Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

 

Chosen (gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus) – Thomas Risager

Vi lever i en x-factor-kultur, hvor vi langsomt har vænnet os til, at nogle bliver udvalgt – og at andre som den naturlige følge heraf bliver fravalgt. Det er fedt at føle sig særligt udvalgt. Men følelsen af at blive fravalgt, måske endda gang på gang, kan gnave i vores sjæl og æde vores følelse af værd.

Gospelkoret Emmaus og præst Thomas Risager fortæller historien om at være særligt udvalgt af Gud. Ikke på grund af noget du kan eller gør, men ganske enkelt fordi, du er DIG. DU er et værdigt menneske. Også selvom du måske ikke altid selv kan mærke det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det som er planlagt i forberedelsen, og det som faktisk siges under talen i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 19. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Chosen – Særligt udvalgt. Gospelgudstjeneste med Emmaus. Tekster: 1. Mos 1,1-3+26-30.
Gimmick: Pas med spejl, som billede

Alle os, der ikke er superstjerner med en bold, kan tænke tilbage på skoletiden. Det var en førstevælger og en andenvælger, og så blev klassekammeraterne ellers udvalgt én for én. Der blev tænkt nøje over, hvem man skulle have. Svend kan løbe hurtigt. Hvis ellers Kirsten tager det flade boldtræ, så rammer hun hver gang….

Kammerat efter kammerat blev taget og og til sidst blev der sagt… ok, vi tager Thomas.

Videre frem i livet, oplever man, at de andre finder en sød kæreste, de bliver færdige med at læse og lander det ene fede job efter andet, mens man selv er evighedstudent, på udkig efter den rette hylde i livet.

Når man følger gamle klassekammerater på Facebook eller ser hvad de spiser på Instagram, så smager endnu en færdigret fra Fakta, ikke videre godt.

Vi kan ikke lade være med, at sammenligne os med hinanden, men vi glemmer ofte, at den dag vores venner på Instagram sidder på den lokale grillsnask, fordi de ikke orker at lave mad, der ser vi intet opslag. Vi flasher nemlig aldrig vores liv, når det er helt almindelig kedelige leverpostejsdage eller når der er pomfritter med remoulade i bakken.

2 a f 5

Det skal vi huske når vi sammeligner hinandens perfekte liv, som kan få os til at føles os helt bagud i forhold til alle de andre.

Vi sammenligner os sjældent med virkeligheden, men med en opstyltet iscenesættelse.

Hvis vi er mere end, dem vi er på de sicoale medier, hvem er vi så?

Vi har et pas, og der står sort på hvidt, hvad vi hedder, hvor høje vi er, om vi er mand eller kvinde, hvor vi er født.

En del af os har en profil på Facebook. Her kan man se de mest flatterende billeder vi har af os selv. Nogle af os praler ligefrem med vores børn, og vi husker at tage billeder og skrive om det, når vi er med til noget fedt. Som her i aften f.eks.

Vi har alle sammen familier, nogle har meget med dem at gøre, mens andre har det stik modsat. Men vores familier udgør vores baggrund. Vi har nogle gener og noget miljøarv med os. Også selvom det måske er noget, vi mest af alt ikke ønsker at slæbe med os.

Vi har også evner og kundskaber, som vi kan bruge til at sælge os selv på arbejdsmarkedet. Nogle af os har tætpakkede CV, hvor vi ikke holder os tilbage med at fortælle om alle vore fortræffeligheder. Vi gør os så lækre, som vi kan blive.

Nogle af os er så heldige at vi også kan smykke os med titlen: far, mor, onkel, tante, bror, søster, mormor,

3 a f 5

farmor…. Nogle af os synes alt i livet er helt vildt fedt lige nu. Andre synes, at glæden og lyset er langtlangt borte.

Vi er egentlig så utroligt meget. At sige kort, hvem vi er, tror jeg ikke kan lade sig gøre.

Vi lever i en kultur, hvor vi på mange måder konkurrerer mod hinanden. På den ene side, elsker vi det, men vi på den anden side frastødes af det. Vi følger med i store tv- shows, hvor mennesker sorteres fra, for der skal findes en vinder. Det er programmer som x-factor, Vild med Dans, Robinson, Bagdedysten, hvor en af Emmaus- sangerne faktisk er med. Hele tiden sker der en udvælgelse. Det er fedt at blive valgt, knapt så fedt at blive vraget. Det er underholdning, men de føles ogs som virkelighed for rigtigt mange mennesker.

I bibelens univers findes Facebook, Instagram og x-factor ikke. Af gode grunde selvfølgelig, det var jo ikke opfundet. Men der er en helt række historier, som siger noget helt grundlæggende i forståelsen af, hvad et menneske er. Jeg vil vove den påstand, at der er noget i det, som vi kunne bruge.

Det første vi skal have fat i er selve skabelsesberetningen. Bibelens historie om, hvordan vi mennesker er blevet til.

Gud skaber mennesket. I sit billede skaber han os. Som mand og kvinde skabes vi.1 Vi ligner altså Gud, og sikke en mangfoldighed, vi er jo langt fra ens. Men vi er fælles

1 JF. 1. Mos 1,27

4 a f 5

om at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, hvad vi kan, men om den vi er.

I bibelen gør Jesus meget ud af at forklare mennesker, at Gud er en himmelsk far.

Hvis Gud er en himmelsk far, må vi altså være børn. Jeg ved godt, at mange af os er voksne, men vi er stadig nogens børn. Vi er også Guds børn.
Hvordan er det med børn. Elsker forældre dem, fordi de er gode til at spille harmonika? Eller bliver valgt først i, når der skal vælges hold til rundbold?

Nej, børn er elsket, alene fordi de er til. Børn er elsket for dem, de er, ikke for det de kan!

Bibelens univers er ikke historier fyldt med mennesker, som har styr på alting, mennesker som spiser rigtigt, motionerer rigtigt, mener alle de korrekte ting. Her afløser den ene historie om uperfekte menesker den anden.

