Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

Stjernen er hele verdens håb

Når man ser stjernehimlen fra den sydlige halvkugle, ser den pludselig helt anderledes ud. Så opdager man virkelig nye ting.

Langt væk fra Betlehem, var der mænd, som oplevede nyt. De så en ny stjerne og vidste, at det måtte de undersøge, for de vidste at noget helt særligt var på færde. Det havde de ret i.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Der vil altid være lidt forskel på det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 7. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12. Stjernen er håbets lys.

Det er ikke så tit, når man bor inde i en storby, at man virkelig ser og oplever en stjerneklar himmel. Her inde er der alt for meget lys til, at man virkelig kan se stjernerne og mælkevejen. De færreste af os vil opdage, hvis noget er forandret. Jo, hvis Nordstjernen eller en af stjernerne i Karlsvognen var væk, så vi det sikkert.

For et par år siden var jeg heldig at få lov at besøge Zimbabwe, en af nætterne dér blev tilbragt langt ude på landet helt tæt på grænsen til Mozambique. En lille by, som hedder Mutare. Gadebeslysning, var ikke noget man gjorde et stort nummer ud af, så den stjerneklare himmel var tydelig. Zimbabwe ligger lige nord for Sydafrika, så stjernehimmelen så helt anderledes ud – det gør den jo fra den sydlige halvkugle.

Jeg husker stadig forundringen over, at opleve en stjernehimmel, som noget helt nyt.

Det var også den forundring, der drev de tre vise mænd. Til forskel fra mig, så vidste de, hvad de så. De kunne se, at noget nyt var sket på himlen.

Sandsynligvis har vismændene været astronomer, nogle mener astrologer. Men de har haft et indgående kendskab til den for dem fremmede kultur, jødedommens skrifter og traditioner, der vidner om, at de virkelig har sat sig ind i tingene.

2 a f 4

De tre rejsende kom fra Østen et sted.
Der er noteret gamle observationer om stjernerne fra den tid, som taler for, at de har været undervejs siden september, for da var der en konjunktion af Jupiter og Saturn i Fiskens stjernbillede, som ville kunne ses i lande langt borte, men som også var en af de jødiske forudsigelser, der skulle optræde, når den Messias, de ventede på, var født.

Vismændende var ikke jøder af tro, men alligevel rejste de af sted mod det, som de ikke vidste hvad var.

Vi ved, de var omkring Paladset og mødtes med Herodes. Det naturlige sted for en nyfødt konge er da paladset. Men der var Jesus som bekendt ikke.

De lod sig lede af stjernen og fandt Jesus i Betlehem.

Læg mærke til, at selvom de var fremmede for den jødiske tro, og egentlig er videnskabsmænd, så sker der noget helt særligt.

Videnskabsmænd observerer, de blander sig aldrig, men ser på.

Da vismændene kom til Jesus faldt de på knæ og tilbad barnet. Det som for dem, der var fremmede for den jødiske tro var, da de så barnet, så fantastisk, at de faldt på knæ og tilbad ham.

De vidste instinktivt, at dette barn var mere, end man umiddelbart kunne se.

3 a f 4

Derfor var de gaver, som de havde med heller ikke tilfældige. Det var nøje planlagt.

Profeten Esajas taler om at fra ”…Midjan og Efa; fra Saba kommer de alle sammen, og de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”1

Guld, røgelse og myrra var meget fine gaver, som blev udvekslet mellem kongelige. Gaverne til Jesus havde også symbolsk betydning:
Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den konge, Messias, som jøderne ventede på.

Røgelse blev brugt i ritualer som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud. Den var tegn på, at Jesus var Guds søn.
Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Den symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.

Vismændene havde set storheden og de forstået deres egen rolle i den forbindelse.

De kendte til profetierne fra Esajas, og de vidste at de måtte rejse for at se barnet, for at bringe det gaver, men også for at den profeti, som var kendt af jøderne, skulle gå i opfyldelse, så mennesker kunne se det og mennesker kunne tro det, nemlig at der var en stor glæde, som skulle være for hele folket, nu var der født en frelser i Davids by!2

1 Esajas 60,6B

2 Mika 5,1-3

4 a f 4

Vismændene var kloge på andet og mere end blot astronomi og de gamle profetier. De forstod også at lytte til Gud, der i en drøm advarede dem mod at vende tilbage til Herodes med beretningen om jødernes nye konge i Betlehem. Så de rejste hjem ad en anden vej.

Vismændene så en stjerne på himlen. De havde hørt at der var et håb om frelse knyttet til denne stjerne, men det var jo ikke noget de troede.

De tog den modige beslutning, at undersøge dette nærmere, og da de fulgte stjernen kom de til Jesus og da forlod de, at han var ikke blot deres, men hele verdens håb.

Hele verdens håb, fordi man kulturelt og trosmæssigt ikke kunne være længere væk end de tre vise mænd var. Men de fulgte stjerne og så hvad der gemte sig under den.

Det håb er for alle – det håb er for dig!

 

Amen

 

 

2018 – Nytårstale

Så runder vi et hjørne i tiden igen. Kalenderen siger 2018, og årets første gudstjeneste er afviklet. Her kan du lytte til, eller læse, lidt tanker som har med tærsklen til et helt nyt og ubrugt år, at gøre.

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken Nytårsdag d. 1. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25, 31-46.

Så blev det 2018.

Jeg tror, det var Mette som et eller andet sted, skrev at nu skal vi til at vænne os til at skrive 2018 i øverste højre hjørne af alle dokumenterne, og at det normalt plejer at tage sådan cirka seks måneder at få 2018 til at sidde i fingrene fremfor 2017.

