Hosianna, Palmesøndag – Thomas Risager

Påsken begynder med palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et “lånt” æsel. Mange mennesker hylder ham og glæder sig over, at han kommer. Men de fleste af dem har ikke den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder, at Gud i Jesus kommer til dem.

Talerne Palmesøndag og Påskedag hænger sammen. Palmesøndag lægges fundamentet. Gennem baggrundshistorierne og indblik i datidens samfund får vi muligheden for bedre at forstå, hvad det er, vi tager imod, hvis vi vælger at tro på eller håbe på, at Påskedags råb om opstandelse og kærlighedens sejr, kan have noget med os at gøre.

Vil du vide mere om påsken og dagenes betydning, kan du læse mere på http://www.metodistkirken-odense.dk/hvad-betyder-de-forskellig-helligdage/

 

Du kan lytte til talen fra palmesøndag her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der næsten altid er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken Palmesøndag d. 25. marts 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 11,1-11.

I dag begynder påsken. Det kommer sådan lidt ud af det blå, for der plejer jo ar være forår, når der er påske. Men bare vent, det skal nok komme. Foråret og påsken har det til fælles, at det er fulde af overraskelser og gode ting.

Påsken er ikke nogen pludselig spontant opstået begivenhed. Den er kulminationen på Jesu liv, og dermed opfyldelsen af Guds håb om det gode liv for mennesker.

På mange måder er planen genial, for det er allerede jødisk påske. Det betyder at Jerusalem er fyldt med menesker, som fester og glæder sig over, at det jødiske folk blev udfriet fra Egypternes slaveri og fik lov at gå ind i Israel.

Med andre ord, Gud skaber størst mulig opmærksomhed. Havde det været i dag, kan du roligt regne med, at Facebook Cambridge Analytica var kommet tl at spille en central rolle. Men i datiden var størrelsen af menneskemængden key.

Det hele begynder med, at jesus rider ind i Jerusalem på et “lånt” æsel. Det er virkelig en underlig ankomst. Et æsel er at dyr til bagagen. Eller til gravide forlovede. Ingen mand vil lade sig se ridende på et æsel.

Mængden er samlet og de hylder ham med palmegrene og smider deres kapper. Det at de faktisk er klar, de havde sitet palmegrene, vidner om, at Jesus var ventet. At jesus kommer til Jerusalem er også kulminationen på

2 a f 4

de tre eller måske fire år, hvor han er stået offentligt frem og talt om Gud som meget mere end én man skal frygte gennem efterlevelsen af en masse regler. Gud er én man kan have en ration til – en kærlig far.

Menneskehavet tager mod Jesus. De hylder ham og råber:
“ Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!

Hosianna i det højeste!”1

Læg mærke til, at de omtaler David.
Det er kong David, som regerede fra 1005-965 FK. David står for en af de længste perioder med fremgang og fred i Israel. Han var i stand til at holde fjenderne ude af Jerusalem. David var ikke fejlfri som menneske, men han var respekteret som en konge sendt fra Gud, og de gamle profetier taler om at Davids trone skal regere til evig tid.2

Der var altså et profeti om en guddommelig indgriben i al elendigheden. Jo mere jeg læser om politik og undrer mig over USAs valg af præsident, jo bedre forstår jeg dette håb om at Gud griber ind. Dengang har længslen varet stort set siden Davids regering, så der var en reel længsel efter forandring.

Mange mennesker hylder ham og glæder sig over, at han kommer. Men de fleste af dem, har ikke den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder, at Gud i Jesus

1 Mark 11,9-10
2 JF. 2. Sam 7. I særdeleshed vers 16.

3 a f 4

kommer til dem. De havde forventet en politisk magthaver, men i løbet af påskeugen bliver det klart, at intet er som forventet. Påsken er fuld af overraskelser.

Jesus er så meget mere! Så meget mere end nogen af dem, selv i deres vildeste fantasi, kunne forestile sig.

Det gælder vel egentlig også os?

Mange af os, har i overført betydning set Jesus komme ridende ind i vore liv. Ofte på tidspunkter, hvor vi ikke har skænket tro eller Gud mange tanker. Faktisk er sandheden nærmere, at mange af os, ikke rigtigt har ment, at vi skulle have behov for at tro.

Men der har alligevel været et eller andet fascinerende ved ham Jesus på det lånte æsel. Så vi overvejer måske stadig om vi skal tage en palmegren og råbe velkommen, eller vi har gjort det for længe siden.

Uanset, tror jeg ikke, at nogen af os, havde fantasi til at forestille os omfanget af, hvad tro er kommet til at betyde for os.

Det at Jesus kommer til os, viser at initiativet er Guds – ikke vores.

