Gud er min styrke

Ved dagens gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus taler jeg ud fra en af de mest kendte beretninger fra bibelen, nemlig “Vandringen på søen.” Læs den evt. selv i Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33.

Denne bemærkelsesværdige historie bruges til at tale om, at turde være i livets storme, også selvom vores tro måske ikke helt rækker til.

Gud kan være vores styrke, der hvor vi ikke selv er i kontrol.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten i kirken. I dag er ingen undtagelse fra det.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33. Gud er min styrke. Gospelgudstjeneste med Nardus.

I dag har vi en af de mest kendte bibelske beretninger foran os. Vandringen på søen.

Det påstår jeg, at den er, fordi jeg ofte i mødet med nye mennesker, f.eks. til fester, når jeg siger, at jeg er præst, tit får spørgsmålene, som tilsyneladende optager vi mennesker mest. Nå, så du tror altså på, at Jesus lavede vandet til vin, og han gik på vandet?

Det korte svar er, ja. Det tror jeg på. Når man ser på nogle af de andre mirakler, som bibelen fortæller os skete omkring Jesus, så er vand til vin, og at Jesus går på vandet, nærmest i kategorien af bagateller. Men derfor kan der godt være livsvisdom og tro, sådan en historie.

Bibelen er fyldt med historier, som vi måske ved første øjekast ikke lige forstår. Det er her vi skal huske, at biblen er en utroligt kompleks bog, og de historier, som for så mange år siden blev udvalgt til at være med i den, er der fordi, de har noget at sige mennesker, den dag i dag. Det er i hvert fald min påstand.

Så spørgsmålet er om om du nu vil med ud og sejle? Jeg tør godt garantere, at du ikke bliver søsyg.

Jesus har undervist rigtigt mange mennesker, og nu er han ganske enkelt træt, så han sender skarene bort, for at gå op på et bjerg, for at bede.

2 af 6

De tolv mænd, som følges med ham, disciplene, sender han i fiskerbåden om på den anden bred af søen. Der vil han møde dem igen.

Blandt disse disciple, er der fiskere. Det er altså mennesker, som er vant til at sejle, og de kender søen, som deres egen buskelomme.
Det er her flere af dem er vokset op, og de har sejlet siden de var børn.
Med andre ord, det ved hvad de laver. Især Peter, som vi hører om i historien i dag, er en mand, som har styr på det hele. I hvert fald når det kommer til det med sejlads og fiskeri.

Måske har han i virkeligheden ikke så meget styr på alt det andet, som han gerne vil have. Der ligner han i virkeligheden mange af os.

Vi lever ofte i blind tillid til, at bare vi har styr på det hele, så kan vi klare alt, hvad livet byder os. Der er styr på banken, forsikringerne, hjemmet, vores forhold, alle de store linier er tegnet op. Vi er ressource stærke mennesker. Vi skal nok klare det.

Naive, som vi nogen gange er, så tror vi, at så længe vi har styr på det hele, så bliver er aldrig sådan rigtigt stormvejr i vores liv.

Sådan fungerede jeg, da jeg var ung. Jeg har styr på det hele, så jeg kan klare alt!
Min skuffelse var enorm, da livet lærte mig, at det var en meget fejlagtig antagelse.

3 af 6

Peter var den uofficielle leder af disciplene, og meget ofte er det ham, som nævnes i de bibelske beretninger. Han er den der går forrest, og meget ofte er han også lidt hurigt til overfor Jesus, at fremhæve sig selv.

Det bliver faktisk Peter, der i påsken kommer til at fornægte ikke mindre end tre gange på en enkelt aften, at han overhovedet havde noget med jesus at gøre.

Peter har dog et stort mod.

Båden arbejder i bølgerne, vejret er hårdt og vinden er i mod, så båden krydser sig frem over søen. Ude på siden midt om natten, der råder mørket. Der har ikke været noget lys, så fornemmelsen af at være på en båd, der virkelig arbejder i vandet, er fornemmelsen af at båden drives frem i blinde og frem mod intetheden. Det er en lidt speciel fornemmelse.

Og helt specielt har det været, da de har set en skikelske komme gående på vandet hen mod båden. De tolv barske mænd blev skrækslagne og troede, at det var et spøgelse. Dette var ikke deres mest stolte og mandige øjeblik. De skreg af frygt!

Jesus ser deres frygt, og siger straks. Det er mig, frygt ikke. Det siger han rigtigt mange gange gennem de mange historier, vi har om ham.

Peter er måske den, der er allermest bange, og det står han ved. “Herre, hvis det virkelig er dig, så befal mig, at komme ud til dig på vandet!”

Det blæser stadig, bølgerne er store, og mørket gør det svært at se.

4 af 6

Jesus siger bare: “Kom!”
Peter træder ud af båden. Han ved at Jesus venter på ham. Her synes jeg faktisk at han er temmelig modig.

Han begynder at gå hen mod Jesus.

Her er en væsenlig pointe i historien. Vi får lov, at høre om en Jesus som kommer til mennesker, i mørke og i modgang. En Jesus, som giver sig til kende, da de er allermest skrækslagne og er mere mus end mænd.

Vi ser en Jesus, som beroliger dem. Det er mig, vær ikke bange.

Vi oplever en Jesus, der inviterer Peter ud af sin komfortzone, for at vise ham, at der er mere i livet, end han umiddelbart kan se.
Jesus ønsker at være sammen med Peter når han er allermest urolig, men faktisk også når han er allermest tvivlende.

For ganske vist går Peter på vandet. Det går ganske fint, indtil han kommer til at se, hvor dybt vand han egentlig har bevæget sig ud på. Da han så, hvad han havde gang i, og mærkede stormen, blev han igen bange og han begyndte at synke.

Han rækker hænderne frem mod Jesus og skriger: “Herre, frels mig!”

Jesus rækker straks hånden ud og griber ham.

5 af 6

Det vi skal se her er, at Bibelen giver os en historie, hvor vi skal høre, at jesus griber os, når vi er ude på dybt vand og når det stormer omkring os.

Han vi være sammen med os, ikke bare når vi er polerede og fine, men sandelig også gennem livets storme, hvor vi kommer til at afsløre vores sande jeg.

Han griber Peter.

Han bebrejder også Peter, at han mangler lidt tro. Dette er ikke en bebrejdelse over, at han beder Jesus forsikre ham om, at det er ham. Men det er en undren hos Jesus over, at han, når han først er gået ud på vandet, kommer til at tvivle på, at Jesus ikke skulle kunne gøre det muligt, for Peter gå i stormen sammen med ham.

Når det kommer til stykket, har Peter stor tro. Han tør gå ud i stormen, fordi han tror at Jesus er der i mørket og i stormen.

Det løfte tror jeg også er givet til os, at når vi er ude, hvor vi mister kontrollen og ikke kan bunde, der er Gud også. Jesus viser det ved at være på vandet i mørket og i stormen. Selv der hvor vi, ligesom Peter, ikke kan finde ud af at holde fast i troen på det, da rækker han hænderne frem og griber os.

Jo, det tror jeg faktisk på. Og så håber jeg på, at jesus griber mig, for jeg ved at han rækker armene frem mod mig.

På den måde er Gud min styrke.

6 af 6 Amen

 

 

 

Radikal og udfordrende kærlighed

I dagens gudstjeneste, som finder sted samtidigt med at The United Methodist Church holder ekstraordinær generalkonference med det ene formål at finde ud af, hvordan vi som verdensvid kirke rummer vores homoseksuelle brødre og søstre, taler jeg om noget af det mest udfordrende Jesus har sagt.

Jesus udfordrer os til at elske vores fjender, så er udfordringen ligesom også sat på spidsen. Det er svært, meget svært. Men sikke et budskab vi kan være, hvis vi tør tage Jesus på ordet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid forskel på det talte og det skrevne ord. Det sker jo, at man som præst bliver lidt revet med, og andre gang kunne man ønske, at det skete.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 6, 27-38.
Radikal og udfordrende kærlighed

I dag begynder Metodistkirkens ekstraordinære General Konference i St. Louis. 864 delegater fra hele verden er samlet for at diskutere og forhåbentlig finde ud af, hvordan vi som kirke i hele verden skal forholde os til vielser af homoseksuelle samt om homoseksuelle mennesker kan være præster i vores kirke.

