All my Hope – Thomas Risager

I al gospelmusik er håb et centralt tema.

I vores hverdag taler vi temmelig ofte om håb. Vi håber, vores ven, som er ramt af sygdom, snart bliver rask. Vi håber, den dumme dag vi har haft i dag, afløses af en god dag i morgen.

I al tro er håb også i centrum. Tro og håb er nært knyttet sammen. Du kan høre mere fra søndagens gospelgudstjeneste i Metodistkirken her.

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel på det skrevne ord og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 25. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Rom 8,24-32.
Nardus Gospelgudstjeneste: All my hope

Jeg håber, du får en god oplevelse ud af at være i kirken i dag.

Jeg håber, at det har været en berigelse at se på – og lytte til vores gospelkor Nardus.

Ved at bruge ordene “Jeg håber” udtrykker jeg et godt ønske for dig.

Egentlig gør vi ganske ofte det, at vi udtrykker håb. Mange gange gør vi det, sådan nærmest helt automatisk.

Jeg håber, du bliver rask snart.
Jeg håber, jeg snart får det job.
Jeg håber, ham manden jeg drømmer om, elsker mig.

Mange gange, når vi udtrykker håb, tænker vi ikke, at det også er et et udtryk for tro. Men det vil jeg påstå, at det kan det også være.

Vi kan faktisk ikke vide, om det vi håber på, sker. Dermed er det noget andet end fakta og viden.

2 a f 4

I bibelen finder vi en slags definition af, hvad tro er. Der står sådan her: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”1 Tro og håb er forbundet med hinanden.

Vi er mange her, som elsker at synge gospel. Det er der mange grunde til. Mange tror, at gospelmusikken er sådan en glad musik, og det er rytmerne og gentagelserne, der gør at der virkelig er fut i det, og så er det rigtigt fedt.

Når Torben så også flipper helt ud på klaveret, så hjælper det helt sikkert også.

Men mår man komme til at lytte til ordene i mange af de sange som koret synger, så er det nok et udtryk for over- optimisme at hævde at gospelmusikken er glad musik.

Der er mange tunge ting, i vores sangtekster. Gospelmusikkens rod er hos slaverne, hvis tilværelse var alt andet end let.

Vi kender alle historierne og ved, at det var urimeligt hårdt arbejde, det var under tvang og mishandling.

Mange var reelt blevet bortført fra deres eget land og revet væk fra deres kære. Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at deres liv pludselig kom til at se helt anderledes ud.
Derfor er meget af gospelmusikken skrevet fra et mørkt sted, et sted hvor ingen har lyst til at være.

1 Hebræerbrevet 11,1

3 a f 4

Rigtigt mange af teksterne giver udtryk for at der, hvor ingen har lyst til at være, der er Gud sammen med dem. De var ikke alene i slaveriet.

Der udtrykkes håb om at mørket skal blive til lys, at fangeskabet skal blive til frihed. At trængslerne som er nu, skal afløses af lethed og glæde.

Håb om en bedre fremtid, håb og drømme om lykke, ikke om ulykke2 træder frem, når vi fordyber os i gospelmusikken.

Håb er centralt i al tro. Håbet om, at fremtiden er lysere end fortiden. Det drømmer vi alle om, faktisk uanset om vi betegner os selv som troende eller ej.

Håb er noget mærkeligt noget, for som Paulus skriver i Romerbrevet, så er der ingen der håber på noget, man ser opfyldt. Håb handler som det, vi ikke ser.3
At have håb, om at tingene bliver bedre, er ikke en fornægtelse af virkeligheden, som vi står i. Det er heller ikke en overoptimistisk tilgang til verden. Eller pessimistisk for den sags skyld.

At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, uanset hvad vi står i er, at tro på de løfter, som igen og igen gives af Jesus i bibelens mange historier.

2 JF Jer 29,11: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.

3 JF. Rom 8,24-25.

4 a f 4

Nu er der ikke nogen af os, som direkte er slaver, men jeg tror bestemt mange af os kan relatere til det, at vi kan føle os fanget i livet, at der er nogle omstændigheder, som vi gerne vil på den anden side af.

Det at håbe på, at der er mere end vi kan se, at livet bliver godt igen, er helt væsenligt. Gud kan se mere end os.

Selvfølgelig kan det nogen gang være svært at holde fast i det håb, når alt ser virkelig sort ud.
Gospelmusikken, og mange af bibelens historier, har et vidst trods over sig.

