Guds Gaver – Fællesskabet

I dag fortsætter serien om Guds gaver, og denne gang pakker vi fællesskabet ud. I kirken taler vi om fællesskabet som et af de såkaldte nådemidler, hvilket betyder at fællesskabet blandt andet kan være helende.

Men som i alle andre fællesskaber, så kan fællesskabet også i en kirke være både udfordret og udfordrende. Hvad kræves der egentlig af mig for at være en del af et menighedsfællesskab? For fællesskabet uden forpligtelser findes ikke – heller ikke i kirken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid vil være afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 27. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 4,16-30 & 1. Kor 13,1-13
Guds gaver – fællesskab

I dag kører vi ud over rampen med den tredje af talerne om Guds gaver. Dette er serien, hvor vi gerne vil gøre Guds gaver så konkrete, at de faktisk bliver synlige for os.

Vi har pakket dåben ud, og vi har hørt, at dåben er Guds gave, og at den er en indledning til et liv i tjeneste.

Sidste uge talte vi om Guds gaver som nådegaver. Her havde vi fokus på at nådegaverne, uanset hvordan de ser ud, skal pege på Jesus og de skal tjene fællesskabet. Hvis man har fået givet et talent – en nådegave – er det aldrig for at man selv skal fremhæves.

I dag skal vi se på den Guds gave som fællesskabet er.

Det er måske lidt morsomt at gøre det i en meget individualistisk kultur, hvor vi ikke er bange for at sætte jeg i centrum. Men kirken sætter ikke det enkelte jeg – individet i centrum – her sætter vi os i centrum. Her er påstanden nemlig at vi er uløseligt forbundet med hinanden og det, der holder os sammen er Guds kærlighed.

Og skal vi tale om et jeg, så vil det altid handle om at finde ud af, hvor dette jeg finder ind i et fællesskab og hvordan dette jeg kan komme til at tjene Gud og mennesker ud fra vores kirke her i Alexandragade. For det os, vi taler om i kirken er større end vores medlemslister. Det er større end vores kontaktkreds, og det er større end vores by.

Det er præcis det, som menigheden i Nazareth synagoge ikke havde forstået og som fik dem til næsten at drive Jesus ud over en skrænt.

2 af 8

Da Jesus læste op fra profeten Esajas’ Bog om at han kommer for at bringe et godt budskab for fattige, give frigivelse til fanger, udråbe et nådeår fra Herren, lade de blinde se, og sætte de undertrykte i frihed.1 Da kunne de alle se nogen fra deres umiddelbare kreds, som de kunne se, havde brug for den befrielse, Jesus talte om.

Måske oplevede mennesker i menigheden, at han talte direkte til dem og ind i deres liv. Så da Jesus sagde i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse, var det intet mindre end sød musik. Det gjalt jo netop dem.

De var vokset op i en kultur, hvor dem, der troede på den rigtige måde, var dem, som Gud belønnede. Derfor troede de, at Jesus ord kun gjalt deres tætte fællesskab.

Men de kom til at høre på den hårde måde, at Jesus så et bredere fællesskab end blot deltagerne i synagogen, eller begrænsningen til det jødiske folk for den dags skyld.

Han minder dem lige om, at selvom det jødiske folk i perioder har lidt, har det ikke forhindret Gud i at komme til mennesker, som de ikke anså som medmennesker, og så koger vreden over hos dem.

Hvordan kan han sige sådan noget provokerende ævl, tænker de. Vi skal da først tage os af vore egne, synes de at mene.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at jeg synes jeg ofte hører noget, der ligner i den offentlige debat i Danmark.

De bliver så vrede, at de drev Jesus op på kanten af et bjerg med den hensigt, at drive ham ud over kanten. Men de havde undervurderet Jesu myndighed. Han baner sig bare vej gennem dem og gik.

1 Luk 4,18-19 & Es 61,1-2

page2image19860288

3 af 8

Jesus talte til en menighed, en menighed ligesom vi, der er her i dag. De havde nok ikke lige helt så fedt et kor i synagogen i Nazareth, men et fællesskab, det havde de.

I parentes bemærket, så kunne det da være fedt, at sige noget der provekede fællesskabet så meget, at jeg blev drevet ud over kanten af Bolbro Bakke.

Når jeg indleder med at sige, at vi ikke taler som meget om jeget, men om os, så er det fordi at vi i kirken omfavner ideen om, at vi har brug for hinanden. Ideen om, at vi alle har en plads, som er vores i fællesskabet.

