Det er mig!

Ved dagens gudstjeneste, hvor vi også har den glæde at døbe et lille barn, taler jeg over en tekst fra Matthæusevangeliet, hvor jesus beroliger sine disciple ved at sige: “Det er mig!”

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. august 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Det er mig! Frygt ikke!
Tekster: Matt 14,22-33 & Rom 10,5-15.

Jeg håber I har nydt sommeren. Det har vi helt sikkert. Selv vejret er kommet efter, at det er sommer, godt nok lidt forskudt af ferien, men er det egentlig ikke ret typisk?

I vores sommerferie, var vi så heldige at, at vores svoger Kent, ville lægge båd til et besøg på Danmarks nordligste øer – Hirsholmene.

Et af problemerne ved at besøger øer, er at man er nødt til at sejle. Særligt et af vores børn er ikke videre begejstret for transportmidler, som kan bevæge sig. Vejrudsigt var god og vejret var fint, da vi sejlede til Hirsholmene, men da vi skulle hjem var det blæst temmeligt meget op og fra Syd, hvilket betød at vi fik bølgerne direkte ind i siden på vej tilbage til Strandby.

Jeg har nogle videoer, hvor vi som familie giver skoleeksemplet på, hvordan man holder humøret højt, men når man kender Kamille, kan man godt se, at hun ikke er videre imponeret over vores indsats.

VIDEO af temmelig skræmt kamille til søs

Til Kamilles ros skal det lige siges, at hun var sej og klarede det hele vejen.

2 af 5

Jeg tror dog alligevel, at hun havde været en anelse skeptisk og ment at hendes far var blevet helt gak gak, hvis jeg havde sagt til hende, at Jesus kom gående på vandet ved siden af båden.

Og jeg tror ikke, at hun ligesom Peter havde fået den ide, at hun lige skulle ud på vandet for at teste om det nu kunne passe.

Det var faktisk den situation disciplene var i, da vi møder dem her i Matthæusevangeliet.

Jesus havde lige bespist fem tusind menensker med fem brød og to fisk. Det er i sig selv noget af en bedrift, men det er ikke færdigt med det.

Jesus har bedt sine disciple om at sejle over på den anden side af søen, Jesus sendte skarerne væk og gik op på et bjerg for at være alene og bede.

Disciplene sejler afsted. man skulle mene at de var i gode hænder, for et par af dem er faktisk fiskere, så de kender søen. Men da vejret bliver hårdt og de må kæmpe med modvinden, da kommer Jesus gående på vandet ud til dem. Da skriger de af rædsel og troede, at det var et spøgelse, de havde set.

Vi skal måske lige huske, at disse mænd, rigtige mænd. Den bløde mand, som er i kontakt med sine følelser var ikke videre moderne på Jesu tid.

De rigtige mænd skriger af frygt, da de ser Jesus gå på vandet. Jeg er nødt til at indrømme, at det er der en del af mig, der godt kan forstå.

3 af 5

For jeg kender godt til det med at være et sted i livet, og det tænker jeg, at mange af jer også gør, hvor man ikke rigtigt kan overskue den situation, som man er havnet i, eller har bragt sig selv i.

Når man er presset, så kan man godt få tunnelsyn, så man kun kan fokusere på det der er lige foran. Man kan også godt få det sådan, at det med at trække på erfaringer fra tidligere, det fungerer ikke rigtigt.

Når jeg siger sådan, så er det fordi, jeg tror, at det er det, som er sket for disciplene. For når jeg tænker tilbage på, hvad de har allerede har oplevet med Jesus samt på de historier fra deres jødiske arv, som vi ved, de kender, så undrer det mig faktisk, at de bliver så bange, da jesus kommer gående på vandet.

Måske fordi det der sker, er så jordnært. Vi har alle erfaret, at det med at gå på vandet er blevet til en lektion i svømning, så det er ubegribeligt på et eller andet plan.

På den anden side, så har de lige set Jesus bespise 5000 mennesker med fem brød og to fisk. De har også hørt Jesus tale i masser af lignelser, og de har set ham givet livet tilbage til mennesker, som var kørt ud på et sidespor på grund af sygdom. De har set helbredelser og uddrivelsen af dæmoner, som jeg syes er svært at forstå.

Men at Jesus går på vandet, det skræmmer dem.

Noget i mig undrer mig, mens andet i mig, godt kan forstå dem.

4 af 5

Derm hvor Jesus kommer til dem, er de pressede og når man er presset, fungerer man ikke optimalt.

Da Jesus ser, hvor bange de er, hvad er det så han siger?

“Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”1

Det er nøjagtigt de samme ord, som jeg har brugt når mine børn har haft mareridt om natten.
Det har I, der har børn, garantere også prøvet. Man går ind til barnet, som er helt forvirret og usikker på hvad der er drøm og hvad der er virkelighed.

Det næste man siger er? “Det er mig!”

Fordi der er den relation, som der nu er, så er det ofte nok, at give sig til kende. “Det er mig!” Og der falder ro over situationen.

Det er præcis det, som jesus gør i en situaiton, hvor hans venner er ude i en situation, hvor de ikke kan bunde. Der skaber han ro ved at give sig til kende. Det er mig.

“Det er mig”, går igen mange steder i Bibelen. Gud siger det om sig selv, da han taler til en skræmt Moses fra en brændende tornebusk.2

1 Matt 14,27. 2 2. Mos 3,14.

page4image6657856

5 af 5

Jesus omtaler sig selv sådan flere gange i bibelen. Det er som om, at når jesus siger “Det er mig!“ så sker der det her med at folk lige standser op, og så ser de en ny virkelighed, hvor de oplever at Jesus er nær, men den fred, som kun det kan give.

Pointen her er, at der hvor menensker er bange, og det stormer omkring ørene på dem, der er der en Gud – en Jesus – som har det med at dukke op midt i det hele. Det er meget muligt, at vi bliver mere forvirrede af det, og tror vi har set spøgelser og hvad ved jeg.

Gud skjuler sig ikke for os, tværtimod giver han sig til kende og siger “Det er mig!”

Og hver gang “Det er mig” lyder, så er der også en fremstrakt hånd, som vi ligesom Peter kan gribe fat i.

“Det er mig” lyder også for dig, og der er også rakt en hånd frem mod dig.

I dag har vi døbt et lille barn. Der sker mere end blot lidt vand i hovedet. Der er blvet sagt “Det er mig!” og der er blevet givet løfter om en udstrakt hånd, både af menigheden, men sandelig også fra Gud.

Gud er med i livet, både når det er smukt og smoth sailing, men sandelig også når det stormer.

Han er altid klar til at give sig til kende for dig. Amen.

Vejen og Sandheden og Livet.

I dag taler jeg over Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-10, hvor Jesus taler om sig selv som vejen, sandheden og livet.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PFD-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 10. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Vejen, sandheden og livet. Tekster: Joh 14,1-10

Der hvor vi i dag dumper ned i Johannesevangeliet, er vi stadig i påskeugen. Jesus er altså endnu ikke blevet korsfæstet.

Vi er der fordi, vi i kirkerne i tiden mellem påske og pinse, har tradition for at se på nogle af de centrale ting Jesus gjorde og sagde, mens han var i Jerusalem.

Dagens stærke udsagn: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”1 er et af de vigtige og omdiskuterede buskaber Jesus leverer.

Som altid når man dykker ned i et Jesus-ord, så er det en god ide lige at orientere sig om, hvor man er henne i historien om Jesus.

Jesus har lige spist med disciplene. Det er der nadveren bliver indstiftet, og Judas er stukket af for at forråde Jesus.

Jesus har sagt noget andet, som er helt centralt lige før dette. Og det er det nye bud. Jesus udfordrer sine disciple og siger til dem: “I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”2

1 Joh 14,6
2 Joh 13,34-35.

page1image45690880

2 af 5

I samme ammenhæng forudsiger Jesus, at han skal lide, dø og opstå igen.

På den måde skaber han en ramme og et eksempel for den kærlighed, han elsker med, og som han i kapitel 13 udfordrede sine disciple, og dermed os, til at elske med.