Der er mennesker, som Moses, Abraham, som er i Bibelens univers er stampersoner til os alle. Vi har de tolv disciple, som blev enormt vigtigt for Jesus og den første kirke. Fælles for dem alle er, at de gang på gang ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Men også at der gang på gang fortælles en historie om at Gud vil dem, og ikke vender dem ryggen, selvom de ikke er videre perfekte. Gud bruger uperfekte mennesker.

Gud er der, ikke fordi de har vundet noget som helst, ikke fordi de synger godt, ikke fordi…. Vi er skabt af Gud og Gud har allerede udvalgt os til at være elsket. Han vælger ikke nogen fra, men vælger alle til.

5 a f 5
Du er udvalgt – bare fordi….

Hvordan ser sådan et udvalgt uperfekt menneske ud?

Sådan et menneske, der er elsket alene fordi det er til, og er udvalgt.. Hvordan ser sådan et menneske ud?

(Spejlet holdes frem!) Amen.

Grateful / Gospel Meditation – Thomas Risager

Gospelmeditation giver dig:
– tid til at være
– tid til at drømme
– tid til at lytte
– tid til at tænde lys
– tid til at mærke efter
– tid …

I dagens anledning fjerner vi de fleste stole, så tag pude/tæppe/liggeunderlag med og gør dig klar til en rolig aften. Der vil dog være stole til dem, der foretrækker det.

Thomas Risager taler over aftenens tema Grateful. Taknemmelighed.

Du kan høre talen her:

 

Du kan læse talen her. Bemærk dog, at den tale som faktisk blev holdt, kan afvige noget fra det planlagte manuskript.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 29. oktober 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Fill 4,4-7.
Gospelmeditation: Grateful

Som barn hørte jeg tit min gamle mormor sige, at taknemmelighed er en dyd.

Som så mange ordsprog, man hører som barn eller som som ung, så går det bare ind af det ene øre og ud af det andet, for så først at vende tilbage i voksenlivet.

I mit arbejde som præst, har jeg nogen gange det privilegium, at få lov at tale med mennesker, som godt ved, at deres tid i livet er ved at rinde ud.

Jeg hører ofte, ældre menesker sige, at der er så meget at være taknemmelig for. Ofte siger de det i situationer, hvor jeg som udenfortstående ikke helt kan forstå, at de der hvor de er, lige nu, har overskud til at tænke over ting i livet, de er taknemmelige for.

Jeg oplever ofte, at de småting, i min tilværelse, eller på mit job, som ikke lige går som smurt i olie, kommer til at irritere mig forholdsmæssigt meget.

Det er så let, at lade sig irritere over småting, som i det store billede, i virkeligheden kun er småting.

Kender du det med, at der skal ti gode ting til at opveje, en dårlig?

Måske hænger det sammen med vores kultur, hvor vi har fået givet os selv, den forståelse, at alting skal være

2 a f 4

perfekt, karakteren skal være tolv, tøjet skal være en bestemt slags, og mobilen kan kun være en dyr smartphone, at det, som ikke er helt perfekt, ikke bare er godtnok, men faktisk opleves som noget rigtigt skidt.

Kun det perfekte er god nok.
Næste spørgsmål bliver så: “Hvem af os er perfekte?” Jeg kan sige med det samme, at det er jeg ikke.

Jeg kan ikke se, hvad du tænker om dig selv, men jeg tvivler på at ordet perfekt, er det meste dækkende ord i din egen beskrivelsen af dit liv.

Livet er jo ikke perfekt. Faktisk er det langt fra perfekt. Men det er ikke det samme, som at der ikke kan være ting at være taknemmelig for i livet.

Efter de mørke dage skinner solen jo.
Uvejr har det med at gå over. Det er urimeligt træls at være i dem, men det går over.

Nogle af de første kristne blev rådet til at glæde sig. “Glæd Jer altid i Herren. Jeg siger atter, glæd Jer!”1

Det er ikke en opfordring til tankeløs lalle-glæde. De ord er sagt i ind i en kultur, hvor det at tro på Jesus ikke bare var lidt anderledes, men også faktisk noget man kunne blive forfulgt for. Det kunne koste én alt at tro, men opfordringen lyder helt klart, at bede Gud om hjælp, ved også at sige tak.

1 Fill4,4-7.

3 a f 4

Filipperbrevet skriver: “v6 Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. v7 Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”2

Der er intet af det, som vi har i vores liv, der er godt, som giver sig selv. I vores, på mange måder priviligerede kultur, er det så utroligt let at glemme.

Bibelens tekster og kristendommens opfordring til taknemmelighed, er formet i en tid og på et sted, hvor man levede af naturens gaver, og derfor var sårbare overfor de udsving, som nu en gang er i naturen. Der er ingen, der lover, at det lykkes at få en høst i hus. Og man har oplevet, at der er knaphed, så glæden over, at have, når man havde, var stor. Man var taknemmelig for ting, som vi vil tage for givet.

Hos os er det lidt anderledes. Der er det nærmest en rettighed, at livet flasker sig for os, og vi bliver personligt fornærmede, når vi oplever, at det går skævt.

Vi glemmer at livet og glæderne i det, er gaver, som vi dybest set ikke kan sige, at vi har ret til. Man har ikke ret til en gave, men det er dejligt at få den.

Taknemmelighed fylder nok ikke så meget i vores almindelige dagligdag, og dog!

2 Fill 4,6-7.

4 a f 4

Noget af det første, vi lærer vores børn, er at bruge ordet tak. Det er vigtigt for os, at de siger tak for mad, eller tak, når nogen giver dem en gave.

Måske er taknemmelighed alligevel en dyd.

Jeg har mange ting og mange menesker i mit liv, som jeg har stor grund til at være taknemmelig over. Er mit liv perfekt? Nej. Er mit liv uden problemer? Nej.

