ER du klar? – Thomas Risager

Scene i en helt almindelig familie: 

Er alle klar? 

Ja! 

Godt så kører vi! 

Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …

Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …

Hør mere her:

Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 12. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.

Er alle klar til afgang kl. 10?

Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.

Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.

Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.

Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.

Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.

2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.

Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?

2 a f 4

Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.

Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?

Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.

Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.

Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.

Vi har intet at frygte.

I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.

3 a f 4

Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.

Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.

Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.

Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.

Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.

Vi ved ikke hvornår det er.

Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?

Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?

Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade

4 a f 4

mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.

Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.

For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.

 

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

 

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

 

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.

En kærlighedens stemme – Thomas Risager

Ikke særlig Jesus-agtigt …

“Nogle gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse. Jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til. Så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Den diskussion får kæmpe indflydelse på, hvordan vi som kristne forholder os til mennesker med anden tro og baggrund end vores. Vi er slet ike så snæversynede, som man måske kunne tro.”

 

Du kan høre mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at der i dag er flere afvigelser i det talte ord fra det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 20. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matthæus 15,21-28

Nogen gange tager jeg mig selv i at ignorere facere eller hjemløse, som jeg ved, at når jeg passerer dem, så vil de have mig til at forholde mig til noget, som jeg ikke lige har lyst til eller tid til, så jeg ignorerer dem. Jeg lader som om, de ikke eksisterer.

Det er ikke særligt Jesus-agtigt at gøre sådan. Men faktisk gør Jesus præcis det samme i Matthæusevangeliets kapitel 15, hvor han ignorerer og diskuterer ret hjerteløst med en kana’anæisk kvinde.

Jesus er gået ind i områderne ved Tyros og Sidon. De navne siger måske ikke os så meget, men for Matthæusevangeliets oprindelige læsere, som var jødekristne, vil dette sige dem, at Jesus har forladt jødernes land.

Han er gået derind, hvor de fremmede bor. Hedningerne, de ikke jødiske. Dem som jøderne den gang i ikke flatterende vendinger kaldte for hunde.

En af dem, som Matthæusevangeliet er skrevet til vil være på vagt her.

Nu kommer kvinden og trænger sig på. Matthæus siger ovenikøbet, at hun er kanaaæer. Dermed er det stadfæstet, at hun ikke blot er upopulær, men direkte uren. Et undermenneske set med datidens øjne.

2 a f 5

“Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”1

Jesus ignorerer hende. Han lader som om, hun ikke eksisterer.
Den jødiske eller jødekristne læser vil vil blive bekræftet i, at hun får som hun har fortjent. Vi kan nemlig ikke have med den slags mennesker at gøre. Deres verdenssyn og tro er direkte skadelig. Hvor er det godt, at Jesus ignorerer hende.

Og disciplene, de har også forstået det, da de vil sende hende væk.
Jesus bekræfter dem i det. Han svarede: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”2 Senere i Matthæusevangeliet er det slået fast, at evangeliet skal prædikes i hele verden.3 Men her i begyndelsen af evangeliet er det Jesu opfattelse, at det er jøderne først, og så hedninger.

Det gjaldt kvindens syge datter. Så hun kastede sig ned og bad om hjælp.
“Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”4

Det er meget nedværdigende opførsel og sprog. Kvinden taler tidens sprog, ligesom Jesus gør det.

Det sker et skifte her, som er væsentligt.

1 Matt 15,22

2 Matt 15,24

3 Matt 24,14

4 Matt 15,27

3 a f 5

Jeg hævder ikke, at vide, hvad der er foregået i hovedet på Jesus.

Vi skal huske at Jesus er opdraget jøde, og hele sit liv, har han fået at vide, at de, som tror og tænker som ham og hans familie er rigtige. De andre er helt enkelt forkert på den. De tager fejl, så alvorligt, at vi kalder dem for hunde. Ignorer dem, og lader som om de ikke findes.

Det er den baggrund han har med, men han ser en mor, der tigger for sin datters liv. Han ser hendes frygt og mærker hendes tro og længsel. Lige der sammen med den kanaánæiske kvinde bryder han med alt, hvad han tidligere har lært. Alt hvad han troede var sandt og rigtigt omkring kaananæere skiftede han synspunkt på.

Han kunne ikke længere omtale hende som en ussel hund. Nu så han bag facaden og alt det han har lært at holde afstand fra. Her så han et menneske og fandt en tro.

Denne diskussion får kæmpe indlydelse på hvordan vi som kristne bør forholde os til mennesker med anden tro og baggrund end vores.