Det er nemlig en kærlighed, som er en opofrende kærlighed. Det er en kærlighed, som Paulus beskriver sådan her: “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”3 Det er en agape kærlighed på græsk. En kærlighed som tager udgangspunkt i den der elskes.

Dernæst begynder en samtale mellem disciplene, hvor Jesus forsøger at forklare dem, at han går i forvejen, underforstået til det himmelske, for at gøre klar til alle os som følger efter. Jesus siger endda: “Jeg kommer igen, og tager jer til mig…”4 Jesus påstår endda, at vi kender vejen dertil.5

Thomas, han som senere ikke kan rumme opstandelsen, med mindre han ser Jesus sår på hænder, fødder og i siden, kan ikke rumme al den her snak om Guds bolig, om himlen.

3 1. Kor 13,4-7. 4 Joh 14,3.
5 JF. Joh 14,4.

page2image45758912

3 af 5

Det kan jeg faktisk godt forstå.

Så det er i et svar til Thomas, som ikke forstår, og har brug for vejledning, at Jesus siger; “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”6

Senere har Jesus en diskussion med Filip, som heller ikke lige fanger den.
Den korte udgave af det er at Jesus siger til ham: PRØVNULIGEATHØRHER: I har set mig, i kender mig, så kender I også Gud.

Det er selvfølglig en omskrivning, Men det er til mennesker, som har brug for hjælp og vejledning, at Jesus siger: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”7

Den sidste del af det, uden ved mig, handler om, at Jesus kommer til at give sit liv for al verdens synd, der forkvakler vores liv og vores forhold til Gud, og ikke mindst en henvisning til, at Jesus opstår igen, viser at det er gennem ham, at vejen er banet fra Gud, for hver eneste menneske.

Gennem Jesus!

Når det er sagt, så tror jeg vi har mange veje til Gud, I alt fald til at nærme os Gud.

6 Joh 14,6 7 Joh 14,6

page3image45762624

4 af 5

Vi er jo forskellige. Nogle oplever sig tæt på Gud, gennem veje, som andre ikke forstår. Nogle oplever sig nær ved Gud, når de læser bibelen, når de deltager i en gudstjeneste, når de synger, når de lytter til sang og musik, når der er stille, når de er ude i naturen.

Den forskellighed er der plads til.

Jeg er helt overbevist om, at Gud tillader os, at søge ham på alle mulige måder.

Her ved jeg godt, at jeg kan få ørene i maskinen, og nogle mener jeg tegner et billede, der er alt for bredt. Jeg tror til enhver tid, at Gud er større end alle vores forstillinger om ham.

Her i vores liv, forstår vi kun stykkevis, for nu at citere Paulus, men der kommer en dag, hvor vi skal se og forstå fuldt ud.8

Men indtil da, må vi indse, at vi kun kan se skridt for skridt.

Når det er sagt, så tror jeg også, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Det siger jeg fordi jeg er overbevist om at Guds kærlighed er først og størst.

Første Johannesbrev siger: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.9 Det er det, som metodist teologer kalder forekommende nåde.

8 JF. 1 Kor 13,9. 9 1. Jon 4,10.

page4image45764544

5 af 5

Jesus har banet vej til os, og det er Jesus som kommer igen og føres os af vejen til Gud.
Så når Jesus siger Jeg er vejen, sandheden og livet, så tror jeg det er rigtigt.

Jeg tror det er vigtigt at se, at det er en vej, Jesus går.

Jeg mener det er væsentligt at forstå, at det i langt højrere grad handler om at vejen er en bevægelse fra Gud til os gennem Jesus, og at det er langt større end, at den skulle være en vej for os, som vi skal kæmpe os ad for at komme til Gud.

Det er en vej, hvor Gud kommer os i møde.

Det er da langt større, for det er sådan Gud, gennem Jesus viser os en kærlighed større, end vi er i stand til at forstå.

Og der hvor vi elskes, og elsker, er vi på den rette vej. Der hvor Guds kærlighed råder, er Gud.

Første Johannes Brev får det sidste ord:
“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud”10

God tur af din vej, Gud kommer dig i møde. Amen.

10 1. Joh 4,7.

page5image45765120

 

Den gode hyrde

Jesus fortæller menensker en historie om en god hyrde. De forstår ham slet ikke, men det verdensbillede, de er præget af, har en helt anden baggrundshistorie, som gør det svært for dem. Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 10,1-10 & Apg. 2,42-47.

Hvem er for eller i mod?
Hvem er inde, hvem er ude?
Hvem gør det rigtige, hvem gør det forkerte?

Måske virker det sådan lidt voldsomt at stille ting op overfor hinanden på den måde. Vi er – de fleste af os i alt fald – pæne mennesker, så vi formulerer os ikke så markant.

Men vi kommer ikke uden om, at vi kategoriserer mennesker, som vi omgiver os med. Vi siger det måske ikke højt, for det er nærmest politisk ukorrekt. Men det sker, hele tiden.

Hvem vil jeg være i forbindelse med på Facebook, er ét eksempel.
I dag skulle vi have konfirmationer i kirken. Jeg er sikker på, at i alle familierne har man talt om, at vi har x antal pladser til festen, så hvem skal med og hvem skal ikke med?

Der er så mange situationer i vores daglige liv, hvor vi afgør, hvem er inde, og hvem er ude.

Lidt mere alvorligt er det i mange private virksomheder for tiden, hvor krisen kradser. Her er det cheferne, der sidder med det tunge ansvar, at afgøre hvem der er inde og hvem der er ude.

2 af 5

For tiden er det rigtigt meget, hvem er raske og hvem er syge. Uden på kirkens dør, hænger en plakat som siger STOP – Gå ikke ind hvis du er syg.

Jesus har sin gang i et samfund, som er helt vildt optaget af rigtigt – forkert, inde – ude.

Her handlede det om, hvem der levede rigtig efter loven, og hvem gjorde ikke.
Det handlede om, hvem blev velsignet med succes, fordi de levede rigtigt og hvem levede selvforskyldt i fattigdom eller sygdom.

For det var opfattelsen, hvis du var syg, eller fattig, så var det nok fordi du ikke opførte dig korrekt i forhold til den religiøse lov, så det var din egen skyld.

Det er lige præcis det, som er baggrunden for, at Jesus fortæller om den gode hyrde, som vi har læst.

For før det, i hele kapitel 9 her hos Johannes, har vi en diskusison med farisæerne, som er oprørte over at Jesus har helbredt en mand, der var født blind.

Den historie er nøglen til at forstå, når Jesus fortæller om den gode hyrde. Så den skal vi lige kigge lidt på.

Når Jesus ud af nåde og kærlighed helbreder en blind mand, og så ovenikøbet på en sabbat, på en jødiske helligdag, så laver han rod i deres systemer.
Nu rokkes farisæernes simple verdensbillede, og den slags ved vi, fra os selv, er ubehageligt.

3 af 5

Farisæernes verdensbillede er nemlige sådan, at når de ser en blind mand, så tænker de. Gad vide, hvad han eller hans forældre har gjort, siden det er blevet sådan med ham.

Selv Jesu disciple er præget af den tankegang, så de spørger faktisk: “Rabbi, hvem har syndet, ham selv, eller hans forældre, siden han er født blind?”1

Det handler ikke bare om, at han er blind. I sig selv er det slemt nok. Det handler også om, at fordi folk tror det er hans egen eller forældrenes skyld, så er han stigmatiseret. Han er lukket ude af stort set hele samfundet, og de religiøse peger fingre af ham.

Han er ikke blandt dem, der er inviteret til noget som helst. Han er så udenfor som man kan være.

Men så møder han Jesus, og det har det jo med at forandre folks liv. Den unge mand her er ingen undtagelse fra det.

Jesus helbreder ham, så han kommer til at se.
I stedet for at glæde sig over det, så giver mange sig til at være forargede over, at Jesus har helbredt ham, og endda gjort det på en sabbat, hvor man i følge loven ikke må arbejde.