Nu er 2018 her, og det ligger foran os, lige til at tage fat i. Mange af os har ret detaljerede planer for hvordan 2018 skal buges, og er allerede lidt svimle ved tanken om alt, det som allerede er stoppet i kalenderen, mens andre måske tænker, hvad skal jeg dog få de 364 dage der tilbage til at gå med.

Mange af os, tænker at 2018 skal være anderledes end 2017 på et væld af områder. Klassiskerne blandt nytårsforsættene er at man vil tabe sig, dyrke mere motion, spise bedre, komme mere i kirke….

Virkeligheden omkring nytårsforsæt er, at de fleste af dem går over allerede henne ved vinterferien. Det kan jeg personligt bekræfte, at de gør.

Når jeg løfter blikket fra min egen tilværelse, så er 2017 det første år med Donald Trump som præsident. I min optik, har amerikanernes valg ikke gjort verden til det mere trygt sted. En af de ting, som lider under det, er vores indsats for at redde vores klima. Det bidrager USA ikke længere til.

2 a f 4

Udråbelsen af Jerusalem som Israels hovedstad var, som jeg ser det, alt andet end klogt. Der er så mange modstridende og langvarige konfliktfyldte interesser, som helt ignoreres, på spil her.

Jeg er også nødt til at sige, at det ikke er gået så galt, som jeg frygtede. Jeg er lige ved at sige, at det kunne være meget værre.

De som frygtede at det yderste højre vandt valg i Europa drog et lettelsen suk, efter Macrons valgsejr i Frankrig. Jeg ved godt, at man kan være både enig og uenig i disse politiske observationer, men der hvor jeg vil hen er, at det der så ud som en klar tendens, nemlig ekstrem højredrejning i Europa, ikke blev så entydigt. Billedet er – heldigvis, synes jeg – mere nuanceret end det.

Sidste år troede mange, at briternes Brexit var enden på EU, som vi kender det. Men også her ser det ud at livet går videre.

Jesu ord om ikke at bekymre sig, springer i øjnene på mig. Det kan godt være, at det nogen gange ser sort ud, men det går sjældent så galt som vi frygter.

På et tidspunkt i Israels historie, hvor det jødiske folks ledere faktisk er fanget i eksil i Babylon, skriver profeten Jeremias til dem: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”1

1 Jer 29,11

3 a f 4

Da folket levede gennem den periode, er jeg sikker på, at det ikke var morsomt. Men det var i eksilet, hvor man ikke kunne komme i nærheden af templet for at ofre, at hele kulturen omkring gudstjenester i synagoger opstod.

Det har med os at gøre i dag, fordi den måde at holde gudstjenester på, og hele teologien bag det, langt hen ad vejen er det, som vi lever med i dag.

Det er altså en vigtig pointe omkring tro på Guds kærlighed, at det som ligner noget rod, kan blive noget frugtbart. Der er mere på spil, end vi kan se. Ved indgangen til et nyt år, tror jeg, at det er vigtigt at huske på. Der er mere på spil, end vi kan se.

Det at noget sort, kan bliver til noget godt, kan hænge sammen med, hvad vi er i stand til at gøre. Her tænker jeg på de udfordringer, som vi kan læse ind i teksterne om verdensdomen.

Jesus udfordrer os jo til ikke kun at være hellige af sind og hjerte, men sandelig også til at være hellige i gerning.

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2

Jeg synes, det er en klar udfordring til 2018….

En udfordring til at involvere sig i hinandens liv. Ikke på den der forfærdelige “hellige” snagende måde, men turde være der, når vi fornemmer, at folk omkring os har brug for en hånd.
At vi ikke tænker, de spørger nok, hvis vi kan gøre noget.

2 Matt 25,40B

4 a f 4
Men at vi tør spørge!

For mig bliver det en af udfordringerne – eller nytårsforsættene – i 2018.

For det er lige der, hvor vi med vores liv, kan være med til at fordrive mørket fra et andet menneskes liv. Det er lige der, hvor det, der ser forfærdeligt ud, faktisk viser sig, at være knap så forfærdeligt.

Det betyder noget. Og det betyder mere end at have været i kirke 30 gange i løbet af året – men det er du naturligvis også meget meget velkommen til.

Godt nytår!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker…

Ny begyndelse – Juleaften 2017.

Selvom julehistorien hvert år er den samme, så er julen en ny begyndelse på noget helt nyt. En ny begyndelse, som vi ALLE kan være med i.

Glædelig jul til dig!

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at der altid er lidt afvigelser mellem det ord, der er skrevet i forberedelsen og den tale, som faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF

1 a f 6

Prædiken søndag d. 24. december 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 2,1-20.
Ny begyndelse

Al begyndelse er svær.
En god begyndelse er halvt fuldendt. Det lærte jeg i min barndom.

Der siges mange ting om begyndelser, og de fylder en del i vores liv.

Hvem af os har ikke prøver at sidde og skrive et eller andet, og lige pludselig opdager vi sidder og sletter alt det vi har skrevet, for det er blevet helt skævt. Vi må starte forfra. Udgangspunktet er bare ikke rigtigt.

Jeg tror f.eks. at mange af landets præster har været i den situation de sidste dage. Jeg har i hvert fald.

Jeg tror vi alle sammen har tænkt om alt muligt i livet, kunne vi da bare starte forfra – få en begyndelse.

Prøv en gang at tænke på mange af de seneste valgkampagner, som politikerne har sat i gang. Ganske ofte er det sådan, at ordene en ny begyndelse er den del af løfterne. Eller hvem af os har ikke oplevet en ny chef, som siger, at vi begynder forfra.

Politikere og ledere vil gerne se en ny begyndelse.

