Guds fred – Thomas Risager

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det jeg tænker på, er det bibelord, som vi finder i Johannesevangeliet kapitel 14 vers 27, hvor Jesus siger:

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Hør hvad Jesus minder sine disciple, og dermed os om:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 1. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,23-29.

Nu er vi jo ikke ude på at hænge nogen ud her i kirken. Men jeg har hørt lidt historier om stressede forældre i de sidste uger.

Så det kan virke meget passende at tekstrækken, altså den inspiration til gudstjenesten som er fælles for alle 80 millioner metodister, i dag siger: Tal om Guds fred.

Jeg tænker faktisk, at det er meget passende i dag, hvor jeg giver slip på I fem gode mennesker. Jesus taler nemlig også om dette på et tidspunkt, hvor man er nået til en skillevej.

Det er den sidste aften, hvor Jesus er sammen med disciplene.

 

Han havde samme aften spist sammen med dem og forklaret dem, at de kunne mindes ham, hver gang de spiste brød og drak vin.

Det er her, at nadveren, som vi om lidt invitereres til at være med til, indstiftes.

Det er også den aften, at Jesus siger til dem, at de skal elske hinanden, som han har elsket dem.

Det er ikke sagt som en udfordring eller en opfordring, men som et direkte påbud. På dansk: en lodret ordre. Elsk hinanden, så andre i jeres indbyrdes kærlighed kan se, at den kærlighed Gud har til mennesker ikke bare er tomme ord.

Jesus ved godt at det er ved at være sidste chance for, at tale med disciplene.

Læg mærke til hvad der er vigtigt for ham at få sagt.

For det første, at vi kan huske på hans kærlighed til os, mindes hans offer for os, når vi tager del i nadver og gudstjeneste. Med andre ord, konfirmander, det med minimum ti søndage om året, er den god ide at fastholde.

For det andet peger Jesus på, at disciplene skal elske hinanden. Når jesus siger noget gælder for disciplene, er det en god ide, at antage, at det også gælder os.

Vi skal elske hinanden, fordi Gud elsker os. Det gør han iøvrigt selvom vi måske ikke lige kan finde ud af at tro på det.

Når vi elsker hinanden, ser mennesker,at det er noget, der gør en forskel i menneskers liv. Det gør en forskel på, hvordan jeg møder andre mennesker. For jeg må jo tro, at de også er elsket af ham.

Endelig taler Jesus om Guds fred. Det gør han på et tidspunkt, hvor han godt ved, at forude ligger påskens pinsler og plager, død og opstandelse venter.

Jeg tror, at ingen andre end Jesus i den situation, ville have erfaret Guds fred indeni. Havde det været mig, ville opelvelsen indeni være alt andet end fred.

Jesus siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Fred betyder ikke bare fravær af krig, men at der er ro på.  Der er trygt og godt. Jeres hjerte må ikke forfærdes, siger Jesus. Der er altså tale om en indre tilstand. En indre tryghed, som forsikrer mig at alt bliver godt. Det betyder ikke at det svære går væk, men det betyder at fornemmelsen af ikke at være alene i det, ikke går væk.

Nogen gange, når jeg står overfor udfordringer, som jeg ikke lige synes, det ser ud til, at vi kan få til at lande, så bliver jeg urolig, ængstelig og ligefrem bange.

Det tror jeg, at vi alle sammen kan nikke genkendende til.

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det er der, hvor jeg egenlig bliver helt til grin. Fuldstændigt som med at kunne  tro, så er oplevelsen af Guds fred, ikke noget vi selv kan klare.

Det kommer udefra. Det gives os af Gud. Det er en gave.

Med tro og Guds fred er det sådan, at jo mere jeg vil præstere, jo mere jeg krampagtigt forsøger, jo længere væk fra mig føles det.

Omkring det med problemerne har jeg efterhånden lært at sige. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke løse det lige nu. Det er som det er.

Når jeg gør det, altså giver slip, så kan jeg overrumples af Guds fred og overraskes over, at den faktisk er der.

Konfirmander (og alle I andre) nu har I fået en masse viden om bibelen, om Jesus, om Gud og Helligånden. Og meget mere, for vi har snakket om mange ting.

Jeg vil i dag udfordre dig på de tre ting, som Jesus siger til disciplene inden han tages til fange.

Elsk hinanden

Brug kirken, tag mod nadver, også selvom du ikke forstår det.

Oplev Guds fred – og dermed tro – ved at give slip i stedet for at forsøge at tro og lede efter freden.

At elske hinanden, at finde fred og dermed tro, er altsammen godt på vej ved at holde fast i det første. Nemlig at elske.

Elsk, hold fast ved hans ord. Det er learning by doing, for det at tro, er ikke at sidde stille. Det er elske, handle og leve….

… og se bare, midt i det er hans fred, som overgår al forstand.

Amen.

Hvorfor tro på en gud? – Thomas Risager, Yvonne Brandt & Anders Flinck

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille.

Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Ved dagens gudstjeneste giver vi vores svar på spørgsmålet. Hvorfor tro på en gud?

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 17. april  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Yvonne Brandt, Anders Flinck, Sine Åkerman.

