Jesus er for stor en kamel at sluge på en gang.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os. For det, at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Jeg taler om Johannes Døberen, som baner vej for Jesus, og dermed hjælper mennesker med at forstå, hvad der er ved at ske. I små bidder. 

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 11,2-11

Som forældre skærmer vi nogen gange vores børn fra verden. Vi bestemmer, hvad de må se på TV, men glemmer i øvrigt at tjekke op på, hvad de ser på deres telefoner på Youtube.

Vi fortæller dem om verden, om dårlige og gode nyheder, på en måde, som vi mener passer til, hvad de kan rumme på deres udviklingstrin.

Sådan gør vi, når vi er bange for, at den fulde sandhed, vil vælte vores børns opfattelse af verden. Det er det, der sker, når vi vurderer, at de ikke er modne til at håndtere den fulde sandhed.

Selv om voksne har vi nogen gange brug for at få sandheden serveret lidt i etaper, så vi faktisk kan rumme den.
Egentlig er det et bibelsk princip, som Paulus anvender, der beskrives i 1. Korintherbrev: “Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu;”1

Det tror jeg imidlertid godt vi kan tåle, så nu går vi til historien om Johannes Døberen.

1 1. Kor. 3,1-2.

page2image26421376

3 af 7

Det er også en historie om at servere nyheder lidt af gangen, således at menensker kan rumme hele omfanget.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå, omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os, for det at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Adventstiden rummer profetierne fra Esajas, som minder os om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket og at vi skal se et stort lys.2 Gud vil gribe os.

I adventstiden mindes vi, hvordan Gud kom til os. Men samtidigt er det en forberedelses tid, som peger frem mod, at det vil ske igen. Det har vi brug for. Jeg længes efter det, for der er ingen tvivl om, at mørket findes i vores verden.

På årsdagen for krystalnatten, blev jødiske begravelsepladser vandaliseret. En jødisk familie fik sat en jude-stjerne på postkassen ved deres hjem. Antisemitismen viser sit grimme fjæs. Man kunne håbe, at vi i Europa havde lært af vores dystre fortid!

Statministeren bekendtgør, at syrienskrigere og deres børn intet har at gøre i Danmark. Siden hvornår er vi i Danmark begyndt at lade forældres synd gå i arv til uskyldige børn?

2 Es. 9,1.

page3image26386688

4 af 7

En mand helt uden moralsk kompas leder verdens supermagt. Man kunne tro, at det var et reality-show på TV, men ak, det er virkelighed.

I vort land stiger andelen af børn, der mistrives og kæmper med angst og ensomhed. Mange danske børn har oplevelsen af, at deres travle forældre, hverken ser eller hører dem.

Tilsyneladende er der også grobund for islamistisk terror i vort land. Mennesker slås med sygdom og døden er en realitet.

Det er let nok at få øje på mørket.

Men der er også lys.
Lyset er dog nødt til at komme gradvist, ellers blændes vi af det vi ser.

Johannes Døberens rolle er præcis, at pege på den Jesus, som kommer efter ham. At pege på lyset.

Det gør han ved forberede folk på, at Jesus er på vej. En af forberedelserne, som folk gør er, at blive døbt af ham i Jordanfloden til deres synders forladelse og til et nyt liv. Johannes er meget tydeligt. Der kommer en efter mig, siger han, som er stærkere end mig.3

Der var mange menensker, som var samlet omkring Johannes og levede sammen med ham ude i ørkenen, mens de ventede på Jesus. I dag ville vi nok have set på det, og omtalt det som noget sekterisk.

3 Matt 3,11.

page4image26585600

5 af 7

Johannes har været den stemme i samfundet og dermed har han også været en trussel mod magthaverne. Den slags menensker har man det stadig med, i nogle sammenhænge, at fængsle. Så der var Johannes Døberen havnet.

Han havde brugt sit liv på at forberede menensker på Jesus komme.

Men nu sidder han i fængslet og bliver i tvivl om, hvad det lige er, der sker omkring ham.

Vi ved godt at forventninger til Jesus var, at han ville brage ind i Jerusalem og smide romerne ud. Men han gjorde jo ikke helt som folk forventede. Det er som om, at på det her tidspunkt i Matthæusevangeliet, at der er sket et skifte i folks opfattelse af jesus. Det er som om, at nu begynder de kristiske røster at pippe frem.

Nu er Johannes også kommet i tvivl om, hvad det lige er, som sker.

Det må jo være frygteligt, når man som Johannes faktisk har haft en mission i livet, og så komme i tvivl om det hele.

Han sender to af sine disciple til Jesus og de spørger ham: “Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”4

4 Matt 11,3.

page5image26586560

6 af 7

Jesus kunne bare have sagt ja, og dermed givet Johannes fred i sindet.

Jesus tvister det hele, således at Johannes’ tvivl bliver til proklamation af Kristus.

Han siger til de to disciple: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser.
Hvad er det, de ser omkring Jesus?

Det er netop tegnene på, at Guds rige er kommet nær, at alting er vendt på hovedet. Nu ser de blinde.5 De døve hører. De spedalske bliver rene.6 De lamme går.7 De døde opstår8 og evangeliet forkyndes for fattige.9

Svaret er ja, Johannes, Guds riger kommet nær. Men det er ikke kun for dig, men for alle, som trænger.

Det er det, vi gennemlever her i adventstiden.

Vi hjælper hinanden med at få øje på de små tegn på, at Jesus er i verden.

For lyset er her også! Om kort tid vil vi atter opleve, at lyset trænger mørket tilbage, og dagene bliver længere. Det er et godt vidnesbyrd om, at lyset vinder frem, og at det altid vil være stærkere end mørket. Sandheden i dette

5 Matt 9,28-32. 6 Matt 8,1-4.
7 Matt 8,5-13. 8 Matt 8,1-4.

9 Matt 5,3-12

page6image26588096

7 af 7

minder Johannesevangeliet os om: “Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Joh.1,5.

Om lidt kommer tiden, hvor vi igen skal forkynde om Gud, der i Jesus blev menneske. Han, som er verdens lys, kommer til os. Mørket må vige, for “lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er ved at komme ind i verden.” Joh.1,9.

Amen
Salme: Det er så mørkt omkring advent.

I dag skal du være med mig i Paradis

Det er sidste søndag i kirkeåret. Lige rundt om hjørnet venter adventstiden, hvor vi glæder os over, at lyset (Jesu komme) begynder at bryde frem. I sin tale ved gudstjenesten på søndag maler jeg et billede af Jesus som konge. Men det er en anderledes konge, for han hænger på et kors og er tilsyneladende fuldstændig afmægtig. Ved hans side hænger to forbrydere, som også korsfæstes. Den ene af dem forstår hvem jesus er.

Men hvad er det, han ser, som gør, at han pludselig forstår og tror på en sådan måde, at Jesus lover ham en plads i paradis?

 

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 8

Gudstjeneste søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.
Musik: Anders Gustavsen-Sprotte. Finn Hansen Trøjgaard. Sang: Emma Berghuis Stokholm, Rikke Roland Honoré  & Søren Jantzen.
Teknik: Julian Felix-Levin

Emma: Peace in Christ
Velkomst
Salme: Hil dig frelser og forsoner
Bøn – Fadervor
Børnekirke
Indslag om indien
Omtaler og indsamling
Salme: Glæd dig, din Herre Gud
Bibellæsning
Tale
Taizé: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre (flyder over i….) Bøn og lys
Rikke: Remembrance
Salme: Der er noget i luften
Velsignelse
Søren: He Lives

2 af 8

Prædiken søndag d. 24. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Jer 23,1-6, Luk 1,68-79 (Salme 46) & Kol 1,11-20 & Luk 23,33-45.

Der hang to mænd på et kors…

Det kun lyde som indledningen til en joke, men det er det ikke i dag. Det er indledningen til den sidste tale i dette kirkeår.

Denne sidste søndag inden, adventstiden begynder, fokuserer vi på Jesus, som kongen, den almægtige, verdens frelser. For der ingen tvivl om, at frelsen kom med den mand, som er hele verdens lys.

Så er spørgsmålet bare om vi faktisk har brug for frelse?

Er der mere i historien om to mænd, der hang på et kors?

De to mænd, der hang på et kors, var i en situation, hvor de havde brug for frelse. Det var ret åbenbart at, de havde brug for det – ret desperat endda.

