Jer er …Opstandelsen og livet – Thomas Risager

Why do you cry? He has risen.
Why are you weeping? He’s not dead.

Sådan lyder teksten til den sang, som gospelkoret Emmaus indleder gudstjenesten med, og for mange af os er det ikke påske, før vi har hørt Emmaus synge netop den.

Påskemorgen er der fest i kirken. Jesus er opstået. Vi synger gospel og de smukke påskesalmer. Der er naturligvis også en påskeprædiken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 16. april 2017. Påskedag

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,1-19 & !. kor 15,21-22.

Det er påskedag.

Det kulminationen på alt, hvad der har med kristen tro at gøre.

Jesus blev plaget, blev korsfæstet, han døde, Jesus blev begravet, men i dag på tredjedagen fejrer vi, at han opstod fra de døde.

Den døde blev levende! Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi hører i følge Johannesevangeliet, hvordan Maria Magdalene er kommet ud til graven, hvordan hun ser at stenen er væltet fra. Hun løber tilbage til Peter og den anden discipel, ham Jesus elskede. Formentlig er her tale om Johannes. Maria bliver den første overhovedet, som får lov at fortælle, at graven er tom.

De to løber ud til graven. Det går stærkt, de venter ikke på hinanden.
Det her vil de se med egne øjne, for det er alligevel for fantastisk tl at man rigtigt kan tro det. Selvom de adskillige gange har hørt Jesus fortælle om den skæbne der ventede ham, er det svært for dem at rumme det.

2 a f 5

På trods af, at de kendte profeten Esajas ́ord om Herrens lidende tjener1, så var det svært for dem at tro på det de hørte Maria Magdelene fortælle dem.

Peter er kommet frem til graven, han går ind, og ser linnedklæderne, som den døde Jesus var svøbt i, ligge i graven, mens klædet, som var lagt over Jesu ansigt, ligge for sig selv.

Den anden discipel, ham Jesus elskdede, gik også ind i graven. Johannes skriver, i øvrigt meget usædvanligt for Johannes, meget kort, at disciplen så og troede.2

Han så og troede! Han så den tomme grav og troede!

Maria er kommet tilbage til graven. Hun står udenfor og græder, hvilket ikke er mærkeligt, hun er midt i sit livs krise.

Midt i hendes dybeste mørke dukker englene i hvide klæder op. Vi husker at engle er sendebude fra Gud, og de spørger, som Emmaus sang ved gudstjenestens begyndelse: “Hvorfor græder du?”3

Bag hende står Jesus, og spørger, hvorfor græder du? Maria Magdalene roder sig ud i en lang forklaring, men Jesus afbryder hende ved at sige hendes navn: Maria! Da forstod hun, at hun have set Jesus. Da troede hun!

1 Es 53
2 Joh 20,8 3 Joh 20,13

3 a f 5

Johannes skriver levende, så vi skal forstå, at Jesus er opstået fra de døde. Det forstår vi og det tror vi, og alligevel siger vi nogen gange tjae…

Det er der ikke noget nyt i, og der er i og for sig heller ikke noget galt i, at forholde sig en anelse skeptisk. Det er en gammel sandhed at tro og tvivl følges ad.

Allerede i kirkens første tid, har Paulus behov for at italesætte dette. I første Korintherbrev, som er skrevet små tyve år efter Jesus død og opstandelse, kan vi læse at Paulus formaner sin menighed til at holde fast ved troen på opstandelsen.

For som han siger: “v12 Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? v13 Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14 men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”4

Vores tro er ikke tom! Det er muligt at vi ind imellem tvivler, men tom, Nej, det er vores tro ikke. Vi står på 2000 års historie om Jesus, som døde og opstod for vores skyld.

Vi synger salmerne, lytter til gospelmusikken, som igen og igen, bekræfter den tro vi trods alt er samlet om i kirken i dag.

4 1. Kor 15,12-14

4 a f 5

Vi lytter til en prædiken, som slår fast at kirken bygger på den tomme gravs fundament.

Jesus opstod fra de døde.

Den døde blev levende!

Kærlighedens triumf er indlysende.

Vi tvivler og tror, vi håber, men vi handler også, som om vi tror at Jesus opstod fra de døde.

I dag har vi gjort som de allerførste kristne gjorde. Vi har fulgt traditionen med, at påskemorgen døber vi.

