Halve Sandheder 4/4 – Elsk synderen, men had synden.

Vi er nu nået til den sidste gudstjeneste med temaet “Halve sandheder” i denne omgang, og søndagens tale vil vi reflektere over talemåden “Elsk synderen, men had synden,” og efter talen i dag, er det mit håb, at vi aldrig mere siger denne halve sandhed til hinanden.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talens manuskript her. Bemærk, at der altid er forskel på det skrevne og det talte ord.

Tale-manuskript i PDF-format

 

1 a f 7

Prædiken søndag d. 4. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,1-5
1/2 Sandheder: Elsk synderen, men had synden.

I løbet af den sidste måneds tid, har vi undersøgt nogle af de ting, som kristne menesker siger til hinanden i bedste mening. Det er ting, vi siger til hinanden med en slags indforståethed, der nærmest signalerer, at man er mere from, hvis man benytter nogle af disse udtryk.

Vi har set, at flere af dem, ikke er så nyttige, som vi går og tror. Faktisk er nogle af dem udtryk for, hvad vi kan kalde usund tro og det viser sig at være klicheer, som faktisk sket ikke har sin bagrund i noget vi tror, eller noget vi kan læse i bibelen.

Vi har set på:
Der er en mening med alt
Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.
Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi undersøger dette, fordi vi gerne vil tage vores tro alvorligt.

Som kirke vil vi gerne have at biblen har autoritet, men så vil vi knageme også tillade os selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk.

Hvis du er nysgerrig på, hvad der er sagt eller skrevet de sidde søndag, så kan du finde lydoptagelser af talerne og manuskripter til dem via kirkens hjemmeside eller kirkens facebookside. Brug det endelig, for det ligger der faktisk for din skyld.

2 a f 7________________________

Elsk synderen, men had synden. Hvor mange af jer, har hørt det før?

Jeg spørger ikke, om I har sagt det til nogen, for det er for pinligt. Jeg afslører dog gerne, at det har jeg sagt! Og igen, jeg har sagt det i bedste mening, som et ønske om at hjælpe et menneske videre i livet.

Lad mig sige det med det samme. Dette står ikke i bibelen.

Faktisk har det sin oprindelse fra en af de gamle kirkefædre, Augustin. Augustin var på banen i år 354-430. Han skrev til et nonnekloster, hvor de havde lidt problemer med nonnernes løfte om at leve i cølibat. (Det kan man da godt forstå!) I det brev skriver han: “Kærlighed for menesket, had til synden.”

Det er yderst tvivlsomt at Augustin havde tænkt sig, at dette skulle udvikle sig til en frase, som beskriver afskyen ved menneskers synd.

I 1929 skriver Mahatma Ghandi noget lignende i sin selvbiografi. Han skrev: “Had synden, men ikke synderen.”

Det er det, som folk husker, men igen, der er mere. “Had synden, men ikke synderen er en ide, som er let nok, at forstå, men sjældent praktiseres, og derfor spredes had i verden.”

3 a f 7
Elsk synderen, men had synden, siger vi.

Nogen gange siger vi også, at alle synder er lige, underforstået, at jeg er en lige så stor synder som dig.

Dette har sin baggrund i Romerbrevet, hvor der står: “for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,…”1

Men, faktisk hvis vi læser videre i det vers, så fortsætter Paulus: “og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”2

Med andre ord, i kraft af Jesus, er der håb om et opgør med synden, og dette er ganske ufortjent og det er for alle – uden undtagelser. Det er det, vi kalder nåde.

Det vender vi tilbage til. For øjenene kører rundt i hovedet på flere af jer, og jeg gætter på, at nogle af jer sidder og tænker, årh nej, al den snak om synd. Jeg troede denne kirke var anderledes.

Når en præst bringer ordet synd på bane, så er der ikke mange af os, som har lyst til at høre mere.
Vi er så bange for at blive peget fingre af, fordi vi er kede af at blive opfattet, som fordømmende. Men vi kommer ikke uden om lige at se på, hvad synd er.