Men dybest set har jeg meget at været taknemmelig for. I aften vil jeg huske at sige tak til Gud for alt det.

TAK.

 

Begrænsinger eller muligheder – Thomas Risager

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist, til stor irritation for optimisterne? Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?

Eller med en anden formulering: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Hvad ville du tænke, hvis Jesus bad dig om at bespise fem tusind mennesker med fem brød og to fisk?

Hør mere her….

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 6. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 14,13-21.
Begrænsinger eller muligheder

Er du pessimist eller optimist? Eller påstår du, at du er realist til stor irritation for optimisterne?
Kan intet lade sig gøre, eller kan alt klares med et snuptag?
Eller en anden formulering er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

Mig bekendt har Jesus aldrig foretaget en personlighedstest. Han ved ikke hvilke bogstavkombinationer, Meyers Briggs vil efterlade ham med. Han lever formodentligt fint uden den viden.

I begyndelsen af dagens historie fra Matthæusevangeliet ved vi, at det Jesus hører dette, drog han bort for at være alene.

Jesus er formodentligt ked af det, for det han har hørt er, at hans fætter Johannes Døberen er blevet slået ihjel.

Jesus har gjort sig bemærket i en sådan grad, at folk ganske enkelt følger efter ham. De vil høre mere og de vil se mere. Mange af dem har hørt ham fortælle lignelser, som de måske ikke forstod i alle detaljer, men de fornemmede i hvert fald, at når Jesus fortalte om Gud, så lød det faktisk som om, at Gud er kærlig, elskende og én, som ikke bare sidder i himlen og fordømmer mennesker.

De har kunne se på Jesus, de kunne mærke på Jesus, at der var noget, som de meget gerne ville høre mere om.

2 a f 4
Og nå ja, så er der jo også lige alle historierne om mennesker, som bliver helbredt for alle mulige dårligdomme, der ødelagde deres liv.

No wonder, at der var trængsel for at se og høre, hvad Jesus havde at sige.

Vi kender godt det, at når vi har gang i noget, som optager os helt vildt, så glemmer vi alt om, at vi egentlig er sultne og pludselig er klokken alt for mange.

Det er præcis det, som sker for de mange mennesker, som er samlet omkring Jesus.

Pludselig lyder en stemme: “Det er sent! Send dem bort, så de kan købe mad. Det er snart mørkt!” Realisten, ham som under alle forholde bevarer jordforbindelsen, har talt. Sådan én var der også blandt Jesu disciple. De tolv var lige så forskelige som vi, der er i kirken i dag.

Nej. siger Jesus, I kan give dem noget at spise.

Pessimisten, sådan var der også, siger Jamen, vi har da kun fem brød og to fisk.

Igen, så ved vi ikke om Jesus er glasset som halvtomt eller halvt fyldt. Men Jesus havde forståelse for, at der hvor Gud velsigner, der der der det, der for os ikke ser ud af meget, noget, der kan få uendelig stor betydning.

Få dem til at sætte sig, giv mig de fem brød og de to fisk.

Jesus takkede for brød og fisk og velsignede det. Brød brødet og gav de skeptiske disciple det, og lod dem dele ud til de fem tusind mennesker.

3 a f 4

Miraklet skete. Alle havde spist og der var mad – maser af mad til overs.

Dette er virkelig en mærkelig historie.

Pessimisten vil sige: Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre. Der mp have været masser af mennesker, som har haft mad, som de har delt mellem sig. Måske, det ved vi jo ikke.

Optimisten vil sige: Jamen selvfølgelig er der nok. Folk har heller ikke brug for så meget, så har holdt sig lidt tilbage. Måske er det sådan, det er foregået. Det kan vi ikke vide.

Det er, i mine øjne, en af skønhederne ved bibelens historier, at det, ligesom med kunst, er op til os selv at finde ud af, hvad vi får ud af det.

Tro har egentlig ikke noget med optimisme eller pessimisme, at gøre

Jeg vil sige, at tro ikke rigtigt deler os op i optimister eller pessimister, selvom bibelen er fyldt med beretninger, hvor de også optræder.

Tro er facitløst. Jeg kan f.eks. ikke stå her og sige, hvad der er rigtigt for dig.

Jeg kan heller ikke fortælle dig, hvordan du skal forstå denne historie.

Men jeg vil gerne have lov til at fortælle dig, hvad jeg tænker.

4 a f 4

Føst vil jeg gerne sige, at have tro er ikke et udtryk for overdreven optimisme eller pessimisme for den sags skyld. Tro er et udtryk for et håb om mig, Asta, dig med er stærkere end alt andet jeg møder på min vej gennem livet. Ja, stærkere end døden.

Tro er heller ikke så meget et spørgmål om døden og livet efter døden. Mest af alt er tro et spørgsmål om livet her og nu. Det er derfor, at vi igen igen støder på Jesus, som ud fra hverdagssituationer fortæller om Guds kærlighed og omsorg.

Tro er et håb om og en tillid til, at der er mere end det jeg kan se.

Det er håbet om, at når vi døber Asta og alle sammen lover at bede for hende og gøre hvad vi kan for familien, at Guds kærlighed er meget mere end det vi kan se.

Det er tilliden til at det, som for os er fem brød og to fisk, i Guds hænder kan være så meget mere.

Det er det, jeg vælger at tro på, og når jeg hører at fem tusind mennesker, foruden kvinder og børn, bliver mætte, ja, så fyldes jeg med håb og tro.

Og der er nok til, at vi kan deles om det!

Amen.

 

Fred være med jer – Thomas Risager

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.”

Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer! Ved gudstjenesten taler Thomas Risager om Guds fred i hverdagens tumult.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ganske ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 23. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Fred være med Jer!

I mange kirker bliver kirkegængerne undervejs i gudstjenesten bedt om at hilse på hinanden med ordene: “Guds fred!” På engelsk taler om om “pasing the peace.” Alt dette har sin rod i opstandelsen, hvor Jesus viser sig for disciplene og hilser på dem med ordene Fred være med Jer!