Tekster: Apg. 9,36.43 & Sl 23 & Åb 7,9-17 & Joh 10,22-30

Hvorfor tro på en Gud?

Ateistisk Selskab kører for tiden en reklamekampagne, som sigter mod at få folk til at melde sig ud af kirken, ved at stille spørgsmålet:

“Hvorfor tro på en Gud?”

Det skal de have lov til at gøre, og det er et helt legitimt spørgsmål at stille. Det er et spørgsmål, som jeg faktisk synes, at alle mennesker bør overveje. Ikke kun de, som ikke tror, men også de, som tror.

Men lad os lige se på en historie fra bibelen først.

Vi er i den første kirkes tid. Jesus er opstået fra de døde, faret til himmels, har givet disciplene missionsbefalingen: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Disciplene ventede ti dage i Jerusalem, og så faldt Guds ånd over dem, og mennesker, der hørte dem tale om Guds kærlighed gennem Jesus, oplevede det så stærkt, at de begyndte at tro. Mange blev døbt og den første kirke var en realitet.

Det var ikke en kirke, som vi tror det skal være i Danmark, men en kirke, som var et fællesskab af mennesker, som levede sammen, delte alt og tog sig af de fattige og de svage. Samtidigt tog de missionsbefalingen fuldstændigt alvorligt. De missionerede helt vildt.

Hvis vi synes Ateistisk Selskab er missionerende for deres sag, så er det ingenting at regne i forhold til den måde som de første kristne gik til den på.

En af datidens første og største kristne Paulus skiver selv: v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

Paulus siger ligeud her at alle kneb gælder.

Når vi ser på den første kirke, er det vigtigt at have i baghovedet, at man levede i en såkaldt eskatologisk tidsalder, man forventede simpelthen at den tid, hvor Jesus var borte ville være kort.

Lige om lidt, måske i morgen, ville Jesus komme tilbage og gøre endeligt op med denne verdens ondskab, og så gjaldt det om at være klar.

Det er den tankegang, som ligger bag historier om mennesker, som solgte alt, hvad de ejede for at give det til fællesskabet.

Den første kirkes tid, var en vild tid.

Apostlen Peter er på missionsrejse, for at forkynde evangeliet og han kommer til Lydda, hvor han helbreder en lam mand. Det lyder som en vild historie, men i den første kirkes tid, var det hverdag. Rundt om i verden er denne side af den kristne tro ikke fremmed.

Nu kaldes Peter til Joppe, hvor der var en kvindelig discipel. (Læg lige mærke til det! Det er ikke længere kun mændene, som kan være disciple)

Tabitha gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. Bibelsprog for at hun var en meget trofast og god kvinde – en forbildelig disciplel.

Men nu er hun død.

Disciplene – de kristne – i Joppe sendte bud efter Peter, som kom til byen. Han gik op til liget, faldt på knæ og bad til Gud: “Tabitha, stå op!” Så blev Tabitha levende og mange der hørte det kom til tro på Herren, som der skrives i Apostlenes Gerninger.

Jeg tror på Gud, og tænker sikke en fantastisk historie.

Men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, hvordan dette lyder for et menneske, som ikke tror.

Et menneske, som har bestemt sig for at Gud ikke findes, eller i bedste fald er et produkt af menneskers egen fantasi.

Hvordan lyder sådan en historie i deres ører?

Hvis man ser isoleret på historien om opvækkelsen af Tabitha, så kan jeg måske godt forstå det ikke troende menneske, som ikke lige køber sådan en historie.

Jeg synes faktisk, at der er flere historier i bibelen, som er så vilde, at jeg også spørger, gad vide om det helt holder vand?

Det er lige der, hvor vi skal minde hinanden om, at bibelen ikke er en videnskabelig tekstbog, men en fortælling om Guds åbenbaring for mennesker. Det er her, hvor jeg minder mig selv om, at det er Gud jeg tror på, og tilbeder, ikke bibelen.

Jeg ved godt, fra mine samtaler med mennesker, som ikke tror, at det er vanskeligt for dem, at jeg ikke betragter bibelen som den absolutte og endelige SANDHED. Bibelen er modsætningsfuld og det lever jeg faktisk fint med. Jeg tror alligevel. Og jeg tror Gud taler til os gennem bibelen, så den er uvurderlig.

Min tro er naturligvis præget af, hvad jeg har læst i bibelen.

Men den er rigtigt meget præget af, hvad jeg har oplevet!

Troen er noget, jeg oplever og erfarer, og ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er den nogen gange i modstrid med min beskedne forstand. Det lever jeg med. For tro foregår ikke kun i hovedet, men sandelig også i hjertet.

Jeg kan ikke bevise Gud findes. Det er der ikke nogen der har gjort. Og nej, for ikke troende, er det der står i bibelen ikke et argument og det er slet ikke et bevis.

Men jeg tror stadig, og jeg tror det er bedst for mig, at tro på, at der er en Gud som elsker mig, tilgiver mig, udfordrer mig, bruger mig og sender mig.

En Gud, som ville mig, og dig,  så meget, at han lod Jesus dø på korset og opstå igen. Ikke for, at det skal være bevis, men for at vi må se, tro og erfare.