De selvretfærdige mener ikke at det kan være rigtigt, fordi Jesus er jo ikke én af dem, og han overholder ikke alle de samme rigide regler som dem, så dette er galt. I deres optik er det i al fald ikke retfærdigt.

1 Joh 9,2

page3image30267584

4 af 5

Det har de faktisk fuldstændigt ret i.

Jesus taler ikke om skyld og skam, om ude og inde, om dårlig eller god. Jesus taler om nåde, og den er efter meget jordisk målestok uretfærdig, men den er baseret på kærlighed og tro, ikke på målebånd og regler. Det er nåde, og det vil altid være noget andet end millimeter- retfærdighed.

Jesus er ikke optaget af om, folk har de rigtige holdninger, har læst de rigtige bøger, er venner med de rigtigte mennesker, eller om de er raske eller syge.

Jesus ser mennesket, som det det er.

Efter at jesus har helbredt den blinde mand, og har overværet al den polemik, som det gav, og set hvordan det forstyrrer de selvretfærdiges oplevelse af verden, fortæller han dem historien om den gode hyrde.

Det er de færreste af os, der har en hyrdes jobbeskrivelse, så hvad en hyrde forventes at gøre, er egentlig ukendt for os, men det er særdeles kendt af dem, som lytter til Jesus.

En hyrde vogter fårene. En god hyrde vogter ikke på fårene, så han leder efter alle deres fejl og leder efter undskyldninger for at smide dem ud. Nej, den gode hyrde vogter fårene, for at skærme dem og passe på dem.

Billedet er, at der er utroligt mange stemmer at lytte til, men den stemme, som hyrden har, den stemme kender fårene. Det er en stemme, der indgyder ro og tillid, og en

5 af 5

stemme, som de følger i tillid og tro.Mon ikke vi kender det med, at der er helt utroligt mange stemmer, som vil have vores opmærksomhed? Men der er én stemme, som leder til ro. En stemme der leder til mere end det, den leder til frelse.

Jesus taler sådan til dem om Gud og om hans rolle i forhold til dem. Det er et noget andet billede end det sort, hvide, inde, ude billede, som de ellers hører.

I vers seks står der lige ud, at folk ikke forstod hvad han sagde.

Jeg synes det er et smukt billede, men folk forstår det ikke. Måske er det sådan, fordi de er så vant til at tro = frygt og kontrol.
Her præsenterer Jesus en fortælling, hvor tro er tillid, og efterfølgelse, hvor det er ligegyldigt om man har succes, er rask eller syg, inde ude. Her kan alle være med.

Det er et helt andet billede af tro, som Jesus tegner.

Den er et billede, hvor Jesus er den, der redder livet for fårene, som følger ham, fordi de kender hans stemme.

Jeg er ligeglad med inde, ude, for eller imod, men jeg ved godt, hvilken stemme, jeg ønsker at følge. Jeg ved at at du også er kaldt på og er velkommen, lige sådan som du er.

Amen.

Det bliver godt igen #5

Peter, som lige har set Jesus dø og erfaret, at han er opstået fra de døde igen, tager ud og fiske.

Han længes efter hverdagen igen, så han tager til søs, men i et møde med Jesus oplever han, at han må genopfinde alt det han vidste, for en ny tid er kommet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne ord, og den tale, som faktisk holdes.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 21,1-14.
Gospelmeditation. Emmaus ultra Light. Det bliver godt igen.

Hold da fast, hvor jeg længes efter livet, som jeg kender det. Lige pludselig er den leverspostejs-kedelige hverdag, pludselig noget jeg længes efter.

Bevares, det er da meget hyggeligt, at vi alle sammen er hjemme. Det da sjovt at prøve at arbejde så meget hjemmefra, og det er imponerende, hvordan børnene klarer online skole.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ret imponeret over, hvordan vi som kirke i løbet af få dage har omstillet mange hundrede års vaner og virksomhed til online- gudstjenster og og kirke på nettet.

Det har været sjovt og spændende, at være med til. Hatten af for menigheder, kirker, musikere og præster, skolelærere og alle andre, som er så kreative og opfindsomme i disse tider.

Men jeg savner livet, som det var. Jeg savner, at der er menensker omkring mig. Det er så tomt, at stå i en tom kirke og tale. Normalt ville der være fyldt med mennesker.

Der er gode gensyn, og nye mennsker er velkommne, og I vil ligge på gulvet og være helt afslappede, enkelt vil endda snorke, sådan som det er normalt er til en gospelmeditation.

2 af 6
Forskellen fra det som var, til det som er, er enorm.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi er rigtigt mange, som har fået vendt op og ned på livet, som vi kendte det.

På den ene side, synes jeg, det er vildt fascinerende, hvor hurtigt vi kan indrette os på nyt, men det er også forbundet med sorg, utryghed og ikke mindst fornemmelsen af tab, fordi livet, som vi kendte det er væk.

Da Danmark lukkede ned, var jeg ret fortrøstningsfuld. Det ville vare en en kort periode, det klarer vi.
Men det er langsomt ved at gå op for mig, at det ikke er nogen kort periode, vi har gang i. Eller mere barskt sagt, livet som vi kendte det, kommer ikke tilbage. I alt fald ikke foreløbigt.

Det synes jeg faktisk er noget stramt.

Jeg må erkende at jeg længes efter noget, som ikke længere er, min hverdag.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at når livet slår en koldbøtte, så mærker man tabet af det, der var.
Og det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at glæde sig over det, der kommer i stedet.

På mange måder var det sådan Jesus disciple havde det, i tiden lige efter påsken, hvor Jesus var død og ikke mindst jo, opstået fra de døde.

3 af 6

Der er ingen tvivl om, at det de havde oplevet, at se deres ven dø på korset, er noget af det mest rædselsfulde, som der har prøvet nogensinde.

Da jesus på tredjedagen opstår fra de døde, og kvinderne, som har oplevet det, fortæller det til disciplenes, så har de ganske enkelt svært ved at rumme det. Særligt en af disciplene, ham der hedder Thomas, er meget skeptiske. Selvom Jesus, som opstået viser sig for dem flere gange og ligefrem taler til dem, så ved de ikke rigtigt hvad de skal stille op.

Måske har de det ligesom jeg, at de længes efter hverdagen, som de kendte.
Det kan stå i vejen for at indstille sig på, at livet bliver nyt.

I alt fald siger Peter, som jo levede af at fiske før han fik et livsforvandlende møde med Jesus: “”Jeg tager ud og fisker!” Det er den hverdag, han havde kendt, så den er der tryghed i. Det kan han finde ud af.

Så vidt jeg lige kan tælle i bibelteksten, er der seks andre disciple, som er helt med på den.

Der skal ske noget og de gør det, de kender så godt. Det gør de vel at mærke ind i en hverdag, som med Jesu død og opstandelse, er en helt anden.

Deres liv er blevet anderledes.

De ved, hvordan man fisker. De er på hjemmebane. De har styr på det.

4 af 6

På trods af at de fisker ihærdigt hele natten, med de trygge og gode metoder, med de redskaber, der plejer at fungere, fanger de intet.

Da de kommer ind under land, står en mand ved bredden. De forstår ikke, at det er Jesus.
Han siger til dem, at de skal kaste nettet ud på den anden side af båden. Af en eller anden grund gør de hvad han siger. Måske er de klar over, at det de ved, og kender ikke længer duer, fordi verden er forandret.

At kastet nettet ud på den anden side af båden, lyder som en lille ting. Men det er det ikke. Det er et brud med alle indlærte rutiner, som ellers er utroligt vigtige på en båd, for de sikrer at alle har fuldstændig klarhed over opgaverne og rækkefølgen, ting skal ske i. Det skaber sikkerhed.

Det er ikke en lille ting, Jesus beder dem om. Det er stort og krævende. Af en eller anden grund har de tillid til ham, så de gør det. De fisker på en helt ny måde, og nettet bliver så fyldt, at de faktisk ikke kan hive det op i båden, men må slæbe nettet efter sig ind til bredden.