For er man først i romerriget blevet dødsdømt, og hamret fast til at kors, så man kunne hænge der i vanvittig lidelse, og på den måde blevet en del af datidens syge reality-shows, så var man sådan cirka så langt ude, som man overhovedet kan komme som menneske.

Vi ved ikke andet om de to mænd på koret, end at de var forbrydere. Faktisk betyder det græske ord (κακοῦργοι) “de, som gør det onde.” I Matthæus1 og Markus2 beskrives de som røvere. Det er sikkert derfor mange af os mener, at det er to røvere.

1 Matt 27,38 2 Mark 15,27

page2image9781248

3 af 8

Forbryder er ikke noget man bliver sådan over night. Der ligger sikkert en lang opvækst fyldt med svigt og bristede muligheder bag de to mænd, på korset. Der er ganske givet en lang række af forbrydelser, og mennesker de har forudrettet bag dem. Helt sikkert er det, at deres liv har ikke være let. og der er løbet meget vand i åen, før man kommer til at ende sit liv, som dødsdømt, selv i datidens grusomme romerige.

Med det siger jeg, det som ene røver bekræfter, da han nævner, at de to kriminelle får løn som forskyldt.3 De har selv bragt sig i en situation, hvor de faktisk får som de har fortjent. Med andre ord, de er sådan cirka så langt fra at kunne kalde sig Guds bedste børn, som man kan være.

Der hænger to mænd på et kors, og de er så langt ude, som man overhovedet kan være. De er i helvede! Når man er i helvede, kan man ikke redde sig selv. Da har man brug for frelse.

Mellem dem hænger en tredje mand. Han er ligesom dem selv, blevet slået, sparket og pisket. Det er ham al opmærksomheden er omkring. Det er ham de mange menesker, som er forsamlet gør nar af. Det er ham de råber af. Det er ham de er kommet for at se.

Over ham på korset hænger et skilt: INRI
Det er besættelsesmagtens ydmygelse på deres latin: Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum”
Jesus fra Nazaret – Jøderne konge.

Ydmygelsen var total- Ingen kongelig er henrettet ved korsfæstelse. Hvis man var kongelig, hvad man selv i døden privilegier, som gjorde dødstraffen mindre smertefuld.

3 Luk 23,41.

page3image9774464

4 af 8
Soldaterne håner ham

Jesus har på intet tidspunkt i sit liv hævdet, at være fornem eller kongelig på den måde, andre er. Tværtimod har han altid opsøgt de fattige, de udstødte, de forhadte, de glemte, de oversete, de kriminelle, de prostituerede. Ofte er Jesus af de fromme, præsterne og farisæerne, blvet kritiseret for at omgås alle de urene. Underforstået, at han da burde være samen med dem, for de har jo med deres ydre fromhed vist, at de har gjort sig fortjent til hans opmærksomhed.

På Golgata er Jesus også sammen med de nederste, de forhadte og de udstødte. To røvere, der sammen med ham skulle lide og dø.

Vi ved ikke meget om dem. Men det er overvejende sandsynligt, at de har hørt om jesus.
Det havde alle.
De ved, at han har helbredt syge, at han har en tendens til at spise sammen med alle dem, de andre hader. De kender sikkert nogen, som er blevet det i Jordan af Johannes Døberen, som forberedte folk på frelsens som Esajas har profeteret om.”

Så de ved godt, hvem Jesu er. De ved, at han har sagt at man skal elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én.4

Nu oplever de, at Jesus faktisk gør det, han har sagt andre skal gøre. korsene er lige blevet rejst og midt i jublen fra masserne og smerten og lidelsen Jesus selv var i, udbryder han.”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”5

Røverne ser en mand, der er nærmest nedbrudt, men også en mand, som holder fast i det, han tror på.

4 Matt 5,44 5 Luk 23,34

page4image9773696

5 af 8

Den ene røver spotter ham og siger: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”6 Når vi selv er på spanden, kan vi afledes os fra vores eget rod, ved at finde andre, der også er på den. Det er meget menneskeligt.

Den anden begynder at forstå, at Jesus er for real. Så han flytter fokus røveren, der mobbede Jesus. Han irettesætter den mobbende røver. Vi to får det vi har fortjent. Det er helt galt, men retfærdigt. I bibelsk sprogbrug: Vi er syndere og får det vi har fortjent. Men på peger han; Jesus er helt uskyldig!

Midt i deres værste elendighed, har de fået noget at tænke over. Når de ser op, opdager de, at Jesus er med dem i deres lidelse. Måske er det desperation, måske er det sidste håb. Der er i alt fald ikke et langt livs studier af bibelen, eller mange besøg i synagogen, eller ofringer i templet.
Med sine sidste kræfter udbryder han: “Jesus, Husk mig, når du kommer i dit rige!”7

Ordet husk mig8, betyder ikke bare husk, for det er et ord, som i det bibelske univers betyder mere end det. Det betyder “Hjælp mig, frels mig.”

Jesus ser ikke på den døende mands meritter, hans tro, hans hellighed, men han hører hans råb, og dermed hans tro. Han ser hans behov for frelse. Måske er hans tro ikke større end et sennepsfrø9, men den er der, ellers havde han ikke råbt.

Nu bliver det interessant: jesus siger: “I dag skal du være med mig i Paradis!”10 I dag betyder lige nu.

6 Luk 23,39 7 Luk 23,42

8 Gud glemte ikke Noa 1. Mos 8,1, Gud huskede Abraham og reddede Lot i 1. Mos 19,29

9 JF. Matt 17,20 10 Luk 23,43

page5image9772928

6 af 8

Hvad sker der med os, når vi dør? Baseret på min læsning af bibelen, bl.a. præcis dette stykke, er det min tro, at når vi dør, oprejses vi umiddelbart i Guds rige. Jeg tror sådan fordi jeg læser, at Jesus har samtaler med Moses og Elias i evangelierne11. Jeg tror sådan fordi Paulus indikerer, at hvis han dør, skal han være sammen med Gud.12 Jeg tror det, fordi Jesus siger i dag skal du være sammen med mig i Paradis. Jeg tror sådan fordi menneskers nærdødsoplevelser viser os, at det nye liv begynder umiddelbart.

Jeg tror sådan, fordi jeg har oplevet menensker finde dyb fred og tillid ind i døden. Min mors gamle faster, som hele tiden i øvrigt har sagt til min familie, at jeg endte som præst, døde med et smil på læben og et tak Jesus.

I dag skal du være med mig i Paradis.

Paradis er et gammelt persisk ord, der betyder kongens have. Den største belønning man kunne få, var at blive lukket ind i kongens have og nyde skønheden og freden der. Der var intet smukkere sted på jord. Med tiden blev Paradis overtaget af den jødiske kultur og begyndte at henføre til Edens have, som er kongens have – Guds have.

Haven som Gud har skabt os til at være i., Og ja, det er rigtigt, at menesket på grund af Adams og Evas synd, blev smidt ud af haven og dermed fremmedgjort for Gud. Men det er den have, der peges på, når Jesus siger, I dag skal du være med mig i Paradis.

Gud ønsker at vi skal leve i Paradis, og indtil da er det vores opgave at skabe et Paradis, som kan være på jorden, blandt menensker i vores verden. Men der kommer en dag, hvor vi skal være med Jesus i Paradis.

11 Mark 9,2-13, Luk 9,28-36 og Matt 17,1-10. 12 Bl.a.Fill 1,20

page6image9772736

7 af 8

Jeg siger ikke, at bibellæsning, bøn, næstekærlighed, dåb, nadver, gudstjenester, ikke er vigtige. Det er det. Det er vigtigt for at skærpe vores sanser og vores tro, så vi ser Gud midt i vores liv, så vi finder kræft og styrke til at elske Gud og vores medmenesker, sådan som Jesus gjorde, for på den måde peget vi på Guds kærlighed, som en forvandlende kraft i verden og i menneskers liv.

På den måde kan vi være dem, som er der, hvor menesker, har brug for at møde nåde, kærlighed og barmhjertighed, for det er vi kaldet til at vise og til at gøre.

Det er præcis det Jesus viser på koret overfor de to røvere. Det er det jesus viser du og jeg på korset. Det er en helt central begivenhed i al kristen tro og tanke, for på korset og med ordene til i dag skal du være med mig i Paradis, gøres der op med at al synd, som kan skille et menneske fra Gud og for et evigt liv i Paradis.