Forud for dette er gået 40 års drøftelser i Metodistkirken. De seneste år, har diskussionerne været meget meget intense og med fremkomsten af de sociale medier er diskussioneren også tilstede dér.

Præster, teologer, aktivister, lobbyister, hetoro- og homoseksuelle diskuterer.

Eller rettere, det gør vi ikke. Vi råber af hinanden og latterliggør hinanden. Det har efterhånden taget et omfang, som gør, at jeg ikke længere deltager i diskussionerne på nettet. Jeg anser det for spild af tid, og god energi.

I kirken er vi også ramt af det, som sker ude i verden, og som er meget tydeligt i det politiske.

Vi lever i en polariseret verden, hvor alt skal være sort eller hvidt. Synspunkter skal stilles hårdt op overfor hinanden og nuancerne synes at være fraværende.

jeg savner helt enkelt noget gråt i alt det sorte og hvide.

2 af 6

Der sker også det, når vi diskuterer på dette lave niveau, at vi bliver godt og grundigt trætte af hinanden.

Man bliver træt, når man bliver vrænget af, kaldt øgenavne – homopræsten er et af dem. Når man bliver beskyldt for ikke at tro rigtigt, for ikke at kunne læse bibelen, for ikke at være bibeltro.

Med hensyn til kommentaren bibeltro, som man nogen gange kan læse i debatsider – også udenfor Metodistkirken – så er det rigtigt. Jeg er absolut ikke bibeltro. Jeg tror ikke på en bog.

Jeg tror på Gud, Jesus og Helligånden. I trosbekendelsen siger vi, Jeg tror på Gud Fader, Jeg tror på Jesus Kristus, Jeg tro på Helligånden….. Vi siger ikke jeg tror på bibelen…..

Religionsfænomenologisk set er kristendommen er en åbenbaringsreligion. Gud åbenbarer sig for Moses, Gud åbenbarer sig i Jesus, Guds Ånd åbenbarer sig for mennesker.

Jeg tror på den levende åbenbarende Gud, som elsker os uden betingelser.

Jeg elsker bibelen og alle historierne i den, og jeg mener de i sig selv rummer kraft til menneskers frelse. Det er den eneste bog som jeg i snart fyrre år igen og igen er vendt tilbage til, men det er Gud, jeg tror på.

Jeg har på grund af offentlige udtalelser, hvor jeg ikke tager afstand fra homoseksulle, hvor jeg ikke udelukker homoseksuelle fra Guds kærlighed, eller fra at kunne tjene som præster og alt muligt andet i vores kirke, fået

3 af 6

trusler, smædebreve, og oplevet at mennesker vender mig ryggen.

Men det værste er næsten, at jeg selv oplever at blive så træt af diskussionerne af jeg opgiver.

Relationerne bliver så slidte, at der også er mennesker, som jeg ikke orker at være sammen med. Jeg magter ikke at høre mere. Jeg magter ikke deres afstandstagen og den afstandstagen, jeg faktisk selv har.

Derfor rammer det mig også hårdt i nakken, når jeg hører de meget radikale ord, som udgår fra Jesus.

Passagerne, som Lukas skriver her, er nogle af de mest profkerende og udfordrende Jesus-ord overhovedet.

Vi vil alle gerne elskes. Det mener vi nærmest er en rettighed, men samtidigt har vi så utroligt svært ved at gøre det selv. Det er da paradoksalt.

Jesus er klar i mælet: “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”1

1 Lukas 6,27b-31

page3image33545728

4 af 6

Det er udfordringen, som han giver os, hverken mere eller mindre. Det kan ikke gradbøjes, vi kan ikke nøjes med at gøre det overfor udvalgte. Der er ingen undtagelser.

Elsk og gør godt!

Det er lige her, det bliver svært at kalde sig en kristen, og det er lige her, at kæden hopper af.

Man kan finde mange undersøgelser på nettet. Noget af det, som går igen, når man spørger unge mennesker, som ikke kalder sig kristne, eller går i kirke, hvad der er årsagen til det. Så handler deres svar ikke om, at det er forkert musik, eller at præsternes og lægprædikanternes prædikener er ringe. Der handler ikke om, at søndag formiddag er et dumt tidspunkt.

Det handler om de kristne. Det handler om de mennesker, som de møder i kirken.

Det handler om dem, som i deres øjne er fulde af fordomme og ikke selv er i stand til at leve op til det, som de har så travlt med at prædike for andre.

Jeg kan ikke sige andet, at det er jeg skyldig i.

Tænk en gang, hvordan vores verden kunne se ud, hvis enhver aggression blev mødt med kærlighed, hvis enhvert angreb blev mødt med den anden kind vendt til. Hvis de pegende fordømmende fingre kun pegede indad mod os selv.

5 af 6

Dette er uden tvivl det mest radikale Jesus nogen sinde har sagt. Men det er også det, som har mest potentiale i sig til at kunne forandre menneskers liv og dermed, hvis vi drømmer stort, kan forandre hele verden.

Tænk, hvis vi kunne tale sammen uden at vi følte os fordømt, og uden at fordømme.

Tænk hvis vi virkelig kunne anstrenge os for at se synspunkter fra den andens perspektiv.

Tænk hvis vi kunne sige og vise til et menneske, som vi er uenige med, at vi elsker og respekterer vedkommende, selvom vi ikke er enige.

Tænk hvis vores kirke i hele verden kunne vise, at vi vil sammenholdet og den fælles tro, og det er ok, hvis det kommer til udtryk på forskellig vis i Congo, i Sibirien og i Danmark.

Tænk hvis vores kirke kunne vise det, som de gamle metodister kalder Holy Conferencing. Der hvor man gennem en konferencens samtaler oplever sig ledt at Guds Ånd, så kærligheden hele tiden er det baggrundstæppe som er bag alt.

Tænk hvis vores kirke, og hvis vi i vores liv, kunne vise verden, at der er en anden vej, hvor kærligheden er svaret, som binder sammen og bygger fro over uenighed fjendskab.

Tænk hvis du og jeg tog Jesus på ordet og turde elske selv vores værste fjende.

6 af 6

Tænk hvis verden så, at vi var dem, der gør som Jesus siger. At verden så det ske, som Jesus bad sine disciple om som noget af det sidste. Nemlig at hele verden ser at vi er hans disciple, ikke på grund af hvad vi siger, men på grund af den kærlighed vi lever ud.2

Kærlighed er svaret. Den er ikke længere den det. Amen

page6image33342400

2 JF Joh 13,31-35.

Tro = Mod

Det siges, at kun et fjols tror, at der kommer et nyt resultat ud af at blive ved med at gøre det samme igen og igen.

Ved dagens gudstjeneste taler jeg om Jesus, som udfordrer fiskerne til at tænke helt ud af boksen og prøve noget nyt. Da de sætter alt på et bræt, opdager de, at tro kan forandre deres liv komplet.

Hør mere på her – hvis du altså tør!

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 10. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 5,1-11. Tro = Mod

Det er kun et fjols, som forventer et andet resultat end det han plejer at få, ved at udføre det samme forsøg igen og igen.

Det er svært ikke at være enig i det udsagn. Men alligevel må vi bare indrømme, at vi mennesker er slemme til at handle som om vi tror, at vi kan få et andet resultat, selvom vi gør som vi plejer.

Det er så menneskeligt at gentage det samme mønster på alle mulige områder i livet igen og igen, mens vi håber på, at nu bliver det bedre.

Det tror jeg er alment gældende. Det er helt generelt svært for os at bryde gamle mønstre.

Det ved jeg af bitter erfaring, fordi jeg selv har haft behov for at ændre nogle usunde arbejdsmønstre. Jeg må indrømme, at det sandelig ikke er let. Det er så dejligt ukompliceret at gøre som vi plejer. Det giver ro, og så kan vi godt abstrahere fra, at vi egentlig godt ved, at vi bør gøre noget andet, hvis vi ønsker forandringen i vort liv.

Nogen gange tør vi ikke konfrontere den uro og ængstelse, som er indbygget i at gøre noget anderledes.

Ved bredden af Genezaret sø var en gruppe mennesker samlet for at lytte på Jesus. Det var ganske vist før en

2 af 6

nyhed kunne spredes via internettet og og i løbet af få timer være kendt på store dele af kloden.
Men snakken om Jesus gik i områderne omkring søen. Man talte om, hvordan han havde fornærmet alle dem i Nazarets synagoge. Der gik rygter om at han i Kapernaum havde helbredt Peters svigermor og drevet dæmoner ud af en mand.