Det oprindelige ord i det Nye Testamente er ηαρματια

Det er egentlig et ord, som i sin grundbetydning betyder at afvige fra stien. Bag det ligger den tanke, at udenfor

1 Rom 3,23 2 Rom 3,24

4 a f 7

stien, kan der være svært at komme fremad, det kan ligefrem være farligt.

En anden betydning kan være at afvige fra målet. At komme ud af kurs.

I det ligger også betydningen at undlade at handle der, hvor vi godt ved, vi burde have gjort noget. Der hvor vi ikke stopper op og hjælper, hvor der er brug for det.

Vi er dårlige til at tale om synd. En af grundene er, at vi godt ved, at hver gang vi åbner munden med dette emne, skubber vi fok fra os. Kristne der taler om synd, virker frastødende.

Lad os bare blive enige om, at vi alle sammen kender til det med synd.

Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg hvad Paulus taler om, når han siger: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”3

Så den del af udsagnet, der siger elsk synderen. Det er for så vildt i orden. Elsk mig bare….

Men så kommer det egenlige problem også til overfladen. For stemmer dette overens med den større helhed af de ting, jesus faktisk sagde?

3 Rom 7,19

5 a f 7

Hvis vi begynder at se på, de ting i hinandens liv, der ikke er perfekte, og der kan vi sagtens finde noget, for vi er helt almindelige mennesker.

Vi kan sagtens selv slå os selv oven i hovedet med de ting, i vores liv, som ikke er smarte, der hvor vi kommer til kort – med andre ord synd, altså at komme lidt ud af kurs.

Jesus forholder sig aldrig til menesker gennem det filter, som siger noget om alt det dumme, som er i menneskets liv.

I teksten fra Matthæusevangeliet udfordrer Jesus os til ikke at pege fingre af andre, men netop at prøve at forholde os til os selv og vore egne liv.

Jeg tror, vi alle sammen har mødt mennesker, som synes de skulle fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Jeg ved ikke med dig, men de får sjældent min opmærksomhed ret længe.

Had synden blev der sagt. Ja, lad os da endelig tage afstand fra alle de ting, der kan ødelægge vores liv.

Når man som jeg, er far til en teenager, snart to, så kan man se mange potentielle farer, som kan ødelægge liv. Had er et stærkt ord, men lad os være beviste om alt det, der kan ødelægge livet.

Elsk synderen. Hvordan skal vi kunne se synderen for bjælken i vore egne øjne?

Hvis man skal opsummere, hvad Jesus siger, så siger han: “Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud,

6 a f 7

Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.”4

Dette siger jesus til en ung mand, som gerne vil vide sådan ultrakoncentreret, hvordan han skal leve sit liv.

Elsk Gud, Elsk din næste. Der er ingen fordømmelse her. Der er ikke taget stilling til hvem næsten er. Det er kun Marie Krarup, der tror, hun kan det.

Det menneske, du står overfor, er den du skal elske – betingelsesløst – og uden at kende vedkommendes fortid, eller dårlige sider.
Jesus udfordrer os ikke til at tage stilling til det potentielt dårlige i det menneske og så elske.

Vi skal elske uden forbehold.

Det er det, som bedst beskriver nåden. Den måde Gud elsker os på. En kærlighed, som møder os, der hvor vi er, uden hensyntagen til, hvordan vi lever. En kærlighed, som vi aldrig har fortjent, men som bare gives.

Det er sådan set den udfordring, der er.

Lad være med at pege fingere. Hvis du endelig er nødt til det, så gør det mod dig selv. Men vid, at Gud er nådig mod dig.

4 Mark 12,29-31.

7 a f 7

Og så lad os skynde os at glemme den halve sandhed vi startede ud med.

Elsk Gud og elsk din næste.

For når vi elsker uden al den snak og tanke om synd, så er det et klart budskab om Guds kærlighed.