Det er det, som det handler om: at tro – ikke bevise, ikke vide, men at tro.

Hebræerbrevet i bibelen siger: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Min tro bekræftes og vokser, når jeg hører mennesker fortælle om deres tro. Så ser jeg den levende Gud bag det.

Vi skal slutte af med at høre et par menesker fortælle om deres tro.

 

Yvonne, hvorfor tror du på Gud?

“Jeg troede faktisk ikke at jeg kunne tro igen.

Efter en del år med et kaotisk liv med en psyke der drillede, kom min tro dog tilbage til mig da jeg begyndte at gå til gospel og teksterne dér hjalp mig i min hverdag. Gospel blev mit åndehul og tirsdag aften ugens højdepunkt, hvor jeg mentalt blev tanket op.

Efter ret kort tid til gospel begyndte jeg også at komme i kirken om søndagen, begyndte også at tænde lys og at be’.

Mit liv ændrede sig radikalt til det bedre.

For et par år siden vendte mine døtre hjem til Fyn – som jeg havde bedt for. De gir mit liv mening og jeg er slet ikke i tvivl om at det er min tro på Gud der her hjælper mig.

Jeg takker dagligt for det min tro gir mig og at mine bønner blir hørt.

Jeg har nu et liv, der er værd at leve og igen noget at stå op til hver dag: en familie, venner, træning, job og ikke mindst min tro på det gode i livet!

Derfor gir det mening for mig at tro!”

 

Anders Flinck, hvorfor tror du?

At tro på Gud eller at vælge at tro på

Det er lidt svært at beskrive, når jeg ikke har prøvet ikke at tro på Gud. Hvilket ikke er det samme som at tvivle, jeg kan jo kun tvivle på noget jeg tror, er der. Viste jeg med sikkerhed at der ikke var en gud, kunne jeg ikke tvivle på ham.

Det betyder bla. at jeg prøver pga Jesus eksempel, at se på mig selv lige som jeg se på andre, at når jeg ønsker retfærdighed for mig, at jeg også nærer det samme ønsker om retfærdighed for andre.

Det betyder at når jeg fyldes af glæde over naturen, livet og kærligheden kan rette takken mod gud, det betyder også at jeg retter utilfredsheden mod gud.

Jeg har svært ved at se hvad der skulle inspirer mig til at være mere medmenneskelig, mere tålmodig og have empati osv. Uden troen på en gud som opfodrer os til at leve med og for vores næste.

Skeptikeren kun sige at bøn til gud bare er samtale med en usynlig psykolog, at tankerne kommer ud at jeg kan lægge dem fra mig. Måske er det det, en gang imellem, andre gange er som et berusende nærvær, opmuntring til at klø på, opmuntring til at fortsætte vilje fast med de vigtige ting i livet også i modgang og håbløshed. Og så har oplevet mirakuløse ændringer mit og andres liv og helbred uden bøn. Jeg tillægger gud æren, en god ateist kunne måske finde god forklaring på det uforklarlige.

Jeg frygter slet ikke døden, jeg ønsker selvfølgelig heller ikke at dø, jeg har ingen forestilling om en himmel eller et helvede efter døden. Der imod føler jeg at gud vil have sine disciple til at skabe en flig af paradis og ikke det helvede som egoisme, magtbegær og grådighed skaber for mennesker.

Don’t have the inclination to look back on any mistake
Like Cain, I now behold this chain of events that I must break
In the fury of the moment I can see the Master’s hand
In every leaf that trembles, in every grain of sand

I gaze into the doorway of temptation’s angry flame
And every time I pass that way I always hear my name
Then onward in my journey I come to understand
That every hair is numbered like every grain of sand

I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of san

Sine Åkerman siger:

Jeg tror på Gud fordi Gud er håb og Gud er ubetinget kærlighed.

Min tro hjælper mig til at acceptere, at jeg begår fejl og rummer ting, jeg ikke er stolt af. At jeg er ok alligevel.

Min tro giver mig styrke, vilje og mod til, at være noget for andre. 

Min tro forhindrer mig i at miste forstanden, når jeg møder verdens elendighed. Jeg accepterer, at jeg er lille og Gud er stor. Gud kender mig, men jeg kender ikke hans veje.

Gud giver mig glæde og frihed til, at være mig.

Derfor tror jeg på Gud.

Amen

 

Klar til at blive klar / Fristelse – Thomas Risager

Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.

Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 14. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse

Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.

Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.

Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.

Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.

Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser….  🙂

Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.

Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….

Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.

At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.

At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.

At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.

…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..

Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.

I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.

“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16  Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”

Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.

Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.

Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.

I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.

Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.

Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.

Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.

“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”

Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.

Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.

Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.

Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.

Jesus modstår fristelsen – sejt!

Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.

Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”

Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.

Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.

Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?

For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.

For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.

For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.

For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.

Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Amen

3. Søndag i Advent: Frygt ikke – Thomas Risager

Frygt ikke!
Det er helt utroligt, så mange uhyggelige drager, som kan ligge under sengen, når man er en lille dreng. Der er sikkert også løver inde i klædeskabet, for ikke at tale om de mange øjne, som ser på en gennem mørket.

Vi voksne kan også være bange … Måske ikke for de samme ting som børnene, men når vi er ærlige og tænker os om, så er frygt også en del af vores liv.