Det er ret tydeligt f.eks. I et gospelkor. Her er vi delt op i stemmer, hvor vi som undergrupper i koret – sopran, alt, tenor, som hvis ellers vi hver især kan holde vore stemmer, bidrager til en smuk treklang, som skaber den fine musik.

Det kan godt være, at der er en enkelt sanger, som synger exceptionelt godt, det kan man jo ikke udelukke, men det handler ikke om individet, men om den lyd koret, som helhed kan lave.

Desværre er det sådan, at man ikke kan definere et fællesskab, uden at man siger noget om, hvem som er med, og hvem som ikke er. Man kan gå meget op i, at tale om, hvem som er med og hvem, som er ude.
Det prøver vi på, at fokusere mindst muligt på her.

Når man er optager af, hvem som er med, og hvem som ikke er, så er man vendt mod periferien og ikke mod centrum. En kirke skal gerne være optaget af centrum. I sidste uge hørte vi jo, at Paulus skrev til menigheden i Korinth bl.a. fordi de havde glemt at fokus for enhver kirke, bør være historien om Jesus.

I 1. Korintherbrev taler Paulus om fællesskabet som et legeme.

4 af 8

Han siger:
“For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. ………

……..Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”2

I kirken er det sådan at man kan blive medlem, hvis man er døbt, hvis man tror på Gud, og man vil være med til at udvikle og opretholde kirken med sine bønner, gaver, tjeneste, nærvær og vidnesbyrd.

Man skal altså bede for kirken, for mennesker, som har brug for det, man skal betale til fællesskabet, og man skal yde sit ind i fællesskabet, og ja, så skal man være tilstede.

Det lyder noget forpligtende, og det er det også. Men det er alle fællesskaber. Der findes ikke uforpligtende fællesskab.

Jamen i kirken skal vi da alle have lov at være, kan man sige. Og ja, sådan er det. Kirken er åben for alle, men der er ingen som har så lidt at give, at de ikke kan bidrage til fællesskabet

2 1. Kor 12, 12-15 & 24-26

page4image19867200

5 af 8

her, og her kan alle gøre en forskel. Alle har noget at give, og det er der brug for.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup siger:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”3

Med andre ord, vi mennesker er forbunde. Den nok mest kendte lægprædikant i Metodistkirken vidste godt dette og han talte ofte om det.
Nu tænker du nok, at det har du aldrig rigtigt hørt Helge Munk sige, men det er faktisk Nelson Mandela, som ved siden af at være lægprædikant i Metodistkirken også var den første præsident efter apartheid i Sydafrika. Han talte om den afrikanske tankegang at alle menesker er forbundne og totalt afhængige af hinanden. Det er det, er kaldes Ubuntu.

Det er også det Paulus udtrykker i Bibelen, hvor han beskriver kirkens fællesskab som et legeme. Lettere omskrevet, så siger han at uanset, hvad vi synes om vores næse, så er den en del af hvem vi er. Vi kan ikke bare se bort fra næsen, eller foden for den sags skyld. Det hører med og udgør et hele, og de fleste af os vil ikke være komplette uden vores næse eller for den sags skyld vores næste.

Andre steder i bibelen omtaler Paulus kirken som et legeme, hvis hovede er Jesus.4

Fællesskabet er altså vigtigt. Jeg er helt overbevist om, at man kan finde gode fælllesskaber rigtigt mange steder. Det har jeg da oplevet i fitnesscenteret, i sejlklubben, og der er helt sikkert gode steder, som du tænker på, når tanken strejfer fællesskaber.

3 K.E. Løgstrup: Den Etiske Fordring4 Ef 5,23 og Kol 1,18

page5image19872000

6 af 8

Men hvis jeg skal pege på fællesskaber, som er noget ganske særligt, så er det fællesskabet omkring kirken, i Emmaus, og i Nardus, i smågrupperne, at jeg virkelig oplever fællesskabets styrker.

Her i huset er der plads til alle. Ja, man kan bliver medlem, hvis man ønsker det, men det er absolut ikke et krav for at træde ind af døren, eller for at engagere sig i alt det, der sker her. Det er er heller ikke et krav at du tror, eller at du forelsker dig i en af det modsatte køn. Du er velkommen som du er.