Amen.
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Halve Sandheder 3/4: Gud lægger ikke mere på vores skuldre, end vi kan bære

Udsagnet om at Gud ikke lægger flere byrder på os end vi kan bære, tages under kærlig behandling under overskriften” Halve sandheder”. Hvis dette skulle være sandt, hvorfor er stress, så nærmest en folkesygdom? Hvorfor er der så mange af os, som føler alt vi kun lige hænger fast i tilværelsen med det yderste af neglene?

Hvor er Gud i det? Kan tro have noget at sige ind i dette?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk, at der ofte sniger sig lidt ekstra ind i det talte ord. Så der er ikke 100% overenstemelse mellem den forberedte tale og den faktisk tale.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 28. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Kor 10,13, Salme 46,1-2, Matt 11,28-30
1/2 Sandheder: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

I denne måned undersøger vi nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gange, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne talerække. ________________________

Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

2 a f 5
Hvem har fået det sagt til sig – i bedste mening?

Jeg husker, at jeg har hørt det, på tidspunkter, hvor jeg har syntes at livet var urimeligt hårdt. Jeg har hørt præster trøste hinanden med dette – med undertonen, du skal være glad for at du har det hårdt. Det er fordi Gud bruger dig.

Alt dette er sagt med de bedste intentioner og med den bedste mening for øje.

Læser man på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og det gør præster jo, så finder man faktisk også en side, der handler om dette. Det er en udbredt blandt kristne, men det er ikke det samme, som det er sundt. Lad os tænke lidt over tingene.

Udsagnet står ikke direkte i bibelen, men mange mener at inspirationen til dette kommer fra 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13, som blev læst for os før:
“v13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Det græske ord for fristelser, peirasmos, kan også oversættes med prøvelser, eller test. Engelske bibeloversættelser benytter ofte ordet testning.

Paulus skriver her til den menighed i den græske havneby Korinth som han grundlagde omkring år 51 på en af sine missionsrejser.
Korinth var et af de mere levende steder i datidens verden, så den konkrete teksts kontekst, er at der er en menighed bestående primært at hedninge-kristne, som

3 a f 5

forsøger at lægge deres gamle liv bag sig. Livet som kristen var ikke nemt, fordi der overalt var alle muligeder for at forlade det nye liv, man havde fået. De mange templer, de mange tempelprostituerede. Der var alle muligheder for at blive fristet.

Det Paulus siger til dem her, er imidlertid, at der hvor fristelsen rammer dem hårdt, er det ikke Guds ønske, at man bukker under. Paulus taler om at Gud skaber en udvej.

De var den konkrete kontekst. Nu vrider vi lidt på tingene, og det kan man altid diskutere rimeligheden i.

Lad os bruge ordet prøvelser i stedet for fristelser.
““v13 De fristelser prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes prøves over evne, men vil sammen med fristelsen prøvelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Igen er løftet, at der er en vej ud – eller måske mere korrekt gennem prøvelsen.

Intet sted står der, at vi ikke vil komme ud for prøvelser i livet, men løftet er, at der er en vej ud af det.

Lad os lige vende tilbage til den første del af sætningen. Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære.

Her antyder vi, at alle fristelser, prøvelser, tæsk i livet, skulle komme fra Gud. Dette medfører, at hvis din arbejdssituation er sådan, at du ikke magter det. Eller dit liv fisker sig sådan, at der bare er så meget bøvl, at det ikke er til at bære, så er den overordnede mening, at det

4 a f 5

er Gud, der giver dig dette, for at prøve dig. Det bliver Gud ved med at gøre indtil punktet lige før du knækker.

Giver det mening?

Det vil jeg tillade mig, at være ganske kristisk overfor. Især set i lyset at de ting, vi talte om i den første af talerne i denne serie, hvor vi gjorde op med ideen om at alt har en mening.

Hvis ellers Gud gav dig alt det, der tynger, så skulle Gud blive ved med at smide ting på dine skuldre indtil lige sekundet før, du bukker under.

Årh – mon det er sådan det er?