Rigtigt mange steder i Bibelen hører vi engle, Gud eller Jesus sige: “Frygt ikke!”

Alt dette kan du høre mere om i dagens korte tale. Der var en tale til børnene og én mest til de voksne. Hør den for de voksne her:

podcast-large

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk, at der ofte er forskel på det skrevne og det talte ord.

Prædiken søndag d. 13. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,27

Frygt ikke!

Vores lejlighed er i to plan, og det er en pæn stor lejlighed. På anden sal har vi stuer, spisekøkken og et toilet. På tredje sal, har vi Soveværelse, børneværelser, gæsteværelse/hjemmekontor og bad.

Det har jo betyder, at når vores børn skal i seng om aftenen, så skulle de gå op ad trappen (låge 13) og op i en etage helt for sig selv.

Mange gange har den ene siddet på trappen og ventet på, at den anden blev klar til at komme med op. Der er blevet ventet længe.

Når man er en lille pige, så er det naturligvis lidt langt væk fra mor og far og der mørkt udenfor vinduerne. Det er et gammelt hus, og her er mange lyde, som man kan komme til at ligge og lytte efter.

Mange gange har jeg sagt. Gå nu bare op. Der er ikke noget at være bange for.

Jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg sagde. Vær ikke bange, jo mere stille blev mit barn. Det havde, og har den stik modsatte effekt.

Uanset hvad jeg siger, så er hun stadig bange for at være alene på loftet om aftenen.

Frygt er ikke rationelt og følelsen af frygt forsvinder ikke, bare fordi jeg siger, at den skal.

I bibelen er der masser af steder, hvor Gud, Jesus eller engle siger til mennesker: “Frygt ikke!”

Til forskel fra, når jeg siger det, så sker der oftest det, at når, det er Gud, som taler, så virker det! “Frygt ikke!”

I Johannesevangeliets kapitel 14 er perspektivet noget længere fremme end Jesus fødsel. Her er det Jesus, som forbereder sine disciple på dagene, hvor han ikke længere er fysisk i blandt dem.

Han siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Gud giver os Jesus, med alt, hvad det indebærer gennem hans liv fra jul til påske over himmelfart og til pinse.

Gud er stadig i verden. Han har ikke forladt den.

Til forskel fra, når jeg siger frygt ikke. Så sker der noget mere, når det er Gud, der gør det.

Gud beder os ikke bare om ikke at frygte, men han fjerner jo også alt det, som vi med god grund kan være bange for. Han skubber det væk fra os.

(Låge 14)

I salme 103 gives der udtryk for hvor store perspektiverne i det Gud gør for os egentlig er:

v11  Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

v12  så langt som øst ligger fra vest,

så langt har han fjernet vore synder fra os.

v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.”

Så langt som øst ligger mod vest, så langt væk er alt det, som kan forkludre tingene.

Det er jo det, som Gud gør, ved at give os Jesus.

(Låge 15)

Han bringer lys ind i en mørk verden.

Med lyset kan vi se og finde vej. Men vi kan faktisk ogsåmærke lyset. Det er jo varmt.

Gud er lys og

han tager håb ind i en falden tid og han efterlader os sin fred.

Ikke som fravær af krig, men som den fred, hvor alt er godt og harmonisk. Den fred, som gør at man tør ånde frit.

Når Gud siger frygt ikke, så gør han også op med det, som vi er bange for.

Mørket og ondskaben må vige. Der er handling bag ordene. Frygt ikke.

Amen.

2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.

Tro er….at længes – Thomas Risager

På grund af tekniske problemer er der ingen lydoptagelse af dagens tale, men her er bibelteksten og manuskriptet, som udgjorde oplægget.

Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-41. Side 890.

Verdensdommen

v31  Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v32  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v33  fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. v34  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v35  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

++++++++++

Prædiken søndag d. 22.november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matthæusevangeliet 25,31-41.

Verdensdommen.

Overskriften for bibelteksten, som der på søndag tales over, er verdensdommen.

Årh, nej… Er det nu sådan en svovlprædiken, som Thomas Risager holder? Dem har vi hørt nok af (altså ikke fra ham, men af andre 🙂 )

Det er ganske rigtigt sådan i den kristne tro, at vi forventer, at Gud en dag vil holde dom.

En dag, hvor han gør regnskabet op. Fårene til den ene side og bukkene til den anden.

Traditionelt, får det mennesker til at ryste i buskerne af skræk, men budskabet i dag er, at vi skal huske på, at Gud er en kærlig Gud, som vil os det godt.

Når Gud holder dom, bryder hans rige endeligt igennem. Så mister ondskaben og meningsløsheden sin magt, så er det Guds kærlighed, som har magt i verden.

Se, det er ikke noget at frygte, det er noget at længes efter!

Men inden vi går mere ind i det, så er jeg nødt til at stille dig et personligt spørgsmål. Du behøver ikke at svare, slet ikke hvis du sidder ved siden af en af dine nærmeste. Bare tænk inden i dig selv.