Vi lever i en verden, som i tiltagende grad bliver polariseret. Vi hører andre mennesker omtalt på langt værre måder, end det vi er vidner til, Jesus gør her.

Vi oplever at mennesker begår terror i Guds navn. Vi hører at Islamisk Stat med stolthed påtager sig ansvaret for enhver idiot, der kører ind i mennesker med en bil.

Det fylder os naturligvis med afsky og det skal det.

4 a f 5

Jeg tager afstand fra enhver form for vold, diskriminering og had. Det er naturligvis de ekstreme ytringer, jeg tager afstand fra. Jeg fordømmer det, hver gang, der står muslimer bag det, hver gang der står jøder bag det og hver gang der står kristne bag det.

Det er så nemt bare at sige og mene at de andre er nogle hunde, for nu at bruge Jesu ord.

Vi hører meget om ekstreme muslimer. Vi læser om ekstreme jøder, og tro mig, der findes også masser af forskruede kristne.

De mennesker vi ikke hører om, er de fornuftige muslimer, jøder og kristne. De udgør langt hovedparten i alle tre grupperinger. Det tavse flertal.

I vores måde at forholde os til andre mennesker og måske anderledes tro, er det utroligt vigtigt, at vi bruger et sprog, der ikke øger polariseringen og dermed giver brændstof til den frygt og fremmedgørelse, som så nemt kommer til at råde.

I begyndelsen af denne beretning, havde Jesus et mindset, som var polariserende. Men han opdager at han står overfor et menneske, der ikke lever op til alle de fordomme, havn havde fået.
Han så kvinde, som den hun var med de længsler og den tro hun havde. Det forandrede alt. – Ikke bare for kvinden, hvis datter blev rask, men også for Jesus og alle os, der forsøger at følge efter ham.

Når vi læser om, hører om, taler om en, som vi betragter som fremmed, så udfordrer det, at vi gerne vil efterfølge

5 a f 5

Jesus, os til at se, at vi står ansigt til ansigt med en næste, som vi jo er forpligtet til at elske.

Det er muligt at de holdninger, vi står overfor er onde, men der er altid et menneske bag.

I Romerbrevets afsnit om livet efter Guds vilje, udfordrer Paulus de kristne. Han siger: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”5

Kærligheden skal have det sidste ord!
Amen
Salme: Inden jeg har søgt dig, har du fundet mit hjerte

5 Rom 12,21

 

Kom ud! – Thomas Risager

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas.  Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid involveret i at tage sådan en tur. Tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas, kan bære.

Tro handler også om tillid. I dag kal vi se på en historie, hvor Peters tillid og tro sættes på en prøve. Det går faktisk ikke særligt godt, men det er der også pointer i.”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er lidt forskel på, hvad der er skrevet i forberedelsen, og hvad der er sagt under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 13. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,22-33

Kom ud!

I sommer var vi i bjergområderne nede i Harzen. En dag skulle vi op på et bjerg, og turen derop gik med en kabinebane. Sådan én hvor man sidder i en kabine, som hænger i et kabel. Gulvet i kabinen var lavet af glas. Der var en smuk udsigt, men der er også et element af tillid, involveret i at taget sådan en tur.

Tillid tillid til at kablet kan bære. Tillid til at gulvet, selvom det er af glas kan bære. Hver gang vi kom til sådan en mast, hvor bærehjulene sidder rokkede det hele, og det hjalp ikke, hvis man er lidt bange.

Til sidst turde vi alle – i hvert fald børnene – at stå på glasgulvet. Til vores store lettelse holdt det.

Faktisk så er hverdage fulde af ting vi gør, som kræver at vi har tillid til ting og til hinanden. Når vi bevæger os i trafikken, er vi nødt at have tillid til at alle de andre opfører sig efter reglerne, ellers kan det utroligt nemt gå galt. Det gør vi noget i tillid.

Når jeg sætter mig ind i et fly, har jeg tillid til at piloterne ved, hvad de laver. Når jeg lader en læge operere i et mint knæ, har jeg tillid til ham. Når jeg overlader mine børn til skolen, har jeg tillid til lærerne og pædagogerne.

Sådan kan vi blive ved med eksemplerne. Hver eneste dag, handler vi rigtigt ofte på en måde, som fordrer, at vi

2 a f 4

har tillid til andre. Vi er afhængige at konstruktioner, teknik og andre menneskers adfærd omkring os.

For at kunne leve, er vi nødt til at have tillid…. Tillid og tro hænger sammen.