Kigger man overordnet på, hvad vi kan læse os til i bibelen, så slipper vi ikke for modgang og bekymring.

Gang på gang siger Jesus, at vi ikke skal være bekymrede og rigtigt meget siger han, at vi ikke skal være bange. Løftet er, at uanset om det er optur eller nedtur, så ønsker Gud at være vores tilflugt og hjælp.

1. Petersbrev 5,7 opsummerer dette: “v7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer

Med andre ord behøver vi ikke over for Gud at lade som om, at alt er godt. Vi kan være dem, vi er på godt og ondt.

For Gud ønsker at være sammen med os, også på de dage, hvor vi er langt fra perfekte.

5 a f 5

Gud vil være med os, også når vi intet kan, og vi kan stole på, at han vil hjælpe os.

Jeg vil faktisk foreslå, at vi i stedet for at sige: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære. siger
Gud hjælper dig altid med at bære.

Overfor Gud er det ok at være slidt og træt. Læg mærke til, at Jesus på det tispunkt faktisk kalder dem til sig, som er trætte og bære tunge byrder, og han vil give dem hvile.1

Man må hvile sig. Det er helt ok, og når man rejser sig igen, er der hjælp til at gå videre.

Gud hjælper dig altid med at bære.

Den erfarne sangskriver fra Salmernes Bog får det sidste ord:

Salme 46,1-2
v2 Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
v3 Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb,
v4 når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.

Amen.
1 JF. Matt 11,28-30

Halve Sandheder 2/4 – Gud hjælper den, der hjælper sig selv

Ved gudstjenesten på i dag prædikenserien “Halve sandheder”. Her ser vi på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I denne uge undersøger vi den halve sandhed, som 80 % af alle amerikanere tror står i Bibelen: “Gud hjælper den, der hjælper sig selv!” Det kan der være noget delvist sandt i, selvom det faktisk ikke står i Bibelen. Men der er også en anden side af denne halve sandhed.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der næsten altid er lidt afvigelser mellem den tale, som er forberedt og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 7

Prædiken søndag d. 21. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Gud, hjælper den, der hjælper sig selv.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger. Det talte vi om i søndags, og via kirkens facebookside, kan du finde talen og lytte dig ind på det, hvis du har lyst.

I resten af januar, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade

2 a f 7

mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Kikker man på Kristeligt dagblads hjemmeside, og det gør man jo jævnligt, når man er præst, så finder man en side med 8 ting, der faktisk ikke står i bibelen og her står der bl.a. Gud hjælper den, der hjælper sig selv.

Det gør Gud da ganske givet, men helt så simpelt er det ikke, og altså så er der jo den lille detalje, at det ikke står i bibelen.

I USA tager man hele generelt tro en anelse mere alvorligt end vi er vant til i Danmark.

Barna group, en slags Gallup, afslører at 80 % tror at Gud hjælper den, der hjælper sig selv.

Nu har jeg ikke en tilsvarende undersøgelse fra Danmark eller fra vores kirke, men jeg gætter på, at mange af os vil tænkte, at det da lyder meget kristent. Det kan da godt stå i bibelen! Eller nogen bør tilføje det!

Men det står ikke i bibelen. Det har sin oprindelse i græsk mytologi ca. fem hundrede år før Kristus, og har haft sit eget liv gennem de næste to et halv tusind år. Men det er amerikaneren Benjamin Franklin, som for alvor giver det liv i 1736, hvor han skriver Poor Richard ́s Almanac, her får det for alvor plads hos det moderne menneske.

3 a f 7

Selvom det ikke står i bibelen, kan vi så finde lidt bibelsk visdom i det?

På en måde fanger det essenser af, hvad vi kan læse os til i bibelen, mens det i hvert fald på to andre måder sket ikke gør. Så måske er dette ikke en gang en halv sandhed, nærmere er det en 1/3 sandhed.

Hvis vi skal se på 1/3 sandheden af at Gud hjælper den, der hjælper sig selv, så lad mig give et eksempel på, at dette har en vis sandhedsværdi.