Jesus spørger ikke forbryderen om han tror, om han er døbt om han vil være med til at opretholde… han ser ham for den han er.

Det er lige snart adventstid, og vi skal gøres klar til at fejre, at Jesus kom, at Gud vil frelse os og denne verden fra alt ondt og fra vores egen selvoptagethed.

I dag er grunden lagt, og jeg vil slutte af med at sige at vi kan tage mod og bringe Guds kærlighed frem overalt. For uanset hvad, så er vi aldrig et sted, hvor vi kan sige, at vi har gjort os fortjent til den.

Nåden er for alle. For røveren i elendighed på korset, for du og jeg, uanset hvilket elendighed, eller hvilken fest, du måtte begynde dig i.
Jeg har brug for frelse, og det tror jeg også, at du har.

8 af 8
Jesus er med dig. Lad os byde adventstiden velkommen.

Som Paulus så fint siger det: “For at nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke Jer selv, gaven er Guds.”13

Amen.

page8image9771776

13 Ef 2,8

In the shelter of Your presence – Gospelmeditation

Dagens gudstjeneste var en gospelmeditation.

Det er en anderledes gudstjeneste, hvor man kan ligge på gulvet eller sidde på stole. Sangere og pianist fra kirkens musikteam synger stille sange og  gospelnumre. Man kan synge med, eller man kan lytte.

Undervejs kan man benytte bønnestationer, tænde lys, skrive bønner, lægge sten eller blomster. Kort sagt, så kan man bare være. Man kan være aktiv, eller passe, man kan endda tage en lur, hvis det er det man har allermest brug for.

Der er også altid en tale. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 1. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 23. Gospelmeditation. In the shelter of Your presence. Om at finde helle.

Jeg gætter på, at du kender til det at være så træt og så udkørt, at du er kommet forbi der, hvor man virkelig mærker det.

Man har bare lyst til at at få lov at være i fred.
Man har lyst til at man ikke skal taget stilling til noget som helst.
Man hører sig selv sige. Jeg skal bare lige have lov til at være mig. Bare lige få lov til kun at være…..

Det er lige præcis det, som du kan her. Det er netop formålet med denne gospelmeditation. At du kan få lov til bare at være.

Hvem af os er ikke godt og grundigt trætte af e-mails om ligegyldigheder, hvor vi bare er sat på cc.
Jeg gætter på, at vi er mange, som farer sammen, hver gang telefonen eller computeren siger pling.

Jeg tror også, vi er mange som har prøvet det med at række ud efter telefonen i lommen, fordi vi troede at den vibrerede, men det var noget vi bildte os ind.

Vi lever på mange måder i en tid, hvor kravene til vores generation ser markant anderledes ud, end de gjorde til vores forældre. Jeg siger ikke at det er hårdere, for det tror jeg ikke selv på, men det er anderledes.

Vi skal være på, og helt fremme i skoene – hele tiden.

2 af 6

Det med bare at passe sine pligter, duer ikke. Vi skal være proaktive. Vi skal være udviklende. Vi må endelig ikke gå i stå. Folk, der har spurgt os om noget på mail eller SMS, de skal have svar med det samme.

På en eller anden måde, har vi bildt os selv ind, at vi skal være på, også når vi ikke er på arbejde.

Sidste weekend tog jeg mig selv i at svare en mail, som den der havde sendt den, havde skrevet haster på, kl. 0.30 søndag morgen. Mest af alt er jeg tosset på mig selv, fordi jeg overhovedet tjekkede mail på det tidspunkt. Det er da for dumt.

Så den her fornemmelse af, at trænge til en pause, hvor der ikke er noget som helst, jeg skal forholde mig til. Den kender jeg, og jeg gætter på, at det gør du også.

Det er ikke et nyt behov, der er skabt af vores tidsalder, eller af vores teknologi.

Det er et alment menneskeligt behov, som vi har lært at ignorere, eller værre endnu, forbinde med svaghed.

Selv i meget gamle dage, under Kong Davids tid var dette kendt.

Kong David, som tilskrives en stor del af salmerne i Bibelen, levede ca. 1000 år før Jesus blev født, så ordene vi hørte læst og som jeg referer til, er altså tre tusind år gamle.

Tiden var en anden, men menneskets behov for at finde hvile og ro, var præcis det samme, som i dag.

3 af 6

I deres verden, var det naturligt at forbinde den totale oplevelse af ro, med et nærvær af Gud.

Når man kender historien om Kong David, så er det ikke så svært, at forestille sig, at han også kunne komme i den situation, at nu var det hele bare for meget.

David lægger navn til en hel del af de 150 salmer, som er i bibelen.

Salmerne er fantastiske, fordi de løfter sløret for menneskers erfaringer med Gud.
De er ikke et udtryk for universitets-teologi.
De er ikke lærde prædikener, som vil fortælle folk, hvordan de skal tro.

De er menneskers oplevelse af Gud.
Mange af dem er på ingen måde polerede, de er deciderede klagesalmer, som udtrykker håbløshed opgivenhede og tvivl.
I salmernes bog finder vi alle mulige ufriserede udtryk for tro og for tvivl.

Salme 23 er én af dem, der udtrykker tro. Måske er den meget kendt, fordi den vældigt ofte citeres på film i forbindelse med begravelser.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt,

4 af 6

for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

David er et mangefacetteret menneske. Han er en af de største helte i Bibelen, og det pointeres stærkt, at Jesus er i slægt med ham. Samtidigt står han for en del historier, som ikke tåler dagens lys.

Han er hyrdedrengen, der som ganske ung bliver konge. Det at han bruge billedet, at Gud er hans hyrde, afslører ret meget, hvad han er rundet at. Hyrden.
David er kriger og klarer sig med stor succes på fronterne hele vejen rundt om sit rige. Personligt overvinder han kæmpen Goliath med en stenslynge.

I hele sin regeringsperiode er han i stand til at holde fjenden ude, og der opstår tryghed og velstand i hans rige.
Det er hans søn Salomon, der kommer til at opbygge det store jødiske tempel i Jerusalem. Større kan det ikke blive.

Men David var også ham, der fik en officer dræbt, så han kunne komme til at stjæle hans kone. Der er mange historier om, hvordan David kommer galt af sted.
Med andre ord, han var et menneske, som du og jeg. Han er sandelig også et menneske, der hele tiden er presset på alle mulige områder. Magt, krig, kærlighed, overfældende krav, manglende kompetencer, kan det blive ved med at gå godt? Der har været utroligt meget tryk på hele tiden.

I salmen her giver han udtryk for hvor meget han har brug for hvilen. Han ved, at Gud giver ham muligheden for at hvile ud på den grønne eng.

5 af 6

Som gammel hyrde forstår David, at dem som man er hyrde over, er nødt til at stole 100 procent på at hyrden, har deres ryg.

Hyrden beskytter dem om alt ondt, og vil dem godt.

Jesus bruger faktisk den gode hyrde som et billede på sig selv.

Så det er et bibelsk princip introduceret af David i det Gamle Testamente, og faktisk videreført at Jesus i det Nye Testamente, at tillid og tro på Gud, kan lede én til stille vand og ind i grønne enge, hvor man kan få lov at hvile og få kraft på ny.

Så det er gammel visdom, at tro på Gud ikke er forbundet med præstation, men med tryghed, hvile og restitution.

Den gode hyrde er billedet på Gud, der elsker os, alene fordi vi er til, ikke i kraft af hvad vi kan eller gør. Ikke i kraft af hvad vi lykkes med eller kikser totalt.

Den gode hyrde er billedet på Gud, som minder os om, at vi bare kan være, at det er ok at hvile.

Gud, som når vi hviler, giver os nye kræfter og leder os videre i livet.

Ind i en verden, hvor vi tror vi skal præstere som aldrig før, tror jeg, at der er noget utroligt vigtigt i, at forstå og turde tro, at det også er okay bare at være.

At det ligefrem er klogt at standse op og hvile.

6 af 6
For der er faktisk en Gud, som elsker os fordi vi er.

Ham stolede David på ville give ham hvile.

Jesus bruger samme billede. Han siger: Jeg er den gode hyrde1.

Det stoler jeg på. Men det er også noget jeg konstant arbejder på.

