Gospelmeditation: Let Go – Let God – Thomas Risager

Denne Søndag aften kan du give dig selv en pause i hverdagens stress, når vi holder gudstjeneste i form af en gospelmeditation. Du vil få fyldt ørerne med smukke toner og få renset hjernen for overflødig støj.

Tag en yogamåtte eller et liggeunderlag under armen og nyd en times ro og fred (der er er også mulighed for at sidde på en stol, hvis ikke du kan eller vil ligge på gulvet).

Mette Risager leder sangerteamet, og Preben Holmberg sætter musik til. Velkommen til en meget anderledes gudstjeneste.

Her kan du lytte til talen fra gospelmeditationen:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 26. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 37,7 & Matt 6,33-34

Let go and let God

Gospelmeditation

Forleden morgen sad jeg i et forsinket tog, der holdt stille lige udenfor Københavns hovedbanegård. Der var 7 minutter til at toget mod lufthavnen skulle gå. Det skulle jeg nå, for ellers var der ikke store chancer for at nå mit fly.

Kender i det, så sidder man der: “Kør nu… Kør nu for f…. “Jeg sad og knyttede hænderne, og knoerne blev mere og mere hvide.

Pludselig kom jeg til at tænke på denne tale, som jeg gik og bryggede på i hovedet.

Så der på sæde 24 indså jeg, at der absolut intet var, som jeg kunne gøre, hverken fra eller til.

Jeg kunne lige så godt læne mig tilbage i sædet og slappe lidt af. Det var spild af god energi at hidse sig op.

Det er ikke så nemt, som det lyder, men der var intet jeg kunne gøre. Jeg var nødt til at slippe det.

Jeg ved fra min egen tilværelse, at jeg bruger en del energi på at bekymre mig om ting, der ligger ude i fremtiden. “Hvordan skal vi dog nå, at blive klar til….”

Nu har vi besluttet, at lave om på noget, så vi ikke gør som vi plejer. Hvordan mon folk reagerer på det?

Man vil jo gerne gøre alle glade.

Jesus ved, at vi mennesker kan finde på, at stresse rundt og forsøge at have styr på alting. Det er måske ikke lige de ord, han bruger.  Men det er ikke noget nyt, som vi har fundet på i 2017. Det gjorde folk også for små to tusind år siden.

Jesus siger: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;”

Men det er jo svært, når vi har en kultur, der siger, at du er din egen lykkes smed.

Når vi er opdraget til, at det er cool at have styr på de ting, som vi har ansvar for.

Det er svært, når vi er opdraget til – og uddannet til – at man ikke må lave fejl. Hvis man siger noget forkert, så bliver man til grin.

I disse tider risikerer man ligefrem at blive hængt ud på de sociale medier, hvis folk for eksempel har haft en dårlig oplevelse i kirken.

Dermed får vi ansvarsfølelse overfor ting, som det faktisk er urimeligt, at vi bærer ansvar for.

Hvis man ikke lykkes med få relationen med den besværlig kollega til at blive bedre, så er man en fiasko.

Jeg tror, der er noget sundt i at lytte lidt til den gamle visdom, som Bibelens salme 37,7 fortæller det: “Vær stille overfor herren og vent på ham!” Bibelen er ikke oprindeligt skrevet på dansk. Salme 37 her er skrevet på hebræisk, når man oversætter går der nogen gange lidt tabt.

Vær stile overfor Herren betyder ikke shhh! Lad være med at snakke. Det mere end at være stille, det er også at stå stille, at slukke tanken, at lade være med at gøre noget. Det er time out!

Tænk en gang, hvis vi en gang i mellem gav os selv en time out. Hvor vi tillod os, lige at trække vejret, inden vi svarede på en mail, eller inden vi reagerede uhensigtmæssigt på et eller andet, som vi ikke lige kunne overskue.

Det er faktisk ok, at sige, at her føler jeg, at jeg er på dybt vand. Det er mere end jeg lige kan overskue nu og her.

Det er ikke svaghed – det er visdom, når man kan lægge noget fra sig og overgive det til Gud.

Nogen vil indvende at det ansvarsløst. Men det ikke at flygte fra ansvar, at lægge noget fra sig et godt sted. Det kan jo faktisk også være sådan, at Gud lader os se en løsning, hvis vi selv kommer en smule på afstand.

Der var én som skrev til mig om noget som var svært…

I denne weekend har det været min frustration over en kollega.. Helt banalt. Men det hjælper at lægge det over til Gud.. Jeg har tænkt så det knagede og løsningen er endnu ikke kommet til mig. I går bad jeg en bøn, gav slip og lagde det over til Gud.. Derefter havde jeg en meget bedre lørdag og på en eller anden måde har jeg ro i, at måden situationen skal løses på, nok skal komme.. Den bliver uden tvivl bedre af, at jeg ikke smæsker mig i min egen frustration

Jeg synes, at den historie er et super eksempel på let go and let God. Giv slip – og lad Gud.