Hvis jeg vælger at tro på, at Guds kærlighed gælder mig. At da jesus døde på korset, og opstod fra de døde igen, at det er sket for mig, og det er det endelige sejrstegn på, at Guds kærlighed er stærkere end alt andet, selv døden. Så er jeg jo nødt til at at have tillid til at det faktisk er sandt.

Så tror jeg jo på, at uanset hvad der sker i mit liv, så får Gud det sidste ord.

Det er det jeg tror. Tilliden kommer ind i billedet, når jeg også tør leve efter det.

Tilliden kommer ind i billedet, når jeg tør lade være med at frygte for dagen i morgen.

Det er tillid, når jeg slippe frygten og uroen for døden.

Jeg har tillid, når jeg tør elske min næste uden frygt for afvisningen, eller bekymringen for, hvad det mon kommer til at koste mig.

Det er et spørgsmål om tillid, når jeg tør stole på, at uanset om jeg selv har dummet mig, når jeg kommer galt af sted, så griber Gud mig.

3 a f 4

Jesus disciple er taget ud på søen for sejle på den anden bred og gøre klar til at Jesus kommer.

Vejret er blevet dårligt og vinden er i mod. Mørket er faldet på og bølgerne bliver højere og højere. Det nærmer sig, der hvor disciplene bliver bekymrede.

Midt om natten ser de en skikkelse på vandet. Det er Jesus, som kommer gående på søen. Hvis ikke de var bange, så blev de det dér.

Jesus går på vandet. Det kan da ikke lade sig gøre. Nej, med naturvidenskabelige briller på, giver det ikke mening. Det kan ikke forklares. Men der er så mange ting, Jesus gør, der heller ikke kan lade sig gøre. Lamme der går, blinde der ser, stumme der taler, døve der hører, døde der vågner. Det er et spørgsmål om tro, og det giver ikke altid mening.

Disciplene er rædselsslagne. Jesus siger, som han ofte gør, når mennesker er bange: “Frygt ikke!”

Peter, som jo er handlingens mand, udbryder: “Hvis det virkelig er dig Jesus, så byd mig, at komme ud på vandet til dig!”

Der er to ing i dette. På den ende side, har Peter brug for bekræftelsen, på den anden side, så har Peter så stor tillid til sin tro på Jesus, at han i en situation, hvor han allerede er bange, kan gå på vandet, hvis Jesus siger, han kan.

En vigtig pointe, som vi tit overser, når vi kigger på denne historie er, at Peter faktisk går på vandet.

4 a f 4

Peter går på vandet hen til Jesus.

Peter har tillid til Jesus. Han ser på Jesus og bevæger sig hen mod ham. En væsentlig del af det at tro, er at se på Jesus. En væsentlig del af tro, er at bevæge sig mod Jesus.

Peter går på vandet mod Jesus.

Men da han kigger væk fra Jesus og ser hvor oprørt vandet egentlig er, så ryger hans tillid til at dette kan lade sig gøre, og han synker.

Som skræmt barn råber han: “Herre, frels mig!”

Selvfølgelig rækker Jesus hånden ud og redder Peter, selvom Peters tillid og tro et øjeblik svigtede ham.

Tro og tillid er det, der i første omgang gør, at vi tør leve livet, hoppe ud af båden og tage skridt ud i det usikre. Det skal vi endelig gøre.

Men det er også befriende at se, at det i sidste ende ikke handler om vores tro. Når vi synker, handler det om, at Jesus rækker ud efter os og hiver os op.

Det ønsker jeg at have tillid til, ligesom jeg er nødt til at have tillid til at wiren holder, når jeg sætter mig i en kabinelift sammen med min familie.

Amen.

 

God Great God / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Gospelkoret Nardus runder sæsonen af med at invitere til Gospelgudstjeneste under temaet God Great God.

Det blev varmt og svedigt. Der blev også tid til en tale, som du kan høre her.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det ikke altid går, som præsten prædiker, forstået på den måde, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 5. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 8,4-10.
Gospelgudstjeneste med Nardus – God Great God

I dag vil jeg dele et barndomsminde med Jer. Det er underlig vilkårlighed over, hvad man husker fra sin barndom. Der er utroligt meget mere, der er glemt, end der er husket. Hvorfor er det lige, man husker de ting, man gør? Det kommer jeg ikke til at svare på idag, men vi kan da tænke over det.

Vil I med tilbage til min barndom?