Kort sagt, så går det ud på at blive ved med at læse om, tro på, og synge om håbet på at Gud har fat i den lange ende, og at det som vi står i nu, bliver bedre.

I det er der også budskabet om, at der er en Gud, som kender os og går med os gennem sumpen og ønsker at være sammen med i modgang og i medgang.

Paulus taler endda i Romerbrevet om, at Gud Ånd kommer os til hjælp med at holde fast i håbet om, at vi ikke er glemt.

Hold fast i håbet! For der intet, der skal skille os fra Guds kærlighed.4 Den gælder nu og altid.

Amen

4 JF. Rom 8,37-39

 

GPS – Find din vej – Kirken er ikke destinationen – Thomas Risager

“Jeg er ikke ret god til at finde vej, så jeg bruger GPS næsten hele tiden, når jeg sidder i min bil. Det er så rart at taste destinationen ind og være sikker på, at man havner det rigtige sted. Desværre glemmer jeg nogen gange at lægge mærke til, hvor jeg egentlig er, og hvordan jeg kom derhen.

I søndagens tale trækker jeg nogle store linjer op, for at vise os, at Gud faktisk sætter et mål for vores liv. Et mål for kirken og et mål for hvert menneske. Nogen gange tror vi, at det at blive medlem af en kirke som Metodistkirken, er opfyldelsen af målet. På søndag afslører jeg, hvorfor det ikke er det …”

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en smule fra manuskriptet.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 22. januar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 28,16-20 & Hebr 6,13-20.

Jeg er en klovn til at finde rundt. Det har jeg altid været.

Hvis man ser os på en af vore storby-ferier, så vil man se Mette gå forrest og vise vej – enten ved hjælp af et kort i guidebogen eller en app på telefonen.

Bagerst vil man se mig forsøge at sikre, at vi faktisk alle fire også er med. Det sker nogen gange, at jeg har en ide om, hvor vi er henne. Sådan da.

For et menneske som mig, er det med at sætte sig i bilen og indtaste en destination på GPS og vide, at så finder jeg det, en utroligt gave.

Faktisk bruger jeg nogen gange GPS funktionen i min telefon, når jeg cykler rund i byen. Kortene i en telefon er geniale, fordi der er den her blå prik, der hvor man er og så vender de ovenikøbet rigtigt i forhold til retningen.

Der er håb om at nå frem.

Når man kører af sted er det faktisk ret væsentligt, at vi når frem. Vejen til målet er også vigtig, men det er kikset ikke at nå frem til målet. Destinationen betyder noget.

Fra Jesus bliver døbt til han ender på korset for at dø og senere opstå, går han rundt i tre, måske fire, år.

Når man læser evangelierne, kan det virke, som om han bare vandrede planløst rundt fra sted til sted, og der hvor der var mennesker, som ville møde ham, der blev han lidt.

Det er faktisk muligt, men tag ikke fejl af, at målet hele tiden var klart for Jesus. Målet var Jerusalem med alt, hvad der måtte komme.

Mon ikke de fleste af os kunne finde på en del omveje, for ikke at nå frem.

Efter de dramatiske begivenheder, som forandrede verden. Jesu død og opstandelse, taler han nu med disciplene. Der er gået fyrre dage siden opstandelsen, så de har efterhånden forstået, at han faktisk er opstået fra de døde. Selv Thomas har den. Og stadig vender tvivlen ind i mellem tilbage. Matthæus føler trang til lige, at kaste bemærkningen ind: “…nogle tvivlede”

Det er himmelfarts dagen og Jesus giver disciplene et mål, at styre efter. Når Jesus gør det, er det ikke altid let. Det er faktisk nogen gange ganske udfordrende. Ofte noget man ikke kan i egen kraft.

“»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Vi er en kirke, hvor vi gør en del ud af, at sige, at bibelen skal tolkes ind i enhver tid og enhver sammenhæng.

Men lige præcis missionsbefalingen, som dette stykke omtales som, tager vi nærmest bogstaveligt.

Det er det, der legitimerer, at vi hele tiden forsøger, at tale med mennesker om tro. Fordi det er vores overbevisning, at det med at have tro med i livet, er en rigtigt god ballast at have med. Det er faktisk vores erfaring.

Vi gør det også, fordi Jesus siger, at disciplene skal døbe og undervise mennesker. Når vi tillader os, at kalde os kristne, så er vi disciple, og hvad Jesus beder disciplene om, beder han os om.

