2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.

Tro er….at længes – Thomas Risager

På grund af tekniske problemer er der ingen lydoptagelse af dagens tale, men her er bibelteksten og manuskriptet, som udgjorde oplægget.

Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-41. Side 890.

Verdensdommen

v31  Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33  fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

++++++++++

Prædiken søndag d. 22.november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 25,31-41.

Verdensdommen.

Overskriften for bibelteksten, som der på søndag tales over, er verdensdommen.

Årh, nej… Er det nu sådan en svovlprædiken, som Thomas Risager holder? Dem har vi hørt nok af (altså ikke fra ham, men af andre 🙂 )

Det er ganske rigtigt sådan i den kristne tro, at vi forventer, at Gud en dag vil holde dom.

En dag, hvor han gør regnskabet op. Fårene til den ene side og bukkene til den anden.

Traditionelt, får det mennesker til at ryste i buskerne af skræk, men budskabet i dag er, at vi skal huske på, at Gud er en kærlig Gud, som vil os det godt.

Når Gud holder dom, bryder hans rige endeligt igennem. Så mister ondskaben og meningsløsheden sin magt, så er det Guds kærlighed, som har magt i verden.

Se, det er ikke noget at frygte, det er noget at længes efter!

Men inden vi går mere ind i det, så er jeg nødt til at stille dig et personligt spørgsmål. Du behøver ikke at svare, slet ikke hvis du sidder ved siden af en af dine nærmeste. Bare tænk inden i dig selv.

Kender du det, at din ven, din kone, din mand, din mor, din far, din chef, din menighedsrådsformand… kommer til dig, og nu ved du, at der følger en konfrontation. Der er noget, som vedkommende er utilfreds med, og du skal have skylden. Du ved det allerede inden han åbner munden.

Allerede der, er du mentalt smuttet videre til det sted, hvor du lukker hele verden ude, for du ved jo hvad der kommer. Tror du!

Du hører ikke efter. Tværtimod er du klar til at fyre dit modsvar af. Det modsvar der består af de ting, som har irriteret dig gennem de sidste tre uger.

Det har godtnok ikke noget med den indledende snak at gøre. men det er ligemeget, for der er ikke nogen, der skal komme og sige noget til dig.

Jeg kender det med at lukke af. Både fra mit privatliv, men også i de diskussioner, som jeg har med andre, der prøver på at forstå bibelens univers.

Når der bliver alt for meget snak om synd, helvede og fortabelse, så lukker jeg bare helt af. Ryster på hovedet og tænker fundamentalister…. Og det er jo ikke pænt gjort.

I Matthæus siges det, at Gud vil skille fårene fra bukkene, når menneskesønnen kommer i al sin herlighed.

Bag det ligger, at vi forventer at Jesus en dag kommer igen. Guds plan er at frelse verden. Ikke bare en del af verden, men hele verden.

“For sålede elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes,  men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” som der står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-17.

Det er altså Guds plan. Det ligger også i mange af de ting, som jesus siger, at hans komme er for alle mennesker. Det siges allerede i juleevangeliets ord til de skræmte hyrder på marken.

“Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” For alle!

Så Guds perspektiv er for alle!

Læg også mærke til at Guds forventninger til de, som han lader gå til sin højre side, ikke er at man har været i kirke mindst 40 gange om året, selvom jeg som præst har lyst til at tilføje det.

Det er heller ikke at have lært bibelen udenad.

Men det er at tage imod den fremmede, at mætte den sultne og tørstige, at tage sig af den syge og den fængslede.

Med risiko for at blive lidt politisk, så kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi med  de mange flygtninge, som kommer til os, har alletiders mulighed for at arbejde lidt på vores egen frelse. Jeg er naturligvis også nødt til at sige, at hvis det egoistiske mål er vort motiv, så går vi galt i byen. Fokus skal selvfølgelig være på dem, som vi møder med åbenhed.

Gud ønsker altså at gøre arbejdet færdigt.

Lad os lige rundet den med helvede med det samme. Ligesom der er mange forestillinger om himmelen, så gælder samme for helvede. Vi må holde fast i at det er forestillinger.

For mig var helvede i Paris sidste fredag.

Helvede var i det russiske passagerfly, der blev bombesprængt over Egypten.

Helvede var der hvor bomberne faldt i Syrien som hævn for angrebet i Paris.