Jeg husker, at jeg var på jagtferie sammen med min far. Jeg har kke været ret gammel. Måske i virkeligheden for lille til at være med, men hans gode hjerte – eller min mors stærke vilje, gjorde udslaget. Jeg kom med på besøg hos noget fjernt familie på Læsø. For nu var jagten gået ind.

Jeg husker det som nogle gode dage, meget anderledes end det, jeg kendte fra min hverdag. Køerne skulle malkes, og vi drak den lune råmælk til morgenmaden. Grisene skule fodres og i det hele taget var der en hel del arbejde, som jeg blev rodet ind i. Det var f.eks. ret sjovt at hakke roer.

Vi var på Læsø, og gården, som vi var på havde det traditionelle tangtag. Så raske drenges opgave var med en luftbøsse, at skyde gråspurve, for de ødelagde taget.

Det måtte jeg i hvert fald ikke hjemme i vores egen have.

2 a f 4

Et af mine bedste barndomsminder er sejlturen fra Læsø til Frederikshavn. Vi har helt sikkert fået pommesfrites og røde pølser i færgens cafeteria, for det skulle man have!

Men det bedste af det hele var at stå på agterdækket med min far tæt ved og kigge på stjerner.

På havet er der ikke gadelys, så der kan man opleve, at det er mørkt. Rigtigt mørkt, så man faktisk kan se hvor fantastisk stjernehimlen er.

Jeg så stjernebilleder, mælkevejen og vi så helt vildt mange stjerneskud. Meteorer, som brød jodens atmosfære og brændte op af luftens friktion på deres vej mod jorden.

Det er overflødigt at sige, men det var vildt fascinerende. Og så var det jo et far søn moment, som hænger fast i mig.

Men det var også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig lille og forundret over, at midt i alt dette uendelige svimlende univers, skulle der være en Gud, som havde øje for netop mig og mit liv. – Ja, sådan tænkte jeg allerede, som lille dreng. – Og det gør jeg stadig!

Bibelen beskriver Gud, som skaberen af alt liv. Som ham, der satte stjernerne på himlen, som ham der gav os alle liv.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi er centrum i verden, Men det er en del af processem med at blive voksen, at man indser, at man nok ikke er centrum, og at der også er andre mennesker, at tage hensyn til.

3 a f 4

For mig, er tanken om at Gud, som er almægtig, at han også skulle se og favne mig, en tanke, som får mig til at blive helt stille. Som får mig til at indse, at jeg nok ikke er centrum i hele verden.

Midt i det store hele kaos, som verden også er, ser Gud, hører Gud, favner Gud lille mig… og dig!

Paulus taler om Gud, som så tæt på os, at det er i ham lever vi, ånder vi og er vi.1

Jeg tager tit mig selv i at tænke alt for stort omkring Gud, og det er det her med, at han er almægtig og har styr på hele verden, det er ganske enkelt svært at trække ned over hvad jeg vil kalde en relation til et enkelt menneske som mig.

Jeg tror, at et af nøgleordene til at kunne forstå og rumme Gud ligger i at vi nemt kan overse, at forholdet til Gud er et intimt forhold.

Det ligger der slet ikke noget lummert i, men det ligger den betragning, at det er Gud og mig og at det er uendeligt fint.

VI fejrer i denne weekend pinse.

Det er begivenheden, hvor Guds Ånd falder over mennesker. Det lyder meget dramatisk.

1 Apg. 17,28

4 a f 4

Men det netop historien om, at Gud åbenbarer sig som Ånd i verden, som ingen længere var sikker på havde en fremtid.

Den store skaber Gud, er blevet menneske i Jesus. I pinsen fejrer vi, at han er ånd og er tilstede overalt og i alle mennesker i denne verden.

Det er stort, nærværende og underligt i at tænke på.

Vi kan opleve at Gud er helt nær ved. Fornemmelsen af ikke at være alene. Troen på, at selvom jeg ikke kan overskue mit liv, så går det nok alligevel.

Fornemmelsen af at være holdt af, at være være elsket, det er Gud, der giver den fornemmelse til dig.

Du er elsket og holdt af – og det er uendelig fint mellem Gud og dig!

Amen

 

Himlen Tur/Retur – Thomas Risager

Hvorfor står I og glor?

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?”
Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de står og kigger op i himmelen.
Her om sommeren nyder jeg at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogle gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter ….