I kirkens vision taler vi om fælleskabet.
Vi er et omsorgsfuldt fællesskab, hvor mennesker bliver set og hørt. Her er du velkommen og værdsat, som du er. Vi er åbne over for omverdenen og byder både tro og tvivl velkommen.

Noget af det, som binder fællesskabet sammen og gør det til noget helt særligt er i mine øjne, den kærlighed som er her.

Det er den som gør, at vi rummer tro, tvivl, og menneskers udfordringer. Det den, som gør at vi rummer forskelligheden, for vi er ikke ens, og vi er ikke en kirke, som ønsker vi er det. Det er det som gør, at vi hjælper hinanden med at holde fast i håbet, når alt ser håbløst ud. Det er det der gør, at vi tager os af hinanden i livet og i døden.

Det lyder helt fantastisk, og det er det. Men det er også en virkelighed, at mennesker nogen gange oplever at fællesskabet ikke er godt, og at de er udfordret af og selv udfordrer fællesskabet.

Vi er ikke en sekt, så man kan gå. Og det er helt ok, hvis det er det som er den bedste løsning.
Som jeg sagde indledningsvis, så er der ingen uforpligtende fællesskab. Og dette fælleskab er det heller ikke.

Kærlighed er meget mere end en følelse. Kærlighed er også nogen gange et valg. Et valg om at ville have en plads og et

7 af 8

valg om at tage den – også selvom man måske er skuffet over mennesker. Jeg siger ikke, at det kan være ens egen skyld, men hvis ikke man åbner munden, eller aktivt siger til sig selv, at man vil være med, så bliver det svært. Det bliver svært fordi vi er mange.

Man er nødt til selv at søge sin plads i fællesskabet. Alle er nemlig velkomne.
Det sker, at der er menesker som forlader os. Det er vi altid kede af. For virkeligheden er, at så mærker vi at der mangler et lem på legement. Dette gælder uanset om man er sådan én alle kender navnet på eller om man er den som ikke mange kender.

Hvis fællesskabet mangler et led, er vi ufuldkomne.

Lidt barsk sagt så har en amputeret fod ingen kontrakt til legemet, men derfor vil legemet savne foden. Og der kan endda være fantomsmerter…. Sådan kan det også være her, hvis nogen ikke er her længere. Det gør ondt.

I oldkirkens nadverfejring gjorde man meget ud af, at man som Jesus siger det, altid skal forsøge at forsones med sin bror, hvis der har været uenigheder. Det skal gøres mens man er på vej sammen med ham. Det kan altså ikke vente.5

Først når man er forsonet, kan man komme med sin gave til kirken, eller tage mod nadveren.

5 Matt 5, 23-25: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel.

page7image19908096

8 af 8

Derfor udviklede man det system, at man inviterede menigheden til at hilse på dem omkring sig ved at give hånd og sige: “Guds fred!”

Det vil jeg invitere dig til at være med til nu. Det er ikke tanken at vi skal hilse på alle. Jeg er også med på, at for nogen af os, er dette i modstrid med at vi kan være lidt indadvendte af natur og det er helt i orden.

Men tanken er, at man sikrer sig, at alle bliver set og hørt ved at nogen af de andre fra fællesskabet rækker ud, og det vi selv kan gøre er at række hånden frem. Tage mod den udstrakte hånd, der også et tegn på Guds udstrakte hånd til os, og høre ordene: “Guds fred” og svare med et Guds fred.

Det er det synlige tegn på, at kærlighed er meget mere end følelser. Der ligger dybt i kærligheden en viljesagt om at ville hinanden. Der ligger et ansvar for den anden og det må vi ikke løbe fra.

Derfor inviteres du nu til at bringe en fredshilsen til nogle stykker i fællesskabet. Du er en vigtig del af fællesskabet og tak for at du er her i dag. Det er kærligheden som holder os sammen og det er stærke sager!

Amen

Guds gaver – Dåben, du er elsket

I dag indleder jeg en ny prædikenserie. Guds Gaver handler om at opdage, hvordan Guds kærlighed bliver konkret for os. Den første søndag fokuserer på historien om Jesu dåb og hedder:
“Guds gaver – Dåben, du er elsket!”

Du kan også læse talen her. Læg mærke til, at der ofte er forskel på det talte ord og det skrevne manuskript.

Talemanuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 13. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 43,1-7 & Salme 29 & Apg 8,14-17 Luk 3,15-17&21-22
Guds gaver – Du er min elskede!