Det er et billede på det, som vi i Metodistkirken kalder den forekommende nåde. Tanken at tro kommer ufortjent gennem Guds enorme kærlighed til os. En kærlighed, som gør at han slet ikke kan lade være med at være udfarende.

4 a f 4

Længe inden vi har tænkt en tanke om Gud, har Gud tænke på os og elsket os betingelsesløst.

På den måde, har vi en ide om at være elsket langt inde, og en længsel dybt nede, som vækkes i det øjeblik vi aner konturere i det fjerne af en mand, som ser ud til at komme ridende på et æsel.

Det er naturligvis helt op til os, om vi snitter et par palmegrene og gør os klar, eller vi har brug for at overveje det igen og igen.

Helt sikkert er det nemlig, at han ikke giver op, og også kan leve med et stille

hej, her er jeg…. til erstatning for

“ Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som

kommer!
Hosianna i det højeste!”3

Palmesøndag handler om at han kommer og at han kommer igen.

Amen
3 Mark 11,9-10

 

Manden i træet – Thomas Risager

På Bibelens tid klatrede voksne mænd ikke i træer. Men der var engang en mand, som var så desperat for at få lov at se Jesus, at han var ligeglad med, hvad de andre i byen mente. Så han sad i et træ, da Jesus kom forbi. Det kommer der en interessant historie ud af.

Ingredienserne er forekommende nåde (dette forklares i talen), opgørelse, omvendelse og nyt liv til glæde for mange.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talen 30. oktober 2016 i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 30. oktober  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 19,1-10.

I dag er der kommet frelse til dette hus.

(Dåb af Rosa Lund Rasmussen og Optagelse af Rikke Roland Honoré)

En voksen mand højt oppe i et træ. Det er måske ikke noget særligt for os, for voksne mænd i vores kultur er jo stadig drenge – bare med lidt gråt hår.

Men da Jesus går ind i byen Jeriko på sin vej mod Jerusalem, hvor Zakæus sidder oppe i et træ, for at kunne se. Der er forargelsen stor.

For det første, så opfører en voksen mand sig ikke sådan. Det er børn, der kravler i træer.

For det andet, er Zakæus ganske forhadt i byen. Hans job var nemligt at opkræve told på de varer, som passerede jeriko. Det var en god forretning. Ikke mindst fordi Zakæus som andre af datidens toldere, var ret opfindsom omkring de gebyrer, som kunne lægges på de handlendes varer. Og der var intet at gøre. Det var bare at betale ved kasse 1.

Han har gjort som han selv ville på bekostning af alle andre i Jeriko, så hadet mod ham var intenst.

Lukas skriver i sit evangelium at Zakæus var en rig mand. Han har altså været god til at være urimelig. Eller sagt lidt pænere hans begær efter penge, havde fået overtaget.

Da Jesus, som alle er stimlet sammen for at se kommer til Jeriko, er det først ham den blinde mand, som får opmærksomhed. Det er historien lige inden den, som vi har hørt læst op.
Dernæst er det Zakæus oppe i træet, som Jesu blik fanger.

Her står alle byens gode borgere på rad og række, fordi rygtet har sagt, at Jesus ville komme til byen. Og så er det tolderen, som Jesus lægger mærke til. Er det ikke bare irriterende?

Men sådan er det med Jesus. Det bliver sjældent som folk forventer med ham.

Det er måske også derfor, at folk har hørt om ham. Denne her mand, som mange siger er Guds søn. En ny konge? Men tilsyneladende ikke en konge med magt. Det skulle da lige være den magt han har over sygdom, lidelse og elendighed. Der sker jo mirakler der, hvor han er.

Og så er der jo underholdningsværdien, når han sætter alle de fromme på plads og taler hjerteligt med dem, som ikke nødvendigvis er Guds bedste børn.

Folk vil se Jesus. For de har alle sammen hørt om ham. De vil se ham med deres egne øjne.

Det vil Zakæus også. Men det er ikke så let. For det kan godt være at han er en stor mand byen på grund af sin rigdom, men han er en lille mand ren fysisk. Derfor ydmyger han sig selv, ved at kravle op i træet. For han vil se Jesus. Koste hvad det koste vil.

Jeg tænker på, hvad der mon er gået forud for dette. Hvorfor vil den her mand, så gerne se Jesus?

Jeg vil påstå, at Zakæus har  været udsat for det, som vi i et teologisk sprog kalder forekommende nåde.

Hele grundideen bag det er er, at vi tror Guds kærlighed er først og størst.

Gud prikker til mennesket før Gud overhovedet er en tanke hos os. Det kan ske på mange måder.

Måske har Zakæus siddet midt i sin rigdom og følt sig ensom. Jeg tænker, at de inderste tanker om, at det han har gang i og måden han udnytter folk på økonomisk er forkert, har trængt sig på.