“Guds fred til dig!”

Fred være med Jer, siger Jesus til de totalt rundforvirrede disciple. Tidligere på dagen har disciplene fået at vide af kvinderne, som var på vej ud til graven, at stene var væltet væk, og at Jesus er opstået fra de døde.

Selvom Jesus havde forudsagt det, og gjort alt for at forberede dem på, at dette ville ske, så forstår de ikke det, som sker lige for næsen af dem. Det havde de aldrig forventet.

I søndags hørte vi om Maria Magdalene, som var kommet ud til graven hvor hun stod og græd. Hun møder Jesus og står ansigt til ansigt med ham, men hun tror det er havemanden.

Det kan jeg helt ærligt godt forstå, for hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig det?

Maria forventede ikke, at Jesus opstod, selvom han havde sagt det ville ske.

2 a f 4

Forventninger er noget mærkeligt noget. Hvis vi har lave forventninger til noget, skal der virkelig meget til, før vi synes, at noget er fantastisk.

Omvendt, hvis vi har høje forventninger, så opdager vi også det gode, som vi forventer at se.

En gang blev vores fodbold landstræner Richard Møller Nielsen berømt for sinde gode kommentar: “Screw down your expectations!” Utroligt fint engelsk, som knapt egner sig til brug i kirken.

Han syntes forventningerne til landsholdet lagde et kæmpepres på dem, som de godt kunne være foruden.

Når det kommer til tro kan man nemt komme til at sætte sine forventninger for lavt. Det tror jeg faktisk mange af os kommer til.

Det er det, som sker for Maria. Hun kan slet ikke forstå, det er Jesus hun ser, for hun har ikke forventning om kan ske.

Jesus var kommer til disciplene. De så ham og de troede, men Thomas, var ikke med. Vi ved ikke hvorfor, men han var gået glip af de støreste de andre disciple nogen sinde havde oplevet.

De havde set Jesus stå midt iblandt dem, de havde hørt Jesus: “Fred være med Jer!”1

1 Joh 20,19

3 a f 4

Thomas har begge ben på jorden og han er ikke bleg for at indrømme, at det der rækker hans forventninger ikke til. Med andre ord, han tror ikke på dem, når de påstår at jesus er opstået fra de døde.

Otte dage senere står Jesus igen foran dem. Fred være med Jer!

Thomas havde godtnok sagt, at han ville se med egne øjne, at han ville stikke hænderne i såret i Jesus side, men jeg tror ikke, han nogen siden havde forventet, at det ville ske. Men Jesus sprænger alle forventninger.

Jesus taler direkte til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”2

Det er nogle fantastiske beretninger, vi har foran os i dag. De er vilde, og de er dramatiske.

Men de afslører måske også, at vi, uanset om det med kirke og tro er nyt for os, eller det en gammel nyhed, at opstandelsen er svær at rumme, også selvom det er totalt kernebudskab.

Når vi taler om opstandelsen fokuserer vi ofte på, hvad Jesus gør for os i døden.

Men opstandelsen handler om livet.

2 Joh 20,27-28

4 a f 4

Når Gud kan gøre den døde levende, hvor meget mere kan hans kærlighed så ikke gøre i livet?

Opstandelsen viser os, at intet er umuligt for Gud, ikke kun i døden, men sandelig også i livet.

Faktisk midt i hverdagen. Midt i den daglige trummerum er Gud også, og midt i det hele siger han også til os: “Fred være emd Jer!”

Hvis vores forventninger er, at det kan ske, så ser og hører vi det også, når det sker.

Hele pointen med talen i dag, men også med Johannesevangeliets historie er at skubbe til den forventning. Her skal vi passe på med at have for lave foreventninger.

Så i dag vil jeg sige: Screw up your expectations!”

Johannes siger det sådan her:

Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.3

Amen
Salme: Jesus, som iblandt os står

3 Joh 20,31

 

Jeg er … Døren – Thomas Risager

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv. Døre kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig. Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 19. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Sl 62,2-3 & Joh 10,7-10.

Velkommen i kirke!

Tak for at du er gået ind gennem dørene her – faktisk to døre. Intet mindre kan gøre det. Det har vi til fælles, vi er alle kommet ind af døren, for at kunne være med i dag.

Her inde i kirken, her inde bag døren, holder vi for tiden faste. Fasten er ikke sådan kendt udenfor danske kirkers fire vægge Men vi forsøger, at finde denne gamle dyd frem igen.

Det gør vi fordi, vi tror, at den rytme der er i året med advent, jul, faste, påske, himmelfart og pinse, er fantastisk til at minde os om den dybe sammenhæng der er mellem Gud og mennesker.

En sammenhæng der i øvrigt er der på Guds initiativ.

En sammenhæng, der er udtryk for en kærlighed så radikal, at det ganske enkelt kan være svært at fatte.

Det er derfor vi skal høre det mange gange, og måske endda bruge en fastetid på at forberede os. Inden vi i påsken skal høre historierne om Jesus, som giver sig selv for os. – Det er kærlighed.

En kærlighed, som – gætter jeg på – flere af os aldrig nogen sinde har tænkt på. Men fordi man ikke har tænkt på noget, er det ikke det samme, som at det ikke findes.

Andre af os, har hørt det mange gange.

Altså os, der nogen gange tager os til hovedet over vores teenager, som tilsyneladende slet ikke hører, af hvad vi siger.

Vi har selv hørt det mange gange, men tilsyneladende har  et budskab om, at vi er elsket ud over alle grænser, svært ved at bundfælde sig dybt inde i os.

Som så ofte før, har Jesus en anderledes tilgangsvinkel, for at fange vores opmærksomhed.

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv.

Døren kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig.

Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Når vi går ind gennem en dør, og det er et nyt sted, vi går ind, så ved vi ikke, hvad der er bag døren. Vi har aldrig set, hvad det er derinde.