Mange af os synger et vers, eller beder en lille bøn, når vi sætter os ved et veldækket bord. Ved høstgudstjenesten, hvert eneste efterår minder vi hinanden om, at Gud sørger for os, og at taknemmelighed over det, er en nyttig praksis.

Selvom vi takker Gud i bøn, for alt det han giver, så er virkeligheden bag det, at maden jo ikke ved et mirakel er landet mit spisebord.

Jeg har haft chancen for at kunne arbejde og tjene penge, så jeg kan frekventere Fakta og hente madvarer, som nogen har knoklet hårdt med at dyrke og få frem i butikken.
Jeg har stået i mit køkken og snittet og svitset, dækket bord og gjort klart, inden familien, hvis eller vi alle sammen er hjemme, kan sætte os ved bordet.

Et andet eksempel
Jeg kender mennesker som er arbejdsløse og forståeligt nok er frustreret over det. Når vi beder for at situation med at finde et arbejde må lykkes, beder vi ikke i

4 a f 7

forventning om, at Gud pludselig overtaler en chef til at ansætte vedkommende ud i det blå.
Så beder vi om, at det må lykkes, men at en del af svaret er, at der kan skrives en virkelig god ansøgning, der skiller sig ud, og at man til en job-samtale må kunne vise sit værd og slappe af i det.

Pointen er at Gud hjælper, naturligvis, men vi slipper ikke for at gøre alt det vi kan, hvis ellers vi kan.

Rikke Holmberg fortalte mig at der er et gammelt russisk ordsprog, der siger. “Bed til Gud, men bliv ved med at ro!” Dette ligger meget godt i tråd med dette.

De gamle benediktiner munke har altid sagt ora et labora – Bede og arbejde. Vi beder til Gud og gør, hvad vi selv kan. I den sammenhæng er vores “Gud hjælper den, der hjælper sig selv, til dels rigtigt.

Men der er som sagt to andre sider, som vi lige må have med. For hvad nu, når man faktisk bare ikke kan selv?

Vender Gud så ryggen til? Nej!

En side af, Gud hjælper den, der hjælper sig selv, som misleder er, at hvis vi virkelig tror det fuldt og helt, så fratages vi ansvaret for andre.

Så er den tro vi har uden konsekvenser for, hvordan vi ser andre. Er det bibelsk at ignorere den hjemløse, overse tiggeren, undlade at hjælpe den, som åbenlyst har brug for hjælp, for de skal selv gøre noget?

5 a f 7

Der er mennesker, som er så hårdt ramt af livet, at de ikke kan, gøre mere selv. Dem har vi, der kalder os kristne, altså et ansvar overfor.

Det ligger dybt i det bibelske materiale, at vi løfter andre, hvis vi på nogen måde kan.

Det er præcis det, som det handler om, når vi læser fra 3. Mos 23,22: “v22 Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!”

Der skulle ikke høstes maksimalt, for der skulle være afgrøder til de trængende. Dybest set ligger der bag dette, at det du høster er sådan set ikke dit, det er Guds, men du er forvalter af det lige nu. Der går ikke noget af dig, ved det give til den trængende.

Det er en grundlæggende tanke, at Gud sørger for, at mennesker kan hjælpe den, der har behov for det.

Det ligger dybt i Bibelen, at tro skal omsættes i handling. Jakobsbrev siger: “v22 Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.”1

Verdensdommen i Matthæusevangeliet kapitel 25, som jo ellers kan virke dyster nok, taler netop om at vi må tage ansvar og handle, når vi ser nøden.

1 Jak 1,22.

6 a f 7

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2

Der skal ikke herske tvivl om, at den bibelske sandhed, i modsætning til den halve (eller 1/3) sandhed er, at Gud hjælper dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Medfølelse og nåde overfor og sammen med dem, der kæmper i livet, er en essentiel del af, hvem Gud er overfor os.3

Det som jeg ser og hører, er at mennesker oplever, at de i deres mest mørke stunder, oplever at Gud ikke har glemt dem, når der er et menneske, som rækker ud tl dem.