Vi kender næsten resultatet på forhånd. Det bliver jo som det plejer. Vi har hørt det før.

2 a f 6

Med begyndelser er det sådan, at vi ikke kan se om de forandrer noget i begyndelsen. Det kan vi først rigtigt bedømme, når vi ser tilbage – Når der er gået nogen tid.

Vi kan ikke se det selv, og sket ikke, når vi er midt i livets mange mange ting, vi skal have gjort og klaret. Rigtigt mange af os, synes egentlig, at der hele tiden er rigeligt at forholde os til.

Vi kan ønske os en ny begyndelse, Men nogen gange har vi så meget fart på, at vi ikke får kigget op og oplevet, hvad der faktisk sker omkring os.

Juleevangeliet – historien om Gud, der bliver menneske – er historien om en ny begyndelse.

Al ny begyndelse næres af nye ideer og ny energi. Da Gud for alvor begiver sig ind i vores verden er det det, der er på spil. Det er det, der ligger bag den fine historie om Josef og Maria, at Gud kommer til os med ny energi og nye ideer om kærlighed, for at leve med os.

Det er virkelig en ny begyndelse, fordi det er så anderledes.

Der var en kollektiv bevidsthed, som sagde, at livet som vi kender det, ikke kan blive ved sådan her. Noget nyt må ske!

Konkret betød det, at folket længtes efter en ny konge, for det var der man har vant til at nye begyndelser komm fra. Men Jesus fødes ikke på slottet, hvor hele eliten holdt til.

3 a f 6

Ingen steder er der plads til den lille familie, så de må tage til takke med den ly, de kan finde i en stald.

Det er som om vi slet ikke var gearet til, at Jesus skulle fødes ind i vor verden. Det er egentlig underligt, for Jesus kommer til ind i en kultur, hvor man virkelig kendte de gamle skrifter med Guds historier. Man længtes efter at noget skulle ske.

For længe siden, havde profeten Esajas f.eks.: “ v1 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

….
v5 For et barn er født os,

en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.”1

Det her er før vi alle havde alle mulige medier at kigge på hele tiden. Det betyder at disse gamle historier var noget, som folk, også de helt almindelige mennesker, kendte og huskede. Det var med andre ord levende historie.

Alligevel er tanken om, at Gud skal være et stort lys for alle i mørket, at han skal fødes som et barn, så anderledes, at selv ikke alle præsterne, de skriftkloge og farisæerne, kunne begribe hvad Gud havde gang i for vores skyld.

1 Esajas 9,1&5

4 a f 6

De troede stadig at lovene, regler og alle deres “Du må ikke, og du skal – formuleringer var vejen frem.

At Gud kunne komme med kærlighed og lys, og være der direkte for mennesker, én man faktisk som almindeligt menneske kan have en relation til, havde de helt enkelt ikke fantasi til at forestille sig.

Der var andre mennesker på banen julenat. Mennesker, som var langt fra eliten. Mennesker, som bestemt ikke kom, hverken i templet eller synagogen.
Mennesker, som havde et blakket ry og absolut ingen anseelse i samfundet. Faktisk blev de betraget som en slags undermennesker, der var utroværdige. En hyrde, for det dem, jeg kommer til, kunne ikke vidne i en retssag. Troværdigheden var taget fra ham.

Hyrderne var i mørket omkring Betlehem, hvor de passede på dyrene. Pludselig sker der noget meget mærkeligt.
Pludselig var der lys i mørket. Engelene stod foran dem.

“Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Prøv lige at tænke tanken, at skulle fortælle den historie og samtidigt i andres øjne være hamrende utroværdig! Gud gør virkelig tingene anderledes end nogen som helst kunne have fantasi til at forestille sig.

Det er en af grundene til, at julenat virkelig er en ny begyndelse. Det er ikke set før, og det har forandret verden. Vores opfattelse af Gud har flyttet sig fra at være en man frygter, til at Gud er én, der elsker os alle – betingelsesløst.

5 a f 6

Den kærlighed smitter på en sådan måde, at vi ikke kan lade være med at elske mennesker. Det er fra Gud kraften til at elske kommer.
Det er vigtigt at lægge mærke til ordlyden i det englene siger til hyrderne: “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!”2

Når Guds kærlighed fødes ind i vores verden med Jesus, er det ikke forbeholdt en elite, nogle specielt troende. Hyrderne er de første der fanger det, og mere end noget andet, er de billedet på, at dette er for alle mennesker uden undtagelse – selv for dig!

Når noget fantastisk sker, skal det fejres med musik. Det elsker vi her i kirken.

v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”3

Hyrderne løber ind til Betlehem, hvor de finder familien i stalden.
Maria så op og lyttede til hyrdernes fortælling om barnets betydning. Lukasevangliet siger, at hun gemte ordene i sit hjerte.

Lad mig lige til slut vende tilbage til hyrderne. De var ikke bundet af nogen forestilling om at forholdet mellem Gud og menesker skulle have én bestemt form.

Da englen stod foran dem, kiggede de op og lyttede. Det forvandlede deres liv. De fik en ny begyndelse.

2 Luk 2,10
3 Luk 2, 10b-14

6 a f 6

Når vi år efter år, holder jul og deler den samme historie i kirken, er det en anerkendelse af, at noget nyt tog fart den første julenat.
Det var en ny begyndelse.

Men det er ny begyndelse, som du og jeg stadig kan tage del af, for den er båret af Guds kærlighed, og når man ser op og lytter, så kan det forandre ens liv.

Så kan der være en ny begyndelse. Glædelig jul!
Amen

 

Black Sunday / Verdensdommen – Thomas Risager

I fredags det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved, er, at i dag er sidste søndag i kirkeåret.

