Klar til at blive klar / Tilgivelse og nåde – Thomas Risager

Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”

I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.

Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi  været meget tæt på.

Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.

Hvad gør du nu? ….

Med udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn forsøger jeg at ridse betydningen af dette op.

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte, afviger fra det skrevne manuskript.

Prædiken søndag d. 6. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 15,11-32. Lignelsen om den fortabte søn.

Til Jer, der er kommet i kirken i en menneskealder: Undskyld.

Undskyld for at vi igen skal beskæftige os med lignelsen om den fortabte søn. Hvis man er kommet her mere end et par år, så er den bibelske historie vredet godt og grundigt igennem.

I dag gør vi det igen, for det er en kernehistorie, som på mange måder opsummerer hele bibelens budskab om en kærlig Gud, som vil os.

Jesus fortæller netop denne historie på et tidspunkt hvor farisæerne og de skriftkloge har ondt bagi, fordi Jesus faktisk omgås mennesker, som langt fra er perfekte. Det kunne de aldrig drømme om.

Men lad mig begynde et helt andet sted….

Jeg gætter på, at du har prøvet, at der er mennesker der har trådt på dig og gjort det så grundigt, at du for at passe lidt på dig selv, har sagt “ham gider jeg ikke længere have noget med at gøre!”

I arrigskab distancerer vi os så meget fra dem, at vi ikke en gang kan have en relation på Facebook, så vi sletter dem og lader som de ikke længere eksisterer.

Hvor modent! Jeg tror vi alle må indrømme, at enten har vi prøvet det, eller også har vi  været meget tæt på.

Måske er du så heldig, at det samme menneske kommer tilbage til dig. Den, som du har ladet som om ikke eksisterer, står pludselig foran dig med hånden strakt frem.

Hvad gør du nu? ….

Nu er jeg lige ærlig….

Hvis du er ligesom mig, så har du alle mulige forbehold og du kan huske alt, hvad var årsagen til, at I ikke har set hinanden. Det står lysende klart, ligesom følelserne igen skummer rundt i kroppen…..

Det er et afgørende øjeblik…..

Det er lige sådan et afgørende øjeblik, Jesus fortæller om da han giver sig til at fortælle historien om en mand, der havde to sønner.

Det var jo det, Jesus mestrede så fantastiske, at tage historier fra hverdagslivet og bruge dem til at fortælle om Gud.

Når vi hører historien i dag, lægger vi ikke mærke de små finurligheder, som de der hørte historien den gang, gjorde.

Det er derfor bibelen skal tolkes og forklares ind i den hverdag, som er vores.

Den yngste, og det er jo altid den yngste, som er den uansvarlige, mens den ældre bror holder fast i sine pligter, går til sin far og siger. Nu går jeg. Jeg vil godt have at du udreder min arv.

Hvis jeg gik til min far og sagde sådan… Det gør man jo ikke.

I en jødisk kultur hvor et af de ti bud er “Ær din far og mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig!”

Der er det jo det stik modsatte han gør.

Han siger praktisk talt. Far, du kan rende mig. Jeg betragter dig som død. Ud over det, så fylder han jo også en plads på gården, der er arbejde der skal laves. Han skrider fra det hele.

Jøderne, der hører Jesus fortælle dette forarges, fordi de forstår, hvor galt på den denne yngste søn er.

Faderen lader ham få sin vilje, og giver ham halvdelen af formuen. Så stikker den yngste søn af.

Kort fortalt, så bruger han alle pengene på hurtige biler, sprut, og kvinder. Resten ødslede han bort.

Det går helt galt for sønnen, som ender med at være på sultens rand. Han får hjælp, men kun ved at passe svin og have deres mad at spise.

I jødedommen er svinet et urent dyr, så her vil alle der lytter til Jesus forstå, at han har ramt bunden. Dybere kan man ikke synke.

Desværre er det meget menneskeligt, at man først for alvor får øjnene op, når man rammer bunden. Lukas siger om sønnen, at at han gik i sig selv.

Der tænker han, at hans far da sikkert vil give ham arbejde som daglejer. Det ligger ikke en gang i hans tanker, at faderen skulle kunne tage ham til sig. Men hvis bare han kunne få kost og logi.

Hvad han ikke forstår er, at faderen har ikke ladet som om han ikke længere eksisterede. Han har ikke slettet ham på Facebook. Tværtimod har han hver eneste dag gået og holdt udkig efter sønnen.

Og da han på lang afstand ser ham sker der ting og sager.

Der er en del af os, som ynder at iklæde os stramme tights og løbe en tur, fordi det skulle være så godt. Men i datidens kultur sker det at møde en midaldrende løbende mand ikke. Det gør man ikke. Det er helt enkelt ikke værdigt.

Man faderen ser sin søn, spurter ham i møde og modtager ham med åbne arme. Langt ud over hvad sønnen havde fantasi til at forstille sig, da han var på vej hjem.

Faderen lytter ikke til sønnens undskyldninger. Tværtimod.