Så altså, menesker som siger, de er kristne, men ikke har medfølelse og ikke handler i mødet med den, der lider fordi de tror, at Gud kun hjælper den, der hjælper sig selv, har misset en væsentlig del af kaldet til at være et kristent menneske i verden.

Den sidste tredjedel, som modsiger udsagnet og nu er jeg snart færdig, handler om det helt centrale kristne begreb, som hedder nåde.

Guds kærlighed til os viser sig som nåde. Nåde er aldrig fortjent, så det afhænger ikke af os, eller af hvor polerede og fine facader vi har.
Gud elsker os uanset hvad. Det betyder også at Gud ikke vender os ryggen, hvis vi smadrer hele vores liv. Det gør han heller ikke, selvom det er vores egen skyld. Gud kan

2 Matt 25,40B
3 JF. Adam Hamilton: Half Truths. Abingdon Press, Nashville. 2016. P 65

7 a f 7

bringe lys i vores mørkeste stunder for mørket er aldrig mørke for ham.4
Gud kan give os fred midt i vores værste angst og fortvivlelse. Gud kommer til os, selv når vi ødelægger alt for os selv og alle andre.

Der er intet sted, hvor Guds nåde ikke kan nå dig.

Nogen gang er de ting, vi slås med så umulige at slå i egen kraft, at der ikke er andet at gøre end end at slippe dem. Men netop når vi slipper, ser vi, at mennesker oplever at Gud griber ind i livet.

Det er aldrig fortjent, fordi det netop er nåde.

Gud er med dig, uanset om du kan eller ikke kan hjælpe dig selv.

Gud er med dig. – og kan du ikke huske andet fra i dag, så husk dette: “Gud er med dig!”

Amen.
4 JF. Salme 139,12

 

Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

2018 – Nytårstale

Så runder vi et hjørne i tiden igen. Kalenderen siger 2018, og årets første gudstjeneste er afviklet. Her kan du lytte til, eller læse, lidt tanker som har med tærsklen til et helt nyt og ubrugt år, at gøre.

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken Nytårsdag d. 1. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25, 31-46.

Så blev det 2018.

Jeg tror, det var Mette som et eller andet sted, skrev at nu skal vi til at vænne os til at skrive 2018 i øverste højre hjørne af alle dokumenterne, og at det normalt plejer at tage sådan cirka seks måneder at få 2018 til at sidde i fingrene fremfor 2017.

Nu er 2018 her, og det ligger foran os, lige til at tage fat i. Mange af os har ret detaljerede planer for hvordan 2018 skal buges, og er allerede lidt svimle ved tanken om alt, det som allerede er stoppet i kalenderen, mens andre måske tænker, hvad skal jeg dog få de 364 dage der tilbage til at gå med.

Mange af os, tænker at 2018 skal være anderledes end 2017 på et væld af områder. Klassiskerne blandt nytårsforsættene er at man vil tabe sig, dyrke mere motion, spise bedre, komme mere i kirke….

Virkeligheden omkring nytårsforsæt er, at de fleste af dem går over allerede henne ved vinterferien. Det kan jeg personligt bekræfte, at de gør.

Når jeg løfter blikket fra min egen tilværelse, så er 2017 det første år med Donald Trump som præsident. I min optik, har amerikanernes valg ikke gjort verden til det mere trygt sted. En af de ting, som lider under det, er vores indsats for at redde vores klima. Det bidrager USA ikke længere til.

2 a f 4

Udråbelsen af Jerusalem som Israels hovedstad var, som jeg ser det, alt andet end klogt. Der er så mange modstridende og langvarige konfliktfyldte interesser, som helt ignoreres, på spil her.

Jeg er også nødt til at sige, at det ikke er gået så galt, som jeg frygtede. Jeg er lige ved at sige, at det kunne være meget værre.