Jeg oplever, at der er noget godt i at turde slippe det, jeg alligevel ikke kan holde fast i. Det jeg alligevel ikke kan påvirke eller bære ansvar for.

Der er dyb visdom og gammel kristen tradition i det. Dermed ikke sagt, at det er let.

Der er en bøn, rummer dette helt utroligt fint. Nogen af jer vil genkende den. Det er sindsrobønnen, som jeg nu vil bede:

Sindsrobønnen (Reinhold Niebuhr)

Gud, giv mig sindsro til

at acceptere de ting,

jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting jeg kan

og visdom til at se forskellen.

Amen

PS. Jeg nåede mit fly!

Klar til at blive klar/Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, Kongen! – Thomas Risager

Yes, we can!

Ordene gav genlyd over hel verden, da den unge politiker Barack Obama vandt sin plads ved skrivebordet i det Ovale Kontor. Ja, vi kan! Håbene til ham som verdens mægtiges leder var enorme. Var han en ny Jesus for Amerika?

Sådan kunne man næsten tro, at nogen så ham, da han gjorde sit indtog i Washington.

I dag Palmesøndag fortæller jeg historien om Jesus, som indtager Jerusalem. Det er blevet Palmesøndag og forventningerne til Jesus er enorme. Nu begynder påsken.

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, ofte afviger en del fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 20. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 19, 28-40. Palmesøndag.

Yes, we can!

Ordene gav genlyd over hel verden, da den unge politiker Barack Obama vandt sin plads ved skrivebordet i det Ovale Kontor.

Ja, vi kan! Håbene til ham som verdens mægtiges leder var enorme, var han en ny Jesus for Amerika?

Sådan kunne man næsten tro, at nogen så ham, da han gjorde sit indtog i Washington.

Yes we can!

Samtidigt med at Obama blev præsident begyndte jeg, at studere i Washington DC. De næste fire år var jeg i USA 2 gange 14 dage om året.

Jeg var som så mange dybt imponeret over Obama og hans evne til at holde taler. Det er jeg stadig. For ikke længe siden blev en ung sort præst skudt under et smågruppemøde. Clemente Pickney var i øvrigt student på det samme Doctor of Ministry track, som jeg læste på Wesley Seminary.

Det var Obama, som holdt talen til hans begravelse. Det er den bedste prædiken jeg nogen sinde har hørt. Find den på Youtube.

Obama er fantastisk – synes jeg.

Det var vildt fascinerende at opleve, hvordan Washington og de amerikanere fra hele USA, som jeg læste sammen med, var fuldstændigt euforiske over den nye præsident.

Nu skulle Washington politikerne have et spark bagi i. Nu skulle der være reformer. Nu kom der en ny tid.

Når man gik i byen var der plakater, skilte og Obama marchandise over alt. Yes we can……

Den stemning vendte ret hurtigt.

De følgende besøg i Washington handlede mere og mere om, hvor elendig Obama var og hvor skuffede folk var over ham. Selv nogle af dem, som var allermest euforiske var dybt skuffede og desillusionerede.

“Yes we can” blev til “No we can’t”

Jesus blev modtaget med samme enorme eufori og forventningerne til ham var enorme.

Folk råbte ikke “Yes, we can!” efter ham, men Hosianna – Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn.

For i folkets øjne, så var der brug for en luftforandring. Den sidste succesfulde konge, som havde regeret og leveret storhed var Kong David, godt tusind år, før Jesus rider ind i byen.

Esajas og andre med ham, havde lagt grunden til de enorme forventninger, fordi de gennem mere end 500 år, har lagt navn til drømme og profetier om, at Gud nok skal gribe ind og give dem den konge og den tryghed, som de så desparat ønsker sig.

De modtog Jesus om ny konge i Jerusalem, som kogte af liv, fordi det var tid at fejre den jødiske påske. Så alle – næsten da – var i Jerusalem.

Nu gik gik alle profetierne i opfyldelse. Nu kom kongen.

Disciplene råbte højest. Velsignet være han som kommer i Herrens navn.

Folket stemte i og viftede med deres palmegrene, for det er nu det sker. Det er nu, Gud griber ind.

Men hvad er nu det.

Han kommer ikke som en krigskonge, men på et æsel. På et pakdyr.

Det er helt uhørt.

Allerede der bør de vide, at noget er helt anderledes end de har forestillet sig.

Farisæerne har lugtet det, og de byder Jesus at få de højtråbende disciple til at klappe i.