I dag er det ikke bare Linette og Anders, der har båret et barn til dåben i troen på at Kristi opstandelse fra de døde ikke er tant og fjas, men liv og kærlighed.

Som vi forstår dåben her i kirken, har vi alle sammen været med til det. Vi er ikke bare passive vidner, vi er aktive forberede, for Bodil, for storebror Frederik Elias, for Linette og Anders, ja, for alle andre som er kommet her til kirken med deres barn og betroet os det ansvar at døbe barnet og bede for familien.

Det ansvar tager vi på os, og vi gør det med stor glæde, for dåben viser os med al tydelighed, at tro ikke kun er ord, men sandelig også handling.

Det er at tage del i håbet om at opstandelsens kraft, må være og blive virkelighed levendegjort i Bodils liv, i vores allesammens liv.

5 a f 5

Det er det, vi håber og tror, derfor er glæden også håndgribelig på en påskemorgen som denne.

Der er ingen grund til at græde, ja, det skulle da lige være af glæde, for Jesus opstod fra de døde, og det handler om dig!

Amen.
Bøn & Lys…..

Fastelavnssøndag -Thomas Risager

Bibelteksten til fastelavnssøndag er virkelig mærkelig. Læs evt. selv Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 1-9. (Side 879)

Jesus er på et bjerg sammen med tre disciple og han forvandles for øjenene af dem. Gud taler til disciplene fra skyen og det skræmmer nærmest livet af dem. Hvad kan vi i 2017 lære af dette?

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 26. februar  2017

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 24,12-18 & Salme 99 & 2. Pet 1,16-29 & Matt 16,1-9

Det er hen mod slutningen af disciplenes tid sammen med Jesus. De har kendt han i flere år nu, og kigger vi lidt frem i Matthæusevangeliets historie, så er det klart at påsken og indtoget i Jerusalem ligger lige rundt om hjørnet.

Det er altså nogle erfarne herrer, som er sammen med Jesus på bjerget.

Peter, Jakob og Johannes er de mest toneangivende af de tolv. Det er dem, der råber højest og flere gange er de i konflikt om, hvem der er den vigtigeste. Med andre ord, de er rigtigte mænd.

Det er Peter, som kommer til at lede den kristne bevægelse i de første mange år efter Jesu død og opstandelse.

Nu er de på bjerget sammen med Jesus.

I bibelens verden, så er bjerget altid et sted, hvor væggen til himlen er tynd.

Det er på bjerget at Moses er sammen med Gud i 40 dage og nætter, hvor Gud overleverer ham de ti bud.

Det er på en top, at Abraham er på nippet til at ofre Isak.

På bjerget sker der noget helt særligt.

Da Moses var på bjerget, blev det indhyllet i en sky, så man ikke kunne se. Folket, som var nede, så intet af det, som skete på bjerget. Jeg er ikke sikker på, at Moses kunne se alt, men han hørte Gud og kom derfra med de ti bud på to stentavler.

Der sker noget helt særligt på bjerget.

Det gør der også denne dag, hvor Jesus er der sammen med tre disciple.

Ligesom Moses tilsyneladende blev helt oplyst af Gud, i en sådan grad at hans ansigt lyste, da han kom ned fra bjerget. Så blev Jesus også helt oplyst.

Hans klæder blev hvide som sollyset. Det har uden tvivl været et interessant syn. Selv for disciplene, som havde oplevet lidt af hvert sammen med Jesus.

Disciplene ser også Moses og Elias komme frem i lyset. Moses er den, der førte israelitterne ud af fangeskabet hos egypterne. Det var ham, der ledte dem ind i det forjættede land. Det var ham med de ti bud. Nu står han her sammen med Jesus.

Vi der læser historien, skal helt klart fornemme, at Jesus er den del af en større sammenhæng. Han står ikke alene.

Elias har også sin historie, som bliver væsentlig. Elias var ham, som får bålet til at flamme op selvom det er overhældt med vand, ved styrkeprøven på karmels Bjerg. Han er en gudsmand, som israelitterne faktisk forventede kom igen før Kristi genkomst.

Nu står han her på bjerget samme med Jesus.

Vi skal se den store sammenhæng.

Det gør Peter ikke. Han synes bare det er fedt. Skal jeg ikke lige bygge tre hytter.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han siger det. Måske er det et ønske om, at fastholde det dejlige, han ser foran sig. Men umiddelbart virker det lidt tåbeligt.