Dette er helt i tråd med jesus, som i Matthæusevangeliet siger: Kom til mig alle I, der er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”2

I aften har jeg et sted, hvor jeg bare kan være. Hvor der er helle. Hvor jeg kan hvile.

Du er også meget velkommen. Amen.

page6image7603904

1 Joh 10,112 Matt 11,28

 

Ånden falder

I dag fejrer vi pinse. Det er dagen, hvor vi fokuserer på, at Helligånden faldt over disciplene, som gemte sig i Jerusalem.

Det er en mærkelig historie. Der er tunger af ild, og lyden af et voldsomt stormvejr. Der er en mængde mennesker, som egenlig taler andre sprog, men som alligevel forstår disciplene, når de fortæller om Gud og alt, hvad de har oplevet sammen med Jesus. Der er de, som fejer det hen og tror at disciplene er fulde.

Men der er mere på spil i Jerusalem. Det er den begivenhed, som åbner kristendommen op, så den i stedet for at ende som en nyreligiøs sekt indenfor Jødedommen i dag er en global tro på en god og en kærlighed Gud, som vil mennesker som du og jeg. Jeg håber virkelig, at vi er fulde af lige præcis den ånd, som faldt i pinsen.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. juni 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 2,1-13. Pinsen.

Kristne er alle dage blevet beskyldt for at være lidt specielle eller ligefrem mærkelige. Det er der intet nyt i.

Se blot på, de sidste linier den tekst, som Amanda læste for os. “Andre spottede, og sagde”De har drukket sig fulde i sød vin.””1

Folk fattede ikke, hvad der skete med de her disciple, som havde tunger af ild siddende på sig, som var i et rum, vor lyden af kraftige vindstød fyldte hele huset. Og hvor snakken gik højt. Meget højt.

Disciplene talte de ord, som Ånden indgav dem, at sige. Hvad var det de talte om, jo de talte om Gud storværker, for det var det, som fyldte hos dem.

Tænk en gang, hvad de gennem de sidste par år har oplevet sammen med Jesus.
Jeg kan godt tage mig selv i, at blive lidt misundelig. De har fået lov at gå sammen med Jesus, og de har fået lov at lære direkte af ham. Sikke et privilegium.

Så har de selvfølglig også oplevet at han blve taget til fange, at han døde på korset. Den oplevelse tænker jeg godt, at de kunne have undværet.

På den anden side har de jo været med til at han opstod fra de døde. De har troet og tvivlet.

1 Apg 2,13

page1image27997888

2 af 5

De har fået lov at stå ansigt til ansigt med ham igen efter opstandelsen, og de har fået lov at forstå, at det ikke var tomme ord, men at Gud sejrer over alt ondskab, ja selv over døden.

For ti dage siden var det Kristi Himmelfart, og de så Jesus blive løftet op i skyen, og forsvinde fra dem. Mens hans sidste ord til dem kørte rundt i hovedet på dem. De skule gå op til Jerusalem og og vente på noget, som Jesus kaldte både talsmanden og kraften fra det høje.

Nu er de i Jerusalem, hvor de faktisk gemmer sig. Men nu går det i opfyldelse her, hvor Guds ånd falder over disciplene. De har så meget på hjerte og der er sket så meget i deres liv, at de sket ikke kan holde mund med det.

Det, som er miraklet er, at Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker fra alle mulige steder og derfor har de andre sprog, og de kan faktisk forstå hvad det er disciplene taler om.

Du og jeg ved jo godt, at nogen gange, når noget kommer for tæt på, så kan vi finde på at slå det hen i en joke eller en dumsmart bemærkning.

De er jo fulde…. Så behøver vi ikke forholde os til det.

Her sker præcis det, som Jesus advarer om i forbindelse med lignelsen om sædemandet. Jesu siger: “De skal se og se, men intet forstå. De skal høre og høre, men intet fatte.”2

2 Mark 4,11

page2image27772800

3 af 5

Pinsen er underet, hvor Gud viser sig på en ny og overraskende side. Ånden har ganske vist været i verden, siden begyndelse, men nu falder Ånden over disciplene på en måde, som ingen kan være overhørig. Helligånden er Guds ultimative kommunikation. En kommunikation, der lige som Guds agapekærlighed, tager sit udgangspunkt i modtageren.

Det er Gud, der gennem disciplene kommunikerer sin nåde og kærlighed, på tværs af alle barrierer, der måtte være. Om så det kræver alle mulige sprog, så er det muligt også at krydse den grænse, for budskabet om Guds kærlighed, er stærkere end noget andet, og det lader sig ikke begrænse af noget som helst.

Vi har døbt Bjørn. Vi bad om, at han ikke bare måtte blive døbt med vand, men også med Helligånden. At Gud måtte tage sin bolig i ham, og være med ham alle dage. Der er en vis sandsynlighed for at Bjørn, ikke forstår det med sin forstand, hverken i dag eller om fem år, men ikke destomindre, er det det, der i dag ved Åndens kraft er kommunikeret, ikke bare til Bjørn, men til os alle. At Gud kærlighed er gældende fra før Bjørn og efter Bjørns liv rinder ud. Guds kærlighed er gældende nu og altid. Og den er gældende overalt.

I pinsen falder Guds ånd. Det skete for ca. 1990 år siden, men det har stadig betydning for os i dag.

Hvis ikke Ånden var faldet verdens centrum, som var Jerusalem, så var kristendommen sandsynligvis et et slags nyreligiøst appendix til jødedommen. En tro, som var forbeholdt et bestemt folk, en bestemt kultur og et

4 af 5

bestemt sprog. Den ville måske ovenikøbet være bundet til et bestemt sted.

Med pinsens under, tunger af ild, og lyden af en storm, åbent kirstendommen op for alle mennesker, alle kulturer og alle sprog.
Det er det, som gør at kristendommen er blevet et globalt fænomen, som går gennem tid og sted og på tværs af mennesker.

Hvis ikke Ånden var faldet, var troen på jesus sansynligvis ikke kommet uden for Israels grænser. Nu er der kristne i Argentina, Alaska, Nordnorge, Sydafrika, Australien, Japan, Sibirien, Japan, Filipinerne, Portugal, Danmark.

Det er et mirakel, og det har gjort verden til et bedre sted.

Det er den kærligheds Ånd, som vi fejrer overalt, og som Bjørn også er en del af.

Na ja, du er selvfølgelig også en del af det.

Det er pinsens under, at det kan være sådan, selvom du – eller jeg for den sags skyld – ikke helt kan forstå det.

Men derfor kan det godt være sandt.

Jeg håber virkelig at vi er fulde – helt fulde af den Ånd, som faldt i pinsen.

Så må alle andre tænke lige, hvad de vil.

 

Amen.

Ét i ham

Gudstjenesten i dag fokuserer på Jesu sidste bøn. På dette tidspunkt i historien ved Jesus godt, hvad der venter ham, og man kunne så tro, at han bad Gud om at måtte slippe for døden på korset.

Men nej, hans bøn fokuserer i stedet på os. Han beder om, at den kærlighed, han viser, må skabe fællesskab, enhed og tro mellem mennesker.

I en meget polariseret verden er den bøn om enhed måske mere aktuel end nogensinde før?

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk at der altid er lidt forskel på den skrevne tale og det, som faktisk siges i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 2. juni  2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Johannesevangeliet 17,20-26. – Et i ham

Hvis du endnu ikke har opdaget det, så kan jeg oplyse dig om, at der er valgkamp i Danmark for tiden. I søndags klarede vi valget til Europa-Parlamentet og på onsdag går det løs med valget til folketinget. 

Det betyder at byens lygtepæle er fyldte med plakater af vore politikere, som alle lover os alt muligt godt. Her op til et valg sidder råderumsmilliarderne løst og alt kan tilsyneladende lade sig gøre. 

Vi kan ikke tænde fjernsynet uden at høre, at ham som jeg ikke vil nævne ved navn, igen er ude og brænde koraner af. Det siger han godt nok, at han aldrig Har gjort. 

Noget af det, som jeg også synes, at jeg ser er, at verden – også dansk politik-  er blevet meget polariseret.

Det er jo ikke kun Trump i USA eller Putin i Rusland. 

Ekstremerne kommer også frem her i Danmark. Det ser vi bl.a.ved at ham som jeg ikke vil nævne er ude af busken.