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

1 a f 4

Prædiken søndag d. 28. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1,9-14 & Joh 17,1-11 & Sl 68,1-10,32-35 & 1. Pet 4,12-14;5,6-11.
Kristi himmelfart – Himlen tur/retur

“Hvorfor står I og stirrer op mod himlen, galilæere?1Sådan spørger to mænd i hvide klæder til disciplene, da de stod og kiggede op i himmelen.

Her om sommeren nyder jeg, at sidde i en stol ude i haven og kigge op i himlen. Jeg glæder mig over alt det blå, og forundres over hvor hurtigt skyerne nogen gange kan glide hen over himlen. Det er da fascinerende. Jeg har dog aldrig oplevet, at to mænd i hvide klæder kommer og spørger mig, hvad jeg glor efter.

Der er en en grund til at de kigger. Her i Apostlenes Gerninger indleder Lukas historien om den første kirke, med den samme historie, som han afslutter sit evangelium med2, nemlig historien om Jesus himmelfart.

Der er gået fyrre dage siden opstandelsen. Jesus har vist sig for disciplene ved adskillige lejligheder. Fælles for alle de begivenheder er, at Jesus forsvinder for øjenene af dem, men jo er kommet igen. Hvor er Jesus, når han ikke er sammen med dem?

Nu er den epoke ved at være slut. Der er gået fyrre dage, som i den bibelske verden ofte er den tid, som skal til, for at mennesker kan vænne sig til nye realiteter.

1 Apg. 1,10
2 Se Luk 24,50-53

2 a f 4

Jesus har lige givet dem løfterne om helligånden, som skal komme over dem, det sker på halvtredsindstyvedagen, så det får du historien om næste søndag kl. 10.30.

Nu sker der det, at Jesus løftes op i en sky, som tog ham bort fra deres øjne. Der er flere ligheder med tidligere historier her. Da Moses er på Sinai Bjerg dækkedes hele bjerget af en sky. Inde i skyen mødte Moses Gud.3

Da Jesus går op på et bjerg sammen med Johannes, Peter og Jakob, hvor han forvandles for øjenene af dem. Da er bjerget også indhyllet i en sky.4

Skyen er altså et bibelsk billede på Guds nærvær. Det rimer jo ikke med at Jesus tages væk.
Disciplene er sikkert ikke helt trygge, da de står der og ser op mod himlen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tænker tilbage på opstandelsens morgen, hvor de bange kvinder oplever, at Jesus er væk. Her står der to mænd i skinnende hvide klæder og fortæller dem, at Jesus er opstået, som han har sagt det.

Nu står der igen to mænd klædt i hvide klæder. Englene har det med at komme, når disciplene er mest forvirrede og bange.

3 2. Mos 19,9
4 Matt 17,1-8, Mark 9,2-8, Luk 9,28-36 samt omtale i 2 Pet 1,16-18

3 a f 4

Engle lyder så bombastisk, men jeg vil minde om det blot betyder, at engle er sendebude fra Gud.

Her står de på Oliebjerget. Det højeste sted i miles omkreds. Skyen har taget Jesus ind og han er forsvundet. Hvad nu? Måske er fokus i denne historie, slet ikke, at han forsvinder, men netop de løfter, som egnelene giver.

De hvid klædte mænd står der pludselig. “v11 De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”5

Igen lyder løftet fra himlen. Jesus forsvinder ikke. Kun for en tid. Han kommer tilbage på samme måde, som han forsvandt.

Kristi himmelfartsdag handler om at også vi må løfte blikket og se op, for en dag kommer Jesus igen og så vil vi se at kærligheden får magt i verden.

Så er det slut med meningsløs terror.
Slut med undertrykkelse.
Der skal ikke være krig, kriminalitet, sygdom, død, uretfærdighed.

Alt ondt i denne verden skal forvandles til sine prægtigste modstykker…

5 Apg 1,11

4 a f 4

For han kommer igen, lad os kigge op. Lad os håbe det, forvente det og længes efter det.

Amen

 

Jeg lever og I skal leve! – Thomas Risager

Jeg lever, og I skal leve …

Sådan siger Jesus til disciplene forud for sin død og opstandelse. På søndag er omdrejningspunktet for talen Johannesevangeliet 14,15-21, hvor Jesus giver nogle af sine allersidste instrukser til disciplene.

Og vi kan som regel godt regne med, at udfordringer som Jesus giver disciplene, også er udfordringer, som gives til os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Manuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 21. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 17,22-31 & Joh 14,15-21 & 1 Pet 3,13-22 Jeg lever, og I skal leve….