Mange mennesker havde allerede hørt ham tale om Guds rige og Guds om en kærlig far istedet for en retfærdig nidkær dommer i mange andre byer i området.

Det Jesus kom med var en helt ny forståelse af Gud. Det var radikalt anderledes end det, som de jævnligt fik at høre fra farisæerne og de skriftkloge. For de fyldte dem med regler, som ingen – heller ikke farisæerne selv – kunne leve op til.

Men det kendte de i det mindst, for det havde de holdt fast i hele deres liv.

Nu var folks samlet for at høre., hvad Jesus havde at sige.

Ved søen var fiskerne ved at rede garnene efter fiskeri. Det havde ikke været nogen god nat, fangsten var ringe.

Jesus hopped op i den båd, der tilhørte Simon Peter og bad dem lægge fra land.

Det var et smart move. Jesus havde jo ikke, som vi har i kirken her gode mikrofoner og lydanlæg.

3 af 6

Måske vidste Jesus at lyd bærer langt over vand, så når han sad i en båd på vandet og talte ind mod folkeskaren på bredden, så kunne de faktisk høre, hvad han sagde selvom de var mange.

Vi ved ikke, hvad jesus underviser i. Men da han er færdig, siger han til Simon Peter at han skal lægge ud på dybet og smide garnene ud.

Vi husker lige, at Jesus var tømrer og altså ikke fisker. Peter og de andre var faktisk fiskere. Ikke sådan lystfiskere, som mange af os, men erhvervsfiskere, som vidste hvad de gjorde.

De havde altså fisket hele natten uden udbytte. Så det har helt sikkert været noget provokerende at Jesus har bedt dem om at smide nettet ud på dybet. Enhver fisker ved, at det er ikke derude fiskene er.

Peter siger ligeud til jesus: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

På dit ord, jesus. Peter går mod det han selv ved. Det bør ikke nytte noget, at fiske på dybet, eller om dagen for den sags skyld. Det bør ikke virke.

Samtidigt ved Peter også, at når Jesus siger noget, så kan man regne med det. Det har han hørt nok om Jesus til at vide, men derfra og så til ligefrem at smide nettene ud, der er et stykke.

På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.

4 af 6
På dit ord, vil jeg gøre noget radikalt anderledes.

Der er et udtryk for tro på Jesus og det er tillid til Jesus, så Peter gør noget andet end han plejer. Prøv en gang at lægge mærke til hans formulering, vi har jo fisket hele natten uden resultat, han forventer faktisk ikke noget andet resultat end det, han fik efter nattens strabadser.

Han gør altså noget anderledes her i kraft af sin tillid til Jesus, men han kan ikke tro på, at båden skal kunne fyldes med fisk.

En vigtig lektier her er, at når vi, gør som Peter, handler på Jesus ord, så har vi også lagt ansvaret for det, der sker fra os. Det har vi lagt på Jesus. Det kan godt være at vi ikke kan tro på noget bedre resultat, men første skridt er at gøre tingene anderledes.

Modsat deres forventinger, så fanger de så mange fisk, at de må have hjælp fra fiskerne i en anden båd. De fylder bådene så meget, at de er lige ved at synke.

Man kunne tro, at det ville medføre totale jubelscener, men dette er så langt væk fra hvad de ved, kan lade sig gøre. Så i virkeligheden er de store stærke fiskere rædselslagne. Virkeligheden er også, at de ikke bare glæder sig over fangsten, men de kæmper for at redde deres både fra at havne på bunden at dybet. Og derfra vil de aldrig få dem op igen.

Da de kommer ind falder Peter på knæ for Jesus. Det er et udtryk for respekt. “Gå bort fra mig, Jeg er en syndig mand!” Siger Peter.

5 af 6

Hvornår tænker vi på synd? Det er der ikke mange af os, som får meget tid til at gå med i dagligdagen. Der hvor mennesker tænker over synd, det er der hvor vi ser døden i øjenene eller er ansigt til ansigt med Gud.

Det er den situation Peter befinder sig i. Han ved han er ansigt til ansigt med Jesus, med Guds søn. Han har lige set ned i dybet af søen, hvor der intet liv er. Han er rystet.

Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De efterlader alt, hvad de har at leve af ved bredden af søen og går med Jesus.

Det er om noget et udtryk for mod.

Hele mit gamle liv, alt det jeg kender. Det kan godt være der er ting, jeg ikke er så tilfreds med. Men alligevel – al trygheden i det liv vi kender.

Da Jesus inviterede ham til at følge sig, vidste han at det måtte han gøre.

Det var ikke en vandring ind i tryghed. Det var et nyt liv, hvor Peter konstant var udenfor sin komfortzone, men det var også begyndelsen på et helt vil eventyr sammen med Jesus.

Vi mennesker kan ikke lide forandringer. Vi kan lide at holde fast ved det, som er trygt, også selvom det måske ikke er godt for os. Vi er gode til at sige til os selv at det er godt nok.

6 af 6

Hvis ikke man fanger fisk en hel nat og måske flere nætter i træk, så er det ikke godt nok. Så kvæler det livet.

Så er vi nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt.

At turde tro har et element af trods i sig. Tro er nogen gange en udfordring til det vi ved.

Vi glemmer nogen gange at Guds kærlighed ikke rummer noget løfte om et liv i fuldstændig harmoni og tryghed. Troen er også udfordringer, opgaver vi måske ikke synes vi kan, men det er også løftet om Gud har vores ryg.

Det er også løftet om et nyt liv, hvor løfterne om Guds evige kærlighed til os, giver os nyt perspektiv.

Jeg ved ikke hvor du er i livet. Men jeg ved, at troen udfordrer til at tænke nyt. Jeg ved, han udfordrer os til at bryde negative mønstre, fordi han vil os det bedste.

Det kræver stadig mod, ligesom det kræver mod overhovedet at turde sige til sig selv, ja jeg tror faktisk.

Jeg ved at et liv i tro er et modigt valg.

Jeg ved at Gud tror på dig…… måske er det første modige skridt at turde tro på det.

Amen
Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Guds gaver – Dåben, du er elsket

I dag indleder jeg en ny prædikenserie. Guds Gaver handler om at opdage, hvordan Guds kærlighed bliver konkret for os. Den første søndag fokuserer på historien om Jesu dåb og hedder:
“Guds gaver – Dåben, du er elsket!”

Du kan også læse talen her. Læg mærke til, at der ofte er forskel på det talte ord og det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 13. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 43,1-7 & Salme 29 & Apg 8,14-17 Luk 3,15-17&21-22
Guds gaver – Du er min elskede!

Julen er lige overstået, men jeg vil alligevel gerne invitere dig til at tænke på jul. Men vi skal tilbage i tiden. Tilbage til din barndoms jul.

Jeg vil invitere dig til at tænke tilbage på dengang julen handlede om spændingen ved julegaverne. Hvilken gave mon er der til mig i år. Jeg ønsker mig så brændende det elektriske tog, eller dampmaskinen.

Forventningens glæde var enorm. Det kunne kilde i maven alene ved, at gå og tænke på de ting, man havde skrevet på ønskesedlen.
Man kunne jo tro, at hele livet så anderledes ud, hvis man fik f.eks. en flot dampmaskine.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at pakke en meget ønsket gave ud. Glæden ved at få den var så stor, at man straks gik i gang med at lege, og glemte de andre gaver.

Dernæst var det også væsentligt at fortælle kammeraterne om, hvad man havde fået. Der var ikke noget praleri i det, men bare det at kunne dele glæden og oprigtigt glæde sig over deres gaver.

På et tidspunkt skifter det med gaverne. Nu synes jeg mere det handler om at finde den helt rigtige gave at give. Glæden ved at give en gave og se, at folk bliver glade for at modtage den, er i dag langt mere værd.

2 af 7

Forventningens glæde har noget over sig. Glæden ved at give, er også noget helt særligt.

I det første vers, som blev læste fra Lukasevangeliet hører vi to væsentlige ting. Det er klassisk bibelkomprimering, som jeg kalder det.

  1. Folket var fyldt med forventning
  2. Folk tænkte i deres stille sind om Johannes mon varKristus.

Forventningen genkender vi. Den har vi lige tænkt os tilbage til. De glade minder fra vores barndoms jul.