Da de kommer ind, har jesus lavet bål. Han beder om at få lidt af de mange fisk, de har fanget.
Kom og spis siger Jesus til dem. Nu ved de, at det ham, og de får lov til igen at have det nære fællesskab med ham, som de kender så godt. Jesus selv rækker dem brødet og fisken. Han er også tilstede i den nye virkelighed.

5 af 6

Der er ingen tvivl om, at de i den tumultariske tid, som de pludselig lever i, har trængt til øjeblikket på stranden sammen med Jesus.
Det er dem virkelig vel undt.

I denne historie ser jeg disciple, som har oplevet, at alt det de kendte ved tilværelsen, holdt af og levede i, ikke er mere.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser mennesker, som tør lytte og handle på det, de hører, selvom det betyder, at de skal gøre neget de ellers kender fuldstændigt, anderledes.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser menensker, som på trods utryghed og længsel efter det, de kender, tør prøve nyt. De får fyldte net, stor fangst.
Det synes jeg godt jeg kan kende! Eller jeg kan i alt fald genkende fornemmelsen af, at nu er ting nødt til at gøres anderledes. Det vi gjorde for få uger siden, kan ikke fungere i dag.

Jeg kender længslen efter at Gud, at Jesus blander sig. Jeg føler mig ikke i kontrol, så jeg håber at Gud er.

Jeg er glad for at jeg tør tro, at i alt dette er Gud tilstede. Bibelen er fuld af historier om, mennesker, som føler sig fortabte, og Gud er ved deres side. Det er ikke altid, de kan se det, eller forstå det. Men det er han!

Det er det disciplene oplever, da vender tomhændede hjem, men jesus sender dem ud igen. Det er også min

6 af 6

erfaring gennem livet, at jeg er ikke alene, og da slet ikke, der hvor livet er stramt.

Det er muligt, at jeg er udfordret, og at jeg længes efter min hverdag, og livet som jeg kendte det. Men jeg er ikke alene.

Jeg ved, at dette ender godt, for jeg har tillid til at Gud er med i det. Det kan godt være, at jeg skal kaste nettet ud på den anden side. Men Gud er med.

Siden tidernes morgen, har regnbuen på himlen været et tegn på Guds løfter til Noa, om at Gud holder hånden over os.

Det ser ud til, at vi får regn i næste uge, måske er vi heldige at se en regnbue på himlen.

Ellers må vi kigge ned, og se at regnbuen er tegnet rigtigt mange steder rundt om i vores by sammen med #Detblivergodtigen.

Det gør det, for vi kan godt finde ud af livet og en ny hverdag, og vi gør det ikke alene. Gud er med. Det bliver godt igen.

Amen

Bekendtgørelser
Børnekirke på kirkens facebookside Mandag kl. 19.15: Nardus(@)live Søndag kl. 10.30: Online Gudstjeneste

Indsamling til kirkens arbejde. Mobile Pay 46 22 93

 

Påskedag – Det bliver godt igen #3

Det er påskemorgen. Kirkerne er tomme i Danmark, men det skal ikke forhindre os i, at fejre Jesu opstandelse fra de døde.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Læg mærke til, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne, og det talte ord.

Tale i PDF-format

 

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 12. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1+,34-43 & Salme 118,1-2,14-24 Koll 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matthæus 28,1-10.

I dag begynder vi, hvor vi slap Palmesøndag. Jeg spoler tilbage til Johannesevangeliet kapitel 13, hvor Jesus i forlængelse af, at han har gjort det uhørte, at vaske disciplenes fødder, giver dem en kæmpe udfordring. Han siger: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. I sidste uge sluttede jeg af med at sige, at Det er

kærligheden, der bringer livet tilbage igen.

Der er sket meget siden Jesus blev modtaget som konge i Jerusalem. Han lærte disciplene, at hver gang de spiser brød eller drikker vin, så er er han tilstede sammen med dem. Dermed fik vi nadveren i arv.

Han blev forrådt af Judas, og blev fanget af de forhadte romerske besættere. Langfredag deler han skæbne med mange andre kriminelle på den tid. Han bliver slået ihjel naglet til et kors. Han lover den ene røver, at at han i dag skal være sammen med ham i Paradis.

Jesus dør, og bliver begravet samme eftermiddag.

1 Joh 13,34-35.

page1image5983808

2 af 6

Alle dem, som havde modtaget ham som konge i Jerusalem. Alle dem, der havde sat alt håb ind på, at han ville bringe nyt liv og nyt håb ind i deres verden er nu skuffede og modløse.

Jesus lignede ikke en, der kan leve op til deres håb. Måske burde de havde vidst det, da han vaskede disciplenes fødder, eller da han talte om, at elske sine fjender, bede for dem, der forfølger én, eller vende den anden kind til.

Måske burde man have vidst, at han var for langt ude. Det hele var bare for underligt og for urealistisk.
Men der var nu et eller andet over ham.

Det er dér vi er påskemorgen. På tredjedagen efter hans død.

Måske er det et megt godt billede på, hvor vi er lige nu i vores tid.
En virus forpester vore liv.
Kirkerne er tomme.

Samfundet er lukket ned.
Vi arbejder hjemmefra, hvis vi da ikke er blevet fyret. Samfundsøkonomien bløder, ligesom mange firmaer og familiers økonomier gør det.

Lige nu er vi i en ventetid, i usikkerhed, men også i et håb om, at vores samfund bliver vækket til live igen.

Vi har måttet overgive os til det ubekvemme faktum, at der faktisk er ting i livet, som vi ikke er usårlige overfor. Det er ikke alt vi bare lige kan fikse.

3 af 6

Vi har opdaget det, som har været sandt hele tiden, men som vi har tendens til at ignorere, nemlig at vi lever et liv, som faktisk er skrøbeligt. Vi bliver mindet om, at vi er dødelige. Vi bliver mindet om vores afmagt.

Selv verdens bedste velfærdssamfund, alverdens rigdom, al vores viden og al vores dygtighed må give fortabt.
Lige nu er der ikke noget vi kan gøre.

Det eneste vi kan er, at være sammen på afstand. Vi er faktisk ret magtsløse.

Det bryder det moderne menneske sig ikke om. Det kan jeg ikke lide, for det er virkelig uvant, men det er en del af livet.

Faktisk føler vi os så magtesløse, at vi kune have brugt Jesu egne ord fra korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”2

Håbet som er centralt i al kristen tro, er nært forbundet med magtesløsheden. En af de allerstørste teologer i hele kirkens historie, Paulus, har et helt afsnit i 2. Kor kapitel 12, hvor han gør rede for magtesløshedens styrke. Paulus kæmpede med hovmod, og han bad Gud om hjælp. I vers 9 svarer Gud hans bøn. Gud taler til ham og siger: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”3

I magtesløsheden står vi ikke i vejen for Guds nåde.

2 Matt 27,46, Mark 15,34 3 2. Kor 12,9

page3image6028096

4 af 6

Disciplene anede ikke, hvad de skulle gøre. Jesus var død. Alt håb var ude – Tilsyneladende…..
Mørket råder – Tilsyneladende….
Magtesløsheden er reel, men, …

Nu er det tredjedagen. Ofte er det dér man forsøger at tage sig sammen, når man har oplevet noget forfærdeligt. Noget af det, som gør, at livet aldrig blivet det samme igen. Det er tit dér, man tør se op, og forsøge at finde ud af, hvordan livet så kan se ud.

På den dag, er der nogle af kvinderne, som er gået ud til Jesu grav.

Kvindens oplever, at jorden skælver under dem. En lysende engel træder frem foran dem, og vælter stenen bort. Kvinderne kan se lige ind i den tomme grav. Mændene, der holdt vagt blev så bange at de besvimede.

Englen siger de helt centrale påskeord til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”4

Englen – Guds sendebud – forkyndte, hvad der var sket.

Mathæus fortæller os, at kvinderne var fyldt af frygt og stor glæde. Det er ret modsatrettede følelser. Men de tror på det, de har hørt.

4 Matt 28,5-7.

page4image6028672

5 af 6

I magtesløshed bider håb og tro sig fast.