Med andre ord: Vi er i mission. Det er derfor vi siger: “Klart budskab om Guds kærlighed”

Det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi skal intet gøre, som ikke understreger det klare budskab om Guds kærlighed.

Jesus siger: “….du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.”

I en kirke, som vores, hvor vi alle er optaget af, at kirken har det godt, både huset, tagrenderne, aktiviteterne og menneskene, så bliver det faktisk snublende let til, at vi elsker Gud og elsker kirken af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind og af hele vor styrke….

Som præst må jeg sige, at det er så fedt med mennesker, som brænder for kirken.

Det kedelige ved dette er, at selvom vi siger, at vi ikke ser verden som et os og dem, så er det alligvel sådan vi nogen gange kommer til at opføre os.

Det sker for os! – At vi kommer til at sætte kirken først. Det sker i hvert fald for mig.

Det er der, hvor kirken er gået hen og er blevet destination.

Men kirken er ikke slutmålet. Aldrig.

Ser vi på den første kirke, som vi finder beskrevet i Apostlens Gerninger 2, og jeg skal spare jer for foredraget. For det har I hørt så tit. Så handlede kirke ikke om kirke, som vi er kirke. Kirken handlede om mennesker, aldrig om kirken selv.

Der er ingen, der er blevet kristne for at lege kirke. Nej. Min tro kalder mig da til at være et klart budskab om Guds kærlighed. Faktisk ikke til at lave kirke. Men jeg har brug for kirken til at blive inspireret, passet på i fællesskabet og til at forblive tændt.

Hvis kirken ikke er målet, men mennesker er, så elsker vi jo Gud og elsker mennesker. Det var jo det Jesus sagde, at vi skulle.

Destinationen for vores liv, er jo ikke at blive en trofast gå i kirke kristen – og gerne i Metodistkirken.

Målet for vores liv, og for andres for den sags skyld også er at vi har en destination. Det er det, som Hebræerbrevet taler om. Håbet.

Håbet som et anker. Et anker holder en båd fast. I princippet kan den drive hele vejen rundt, afhængig af strøm og vind. Hvis det stormer kan den slå sig gevaldigt i ankergrejet, men ankeret holder fast.

Når ankeret skal op, trækker man båden hen til ankeret. Man kan ikke trække ankeret hen til båden.

Håbet er et anker, på den anden side af forhænget – døden. Altså det evige liv – intet mindre.

Det er jo det potentiale – den kraft – der er i Guds kærlighed. Den kan forvandle mørke til lys, håbløshed til håb, død til liv,

Ultimativt er det det, som er destinationen. Det evige liv.

Derfor er kærligheden fra Gud HER i livet en enorm ressource, fordi der er styr på, hvor ankeret ligger. I mine øjne giver Guds kærlighed en enorm fred og frihed til at leve.

Derfor: Hvis GPS er indstillet på Alexandragade 8, så er det tid at sætte nye koordinater ind og styre efter dem.

Målet er himlen, men livet er vores vej. Du skal elske Gud og elske din næste.

Amen

 

Klar til at blive klar / Fristelse – Thomas Risager

Jeg kender ingen, som går gennem livet uden at blive udsat for fristelser.
Fristelser, som vi giver efter for, har det med at få magt i vores liv. Derfor er det vigtigt at kende fristelsen, når vi møder den.

Selv Jesus blev fristet. Han modstod fristelsen. Hør mere om hvordan Jesus gjorde det i dagens tale.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 14. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 4,1-14. Jesu fristelse

Fristelserne lurer overalt, og derfor skal man hele tiden være på vagt og passe på.

Vi skal endelig skærme vore børn for verdens ondskab. Sådan er der kristne, som siger. Verden er farlig og man skal passe på.

Sådan siger vi ikke her. Vi bliver altid bekymrede for kirkelig tænkning, som deler verden op i os og dem. En opfattelse, som hylder at kirken og kristne på en eller anden måde er verden overlegen.

Hvis denne overlegenhed var sand, så var der aldrig nogle af vi, som tror på Gud, eller vi, der kommer i kirke, der kom galt af sted.

Vi HAR hørt om folk fra andre kirker, som faldt for fristelser….  🙂

Verden er ikke farlig, men at tro, at man er immun overfor fristelse, er at være naiv.

Når vi tænker på fristelser, bliver det ofte de dramatiske fristelser, som dukker op i vores hoveder. Noget med kvinder, mænd, penge….