Forventningen, som Lukas beskriver her, handler om nyt liv. Folket har vidst, at noget helt nyt – et paradigmeskifte – var undervejs.

De havde hørt Johannes Døbers meget radikale forkyndelse, men den var jo helt i tråd med de gamle profetier om en Kristus, som skulle komme og gøre alting godt igen.
Livet var ikke let, faktisk var det ret håbløst, så folkets håb var knyttet til, profetierne om at Gud ikke havde glemt sit folk. At han havde hørt dem og havde set dem.

De huskede alle historierne om Moses, som havde ført sit folk ud af det hårde liv i Egypten og ind i det forjættede land.
Det var en stor del af deres identitet, at Gud havde før grebet ind og sendt et menneske, der gjorde en kæmpe forskel. Det skete den gang, det kan ske igen!

3 af 7

Derfor fik Johannes også enorm lydhørhed. Der var mange mennesker som var optaget af hans forkyndelse og de fulgte ham ud i ørkenen.

Heldigvis havde de stadig deres kritiske sans i behold. Det er nemlig altid vigtigt at bruge hovedet også. Hoved og hjerte, begge dele er vigtigt.

For det andet, det som blev slået fast allerede i det første vers er nemlig, at folk i deres stille sind tænkte på om Johannes mon var den, de ventede på.
I deres stile sind, siger Lukas på dansk, mens der i det græske slås fast, at de i deres hjerter overvejer om Johannes mon selv er den Kristus, de alle sammen venter på.

Er det virkelig ham?
Det er sunde overvejelser at have. Personligt glæder det mig, at der i bibelen er medtaget en beretning, hvor de mennesker der følger, tænker alvorligt over hvem det er de følger efter.

Guds bedste børn ruller på tv. Dette er bare en lille parentes om det. Johannes Døbers disciple får lov at undre sig og tænke selv. Det er noget, der i den grad mangler i de miljøer som skildres på tv for tiden. Tænk selv…. Glem aldrig at tænke selv, især hvis en religiøs autoritet fortæller dig, hvordan du skal leve!

Johannes gør ikke krav på at være guddommelig og understreger skarpt, at han ikke er Kristus.

Johannes siger: “»Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at

4 af 7

løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”1

Jesus er så meget større end Johannes, at Johannes anser, at han ikke engang overfor Jesus er værdig til at udføre slavarbejde – nemlig at løsne hans skorem.

Så er perspektivet på plads. Johannes er skarp, provokerende og helt sikkert i stand til at sige noget, som gør folk interesserede, men der en bagvedliggende ydmyghed, som er sund.

Jesus kommer til Johannes. Hele folket lader sig døbe og dermed indvi til en ny tid. Også Jesus bliver døbt og under bønnen lader Lukas os vide, himlen åbnede sig, Og en røst lød. “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”2

Johannes sagde, at han døbte med vand, men at jesus skulle døbe med Helligånd. Det er det, vi ser og hører ske i forbindelse med Jesu dåb. Himlen er åben, og det er netop det, der er tegnet på at Guds ånd er tilstede. Himlen er åben.

Denne prædikenserie handler om Guds gaver. Vi siger ofte, at Gud giver os så meget. Men hvad er det helt konkret, at Gud giver os. I denne serie, pakker vi gaverne ud og gør det meget konkret. Hvad er det Gud giver os.

Dåben er klart en af Guds gaver. Men lad mig klart sige, at du er elsket af Gud uanset om du er døbt eller ej.

1 Luk 3,16 2 Luk 3,22

page4image8880320

5 af 7

Det samme gælder uanset om du er døbt som barn eller som voksen og ligegyldigt, hvilket kirke det er sket i. Kirken her har det synspunkt, at vi alle er Guds børn allerede fra undfangelsen. Vi mener, at det er uafhængigt af dåben, men samtidigt fornægter vi bestemt ikke, at himlen er åben i dåben og noget helt særligt er på spil.

Det er lige her, at vores dåbssyn adskiller sig fra i, i hvert fald nogle af kredsene i folkekirken.
I øvrigt er det en ret hidsig debat i Kristeligt Dagblad for tiden. Lars Sandbeck spørger retorisk: “Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?

Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.”3

Vi vil sige, klart nej, sådan tror vi ikke det er!

Vi er Guds børn uanset. Den gave er forbundet med det, vi kalder en forekommende nåde. Nemlig at Gud elsker os betingelsesløst og gør det før vi skænker ham en tanke.

Guds gaver gives os hele tiden. Dåben er en af de konkret måder, som disse gaver er synlige på. Men Gud er synlig på mange måder.

I dag var det dåben, og det betyder noget ganske særligt.

3 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tilbage-paa-sporet-i-daabsdebatten-tak-mener-

folkekirkens-praester-virkelig-udoebte

page5image8882048page5image8881856page5image8882432

6 af 7

Noget af det bedste ved mit job er, at få lov at døbe. Det er stort at være med til, når Maria eller andre præster døber. Men det er helt vildt at gøre det selv. Jeg er helt på det rene med at jeg, ligsom Johannes kun døber med det vand, som kirkeværten har hældt op, men det er intenst og tiden står stille, for som præst mærker du, at himlen ved hver eneste dåb står åben og Guds stemme lyder….

Jeg har også oplevet dåben som en stor gave selv. En gave, som I har været med til at give mig.

I har taget mod mine børn og I har bevidnet deres dåb. Som far er et en helt utrolig stor ting, at vide, at I beder for mine børn. At I er den landsby, som det i følge et gammelt afrikansk ordsprog kræver, at opdrage et barn.

Dåben er en af de mange gaver, som Gud giver, der også forpligter. Den skal som alle andre gaver bruges og sættes i arbejde. For dåben handler ikke bare om noget vi har fået, det handler også om det vi giver i vores videre liv. Dåben er indledningen till et liv i tjeneste, fuldstændigt, som vi ser det med Jesus.

Men det handler de kommende søndage om,,,,,

Det er ligesom på netflix. Det stopper lige, hvor man tænker, havd nu…. Men så tager man jo lige et afsnit til…..

Velkommen igen på søndag. Amen

7 af 7
Salme: Alle mine kilder

 

2019 – Håbets år.

Det nye år er kommet til os.

Dronningen har holdt sin nytårstale, statsministeren gør det. Og mange af landets præster gør det også.

Her er talen fra nytårsgudstjenesten i Odense Metodistkirke.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel på det som er skrevet i forberedelsen og det, som faktisk leveres som talt ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken tirsdag d. 1. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Præd 3,1-13 & Joh 15,1-8 & Rom 8,24-28.

Til det håb er vi frelst siger Paulus i Romerbrevets 8 kapitel. Det er alligevel noget at en påstand.

Frelst til et håb.
Er der ikke mere i det med tro end et håb?

Jo, men lad os endelig ikke undervurdere værdien af et håb.

I vores kirketradition er frelse ikke noget, som om absolut og overstået i samme sekund, som man opdager, at man faktisk tror på, at Gud har rakt ud med sin kærlighed.
Det kan i sig selv være en så forvandlende oplevelse, at vi bruger store ord, som at blive født på ny. Men det er ikke færdigt arbejde.

Umiddelbart efter fødsel er man jo ikke færdig som menneske. Der er mere. Langt mere forude, og vi tillader os endda at tro, at der er mere end vi umiddelbart kan se. Mere end det som livet er indtil døden.

Det er det, som Paulus mener os frelst til. Et liv i håb, fordi vi som Guds skabninger, Guds børn, også er arvinger.

Der ikke noget i denne verden, som vi får, der er mere ufortjent end en arv. Den har vi vitterligt ikke gjort noget for, andet end at være til.

2 af 5
Så vi er frelst til et håb.

Et håb om, at Gud er til at stole på.

Et håb om, at den verden, som sukker og vånder sig, også skal genoprettes.1

Det er nemlig let nok at blive håbløs, når man kigger rundt i vores verden. Det gør vi alle sammen mere eller mindre ved nytårstide.

Vi ser tilbage på et 2018 med en fantastisk sommer, men bekymringen om klimaet lurer lige bagved. Nogen af os er stadig kunder i den samme bank, men undrer os over, at grådighed fejede anstændighed af banen.

