Hvad kan du give?

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land!  Citatet stammer fra John F Kennedy, som sagde det i en af sine berømte taler.

I vores kultur er det så indbygget at tænke over, hvad vi får ud af alt muligt. Men hvad nu, hvis man netop vender det på hovedet og ser på, hvad andre får ud af det, som vi har at give!

Jesus ser en fattig enke give en lille gave. Men det, der ser ser ud som en lille gave, fremhæves af Jesus som noget, der gør en verden til forskel.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem manuskriptet fra skrivebordet og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 4

Prædiken søndag d. 11. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 12,41-44. Særligt: Dåb
Hvad kan du give?

Helt i begyndelsen af Bill Clintons første præsidentperiode blev jeg klippet. Det er sket mange gange siden 1993, men jeg husker denne gang, fordi fjernsynet kørte med en tale af Bill Clinton. Så lige præcis den frisøraftale glemmer jeg aldrig.

Når man som jeg lever af, at skulle tale til folk, så ser man op til folk, der taler bedre end én selv – jeg ser op til mange! Og jeg jeg holder øje med mange politikere, præster og mennesker, der giver gode TED-talks.

Jeg så Bill Clinton tale. Det var fantastisk. Han var og er meget dygtig til det. Obama endnu bedre, og Trump….. not so much.

Jeg husker det endnu. Bill Clinton sagde: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land?”

Genialt! Hvad jeg ikke vidste dengang var, at det ikke var noget Clinton havde sagt, men at det faktisk var JFK som er manden bag de ord.

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dig land?

2 af 4

Meget ofte, når vi overvejer ting, eller når reklamerne, skal tale til os, så handler det om, hvad vi får ud af f.eks. komme i kirke eller hvad får jeg ud af at købe et eller andet produkt?

Vi er nok nødt til at indrømme, at vi også kender overvejelserne.

Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud

Hvad får jeg ud

af at tage ned i fitnesscenteret? af at være med i gospelkoret? af at komme til gudstjeneste? af at komme til familiefesten?

det?

Hvad nu hvis vi Hvad nu hvis vi med, hvis jeg…..?

vender altsammen på hovedet? istedet spørger, hvad kan jeg bidrage

Hvad mon det kan betyder for andre, at jeg gør…?

I Danmark lever vi desværre i Jantelovens skygge, så det kan faktisk være lidt svært for os, at fremhæve, alle vores styrker og tale åbent om, hvad vi kan bidrage med.

Sådan en snak bliver de fleste af os ganske ukomfortable over.
Personligt har jeg det meget anstrengt med de her samarbejdsøvelser, som er gode at lave på arbejdspladsen. Øvelsen der består i, at skrive alle sine styrker på et stykke papir og dele det med dem, du arbejder sammen med.

Det er meget lettere for os, at tænke over, hvad vi får ud af at arbejde på dette sted.

3 af 4

Når Jesus er på banen er der ingen tvivl om, at alting vendes på hovedet.

I en kultur, hvor børn er til besvær, byder han børnene velkommen.

I en tid, hvor kvinder kun er noget i kraft af deres mand, fremhæver han kvinder og løfter dem frem.

På et sted, hvor de rigeste og mest succesfulde er de eneste, som reelt har en plads i samfundet, går Jesus hen og mødes med de fattigste, de syge, de udstødte. Dem på udkanten af samfundet.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Jesus faktisk ser den lidt pjuskede og tydeligvis fattige kvinder, der virkelig skiller sig ud blandt alle de andre polerede – flest mænd – som kommer frem til tempelblokken for at flashe, at nu giver de faktisk til templet, sådan at templet kan tage sig af de svage.

Hun har, sammenlignet med andre, ikke meget at give af, men det holder ikke hende tilbage fra at give. Hun vil også bidrage, så hun går frem og giver sin gave.

Jesus ser det. og han kalder sine disciple sammen: “Sandelig siger jeg Jer: Denne fattige enke, har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

4 af 4

Det kan godt være at hun er fattig, men det er ikke det sammen som at hun ikke kan bidrage.
Hendes bidrag, som måske ikke er meget i kroner og ører. Men det er er lige så væsentligt og det betyder noget, fordi hun har givet af sig selv. Hun har bidraget og været med til at gøre en forskel.

Hun har ikke tænkt, hvad får jeg ud af det. Hun tænker, det er også mit ansvar og jeg vil også være med til at bære. Og det gør en forskel.