Kender du det, at din ven, din kone, din mand, din mor, din far, din chef, din menighedsrådsformand… kommer til dig, og nu ved du, at der følger en konfrontation. Der er noget, som vedkommende er utilfreds med, og du skal have skylden. Du ved det allerede inden han åbner munden.

Allerede der, er du mentalt smuttet videre til det sted, hvor du lukker hele verden ude, for du ved jo hvad der kommer. Tror du!

Du hører ikke efter. Tværtimod er du klar til at fyre dit modsvar af. Det modsvar der består af de ting, som har irriteret dig gennem de sidste tre uger.

Det har godtnok ikke noget med den indledende snak at gøre. men det er ligemeget, for der er ikke nogen, der skal komme og sige noget til dig.

Jeg kender det med at lukke af. Både fra mit privatliv, men også i de diskussioner, som jeg har med andre, der prøver på at forstå bibelens univers.

Når der bliver alt for meget snak om synd, helvede og fortabelse, så lukker jeg bare helt af. Ryster på hovedet og tænker fundamentalister…. Og det er jo ikke pænt gjort.

I Matthæus siges det, at Gud vil skille fårene fra bukkene, når menneskesønnen kommer i al sin herlighed.

Bag det ligger, at vi forventer at Jesus en dag kommer igen. Guds plan er at frelse verden. Ikke bare en del af verden, men hele verden.

“For sålede elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes,  men have evigt liv. Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” som der står i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-17.

Det er altså Guds plan. Det ligger også i mange af de ting, som jesus siger, at hans komme er for alle mennesker. Det siges allerede i juleevangeliets ord til de skræmte hyrder på marken.

“Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” For alle!

Så Guds perspektiv er for alle!

Læg også mærke til at Guds forventninger til de, som han lader gå til sin højre side, ikke er at man har været i kirke mindst 40 gange om året, selvom jeg som præst har lyst til at tilføje det.

Det er heller ikke at have lært bibelen udenad.

Men det er at tage imod den fremmede, at mætte den sultne og tørstige, at tage sig af den syge og den fængslede.

Med risiko for at blive lidt politisk, så kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi med  de mange flygtninge, som kommer til os, har alletiders mulighed for at arbejde lidt på vores egen frelse. Jeg er naturligvis også nødt til at sige, at hvis det egoistiske mål er vort motiv, så går vi galt i byen. Fokus skal selvfølgelig være på dem, som vi møder med åbenhed.

Gud ønsker altså at gøre arbejdet færdigt.

Lad os lige rundet den med helvede med det samme. Ligesom der er mange forestillinger om himmelen, så gælder samme for helvede. Vi må holde fast i at det er forestillinger.

For mig var helvede i Paris sidste fredag.

Helvede var i det russiske passagerfly, der blev bombesprængt over Egypten.

Helvede var der hvor bomberne faldt i Syrien som hævn for angrebet i Paris.

Helvede var der hvor en kvinde blev voldtaget. … Find selv på mere. Det er faktisk let nok-  ikke sandt.

Vi kender godt til helvede. Og det er det som Gud vil gøre op med. Hans våben er ikke bomber, det er kærlighed. Og helvedes porte kan splintres af kærlighed.

Når Guds kærlighed får magt i verden, så er mennesker stadig frie til at sige til Gud, at de ikke vil have noget med ham at gøre. Det tror jeg faktisk Gud respekterer og der vi være et sted, hvor man kan være i fred for Gud. Helvede bliver stedet uden Gud. Man vælger selv.

Der hvor Gud holder dom, får kærligheden magt.

Tænk engang over konsekvensen af det.

Krigens larm forstummer,

Frygten for terror forsvinder,

Sygdom mister sig tag,

Konflikter ophører,

Kriminalitet bliver ikke eksisterende,

Fred og kærlighed vil sprede sig og selv døden vil miste sin magt.

På søndag begynder adventstiden, hvor vi minder hinanden om at Jesus kom til verden og at han var en del af Guds større sammenhæng.

Vi længes også efter at han kommer igen og gør det færdigt.

For at tro er også at længes efter en ny himmel og en ny jord, hvor Kristus er konge.

Tro er at længes.

Amen.

Tro er….Store løfter – Thomas Risager

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Jesus taler om de sidste tider, og giver løfter om, at han er der, når alt er sort. Derfor giver det også mening i dagens tale at se på hvad terror i Paris gør ved os.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her, men bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 13,1-8.

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Dette har han forberedt disciplene på, men det er som om de ikke rigtigt vil se det i øjenene. De har sagt ja ja, det forstår vi, men det gør de ikke alligevel.

For de bliver grebet af stemningen, mens de går rundt der på tempelpladsen og ser de prægtige bygninger. Jeg kan næsten høre, at de tænker: Nu er alle vore problemer ovre. Herfra og frem bliver det kun triumftog, og det var også sådan de var blevet modtaget i Jerusalem. Egentlig er det ikke så mærkeligt at de tænker, som de gør.

Store bygninger og flotte byer har altid fascineret os. Når jeg er ude i verden og ser nogle af de ikoniske bygninger, som alle kender. Eifeltårnet, Empire State, Peterskirken… Så synes jeg det er fantastisk.