Som der siges i eventyret om Snedroningen, at når det er færdigt, så ved vi mere end vi gør nu. Det er sandt. Vi ved mere om 2018 nu, end vi gjorde sidste år ved denne tid. Og når vi står her igen om et år vil vi vide mere om 2019 end vi gør nu.

Men drømmene, bekymringerne, nytårsforsættene, håbet for 2019 det lever. Og det gør det på trods af hvad vi ved.

For det er let nok at blive bekymret og håbsløs.

Vi ved, at verden kommer til at få en tur i Trumps fuldstændigt uforudsigelige karrusel, at Putin formodentlig drømmer om et større Rusland.
At der senest 17 juni kommer et folketingsvalg.

1 JF. Rom 8,22

page2image16621824

3 af 5

Den ene halvdel af os fyldes med håb om den tanke, mens den anden halvdel synes det vil være forfærdeligt med et regeringskifte.
For nogle af os vil 2019 føles som en befrielse i forhold til 2018, for andre stik modsat.

For os her i huset bliver 2019 året, hvor vi skal drømme drømme og se syner, men det er nu mest de unge der skal se syner, siger profeten Joel.
Vision 2020 skal erstattes af nye drømme, som gerne skal være et udtryk for hvad Gud drømmer om, at Odense Metodistkirke skal bidrage med. Det glæder jeg mig til.

Der venter et spændende år forude. Jeg kan ikke vide, om det bliver et godt år, men jeg kan tro det og jeg tillader mig at håbe det.

Jeg minder mig selv om, at Gud vil os det godt. Jeg minder os om, at Gud gennem Jeremias bragte bud til Israeliterne i fangeskab, at der ventede lykke og ikke ulykke, planer om fremtid og håb.2

Håbet er der.

I den nye bog Håb, en af eftertanke-bøgerne fra Aarhus universitet, skriver Bertel Nygaard: “Håbet baner sig vej ud af den aktuelle virkeligheds tilsyneladende uundgåeligheder, alt imens det lader os bevare erkendelsen af denne virkelighed. Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser.

2 JF. Jer 29,11.

page3image16622208

4 af 5

Det skaber mening og sammenhæng mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå”

At håbe er et valg.

Det er nogen gange et valg, som vi tager, på trods af den virkelighed vi er i.
At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, er ikke det samme som at ignorere fakta og virkelighed.

At holde fast i et håb, er at slippe, så Gud kan holde fast.

At holde fast i et håb, er ikke det samme, som at vi bare kan slippe og lade stå til. Vi skal selvefølgelig gøre alt hvad vi kan. Engagere os, stemme, blande os, turde være der for hinanden, se op fra skærmen, være kritisk overfor det vi hører og læser, og kæmpe for alt hvad vi har kær.

Det giver endnu mere mening, når vi samtidigt må håbe på, at Gud er med. Det giver os modet til at holde fast i håbet og slippe det, vi ikke kan løfte.

Under anden verdenskrigs håbløshed, var der blandt tyske teologer en fastholdelse af håb og man citerede ofte og gerne Luther, for at have sagt:

“Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag.”

Håbet lever….

5 af 5

Jeg håber på et fantastisk 2019. Jeg er sikker på, som Jesus siger det i lignelsen om vintræet, at skilt fra Gud kan vi intet gøre, men bliver vi i ham kan vi bede om hvad vi vil.

Vi vil gøre alt for at minde hinanden om, at vi hører Gud til, som grenene på vintræet. At Gud holder os fast, og at Gud giver alt, som vi har brug for i livet.
Når vi er i Guds hænder, kan vi håbe, kan vi leve, kan vi tro.

Det er mere end et håb, men det er også et håb!

Lad os tage frygtløse fat i 2019, lad os holde fast i håbet om at Gud elsker os, og alle andre i vores by, og lad os gå sammen og være et klart budskab om Guds kærlighed.

Til det håb er vi frelst.
Amen.
Salme: Jesus, ved dit bord, du bænker,

Lys i mørket – Gud giv håb!

Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus

November sænker sit mørke over os, og lyset svinder langsomt ind. Søndag kl. 19:00 byder Gospelkoret Emmaus indenfor til efterårets gospelgudstjeneste med fokus på, hvordan vi finder lyset i en mørk tid.

Hør talen her:

Du kan også læste talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-9.
Gospelgudstjeneste med Emmaus: Lys i mørket – Gud giv mig håb

Den mørke tid er over os og rundt om dukker alle hyggelys og julelys frem. Det er tid til en ekstra kop god kaffe, tæppet om benene og en god bog. Whats not to like…. sådan tænker jeg, men det er bestemt ikke alle, der har sådan.

For andre er dette en en forfærdelig tid, fordi manglen på lys efterlader ca. halvdelen af vi danskere med, hvad vi kalder vintertræthed og en del faktisk med reel depression. Vi har helt enkelt brug for lys for at leve.

Når vi ser julelysene blive tændt, bliver det klart for os, hvor lidt lys der egentlig skal til for at lyse op i mærket. Selv en lille bitte LED-pære kan sprede lys ind i mørket.

Johannesevangeliets indledning taler på sin kryptiske måde, om verdens frelser, Jesus, som er på vej. “I ham var liv, og livet var menneskers lys.”1

Lys og liv kædes sammen i det bibelske univers, ligsom død og mørke forbindes.

Måske er det også den sammenhæng, som gør at de fleste mennesker forbinder mørke med noget ubehageligt. Langt de fleste børn er bange for mørket, og der er ikke grænser, hvad fantasien kan placere af

1 Joh 1,4

page1image15097920

2 af 5

monstre og uhygge i det mørke, hvor man ikke rigtigt kan se.

En ting er det bogstavelige mørke, som kan været svært at navigere i uden lys.Noget andet er det mørke, som jeg tror alle mennesker undervejs i tilværelsen kommer til at erfare.

Der hvor man fuldstændigt mister overblikket, og ikke kan finde rundt. Der hvor man ikke synes, at kunne se noget lys overhovedet. Der hvor al mål og retning er væk. Man er på en måde fanget.

Mit gæt er, at mange af os, som er her i dag har været der. Måske er der endda nogen, som er på det sted lige nu. Det er ikke noget rart sted at være.

Til jer der er der lige nu, vil jeg sige, at Salmernes Bog er fuld af livsvisdom – og den kender smerten og mørket. I Salme 139,12 siges der om Gud at “så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, nørket er som lyset.”

Gud kan se, der hvor vi ikke kan.
For mig personligt har den tanke rummet en stor trøst på et tidspunkt, hvor mørket fyldte meget i mit liv. Der var en tid for ikke så længe siden, hvor jeg følte mig fanget i et mørke, hvor manglen på lys gjorde, at jeg var bange for om jeg nogen sinde kom ud i lyset igen. Eller bekymret for om lyset mon nogensinde ville komme ind til mig igen.

Da jeg var barn og vi som spejdere skulle på natløb, så var der virkelig prestige i at have den største lommelygte. Fem af de store batterier, så var der blus på.

3 af 5

Vi lyste på stien, hvor vi gik og det er rigtigt, at vi kunne se præcis, hvor vi satte fødderne, men hvad der også var sandt, var at vi absolut kun kunne se noget i lyset. Alt udenom var totalt sort.

Vores patruljefører forsøgte at lære os, at hvis vi slukkede lyset ville vi i virkeligheden kunne se mere af, hvad der var omkring os. Han talte for døve ører.

Når vi tør være i mørket uden lys, sker der det, at vi langsomt får vores nattesyn til at virke. Efter nogle minutter har øjnene vænnet sig til mørket, og så kan man faktisk se temmeligt meget mere end man troede muligt.

Mørket er mystisk og fremmed for os. Vi vil altid søge mod lyset, hvis vi på nogen måde kan. Men mørket er også en del af livet, ligesom nat og dag.

Der er ingen, der har lovet os, at livet kun skal være godt, og der skal være masser af lys hele tiden. Sådan er der ingen mennesker der lever, heller ikke selvom det er det, vi kan se på de sociale medier.

Gud kender mørket og kan se gennem det. Derfor må vi også turde tro på, at selvom vi ikke kan se, så kan Gud, og han er ved vores side. Han er lyset selv.

Bibelen er fuld af løfter til mennsker, som på en eller anden måde er i mørket. Det er vigtigt at fange de løfter, for det er alt andet lige lettere at være i mærket, når man ved, at det har en tid, og at lyset vil komme.
Det er nemlig præcis det, der er løftet fra Gud og det er det, som vi hvert år fejrer, når det bliver jul.