Jeg er ikke sikker på, at Bill Clinton eller Kennedy, havde denne historie i tankerne, men tankegangen er den samme.

Vi har alle sammen noget at give, og der er brug for at vi alle gør det. Det handler om penge, det handler om at være tilstede. Det er at være næstekærlig på arbejdspladen, i familien, i bussen, også selvom vi ikke synes, vi har overskud til at være det.

Det har vi alle brug for, men vi kan alle også give, og kraften til det, kommer et sted fra, hvor det er helt uudtømmeligt.

Du har uendelig værdi. Du er skabt i Guds billede, og du har så meget at give.

Verden bliver et bedre sted ved at du er her.
Spørg ikke, hvad du får, men spørg, hvad du kan give! Amen
Salme: Gud dine hænder

Ånden: Guds gave – Thomas Risager

Det ligger i tiden at nok er aldrig nok. Hver gang vi har opnået vores mål, vil vi have mere.
Sådan kan jeg også have det med Gud og hans kærlighed. Jeg har oplevet, at det er fantastisk, men jeg vil have mere, meget mere!

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 22. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 16,12-15.

I dag har vi fået lov til at lytte til Young Souls, vores fantastiske juniorgospelkor.

Korsang og kirke hører rigtigt meget sammen og vi synger rigtigt meget her i huset.

Måske har du lagt mærke til at i modsætning til hvad man ellers nogen gange kan opleve, når man går i kirke, at vores dygtige pianist Preben Holmberg, har lagt melodierne på en måde så vi faktisk kan synge med – også selvom vi ikke alle sammen er vant til at gå i kirke eller vant til at synge, for den sags skyld.

I parentes, så kan jeg ikke lade være med at sige, at det med at synge faktisk udløser lykkehormoner i os. – Så der er mange gode grunde til at synge.

Er det ikke dejligt?

Når vi synger i kor, dirigerer Rikke Young Souls, eller Mette dirigerer Nardus og Emmaus. Korene følger dirigentens mindste vink.

Vi har set Rikke gøre sådan her…. (tegnet for at synge kraftigere…)

Nogen der ved, hvad det betyder?

Nemlig, at der skal synges kraftigere. At koret skal give mere – og ofte meget meget mere end vi tror, at vi kan.

Der er trods alt en grænse for, hvor kraftigt vi kan synge og hvor meget vi kan give.

Korsangere er jo kun en slags mennesker.

Jeg er kun en slags menneske.

Men når det kommer til at tro på Gud, så kan jeg godt komme til at glemme, at jeg kun er et menneske.

Bare rolig! Det er ikke fordi, jeg tror at jeg er Gud. Så er det på plads.

Men jeg kan nogen gange tro, at jeg er dirigenten!

Jeg vil have mere!

Det ligger i tiden at nok er aldrig nok. Hver gang vi har opnået vores mål, vil vi have mere. Hver gang vi får opfyldt et behov, så er vi klar til noget nyt. Når vi har fået den fine racercykel, så drømmer vi om kulfiber og nye geargrupper.

Sådan kan jeg også have det med Gud og hans kærlighed.

Jeg har oplevet, at det er fantastisk.

Jeg har oplevet hvordan det giver den her ubeskrivelige fred inden i, at vide, at uanset hvad, så er de ting i mit liv, jeg ikke kan finde ud af, ja hele mit liv, i Guds hænder.

Når jeg bekymrer mig om mine børn, så tror jeg på, at de er Guds hænder.

Når mit arbejde fylder alt, fordi er er er udfordringer, jeg ikke kan se mig ud af, så tror jeg på, at det er Guds hænder.

Når jeg havner i relationer med mennesker, hvor det går skævt. Det sker – også for mig. Der tror jeg på, at det er i Guds hænder.

Hvor jeg efterlades med indtrykket af, at de synes, jeg er dum og træls. Og helt ærligt, så har jeg det også sådan med dem.

Så tror jeg på, at det er Guds hænder.

Det betyder ikke, at jeg ikke har ansvar for at opføre mig ordentlige, for det har vi alle sammen.

Når jeg føler mig helt skæv og tvivler på alting, så  tror jeg på, at jeg er Guds hænder.

På den måde er troen en ufattelig kilde til tryghed, til tro, til håb for mig.

Men jeg vil have mere, meget mere!

Jeg står ligesom dirigenten og vil have mere. Og jeg vil have det nu!