Så overskygger en lysende sky dem, og en stemme lyder. Faktisk med de samme ord, som ved Jesu dåb.

“Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

Nu sker der for alvor noget. Her hvor de ikke kan se, men høre Guds stemme, bliver de voksne mænd bange.

De får lyst til at stikke af, men er helt lammede, så de kaster sig ned på jorden, lukker øjnene og holder sig for ørene.

Der er totalt panik. Det som for et øjeblik siden var fedt, er nu slet ikke sjovt. Det er lammende og skræmmende.

Men læg mærke til, hvad der sker, der hvor de er skrækslagne.

Der hvor de har mest af alt lyst til at være usynlige.

Lige der kommer jesus hen til dem. Rører ved dem og siger: “Rejs jer, og frygt ikke!”

Det kan godt være, at dette er en mærkelig historie. Men hvis ikke den siger os andet, så kan den i hvert fald sige mig, at der hvor jeg ikke magter livet. Der hvor jeg er lammet af forventningspres, følelsen af ikke at slå til. Der hvor jeg ikke kan overskue noget som helst og gemmer mig under dynen og trøster mig med Netflix, da vender Jesus ikke ryggen til.

Der hvor vi ikke forstår, hvad Jesus har gang i, da kommer han hen til os, og rejser os op og siger til os: “Frygt ikke!”

Da disciplene løfter blikket ser de Jesus alene.

Vær ikke bange, se på Jesus og gå ud i livet.

Amen

 

Klar til at blive klar/Hvad er det vi ser? – Thomas Risager

Oppe på bjerget kan alt ske i det bibeleske univers. I dagens tale tager vi med Peter, Jakob og Johannes op på et bjerg, hvor de går op for at bede sammen  med Jesus, men der sker underlige ting og sager for øjenene af dem.

Du kan høre mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 9,28-36. Forklarelsen på bjerget.

Vi kan godt lide at tage på storbyferie. Når vi en gang i mellem gør det, så kan jeg stensikkert regne med, at børnene og jeg af vores rejseguide (Mette) slæbes op i det højeste tårn, eller op på det lokale udsigtspunkt.

Vi skal op hvor vi kan danne os et overblik.

Det at komme på og få overblik er bare så godt.

Ikke kun på ferien, men også når man oplever, at man står i problemer til halsen, så er det godt at komme op og få lidt fugleperspektiv.

I bibelens univers sker der mange ting på bjergenes top.

Det ligger ligesom i luften, at bjerget er et sted, hvor man kan møde Gud. Det finder vi flere beretninger, som kan bekræfte. Blandt andet er det på Sinajs Bjerg, at Moses er sammen med Gud. Her taler Gud til ham og giver ham loven, som jøderne hylder. Her får Moses de 10 bud. På bjerget kan man møde Gud.

Der, hvor vi i dagens læsning fra Lukasevangeliet møder Jesus, er netop på toppen af et bjerg.

Her er Jesus gået op sammen med de tre disciple, Jakob, hans bror Johannes og Peter. På bjerget var de alene.

Det var ret almindeligt at Jesus trak et par af disciplene til side, for at drøfte et eller andet med dem. De har på det her tidspunkt i historien bevæget sig rundt i landet i 3 måske fire år, så disciplene har set Jesus helbrede de syge, oplevet ham omgås toldere og syndere, som alle de rettroende jøder foragtede. De har oplevet ham i passionerede diskussioner med de selvretfærdige skriftlærde og farisæerne.

De har også hørt Jesus tale om at de nu er på vej mod Jerusalem, hvor han kommer til at give sit liv, for at de skal leve. For at mennesker skal se, at Gud handler gennem Jesus og at kærligheden ikke kender grænser.

Et eller andet sted, kan man måske godt forstå, hvis det ikke rigtigt siver ind hos de her disciple, som må mange måder nyder at være at være sammen med Jesus.

Vi kender det egentlig godt. Hvis der er noget ubehageligt i vente, så er faktisk helt utroligt, så gode vi kan være til at ignorere det og lade som om det ikke sker for os.

Her på bjerget, kommer disciplene ud for en øjenåbner, som gør at de virkelig får alle chancer for at forstå. Og så måske alligevel ikke.