Helvede var der hvor en kvinde blev voldtaget. … Find selv på mere. Det er faktisk let nok-  ikke sandt.

Vi kender godt til helvede. Og det er det som Gud vil gøre op med. Hans våben er ikke bomber, det er kærlighed. Og helvedes porte kan splintres af kærlighed.

Når Guds kærlighed får magt i verden, så er mennesker stadig frie til at sige til Gud, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Det tror jeg faktisk Gud respekterer og der vi være et sted, hvor man kan være i fred for Gud. Helvede bliver stedet uden Gud. Man vælger selv.

Der hvor Gud holder dom, får kærligheden magt.

Tænk engang over konsekvensen af det.

Krigens larm forstummer,

Frygten for terror forsvinder,

Sygdom mister sig tag,

Konflikter ophører,

Kriminalitet bliver ikke eksisterende,

Fred og kærlighed vil sprede sig og selv døden vil miste sin magt.

På søndag begynder adventstiden, hvor vi minder hinanden om at Jesus kom til verden og at han var en del af Guds større sammenhæng.

Vi længes også efter at han kommer igen og gør det færdigt.

For at tro er også at længes efter en ny himmel og en ny jord, hvor Kristus er konge.

Tro er at længes.

Amen.

Tro er….Store løfter – Thomas Risager

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Jesus taler om de sidste tider, og giver løfter om, at han er der, når alt er sort. Derfor giver det også mening i dagens tale at se på hvad terror i Paris gør ved os.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her, men bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 13,1-8.

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Dette har han forberedt disciplene på, men det er som om de ikke rigtigt vil se det i øjenene. De har sagt ja ja, det forstår vi, men det gør de ikke alligevel.

For de bliver grebet af stemningen, mens de går rundt der på tempelpladsen og ser de prægtige bygninger. Jeg kan næsten høre, at de tænker: Nu er alle vore problemer ovre. Herfra og frem bliver det kun triumftog, og det var også sådan de var blevet modtaget i Jerusalem. Egentlig er det ikke så mærkeligt at de tænker, som de gør.

Store bygninger og flotte byer har altid fascineret os. Når jeg er ude i verden og ser nogle af de ikoniske bygninger, som alle kender. Eifeltårnet, Empire State, Peterskirken… Så synes jeg det er fantastisk.

Templet i Jerusalem var i sig selv en helt vanvittig bygning, selv efter vore dages målestok ville den være fantastisk. Ingen har fantasi til at forestille sig, at der sker noget med disse bygninger. De bliver da stående uanset hvad, tænker man.

Men verden er ikke usårlig. Nogen vælter det, som vi troede ville stå altid. World Trade Center i New York. Ingen havde fantasi til at forestille sig at fanatiske terrorrister ville kunne få det til at synke i grus.

Vi ved godt, at vores verden kan påvirkes i løbet af få sekunder. Men det er som med disciplene, der har ået at vide, at Jesus skal give sit liv, det vil ikke helt rigtigt sive ind. Vi lader som vi ikke har hørt det. Og det er nok godt nok…..

For at lave vores liv er vi nødt til ikke at lade frygten få taget i os. Men det kommer tæt på – uhyggeligt tæt på – når man ser hvad som er sket i Paris, hvor langt over hundrede mennesker mister livet i vanvittige terror-angreb.

Vi føler selvfølgelig med det franske folk og senere i gudstjenesten vil vi bede for de ramte og give muligheden for at vi kan tænde lys. Så har vi dog gjort et eller andet.

Når det sker i Paris. I de gader, hvor mange af os har gået, så bliver vi klar over, at også vores hverdag kan ændres lynhurtigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at frygten for fremtiden kommer snigende.

Det kommer tæt på.

Samtidigt så hører vi i dag Jesus, tale om noget af det, som disciplene regnede for helt sikkert, vil falde til jorden. Der kommer en dag, hvor end ikke templet i Jerusalem længere står. (Den dag er kommet. Templet blev smadret af romerne i år 70, som en terrorhandling for at standse det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt.)

Jesus taler om al elendigheden når verdens ende nærmer sig. Helt ærligt – det virker altså langt væk og vanskeligt at forholde sig til.