Derfor kan det være en overvindelse, at gå ind gemmen en dør. Der er ingen af os, som umiddelbart elsker den utrygthed.

Men vi åbner døren. Måske tager det et øjeblik, før øjnene har vænnet sig til lyset. Vi kigger rundt, orienterer os og går videre ind i rummet bag døren.

Når Jesus taler om døren. Så beskriver han det i billeder, som alle, der hører ham kender, som som måske er fremmede for os.

Jesus bruger billedet af en fårefold. Som er en rund lille indhegning, måske omkranset af grene og krat, som fårene ikke kan komme ud af, men endnu vigtigere som rovdyrene ikke kan komme ind af.

Det er de færreste af os, der har får og har kendskab til det, men det havde stort set alle, som Jesus taler til her.

De ser fårefolden for sig, og de ved også, at i den åbning, der er i den, der vil hyrden – i alt fald den gode hyrde – placere sig selv. På den måde vil han med sin egen krop beskytte de værdifulde får med rovdyr og farer.

Men det er klart at hyrden jo også har styr på hvem der går gennem døren. Ligesom hyrden er passioneret optaget af at sikre, at alt er som det skal være med  alle fårene.

Jesus er altså adgangen. Han siger også her hos Johannes, at dem, der er kommet før ham er tyve og røver, men han er det real deal. Måske ikke helt ordret…

Han er kommet for at åbne op til frelse.

Gå gennem døren og bliv frelst!

Jeg er ikke altid sikker på, at det lyder som et så fantastisk tilbud. Jeg er da ikke ved at drukne, eller ved at blive spist af at rovdyr. Frelse, mon ikke kirken trænger til at justere tilbudsavisen lidt?

Hvad er der i den fårefold?

Jeg tror vi mennesker oplever det forskelligt. Men for mig er der en pause fra hverdagens krav og forventinger.

Der er ro og stilhed.

Der er gospelsang og fantastisk musik.

Der er overbevisning om at langt de fleste bekymringer er forgæves.

Der er udfordringer til sind og tanke.

Der er drømme om en bedre verden.

Der er et fællesskab, hvor der er plads til mig – også når jeg ikke er min bedste side af mig selv.

Der er roen og visheden ved at vide, at døren åbnes, for ham, der er døren, vil mig det godt.

Han er kommet for at jeg – du – vi – skal have liv og have det i overflod.

Når man står overfor døren og ikke rigtigt ved om man har lyst til at gå ind, fordi man ikke kan se, hvad der er på den anden side, kan man godt tøve.

Jeg kan ikke helt vide, hvad du vil finde, men jeg opfodrer dig til at turde gå ind og kigge.

Jesus er døren. Løftet er intet mindre end:v9  Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange.”

Amen

Salme: Måne og sol

 

GPS – Find din vej – Kirken er ikke destinationen – Thomas Risager

“Jeg er ikke ret god til at finde vej, så jeg bruger GPS næsten hele tiden, når jeg sidder i min bil. Det er så rart at taste destinationen ind og være sikker på, at man havner det rigtige sted. Desværre glemmer jeg nogen gange at lægge mærke til, hvor jeg egentlig er, og hvordan jeg kom derhen.

I søndagens tale trækker jeg nogle store linjer op, for at vise os, at Gud faktisk sætter et mål for vores liv. Et mål for kirken og et mål for hvert menneske. Nogen gange tror vi, at det at blive medlem af en kirke som Metodistkirken, er opfyldelsen af målet. På søndag afslører jeg, hvorfor det ikke er det …”

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra manuskriptet.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 22. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 28,16-20 & Hebr 6,13-20.

Jeg er en klovn til at finde rundt. Det har jeg altid været.

Hvis man ser os på en af vore storby-ferier, så vil man se Mette gå forrest og vise vej – enten ved hjælp af et kort i guidebogen eller en app på telefonen.

Bagerst vil man se mig forsøge at sikre, at vi faktisk alle fire også er med. Det sker nogen gange, at jeg har en ide om, hvor vi er henne. Sådan da.

For et menneske som mig, er det med at sætte sig i bilen og indtaste en destination på GPS og vide, at så finder jeg det, en utroligt gave.

Faktisk bruger jeg nogen gange GPS funktionen i min telefon, når jeg cykler rund i byen. Kortene i en telefon er geniale, fordi der er den her blå prik, der hvor man er og så vender de ovenikøbet rigtigt i forhold til retningen.

Der er håb om at nå frem.

Når man kører af sted er det faktisk ret væsentligt, at vi når frem. Vejen til målet er også vigtig, men det er kikset ikke at nå frem til målet. Destinationen betyder noget.

Fra Jesus bliver døbt til han ender på korset for at dø og senere opstå, går han rundt i tre, måske fire, år.

Når man læser evangelierne, kan det virke, som om han bare vandrede planløst rundt fra sted til sted, og der hvor der var mennesker, som ville møde ham, der blev han lidt.

Det er faktisk muligt, men tag ikke fejl af, at målet hele tiden var klart for Jesus. Målet var Jerusalem med alt, hvad der måtte komme.

Mon ikke de fleste af os kunne finde på en del omveje, for ikke at nå frem.

Efter de dramatiske begivenheder, som forandrede verden. Jesu død og opstandelse, taler han nu med disciplene. Der er gået fyrre dage siden opstandelsen, så de har efterhånden forstået, at han faktisk er opstået fra de døde. Selv Thomas har den. Og stadig vender tvivlen ind i mellem tilbage. Matthæus føler trang til lige, at kaste bemærkningen ind: “…nogle tvivlede”

Det er himmelfarts dagen og Jesus giver disciplene et mål, at styre efter. Når Jesus gør det, er det ikke altid let. Det er faktisk nogen gange ganske udfordrende. Ofte noget man ikke kan i egen kraft.

“»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Vi er en kirke, hvor vi gør en del ud af, at sige, at bibelen skal tolkes ind i enhver tid og enhver sammenhæng.