Templet i Jerusalem var i sig selv en helt vanvittig bygning, selv efter vore dages målestok ville den være fantastisk. Ingen har fantasi til at forestille sig, at der sker noget med disse bygninger. De bliver da stående uanset hvad, tænker man.

Men verden er ikke usårlig. Nogen vælter det, som vi troede ville stå altid. World Trade Center i New York. Ingen havde fantasi til at forestille sig at fanatiske terrorrister ville kunne få det til at synke i grus.

Vi ved godt, at vores verden kan påvirkes i løbet af få sekunder. Men det er som med disciplene, der har ået at vide, at Jesus skal give sit liv, det vil ikke helt rigtigt sive ind. Vi lader som vi ikke har hørt det. Og det er nok godt nok…..

For at lave vores liv er vi nødt til ikke at lade frygten få taget i os. Men det kommer tæt på – uhyggeligt tæt på – når man ser hvad som er sket i Paris, hvor langt over hundrede mennesker mister livet i vanvittige terror-angreb.

Vi føler selvfølgelig med det franske folk og senere i gudstjenesten vil vi bede for de ramte og give muligheden for at vi kan tænde lys. Så har vi dog gjort et eller andet.

Når det sker i Paris. I de gader, hvor mange af os har gået, så bliver vi klar over, at også vores hverdag kan ændres lynhurtigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at frygten for fremtiden kommer snigende.

Det kommer tæt på.

Samtidigt så hører vi i dag Jesus, tale om noget af det, som disciplene regnede for helt sikkert, vil falde til jorden. Der kommer en dag, hvor end ikke templet i Jerusalem længere står. (Den dag er kommet. Templet blev smadret af romerne i år 70, som en terrorhandling for at standse det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt.)

Jesus taler om al elendigheden når verdens ende nærmer sig. Helt ærligt – det virker altså langt væk og vanskeligt at forholde sig til.

Omvendt, så er måske netop når vi ser folk rejser sig mod folk helt tæt på, når vi i oplever terror i Beirut, Bomber i Bagdad, tøndebomber i Damaskus, at det måske alligevel giver mening at lytte til hvad Jesus siger.

Mange gange siger Jesus: Frygt ikke!

Jesus mener, at vi ikke behøver at være bange.

Ikke at onde ting ikke kommer til at ske for os. Det lover han ikke, men han lover at han er med os uanset, hvad der sker. Det betyder trofasthed længere end livet, som vi kender det. Det betyder at han er med os længere end vores sidste åndedrag.

Jesus er kommet op til Jerusalem og med sine handlinger viser han, at kærligheden vil triumfere.

Det kan godt være, at alt vælter sammen, da Jesus dør på korset.

Tankegangen om at døden er det allersidste er så indgroet i os, at alt falder sammen omkring os, når døden rykker tæt på.

VI skal huske på, at på trediedagen opstår Jesus fra de døde. Et synligt og magtfuldt tegn på, at Guds kærlighed og magt er stærkere end alt andet – også det døden.

Kærligeden kommer til at sejre i den sidste ende.

Jesus siger, at når folk rejser sig mod folk, når vi hører krigslarm, så er det begyndelsen på veerne.

Når en kvinde har veer kommer der noget godt ud af det. Der kommer nyt liv!

Det er det, som Jesus lover os, at der hvor det hele falder sammen om ørerne på os, der kommer der nyt liv. Der holder han fast. Han som vil os det godt.

Det må vi tro på og holde fast i. Uanset hvad der er forude, så er der ingen grund til at være bange. Jesus er med os, og der er nyt liv i vente.

Det er et af de helt store løfter, som han giver os.

Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Amen

Hvor er Gud, når onde ting sker? – Thomas Risager

I dag skal vi tale om lidelse. Nogen gange efterlader tilværelsen og livet os i situationer, hvor vi ikke forstår eller finder rimelighed i livet. Hvorfor skal mennesker lide, og ofte er det de samme, som igen og igen får tæsk i tilværelsen?

Jeg ved gennem mit arbejde som præst, at mange mennesker har spørgsmålet om hvorfor der er lidelse i verden tæt inde på livet. Og jeg får de her spørgsmål a la:

Hvorfor skulle min mand blive syg?

Hvorfor kan vi ikke få børn?

Hvorfor blev min ven kørt ned?

Hvorfor skulle Heidi dø af cancer som 22-årig?

Hvordan kan Gud tillade at så mange mennesker dør ved en tsunami?

Jeg vil gerne sige meget tydeligt, at det er gode spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og tænker over. Det er også vigtigt for mig, at få sagt at Gud sagtens kan tåle, at vi undrer os, at vi stiller spørgsmål eller endda nogen gange er ganske vrede på ham, når vi oplever at livet er uretfærdigt.

Jeg oplever ganske ofte, at jeg bliver mødt med: “Hvordan kan du tro på en god og kærlig Gud, når der så meget ondskab i verden?”

Udgangspunktet for talen er fra

Salmernes Bog 13, vers 1-6

v1  For korlederen. Salme af David.

v2  Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?

Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?

v3  Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet

og daglig have sorg i mit hjerte?

Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?

v4  Se mig, svar mig, Herre min Gud!

Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,

v5  og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,«

og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler.

v6  Men jeg stoler på din trofasthed,

mit hjerte skal juble over din frelse.