Vi fokuserer på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu, hvis det faktisk er noget, man kan glæde sig til?

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Der er altid lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 26. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,31-41.

Fredag var det Black Friday. Det er der vist ikke nogen, som ikke har fanget. Hvad knap så mange ved er, at det i dag er sidste søndag i kirkeåret.

I dag fokuserer vi på de sidste tider, hvor Jesus kommer igen som konge og holder dom over verden. Nogle skal til den ene side, og nogle til den anden. Umiddelbart lyder dette særdeles ubehageligt, men hvad nu, hvis det er en god ting? Hvad nu hvis det faktisk er noget man kan glæde sig til?

Men føst, så lad os tænke tilbage i tiden.

Jeg vil have dig helt tilbage til din folkeskoletid og tiden lige inden eksamen i niende klasse.

Tanken om at skulle ind til bordet med det grønne klæde og trække spørgsmål, forebrede sig, være til eksamen, og endelig blive bedømt og få sin karakter. Det er er ikke nødvendigvis gode minder.

For det er trods alt de færreste af os, som synes at det er fedt, at blive stillet til regnskab for de bøger, vi aldrig lige fik læst. Det er heller ikke fedt, at skulle til eksamen i fag, hvor vi ved, at her har vi huller i vores viden.

Men omvendt, så er det jo knapt så belastende at skulle til eksamen i ynglingsfaget. Der, hvor man har styr på alt. Faget, hvor man har læst ekstra bøger, og føler sig rigtigt

2 a f 4

godt rustet. Der kan det ligefrem blive en fest, at skulle ind og blive bedømt.

Selvom de fleste af os tænker ikke særligt positivt om eksamen og bedømelse, så kan vi vel næsten blive enige om, at det er rimeligt nok, med en eller anden form for undersøgelse af, om man har styr på det.

Det er f.eks. rimeligt nok, at man skal til køreprøve inden man slippes løs i trafikken i en bil.

Verdensdommen er en slags eksamen. Og sandheden om verdensdommen og sandheden om eksamen er, at der jo er et liv bagefter. Livet går videre, selvom man kan tænke, at det gør det ikke.

Når Jesus kommer igen og holder dom, er det en god ting. Her sidste søndag inden advent begynder, minder vi hinanden om at advent på én gang er glæden over at Jesus kom til jord, og dermed er advent optakt til jul.

Advent er også knyttet til håbet om, at Jesus faktisk ikke er færdig med os. Vi tror og håber at han kommer igen, og vi får lov at se kærligheden for alvor få magt i verden.

Det er en god ting, for så betyder det enden på alle de problemer, som vi tilsyneladende ikke er i stand til at løse.

Slut med os og dem, flygtningestrømmen får en ende, sult ophører, freden indfinder sig, våbenene bliver tavse, undertrykkere sætter fri, menneskelige relationer går ikke i stykker, de fattige får det de har brug for, voldtægt og sexuelt misbrug er en saga blot, lyset vinder endeligt over

3 a f 4

mørket. Verden bliver et paradis, som det var tænkt til at blive fra begyndelsen.

Og ja, som Matthæusevangeliet fremstiller det her i kapitel 25, så skal der være en udvælgelse. Jeg er ikke sikker på, at det er udvælgelse der går på, om man har læst og forstået bibelen rigtigt, om man synger med på slamerne, eller synger gospel, om man kommer i Metodistkirken eller folkekirken, om …

Dette er ikke en test.

Det er retfærdighed på Guds måde.

Når vi tænker på verdensdommen, er det væsentlig at huske på, at Jesus er verdens frelser. At det var ham, som gav sig selv på et kors. At han døde og opstod igen for en gang for alle at gøre op med denne verdens synd. Synd er som bekendt det, der skiller mennesker fra Gud, men det er der gjort op med. Jesus har taget en for holdet.

Gud tvinger ikke nogen, som ikke ønsker det, til at være sammen med ham i kærlighedens rige, derfor er der to veje at gå.

Jesus siger: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for Jer, siden verden blev grundlagt.”1

Han fortsætter, for I gav mig noget at spise, I tog i mod mig, I klædte mig. Måske har vi ikke lige stået ansigt til

1 Matt 25,35

4 a f 4

ansigt med Jesus. Men det vi har gjort med et andet menneske, har vi gjort mod ham.

Jesus taler om almindelig næstekærlighed, ikke om “Mother Theresa agtig” adfærd, men om almindelig medmenneskelig adfærd, hvor vi alle sammen kan være med.

Det er Guds ønske og drøm for os, at vi må være med.

Jeg glæder mig til at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg har selvfølgelig sommerfugle i maven, som var det en eksamen, men det er det jo ikke.

Det er Guds kærlighed i fuldt flor. Det er lyset, som vinder over mørket.

Black sunday bliver til happy monday and blessed eternity.

Amen.

Chosen (gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus) – Thomas Risager

Vi lever i en x-factor-kultur, hvor vi langsomt har vænnet os til, at nogle bliver udvalgt – og at andre som den naturlige følge heraf bliver fravalgt. Det er fedt at føle sig særligt udvalgt. Men følelsen af at blive fravalgt, måske endda gang på gang, kan gnave i vores sjæl og æde vores følelse af værd.