Nu er de på vej i løb til disciplene for, at fortælle dem, hvad englen har sagt til dem.

Men det bliver bedre endnu. Jesus selv, ham de havde håbet sådan på, ham de havde set dø, ham de havde været med til at begrave, kommer dem i møde og hilser dem, som om intet var hændt: “Godmorgen!”5

Kvinderne falder, forståeligt nok på knæ og tilbeder ham.

Jesus rejser dem op igen, beder dem om, og det gør han vel at mærke i den mest vanvittige situation noget menneske nogen sinde har stået i, om ikke at være bange. De skal sige til disciplene, at de skal se ham i Galilæa. Der vil han, som englen sagde, gå i forvejen til.

Påskens budskab er bøjet i neon. Der hvor der er magtsløshed og håbløshed, er der altid håb.

Der mærket råder, vinder lyset.
Der hvor vi ser døden i øjnene er der liv.

Med opstandelsen fra de døde, viser Gud os, at alt det Jesus sagde, og gjorde ikke var tomme ord.

Det er ny virkelighed.
Det er her, vi ser at kærligheden bringer livet tilbage.

5 Matt 28,9.

page5image5995712

6 af 6

Livet vinder på bagrund af den kærlighed Jesus har elsket med, men også med den kærlighed vi elsker med.

Vi har set og hørt Jesus elske.

Han sagde: “Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”6

Han vaskede disciplenes fødder, Han gav sit liv for du og jeg. Og ikke mindst, han opstod til liv igen.

Vi for lov til at se, at kærligheden vinder.
Men vi får også lov til at se det i vore egne liv. Vi ser det, der hvor vi tør holde fast i håbet, der hvor vi tør elske,
der hvor vi tør give.
Der hvor vi tør tro.

Den er godt nok: Jesus er opstået. Kærligheden bringer livet tilbage.
Det ender godt!

Glædelig påske!

page6image5995328

6 Joh 13,34

Palmesøndag. Det bliver godt igen #2

Velkommen til den første dag i påskeugen. Nu er det Palmesøndag.

Her kan du høre talent fra dagens gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse noterne til talen her:

Tale – Online Gudstjeneste Palmesøndag d. 5. april 2020.

Indledning

Palmesøndag

Påsken begynder i dag

Palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag

Baggrund var dyb krise

Vi kender krisen

Landet er lukket, Børn og voksne er hjemme. Vi er sammen på afstand 

Kirkerne oplever det. Vi kan ikke samles og må finde nye veje. 

Hvordan er vi sammen, uden at være sammen. 

Jeg længes efter at se menesker, jeg længes efter hverdagen

Forundret over, hvor hurtigt man alligevel indretter sig i en ny virkelighed. 

Det er ikke som man kunne ønske sig, men livet kan leves. 

Vi har levet i krise i en måned

Vi har hørt statministerens løfte om, at landet skal åben igen. Vi får livet tilbage. 

Men det bliver nok ikke sådan lige på en gang

Mange vil blive skuffede, for vi har forvente mere. 

Jesus træder ind i en lignende situation.

Krisen er bare dybere, meget dybere.

Livet var hårdt 

Konstant uro, konflikter og krige 

Det var hårdt at skaffe mad

Templet, præsterne havde i iver, for at holde befolkningen fast, lagt så meget pres på folket, at de umuligt kunne leve rigtigt.

Præsterne var korrupte

Kongerne, statholderne og alle magthavere duede ikke.

Dette var ikke nogen kort krise. Den var længere end en måned. 

Sidste gang landet havde det godt, var under Kong David (1005.965)

Man længeres tilbage til den tid, hvor alt var godt. Hvor nationalstaten var stærk. 

Denne nedarvede længsel rummede også løfter. 

Profeten Esajas har lovet folket, at Gud vil se deres lidelser. Der vil komme en konge, der er som David, endda ud af hans familie, og alt skal  blive godt igen. 

Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem

Situationen er som nu. Der er krise, og løfterne om bedre tider lever.

Jesus har været offentlig figur i 3-4 år- ALLE har hørt om ham, og alle har hørt ham blive koblet til løfterne om, at Gud griber ind.

Modtaget om konge

Hosianna – Herre frels dog!

Palmegrene og kapper på jorden er hyldest til en konge. (Kongen er den, der har magten)

Anderledes konge

Han rider på et æsel

Han tager ikke til paladset og beder om nøglerne til Jerusalems byporte.

Mattheæus fortæller at han rydder templet for handledende, Her skal man tilbede Gud, og han helbreder syge.

Stemningsskifte, Hvad med løfterne?

Jesus er anderledes. Han repræsenterer en magt langt støre end rå magt. 

Alt det skal vi se hen over påsken, så følg med på søndag.

Skærtorsdag

Billede på, hvor anderledes han er.. 

Jødiske påske. 

Disciplene samlet. 

Jesus ved, at Judas samme aften skal forråde ham. 

Jesus ved, hvad der ligger forude. 

Han ved, at han skal tages til fange, og han ved at det bliver brutalt og han ved, at det vil koste ham livet. Men han stoler på Gud.

Vaskningen af disciplenes fødder

En tjeners arbejde.

Peter nægter, men Jesus overtaler ham

Et nyt ud giver jeg er, at I skal elske hinanden. Som jeg har elsket Jer, skal I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed tl hinanden. 

Det er kærligheden, der bringer livet tilbage igen

Indstiftelsen af nadver

Det bliver godt igen.

Her kan du høre talen fra dagens online gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem den tale, som faktisk holdes og det skrevne ord fra forberedelsen.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 29. marts 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Markus 10,42-53

Indledning

Sammen på afstand
Stadig ikke åbent i kirkernes huse, men kirken er stadig i gang.
Vi har læst Markusevangeliet.
Da vi startede håbede vi nedlukningen ville slutte i dag. så i dag er sidste kapitel om opstandelsen. Hvilket herligt at sted at begynde.

Begynd med enden – mere i den kristne fortælling

Det er jo en fantastisk ting, at få lov at starte ved slutningen, hvor vi ser, at det bliver godt igen.
Vi har sammen læst at Jesus gik utroligt meget forfærdeligt igennem i de sidste kapitler, vi har læser at han faktisk døde. Almindelig fornuft siger os, at så er det ligesom det.

Men i den kristne fortælling er der mere. Der er altid mere Der hvor der er død er der liv.
Det bliver godt igen.

Den kristne grundfortælling, som løber gennem alle evangelierne siger også at der har der er mørke, der bliver det lys.
Det er præcis det vi er i fortællingen fra Markusevangeliet kapitel 10 om den blinde ved Jeriko. I begyndelsen af historien råder mørket, men der bliver lys.

Byporten ved Jeriko – En blind mand

Nu går jeg ud fra, at I vil med en tur til byporten ved Jeriko, hvor der sidder en blind tigger. Bartimæus hedder

2 af 5

han. Han tigger, for han kan kun overleve ved andres barmhjertighed. Han er ikke sin egen lykkes smed, han er afhængig af andre.

For at forstå ham, så vil jeg lukke øjenene. Du er velkommen til at gøre det samme. Når vi lukker øjnene kan vi ikke se. Men vi er ikke blinde. Jeg gætter på, alt du, ligesom jeg, registrerer lys, selvom øjenene er lukkede. Lad os åbne øjnene igen.

Du og jeg kan lukke øjenene. Så kan vi ikke se. Vi kan ikke se videoen. Jeg vil nok også fraråde at du hælder kaffe op med øjnene lukket.

Vores øjne registrer lys. Selvom vi lukker øjenene ser vi stadig lyset, men vi kan ikke tolke lyset. Lyset er der – altid.
Hvis man er helt blind, og det går jeg ud fra at Bartimæus er, så kan du slet ikke se lys overhovedet. Så er det man ser mørkt. Men lyset er der – altid.

Jeg sagde til at at begynde med, at i kristen tro er kernen er lyst vinder over mørket, at livet vinder over døden.