Jesu disciple, som gik rundt sammen med ham. Hvor heldige var de lige? De havde det på mange måder ligesom mig.

De kunne mærke at Jesus var fantastisk.

Det var ikke sådan, at de altid forstod ham, men de kunne mærke indeni, at der var noget godt omkring ham. Noget som de gerne ville have mere af.

Det har netop været pinse, og i kirken har vi fokuseret på, at betydningen af det, er at Gud med Helligåndens komme, er rykket helt tæt på hvert eneste menneske. Helt tæt på, så tæt på, at Paulus omtaler det som: “For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Sammen med disciplene siger Jesus noget, som peger frem mod pinsen.

Han siger, at der er endnu mere at sige Jer, men det kan I ikke rumme nu.

Vi kender det godt. Efter en lang dag med f.eks. undervisning eller meget arbejde, så kan man komme dertil, hvor der bare ikke kan være mere inde i ens hovede. Man har bare brug for mentalt at stemple ud. Jesus indser, at hans disciple er dér.

Men samtidigt giver ham dem løftet om, at Sandhedens Ånd skal vejlede dem i HELE sandheden.

Det er alligevel noget at et løfte. Alt hvad Gud har og er, skal forkyndes for disciplene.

Med andre ord, alt, hvad der er Guds, skal gives, –  er givet til os.

Det kan godt være at korsangerne kan komme til et sted, hvor dirigenten kan hoppe og danse, der er bare ikke mere at give.

Men Gud har altid mere at give, og vi må altid, altid få mere af hans fred og kærlighed.

Det kan godt være, at vi på et tidspunkt synes, at vi har fået nok. For nogen gange kan det være sådan, at Guds kærlighed kræver af os, at vi skal elske andre. Det kan godt kræve lidt af os. Med andre ord, kan det pludselig være udfordrende at tro.

Men det er en helt anden prædiken.

I dag stopper vi ved, at Gud intet holder tilbage fra os. Alt gives os.

Ja tak, siger jeg.

Hvad siger du?

Amen.

Tro – Helle Theede Kragh

Denne søndag kunne du opleve en læggudstjeneste i Metodistkirken.

Der er en gruppe mennesker fra kirken, som sammen har planlagt en gudstjeneste om TRO. Her vil flere af kirkens medlemmer fortælle om deres vej til tro og dens betydning i deres hverdag. Dagens podcast er et indlæg fra Helle Theede Kragh, som her taler om tro.

podcast-large

Den største gave er givet – 3. Søndag i Advent

266135_10152364398295232_1191210085_o

Julegaver er alletiders ide. Det er både børn og voksne enige om. I dagens tale er der to dele.

Den første del er mest for børn og den holdes af kirkens børnekirke koordinator Maria Bræstrup Aaskov. Hun taler om at få gaver. Rundt om kirkens juletræ ligger en masse gaver. Nogle af dem er kæmpestore, mens andre er lille bitte. Gaven som Maria pakker ud i dag er en lille gave, men inden i den er det lille Jesus barn. Det er en god gave.

Den anden del, som nok mest er for voksne holdes af kirkens præst, Thomas Risager. Han taler om, hvordan han som dreng “kom til” at smugkigge i en julegave, som indeholdt opfyldelsen af hans største ønske. Adventstiden er sådan en tid, hvor vi får lov at kigge en smule bag papiret inden vi for alvor i julen får lov at tage mod den største og vildeste gave nogensinde. Den største gave er nemlig givet.

Du kan høre talerne her. Klik på podcastsymbolet. Eller du kan læse dem, ved at kigge længere nede på denne side.

podcast-large

 

 

 

 

 

Hvis du hellere vil læse talerne kan du også det:

Maria Bræastrup Aaskovs tale: 

Jeg har fået en gave – den er lille, ikke særlig stor! Den er til mig, det står der her! Det undre mig bare at den er så lille, for alt det jeg har ønsket mig er MEGET større, jeg har jo ønsket mig: en cykel, en seng, en hoppeborg…!
Så nu ved jeg slet ikke om jeg gider åbne gaven – hvad kan der være i sådan en lille pakke? Øv! Jeg tror jeg vil læse lidt i min bog i stedet – så må den lille gave vente…!