Jesus svarer kryptisk: “!Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.”

Allerede nu er noget sat i gang, noget som er så stort, at det kan forandre ikke bare landets gang, eller verdens historie, men alle menneskers liv, også vores, vi der ikke har set det med egne øjne.

På palmesøndag kommer Jesus ind i Jerusalem. Påsken, som vi kender den tager din begyndelse.

Om ikke mange dage, er det de samme mennesker, som råbte Hosianna, der står i slotsgården og råber: “Korsfæst manden!”

I historien om Jesus fristelse, kan stenene blive til brød i historien her, kan stenene råbe. Råbene fra dem, bliver det samme, som fra disciplene og folkeskaren. Hosianna – Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.

Det er så vigtigt, at det bliver proklameret at nu kommer Jesus.

Mennesker skal høre det, Folk skal vide det, alle skal fatte det. For det der nu det sker.

I en af parrallelteksterne – Matthæus, ser vi at folket modtager jesus med Jubel, men de undrer sig også, og nogle spørger: “Hvem er han?”

Nu vil jeg give dig chancen for at tænke over det et øjeblik. Hvem er han for dig?

 

…… Folk fra menigheden får lov at sige, hvem han er for dem ……..

 

Jesus har mange forskellige betydninger og vi lægger mærke til forskelligt omkring ham. Men han betyder stadig meget, også selvom vi måske ikke synes om os selv, at vi har det fulde billede.

Da Jesus kom til Jerusalem, var det Yes we can.

Da folket så, hvor anderledes han var, blev til No, we can’t.

Men når vi hører historierne om ham i dag, og ikke mindst, når vi hører lidt på, hvem han er for os, så behøver stenene ikke at tale.

Så bliver jeg overbevist, så jeg siger:

“Yes HE can!”

Amen.

Klar til at blive klar / Hyldest til kvinden, der salver Jesus fødder – Thomas Risager

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Det har ikke umiddelbart noget med Jesus at gøre. Men i dag taler jeg over en historie fra Johannesevangeliet, hvor en kvinde kommer i centrum. Det gør hun i en mandsdomineret verden, hvor kvinder ikke havde nogen plads, men Jesus lader hende komme til. Umiddelbart ser det ud til, at hun betjener Jesus ved at salve hans fødder med olie og tørre dem med sit hår, men hun gør langt mere end det. Hun viser med sin handling, at hun i sandhed har forstået, hvad der ligger forude i påsken.

Hun lægger også et eksempel: At sandt discipelskab er at elske i gerning. Noget som hidtil havde været forbeholdt mændene.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 13. marts  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannes 12, 1-8.

Forleden var det kvindernes internationale kampdag.

Jeg ved godt at nogle mænd griner lidt af det. Jeg kan godt komme i tanke om en enkelt joke eller to, som kunne fyres af blandt mænd på lige den dag.

Det har jeg selvfølgelig ikke gjort! 🙂

Men der er stadig noget at kæmpe for. Kvinder får statistisk set mindre i løn end mænd. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I den kirkelige verden er der stadig mennesker, som argumenterer mod at kvinder kan være præster. Jeg har læst argumenter som, at det er svært at koncentrere sig om at modtage nadveren, når man kan ane kvindes barm under præstekjolens stof. I Danmark i 2016 – Virkelig?

I metodistkirken kan vi nogen gange forfalde til at lidt selvgodhed, fordi vi ret tidligt accepterede kvindelige ledere og præster. Men alene sprogbrugen viser, der stadig er noget at arbejde på. Det burde jo være en selvfølgelighed. I Danmark i 2016 – Virkelig?

Hos Jesus var det helt anderledes. Hos ham skulle kvinderne ikke kæmpe for deres plads. Det skulle de med en del af de andre mænd, men ikke hos Jesus.  I Jerusalem i 33 – Virkelig!

Det var seks dage før den jødiske påskfejring. Jesus og hans følge var kommet til Betania ganske få km. øst for Jerusalem.

Her boede Lazarus.

Måske tænker du Lazarus. Det navn har jeg da hørt før. Hvad er der lige med ham?

Det skal vi da lige have med. I Johannes kapitel 11 finder vi historien om to søstre Martha og Maria, som sender bud til Jesus fordi deres bror er syg.

Da Jesus hørte det, udbrød han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”

Sådan bliver det. Guds søn bliver herliggjort ved den. Lazarus bliver hovedperson i en af de mest spektakulære historier i bibelen.

Da Jesus kommer til Betania får han at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Johannes slår fast med syvtommersøm: Lazarus er død!

Lang historie kort: Jesus kalder Lazarus ud af graven. Vaklende, viklet ind i de traditionelle ligklæder, kommer Lazarus gående ud af graven.