Bartimæus og Jesus – håbet

Bartimæus hører larm i gaden. Han fornemmer begejstringen og mærker dybt i sit indre håb. Håbet strider egentlig mod enhver fornuft.
Håbet i ham siger: “Jeg kan komme til at se. Mørket jeg ser, kan blive til lys.

Davis søn, Jesus forbarm dig over mig!

3 af 5

I datidens samfund var tankegangen, at ulykke var selvforskyldt Hvis du er blind, har du ikke levet ordentligt. Hvis du får Corona, så er det din egen skyld.

Derfor opfatter folk, der går sammen med Jesus, at de er rigtigt på den og Bartimæus er galt på den. Han skal bare holde sig væk. Længere end 2 meter væk, for de skal ikke smittes af hans urenhed og blindhed.

Så de truer Bartimæus for at få ham til at klappe i.

Men Jesus hører ham – selvfølgelig.
Jesus reagerer anderledes end de selvretfærdige – selvfølgelig.

Pludselig står manden, der ikke kan se lys, foran den mand, der siger om sig selv, at han er verdens lys.

Jesus spørger Bartimæus: “Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”

At jeg må kunne se!

Lyset rammer ind i Bartimæus’ mørke. Lyset vinder. Ligesom det vinder over ethvert mørke.

Det første han så, var Jesus. Bartimæus vidste øjeblikkeligt, at den mand var værd at følges med. Så det gjorde han.

Hvad ser Bartimæus?

Han kom til at se Jesus i så utroligt mange situationer. Han hørte Jesus sige til en skriftklog, der gerne ville kende kernen ved tro, at det vigtigste er at at elske Gud

4 af 5

med hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind, og hele sin styrke. Samt at elske sin næste som sig selv.

Og så oplevede Bartimæus påsken, og han så med egne øjne ,at Jesus tilsyneladende tabte alt, da han døde på et kors. Han har gået rundt i et andet mørke end det møke han ellers kendte så godt, indtil at opstandelsen vandt over døden, og lyet atter brød frem.

Han var med gennem ufattelige lidelser, nederlag, og død.
Men han oplevede også hvordan mørke blev til lys, hvordan trængsler blev til håb.

hvordan nederlag blev til sejr, hvordan død blev til liv.

Alt det fik Bartimæus lov til at se gennem sin tro på Jesu.

Bartimæus levde et liv, hvor det blev godt igen.

Det bliver godt igen.

Guds løfter til os, planer om lykke ikke om ulykke, løfter om fremtid og håb, som Gud giver de landflygtige i Babylon, bekræftes af hele historien om jesus , som vi har læst i Markusevangeliet.

Vi ser, at det ender godt.

Selvom vi ikke kan se vejen, selvom vi måske er utrygge, selvom vi måske synes det er mega hårdt at vores liv leves under mærke skygger fra Corona, selvom vi rammes af bekymring for, hvordan det hele skal gå, så kan vi gå trygt igennem det hele i troen på, at skygger skal fyldes af lys,

At der hvor vi ikke kan se, der kommer vi til at se,

5 af 5

Der hvor døden råder, vinder livet, Der hvor fortvivlelsen er, vinder håbet.

For Gud er med os gennem alt, hvad livet byder. Bartimæus så det selv,
vi må tro det, og holde fast i håbet.

Det ender godt. Amen.

En ny begyndelse – Gospelgudstjeneste med Nardus.

 

I dagens gospelgudstjeneste giver Nardus den gas. Desværre kan vi ikke gengive sangene pga. bestemmelser om copyright.

Men talen, den kan vi bringe. Den tager i dag udgangspunkt i historien fra Lukasevangeliet kapitel 34, hvor vi kan læse om vandringen til Emmaus.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det talte ord, og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 8. marts 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 24,13-35.
Gospelgudstjeneste med Nardus – Ny begyndelse

I vores familie går vi en del op i at fotografere. Jeg tør godt vove den påstand at vores børn er nogle af de mest fotograferede unger i dette land.

Forleden faldt jeg over et billede af vores ældste datter. Hun sidder og tegner.

Det er ikke et billede af et barn, der hygger sig. Det er et bilede af et meget koncentreret barn, som er ked af det og frustreret over, at tegningen ikke bliver som hun gerne vil have det.

Tegningen her er en sol, men hun udbryder grædende: “Årh nej mor, det er ikke en sol, det er jo en bille!”

Mange gange har scenariet været at blyanten kastes hen af bordet og papiret krølles sammen. Og når hun lige er kommet sig, så begynder hun forfra.

Jeg tror, vi alle har set børn i den situation, og mon ikke vil som børn, alle har været der. “Dette kan ikke blive godt! Papiret krølles sammen og vi begynder forfra.

Som voksne tror jeg, at vi er mange, som har prøvet at være et sted i livet, hvor det føles ligesom den her tegning, der bare ikke vil blive til det, vi havde drømt om. Uanset hvad vi gør, så blive det bare ved med være noget skrammel.

2 af 6

Det kan ikke blive som vi havde drømt om. Lysten til at tage det hele, krølle det samme og betyde forfra, ligger lige under overfladen.

Vi er et sted, hvor vi ikke længere tror på, at det kan blive godt.
Det er ikke noget rart sted at være. Den gode nyhed er, at der efterlader Gud ikke et menneske alene.

For at givet et eksempel på det, hopper vi tilbage i tiden og ind i bibelens univers. Vi er i Lukasevangeliet kapitel 24 vers 13-25, så kan du finde historien, hvis du skulle få lyst til at læse den selv.

Vi møder to mænd, som har været tæt på Jesus. Det er på vej til en landsby, der hedde Emmaus, og det foregår på den måde, som det nu foregik på, de gik.

Når man går, så taler man så godt sammen. Og det gør de. Det som de taler om, er selvfølgelig alt det, som de har oplevet den senere tid.

På et tidspunkt har de mødt Jesus. De har hørt ham tale om sin himmelske far, Gud, der elsker menesker og som vil komme mennesker i møde i deres daglige liv. De har forstået, at Jesus med sit bud om næstekærlighed, sin radikale forståelse Guds forhold til menensker, ville revolutionere verden.

De har troet på den de så og hørte, og det har de gjort så meget, at de selv er begyndt et nyt liv, hvor de har sat alt ind på at efterleve det Jesus sagde.

3 af 6

De sidste tre dage har formodentlig været de værste i deres liv.

Nu går det der, og taler, bearbejder, og er frustrerede. For de havde sat alt de havde på, at Jesus ville give dem en ny start. Ikke bare dem personligt, men hele Israel.

Deres verden er sunket i grus, fordi de har oplevet at Jesus, af der egne præster, blev udleveret til romerne. De har set ham blive hånet og tortureret. De var der, da han døde på et kors og de har ganske givet været med da den døde jesus blev lagt i en grav.

Nu kommer der et menneske og går sammen med dem. Lukas lader os vide, at de ikke genkender den opstandne Jesus, som nu går sammen med dem. Deres øjne holdes til, siger Lukas.

Måske har de været så optaget af deres egen elendighed, at de slet ikke ville kunne rumme det. Jeg ved det ikke.
Men det bibelske billede står knivskarpt. Der hvor mennesker har det forfærdeligt, efterlades de ikke alene.

Hvad er det I går og taler om? Spørger Jesus.

Så fortæller de ellers, hvordan deres verden er brast i grus. Det er ikke blevet bedre af, at kvinderne tidligt i morges er kommet tilbage og har sagt at graven er tom. Der var engle som sagde til kvinderne, at Jesus lever igen.

Nu ved de stakkels mænd på vejen mod Emmaus ikke hvad de skal tænke eller tro. Tanken om at Jesus skulle være opstået, som han har sagt, han ville, er ikke til at

4 af 6

rumme. Det hele er for meget, og deres verden er sunket i grus.

Så taler Jesus ellers til dem, og det gær han i befriende direkte tale.

“I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profteren har talt.”1
Så fortæller jesus dem, hvordan alt det, der er sket med Jesus faktisk hænger sammen med alt det, de allerede har set og hørt. De hører, hvordan alt det der er sket, er en del af en større sammenhæng, og Gud har styr på det, de ikke kan overskue.