Selvom det er et mantra i vores tid, at man skal finde alle kræfter indeni sig selv – sikke noget vås, i øvrigt – så ved Zakæus godt på dette tidspunkt, at hvis hans liv skal se anderledes ud, så skal der ske noget radikalt. Derfor sidder han i toppen af et træ og venter på Jesus.

“Zakæus, skynd dig at komme ned, i dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Zakæus tager glad i mod Jesus. Det kan jeg godt forstå. Vi der hører om denne historie i dag, bør lægge mærke til at Jesus ikke bare taler med Zakæus, men at han er gæst i hans hus. Det betyder mad på bordet. Det tilsiger alle regler om gæstfrihed. Jesus kommer altså med helt ind i Zakæus’ inderste liv.

Og folket udenfor er foragerede over, at Jesus ikke går ind til en af de polerede bedsteborgere, men i stedet får ind hos manden, som de alle sammen elsker at hade.

I mødet med Jesus bliver Zakæus klar over, at han er elsket og accepteret, endda på trods af hvad alle andre måtte mene om ham.

Det betyder han, at ser på sig selv og sit liv på en helt anden måde. Det får ham til at stille sig op og proklamere, at han giver halvdelen af hvad han ejer til de fattige.

Og vel vidende at han har afpresset, tilbyder han, at hans ofre får firedobbelt igen.

Det er vigtigt,at dette er konsekvenser af den kærlighed Jesus viser ham. Det er ikke forudsætning for at få den.

Jesus gik ind til ham først!

Zakæus får et nyt liv. Han er sikkert stadig tolder, men nu er han en retfærdig én af slagsen. Når Jesus siger, at der der kommet frelse til dette hus, så er det ikke kun Zakæus´ hus, han mener.

For nok, får Zakæus nyt liv, men hans nye liv betyder markante forandringer for folk omkring ham. De fattige får mad og husly.

Zakækus behandler folk ordentligt.

Det med tro er selvfølgelig personligt, men det er aldrig uden konsekvenser.

Mon Zakæus havde gennemskuet alt det, da han kravlede op i træet?

Amen.

 

Tro forandrer livet – Thomas Risager

10477575_10207450703604549_4580163504271764369_o
Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck

Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:

Johannesevangeliet 3,1-8

v1  Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2  Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3  Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4  Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5  Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6  Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7  Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?

Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her:

Prædiken søndag d. 28. juni 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 3, 1-13.

Er du så hellig nu?

Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.

Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.

For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.

Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.

I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.

Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.

Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!

Meget hellig endda!

Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.

For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.

Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.

I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.

Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.

Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.

Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.

Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.

Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.

Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.

Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.

De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.

Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.

Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.

Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.

Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.

Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”

Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.

Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.

På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.

Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.

Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.

Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.

Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.

For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.

Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.

Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?

Amen.

Troen er gratis, men det koster – Thomas Risager

I Metodistkirken lægger vi stor vægt på, at troen er en gave, som Gud giver. Kvit og frit. Gud søger os, længe inden, vi har tænkt tanken om, Gud min har med os at gøre.

I begyndelsen kan tro godt være et fint tillæg til livet, og det kan virkelig opleves, som en gratis gave. Men over tid, kommer troen til at fylde mere mere. Den kommer til at blive et livsgrundlag, som fordrer af os, at i eksempelvis elsker vores næste.

Derfor er tro gratis, men det koster.

Hør mere her:

podcast-large

Det tror vi 2: Nåde & Helliggørelse

 

Dias51

“Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne?” Eller værre endnu: “Hvad er forskellen på jer og de kristne?”

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

I dag indleder vi en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg med den prædikenserie – Det tror vi – som vi indleder i dag, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.

Derfor vil jeg så lidt, som muligt, forsøge at forklare tingene i forhold til andre kirker, f.eks. folkekirken. Kun der hvor vi står stejlt overfor hinanden, vil jeg tage jer med gennem en sammenligning.

I teksten fra Efeserbrevet 2, 2-10, som vi læste til indledning af prædiken, fortælles det om, hvordan de mennesker, som forfatteren skriver til i den grad er blevet forandret siden de fandt tro på Gud.

De bøjes i neon om man så må sige, at frelsen er Guds og det er en gave, som vi ikke kan arbejde os til.

Netop det med at arbejde sig til Guds kærlighed, var noget af det som Metodistkirkens kirkefader John Wesley ofte blev beskyldt for at mene. Så meget ofte måtte han forsvare sine synspunkter. Det gjorde han i breve og i de prædikener, som vi i dag kender som Standard Sermons. Den første af dem hedder Frelst gennem tro – og den er forfattet ud fra Ef 2, 8: For af den nåde er i frelst gennem tro.

John Wesley og hans metodister og senere rigtigt mange kristne ud over hele jorden, forstår frelsen som en proces, hvor Gud virker at mennesket gradvist forvandles.

Hør mere her:

podcast-large