Men blandt de daglige fristelser, som jeg ser det, er det mere fristelser i retning af, at have lysten til at gå fra en konflikt. At vende ryggen til en, som har mere brug for at blive mødt med en omfavnelse og forståelse.

At drømme sig væk fra problemer i stedet for at arbejde med dem.

At mene, at alt der går skidt for en, altid har sin rod i andre mennesker. Det er deres skyld.

At tro at kritikere eller mennesker, som man ikke nødvendigvis er helt enige med, er dårlige mennesker.

…og så er der naturligvis alle de materielle fristelser…..

Jeg har på fornemmelsen, at hvis først vi kommer i gang med at lave lister, så bliver de lange. Længere, end vi har tid til i dag.

I Hebræerbrevet siges det med svulstige ord om Jesus, at han er vor ypperstepræst.

“Ja vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. v15  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. v16  Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”

Jesus forstår fristelsen, hvilket jeg tænker er meget betryggende. Men jeg lægger lige mærke til bemærkningen: “Dog uden synd.” Jesus faldt ikke i.

Historien om Jesu fristelse er det, som sidder i baghovedet af Hebræerbrevets forfatter, der skriver formodentligt omkring år 80, i et forsøg på i den spirende kirke, at forklare Jesus og hans rolle. En rolle han fik, fordi hans liv, død og opstandelse mildest talt var spektakulært. – Og så selvfølgelig fordi han var Guds søn.

Et er, at han efter sin dåb var i ørkenen i 40 dage og til slut led sult, som Lukas tørt konstaterer det.

I et ørkenland er der enorm respekt for det. Solen banker ned om dagen og natten er iskold.

Det gjorde af Jesus var et menneske, man lyttede til. Faktisk er han så dan lidt BS Christiansen agtig.

Noget andet var, at han i sin svaghed, sulten og træt, står ansigt til ansigt med djævelen.

Hvis jeg havde sultet i 40 dage, tror jeg tanken om nybagt brød ville være ganske massivt til stede hos mig.

“Hvis du er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød!”

Hvis en fristelse er én vi falder i, så er det gerne sådan at fristelsen vinder magten over os.

Jesus ved og gennemskuer, at han vil være djævelsens lakaj, hvis han giver efter.

Fristelsen om at få al magt og herlighed i denne verden står også i skærende kontrast tl den skæbne, som Jesus vidste han var på vej mod.

Mennesker lyttede til ham, fordi han var 40 dage i ørkenen og klarede den. Men det at modstå de tre fristelser, er endnu mere sejt. Dette var en stærk indgang til det, som jesus efter går i gang med.

Jesus modstår fristelsen – sejt!

Det var ikke sidste gang, Jesus mødte fristelse i sit liv. I Matthæus 16 finder vi historien, hvor Jesus har delt med disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide og dø.

Peter stille sig foran ham: “Gud bevare dig Herre. Sådan må det aldrig gå dig!” Jesus svarer meget voldsomt: “Vig bag mig, Satan.”

Det har ofte undret mig, men jeg forstår at svaret indikerer, at han ser Peters udsagn, som en reel fristelse.

Jesus møder fristelse gennem sit liv, og vi møder fristelser gennem vore.

Hvad er det, der gør, at Jesus vinder (og vi ofte taber)?

For det første negligerer Jesus ikke fristelsen, men forstår alvoren og konsekvenserne af djævelens fristerier.

For det andet, er han så kendt med Gud, at han ikke et sekund tvivler på, hvad der er Guds vilje med ham.

For det tredje, så er han åben for at fristelser er en mulighed, så han forventer det.

For det fjerde, så er han fyldt af Helligånden, Gud er med ham.

Fristelser er reelle, vi skal ikke frygte dem, for Gud er med os i dem, men vi skal heller ikke være naive. Så der er god grund til bede med, når vi i Fadervor beder: “Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Amen

Håbet er livsnødvendigt – Anne Klitgaard Thompson

Pastor Anne Thompson taler denne søndag om håbet som en livsnødvendighed.

I Hebræerbrevet i Bibelen, fremstilles håbet som et anker for sjælen, der urokkeligt og sikkert rækker ind bag ved forhænget. Der er altså et stort håb om at livet mere end det, vi kan se.

I talen taler Anne om børnehjemsbørn, Babettes Gæstebud og meget andet. Hør mere her og find håbet:

podcast-large