Han får fundet det bedste tøj frem, sat en ring på hans finger. Symboler på, at han er tilbage som søn i familien. Selv fedekalven, som var bestemt til en helt særlig begivenhed må lade livet, for nu skal der være fest.

Den ældste søn har i al denne tid passet alt det ekstra arbejde. Nu nærmer han sig huset, og kan fornemme, at noget er i gære. Da han finder ud af, hvad der er sket bliver han vred og fornærmet.

Her har han slidt og slæbt. Han han har været den ansvarlige storebror, som måske ikke altid har følt sig anerkendt for at passe sit.

Et eller andet inde i mig kan godt forstå ham, og måske også fordi jeg modvilligt må indrømme, at jeg mest sandsynligt ikke havde givet den hjemvendte søn den varme velkomst.

Det må jeg nok indrømme. Så menneskelig er jeg!

Men med faderen er det en anden sag. Selv den selvretfærdige vrede søn, går han ud og henter. Det er ikke normalt at familiens overhoved går ud, ham går man ind til.

Den vrede søn hentes med et: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Faderen ser sin søn komme. Ham, som han har savnet, hvert eneste minut siden han vendte ryggen til og gik. Det har bristet hans hjerte, så da han ser ham igen, kan og ønsker han ikke andet end at åbne sin favn.

Er det retfærdigt? Nej, det er da hamrende uretfærdigt, det går jo ikke efter fortjeneste.

Det er nåde og nåde er dybest set uretfærdigt, men det er langt større og bedre end retfærdighed.

Nåde er noget helt ekstraordinært, som ganske enkelt er svært for os at fatte. Det er også derfor Jesus tyr til en historie, for nåden er svær at begribe, fordi vores natur er noget helt andet end nåde. Uden Guds hjælp kan vi ikke være nådige på samme måde som Gud.

Jeg kender det, må jeg indrømme. Vi holder jo fast i vores sårede følelser og forsvarer vores vrede. Det er lige før vi synes, at det er i orden, at være led den anden vej også. For det er jo de andres egen skyld at vi er vrede på dem.

Så er det vi begynder at fortælle andre om vores oplevelser, sådan at de kan bekræfte os i, at vi er blevet dårligt behandlet og har ret til at være sure.

Alle tanker om tilgivelse ligger os fjernt. Vores vrede og aversion med ham der vendte det hele ryggen er fuldt ud i orden, synes vi.

Men det står i skærende kontrast til, hvordan Gud reagerer og det er slet ikke sådan Jesus handler i den påske, som vi skal fejre lige om lidt.

Gud er tilgivende ud over de grænser, vi kender. Ufortjent tilgivelse, er det han møder mennesker med. Som Faderen i historien, kommer han os i møde med åbne arne.

Jeg vil mene, at vi menesker har en systemfejl, når vi ikke fatter at nåde er vejen frem. Nåde frem for gengældelse, tilgivelse i stedet for at bære nag. Intet er mere magtfuldt end tilgivelse. Intet!

Hvis vi bar nåde med os ind i alle relationer, så var der ikke os og dem, så mistroede vi ikke dem, som ikke er enige med os. Så lyttede vi måske mere end vi talte, og det er jeg ganske sikker på, er en god ide for langt de fleste af os. For mig er det i hvert fald.

Når vi virkelig forstår nåde og tilgivelse, så stiller det faktisk også krav til os. Krav om at vi tilgiver. I fadervor beder vi: “Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til det, men med Guds hjælp vill jeg gøre forsøget. Jeg husker en hilsen fra 1. Johannes Brev, hvor der står:

“Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17  Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18  men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19  Vi elsker, fordi han elskede os først. v20  Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21  Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”

Amen

 

Klar til at blive klar, Vand til vin – Thomas Risager

Klar til at blive klar?

Ved gudstjenesten indleder Thomas Risager en talerække, som løber frem til Palmesøndag.

Hele formålet er at belyse en række begivenheder i Jesus liv og forkyndelse, som gradvist afslører hvem han virkelig er. I første omgang overfor hans disciple, men også overfor os. Dermed kan vi blive klar til påskens fantastiske historier.

Johannesevangeliets fremstilling af Jesus begynder i det små med miraklerne. Det er nok meget godt, at han giver folk lidt tid, inden de stumme taler, de lamme går og de døve hører.
Folk får en stille introduktion til miraklerne, men selvom det er lidt stille, så forandrer det med et slag disciplenes liv, da vandet ved brylluppet pludselig bliver til vin.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger fra det talte.

Prædiken søndag d. 17. Januar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 2,1-11.

I sidste uge var jeg så heldig at få lov at besøge Africa University som ligger ude på landet ved byen Mutare i Zimbabwe.

Det er langt væk!

Vi havde gået rundt et par timer og fået en flot rundvisning på universitetet, som kirken godt kan være stolt af. Et stort universitet med 1500 fuldtidsstuderende. Altsammen opstået på baggrund af kirkens vision om et verdensklasse universitet der udvikler ledere til Afrika. Og det gør de, foreløbig på 23. år.