Men altså, når en politiker taler om, at en hel befolkningsgruppe på baggrund af deres tro eller kultur  skal sendes ud, så ligner det noget, som vi har set i Europa i 30´erne, og det endte ikke godt. 

Det er racisme eller ligefrem et udtryk for nazisme, og det er vi nødt til at sige fra overfor. 

Jeg er med på, at der er mennesker, som stemmer på det. Det er et kæmpe problem, og vi må få hinanden i tale – også selvom det er ubehageligt. 

Fløjpartierne siger selv, at de rykket ind til midten. Jeg synes nu nærmere, at midten er forsvundet, så det nu er fløjene, der pludselig taler fra midten, som de tilsyneladende med succes har erobret.  

Alting er blevet sort og hvidt. Det er som om alt det grå, alle nuancerne, er forsvundet. Man definerer sig mod de andre, frem for at sige, hvad det er man selv vil gøre, hvis ellers vælgerne sætter krydserne “de rigtige steder.” 

På mange måder kan vi læne sig tilbage og sige, hvad så? Det er da bare vore politikere. 

Problemet er dog, at det smitter. Det påvirker os alle sammen. Vi mister, eller vi har måske allerede mistet, evnen til at sætte os ind i argumenter, vi ikke er enige i. 

Det er så utroligt let, bare at afskrive dem, vi er uenige med, som idioter. 

Hvis du tænker, sådan gør jeg ikke, så kan jeg sige til dig, at det gør jeg. Jeg er ked af at indrømme det, men det gør jeg. 

Det er helt utroligt tit, at jeg ser ting på Facebook eller nyhedssiderne, hvor jeg bare siger “Idiot, ham magter jeg ikke diskutere med!”

Helt ærligt. Jeg synes, det er en farlig tendens, og vi er en del præster i Metodistkirken – udfordret af vores biskop, som er blevet enige om, at vi er nødt til at åbne munden.

Vi løfter pegefingeren og siger, lad os lige passe på og være opmærksomme på, hvad der sker.

Problemet er nemlig ikke kun os selv, for hvis vi falder i her, så er det polariseringen, vi lærer vores børn, og det bliver verden altså et dårligere sted af.

Faktisk har noget af det, som Jesus beder om her i sin sidste bøn, præcis med med dette at gøre. 

Jesus levede også i en tid, hvor modsætninger stod skarpt overfor hinanden. 

Selv blandt de 12 disciple, som Jesus vidste han snart ville efterlade alene, var der ganske ofte modsætninger og uenigheder. Det vidner den fortsatte historie i Apostlenes gerninger om. Med andre ord, selv de var helt almindelige mennesker. 

Der hvor vi i dag falder ind i Johannesevangeliet havner vi midt i den bøn, Jesus beder kort inden, at han bliver fanget og korsfæstet. 

På dette tidspunkt er det nærliggende at tro, at Jesus ville bruge tiden på at bede for sig selv. I lyset af hvad der skal til at ske, var det helt naturligt, at Jesus ville bede for sig selv, men det gør han ikke. 

Han beder for dem, han efterlader i verden. Når vi læser Johannesevangeliet og ser, at Jesus beder for dem, så er det dem, der var dengang, men sandelig også vi, der er i dag. Jesus beder altså for os, en tanke, som også bekræftes i Romerbrevet.

Hvad er det Jesus beder om. Jo, han beder for enhed. Ordene er: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.”

Vi skal være et, fordi vi er elsket, som Jesus er elsket af sin himmelske far. Og den kærlighed kan gøre forskellige mennesker ét. Det må vi åbne os for.

Enhed, er ikke det samme som enighed, eller at der aldrig er konflikt. Enhed er, at man bevarer samhørigheden, uanset hvad. 

Er det nemt, nej naturligvis ikke. 

Men Jesus beder i bønnen om, at vi må indse, at han er i os, som han er i sin himmelske far. Dette betyder at der er en kraft i kærligheden fra ham, som er tilgængelig for os alle.

Det er lige der, at det faktisk betyder noget at tro, for nogen af konsekvenserne ved at tro – Åndens frugt, kaldes det, er at man præges af kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Det er ikke nogen dum ting, at tage med ind i sit liv. Og det er slet ikke nogen dum ide, at tage med ind i de sort hvide diskussioner. For på den måde, er du og jeg med til at gøre verden til et bedre sted. 

Jeg tænker, at i en polariseret verden, hvor modsætninger står hårdt overfor hinanden, er det gode egenskaber at bidrage med. 

For det er jo præcis det, Jesus ønsker at opnå, når han beder for os. Ordene mod slut er: “for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Den kærlighed er givet, og den er også givet dig. 

Hvad siger du til, at vi går herfra og så forsøger at udvande alt det sort/hvide så vi ser og hører lidt flere nuancer. Der er ikke noget galt med lidt gråtoner i alt det polariserede. 

Kræften til det er givet, og den kommer fra Jesus. 

Amen. 

Salme: Vi rækker vore hænder frem

 

Never Alone. Gospelgudstjeneste med Nardus.

Denne søndag er der gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus. Temaet “Never Alone” blev belyst på mange måder også gennem talen, som jeg fik lov til at holde.

Du kan høre talen her:

Der er også muligheden for at læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. Maj 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 139,1-12.
Gospelgudstjeneste med Nardus. Never alone, and that’s why I am dancing.

Jeg synes selv, at jeg er godt selskab.

I hvertfald så elsker jeg at være alene hjemme. Så har jeg mine helt egne egoistiske rutiner, og det er helt utroligt, så doven jeg kan blive. Men det må I ikke sige til Mette.

Jeg elsker det. Og jeg har et klart behov for indimellem, bare at være mig selv.

Sådan tror jeg ikke, at jeg ville have det, hvis ikke jeg vidste, at den periode, hvor jeg er alene, er begrænset. Kone og børn har det jo med at komme hjem igen – heldigvis!

For det er ofte er, hvor man har været alene nogen tid, at man indser, at man faktisk savner selskabet.

Det en gang i mellem at være alene, det er noget helt helt andet, end det at være ensom.

At være ensom, er når man er alene altid, og der aldrig er pauser i det. Samt selvfølgelig, at man ikke nyder det.

Når man læser i det fire evangelier om Jesus, så er det ret tydeligt, at han indimellem træk sig tilbage fra de mange mennesker, som altid fulgte efter ham, for at være alene.

2 af 6

Det var ganske ofte Jesus ikke lykkedes med det, fordi mennesker trængte sig ind på ham. Han var så interessant, at de bare ville vide mere.

Alene-tiden var vigtig for Jesus.
For det var der i alene-heden at han virkelig var sammen med sin himmelske far. Der var dér han og Gud var sammen. Og det er dér han fandt ro og perspektiv.

Spørgsmålet er dog, om man ligesom Jesus, er nødt til at tage til et øde sted og være alene, for at kunne møde Gud?

Nej, det tror jeg ikke, man er nødt til.

Jeg tror, og det er understøttet af utallige beretninger i bibelen, at Gud er tilstede hos os, uanset om vi er helt alene eller om vi står midt i et gospelkor.

Gud er hos os, når vi fester for fuld skrald på A-bar. Gud er hos os, når vi passer vores studier og arbejde. Gud er der, når vi elsker, når vi græder, når vi sidder i sofaen og Netflix spørger om man stadig ser med. Gud er med, der hvor man knapt orker at række ud efter fjernbetjeningen for at svare, at man stadig ser med, og det er i virkeligheden lidt pinligt.

Gud er der, og du er aldrig helt alene. Også selvom vi ikke opdager det.

Der er forskellige ting, man kan gøre for at opleve det. Jeg tror f.eks, man kan bede. Og hvordan gør man lige det?

3 af 6

Man behøver ikke bruge ord. Man kan bare være stille. Man behøver heller ikke sidde stille, eller folde hænderne. Man kan f.eks. gå.

Man kan også finde et salmevers, eller vers fra bibelen, eller en frase fra en gospelsang, som man gentager igen og igen, eller ligefrem synger.

Man kan selvfølgelig også være ekstrem sådan som vi er flere der er i dag. Man kan prøve at gå i kirke.

Salme 139 som jeg læste for jer, taler netop om det med at uanset hvor jeg er, så er Gud med. Uanset hvor jeg er, om så det er på kanten af livet, eller i dødsriget, så er Gud dér.