Jeg er kommet… her til: Gud giver gode gaver! Gud hører altid når vi beder til ham og man kan bede om hvad som helst. Det er dog ikke sikkert at man får alt det man har ønsket sig, i hvert fald ikke på en gang… Gud giver også nogle gange en gave, som man slet ikke har ønsket sig – men det viser sig at være en super god gave – Gud giver nemlig kun gode gaver! Den allerstørste gave han nogen sinde har givet, var et lille barn – Jesus, som blev født juleaften! Jesus er den største gave man kan få! Hmmm, den største gave man kan få – det skal jeg lige tænke over…

Måske skulle jeg alligevel åbne gaven, bare lige for at se hvad der er indeni – selv om den er lille kunne det jo godt være interessant alligevel…
(Åbne gaven) Ov det er en lille dukke, det ligner Jesus – se! Tænk sig, jeg har fået Jesus i gave! Den største gave af alle! Hvordan kunne jeg dog vente med at åbne den!

Thomas Risagers tale: 

Prædiken 3. søndag i Advent d. 16. december 2012.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Esajas 9, 1-6

Den største gave af dem alle

Har du nogensinde, da du var barn eller som voksen, snydt dig til at kigge under papiret på en julegave?

Det har jeg gjort – som barn altså.

Jeg havde et kæmpestort ønske og det var et helt vildt ønske. Jeg vidste at det var alt for dyrt, for det havde min far sagt.

Jeg ønskede mig noget så brændende en Coca Cola lastbil. Og alle lidt ældre drenge herinde kan huske at man kunne få matchbox-biler. Det var bare de fedeste. Matchbox lavede denne usandsynligt fede lastbil, som bare var min allerstørste drøm.

En dag op mod jul sneg jeg mig ind i mine forældres soveværelse. Inde i hjørnet af min fars skab, bag ved hans sokker, tror jeg, lå julegaverne.

Der var en firkantet kasse med papir fra legetøjsforretningen. Med dirrende fingre lykkedes det mig at skubbe båndet til side og trække tapen så langsomt af, at det stadig kunne klæbe. Papiret blev åbnet i enden – uendeligt forsigtigt – og dér var den Coca Cola lastbilen, som jeg ønskede mig helt vildt. Jeg skulle have Coca Cola lastbilen i julegave. Jeg husker endnu den boblende lykke, som rutschede rundt i min mave. Mit største ønske ville gå opfyldelse juleaften. Hvor var det fantstisk.

Når vi i adventstiden læser tekster, som den, vi hørte fra Esajas Bog om lyset, som skal skinne for dem, som bor i mørkets land, så er det vores lille mulighed for kigge en lille smule ind bag ved papiret og få lov til at se en flig, af det som Gud har lovet os komme forunde.

Jeg ved ikke med dig, men det kan godt give mig den der kildrende fornemmelse i maven.

Når vi i dag ser lucia-optoget, som jeg ikke husker har været større, bære lyset ind. Vi ser hvordan mørket må vige for lyset og minder dermed hinanden om, at forude venter lyset. Det lys, som gør at vi kan se stien for vore fødder og lyset for vor fod, så vi atter kan finde vej i livet. Det lys, som giver tryghed og varme, fordi det minder os om Guds løfter, så er det vores lille mulighed for kigge en lille smule ind bag ved papiret og få lov til at se en flig, af det som Gud har lovet os komme forunde.

Jeg ved ikke med dig, men det kan godt give mig den der kildrende fornemmelse i maven.

Jeg vil jo ikke opfordre til at smugkigge i julegaverne, men blot minde om at Jesus er som Kirk Franklin synger det “The reason for the season” Det er på grund af at han bliver menneske og kommer til os, at vi går helt amok i gaveræs og julehygge.

Den gave er så stor at vi ikke kan rumme bare at få den. For det handler om meget mere end bare os. Det handler om Gud, som griber ind i verden og bryder med det tyngende åg og slaveriet, som jo stadig findes i vores tid.

Det handler om at der skal komme fred, uendelig fred ud over hele jorden. Det handler om at mennesker virkelig er lige meget værd. Det handler om at Gud griber ind og lader kærligheden få magt i verden og så vil vores verden se så meget anderledes ud end den verden vi kender nu.

Hvis den gave bare blev sat i skødet af os, ville vi slet ikke vide, hvordan vi skulle håndtere den. Vi vil slet ikke kunne finde ud af, at netop med den gave, handler det om at tage i mod.

Personligt har jeg brug for denne periode i adventstide, hvor vi får lov at løsne lidt på båndet og kigge ind bag papiret, for det taget tid at forstå, at den største gave ER givet.

For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Amen