Jeg vil synge for Herren,

for han har handlet vel imod mig.

 

Hør mere her:

 

podcast-large

Tro forandrer livet – Thomas Risager

10477575_10207450703604549_4580163504271764369_o
Afslappet stemning ved Café-gudstjeneste i Metodistkirken. Foto: Anders Flinck

Ved denne søndags Café-gudstjeneste talte jeg ud fra historien om Nikodemus, som vi kan læse i Johannesevangeliets kapitel 3:

Johannesevangeliet 3,1-8

v1  Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. v2  Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« v3  Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« v4  Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« v5  Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v6  Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v7  Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v8  Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Vi oplever igen og igen i kirken, at mennesker, når de begynder at tro på Gud, bliver forvandlede. Deres omgivelser siger det, og de lægger selv mærke til det. Hvordan kan det lige gå til? Hvad er det, som sker?

Historien om Nikodemus, giver måske nogle af svarene. Hør mer her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her:

Prædiken søndag d. 28. juni 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 3, 1-13.

Er du så hellig nu?

Sådan blev jeg spurgt som ung voksen, når jeg fortalte, at nu skulle jeg altså læse teologi, så jeg kunne blive præst.

Andre sagde sådan meget spontant, jamen du er jo helt normal. Underforstået, at man da må have slået hovedet, hvis man begynder at tro og ligefrem skal være præst.

For mig siger det, at folk faktisk forventer, at der sker synlige og og markante forandringer hos én, som tror på Gud.

Den gang er jeg ikke sikker på, at jeg forstod, hvad der skete omkring mig, og hvorfor folk havde brug for både at spørge og konstatere.

I dag forstår jeg bedre, for jeg ser, at mennesker, som gennem kirken her, møder Gud faktisk bliver til, ja, det lyder så voldsomt, men ikke destomindre, nye mennesker.

Noget sker med dem, og det har nogle af vi, som arrangerer dagens og næste søndags gudstjeneste erfaret, at livet efter mødet med tro, ikke er det samme som det var.

Er du så hellig? JA. Det kan du bide en spids på at jeg er!

Meget hellig endda!

Men ikke hellig på den måde som de fleste forstår det.

For det er nok et af de mest misforståede ord, som findes i det danske sprog.

Desværre er hellig noget, som vi alle sammen har oplevet, at nogen har udråbt sig selv til at være, og i den egenskab har de haft travlt med at fordømme alle andre, og gerne villet fortælle dem, hvordan de skal leve, fordi alle vi andre er uhellige.

I min optik, ret ulækkert og aldrig nogen sinde har jeg haft lyst til at leve efter, hvad andre har fortalt mig, at jeg skal gøre.

Det da lidt paradoksalt, at jeg så er præst selv, og af mange opfattes af én som lever af at fortælle mennesker, hvordan de skal leve.

Til det vil jeg godt sige, at vi er en kirke, som ikke forsøger at sige til folk, at man skal leve på en bestemt måde, men vi peger gerne på, at et liv sammen med Gud, er noget som vi tror på, er det bedste som kan ske for et menneske.

Det er derfor vi prøver på at være et klart budskab om Guds kærlighed, og så må folk jo lytte til det. Måske ryster de på hovedet og kalder os tosser, og så er det også OK, eller også vækker det en nysgerrighed i dem for at høre mere, og så er det vi tror, at Gud allerede er på spil i deres liv.

Det med, at blive hellig, er et positivt ord, for det er noget Gud gør i dig ved sin helligånd. Det vil aldrig være noget, som man selv kan tilrane sig, selvom der er mennesker, der tror det, – så er det at bliver klamt.

Men tro gør noget ved et menneske. Det oplever vi ske her i kirken, men det faktisk også det Jesus siger til Nikodemus, da han er i en samtale med ham.

Jesus siger faktisk til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Hvis ikke det, at blive født på ny beskriver radikal forandring, så ved jeg ikke, hvad som gør det.

Et par ord om Nikodemus. Han er allerede det, som bibelen vil kalde gudfrygtig. Han er farisær, en af dem som Jesus ofte diskuterede med.

De fremstilles ofte som lidt dumme, men de var mennesker, som virkelig forsøgte at leve rigtigt efter skrifterne og loven. De tog Gud alvorligt, men nogen gange glemte de i deres iver, at tage deres medmennesker alvorlig.

Nikodemus var ovenikøbet medlem af jødernes råd. Han var altså en af de ledende mennesker i Jerusalem.

Han kommer til Jesus om natten og anerkender fuldt ud, at Gud er med Jesus, for ingen kan gøre de ting, Jesus gør, uden at Gud er med ham.

Jesus siger ligeud til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

Nikodemus begynder at undre sig, sådan lidt bogstaveligt.

Jeg skal da ikke tilbage i min moders liv og fødes igen. Og nej, det er ikke det Jesus han siger. Han siger derimod, at det er kroppen, men noget andet er Ånden, som allerede er født af Ånden. Og det forstår vi ikke nødvendigvis med vores forstand, for Ånden blæser hvorhen den vil, og vi forstår det ikke altid.

Det gør Nikodemus heller ikke, for han spørger: “Hvordan kan det gå til?”