Den, som i sin tid har skrevet denne gamle jødiske tekst, siger sådan her: “Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”1

Det er svært at forstå, at i denne store verden, som vrimler med liv, at så skulle Gud have interesse og omsorg for mig?

De tanker kan jeg godt dele. Det er lige til at blive helt svimmel over.
Ikke destomindre tror jeg, at det er sådan det er.

Hvis jeg må være lidt personlig, så er det også min oplevelse og min erfaring.

1 Salme 139,6.

page3image23764096

4 af 6

I 2018 var jeg kun på arbejde halvdelen af året. Jeg havde et halvt år, hvor jeg ikke kunne passe mit arbejde. Der have været for meget fart på. Lyset var brændt i begge ender, og alt det der klassiske, som alt for mange mennesker i vores samfund oplever.

Noget gik simpelthen i stykker indeni, og jeg kunne bogstaveligt talt ikke finde ud af noget som helst.

Hvis der var noget positivt, følte jeg ingenting, Hvis der var lys så jeg det ikke. Hvis nogen sagde til mig, at jeg jo kan så meget, og at det nok skal gå, så troede jeg ikke på det.
Jeg var i et mørke, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle havne i.

Men der var jeg!

Når man ikke synes, at man kan noget som helst, så er dagen lang. Så jeg begyndte at gå. Den ene fod foran den anden, og det var ligesom det eneste, jeg skulle tage stilling til. Og det var dejligt. Det gav ro.

Jeg må have været meget udfordret, for jeg kan se på min telefon, at jeg sidste år gik 4000 km.

En dag mens jeg gik i Munke Mose, blev jeg stoppet af en af der her irriterende facere.
Han var ret ihærdig (irriterende) og begyndte at gå med mig og blev ved med at tale til mig.

Pludselig hørte jeg mig selv sige: “Jeg har ikke noget mod dig, men jeg har noget i mod at blive forstyrret, når jeg går og beder!”

5 af 6

Lige dér gik det op for mig, at noget af det, der skete når jeg gik, var at jeg havde – og har – oplevelsen af ikke at være alene.

Det var når jeg gik, at ordene fra Salme 139 blev min virkelighed. At Gud var der i det værste mørke, jeg nogen sinde har været i.

Jeg fangede, at Gud ville mig,
selvom jeg ikke kunne arbejde,
selvom jeg ikke kunne være sammen med ret mange mennesker,
selvom jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kom til at arbejde igen.
Gud var der, når jeg frygtede om jeg nogensinde igen ville få det godt.

Jeg siger dig: Du er aldrig alene!

Jeg har oplevet det. Bare rolig! Du behøver ikke at have det dårligt, for at opleve det. For det er ikke noget vi skal kvalificere os til, hverken negativt eller positivt.
Det er heller ikke noget man skal tro på Gud på en eller anden bestemt måde, for at opleve det.

Det er bare sådan det er. Du er ikke alene!
Jeg er ikke alene.

6 af 6

“Det er for underfuldt til at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

Men derfor kan det jo godt være sådan! Amen.

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Han er opstanden!

Det er påskedag. Den vigtigste dag for alle, der kalder sig kristne, eller gerne vil kunne tro. Det er nemlig dagen, hvor vi fejrer det helt centrale, nemlig at Jesus opstod fra de døde. Dette er dagen, hvor det viser sig, at alt det Jesus sagde og gjorde, ikke var tomme ord….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her: Talemanuskript i PDF-format

Bemærk at der ofte er små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

1 af 6

Prædiken Påskedag d. 21. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: joh 20,1-18.

Det er påskedag, og ligesom julen, den anden store kristne højtid, så er det det de samme historier, som går igen. Ganske vist har vi i påsken, i modsætning til juleaften, hele fire evangelietekster om opstandelsen af vælge imellem.

Som præst kan det godt være lidt svært, at skulle tage fat i opstandelsen igen og igen, år efter år. Det er jo den kendte historie, som alle, der går bare lidt regelmæssigt i kirke, har hørt mange gange.

Udfordringen er ikke at gøre denne historie levende, for den er i sig selv fuld af liv. Dødens rammer er sprængt.

Udfordringen er, at fortælle historien, som gjaldt det liv og død for dig og mig. For det er lige nøjagtig det, som er på spil påskemorgen – også i år. Det gælder liv og død, intet mindre.

I Johannesevangeliets udgave af opstandelsesberetningen er det sådan, at det i begyndelsen af historien er tydeligt, at det er døden, der råder.

Den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magadalene ud til graven.

Frasen “mens det endnu var mørkt”, har både en overført og en direkte betydning.

2 af 6

Ja, det var mørkt, men det var også mørkt i den forstand at mørket rådede, døden havde talt. Og nu var det tredjedagen, og som efter alle andre dødsfald, hvor man vitterligt har mistet, er det også her som om, at dagen aldrig kan komme igen. Mørket har sejret, og det virker som om, det er for altid.

Maria Magdalene er på vej ud til graven. Vi ved, at hun også var tilstede ved korsfæstelsen, det hævder i hvertfald Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Markus og Matthæus fortæller også, at hun overværede gravlæggelsen. I alle af evangeliernes beretninger om opstandelsen, er det også hende, som er den første der ser den tomme grav.

Det er endnu mørkt, hører vi, og nu ser Maria Magdalene, at stenen er væltet fra graven. Den sten, der er så stor, at intet menneske kunne gøre det alene.

Der er lidt forskellige tolkninger om, hvem denne Maria Magadalane egentlig er, en af dem siger, at hun er den Maria, som er søster til Martha og dermed også søster Lazarus og dermed allerede vidne til opvækkelsen af af en død.

Hvis det er rigtigt, så viser det os med al tydelighed, at det er svært med forstanden, at rumme opstandelsen. Maria Magdalene har set det med egene øjne, da hendes bror Lazarus kom vaklende ud af graven. Alligevel er hendes første tanke, da hun ser den tomme grav, at løbe hen til Peter og fortælle ham, og en af de andre disciple, at de har flyttet Jesus.

3 af 6

Tanken om, at han skulle være opstået, sådan som han havde sagt det, er fremmed for hende, for det var stadig mørket, der rådede.

Og når mørket råder, kan intet menneske se klart. Det er Kun Gud der kan det.1 I dagene efter Jesu død er det mørket, der råder. Verden er fanget i mørket. Intet menneske har håb. Selv håber er dødt.

De to mandlige disciple løber nærmest om kap ud til graven. Simon Peter kommer ikke først ud til graven, men den anden discipel lader alligevel Peter gå ind først. Peter ser linnedklæderne ligge der, og klædet som den døde Jesus havde over hovedet, lå rullet sammen på et sted for sig selv.

Den anden discipel kommer ind i graven. Da han så den tomme grav, lader Johannes os vide, at han så og troede.2 Dette er et vigtig vendepunkt, for indtil da havde de nemlig ikke forstået skriftens ord ord om, at Jesus skulle opstå fra de døde.

Mørket er begyndt at vige for lyset.

Mændene går hjem, men Maria står ude ved graven og græder. Hun bøjer sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidder der, hvor Jesus burde have ligget.

De spørger hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”3

1 JF. salme 139,12.2 JF. joh 20,8
3 Joh 20,13.

page3image25248512

4 af 6

Hun gentager det, hun tror, er sandt, at de har flyttet Jesus og mest af alt er hun nok ked af, at hun ikke ved, hvor han er.

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med Jesus. Men da mørket stadig råder, ser hun ikke, at det faktisk er Jesus, hun står overfor.

Han bruger nøjagtigt de samme ord, som englene: “Kvinde, hvorfor græder du?”4

Hun tror stadig ikke på, at Jesus er opstået, så hun begynder atter på sin forklaring om, at de har flyttet…. “Maria,” Siger Jesus.

Da er mørket helt væk, lyset råder. Da ser hun, da tror hun! “Rabbuni – Mester!”

Maria talte med den opstandne. Han delte sine planer med hende og hun blev den første til at se Jesus. Hun blev den første, som kunne sige, som hun gjorde til discpilene: “Jeg har set Herren!”5

Mørket er erstattet af lyset, håbløsheden afløses af håb, afmagten bliver til styrke, døden bliver til liv, kærligheden har sejret.

4 Joh 20,15.5 joh 20,18

page4image25249088

5 af 6

Det er præcis det, som er påskens budskab, at alt det Jesus sagde, at den kærlighed han talte om, ikke er tomme ord, men at den har styrken, og kraften i sig til, at bringe død til liv.