Jeg ved godt, at I alle sammen tror jeg er totalt supermand. Den vil jeg gerne med det samme kommentere på, og sige, at det er jeg ikke.

Jeg er f.eks. ikke bange for at dø, eller det er jeg jo, for det er uanset, hvordan jeg vender og drejer det, en ubehagelig tanke. Og jo, jeg tror på opstandelsen fra de døde og det evige liv og hele pakken af det, som jeg i princippet er ansat til at forkynde.

Mest af alt er jeg nok bange for at gå glip af noget i livet, for jeg synes, jo at det er pænt interessant. Allermest bange er jeg nok for at gå hen og dø mens børnene har brug for deres far (det går mere og mere op for mig, at vi nok altid vil føle behovet for at have brug for vores far eller mor) – jeg vil meget nødigt efterlade dem faderløse.

Den store forskel på Jesus og mig er, at Jesus ved, at han snart skal dø. I øvrigt er der ganske givet flere forskelle på Jesus og jeg.

Når man ved, at det snart er slut, fokuserer man på det allervigtigste. Det er i lyset af det, at vi skal se på, hvad det egentlig er, at jesus siger til sine disciple, her i Johannesevangeliets kapitel 14.

Det første vi skal se på, er vers 15: Elsker I mig, så hold mine bud. Udgangspunktet for vores kærlighed til Jesus, er hans og Gud Faders kærlighed til os. En forudsætning

2 a f 4

for at elske ham, er altså at forstå, at tro på, at vi er elsket af ham. 1. Johannes Brev siger, at Gud elskedes os først.1 Først da kan vi elske, og så er der jo den fordring, at vi skal holde hans bud. Og de var? Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.2 Tro handler altså ikke om dig selv, men om Gud og dine medmennesker.

Jesus lover desuden at han vil efterlade os talsmanden, som skal være hos os til evig tid. En sandhedens ånd, som verden ikke forstår, men som disciplene skal kende, fordi den bliver hos dem og i dem.3 Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Hvis noget gælder disciplene, kan vi roligt regne med, at det også gælder os.

Det er jo interessant, at Guds ånd skulle være i os. Det er alligevel et nært forhold. Det er helt i tråd med den fine tale Paulus holder hos de meget religiøse – faktisk poly- religiøse grækere på Areopagoshøjen i Athen.4 Her siger Paulus: “for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.”5

1 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

2 Mark 12,30
3 Joh 14,17
4 Læs evt. Apg 17,22-31 5 Apg 17,27-28

3 a f 4

Og så kommer det: Jesus efterlader os ikke faderløse. Han kommer til os. Verden ser ham ikke, men han er her. Vi kender ham jo, for ånden – talsmanden – er i os.

Se bare beretningerne om den opstandne Jesus, f.eks. her i Johannesevangeliet, hvordan den opstandne Jesus igen og igen kommer til disciplene. Gud kommer til os. Som han siger: I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.6 Her er altså en klar udfordring i stil med at vi skal holde hans bud, vi skal leve livet, fordi han lever. Det er altså ikke en opfordring til at gemme sig for verden, men en opfordring til at leve livet i verden.

Kraften, styrken og viljen til det får vi fordi vi er i ham, og han er i os.7 Det er en nær relation, og en levende relation, som ikke kun er en hjerne-tro, men også en hjerte-tro. Jeg skal måske lige tilføje, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Slutteligt siger Jesus….. “Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”8

Det er jo det vi oplever, at Gud giver sig til kende for os. Nogle har meget dramatiske historier at fortælle, mens det for andre er mere stille indre oplevelser. Men vi kan bekræfte, at at Gud elsker os, at Gud viser sig i menneskers liv, at Gud sætter os fri til at leve, at Gud sender os ud i verden.

Vi er forpligtede til, fordi vi er elskede til at elske.

6 Joh 14,19 7 Joh 14,20 8 Joh 14,21

4 a f 4
Og det vil vi gøre med alle til rådighedstående midler.

Med vores liv, med vores fælles kirke ønsker vi intet mindre end at udleve et klart budskab om Guds kærlighed.

Det er så op til den enkelte af os, at finde ud af, hvordan det skal se ud i vore liv.

Frem for alt er vi i hvert fald ikke efterladt faderløse.

Amen.
Salme Led mig Gud

Fred være med jer – Thomas Risager

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.”

Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer! Ved gudstjenesten taler Thomas Risager om Guds fred i hverdagens tumult.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 23. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Fred være med Jer!

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.” Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer!

“Guds fred til dig!”