Men lige præcis missionsbefalingen, som dette stykke omtales som, tager vi nærmest bogstaveligt.

Det er det, der legitimerer, at vi hele tiden forsøger, at tale med mennesker om tro. Fordi det er vores overbevisning, at det med at have tro med i livet, er en rigtigt god ballast at have med. Det er faktisk vores erfaring.

Vi gør det også, fordi Jesus siger, at disciplene skal døbe og undervise mennesker. Når vi tillader os, at kalde os kristne, så er vi disciple, og hvad Jesus beder disciplene om, beder han os om.

Med andre ord: Vi er i mission. Det er derfor vi siger: “Klart budskab om Guds kærlighed”

Det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi skal intet gøre, som ikke understreger det klare budskab om Guds kærlighed.

Jesus siger: “….du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

I en kirke, som vores, hvor vi alle er optaget af, at kirken har det godt, både huset, tagrenderne, aktiviteterne og menneskene, så bliver det faktisk snublende let til, at vi elsker Gud og elsker kirken af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind og af hele vor styrke….

Som præst må jeg sige, at det er så fedt med mennesker, som brænder for kirken.

Det kedelige ved dette er, at selvom vi siger, at vi ikke ser verden som et os og dem, så er det alligvel sådan vi nogen gange kommer til at opføre os.

Det sker for os! – At vi kommer til at sætte kirken først. Det sker i hvert fald for mig.

Det er der, hvor kirken er gået hen og er blevet destination.

Men kirken er ikke slutmålet. Aldrig.

Ser vi på den første kirke, som vi finder beskrevet i Apostlens Gerninger 2, og jeg skal spare jer for foredraget. For det har I hørt så tit. Så handlede kirke ikke om kirke, som vi er kirke. Kirken handlede om mennesker, aldrig om kirken selv.

Der er ingen, der er blevet kristne for at lege kirke. Nej. Min tro kalder mig da til at være et klart budskab om Guds kærlighed. Faktisk ikke til at lave kirke. Men jeg har brug for kirken til at blive inspireret, passet på i fællesskabet og til at forblive tændt.

Hvis kirken ikke er målet, men mennesker er, så elsker vi jo Gud og elsker mennesker. Det var jo det Jesus sagde, at vi skulle.

Destinationen for vores liv, er jo ikke at blive en trofast gå i kirke kristen – og gerne i Metodistkirken.

Målet for vores liv, og for andres for den sags skyld også er at vi har en destination. Det er det, som Hebræerbrevet taler om. Håbet.

Håbet som et anker. Et anker holder en båd fast. I princippet kan den drive hele vejen rundt, afhængig af strøm og vind. Hvis det stormer kan den slå sig gevaldigt i ankergrejet, men ankeret holder fast.

Når ankeret skal op, trækker man båden hen til ankeret. Man kan ikke trække ankeret hen til båden.

Håbet er et anker, på den anden side af forhænget – døden. Altså det evige liv – intet mindre.

Det er jo det potentiale – den kraft – der er i Guds kærlighed. Den kan forvandle mørke til lys, håbløshed til håb, død til liv,

Ultimativt er det det, som er destinationen. Det evige liv.

Derfor er kærligheden fra Gud HER i livet en enorm ressource, fordi der er styr på, hvor ankeret ligger. I mine øjne giver Guds kærlighed en enorm fred og frihed til at leve.

Derfor: Hvis GPS er indstillet på Alexandragade 8, så er det tid at sætte nye koordinater ind og styre efter dem.

Målet er himlen, men livet er vores vej. Du skal elske Gud og elske din næste.

Amen

 

Konge, men anderledes – Thomas Risager

Det er sidste søndag i kirkeåret, og det betyder at vi i søndagens tale peger frem mod adventstid og jul. Vi skal forberede os på at høre de fantastiske historier om Jesus, som bliver menneske igen.

Det er alt andet en blot en hyggelig historie, for perspektiverne er store. Ultimativt handler det om, at Gud ønsker at frelse verden og dermed frelse dig!

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 20. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 23,32-42 & Luk 1,67-79.

Konge, men anderledes.

Det virker mærkeligt, at vi i dag fokuserer på hvad der sker omkring Jesu død på korset, for det jo ikke den rigtige årstid til det. Det hører jo hjemme i påsken.

Vi ser på det i dag, fordi det i dag er den sidste søndag i kirkeåret. Det er måske kun de allermest nørdede kirkefolk, det betyder noget for.

Perspektivet her er, at det på søndag er første søndag i advent. Her varmer vi op til julens budskab om frelseren, der fødes.

Hvis skal forstå mere end blot den nuttede historie om et lille barn, som fødes i en stald i Betlehem, så er det større perspektiv med historien om Jesus kristus nødvendig at få med.

For der er et større perspektiv. Gud blander sig i verden på en sådan måde, at vi stadig taler om det.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, som er så interessante over to tusind år, at mennesker stadig taler om det og forsøger at sætte sig ind i, hvad der faktisk skete.

Det handler om frelse.

Det er det, som er perspektivet, og det kræver at vi ser på, hvad der skete på hovedskalsklippen – Golgatha.

 

Jesus bliver korsfæstet sammen med to andre. To forbrydere skal man forstå! To forbrydere, som i modsætning til Jesus er skyldige, Jesus er uskyldig.

På Jesu kors var der et skilt: “Han er jødernes konge”

Præcis det skilt var ikke grebet ud af den blå luft.

Folk forventede en ny konge, som skulle komme og gøre alting godt.

Vi er ikke vant til at en konge har egentlig magt, men på det tidspunkt var kongen den, som havde magten med stort M. Han kunne i princippet gøre som han ville, og der var ikke noget som kunne stoppe ham. Med mindre man selfølgelig besejrede ham i en lille rask krig.