Da det bliver aften beder de Jesus om at blive hos dem. Det er for farligt at lade et andet menneske gå alene i mørket.

De sætter sig til måltidet og Jesus gjorde, som han havde gjort den sidste aften, hvor han var sammen med disciplene. Han tog brødet, takkede Gud for måltidet, brækkede brødet i stykker og rakte det til de to mænd.

Lige idet sekund indser de, at alt ikke er forbi, at en ny begyndelse er mulig.

I det øjeblik Jesus rækker ud til dem, forstår de hvem de er sammen med. I samme sekund, er han igen usynlig for dem.

1 Luk 24,25.

page4image60601856

5 af 6

De to mænd står overfor en ny begyndelse, der allerede gik i gang i de sekund, hvor Jesus i deres værste mørke og fortvivlelse, kom og slog følge med dem.

Når man er der, hvor man ikke kan se en nye begyndelse forude, er det ofte ved at ske, uden at man selv nødvendigvis kan se det.

De to mænd, der havde gået sammen med Jesus efterrationaliserer og spørger hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?”

Når de ser tilbage forstår de, at der var noget igang længe iden de selv forstod, da de stod i det. Jesus kom til dem og gik med dem. Dermed blev grundlaget for en ny begyndelse lagt.

I en hver tanke om kristen tro, ligger ideen om, at der hvor menensker er kørt fast, der hvor det hele ser sort ud, da er menensket ikke alene. Og det der for os er mørke, er for Gud lyst om dagen.2

I kraft af Guds nærver, vidnesbyrdet om Jesus opstandelse, ser vi at hans kærlighed er stærkere end alt andet i denne verden, selv døden. Ja, så må vi tro på, at en ny begyndelse altid er mulig.

Jeg mindes hele tiden om det, især i denne tid, hvor vi ser blomsterne skyde op af jorden, vintergækkerne der står så fint og foråret er på vej.

2 JF. Salme 139,12.

page5image60605376

6 af 6

Lyset er ved at vinde over mørket, og nu vinder varmen over kulden.

Alt det er for mig løfter om, at vi altid vil bliver givet en ny begyndelse fra den, Gud der i Bibelens sidste bog udbryder: “Se, jeg gør alting nyt!”3

Amen

page6image60604608

3 Åb 21,5.

 

Det handler om relation – ikke kun viden.

Tanken er, at det er i relationen mellem menesker, mellem Gud og menneske, vi for alvor kommer til at forstå kærlighed.

Den kan man ikke læse sig til, man er nødt til at turde udsætte sig for den. Det er blandt andet det man gør, når man går til gudstjeneste.

Jeg har forberedt en tale, der kredser om dette emne, med udgangspunkt i en tekst fra Matthæusevangeliets kapitel 5 vers 13-20, hvor Jesus siger til sine tilhørere, at de er verdens salt og verdens lys.

 

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen. Læg dog mærke til, at der næsten altid er lidt forskel på den forberedte skriftlige tale og den tale, som faktisk blev holdt under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

 

 

Prædiken søndag d. 9. Februar 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 58,1-9 & Sl 112,1-10 & 1. Kor 2,1-12 & Matt 5,13-20.

Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord.

Man kunne tro, det var Jesus, som har sagt dette. Det kunne godt i indhold komme fra Jesus, men det tilskrives munken Frans af Assisi.

Ud fra eksempelvis missionsbefalingen i Matthæusevangeliet tror jeg roligt, vi kan gå ud fra, Jesus vil være helt enig. Vi kan som kristne roligt tilegne os det mindset, at vi hele tiden er i mission.

Dette skal ikke forståes på den måde, at vi pine død skal have folk til at tro på Jesus. Men det skal forstås på den måde, at vores levevis peger på Jesus, så andre i vores indbyrdes kærlighed og i vores kærlighed til verden, ser ham, som vi tror på.

De af os, der er optaget i medlemsskab i Metodistkirken har alle lovet, at vi vil leve et kristent liv, således at vore liv må drage andre til Kristus.1

At vi, hver i sær, ikke kun præsterne er forpligtede til på en eller anden måde at forkynde Kristus, ligger dybt i vores DNA.

1 Metodistkirkens Salmer & Sange. Kurér-Forlaget 2006, 875-877

page2image26363200

3 af 7

Jeg kan godt forstå, at man kan kigge på det med frygt og bæven og tænke: “Jeg skal knagme ikke være sådan en missionerende én” Jeg tror vi alle samme har mødt mennesker, som har været så forhippede på, at få os til at tro eller tænke på en bestemt måde, at de slet ikke var til at holde ud. Sådan vil vi ikke være.

Den gode nyhed er, at det skal vi heller ikke – på den måde.

Men I Matthæusevangeliet er der en klar opfordring og opfølgning fra saligprisningerne, som ligger foran, at det har sin pris at være discipel. Det kan koste at være en kristen.

Det kender jeg godt. Jeg møder da af og til mennesker, som synes, at jeg nærmest er smådum og naiv, fordi jeg har valgt at tro på, at Jesus er min frelser og Herre. For nu at bruge kirkens sprog fra optagelsesritualet.

Det sker da også at jeg i mødet med nye menensker, udenfor kirkelige sammenhænge, oplever at jeg mødes med reservation.

Det hjælper som regel, når vi har lært hinanden at kende.

Det har også lært mig, at uanset om vi siger noget eller ej, så kommer vi aldrig udenom, at vi repræsenterer den kristne tro.

Jesus siger I er jordens salt, I er verdens lys.

Vi ved, at smagen på vores mad, der mangler salt, er flad. Det er saltet, der pepper det hele op.

4 af 7

Omvendte kan saltet også bruges til konservering. Det kan få mad til at holde sig.
Iøvrigt kan vi ikke leve uden at få en vis mængde salt indenbords. Salt er altså livsvigtigt.

Jeg undrer mig over, at jesus siger, at saltet kan miste sin kraft. Mig bekendt er Natrium Klorid, salt og det kan ikke være andet.
Men der er den dybere mening med dette, og det kommer jeg tilbage til.

Lad os lige huske på, at vi er i Matthæusevangeliet, der som primær modtager har jøde-kristne.
Et jødisk verdensbillede er sådan, at det jødiske folk opfattede sig selv som den sidste rest af Guds folk, der hørte hjemme i det land, der er givet dem – Israel. På den måde har man opfattelsen af, at man kan lukke sig om sig selv, og at det er det mans skal.

Det verdensbillede bliver pulveriseret af jesus, når han siger: “I er JORDENS salt.”

Husk vi er i begyndelsen af Bjergprædiken, så Jesus er kun lige ved at lade op. Han er kun lige ved at sætte rammerne.

Allerede her rystes jøderne i deres grundvold. Men der er mere, hvor det kommer fra.

“I er verdens lys.” Nu er det ikke bare begrænset til jorden, nu er det verden. På græsk, kosmos. Det er helt uden grænser.

5 af 7

Lyset får os til at kunne se og finde vej. Lyset giver os tryghed, og Jesus kommer senere til at omtale sig selv som lyset.

Lysets natur er, at vi ikke begrænser det, ved at sætte det under en skæppe som teksten siger. Lys lader sig ikke sådan tæmme. Det er faktisk kun den danske Harvard forsker Lene Hau, som næsten kan det. Men også kun næsten.

I Jødiske tradition havde man den opfatelse, at Gud, Toraen, Det jødiske folk og enkeltpersoner kunne være lys i og for verden.2

Det er med baggrund i det, at Jesus siger. I er jordens salt, I er verdens lys.

Lys kan ikke sådan skjules. Der har garanteret været tidspunkter, hvor man har ønsket, at man kunne skjule lyset fra Jerusalem, så Israels fjender ikke kunne finde den.

En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules, og salt kan ikke miste sin kraft. Det lys, der kommer med Kristus kan ikke slukkes.

Men tanken bag dette er, at disciplene, og dermed vi, kun kan være lys og salt, hvis vores forhold til den himmelsk far er intakt.

Dermed kommer vi til det med relationer.