De som frygtede at det yderste højre vandt valg i Europa drog et lettelsen suk, efter Macrons valgsejr i Frankrig. Jeg ved godt, at man kan være både enig og uenig i disse politiske observationer, men der hvor jeg vil hen er, at det der så ud som en klar tendens, nemlig ekstrem højredrejning i Europa, ikke blev så entydigt. Billedet er – heldigvis, synes jeg – mere nuanceret end det.

Sidste år troede mange, at briternes Brexit var enden på EU, som vi kender det. Men også her ser det ud at livet går videre.

Jesu ord om ikke at bekymre sig, springer i øjnene på mig. Det kan godt være, at det nogen gange ser sort ud, men det går sjældent så galt som vi frygter.

På et tidspunkt i Israels historie, hvor det jødiske folks ledere faktisk er fanget i eksil i Babylon, skriver profeten Jeremias til dem: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”1

1 Jer 29,11

3 a f 4

Da folket levede gennem den periode, er jeg sikker på, at det ikke var morsomt. Men det var i eksilet, hvor man ikke kunne komme i nærheden af templet for at ofre, at hele kulturen omkring gudstjenester i synagoger opstod.

Det har med os at gøre i dag, fordi den måde at holde gudstjenester på, og hele teologien bag det, langt hen ad vejen er det, som vi lever med i dag.

Det er altså en vigtig pointe omkring tro på Guds kærlighed, at det som ligner noget rod, kan blive noget frugtbart. Der er mere på spil, end vi kan se. Ved indgangen til et nyt år, tror jeg, at det er vigtigt at huske på. Der er mere på spil, end vi kan se.

Det at noget sort, kan bliver til noget godt, kan hænge sammen med, hvad vi er i stand til at gøre. Her tænker jeg på de udfordringer, som vi kan læse ind i teksterne om verdensdomen.

Jesus udfordrer os jo til ikke kun at være hellige af sind og hjerte, men sandelig også til at være hellige i gerning.

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2

Jeg synes, det er en klar udfordring til 2018….

En udfordring til at involvere sig i hinandens liv. Ikke på den der forfærdelige “hellige” snagende måde, men turde være der, når vi fornemmer, at folk omkring os har brug for en hånd.
At vi ikke tænker, de spørger nok, hvis vi kan gøre noget.

2 Matt 25,40B

4 a f 4
Men at vi tør spørge!

For mig bliver det en af udfordringerne – eller nytårsforsættene – i 2018.

For det er lige der, hvor vi med vores liv, kan være med til at fordrive mørket fra et andet menneskes liv. Det er lige der, hvor det, der ser forfærdeligt ud, faktisk viser sig, at være knap så forfærdeligt.

Det betyder noget. Og det betyder mere end at have været i kirke 30 gange i løbet af året – men det er du naturligvis også meget meget velkommen til.

Godt nytår!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker…

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

 

Black Sunday / Verdensdommen – Thomas Risager

I fredags det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved, er, at i dag er sidste søndag i kirkeåret.

Vi fokuserer på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu, hvis det faktisk er noget, man kan glæde sig til?

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 26. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,31-41.

Fredag var det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved er, at det i dag er sidste søndag i kirkeåret.

I dag fokuserer vi på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu hvis det faktisk er noget man kan glæde sig til?

Men føst, så lad os tænke tilbage i tiden.

Jeg vil have dig helt tilbage til din folkeskoletid og tiden lige inden eksamen i niende klasse.

Tanken om at skulle ind til bordet med det grønne klæde og trække spørgsmål, forebrede sig, være til eksamen, og endelig blive bedømt og få sin karakter. Det er er ikke nødvendigvis gode minder.

For det er trods alt de færreste af os, som synes at det er fedt, at blive stillet til regnskab for de bøger, vi aldrig lige fik læst. Det er heller ikke fedt, at skulle til eksamen i fag, hvor vi ved, at her har vi huller i vores viden.