Der var varmt, og alle svedte så det løb af os. Svært at forestille sig, når der er januar, men der er altså sommer på de kanter. Varmt som i de områder, Jesus vandrede.

Det var tid at få lidt frokost.

I forhold til os, så er det naturligvis et fattigt område, men gæstfriheden er enorm. Så da vi kom ind i universitets madsal, stod der naturligvis en medarbejder klar med balje, sæbe og kander med lunkent vand, så vi kunne vakse hænder inden måltidet. En til trængt luksus, vil jeg sige og et symbol på gæstfrihed.

Det var samme gæstfrihed, som mødte gæsterne til brylluppet i Kana.

Bryllupper varede ofte syv dage, og folk kom dumpende gennem hele ugen og blev mødt med gæstfrihed.

Der stod seks vandkar af sten klar til gæsterne. Her var det meningen, at de inden der blev serveret, kunne vaske støvet fra rejsen af sig. Der var også de jødiske renselses -regler, som talte for at man vaskede hænder og fødder, når man gæstede et hus. Smart hygiejne er der dog også.

Festen var godt i gang. Noget tyder på, at det har den været i tre dage.

Jeg forestiller mig at snakken gik. Pludselig begynder der en hvisken i krogene. Folk bliver stille og ved instinktivt, at noget er galt. Det som man ikke kan sige højt, bliver hvisket. “De er løbet tør for vin!”

Det er ikke bare pinligt. Det er en skandale, som ikke må ske i en kultur, hvor gæstfriheden er i højsædet.

Jesu mor ved, hvor alvorligt dette er, så hun går til Jesus: “De har ikke mere vin!” Underforstået, så gør dog noget ved det søn.

Jesus protesterer: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endu ikke kommet.”

Som så mange andre mødre ignorerer Maria Jesu indvendiger.

Bare gør som han siger…siger hun til tjenerne, så er han jo ligesom nødt til at gøre noget.

Vi ved ikke om Jesus og disciplene har været nogen af de sidste gæster, men de seks store kar til vask er tomme. Jesus beder tjenerne fylde dem igen med vand.

Det gør de.

“Øs op og bær det hen til skafferen. Det gør de, og miraklet er sket. Det er ikke længere vand i kanden, men vin. Ovenikøbet så god vin, at brudgommen må belæres i gæstfrihed. Man sætter den gode vin frem først og så når gæsterne er ved at være mætte, den lidt ringere vin.

Det var ikke bare et par flasker vin. Det seks store kar fyldt til randen. Der var vin til mange dages fest.

Jesus lavede dette mirakel i det, som for Johannes bliver hans første tid, hvor han ligesom giver sig til kende. Det begyndt med dåben. Her er han til bryllup og på søndag skal vi høre hans programerklæring i synagogen.

Dette handler ikke om et bryllup, med pinlig mangel på vin. Perspektivet er langt større.

Johannes skriver i vers 1, at dette gjorde Jesus som begyndelsen på sine tegn. På den måde åbenbarede sin herlighed, som Johannes siger det.

I sammenligning med blinde, som ser, døve der hører, og lamme, der går, er det ikke noget vildt mirakel. Måske er det ovenikøbet sådan, at det er de færreste af gæsterne, der overhovedet opdagede, hvad der skete.

Han lavede vand til vin. Ja ja, fuldemandssnak. Vi ved det ikke. Men festen var god.

Men historien afsluttes med bemærkningen om, at disciplene troede ham.

På dansk er det en noget underspillet linje. De troede på ham. Den underliggende betydning er ikke bare at de troede han var for real, men at de troede, så de lagde deres liv i hans hænder efter dette.

I det ligger der en klar udfordring også til os, om ikke bare at tage troen på Jesus til os, som et appendix til livet, men tværtimod forstå at troen på ham er fundamentet i vores liv.

Dette her handler om langt mere end en god fest med masser af vin. Det handler om invitationen til at leve med troen på ham i dagligdagen, for ligesom disciplene, kan vi lægge vore liv i hans hænder.

Amen.

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,   v7  forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8  I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster-  der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13  I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14  Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15  Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

v34  Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg –  mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

podcast-large

 

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der  bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

v56  Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57  Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58  Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #4 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvad det var Jesus sagde, som gjorde ham både så upopulær hos jøderne den gang, og så populær i dag. Vi slår ned i Bjergprædikenens indledning og hører Jesus tale om at afholde sig fra gengældelse og om at elske sine fjender.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #3 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi har netop indledt en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvordan Jesus udvalgte og kaldte sine disciple. Jesus sagde: Følg mig! Og mennesker rejste sig fra deres arbejde og gik med. Hvorfor gjorde de det?

podcast-large

Hvad sagde han? #2 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi har netop indledt en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag fokuseres der på indledningen af Jesu såkaldte offentlige virksomhed. Det begynder ude i ørkenen, hvor Johannes samler sine efterfølgere og kommer til at døbe Jesus.

podcast-large

Hvad sagde han? #1 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker, eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi har netop indledt en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag fokuseres der på de gammel testamentelige profetiers rolle og besøget af vismændene fra Østerland.

podcast-large