Gospelkoret Emmaus og præst Thomas Risager fortæller historien om at være særligt udvalgt af Gud. Ikke på grund af noget du kan eller gør, men ganske enkelt fordi, du er DIG. DU er et værdigt menneske. Også selvom du måske ikke altid selv kan mærke det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det som er planlagt i forberedelsen, og det som faktisk siges under talen i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 19. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Chosen – Særligt udvalgt. Gospelgudstjeneste med Emmaus. Tekster: 1. Mos 1,1-3+26-30.
Gimmick: Pas med spejl, som billede

Alle os, der ikke er superstjerner med en bold, kan tænke tilbage på skoletiden. Det var en førstevælger og en andenvælger, og så blev klassekammeraterne ellers udvalgt én for én. Der blev tænkt nøje over, hvem man skulle have. Svend kan løbe hurtigt. Hvis ellers Kirsten tager det flade boldtræ, så rammer hun hver gang….

Kammerat efter kammerat blev taget og og til sidst blev der sagt… ok, vi tager Thomas.

Videre frem i livet, oplever man, at de andre finder en sød kæreste, de bliver færdige med at læse og lander det ene fede job efter andet, mens man selv er evighedstudent, på udkig efter den rette hylde i livet.

Når man følger gamle klassekammerater på Facebook eller ser hvad de spiser på Instagram, så smager endnu en færdigret fra Fakta, ikke videre godt.

Vi kan ikke lade være med, at sammenligne os med hinanden, men vi glemmer ofte, at den dag vores venner på Instagram sidder på den lokale grillsnask, fordi de ikke orker at lave mad, der ser vi intet opslag. Vi flasher nemlig aldrig vores liv, når det er helt almindelig kedelige leverpostejsdage eller når der er pomfritter med remoulade i bakken.

2 a f 5

Det skal vi huske når vi sammeligner hinandens perfekte liv, som kan få os til at føles os helt bagud i forhold til alle de andre.

Vi sammenligner os sjældent med virkeligheden, men med en opstyltet iscenesættelse.

Hvis vi er mere end, dem vi er på de sicoale medier, hvem er vi så?

Vi har et pas, og der står sort på hvidt, hvad vi hedder, hvor høje vi er, om vi er mand eller kvinde, hvor vi er født.

En del af os har en profil på Facebook. Her kan man se de mest flatterende billeder vi har af os selv. Nogle af os praler ligefrem med vores børn, og vi husker at tage billeder og skrive om det, når vi er med til noget fedt. Som her i aften f.eks.

Vi har alle sammen familier, nogle har meget med dem at gøre, mens andre har det stik modsat. Men vores familier udgør vores baggrund. Vi har nogle gener og noget miljøarv med os. Også selvom det måske er noget, vi mest af alt ikke ønsker at slæbe med os.

Vi har også evner og kundskaber, som vi kan bruge til at sælge os selv på arbejdsmarkedet. Nogle af os har tætpakkede CV, hvor vi ikke holder os tilbage med at fortælle om alle vore fortræffeligheder. Vi gør os så lækre, som vi kan blive.

Nogle af os er så heldige at vi også kan smykke os med titlen: far, mor, onkel, tante, bror, søster, mormor,

3 a f 5

farmor…. Nogle af os synes alt i livet er helt vildt fedt lige nu. Andre synes, at glæden og lyset er langtlangt borte.

Vi er egentlig så utroligt meget. At sige kort, hvem vi er, tror jeg ikke kan lade sig gøre.

Vi lever i en kultur, hvor vi på mange måder konkurrerer mod hinanden. På den ene side, elsker vi det, men vi på den anden side frastødes af det. Vi følger med i store tv- shows, hvor mennesker sorteres fra, for der skal findes en vinder. Det er programmer som x-factor, Vild med Dans, Robinson, Bagdedysten, hvor en af Emmaus- sangerne faktisk er med. Hele tiden sker der en udvælgelse. Det er fedt at blive valgt, knapt så fedt at blive vraget. Det er underholdning, men de føles ogs som virkelighed for rigtigt mange mennesker.

I bibelens univers findes Facebook, Instagram og x-factor ikke. Af gode grunde selvfølgelig, det var jo ikke opfundet. Men der er en helt række historier, som siger noget helt grundlæggende i forståelsen af, hvad et menneske er. Jeg vil vove den påstand, at der er noget i det, som vi kunne bruge.

Det første vi skal have fat i er selve skabelsesberetningen. Bibelens historie om, hvordan vi mennesker er blevet til.

Gud skaber mennesket. I sit billede skaber han os. Som mand og kvinde skabes vi.1 Vi ligner altså Gud, og sikke en mangfoldighed, vi er jo langt fra ens. Men vi er fælles

1 JF. 1. Mos 1,27

4 a f 5

om at være skabt i Guds billede. Det handler ikke om, hvad vi kan, men om den vi er.

I bibelen gør Jesus meget ud af at forklare mennesker, at Gud er en himmelsk far.

Hvis Gud er en himmelsk far, må vi altså være børn. Jeg ved godt, at mange af os er voksne, men vi er stadig nogens børn. Vi er også Guds børn.
Hvordan er det med børn. Elsker forældre dem, fordi de er gode til at spille harmonika? Eller bliver valgt først i, når der skal vælges hold til rundbold?

Nej, børn er elsket, alene fordi de er til. Børn er elsket for dem, de er, ikke for det de kan!

Bibelens univers er ikke historier fyldt med mennesker, som har styr på alting, mennesker som spiser rigtigt, motionerer rigtigt, mener alle de korrekte ting. Her afløser den ene historie om uperfekte menesker den anden.

Der er mennesker, som Moses, Abraham, som er i Bibelens univers er stampersoner til os alle. Vi har de tolv disciple, som blev enormt vigtigt for Jesus og den første kirke. Fælles for dem alle er, at de gang på gang ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Men også at der gang på gang fortælles en historie om at Gud vil dem, og ikke vender dem ryggen, selvom de ikke er videre perfekte. Gud bruger uperfekte mennesker.