4 af 5

“Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.”2

Det sker på baggrund af gamle løfter, som Gud har givet mennesker. Allerede tilbage i Esajas Bog, finder vi Gud, der taler om, at alt skal blive godt. Gud siger: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i mørkets land.”3

Det kan godt være mørket dækker dig, men i mørket er løfterne om, at lyset kommer. Løfterne om, at du aldrig er glemt af Gud. At du, selvom du er i mørke, er set af Gud.

Mange af de menesker, der har været i mørket taler om, at det var der, der for alvor var udvikling. Det var i mørket man lærte sig selv at kende. Det var i mørket, man for alvor lærte Gud at kende og turde stole på ham, da der ikke var anden udvej.

Det kan være fra mørket, at man pludselig ser sit liv i et helt nyt lys. Der er ingen af os, der kan lide at være i mørket, men løftet til os, når vi er der, lyder at “mørket viger, det sande lys skinner allerede!”4

I lyset af de løfter er der måske styrke til at turde være i mørket, at leve i mørket en tid, at turde se sig om i mørket, for man kan jo se lidt, hvis ellers man lader øjnene vænne sig til mørket.

Vi ved jo at lyset kommer og at ethvert mørke altid må vige for lyset. Mørket kan ikke vinde. Lyset, det sande lys

2 Joh 1,9
3 Es 9,1
4 1. Joh. 1,8.

page4image15026048

5 af 5

som oplyser ETHVERT menneske er ved at komme ind i verden.

Det tror jeg på, og det håber jeg på. Der er lys i mørket – Gud giv mig håb. Amen.

Fælles gudstjeneste med Sankt Hans Kirke (folkekirken) og Metodistkirken

Én tro, én dåb, én nåde
Fælles gudstjeneste i Skt. Hans kirke
Søndag d. 18. november kl. 10:00

Folkekirken og Metodistkirken har efter mange års tæt samarbejde indgået en bilateral aftale. Det vil sige at kirkerne nu fuldt ud anerkender hinanden som ligeværdige kirker, herunder anerkendelse af hinandens dåb, nadver og embede, og kirkerne bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Desuden skal man ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.

Denne aftale om gensidig anerkendelse bliver fejret med en fælles gudstjeneste i Skt. Hans Kirke søndag den 18/11 kl. 10:00. Thomas Risager taler, og præsterne Peter Jakobsen, Marie Bræstrup Aaskov og Knut Bjarne Jørgensen er også med. Desuden medvirker Metodistkirkens juniorgospelkor, Young Souls, og der er også barnedåb.

Der sker en masse for børnene, for det er nemlig en såkaldt Supersøndag i Skt. Hans Kirke, og det betyder kirke i børnehøjde med sjove aktiviteter for børn i Skt. Hans Kirkes menighedshus.

Du kan læse aftalen i sin fulde ordlyd her http://www.metodistkirken-odense.dk/wp-content/uploads/2018/11/Aftale-mellem-folkekirken-og-Metodistkirken-endelig-2.pdf

 

Talen vil kunne høres her, når den lægges på nettet hos Sankt Hans Kirke.

 

Den tale, som jeg holdt kan du læse her:

Tale manuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Sankt Hans Kirke i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 1,20-33.
Særligt: Fælles gudstjeneste med folkekirken i forbindelsen med aftalen: En tro, én dåb, én nåde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas Musik
Læsning Lukas 17,20-33
——

Tusind tak for indbydelsen til at komme og være med til at fejre gudstjeneste i dag. Det er en stor glæde, at opleve, at to menigheder, som begge er bevidste om hver vores egenart, i dag kan fejre gudstjeneste sammen og fokusere på alt det, som samler os frem for det som til dagligt ser ud, som om det skiller os.

Det er dejligt at være gæst i Sankt Hans kirke.

Det er muligvis lidt gammeldags, men noget at det første jeg gør, når jeg er gæst i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er at gå til bogreolen sig se, hvad der står på hylderne.

Når man ser på bøgerne, så ser man måske titler og forfattere, som man også selv har læst. Man ser en masse man villle ønske, man havde læst. Der er fælles interessepunkter, og der er mulighed for, at få en god samtale igang.

2 af 7

Når man går på opdagelse her hos Jer, så synes jeg jo nok, at der er en del fælles stof i salmebøgerne, i måden vi tænker og tror på, i nogle af de drømme vi har for vores liv, verden og for Odense. Bibelen er jo fuldstændigt den samme. Vi bør om nogen kunne tale sammen!

Vi lever i en kultur, hvor forskelle frem for ligheder, hvor uenigheder frem for enighed, dyrkes i medierne.

Vi ser det i det polittiske, hvor vi stort set er delt op i blå og røde. Politikerne har travlt med at forklare os, hvor de er forskellige.
Journalisterne elsker det, og vi positionerer os i høj grad i forhold til hinanden. Hvor er vi forskellige?

For mange år siden var jeg med som ung leder i en bibelgruppe, hvor vi diskuterede meget. Her var en ung mand, som virkelig satte sig for at læse bibelen og forholde sig kritisk til den.

Det synes jeg også, at vi skal. Lad os igen og igen dykke ned i bibelen og forholde os til den og lad os endelig diskutere, hvad vi tror, Jesus mente, og hvad det betyder os i dag.

Den unge mand i gruppen havde det sådan, at når han stødte på noget i bibelen, som han ikke forstod, noget som måske er lidt i modstrid til andet, noget som han var uenig i, så hev han ganske simpelt siden ud. Hans bibel var efterhånden temmelig tynd.

Når vi læser indgående i bibelen støder vi da på ting, som vi ikke altid forstår, men løsningen er jo ikke at hive

3 af 7

siden ud, men at fortsætte diskussionen, og læse videre. Det giver ikke mening at have en tynd bibel, men det kan bestemt give mening, at have en tyndslidt bibel.

Når vi diskuterer og søger samtalen tror jeg, vi kommer til at opleve, at vi er enige om langt mere end vi selv tror.

Og skulle vi finde uenigheder, så er det sådan, tror jeg, at de mennesker vi kan lære mest af er, ikke dem vi er fuldstændigt enige med, men netop dem, som udfordrer os. Dem som et kort øjeblik får os til at overeveje at hive sider ud af vores bibel.

I kirkerne kan vi godt have den kedelige tendens, at vi lukker os lidt om os selv, og diskuterer indbyrdes, hvordan vi syntes verden ser ud. For der er noget trygt i, at vi forstår hinanden. Noget rart i, at den vi sidder ved siden af, synes verden ser ud som jeg.

Men så sker der præcis det, som bekymrer mig meget med de sociale medier. Algoritmerne gør, at vi hele tiden på baggrund af, hvad vi har set på og hvad vi har liket, hele tiden præsenteres for mere af det samme.

Jeg frygter, at vi får et indskrænket verdensbillede – og det må aldrig ske for kirken – eller dens folk.

For noget af det, som gør det så godt med at være her hos jer i Sankt Hans er jo, at jeg føler mig hjemme. Vi læser det samme, vi tror det samme og så skal vi ikke underkende, at Guds rige er midt i blandt os. At Guds rige er her, hvor vi er.

4 af 7

Jesus siger, at Guds rige ikke kommer så man kan iagttage det.1 Der ligger en dobbelthed i dette. På den ene side er der den eskatologiske tankegang i dette, at Gud en dag griber endegyldigt ind, og gør alting nyt.2
At dommes dag kommer, og der står det endelige opgør med al denne verdens elendighed og Kristus vinder den endelige sejr.

Der er Lukas nok rigtigt på den, når han lader Jesus sige, at det kommer som et lyn over himlen og vi vil være uforberedte på det. Men når det sker, så er der intet andet der betyder noget.

Så skal vi ikke gå ned i huset og hente vores ting, og vi skal ikke se os tilbage på vore gamle liv.3 Så er der kun det nye liv, der ligger forude, som har betydning.

På den anden side, er Guds rige allerede iblandt os, eller måske ligefrem i os. Det kan i hvert fald diskuteres, når man læser den græske grundtekst.

Det er det, vi kan se og kan mærke, at Guds rige ikke kun er noget der ligger forude på den anden side af dette liv, men i høj grad også er her og nu!