Vi får lov at se, at han gav sig selv på korset, for at vi skal leve, at det var et endeligt opgør med synden, som kan smadre liv, men også, at det ikke slutter på korset, i mørket eller i graven.

Det er der, det begynder. Det er der, det nye liv opstår.

Læg mærke til, at det er i mørket, at de ser, at graven er tom. Det er i mørket, englene taler til Maria.
Det er i mørket, at Jesus møder hende, og kalder hende ved navn.

Det er svært med forstanden alene, at rumme opstandelsen fra de døde. Det er så nemt, at komme til at begrænse sin tro til en tro, som er baseret på, at Jesus da bør være i graven. Nogen gange lever vi, som om det er sådan det er, men det er ikke sådan det er.

Han er opstået sådan som han har sagt det, og den tro, der er baseret på, at han er opstået er en tro, der sætter fri og en tro, der giver liv.

Det er påskedag. Det betyder at naglerne som bandt Jesus til korset er trukket ud.
Det er påskedag. Det betyder at døden, som holdt Jesus i graven har sluppet sit tag.

Påsken er frihed. Den er frihed fra nagler, der holder fast.

6 af 6

Den er frihed fra at leve i skyggen af det, som vi tror, er dødt.

Det er i dag, vi kigger op og ser at lyset har vundet. det er afgørende, at vi forstår at den tro vi har, er et spørgsmål om liv eller død.

Troen på den opstandne Jesus er liv.

Det er i lyset af den tro, at vi hver dag, hver eneste dag, beslutter at tro på,
at håbet er stærkere end håbløsheden,
at kærlighed er stærkere end døden.

Det er det, denne histore handler om. Liv eller død, intet mindre. Velkommen til livet. Glædelig påske.

 

Gud er min styrke

Ved dagens gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus taler jeg ud fra en af de mest kendte beretninger fra bibelen, nemlig “Vandringen på søen.” Læs den evt. selv i Matthæusevangeliet kapitel 14, 22-33.

Denne bemærkelsesværdige historie bruges til at tale om, at turde være i livets storme, også selvom vores tro måske ikke helt rækker til.

Gud kan være vores styrke, der hvor vi ikke selv er i kontrol.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten i kirken. I dag er ingen undtagelse fra det.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. marts 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33. Gud er min styrke. Gospelgudstjeneste med Nardus.

I dag har vi en af de mest kendte bibelske beretninger foran os. Vandringen på søen.

Det påstår jeg, at den er, fordi jeg ofte i mødet med nye mennesker, f.eks. til fester, når jeg siger, at jeg er præst, tit får spørgsmålene, som tilsyneladende optager vi mennesker mest. Nå, så du tror altså på, at Jesus lavede vandet til vin, og han gik på vandet?

Det korte svar er, ja. Det tror jeg på. Når man ser på nogle af de andre mirakler, som bibelen fortæller os skete omkring Jesus, så er vand til vin, og at Jesus går på vandet, nærmest i kategorien af bagateller. Men derfor kan der godt være livsvisdom og tro, sådan en historie.

Bibelen er fyldt med historier, som vi måske ved første øjekast ikke lige forstår. Det er her vi skal huske, at biblen er en utroligt kompleks bog, og de historier, som for så mange år siden blev udvalgt til at være med i den, er der fordi, de har noget at sige mennesker, den dag i dag. Det er i hvert fald min påstand.

Så spørgsmålet er om om du nu vil med ud og sejle? Jeg tør godt garantere, at du ikke bliver søsyg.

Jesus har undervist rigtigt mange mennesker, og nu er han ganske enkelt træt, så han sender skarene bort, for at gå op på et bjerg, for at bede.

2 af 6

De tolv mænd, som følges med ham, disciplene, sender han i fiskerbåden om på den anden bred af søen. Der vil han møde dem igen.

Blandt disse disciple, er der fiskere. Det er altså mennesker, som er vant til at sejle, og de kender søen, som deres egen buskelomme.
Det er her flere af dem er vokset op, og de har sejlet siden de var børn.
Med andre ord, det ved hvad de laver. Især Peter, som vi hører om i historien i dag, er en mand, som har styr på det hele. I hvert fald når det kommer til det med sejlads og fiskeri.

Måske har han i virkeligheden ikke så meget styr på alt det andet, som han gerne vil have. Der ligner han i virkeligheden mange af os.

Vi lever ofte i blind tillid til, at bare vi har styr på det hele, så kan vi klare alt, hvad livet byder os. Der er styr på banken, forsikringerne, hjemmet, vores forhold, alle de store linier er tegnet op. Vi er ressource stærke mennesker. Vi skal nok klare det.

Naive, som vi nogen gange er, så tror vi, at så længe vi har styr på det hele, så bliver er aldrig sådan rigtigt stormvejr i vores liv.

Sådan fungerede jeg, da jeg var ung. Jeg har styr på det hele, så jeg kan klare alt!
Min skuffelse var enorm, da livet lærte mig, at det var en meget fejlagtig antagelse.

3 af 6

Peter var den uofficielle leder af disciplene, og meget ofte er det ham, som nævnes i de bibelske beretninger. Han er den der går forrest, og meget ofte er han også lidt hurigt til overfor Jesus, at fremhæve sig selv.

Det bliver faktisk Peter, der i påsken kommer til at fornægte ikke mindre end tre gange på en enkelt aften, at han overhovedet havde noget med jesus at gøre.

Peter har dog et stort mod.

Båden arbejder i bølgerne, vejret er hårdt og vinden er i mod, så båden krydser sig frem over søen. Ude på siden midt om natten, der råder mørket. Der har ikke været noget lys, så fornemmelsen af at være på en båd, der virkelig arbejder i vandet, er fornemmelsen af at båden drives frem i blinde og frem mod intetheden. Det er en lidt speciel fornemmelse.

Og helt specielt har det været, da de har set en skikelske komme gående på vandet hen mod båden. De tolv barske mænd blev skrækslagne og troede, at det var et spøgelse. Dette var ikke deres mest stolte og mandige øjeblik. De skreg af frygt!

Jesus ser deres frygt, og siger straks. Det er mig, frygt ikke. Det siger han rigtigt mange gange gennem de mange historier, vi har om ham.

Peter er måske den, der er allermest bange, og det står han ved. “Herre, hvis det virkelig er dig, så befal mig, at komme ud til dig på vandet!”

Det blæser stadig, bølgerne er store, og mørket gør det svært at se.

4 af 6

Jesus siger bare: “Kom!”
Peter træder ud af båden. Han ved at Jesus venter på ham. Her synes jeg faktisk at han er temmelig modig.

Han begynder at gå hen mod Jesus.

Her er en væsenlig pointe i historien. Vi får lov, at høre om en Jesus som kommer til mennesker, i mørke og i modgang. En Jesus, som giver sig til kende, da de er allermest skrækslagne og er mere mus end mænd.

Vi ser en Jesus, som beroliger dem. Det er mig, vær ikke bange.

Vi oplever en Jesus, der inviterer Peter ud af sin komfortzone, for at vise ham, at der er mere i livet, end han umiddelbart kan se.
Jesus ønsker at være sammen med Peter når han er allermest urolig, men faktisk også når han er allermest tvivlende.

For ganske vist går Peter på vandet. Det går ganske fint, indtil han kommer til at se, hvor dybt vand han egentlig har bevæget sig ud på. Da han så, hvad han havde gang i, og mærkede stormen, blev han igen bange og han begyndte at synke.

Han rækker hænderne frem mod Jesus og skriger: “Herre, frels mig!”

Jesus rækker straks hånden ud og griber ham.

5 af 6

Det vi skal se her er, at Bibelen giver os en historie, hvor vi skal høre, at jesus griber os, når vi er ude på dybt vand og når det stormer omkring os.

Han vi være sammen med os, ikke bare når vi er polerede og fine, men sandelig også gennem livets storme, hvor vi kommer til at afsløre vores sande jeg.

Han griber Peter.

Han bebrejder også Peter, at han mangler lidt tro. Dette er ikke en bebrejdelse over, at han beder Jesus forsikre ham om, at det er ham. Men det er en undren hos Jesus over, at han, når han først er gået ud på vandet, kommer til at tvivle på, at Jesus ikke skulle kunne gøre det muligt, for Peter gå i stormen sammen med ham.