Måske husker du Kong David. Ham den lille hyrderegn, som blev konge efter Saul. Det var David som nedlagde kæmpen Goliat med en sten i panden. Ud over at være god til at kæmpe, så var han konge ca. 1000 år før Jesus blev født.

Kong David var den sidste gode konge landet havde haft og i mellemtiden var flere af profterne begyndt at tale om en ny konge. En som skal gøre alting godt.

Det er de forventninger, Jesus er trådt ind i.

Men Jesus er ikke sådan en konge. Han taler godt nok om et nyt rige, men ikke om et rige med grænsekontrol og nationalitet. Noget af det første han siger offentligt er: “Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!”

Evangeliet er ikke bogen, men et udtryk for de gode nyheder.

Hvad består de gode nyheder så i?

Dårlig nyheder er der jo helt generelt nok af. Ikke bare dengang, men så sandelig også nu. Men gode nyheder….

De havde ventet i 1000 år, men den gode nyhed er, at nu griber Gud ind i historien, nu kommer den konge, de alle venter på.

Men han er bare noget så anderledes. Han kommer til de undertrykte, de fattige, de udstødte, de syge… Sådan plejer konger ikke at gøre.

Han helbreder de syge, og løfter mennesker op over de rigide regler.

Han taler om tro på Gud, som en relation baseret på kærlighed fra Gud til mennesker.

Nu er han så sat fast på et kors på Golgatha sammen med to forbrydere. Her beder han til Gud: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Det er så anderledes opførsel, at den ene af de to røvere gav sig til at moppe ham: “Hvis du er Kristus (kongen) så frels dig selv og os!”

Jeg kan godt forstå hans frustration, men den anden røver, har forstået, at ikke bare er Jesus anderledes. Han er the real thing. Han er verdens håb.

Røveren har også indset, at hans egen situation er helt og aldeles håbløs. Det er, underligt nok, nogen gange det, som skal til, før vi indser, at historien om Jesus er en god nyhed for os.

“Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!”

Jesus svarer ham fra korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!”

Det er et rigtigt godt løfte at få der hvor livet er allerværst. Der hvor der ikke er håb.

Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen så spreder det ikke bare hygge, for perspektiverne er langt større end det.

Lyset spreder også løfterne om at være med Jesus i Paradis. Det gælder ikke kun en røver på et kors, men det gælder os….

Amen.

Fundet – Thomas Risager

Gudstjenesten på i dag centrerer sig omkring lignelsen om det fortabte får. Thomas Risager tager udgangspunkt i beretningen, hvor Jesus fortæller en historie om hyrden, som bliver ved med at lede efter et får, der er blevet væk. Dette gør han, selvom han har 99 andre.

Historien er et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenlignes med en mors eller fars kærlighed til sit lille barn. Denne kærlighed er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld …

Hør mer her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i pdf-format

Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger en smule fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 11. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 15,1-10.

Fundet…

Alle toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre, hvad han havde at sige.

Farisæerne og de skriftkloge, de jøder, som virkelig ønskede at leve korrekt, havde lidt ondt i… her omme bagved, fordi de så hvordan Jesus frit var sammen med mennesker, som de aldrig kunne drømme om at være sammen med. Synderne – alle dem, som ikke levede fanatisk efter lovens ord.

Man kunne også sige, at han var sammen med helt almindelige mennesker. Helt almindelige mennesker, som du og jeg.

Mange havde nok forventet, at Jesus tog lovbogen og gav sig til at læse op af den, for med den i hånden for med den i hånden, at belære dem om alle de ting, de ikke måtte, alt det de skulle, og alle de områder i livet, hvor de ikke gjordet det godt nok.

Mest af alt der det måske et udtryk for deres fordomme overfor mennesker, som tror.

De fordomme kender jeg godt. Jeg bliver ofte konfronteret med dem, og jeg er nødt til at indrømme, at jeg også selv har mine fordomme overfor overfladiske hellighed, hos mennesker, der gerne vil fremstå som ekstremt fromme. Dem får jeg røde knopper af.

Det glæder mig, at Jesus giver sig ikke til at fortælle dem, hvordan de skal leve.

Faktisk gør han det, som han ofte gør. Han fortæller en historie, og så er det op til folk selv, at tumle med, hvad det egentlig var, han sagde. Og det synes jeg, er sjovt.

“Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?”

Man kan sige, det er da bare et får. Men fårene er datidens investeringsobjekter. Det er der i dem, at mennesker har sine formuer.

Nu mangler der er ét og manden går ud og leder. Han leder ikke bare sådan på må og få, ligesom teenageren der ikke lige kan finde sin telefon. Nej, han leder og han bliver ved, indtil han har fundet det manglede får.

Når han har fundet det, tager han det på sine skuldre, bærer det hjem og indkalder alle naboer og venner til fest. For glæden over at have fundet det mistede får, er stor. Også selvom han har 99 andre.

Jesus fyrer bredsiden af, da han siger til alle de lyttende selvretfærdige, som har ondt over, at han er sammen med de, som de selv føler sig for gode til at være sammen med.

“Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Hvad var det så han sagde med den historie.

Han sagde ikke, noget om at de ikke måtte hverken det ene eller det andet.

Han sagde ikke noget om, hvad de ikke måtte spise eller drikke.

Han sagde ikke noget om, at de skulle bede fem gange om dagen eller for den sags skyld gå i kirke hver eneste søndag – det er du nu meget velkommen til. Kirken er der ikke, hvis ikke folk kommer.

Jesus løfter Gud frem som en, der holder af mennesker. Ligesom hyrden passe på sine får, fordi de havde uendelig værdi for ham.

Jesus fortæller om Gud, at han leder efter os, når vi er faret vild i livet, og at han ikke giver op.

Han bliver ved og ved med at lede indtil, han har fundet os.

Et får der har været væk i ødemarken, er sikkert snavset, ildelugtende og ikke rart at være i nærheden af, men det bliver båret hjem alligevel. Der er ingen fine fornemmelser, hos Gud.