Omvendt, så er måske netop når vi ser folk rejser sig mod folk helt tæt på, når vi i oplever terror i Beirut, Bomber i Bagdad, tøndebomber i Damaskus, at det måske alligevel giver mening at lytte til hvad Jesus siger.

Mange gange siger Jesus: Frygt ikke!

Jesus mener, at vi ikke behøver at være bange.

Ikke at onde ting ikke kommer til at ske for os. Det lover han ikke, men han lover at han er med os uanset, hvad der sker. Det betyder trofasthed længere end livet, som vi kender det. Det betyder at han er med os længere end vores sidste åndedrag.

Jesus er kommet op til Jerusalem og med sine handlinger viser han, at kærligheden vil triumfere.

Det kan godt være, at alt vælter sammen, da Jesus dør på korset.

Tankegangen om at døden er det allersidste er så indgroet i os, at alt falder sammen omkring os, når døden rykker tæt på.

VI skal huske på, at på trediedagen opstår Jesus fra de døde. Et synligt og magtfuldt tegn på, at Guds kærlighed og magt er stærkere end alt andet – også det døden.

Kærligeden kommer til at sejre i den sidste ende.

Jesus siger, at når folk rejser sig mod folk, når vi hører krigslarm, så er det begyndelsen på veerne.

Når en kvinde har veer kommer der noget godt ud af det. Der kommer nyt liv!

Det er det, som Jesus lover os, at der hvor det hele falder sammen om ørerne på os, der kommer der nyt liv. Der holder han fast. Han som vil os det godt.

Det må vi tro på og holde fast i. Uanset hvad der er forude, så er der ingen grund til at være bange. Jesus er med os, og der er nyt liv i vente.

Det er et af de helt store løfter, som han giver os.

Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Amen

Hvor er Gud, når onde ting sker? – Thomas Risager

I dag skal vi tale om lidelse. Nogen gange efterlader tilværelsen og livet os i situationer, hvor vi ikke forstår eller finder rimelighed i livet. Hvorfor skal mennesker lide, og ofte er det de samme, som igen og igen får tæsk i tilværelsen?

Jeg ved gennem mit arbejde som præst, at mange mennesker har spørgsmålet om hvorfor der er lidelse i verden tæt inde på livet. Og jeg får de her spørgsmål a la:

Hvorfor skulle min mand blive syg?

Hvorfor kan vi ikke få børn?

Hvorfor blev min ven kørt ned?

Hvorfor skulle Heidi dø af cancer som 22-årig?

Hvordan kan Gud tillade at så mange mennesker dør ved en tsunami?

Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det er gode spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og tænker over. Det er også vigtigt for mig, at få sagt at Gud sagtens kan tåle, at vi undrer os, at vi stiller spørgsmål eller endda nogen gange er ganske vrede på ham, når vi oplever at livet er uretfærdigt.

Jeg oplever ganske ofte, at jeg bliver mødt med: “Hvordan kan du tro på en god og kærlig Gud, når der så meget ondskab i verden?”

Udgangspunktet for talen er fra

Salmernes Bog 13, vers 1-6

v1  For korlederen. Salme af David.

v2  Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?

Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?

v3  Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet

og daglig have sorg i mit hjerte?

Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?

v4  Se mig, svar mig, Herre min Gud!

Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,

v5  og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,«

og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler.

v6  Men jeg stoler på din trofasthed,

mit hjerte skal juble over din frelse.

Jeg vil synge for Herren,

for han har handlet vel imod mig.

 

Hør mere her:

 

podcast-large

Tro forandrer livet – Thomas Risager

10477575_10207450703604549_4580163504271764369_o
Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck

Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:

Johannesevangeliet 3,1-8

v1  Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2  Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3  Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4  Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5  Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6  Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7  Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?

Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her:

Prædiken søndag d. 28. juni 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 3, 1-13.

Er du så hellig nu?

Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.

Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.

For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.

Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.

I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.

Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.

Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!

Meget hellig endda!

Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.

For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.

Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.

I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.

Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.

Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.

Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.

Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.

Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.

Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.

Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.

De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.

Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.

Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.

Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.

Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.

Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”

Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.

Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.

På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.

Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.

Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.

Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.

Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.

For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.

Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.

Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?

Amen.

Ti stille – Thomas Risager

Ti stille!

Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!

Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!

Det hjalp ikke!

Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.

Hør mere her:

podcast-large

 

Eller læs her:

Prædiken søndag d. 21. juni 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 4,35-41.

Ti stille!

Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!

Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!

Det hjalp ikke!

Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.

Han kan noget, jeg ikke kan. Egentlig ikke en chokerende opdagelse, men alligevel.

Jesus har talt og talt til folkemængden ved breden af Genezareth sø, men nu er det tid at flytte sig over til den anden side. Det er også muligheden for at hvile lidt, mens man er på vandet.

Disciplene og Jesus sætter sig i båden og lægger fra land. Genezareth sø lyder hyggelig. Men den er stor nok til vejret kan blive voldsomt, så man skal, som altid, når man sejler, vide hvad man gør.

Der kommer en voldsom hvirvelstorm. Det har jeg selv oplevet i Israel, vi var ganske vist ikke på vandet. Men vejret var særdeles fjendtligt.

Så når Markus skriver, at vinden var voldsom, at bølgerne slog ind over kanten på båden, så den var ved at fyldes, så skal vi forstå, at situationen var ikke bare uhyggelig, men direkte farlig.

Jesus sover i agterstavnen af båden og det er han åbenbart god til, for vinden vækker ikke ham.

Disciplene er frustrerede og bange. De har den følelse, som jeg tror mange af os kender, når vi står i noget vi ikke kan overskue. Hvor er alle de andre?

Hvorfor hjælper de mig ikke. Som sidebemærkning, så er det oftest fordi vi har glemt at bede om hjælp.

Når det ser sortest ud, føler vi os ofte meget alene, som om, at der ikke er nogen, som ser, at vi har det skidt.

“Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” spørger disciplene af frygt.

Selvfølgelig er Jesus ikke det.

Han rejser sig. Truer ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!”

Det fantastiske sker: Stormen lagde sig, og vandet blev blikstille.

Det er jo det Jesus kan.

Når vi er i krise, når vi er bange, fortvivlede, utrygge, modløse, håbløse, forvirrede og helt rundt på gulvet, fordi vi føler os fanget i en lille båd, der gynger på et stormende hav. Så er det oftest der, vi føler os allermest alene, og tænker. Har Gud virkelig glemt mig? Er han ligeglad med at jeg går under.

Jesus sover ikke, han er ikke ligeglad.

Jesus får stormen til at falde til ro, og bølgerne til at lægge sig, men læg mærke til i historien, at han jo ikke bare hiver båden og disciplene ud af sammenhængen. De er stadig på søen, de har stadig et sted, de skal hen.

Stormen, som var ved at knuse dem, havde ikke magt til at gøre det, for Jesus sov i agterstavnen af deres båd.

Jeg tænker, at det ligner noget af det, som jeg selv oplever, men som jeg også hører andre sige. Nemlig at midt i den værste storm, der kan der ske det, at man gennem sin tro, kan finde uventet styrke til at være, til at leve livet på trods.

Oplevelsen er, at Jesus er på min side, og at han ind i mellem rejser sig op, truer ad stormen i livet og råber: Ti stille! Hold inde!

Og så bliver der ro. Jeg bliver ikke hevet ud af balladen, men midt i det er der ro, så jeg kan tænke, så jeg kan være, så jeg kan finde mere energi.

Jeg er sikker på, at Jesus ikke er ligeglad med dig.

Amen.

Say Yes. Gospelgudstjeneste med Emmaus – Thomas Risager

Det er dit eget valg!

Du kan vælge det sikre … sige: “nej tak!” … “ellers tak!” … “måske en anden gang!” … “ikke lige i dag!” …

Eller du kan vælge at træde ud på vandet. Gøre det! Måske ændrer det dit liv!

Vi ser på betydningen af og forskellen på to små ord: “Ja” og “nej”. Hvor stor en forskel kan det gøre i vores liv, at vi vælger det positive, vælger at sige “ja!”

Hør mere her, hvor historien fra Matthæusevangelietkapitel 15 om Peters og Jesu vandring på søen foldes ud.

podcast-large

Joy is here – WAKE UP! Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Joy is here – WAKE UP!

Bliv rusket igennem på den skønneste og mest livsbekræftende måde … Og det blev vi i kirken i dag.

Vi taler om at favne glæden og give sig selv tid og plads til at se alt det gode i livet. Selv i det mørkeste mørke, er der altid, hvis man giver sig tid til at kigge efter, lys.

Hør mere her….

podcast-large

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large