Men omvendt, så er det jo knapt så belastende at skulle til eksamen i ynglingsfaget. Der, hvor man har styr på alt. Faget, hvor man har læst ekstra bøger, og føler sig rigtigt

2 a f 4

godt rustet. Der kan det ligefrem blive en fest, at skulle ind og blive bedømt.

Selvom de fleste af os tænker ikke særligt positivt om eksamen og bedømelse, så kan vi vel næsten blive enige om, at det er rimeligt nok, med en eller anden form for undersøgelse af, om man har styr på det.

Det er f.eks. rimeligt nok, at man skal til køreprøve inden man slippes løs i trafikken i en bil.

Verdensdommen er en slags eksamen. Og sandheden om verdensdommen og sandheden om eksamen er, at der jo er et liv bagefter. Livet går videre, selvom man kan tænke, at det gør det ikke.

Når Jesus kommer igen og holder dom, er det en god ting. Her sidste søndag inden advent begynder, minder vi hinanden om at advent på én gang er glæden over at Jesus kom til jord, og dermed er advent optakt til jul.

Advent er også knyttet til håbet om, at Jesus faktisk ikke er færdig med os. Vi tror og håber at han kommer igen, og vi får lov at se kærligheden for alvor få magt i verden.

Det er en god ting, for så betyder det enden på alle de problemer, som vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse.

Slut med os og dem, flygtningestrømmen får en ende, sult ophører, freden indfinder sig, våbenene bliver tavse, undertrykkere sætter fri, menneskelige relationer går ikke i stykker, de fattige får det de har brug for, voldtægt og sexuelt misbrug er en saga blot, lyset vinder endeligt over

3 a f 4

mørket. Verden bliver et paradis, som det var tænkt til at blive fra begyndelsen.

Og ja, som Matthæusevangeliet fremstiller det her i kapitel 25, så skal der være en udvælgelse. Jeg er ikke sikker på, at det er udvælgelse der går på, om man har læst og forstået bibelen rigtigt, om man synger med på slamerne, eller synger gospel, om man kommer i Metodistkirken eller folkekirken, om …

Dette er ikke en test.

Det er retfærdighed på Guds måde.

Når vi tænker på verdensdommen, er det væsentlig at huske på, at Jesus er verdens frelser. At det var ham, som gav sig selv på et kors. At han døde og opstod igen for en gang for alle at gøre op med denne verdens synd. Synd er som bekendt det, der skiller mennesker fra Gud, men det er der gjort op med. Jesus har taget en for holdet.

Gud tvinger ikke nogen, som ikke ønsker det, til at være sammen med ham i kærlighedens rige, derfor er der to veje at gå.

Jesus siger: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for Jer, siden verden blev grundlagt.”1

Han fortsætter, for I gav mig noget at spise, I tog i mod mig, I klædte mig. Måske har vi ikke lige stået ansigt til

1 Matt 25,35

4 a f 4

ansigt med Jesus. Men det vi har gjort med et andet menneske, har vi gjort mod ham.

Jesus taler om almindelig næstekærlighed, ikke om “Mother Theresa agtig” adfærd, men om almindelig medmenneskelig adfærd, hvor vi alle sammen kan være med.

Det er Guds ønske og drøm for os, at vi må være med.

Jeg glæder mig til at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg har selvfølgelig sommerfugle i maven, som var det en eksamen, men det er det jo ikke.

Det er Guds kærlighed i fuldt flor. Det er lyset, som vinder over mørket.

Black sunday bliver til happy monday and blessed eternity.

Amen.

ER du klar? – Thomas Risager

Scene i en helt almindelig familie: 

Er alle klar? 

Ja! 

Godt så kører vi! 

Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …

Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …

Hør mere her:

Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 12. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.

Er alle klar til afgang kl. 10?

Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.

Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.

Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.

Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.

Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.

2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.

Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?

2 a f 4

Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.

Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?

Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.

Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.

Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.

Vi har intet at frygte.

I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.

3 a f 4

Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.

Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.

Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.

Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.

Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.

Vi ved ikke hvornår det er.

Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?

Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?

Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade

4 a f 4

mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.

Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.

For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.

 

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

 

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.