Underforstået, at dette giver ikke mening for Nikodemus. Det er faktisk tydeligt, at det ikke gør.

Hvad Nikodemus overser fuldstændigt her, er at han jo faktisk allerede KAN se Guds rige. Han starter jo samtalen med at anerkende Jesus. Han ser jo allerede, han forstår jo allerede. I hvertfald delvist.

På Metodist-sprog vil vi sige, at den forekommende nåde allerede har fat i ham. Gud har rakt ud til ham og begyndt forvandlingen i ham.

Den forvandling, vi kalder Helliggørelse. Det er allerede ved at ske i ham. Han har bare ikke selv set det. Og det er et ret godt tegn på, at man faktisk er hellig.

Han er jo allerede ved at blive hellig, for det er noget Gud gør i ham. Ellers havde han jo affejet Jesus som en fantast og oprører, og så havde han ligget i sin seng, istedet for at komme til Jesus.

Du er kommet her i dag og tak for det. Jeg vil påstå, at Gud allerede har rakt ud til dig, ellers sad du her ikke.

Gud har meget mere at give, så meget, at det vil forvandle dig, ligesom så mange her, har oplevet.

For Guds ånd er på spil, og for Guds ånd er du Hellig, elsket og accepteret.

Og ja, det kan betyde, at du forvandles, så meget at man må tale om, at du fødes på ny og får et nyt liv.

Og så kan det jo være folk spørger dig: Er du så hellig nu?

Amen.

Ti stille – Thomas Risager

Ti stille!

Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!

Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!

Det hjalp ikke!

Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.

Hør mere her:

podcast-large

 

Eller læs her:

Prædiken søndag d. 21. juni 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 4,35-41.

Ti stille!

Så ti dog stille! Hold da op, hvor har jeg gennem de sidste tre uger råbt sådan til mit TV. Så ti dog stille!

Jeg har også prøvet at kigge op i himlen og råbe til regnen, så hold dog op!

Det hjalp ikke!

Når Jesus råber, Ti stille! Hold inde! Så sker der ting og sager.

Han kan noget, jeg ikke kan. Egentlig ikke en chokerende opdagelse, men alligevel.

Jesus har talt og talt til folkemængden ved breden af Genezareth sø, men nu er det tid at flytte sig over til den anden side. Det er også muligheden for at hvile lidt, mens man er på vandet.

Disciplene og Jesus sætter sig i båden og lægger fra land. Genezareth sø lyder hyggelig. Men den er stor nok til vejret kan blive voldsomt, så man skal, som altid, når man sejler, vide hvad man gør.

Der kommer en voldsom hvirvelstorm. Det har jeg selv oplevet i Israel, vi var ganske vist ikke på vandet. Men vejret var særdeles fjendtligt.

Så når Markus skriver, at vinden var voldsom, at bølgerne slog ind over kanten på båden, så den var ved at fyldes, så skal vi forstå, at situationen var ikke bare uhyggelig, men direkte farlig.

Jesus sover i agterstavnen af båden og det er han åbenbart god til, for vinden vækker ikke ham.

Disciplene er frustrerede og bange. De har den følelse, som jeg tror mange af os kender, når vi står i noget vi ikke kan overskue. Hvor er alle de andre?

Hvorfor hjælper de mig ikke. Som sidebemærkning, så er det oftest fordi vi har glemt at bede om hjælp.

Når det ser sortest ud, føler vi os ofte meget alene, som om, at der ikke er nogen, som ser, at vi har det skidt.

“Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” spørger disciplene af frygt.

Selvfølgelig er Jesus ikke det.

Han rejser sig. Truer ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!”

Det fantastiske sker: Stormen lagde sig, og vandet blev blikstille.

Det er jo det Jesus kan.

Når vi er i krise, når vi er bange, fortvivlede, utrygge, modløse, håbløse, forvirrede og helt rundt på gulvet, fordi vi føler os fanget i en lille båd, der gynger på et stormende hav. Så er det oftest der, vi føler os allermest alene, og tænker. Har Gud virkelig glemt mig? Er han ligeglad med at jeg går under.

Jesus sover ikke, han er ikke ligeglad.

Jesus får stormen til at falde til ro, og bølgerne til at lægge sig, men læg mærke til i historien, at han jo ikke bare hiver båden og disciplene ud af sammenhængen. De er stadig på søen, de har stadig et sted, de skal hen.

Stormen, som var ved at knuse dem, havde ikke magt til at gøre det, for Jesus sov i agterstavnen af deres båd.

Jeg tænker, at det ligner noget af det, som jeg selv oplever, men som jeg også hører andre sige. Nemlig at midt i den værste storm, der kan der ske det, at man gennem sin tro, kan finde uventet styrke til at være, til at leve livet på trods.

Oplevelsen er, at Jesus er på min side, og at han ind i mellem rejser sig op, truer ad stormen i livet og råber: Ti stille! Hold inde!

Og så bliver der ro. Jeg bliver ikke hevet ud af balladen, men midt i det er der ro, så jeg kan tænke, så jeg kan være, så jeg kan finde mere energi.

Jeg er sikker på, at Jesus ikke er ligeglad med dig.

Amen.