Vores verden – og den kan vi tale længe om – kan vi ikke bare blive enige om, at der er masser af udfordringer, klima, polarisering, grådighed, sult, krig, flygtninge, bare for at nævne nogle af udfordringerne.

1 Luk 17,20
2 Åb21,5
3 JF Luk 16,31-33,

page4image15092352

5 af 7

Vores verden har brug for, at vi kristne taler frygten ned, og håbet op.

For Guds rige KOMMER og Guds rige ER. Guds rige bliver synligt, hvor vi holder sammen, hvor vi hjælper den fattige, hvor vi løfter korset højt og taler om Guds nåde, Guds kærlighed og Guds fred.

Guds rige kommer, men vi får lov at leve i en forsmag af det allerede her og nu, for Guds rige er.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at nedtone uenighederne, og pege på enighederne. Ved at nedtone forskellene og pege på fælleskabet, ved at nedtone diskussionen og polarieseringen og føre samtalen.

Guds rige er midt i blandt os.

Jesus udfordrer os i Matthæusevangeliet til først at søge Guds rige og hans retfærdighed.4 Det vil vi gøre.

Metodisternes kirkefader John Wesley (vores Luther) var ikke bange for at diskutere. Jeg fristes næsten til at kalde ham diskussionslysten. Personligt er jeg glad for, at han ingen twitter konto havde, så ville Trump få kamp til stregen.

Noget af det vi fra Metodistkirken har arvet efter Wesley er en lang række prædikener, som alle metodistteologer får langt tid til at gå med at studere.

4 Matt 6,33

page5image15102912

6 af 7

I en af prædikerne – Økumenisk sindelag5 tager han fat i en historie fra 2. Kongebog 10 om Jehu, der møder Jenadab. Historien i sig selv er ganske voldsom, så den gentager vi ikke her, men de to mænd, som har meget der skiller dem, stor pludselig ansigt til ansigt.

“Er du lige så oprigtig mod mig, som jeg er mod dig? Da Jonadab svarer ja, siger Jehu: “Så giv mig hånden!”6

I dag fejrer vi, at teologer og biskopper fra folkekirken og Metodistkirken har talt sammen og nået frem til at de ting, som vi ikke er enige om er småting, at der er mere der samler end der skiller. At vi er fælles om at pege på det Guds rige, som er midt i blandt os og fælles i håbet om at Guds rige kommer igen.

At vi står sammen om at tale frygten ned og håbet op. At vi alt vi gør, peger frem mod Jesus.
At vi kan være oprigtige og af ét hjerte overfor hinanden.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at vi er samlet her til bøn, lovsang, dåb, brød og vin.

Vi siger til hinanden: “Godt, så giv mig hånden!” Guds rige kommer, Guds rige er nær!

Bøn:

5 John Wesley: Standard Sermon 39 – Catholic Spirit6 2. Kong 10,15

page6image14944320

7 af 7

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

Lad os med apostlene tilønske hinanden: Herren Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! (2. Korintherbrev 13.13)

Amen

 

Hvad kan du give?

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land!  Citatet stammer fra John F Kennedy, som sagde det i en af sine berømte taler.

I vores kultur er det så indbygget at tænke over, hvad vi får ud af alt muligt. Men hvad nu, hvis man netop vender det på hovedet og ser på, hvad andre får ud af det, som vi har at give!

Jesus ser en fattig enke give en lille gave. Men det, der ser ser ud som en lille gave, fremhæves af Jesus som noget, der gør en verden til forskel.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem manuskriptet fra skrivebordet og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 4

Prædiken søndag d. 11. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 12,41-44. Særligt: Dåb
Hvad kan du give?

Helt i begyndelsen af Bill Clintons første præsidentperiode blev jeg klippet. Det er sket mange gange siden 1993, men jeg husker denne gang, fordi fjernsynet kørte med en tale af Bill Clinton. Så lige præcis den frisøraftale glemmer jeg aldrig.

Når man som jeg lever af, at skulle tale til folk, så ser man op til folk, der taler bedre end én selv – jeg ser op til mange! Og jeg jeg holder øje med mange politikere, præster og mennesker, der giver gode TED-talks.

Jeg så Bill Clinton tale. Det var fantastisk. Han var og er meget dygtig til det. Obama endnu bedre, og Trump….. not so much.

Jeg husker det endnu. Bill Clinton sagde: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land?”

Genialt! Hvad jeg ikke vidste dengang var, at det ikke var noget Clinton havde sagt, men at det faktisk var JFK som er manden bag de ord.

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dig land?

2 af 4

Meget ofte, når vi overvejer ting, eller når reklamerne, skal tale til os, så handler det om, hvad vi får ud af f.eks. komme i kirke eller hvad får jeg ud af at købe et eller andet produkt?

Vi er nok nødt til at indrømme, at vi også kender overvejelserne.

Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud

Hvad får jeg ud

af at tage ned i fitnesscenteret? af at være med i gospelkoret? af at komme til gudstjeneste? af at komme til familiefesten?

det?

Hvad nu hvis vi Hvad nu hvis vi med, hvis jeg…..?

vender altsammen på hovedet? istedet spørger, hvad kan jeg bidrage

Hvad mon det kan betyder for andre, at jeg gør…?

I Danmark lever vi desværre i Jantelovens skygge, så det kan faktisk være lidt svært for os, at fremhæve, alle vores styrker og tale åbent om, hvad vi kan bidrage med.

Sådan en snak bliver de fleste af os ganske ukomfortable over.
Personligt har jeg det meget anstrengt med de her samarbejdsøvelser, som er gode at lave på arbejdspladsen. Øvelsen der består i, at skrive alle sine styrker på et stykke papir og dele det med dem, du arbejder sammen med.

Det er meget lettere for os, at tænke over, hvad vi får ud af at arbejde på dette sted.

3 af 4

Når Jesus er på banen er der ingen tvivl om, at alting vendes på hovedet.

I en kultur, hvor børn er til besvær, byder han børnene velkommen.

I en tid, hvor kvinder kun er noget i kraft af deres mand, fremhæver han kvinder og løfter dem frem.

På et sted, hvor de rigeste og mest succesfulde er de eneste, som reelt har en plads i samfundet, går Jesus hen og mødes med de fattigste, de syge, de udstødte. Dem på udkanten af samfundet.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Jesus faktisk ser den lidt pjuskede og tydeligvis fattige kvinder, der virkelig skiller sig ud blandt alle de andre polerede – flest mænd – som kommer frem til tempelblokken for at flashe, at nu giver de faktisk til templet, sådan at templet kan tage sig af de svage.

Hun har, sammenlignet med andre, ikke meget at give af, men det holder ikke hende tilbage fra at give. Hun vil også bidrage, så hun går frem og giver sin gave.

Jesus ser det. og han kalder sine disciple sammen: “Sandelig siger jeg Jer: Denne fattige enke, har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

4 af 4

Det kan godt være at hun er fattig, men det er ikke det sammen som at hun ikke kan bidrage.
Hendes bidrag, som måske ikke er meget i kroner og ører. Men det er er lige så væsentligt og det betyder noget, fordi hun har givet af sig selv. Hun har bidraget og været med til at gøre en forskel.

Hun har ikke tænkt, hvad får jeg ud af det. Hun tænker, det er også mit ansvar og jeg vil også være med til at bære. Og det gør en forskel.

Jeg er ikke sikker på, at Bill Clinton eller Kennedy, havde denne historie i tankerne, men tankegangen er den samme.

Vi har alle sammen noget at give, og der er brug for at vi alle gør det. Det handler om penge, det handler om at være tilstede. Det er at være næstekærlig på arbejdspladen, i familien, i bussen, også selvom vi ikke synes, vi har overskud til at være det.

Det har vi alle brug for, men vi kan alle også give, og kraften til det, kommer et sted fra, hvor det er helt uudtømmeligt.

Du har uendelig værdi. Du er skabt i Guds billede, og du har så meget at give.

Verden bliver et bedre sted ved at du er her.
Spørg ikke, hvad du får, men spørg, hvad du kan give! Amen
Salme: Gud dine hænder

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072page5image28210688page5image28211264page5image28211840page5image28212032page5image28212224page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

 

Er det min skyld?

Det er Knæk Cancer uge. Mange mennesker, som rammes af cancer, ender med på et tidspunkt i forløbet at spørge sig selv om, hvad de dog har gjort for at fortjene dette?