Julen er lige overstået, men jeg vil alligevel gerne invitere dig til at tænke på jul. Men vi skal tilbage i tiden. Tilbage til din barndoms jul.

Jeg vil invitere dig til at tænke tilbage på dengang julen handlede om spændingen ved julegaverne. Hvilken gave mon er der til mig i år. Jeg ønsker mig så brændende det elektriske tog, eller dampmaskinen.

Forventningens glæde var enorm. Det kunne kilde i maven alene ved, at gå og tænke på de ting, man havde skrevet på ønskesedlen.
Man kunne jo tro, at hele livet så anderledes ud, hvis man fik f.eks. en flot dampmaskine.

Jeg husker stadig fornemmelsen af at pakke en meget ønsket gave ud. Glæden ved at få den var så stor, at man straks gik i gang med at lege, og glemte de andre gaver.

Dernæst var det også væsentligt at fortælle kammeraterne om, hvad man havde fået. Der var ikke noget praleri i det, men bare det at kunne dele glæden og oprigtigt glæde sig over deres gaver.

På et tidspunkt skifter det med gaverne. Nu synes jeg mere det handler om at finde den helt rigtige gave at give. Glæden ved at give en gave og se, at folk bliver glade for at modtage den, er i dag langt mere værd.

2 af 7

Forventningens glæde har noget over sig. Glæden ved at give, er også noget helt særligt.

I det første vers, som blev læste fra Lukasevangeliet hører vi to væsentlige ting. Det er klassisk bibelkomprimering, som jeg kalder det.

  1. Folket var fyldt med forventning
  2. Folk tænkte i deres stille sind om Johannes mon varKristus.

Forventningen genkender vi. Den har vi lige tænkt os tilbage til. De glade minder fra vores barndoms jul.

Forventningen, som Lukas beskriver her, handler om nyt liv. Folket har vidst, at noget helt nyt – et paradigmeskifte – var undervejs.

De havde hørt Johannes Døbers meget radikale forkyndelse, men den var jo helt i tråd med de gamle profetier om en Kristus, som skulle komme og gøre alting godt igen.
Livet var ikke let, faktisk var det ret håbløst, så folkets håb var knyttet til, profetierne om at Gud ikke havde glemt sit folk. At han havde hørt dem og havde set dem.

De huskede alle historierne om Moses, som havde ført sit folk ud af det hårde liv i Egypten og ind i det forjættede land.
Det var en stor del af deres identitet, at Gud havde før grebet ind og sendt et menneske, der gjorde en kæmpe forskel. Det skete den gang, det kan ske igen!

3 af 7

Derfor fik Johannes også enorm lydhørhed. Der var mange mennesker som var optaget af hans forkyndelse og de fulgte ham ud i ørkenen.

Heldigvis havde de stadig deres kritiske sans i behold. Det er nemlig altid vigtigt at bruge hovedet også. Hoved og hjerte, begge dele er vigtigt.

For det andet, det som blev slået fast allerede i det første vers er nemlig, at folk i deres stille sind tænkte på om Johannes mon var den, de ventede på.
I deres stile sind, siger Lukas på dansk, mens der i det græske slås fast, at de i deres hjerter overvejer om Johannes mon selv er den Kristus, de alle sammen venter på.

Er det virkelig ham?
Det er sunde overvejelser at have. Personligt glæder det mig, at der i bibelen er medtaget en beretning, hvor de mennesker der følger, tænker alvorligt over hvem det er de følger efter.

Guds bedste børn ruller på tv. Dette er bare en lille parentes om det. Johannes Døbers disciple får lov at undre sig og tænke selv. Det er noget, der i den grad mangler i de miljøer som skildres på tv for tiden. Tænk selv…. Glem aldrig at tænke selv, især hvis en religiøs autoritet fortæller dig, hvordan du skal leve!

Johannes gør ikke krav på at være guddommelig og understreger skarpt, at han ikke er Kristus.

Johannes siger: “»Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at

4 af 7

løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”1

Jesus er så meget større end Johannes, at Johannes anser, at han ikke engang overfor Jesus er værdig til at udføre slavarbejde – nemlig at løsne hans skorem.

Så er perspektivet på plads. Johannes er skarp, provokerende og helt sikkert i stand til at sige noget, som gør folk interesserede, men der en bagvedliggende ydmyghed, som er sund.