Når det kommer til stykket, har Peter stor tro. Han tør gå ud i stormen, fordi han tror at Jesus er der i mørket og i stormen.

Det løfte tror jeg også er givet til os, at når vi er ude, hvor vi mister kontrollen og ikke kan bunde, der er Gud også. Jesus viser det ved at være på vandet i mørket og i stormen. Selv der hvor vi, ligesom Peter, ikke kan finde ud af at holde fast i troen på det, da rækker han hænderne frem og griber os.

Jo, det tror jeg faktisk på. Og så håber jeg på, at jesus griber mig, for jeg ved at han rækker armene frem mod mig.

På den måde er Gud min styrke.

6 af 6 Amen

 

 

 

Radikal og udfordrende kærlighed

I dagens gudstjeneste, som finder sted samtidigt med at The United Methodist Church holder ekstraordinær generalkonference med det ene formål at finde ud af, hvordan vi som verdensvid kirke rummer vores homoseksuelle brødre og søstre, taler jeg om noget af det mest udfordrende Jesus har sagt.

Jesus udfordrer os til at elske vores fjender, så er udfordringen ligesom også sat på spidsen. Det er svært, meget svært. Men sikke et budskab vi kan være, hvis vi tør tage Jesus på ordet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid forskel på det talte og det skrevne ord. Det sker jo, at man som præst bliver lidt revet med, og andre gang kunne man ønske, at det skete.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 24. februar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 6, 27-38.
Radikal og udfordrende kærlighed

I dag begynder Metodistkirkens ekstraordinære General Konference i St. Louis. 864 delegater fra hele verden er samlet for at diskutere og forhåbentlig finde ud af, hvordan vi som kirke i hele verden skal forholde os til vielser af homoseksuelle samt om homoseksuelle mennesker kan være præster i vores kirke.

Forud for dette er gået 40 års drøftelser i Metodistkirken. De seneste år, har diskussionerne været meget meget intense og med fremkomsten af de sociale medier er diskussioneren også tilstede dér.

Præster, teologer, aktivister, lobbyister, hetoro- og homoseksuelle diskuterer.

Eller rettere, det gør vi ikke. Vi råber af hinanden og latterliggør hinanden. Det har efterhånden taget et omfang, som gør, at jeg ikke længere deltager i diskussionerne på nettet. Jeg anser det for spild af tid, og god energi.

I kirken er vi også ramt af det, som sker ude i verden, og som er meget tydeligt i det politiske.

Vi lever i en polariseret verden, hvor alt skal være sort eller hvidt. Synspunkter skal stilles hårdt op overfor hinanden og nuancerne synes at være fraværende.

jeg savner helt enkelt noget gråt i alt det sorte og hvide.

2 af 6

Der sker også det, når vi diskuterer på dette lave niveau, at vi bliver godt og grundigt trætte af hinanden.

Man bliver træt, når man bliver vrænget af, kaldt øgenavne – homopræsten er et af dem. Når man bliver beskyldt for ikke at tro rigtigt, for ikke at kunne læse bibelen, for ikke at være bibeltro.

Med hensyn til kommentaren bibeltro, som man nogen gange kan læse i debatsider – også udenfor Metodistkirken – så er det rigtigt. Jeg er absolut ikke bibeltro. Jeg tror ikke på en bog.

Jeg tror på Gud, Jesus og Helligånden. I trosbekendelsen siger vi, Jeg tror på Gud Fader, Jeg tror på Jesus Kristus, Jeg tro på Helligånden….. Vi siger ikke jeg tror på bibelen…..

Religionsfænomenologisk set er kristendommen er en åbenbaringsreligion. Gud åbenbarer sig for Moses, Gud åbenbarer sig i Jesus, Guds Ånd åbenbarer sig for mennesker.

Jeg tror på den levende åbenbarende Gud, som elsker os uden betingelser.

Jeg elsker bibelen og alle historierne i den, og jeg mener de i sig selv rummer kraft til menneskers frelse. Det er den eneste bog som jeg i snart fyrre år igen og igen er vendt tilbage til, men det er Gud, jeg tror på.

Jeg har på grund af offentlige udtalelser, hvor jeg ikke tager afstand fra homoseksulle, hvor jeg ikke udelukker homoseksuelle fra Guds kærlighed, eller fra at kunne tjene som præster og alt muligt andet i vores kirke, fået

3 af 6

trusler, smædebreve, og oplevet at mennesker vender mig ryggen.

Men det værste er næsten, at jeg selv oplever at blive så træt af diskussionerne af jeg opgiver.

Relationerne bliver så slidte, at der også er mennesker, som jeg ikke orker at være sammen med. Jeg magter ikke at høre mere. Jeg magter ikke deres afstandstagen og den afstandstagen, jeg faktisk selv har.

Derfor rammer det mig også hårdt i nakken, når jeg hører de meget radikale ord, som udgår fra Jesus.

Passagerne, som Lukas skriver her, er nogle af de mest profkerende og udfordrende Jesus-ord overhovedet.

Vi vil alle gerne elskes. Det mener vi nærmest er en rettighed, men samtidigt har vi så utroligt svært ved at gøre det selv. Det er da paradoksalt.

Jesus er klar i mælet: “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”1

1 Lukas 6,27b-31

page3image33545728

4 af 6

Det er udfordringen, som han giver os, hverken mere eller mindre. Det kan ikke gradbøjes, vi kan ikke nøjes med at gøre det overfor udvalgte. Der er ingen undtagelser.

Elsk og gør godt!

Det er lige her, det bliver svært at kalde sig en kristen, og det er lige her, at kæden hopper af.

Man kan finde mange undersøgelser på nettet. Noget af det, som går igen, når man spørger unge mennesker, som ikke kalder sig kristne, eller går i kirke, hvad der er årsagen til det. Så handler deres svar ikke om, at det er forkert musik, eller at præsternes og lægprædikanternes prædikener er ringe. Der handler ikke om, at søndag formiddag er et dumt tidspunkt.

Det handler om de kristne. Det handler om de mennesker, som de møder i kirken.

Det handler om dem, som i deres øjne er fulde af fordomme og ikke selv er i stand til at leve op til det, som de har så travlt med at prædike for andre.

Jeg kan ikke sige andet, at det er jeg skyldig i.

Tænk en gang, hvordan vores verden kunne se ud, hvis enhver aggression blev mødt med kærlighed, hvis enhvert angreb blev mødt med den anden kind vendt til. Hvis de pegende fordømmende fingre kun pegede indad mod os selv.

5 af 6

Dette er uden tvivl det mest radikale Jesus nogen sinde har sagt. Men det er også det, som har mest potentiale i sig til at kunne forandre menneskers liv og dermed, hvis vi drømmer stort, kan forandre hele verden.

Tænk, hvis vi kunne tale sammen uden at vi følte os fordømt, og uden at fordømme.

Tænk hvis vi virkelig kunne anstrenge os for at se synspunkter fra den andens perspektiv.

Tænk hvis vi kunne sige og vise til et menneske, som vi er uenige med, at vi elsker og respekterer vedkommende, selvom vi ikke er enige.

Tænk hvis vores kirke i hele verden kunne vise, at vi vil sammenholdet og den fælles tro, og det er ok, hvis det kommer til udtryk på forskellig vis i Congo, i Sibirien og i Danmark.

Tænk hvis vores kirke kunne vise det, som de gamle metodister kalder Holy Conferencing. Der hvor man gennem en konferencens samtaler oplever sig ledt at Guds Ånd, så kærligheden hele tiden er det baggrundstæppe som er bag alt.

Tænk hvis vores kirke, og hvis vi i vores liv, kunne vise verden, at der er en anden vej, hvor kærligheden er svaret, som binder sammen og bygger fro over uenighed fjendskab.

Tænk hvis du og jeg tog Jesus på ordet og turde elske selv vores værste fjende.

6 af 6

Tænk hvis verden så, at vi var dem, der gør som Jesus siger. At verden så det ske, som Jesus bad sine disciple om som noget af det sidste. Nemlig at hele verden ser at vi er hans disciple, ikke på grund af hvad vi siger, men på grund af den kærlighed vi lever ud.2

Kærlighed er svaret. Den er ikke længere den det. Amen

page6image33342400

2 JF Joh 13,31-35.