Jeg tager tråden op i talen på søndag, der kommer til at undersøge de problemer, som er forbundet med at påtage sig skyld for sygdom eller ulykker, som rammer. Gennem en blind mands oplevelser får vi måske nyt syn for, om det virkelig kan være vores egen skyld, når alt går skævt. Kan vi virkelig påtage os ansvaret for blive raske?

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte af afvigelser mellem det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Job 42,1-6,10-17 & Salme 34,1-8,19-22 & Hebr 7,23-28 & Mark 10,46-52.

Vi er nået til den sidste af gudstjenesterne, hvor Jobs Bogs universelle temaer om lidelsens problem sættes sammen med en evangelietekst.

Det er kirkens opgave at sætte bibelens historier ind i en sammenhæng med det liv, som vi lever i dag.
Kirken skal jo ikke være et museum, for få interesserede mennesker, der nørkler med fortidens teologi.

Vi skal netop sætte det hele i spil, for hvis ikke vi gør det, er jeg da nødt til at spørge hvilken værdi, alt det vi gør i det hele taget har?
Det indebærer også, at vi skal lægge arm med de tunge spørgsmål, også selvom vi nogen gange må erkende, at vi ikke har smarte og hurtige svar, som vores tid efterspørger.

Job er på bagkanten af alle sine mange uhyrlige lidelser. Jeg skal spare jer for et resume af det, men opfordre til at læse de 42 kapitler i bogen – eller tag tegneserien.

Gud har talt til Job og ladet ham forstå, at Gud ved mere end vi nogen siden kommer til. Der hvor der er liv, er der kamp og der er spørgsmål.
Job får ikke svar på alle sine spørgsmål, men han vinder en tillid til Gud, som gør at han kan overgive sig til at Gud har styr på det, også selvom han sket ikke selv har det.

2 af 7

“Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig!”1…..”Jeg har talt om noget jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked,”2 siger han.

Det er en vigtig pointe, at Job faktisk ikke får svar, men det, at han oplever Guds nærvær – endda på en ganske skræmmende måde – giver ham ro og tryghed til at tage tingene som de er – også selvom han stadig ikke forstår.

Resten af bogen går med at beskrive, hvor rig og succesfuld Job bliver. Han får bl.a. smukke døtre og det er en virkelig velsignelse.
Historien tjener det formål, at vise samtiden, og det er længe siden3 og i en anden kultur end vores, at Gud belønner den, der stoler på ham.
Rigdom var datidens tegn på at være yndet af Gud. Vi skal forstå, at job har gjort sig fortjent til al den succes. Det ligger dybt i kulturen at medgang var et udtryk for at man holdt sig på god fod med Gud, mens modgang var præcise det modsatte. Modgang er menneskets egen skyld.

For os lyder det måske som noget pjat. Men hvis vi for alvor mærker efter, ligger de tanker dybt nede hos langt de fleste af os. For der må jo være en eller anden form for retfærdighed til.

1 Job 42,22 Job 42,3

3 Formodentligt forfattet omkring 400 FK. Gads Danske Bibelleksikon. Artikel om Jobs Bog.

page2image8049536

3 af 7

Men hvad nu, hvis der er elementer af livet, som ikke er præget af retfærdighed?
Tanken om, at der skal være en uforudsigelig vilkårlighed i livet, er os fremmed.

Vi har det helt generelt vanskeligt med ting, vi ikke kan kontrollere og ting vi ikke kan fixe.
En af grundene til det er, at det indebærer et tab af kontrol, at være ansigt til ansigt med noget meningsløst, og det kan vi ikke lide. Vi kan ikke lide at være magtesløse.

Uge 43 er ugen, hvor vi minder hinanden om at vi kommer i situationer i livet, hvor vi er magtesløse. Cancer er en af de sygdomme, som gør os magtesløse. Mange mennesker kæmper med – eller mod om du vil – cancer. Det er knæk cancer ugen.

Mange af os er berørt af cancer. Nogen af os, som er her i dag har cancer. Flere af os har haft det, og vi kender alle nogen, som lige nu har sygdommen tæt inde på livet.

Jeg tror at alle, som rammes af cancer – eller anden træls sygdom – før eller siden sidder med tanken, der spørger: “Hvad har jeg gjort siden jeg blev syg?”

Jeg tror, det er helt normalt og i vores længsel efter at kunne forklare, så begynder vi at finde på forklaringer. Jeg har også været fest-ryger. Jeg har også været forbrændt af solen mange gange. Det var også nogle år med nogle vilde weekender.

4 af 7

I følge sygehuspræsten Lotte Blicher Mørch, så er vi faktisk ofte, når vi ikke er i stand til at forklare, villige til at tage skylden for sygdom på os. For så er der i det mindste en forklaring.4

Når vi gør det bevidst eller oftest ubevist, så sidder vi fast i en livsopfattelse, hvor vi tillægger os selv en magt, som vi dybest set ikke kan tåle af have.

Men det ligger så dybt i os, at vi ikke kan eller ikke tør slippe kontrollen.

Hvis vi til påtage os ansvaret for at sygdommen ramte, så bærer vi også ansvaret for at vi skal blive raske. Det er det jo ikke alle, der bliver og det er ubærligt for os. Især bliver det ubærligt, hvis vi holder fast i, at sygdommen rammer som noget vi skulle være skyldige i. Det er faktisk ikke alt i livet, vi er herre over.

Undskyld at jeg siger det lige ud, men det har vi brug for at fatte. At vi ikke er herre over alt i livet.

For Job kom den erkendelse, da han havde mødt Gud. Det gjorde ikke at han forstod, men det gjorde at han slap ansvaret for noget, der ikke var hans ansvar at bære. selvom han slap ansvaret, så holdt han på forbilledlig vis fast i, hvem han var. Han var ikke sin elendighed, men han var udsat for lidelse.

4 Kristeligt Dagblads hjemmeside d. 26. august 2016. https://www.kristeligt- dagblad.dk/liv-sjael/vi-bliver-ved-med-tro-vi-skal-mestre-fixe-og-haandtere-alting? fbclid=IwAR3pwyaEwbSsRWuUPRmCWnGmXvImsTQcyEzDZM8aTruqxcTHeQf5jlsI D60

page4image8208768

5 af 7

Det er muligt vi kan fordømme os selv, for sygdom og ulykke, som rammer os. Men i en ny testamentelig tænkning, er der ingen fordømmelse.
Det kan god være svært at forholde sig til, og det har mennesker, der står i mængden for at se Jesus ankomme til Jeriko umådeligt svært ved, da den blinde tigger Bartimæus fra sit sædvanlige tiggested i byporten råber op: “Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!”5

Der er to ting i gang her.
For det første forsøger folk at få Bartimæus til at klappe i. Jesus, som de alle har hørt om, skal ikke konfronteres med en mand, som selv er skyld i, at han sidder der og er blind. Når han tigger sørger fællesskabet jo for ham, så nu kan han da i det midste bare holde sig lidt væk. Det er ikke til at holde ud at blive konfronteret med hans dårligdomme.

For det andet, så har vi en Bartimæus som hele sit liv gennem sin blindhed er blevet mindet om, at Gud ikke vil ham det godt. At det formodentligt er hans egen skyld at han sidder, hvor han gør.

Samtidig har Bartimæus aldrig sluppet håbet om, at livet kan se anderledes ud. Han har holdt fast i at han er mere end sin blindhed, han er et helt menneske. Selvom han lige nu ikke kan se, så kan også hans liv komme til at se anderledes ud. Det håb ligger lige under overfladen, når han begynder at råbe op.

Bartimæus tager et skridt i tro, og stoler på den Jesus, han har hørt om.

5 Mark 10,47

page5image8289856

6 af 7

Han giver pokker i, at nogle måske vil mene, at det er svagt at bede om hjælp. Han har indset, at han er nødt til at slippe, det han alligevel ikke kan holde fast i – sin påståede skyld, skam og ansvaret. Og han han holder fandt i håbet om, at hans liv kan være anderledes.

Og han bliver ikke skuffet. Jesus svigter ikke. Faktisk venter der ham en helt ny tilværelse.

Da Bartimæus har indset, at Jesus er kommet til ham midt i hans lidelse, da kommer friheden fra blindheden. Da er han fri, endda længe før han faktisk kan se.

“Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”6 Spørger Jesus. Amen
Salme: Menneske din egen magt