Nu sidder jesus sammen med Lazarus, hans søstre Martha og Maria. De holder et festmåltid for Jesus.

Mens de gør der sker det underlige, at Maria tager et pund, hvilket er rigtigt meget, ægte Nardus-salve.

Hun salver, som bibelen siger, Jesu fødder. Hun smører altså Jesus fødder ind i den meget velduftende olie.

Det bliver ikke mindre underligt af, at hun tørrer hans fødder med sit hår.

Der er tre ting, vi skal lægge mærke til ved det.

Det at salve et menneske fylder i bibelens univers to formål. Det ene er, at en profet/præst sendes af Gud, for at udpege, den nye konge over landet. Den konge, som Gud udvælger. Det mennesker bliver konge ved at  præsten/profeten smører salve på hans hovede. Vi ser det bl.a. da den rødmossede hyrdedreng af Samule salves til konge.

Så man kan ud af dette læse den betydning, at Maria har fattet og set, at Jesus er den udvalgte konge. Han er Messias.

Hun ved måske også, at Jesus ikke bliver konge, sådan som de, der tager imod ham med hyldestråb og palmegrene håber det. Måske, er der derfor hun ikke salver hans hovede, men hans fødder?

Den traditionelle anden brug af salven understøtter måske denne teori, at Maria har forstået, hvordan dette kommer til at ende for Jesus.

Traditionelt bruges salven, når et menneske er afgået ved døden, så er der kvindernes opgave, at salve den døde.

Den tredje ting, er at Maria tørrer Jesus fødder med sit hår. Når kvinder var sammen med mænd, så var der meget strenge omgangsformer. Som hovedregel rører en kvinde ikke ved en mand, som hun ikke er gift med.

En kvinde har heller ikke sit hår slået ud sammen med en mand, der ikke er hendes egen.

Maria er trods alt nødt til at slå sit hår ud, for at tørre Jesus fødder.

Vi skal lægge mærke til, at alle konventioner brydes. Mange af de lærde bruger dette som et tydeligt tegn på, at mænd og kvinder var lige i omgangskredsen om Jesus.

Der var ikke kun de tolv disciple, som fulgtes med Jesus. Der var en langt større gruppe, som også var med. Det er beskrevet i Lukasevangeliets kapitel 8. Disse kvinder var altså ikke reduceret til at være hustruer for nogle mænd, men selvstændige kvinder, som fulgte med rundt. På dette tidspunkt var det altså ganske uhørt.

Judas, som senere skal forråde Jesus, reagerer. Han reagerer ikke på, at hun som kvinde omgås Jesus på en for den tid, ganske særlig måde. Han er pengegrisk, og det salvens værdi, han reagerer på.

Det vi ser her er, at det er en kvinde, som viser hvad discipelskab er. På trods af, at Jesus mange gange har forsøgt at forberede disciplene på, at han skal lide og dø. Og det at efterfølge ham betyder, at man skal fornægte sig selv, tage sit kors op, og følge ham. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det. Det er det, han siger.

Mændene har stadig travlt med hvem, der er den største. Maria har set sin bror gå ud af graven, hun forstår, at Gud gennem Jesus kommer til at gøre en kærlighedsgerning, som denne verden får svært ved at forstå omfanget af.

Hun ved, at hun kan gøre det lille, hun kan gøre, og at det gør en forskel.

Hun salver Jesus, og viser med sit eksempel på, hvordan man lever sin tro ud, at ord alene gør det ikke.

Amen

Er jeg en discipel? – Helge Munk

“De fleste mennesker vil gerne være nogle rare personer, som gør godt mod andre, og som andre synes om. Derfor vil vi, der har en relation til Gud – svag eller stærk- have et ønske om at være discipel. Somme tider synes vi, det fungerer godt, og af og til fungerer det mindre godt. Men hvad er kravene? Hvad skal vi opfylde? Er der et mindstekrav? I tiden op til påske fortalte Jesus, hvad han skulle gå igennem og udføre, og så sagde han:
”Den der vil være min tjener må følge mig.” Hvad betyder det? og hvad forventer Jesus, at jeg skal leve op til?”

Tankerne ovenfor er Helge Munks. Han er lægprædikant i Metodistkirken og han har tjenesten med at tale ved gudstjenesten i dag.

podcast-large

Ro på livet – Thomas Risager

Gospelkoret Emmaus havde pyntet hele kirken med ure. Masser af ure, som var gået i stå.

Gudstjenesten fokuserede hele vejen igennem på, at vi har brug for at blive mindet om, at finde ro i livet. Ro og hvile er livsnødvendigt. Zanne Frigg Larsen læser fra bibelen Salme 23 og kirkens præst Thomas Risager taler om at finde ro på livet.

Hør mere her:

podcast-large