Fred være med Jer, siger Jesus til de totalt rundforvirrede disciple. Tidligere på dagen har disciplene fået at vide af kvinderne, som var på vej ud til graven, at stene var væltet væk, og at Jesus er opstået fra de døde.

Selvom Jesus havde forudsagt det, og gjort alt for at forberede dem på, at dette ville ske, så forstår de ikke det, som sker lige for næsen af dem. Det havde de aldrig forventet.

I søndags hørte vi om Maria Magdalene, som var kommet ud til graven hvor hun stod og græd. Hun møder Jesus og står ansigt til ansigt med ham, men hun tror det er havemanden.

Det kan jeg helt ærligt godt forstå, for hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig det?

Maria forventede ikke, at Jesus opstod, selvom han havde sagt det ville ske.

2 a f 4

Forventninger er noget mærkeligt noget. Hvis vi har lave forventninger til noget, skal der virkelig meget til, før vi synes, at noget er fantastisk.

Omvendt, hvis vi har høje forventninger, så opdager vi også det gode, som vi forventer at se.

En gang blev vores fodbold landstræner Richard Møller Nielsen berømt for sinde gode kommentar: “Screw down your expectations!” Utroligt fint engelsk, som knapt egner sig til brug i kirken.

Han syntes forventningerne til landsholdet lagde et kæmpepres på dem, som de godt kunne være foruden.

Når det kommer til tro kan man nemt komme til at sætte sine forventninger for lavt. Det tror jeg faktisk mange af os kommer til.

Det er det, som sker for Maria. Hun kan slet ikke forstå, det er Jesus hun ser, for hun har ikke forventning om kan ske.

Jesus var kommer til disciplene. De så ham og de troede, men Thomas, var ikke med. Vi ved ikke hvorfor, men han var gået glip af de støreste de andre disciple nogen sinde havde oplevet.

De havde set Jesus stå midt iblandt dem, de havde hørt Jesus: “Fred være med Jer!”1

1 Joh 20,19

3 a f 4

Thomas har begge ben på jorden og han er ikke bleg for at indrømme, at det der rækker hans forventninger ikke til. Med andre ord, han tror ikke på dem, når de påstår at jesus er opstået fra de døde.

Otte dage senere står Jesus igen foran dem. Fred være med Jer!

Thomas havde godtnok sagt, at han ville se med egne øjne, at han ville stikke hænderne i såret i Jesus side, men jeg tror ikke, han nogen siden havde forventet, at det ville ske. Men Jesus sprænger alle forventninger.

Jesus taler direkte til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”2

Det er nogle fantastiske beretninger, vi har foran os i dag. De er vilde, og de er dramatiske.

Men de afslører måske også, at vi, uanset om det med kirke og tro er nyt for os, eller det en gammel nyhed, at opstandelsen er svær at rumme, også selvom det er totalt kernebudskab.

Når vi taler om opstandelsen fokuserer vi ofte på, hvad Jesus gør for os i døden.

Men opstandelsen handler om livet.

2 Joh 20,27-28

4 a f 4

Når Gud kan gøre den døde levende, hvor meget mere kan hans kærlighed så ikke gøre i livet?

Opstandelsen viser os, at intet er umuligt for Gud, ikke kun i døden, men sandelig også i livet.

Faktisk midt i hverdagen. Midt i den daglige trummerum er Gud også, og midt i det hele siger han også til os: “Fred være emd Jer!”

Hvis vores forventninger er, at det kan ske, så ser og hører vi det også, når det sker.

Hele pointen med talen i dag, men også med Johannesevangeliets historie er at skubbe til den forventning. Her skal vi passe på med at have for lave foreventninger.

Så i dag vil jeg sige: Screw up your expectations!”

Johannes siger det sådan her:

Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.3

Amen
Salme: Jesus, som iblandt os står

3 Joh 20,31

 

Jer er …Opstandelsen og livet – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med, og for mange af os er det ikke påske, før vi har hørt Emmaus synge netop den.

Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de smukke påskesalmer. Der er naturligvis også en påskeprædiken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 16. april 2017. Påskedag

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,1-19 & !. kor 15,21-22.

Det er påskedag.

Det kulminationen på alt, hvad der har med kristen tro at gøre.

Jesus blev plaget, blev korsfæstet, han døde, Jesus blev begravet, men i dag på tredjedagen fejrer vi, at han opstod fra de døde.