Gud er der, ikke fordi de har vundet noget som helst, ikke fordi de synger godt, ikke fordi…. Vi er skabt af Gud og Gud har allerede udvalgt os til at være elsket. Han vælger ikke nogen fra, men vælger alle til.

5 a f 5
Du er udvalgt – bare fordi….

Hvordan ser sådan et udvalgt uperfekt menneske ud?

Sådan et menneske, der er elsket alene fordi det er til, og er udvalgt.. Hvordan ser sådan et menneske ud?

(Spejlet holdes frem!) Amen.

ER du klar? – Thomas Risager

Scene i en helt almindelig familie: 

Er alle klar? 

Ja! 

Godt så kører vi! 

Nej, vent lige. Jeg skal lige finde …

Vi er ikke altid så klar, som vi tror vi er. Ved dagens gudstjeneste jeg, over en bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus gør det klart, at det er vigtigt at være klar, for vi ved ikke, hvornår Gud pludselig viser sig vores liv, og så er det lidt dumt, at man lige skal …

Hør mere her:

Du kan også læste alen her. Bemærk, at der ofte er små afvigelser mellem det planlagte manuskript og den faktiske tale, som blev holdt i kirken.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 12. november 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25,1-13.

Er alle klar til afgang kl. 10?

Inden jeg går videre, skal jeg lige nævne, at det eksempel, som kommer her er opdigtet og ikke har nogen som helst lighed med min egen familie. Det er et udtryk for fri fantasi.

Ja, siger både, mor, far, barn 1 og barn 2. Alle er klar til afgang i god tid inden kl. 10.

Faderen læser avis, og skal lige have 2 sektion med. Han kan lige nå det.

Moderen har en deadline på jobbet, som lige kan presses ind inden kl. 10. Det vil være så godt, at være fri for at tænke på det.

Barn 1 skal lige se en Youtube-video færdig, mens barn 2 lige klarer sine streaks på snappen.

2 minutter i afgang, råber faderen, så er der afgang. Men han skal lige tisse af, børste tænder og lave sig en kop køre-kaffe. Konen mangler lige og uploade noget, barn 1 og barn 2 kommer i tanke om, at de lige skal have lidt mad med og foresten er opladerene til telefonerne væk.

Nu er det et tænkt eksempel, men er der nogen der kan genkende det?

2 a f 4

Alle gav udtryk for, at være klar, men da det kom til stykket var der ingen, som var klar.

Jeg fortæller selvfølgelig den historie, som en optakt til en snak om Matthæusevangeliets kapitel 25, som vi har foran os i dag. Det store tema i dag er spørgsmålet om du er klar?

Det som vi skal være klar til, afspejler sig i, hvor vi er henne i kirkeåret. Det lakker mod enden, og snart er det første søndag i advent, hvor vi glæder os over, at Jesus kom til jord og håber på, at han en dag faktisk kommer igen. Så skal denne verdens lidelse og uretfærdighed få sådan en på hatten, at kærligheden skal for alvor få magt verden. Alt det onde skal elskes godt.

Vi skal helst opdage det, når han kommer igen. Derfor handle tro også om at være klar.

Kapitel 25 i Matthæus rummer i slutningen afsnittet om verdensdommen. Mange skælver lidt ved den ide, at Gud skal holde dom.
Men det er jo en god ting, fordi vi får lov at se retfærdigheden vinde den endelige sejr. Det er sådan set det, vi længes efter. En verden, som udelukkende er god.

Vi har intet at frygte.

I evangelierne ser vi en eskatologi, som præger opfattelsen i den første kirkes liv. Eskatologi er læren om verdens ende, og Kristi genkomst.

3 a f 4

Baseret på de ting, som Jesus har sagt. Bl.a. denne tekst om de ti brudepiger, så regnede man med, at Jesus ville komme igen. Det kunne være i morgen.

Det har vi som bekendt ventet på i nogen tid, men hele kapitel 25 handler om at forberede mennesker til, at nu kommer dagen, hvor Jesus kommer igen.

Ordet brudgom er et billede på Jesus og bryllupssalen er et billede på himmelen.

Tankegangen i al kristen tro er, at der kommer en dag, og vi ved ikke hvornår det er, hvor vi skal være klar. Det handler også o, at kunne se Gud, i de glimt, vi får lov at opleve ham i vores liv.

Det gælder både den store fortælling, hvor Jesus kommer tilbage, men det gælder også den dag, hvor vi har taget vores sidste åndedræt på jorden og der den, der står ved døren til bryllupssalen.

Vi ved ikke hvornår det er.

Hvad skal du nå at have på plads, for at du er virkelig klar?

Jeg mener spørgsmålet helt alvorligt. Er du klar? Hvis ikke du er klar, og hvem af os er egentlig det?

Så er kirken her faktisk et sted, hvor vi med alt hvad vi gør, forsøger at være at klart budskab om Guds kærlighed, og det budskab, hvad enten, det er i ord eller handlinger, er et budskab, som har det sigte, at lade

4 a f 4

mennesker vide, opleve, tro og håbe at Guds kærlighed gælder lige netop dem. Vi prøver på at træne opmærksomheden mod Guds kærlighed, så vi opdager det, når den er lige for næsen af os.

Vi udruster hinanden til at have olie på lamperne, sådan at vi hver især er klar.

For dagen kommer, før vi aner det. Er du klar?
Amen.

 

Gæstfrihed – Søren Jantzen, Julian Levin & Christian Syversen

Kirkens faste medarbejdere holder efterårsferie i denne uge, men heldigvis er der jo også mange andre dygtige mennesker i og omkring kirken, så en gudstjeneste skal du ikke snydes for!