Jesus tegner et bilede på Guds kærlighed til os. Det kan nok bedst sammenligneligt ved en mors eller fars kærlighed til sit lille barn.

Selvom man har hele fire børn, så leder man efter ham, der er blever væk på Pokémon jagten, indtil man finder ham. Det vil enhver forældre da gøre.

Der er ingen af os, der vil opgive et barn, som er blevet væk. Det er helt overvældende, og en forælder vil gå gennem ild og vand for sit barns skyld…. Det forstod jeg ikke selv, før jeg stod der med mit eget barn i favnen.

Det er det, Jesus fortæller mennesker. Drop nu overflade-troen og lad være med at spille hellige og bedre end andre.

Gud leder efter den, der mangler.

Om du så er en af de 99, eller du er den der er faret vild, så skal du vide, at der er en der leder efter dig.

Han giver ikke op.

ALDRIG!

Amen.

 

Du skal tro på Gud ellers…. – Thomas Risager

“Tro på Gud, eller du går fortabt!”
Jeg tror vi alle har mødt velmenende missionerende kristne, som har prøvet at omvende os. Personligt har jeg det sådan med dem, at jeg godt kunne undvære deres påtrængende adfærd.

I søndagens historie udfordrer Jesus sine disciple til at gå ud og missionere. I første omgang kan jeg godt have det lidt anstrengt med det, men måske er der alligevel fornuft i det …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 3. juli  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 10,1-12 & 17-20.

“Tro på Gud, eller du går fortabt!”

Jeg tror, vi alle har mødt velmenende missionerende kristne, som har prøvet at omvende os.

Personligt har jeg det sådan med dem, at jeg godt kunne undvære deres påtrængende adfærd.

I dagens historie udfordrer Jesus sine disciple til at gå ud og missionere.

I første omgang kan jeg godt have det lidt anstrengt med det, fordi jeg godt ved, at hvis Jesus siger noget til disciplene, så kan vi trygt gå ud fra, at det også gælder os.

Hånden på hjertet. Vi ved jo godt, at vi som kirke og som individder er sendt til Odense og Fyn med et klart budskab om Guds kærlighed.

Vi ved det, fordi vi, når vi bliver medlemmer af kirken, lover at være med til at opretholde Metodistkirken bl.a. ved vores vidnedsbyrd.

Så uanset om vi vil det eller ej, så er vi missionærer.

Det er vi, fordi folk godt ved, hvor vi hører hjemme og det at være medlem af en Metodistkirke i høj grad signalerer at det med tro, betyder noget for os.

Jeg vil faktisk påstå, at mennesker forventer af os, at vi på en eller anden måde giver udtryk for vores tro.

Jeg vil da lyve, hvis jeg sagde at det ikke var vigtigt for mig, om menesker omkring mig finder tro på Gud. Det er da hammervigtigt for mig, fordi jeg tror, at det er noget at det beste der kan ske for et menneske, at indse at Guds kærlighed og omsorg også gælder dem.

Men vi er så bange for at det bliver kejtet, at have snakken om Gud med et andet menneske.

Måske også fordi, vi har prøvet at være i en sådan samtale, hvor vi ikke synes, at det går ret godt for os, og vi fortryder, at emnet overhovedet blev bragt på bane.

Jesus samler 72 andre. Med andre menes der formodentligt andre end de tolv. Så det var altså ikke de tolv fra inderkredsen, men 72 af dem, som følger Jesus, som han samler, for at sende dem ud to og to. Alle sendes ud til steder, hvor han selv senere vil komme.

Jesus instruerer dem i ikke at tage pung eller taske med. Med andre ord, I skal ikke være distraherede. Fokus på opgaven.

Han siger også direkte til dem, at der vil være byer, hvor de ikke vil lykkes med deres forehavende. Byer, hvor man ikke vil tage mod dem.

I skal vide, at Guds rige er kommet nær! Og så går man videre. Jeg tænker tit på, hvor længe kirker bliver ved med at have de samme aktiviteter, men tilsyneladende aldrig reagerer på, at der ikke kommer mennesker til det. Der tror jeg, vi kan lære af Jesus.

Inden Jesus sender dem ud, siger han til dem: Jeg sender jer ud som får blandt ulve.

De skal vide, at det kan blive hårdt. Men omvendt er høsten stor og arbejderne få. Der er nok at gøre.

36 byer får besøg af mennesker, som forberedes på at Jesus kommer.

I 36 byer fortælles om en Gud, som kan være en far.

36 byer får at vide, at Gud ikke har glemt dem.

I 36 byer helbredes de syge.

36 byer svømmer over med Guds kærlighed.

Da de 72 vender tilbage er er euforiske over, hvad de har oplevet. De beskriver malerisk, hvordan de ligefrem har set det onde i verden vige for kærligheden.

Tænk hvilken forskel det har gjort for mennesker i de byer.

Tænk hvor du havde været, hvis ikke nogen havde fortalt dig om Gud?

Vi kommer ikke uden om, at vi er i mission, og at vi er sendt til verden med et klart budskab om Guds kærlighed.

Vi behøver ikke at fremture med det, som jeg tror vi alle har oplevet, som ubehageligt. Men omvendt skal vi heller ikke lægge skjul på, hvad vi tror på.

Man behøver ikke at kunne forklare alt, men vi kan alle stå ved det vi tror på.

I den sidste uge, har jeg været på højskole, og dér ved folk godt, at jeg er præst. Jeg oplever hele tiden gennem såden en højskoleuge, at mennesker kommer til mig og siger: “Må jeg godt lige spørge dig om noget?”

Det de spørger om er tro…. ikke om, hvor jeg har købt mine sko.

Jeg forstår, hvad Jesus siger, når han taler om at høsten er stor, men arbejderne få.

Men det er os, der har den. Det er os, der er på.

Gå, siger Jesus, jeg sender jer ud som lam blandt ulve!

De 72 klarede det rigtigt godt.

Det vil vi også!

Amen.