Den døde blev levende! Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi hører i følge Johannesevangeliet, hvordan Maria Magdalene er kommet ud til graven, hvordan hun ser at stenen er væltet fra. Hun løber tilbage til Peter og den anden discipel, ham Jesus elskede. Formentlig er her tale om Johannes. Maria bliver den første overhovedet, som får lov at fortælle, at graven er tom.

De to løber ud til graven. Det går stærkt, de venter ikke på hinanden.
Det her vil de se med egne øjne, for det er alligevel for fantastisk tl at man rigtigt kan tro det. Selvom de adskillige gange har hørt Jesus fortælle om den skæbne der ventede ham, er det svært for dem at rumme det.

2 a f 5

På trods af, at de kendte profeten Esajas ́ord om Herrens lidende tjener1, så var det svært for dem at tro på det de hørte Maria Magdelene fortælle dem.

Peter er kommet frem til graven, han går ind, og ser linnedklæderne, som den døde Jesus var svøbt i, ligge i graven, mens klædet, som var lagt over Jesu ansigt, ligge for sig selv.

Den anden discipel, ham Jesus elskdede, gik også ind i graven. Johannes skriver, i øvrigt meget usædvanligt for Johannes, meget kort, at disciplen så og troede.2

Han så og troede! Han så den tomme grav og troede!

Maria er kommet tilbage til graven. Hun står udenfor og græder, hvilket ikke er mærkeligt, hun er midt i sit livs krise.

Midt i hendes dybeste mørke dukker englene i hvide klæder op. Vi husker at engle er sendebude fra Gud, og de spørger, som Emmaus sang ved gudstjenestens begyndelse: “Hvorfor græder du?”3

Bag hende står Jesus, og spørger, hvorfor græder du? Maria Magdalene roder sig ud i en lang forklaring, men Jesus afbryder hende ved at sige hendes navn: Maria! Da forstod hun, at hun have set Jesus. Da troede hun!

1 Es 53
2 Joh 20,8 3 Joh 20,13

3 a f 5

Johannes skriver levende, så vi skal forstå, at Jesus er opstået fra de døde. Det forstår vi og det tror vi, og alligevel siger vi nogen gange tjae…

Det er der ikke noget nyt i, og der er i og for sig heller ikke noget galt i, at forholde sig en anelse skeptisk. Det er en gammel sandhed at tro og tvivl følges ad.

Allerede i kirkens første tid, har Paulus behov for at italesætte dette. I første Korintherbrev, som er skrevet små tyve år efter Jesus død og opstandelse, kan vi læse at Paulus formaner sin menighed til at holde fast ved troen på opstandelsen.

For som han siger: “v12 Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? v13 Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14 men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”4

Vores tro er ikke tom! Det er muligt at vi ind imellem tvivler, men tom, Nej, det er vores tro ikke. Vi står på 2000 års historie om Jesus, som døde og opstod for vores skyld.

Vi synger salmerne, lytter til gospelmusikken, som igen og igen, bekræfter den tro vi trods alt er samlet om i kirken i dag.

4 1. Kor 15,12-14

4 a f 5

Vi lytter til en prædiken, som slår fast at kirken bygger på den tomme gravs fundament.

Jesus opstod fra de døde.

Den døde blev levende!

Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi tvivler og tror, vi håber, men vi handler også, som om vi tror at Jesus opstod fra de døde.

I dag har vi gjort som de allerførste kristne gjorde. Vi har fulgt traditionen med, at påskemorgen døber vi.

I dag er det ikke bare Linette og Anders, der har båret et barn til dåben i troen på at Kristi opstandelse fra de døde ikke er tant og fjas, men liv og kærlighed.

Som vi forstår dåben her i kirken, har vi alle sammen været med til det. Vi er ikke bare passive vidner, vi er aktive forberede, for Bodil, for storebror Frederik Elias, for Linette og Anders, ja, for alle andre som er kommet her til kirken med deres barn og betroet os det ansvar at døbe barnet og bede for familien.

Det ansvar tager vi på os, og vi gør det med stor glæde, for dåben viser os med al tydelighed, at tro ikke kun er ord, men sandelig også handling.

Det er at tage del i håbet om at opstandelsens kraft, må være og blive virkelighed levendegjort i Bodils liv, i vores allesammens liv.

5 a f 5

Det er det, vi håber og tror, derfor er glæden også håndgribelig på en påskemorgen som denne.

Der er ingen grund til at græde, ja, det skulle da lige være af glæde, for Jesus opstod fra de døde, og det handler om dig!

Amen.
Bøn & Lys…..