig, at hun også kan være med til at gøre en forskel. Hun har også et ansvar.

Hun giver ikke for at andre skal se det.

Hun giver ikke, fordi hun får det bedre af at give.

Snarere tværtimod, fordi hun sikkert godt kunne have brugt pengene til sig selv.

Hun ved med sig selv, at der er brug for at alle bidrager. For der er brug for det at løfte opgaven.

Det handler ikke om den, der giver, det handler om den, der modtager.

Det er der, filmen nogen gange knækker lidt i vores selfie-kultur. Mange firmaer giver til de store tv-indsamlinger og tak for det. Mit gt er dog, at der ikke ville være så mange, som gjorde det, hvis ikke man lige fik firmanavnet til at køre over skærmen.

Det må aldrig være den, der giver, som er i centrum. Det er præcis, derfor Jesus fremhæver enken. Hun giver ikke for at blive set, hun giver fordi det er nødvendigt, fordi hendes gave også gør en forskel.

Der er mennesker, som spørger mig, hvad jeg får ud af at tro. Hvad kan den der kirke give mig?

Det er et helt forfejlet spørgsmål. For det handler ikke om dig eller mig, for den sags skyld.

Tro er at give.

Du må give til fælleskabet af din økonomi, men sandelig også af dine evner, gaver, kærlighed og omsorg. Der er brug for det alt sammen.

Du kan for eksempel ikke stå her og synge om søndagen, i hvert fald ikke så det berører vores hjerter og ærer Gud, hvis det handler mere om dig end om Gud og vi, som lytter.

Jesus opsummerer det hele i det største bud. Elsk Gud og elsk din næste.

Det er også det, som ligger bag ved tanken om at give. Fokus ligger på Gud og på næsten.

Når det så er sagt, så vil jeg bestemt ikke afvise, at der kan komme noget godt ud af det, også for dig, men det skal aldrig være pointen.

Tro er at give, men ikke som den selvglade tåbe, som vil at verden ser det, men mere som enken, der bare gør det. Fordi det er nødvendigt og hendes givende gør også en verden til forskel.

Amen.

Om lidt skal vi faktisk give af os selv til fælleskabet omkring nadverbordet, og der får vi også lov at modtage.

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Hellig Utilfredshed – Mai-Brit Tvilling & Thomas Risager

Hellig utilfredshed er, når du ser uretfærdighed og dit hjerte slås i stykker af det, på en sådan måde, at du ikke kan leve med, at uretfærdigheden består. Gud kalder dig til, at gøre en forskel.

Hør mere i dagens gudstjeneste, hvor præsterne Mai-Brit Tvilling fra Solrød Frikirke og Thomas Risager fra Odense Metodistkirke arbejder sammen om at lave en tale. Udgangspunktet er disse to bibeltekster:

1. Thessalonikerbrev Kapitel 2. vers 1-8. Paulus’ ophold i Thessalonika

v1  Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves, v2  men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp. v3  Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig; v4  men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte. v5  Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed – det er Gud vidne på! v6  Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, v7  og det skønt vi som Kristi apostle havde ret til at ligge jer til byrde. Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, v8  sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.

Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 34-46: Det største bud i loven

v34  Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35  og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36  »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37  Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38  Det er det største og det første bud. v39  Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40  På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Davids søn eller Davids herre

v41  Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: v42  »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« v43  Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:

v44  Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? v45  Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46  Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Der kommer to små taler, som er adskilt af en video, som du må se, for at det giver mening.

podcast-large

podcast-large

Worthy to be loved. Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus

Det er blevet november og mørket er for alvor ved at sænke sig, og der kan være langt mellem lyspunkterne. Men fortvivl ikke! Kom i stedet til Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus i Odense Metodistkirke, hvor missionen er at lukke lyset ind og fejre, at vi alle er “Worthy to be loved”.

Hør talen fra gospelgudstjenesten her:

podcast-large