Pludselig står et skær af lys omkring Jesus. Lukas siger ligefrem, at Jesus blev forvandlet for øjenene af dem. Hans tøj bliver skinnende hvidt.

Som om det ikke var nok, så dukker de gamle kendte skikkelser Moses, som førte jøderne ud af af fangeskabet i Egypten og profeten Elias op og var der sammen med Jesus.

Jesus ansigt lyste som solen. Og de talte sammen med Jesus om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem. Med andre ord, de talte om, hvordan han skulle give sit liv, for at vi skal leve.

Disciplene blev overvældet af søvn midt i det hele. Da de vågner igen, ser de stadig den lysende Jesus sammen med de to mænd.

Prøv lige en gang at sætte dig selv i den situation. Hvad i alverden skal man mene og tænke om det?

Der sker noget helt vildt for øjnene af de her disciple.

Hvis jeg skal tænke over, hvad jeg ville gøre, så havde jeg nok hevet min telefon op af lommen og givet mig til at tage billeder.

Jeg tror, jeg ville fornemme, at det her er stort, også selvom jeg ikke forstår det.

Sådan er det ofte med tro, at man godt kan vide, at det er stort og fedt, mens man samtidigt må erkende, at man ikke kan forstå det.

Jeg ville tage billeder. Når vi tager billeder, så er det tit for at kunne fastholde det fede vi oplever, så vi kan sidde og se tilbage og glæde os igen.

I lyset af det, er det måske slet ikke dumt, som det lyder, da Peter siger: “Lad os bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og én til Eilas.”

Det er Peters måde at fastholde dette herlige øjeblik, men det kan man ikke med Guds tilstedeværelse. Den er flygtig….

Lukas siger også lidt sarkastisk: “Men han vidste ikke, hvad det var han sagde!”

Straks som Peter synes, at han ser det hele klart, indhylles hele bjerget i en tæt sky. Og nu blev de bange, men der lød en stemme fra himlen. En stemme som de kendte, og som de havde hørt før, da Jesus blev døbt.

Det er min udvalgte søn, hør ham!”

Så var der kun Jesus at se, og disciplene holdt mund med,hvad de havde set.

Det her er altså en underlig historie, men den siger os måske noget om, at når det kommer til tro, så kan man opleve, sanse og erfare Gud på måder, som man aldrig havde forestillet sig.

Det gælder gospelsangeren, som egentlig ikke synger gospel, fordi det har noget med Gud at gøre, som pludselig oplever gåsehud på hele kroppen og midt i musikkens intensitet oplever den her totale fred, som flere beskriver.

Det kan være fornemmelsen af at Gud elsker mig, og det er dejligt. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror det.

Jeg tror, Gud er, hvor vi er. Og hvis jeg skal lære noget af denne indviklede historie, så tror jeg det må være, at være tilstede, sanse og opleve og så lade lysten til at fastholde og forklare være ligegyldig.

Guds kærlighed gælder dig, uanset om vi forstår det eller ej.

Der er ingen grund til at bygge det væk.

Amen.

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #4 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvad det var Jesus sagde, som gjorde ham både så upopulær hos jøderne den gang, og så populær i dag. Vi slår ned i Bjergprædikenens indledning og hører Jesus tale om at afholde sig fra gengældelse og om at elske sine fjender.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #3 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi har netop indledt en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvordan Jesus udvalgte og kaldte sine disciple. Jesus sagde: Følg mig! Og mennesker rejste sig fra deres arbejde og gik med. Hvorfor gjorde de det?

podcast-large

Læg arm med bibelen 1

I kirken er Bibelen en helt central bog. Det er ud fra historierne i denne, at hele kirkens liv har sit udspring. I kirken opfordrer vi alle til at læse i deres bibel, for der er så meget rigdom i Bibelen og den indeholder alt, hvad der skal til for at holde vores tro levende.

Men ofte, når vi læser i Bibelen, så kan vi blive forfærdede over den grusomhed, som vi finder i dele af Det Gamle Testamente, og vi kan forvirres af sammenhængen med den kærlighed, som vi hører Jesus tale om og udleve. Hvordan i alverden hænger dette sammen?

Gennem de næste fem uger er temaet for gudstjenesterne “Læg arm med Bibelen.” Her vil jeg forsøge at fortælle mere om, hvordan bibelen egentlig blev til og vi vil diskutere nogle af de spørgsmål, som generer helt almindelige mennesker.

podcast-large