Temaet er  “Gæstfrihed”. Det er Søren Jantzen, Christian Syversen og Julian Levin, som står for gudstjenesten, og alle tre kommer til at bidrage med en del af dagens tale, der giver forskellige vinkler og bud på hvad gæstfrihed kan være.

Du kan høre de tre talere her:

 

Du er indbudt – Thomas Risager

Der kommer en indbydelse med posten. Det er tid til en fest, og der er mennesker, som gerne vil have dig med til en væsenlig begivenhed i deres liv.

I dag er du inviteret med til en fest. Festen er en gudstjeneste, hvor Kirkebandet spiller god musik, og Thomas Risager taler om at være indbudt – ud fra Matthæusevangeliet kapitel 22,1-14.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det skrevne ord fra forberedelserne og den tale, som faktisk blev holdt i gudstjenesten.

Tale manuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d. 15. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 22,1-14. Barnedåb: Hampus Kronlund Brik.

Må jeg ønske Jer varmt velkommen i kirken.

Det har jeg sådan set allerede gjort én gang, men alligevel, så er det vigtigt for mig, for os, at du ved, at du er velkommen.

Laura og Nicolai har tænkt meget over dagen i dag og, jeg ved, at de er glade for at så mange af deres gæster faktisk kunne komme og være med til dåben. Når der sker store ting i vores liv, vil vi gerne dele dem med familie og venner. Netop fordi vi gerne vil, at I er vidner, men også at I ved, at I er vigtige for hinanden. Det er helt enkelt vigtigt, at I er med.

På de store dage i livet, er de venskabsbånd og slægtsbånd, som er i mellem os helt vildt betydningsfulde.

I dag fejrer vi også de bånd, som vi måske ikke så ofte tænker på, men som trænger sig på i tankerne ved de store begivenheder i livet. Nemlig båndet mellem Gud og mennesker – båndet mellem Gud og os.

For vi er inviteret, ikke bare til en dåb og en fest, men inviteret til at være i relation til Gud.Inviteret til at lade ham være en del af vores tilværelse.

Det kan selvfølgelig føles lidt akavet. Det sker jo man får en invitation til et eller andet, hvor man tænker, hvorfor er

2 a f 4

jeg inviteret til dette? Det kan jeg sket ikke forstå, så godt kender vi da ikke hinanden.
Det vil jeg sket ikke kunne føle mig hjemme i. Det er for mærkeligt.

I Matthæusevangeliet finder vi historien om kongen, som skulle have sin søn gift. En stor begivenhed, som han gerne vil dele med slægt og venner.

Kongen sendte tjenere ud for at kalde til fest. Vi skal lige huset at dette sker før Post Nords og før Facebooks tid, så dette var den smartes måde at gøre det på. Måske skal vi overveje om ikke det, at sende tjenere ud, faktisk er det smarteste i dag også?

Gæsterne ville ikke komme. Vi ved ikke hvorfor, men kongen sender et nyt hold tjenere ud. Men gæsterne havde så travlt med deres eget, at de bare gik til deres marker og forretninger. Enkelte blev så sure over invitationerne, at de ligefrem slog tjeneren ihjel.

Så sendte kongen sine tjenere ud til alle de almindelige mennesker – også dem hvor vejene ender. Udkantsdanmark ville vi nok sige. Men alle blev indbudt – både de onde og de gode. Med andre ord alle!

Det er en utrolig vigtig pointe, for bryllupsfest ligner jo Guds rige. Det er det, Jesus taler om, når han fortæller denne historie.
Det er sådan Jesus gør. Han fortæller historier om ting, som de alle sammen kan forholde sig til, men historiererne har alle et tvist, som gør at de også handler om noget helt andet samtidigt.

Historien om kongesønnens bryllup er ingen undtagelse.

3 a f 4

Du er indbudt til Guds rige.
Guds rige. Det kræver måske lidt forklaring.

Guds rige, er ikke som et rige med grænser og grænsekontrol. Der vil være enkelte af vore politikere, som ikke kan lide den tanke.
Når Jesus taler om Guds rige, så er det udryk for en anerkendelse af de bånd, som er mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Med andre ord et fællesskab omkring det, at Gud på en eller anden måde hører med i livets ligning. Det fællesskab kan man ikke være for fin til eller for … hvad ved jeg … til. Alle kan være med. Alle er indbudt. Du er indbudt.

Måske husker du de sidste linjer af den tekst, Rune læste op og tænker på, at vi nok alle sammen skulle have taget lidt pænere tøj på i dag. Det er ikke hovedpointen i talen i dag, men I får alligevel et par ord om det.

Kongen går glad gennem bryllupssalen og hilser på alle sine gæster. Der er glæde og fest. Også hos en af gæsterne, som godtnok ikke lige er i bryllupsklæderne.

Kongen spurgte ham direkte: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Matthæus skriver han tav. Der er ikke noget godt svar.

Ved et bryllup på denne tid var det også almindelig praksis, at gæsterne fik bryllupstøjet udleveret ved ankomsten.

4 a f 4

Det handlede ikke om at det skulle være specielt fornemt, men det handlede om at ingen skulle føle sig udenfor. Ingen skulle føle sig for ringe.

Kongen ser en gæst, som mæsker sig i maden, men som ikke gør sig den anstrengelse at være den del af fællesskabet ved at iklæde sig bryllupstøjet. Han vil sit eget og ikke fællesskabet. På mange måder signalerer han, at han tror han er bedre end alle andre her.

Netop det, at være en del af noget større. At anerkende båndende mellem mennesker og båndet til Gud er væsentligt i denne historie om Guds rige. For det er i fælleskabet at Guds kærlighed bedst erfares og bedst udleves.