2Poul Nepper-Christeinsen: Matthæusevangeliet – en kommentar. Anis 1988. Side 67.

page5image26534528

6 af 7

For af os selv, og i os selv, kan vi ikke i længden være jordens salt og verdens lys.

Hvis vi, uden Gud, elsker sådan, som det fordres af os, så kan vi ikke i længden holde til det. Så er det, at salten mister sin kraft og at lyset brænder ud.

Salt, der har mistet sin kraft og lys, der er brændt ned. Det kan ikke bruges til noget.

Tanken er, at vi kommer med alt det Jesus giver. Vi er hans hænder og fødder i verden.

Det får sådan én som mig til at tænke, at så skal jeg vide noget om, hvad det handler om. Så jeg læser bibelen, og børger, sådan at jeg ved, hvad kristen tro handler om.

Og så forsøger jeg at formidle min viden.

Tro er ike kun viden, det er også en relation til Gud. Det kan man ikke kun læse sig til. Det er man nødt til at erfare sig til.

Man er nødt til at opleve det. Man er nødt til at sætte sig for Guds kærlighed.

Det er det der er på spil, når vi er sammen i kirken – og uden for kirken. Fællesskabet bærer på Guds kærlighed.

Det er det vi udsættes for i gudstjenestens dele, i stilheden, i ordets forkyndelse, i brødets brydelse, i sangen, i bønnen i stilheden, i børnekirken.

Det er her saltet får kraft, og lyset får energi.

7 af 7

Derfor kan vi kun elske og forkynde Guds kærlighed, om nødvendigt i ord, hvis vi også holder os til hos Gud, når vi har chancen for det.

I, nej vi, er jordens salt og verdens lys.

Lad os gå elskende ud i vores liv og hverdag, så andre gennem os, oplever den kærlighed, som kan forandre alt.

Amen.

 

Giv kampen et los bagi!

Vi skal se, hvad man oplever, hvis man er modig nok til at forlade sin komfortzone og lade sig lede af en stjerne. Thomas Risager taler om, hvad der kan ske, hvis man giver kamelen et los bagi.

PS. I Metodistkirken er vi god mod dyrene – også mod kameler.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 5. januar 2019 – Helligtrekonger

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Salme 72,1-7,10-14 & Ef 3,1-12 & Matt 2,1-12.

Julen står ikke længere for døren, da vi er ved at komme igennem den. Men den er ikke overstået endnu.

Faktisk er det sådan i den ortodokse del af kristenheden, at det er nu det for alvor trækker op til julefejring. Der bruger man nemlig stadig den gregorianske kalender, om tilsiger, at julen falder d. 6. januar. Man er enig om at juledag er Jesu fødselsdag, men her fejrer man Jesu dåbsdag, som man regner med er omkring den 6. januar.

Måske skal jeg lige indskyde, at Jesus ikke blev døbt som barn, men som voksen. Han har formodentligt være omkring 30 år, da han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden.

Tilbage til Jesus fødsel.
Juleevangeliet læser vi fra Lukasevangeliet. Lukasevangeliet ved vi, eller også ved vi det nu, er et dobbeltværk, som hænger uløseligt sammen med Apostlenes gerninger.
Lukas indleder sin lange fortælling med at sige, at evangeliet er en gennemgang af historien, sådan så Theofilus kan få hele øjenvidneberetningen, som han allerede er undervist i, på skrift.

Lukasevangeliet stadfæster tiden efter den romerske besættelsesmagt. Det var fra kejseren, der udgik en betaling om en folketælling.

3 af 7

Det var mens Kvirinius var statholder i Syren… og så kender vi resten af historien, ellers er I velkomne igen den 24. december.

Nu hopper vi til Matthæusevangeliet, og lægger med det samme mærke til, at der er forskel. Her lyder det, at da Jesus var født i Betlehem i Kong Herodes dage.
Nu er det de jødiske magthavere, som tiden regnes efter. Og egenarten hos Matthæus er klar, her skrives der til jødekristne.

Det ses f.eks. tydeligt i bjergprædiken, hvor vi har de klassiske, I har hørt det er sagt, men jeg siger Jer. Alting hos Matthæus har en referencen til en jødisk forståelsesramme.

Derfor er det også så underligt, at Matthæusevangeliet faktisk har historien om de de tre vise mænd, der kommer fra en helt anden kultur og ikke mindst fra en anden tro. For hvis der er et skrift, som er centreret omkring de jødekristne, så er det Matthæus.

Ikke desto mindre er det her vi er. I den mest jødefokuserede evangeliefortælling om Jesus finder vi historien med de tre fremmede, som kom til Jesus.

De vise mænd, de hellige tre konger, de går under begge betegnelser. I det græske hedder de magoi… magere, så der er helt sikker noget mystisk ved dem. Sansynligvis har de besiddet viden indenfor både astrologi og astronomi. Disse vidensområder var ikke adskilte på Jesu tid, det er noget vi har fundet på i moderne tid.

Så ved vi om dem, at de har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en

4 af 7

konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage.

Men dette var vigtigt, så de tog afsted. Så vigtigt at de var parate til at risikere livet, for at se hvad, eller rettere hvem, stjernen ledte dem frem til.

Jeg kan ikke vide, hvad der har ledt dig til kirke i dag. Måske et fremragende nyhedsbrev i fredags, som bare gjorde, at du måtte af sted. Men der er næppe med livet som indsats, at du er her.

Vismændende fik ikke et nyhedsbrev, men de så et lys i form af en stjerne på himlen, og den gjorde, at de bare måte afsted. Op på kamelerne, og så af sted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes.

Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;

de forkynder Herrens pris.

page4image66185920

5 af 7
Vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem.

Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at mændene faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle tage den obligatoriske selfie, men de kom og tilbad, også selvom de langt fra var jøder – de var så fremmede, og religiøst urene, som man kunne være.

Egentlig er det tankevækkende at Maria og Josef lader dem komme i nærheden af deres barn. Men der har været en åbenhed for anderledes tænkende hos dem. Vismændene engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke er typiske barselsgaver.
Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.

Guld, røgelse og myrra bruges blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig.
Men guld, røgelse og myrra var især tidens og regionens kosteligste gaver, der sømmede sig som gaver fra tre konger/vismænd til et barn, der var noget helt særligt som de.

6 af 7

Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vi ved ikke meget om vismændene. Men intet menneske, der ikke er dybt berørt falder på knæ og tilbeder et spædbarn, med mindre man føler sig ansigt til ansigt med Gud.

Det tror jeg vismændene gjorde.

Da de, med deres baggrundsviden så stjernen lyse på himlen, da vidste de, at dette ville de for alt i verden ikke gå glip af. Det var så vigtigt for dem, at de var villige til at risikere livet for det.

Jeg synes, at vi her ved årets begyndelse kan lære af dem.

De ved, at det er vigtigt at følge stjernen, så de kaster sig på på kamelen, giver den et klask bagi og så går det ellers afsted.

De har en ide om, hvad de leder efter, men de ved det ikke, for når det handler om Gud, er der ingen som virkelig kan vide det, før vi står ansigt til ansigt.

Det fik de lov til. Og de faldt på knæ, og havde måske deres livs oplevelse.

De kom med deres kostbare orientalske gaver, som på mange måder var så forkerte i øjeblikket, men som måske var med til at gøre, at jesus overhovedet overlevede længe nok til at blive verdens frelser.

7 af 7

Så min udfordring er, at vi hver især kigger op og ud. Hvad er vores ledestjerne?

Jeg vil også udfordre til en tænkning, hvor tro er mere end hygge og menesker, man holder af at være sammen med. Jeg vil opfordre os til at tro, som gælder det livet, hvad det faktisk gør.

Til sidst vil jeg udtrykket mit håb om, at vi som kirke, menighed, enkeltpersoner tør følge vismændendes eksempel når vi ser stjernen.

Det er det eksempel, som siger op på kamelen og ud over stepperne.

Hvem ved, hvor vi ender, eller hvem vi kommer til at stå ansigt til ansigt med?

Amen.
Salme: O, Gud ske lov for håbet