Lige netop det har den unge mand misforstået. Tonen i hele det nye tstament er, at han er velkommen igen en anden gang.

Siden tidernes morgen har denne festberetning været en historie om Guds rige. Et Guds rige, hvor alle er indbudt – både gode og onde.

En historie, som siger. Kom og vær med. Du har også plads ved bordet.

Varmt velkommen.

Amen!

First Loved / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket. Når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst. Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. “First loved me” er temaet for søndagens gospelgudstjeneste.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord, som opstod i situationen.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 8. oktober 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Joh 4,7-12, 19.
Gospelgudstjeneste med Nardus: First Loved Me.

Vi er så heldige at leve i et land, hvor vi siger, at vi er kristne.

Med det mener vi, at vi lever i et kristent land, hvor der også er plads til at have et lidt distanceret forhold til det med tro. Hvem af os, har egentlig helt fuldstændigt styr på det?

Mon ikke de fleste af os, når det kommer til stykket, vil have en vis sympati for kristendommens kernebudskaber og mon ikke de fleste af os, synes at det her med næstekærlighed lyder temmeligt godt, ja ligefrem fornuftigt.

Kirken har prædiket næstekærlighed i knapt 2000 år, men når man kigger rundt i i verden, så kan man godt få den tanke, at det er et budskab, som ikke har sat sig helt vildt godt fast.

Jeg siger ikke, at I ikke hører efter, men jeg vil alligvel hævde, at der er et stykke vej at gå endnu, før vi kan sige at næstekærligheden for alvor rykker i verden.

Næstekærligheden er et af kirkens absolutte kernebudskaber.
Det var noget af det, som Jesus lagde allermest vægt på, og faktisk var det noget af det, som han gav sit liv for, at vi skulle fatte.

2 a f 5

Næstekærlighedens hensigt er større end blot, at det skal være dejligt mellem to mennesker.
Næstekærlighedens hensigt og Jesu formål med at give sig selv, er intet mindre, end at verden skal blive et bedre sted.

Selvom det er mange år siden, Jesus kom til jord, vil jeg hævde at de ting, han sagde og viste os, stadig gælder og stadig kan gøre vores verden bedre.

Men næstekærlighed, hvordan gør mand et?

Det er et godt spørgsmål, og som med mange gode spørgsmål, så er der ikke et simpelt svar.

Evnen til at kunne elske kommer af at være elsket! Du er elsket!

Måske har du aldrig tænkt, at du skulle være elsket af Gud. Det er måske heller ikke sådan noget, som mange af os går at tænker på, midt i hverdagens travle liv. Bare fordi vi ikke tænker på det, er jo ikke det samme, som at det ikke er.

I kirkens første tid, i det første 100 år efter Jesu opstandelse, gjorde man meget ud af at forklare kærligheden. Bibelteksten, som jeg læste, er et rigtigt godt eksempel på det.

Sagt ganske kort, siges der, at når vi er elsket af Gud, er det altid hans kærlighed til os, som er først og størst.

3 a f 5

Måske har du prøvet at være forelsket og have sommerfugle i maven.
Det kan være enormt usikkert, for man ved jo ikke, om man er den eneste, som har sommerfugle i maven. Hvad nu, hvis den man forelsker sig i, sket ikke gengælder de varme følelser?
Man tager sig sammen og siger, hvad man føler, eller man skriver det, og så er der lang ventetid.
Nu er ordene ude, og de kan ikke hænge i luften. Hvad siger hun til det?
Er min kærlighed gengældt?

Med Gud er det lidt på samme måde, og alligvel sket ikke.

Tanken er, at længe inden vi tænker på, om Gud overhovedet er. Før vi overvejer om Gud mon skulle kunne elske os, så er Gud på spil med sin kærlighed i vores liv.

Vi opdager det måske sket ikke, men i enhver relation mellem Gud os os, er det Gud der er på banen først. Initiativet er hans.

Dermed er fundamentet lagt for overhovedet at kunne elske. Det gælder uanset om det er kærlighed til Gud, eller kærlighed til medmennesker.

Evnen til at kunne elske er lagt i os af Gud, grundlagt af hans kærlighed til os. Du behøver ikke tvivle på, om du er elsket, for det er du! – Og dermed er du givet evnen til at kunne elske!

4 a f 5

Det meget interessante ved Guds kærlighed er, at den kan gøre forhærdede kolde hjerter til varme bankende hjerter. Den kan gøre os i stand til at være næstekærlige.

Det er Guds kærlighed, som giver os kræfter og styrke til at kunne elske.

At være elsket gør noget ved os, især hvis vi opdager, at vi er elsket. Det går noget ved os.

Nu er det jo blevet efterår.
Om et øjeblik får vi alle en kastanje, med et lille hjerte på.

Måske tænker du, at det bare er en kastanje. Men hvad nu, hvis jeg siger dig, at den er et symbol på dig.

Alle der har samlet kastanjer med børn, ved at børnene ser uendelige muligheder i kastanjer, og at de bestemt ikke er ens for børnene. Der bliver lagt mærke til forskellen og inden vi får set os om, har børnene gang i at lave kastanjedyr, som i deres hænder får får helt liv.

Børnene ser ikke hvad de har mellem hænderne, de ser, hvad de kan få, og så udvikler legen sig derfra.

Sådan er det med Gud, når han ser kærligt på os. Han kærlighed og kreativitet, gør os til bedre mennesker.

Hans kærlighed gør os i stand til at elske, for vi er elskede, sådan som vi.

Vi er endda elsket først!

5 a f 5

Lad os gøre verden til et bedre sted, mine kære, lad elske….

Amen