Jesus kommer til Johannes. Hele folket lader sig døbe og dermed indvi til en ny tid. Også Jesus bliver døbt og under bønnen lader Lukas os vide, himlen åbnede sig, Og en røst lød. “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”2

Johannes sagde, at han døbte med vand, men at jesus skulle døbe med Helligånd. Det er det, vi ser og hører ske i forbindelse med Jesu dåb. Himlen er åben, og det er netop det, der er tegnet på at Guds ånd er tilstede. Himlen er åben.

Denne prædikenserie handler om Guds gaver. Vi siger ofte, at Gud giver os så meget. Men hvad er det helt konkret, at Gud giver os. I denne serie, pakker vi gaverne ud og gør det meget konkret. Hvad er det Gud giver os.

Dåben er klart en af Guds gaver. Men lad mig klart sige, at du er elsket af Gud uanset om du er døbt eller ej.

1 Luk 3,16 2 Luk 3,22

page4image8880320

5 af 7

Det samme gælder uanset om du er døbt som barn eller som voksen og ligegyldigt, hvilket kirke det er sket i. Kirken her har det synspunkt, at vi alle er Guds børn allerede fra undfangelsen. Vi mener, at det er uafhængigt af dåben, men samtidigt fornægter vi bestemt ikke, at himlen er åben i dåben og noget helt særligt er på spil.

Det er lige her, at vores dåbssyn adskiller sig fra i, i hvert fald nogle af kredsene i folkekirken.
I øvrigt er det en ret hidsig debat i Kristeligt Dagblad for tiden. Lars Sandbeck spørger retorisk: “Er folkekirkens præster villige eller ikke villige til at stå på mål for det synspunkt, vi finder i Den Augsburgske Bekendelse: at Gud fordømmer det udøbte barn til ”evig død” og ”pine uden ophør”?

Jeg ved godt, hvad det lille missionske mindretal vil svare. Men nu spørger jeg alle de andre.”3

Vi vil sige, klart nej, sådan tror vi ikke det er!

Vi er Guds børn uanset. Den gave er forbundet med det, vi kalder en forekommende nåde. Nemlig at Gud elsker os betingelsesløst og gør det før vi skænker ham en tanke.

Guds gaver gives os hele tiden. Dåben er en af de konkret måder, som disse gaver er synlige på. Men Gud er synlig på mange måder.

I dag var det dåben, og det betyder noget ganske særligt.

3 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/tilbage-paa-sporet-i-daabsdebatten-tak-mener-

folkekirkens-praester-virkelig-udoebte

page5image8882048page5image8881856page5image8882432

6 af 7

Noget af det bedste ved mit job er, at få lov at døbe. Det er stort at være med til, når Maria eller andre præster døber. Men det er helt vildt at gøre det selv. Jeg er helt på det rene med at jeg, ligsom Johannes kun døber med det vand, som kirkeværten har hældt op, men det er intenst og tiden står stille, for som præst mærker du, at himlen ved hver eneste dåb står åben og Guds stemme lyder….

Jeg har også oplevet dåben som en stor gave selv. En gave, som I har været med til at give mig.

I har taget mod mine børn og I har bevidnet deres dåb. Som far er et en helt utrolig stor ting, at vide, at I beder for mine børn. At I er den landsby, som det i følge et gammelt afrikansk ordsprog kræver, at opdrage et barn.

Dåben er en af de mange gaver, som Gud giver, der også forpligter. Den skal som alle andre gaver bruges og sættes i arbejde. For dåben handler ikke bare om noget vi har fået, det handler også om det vi giver i vores videre liv. Dåben er indledningen till et liv i tjeneste, fuldstændigt, som vi ser det med Jesus.

Men det handler de kommende søndage om,,,,,

Det er ligesom på netflix. Det stopper lige, hvor man tænker, havd nu…. Men så tager man jo lige et afsnit til…..

Velkommen igen på søndag. Amen

7 af 7
Salme: Alle mine kilder

 

2019 – Håbets år.

Det nye år er kommet til os.

Dronningen har holdt sin nytårstale, statsministeren gør det. Og mange af landets præster gør det også.

Her er talen fra nytårsgudstjenesten i Odense Metodistkirke.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel på det som er skrevet i forberedelsen og det, som faktisk leveres som talt ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken tirsdag d. 1. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Præd 3,1-13 & Joh 15,1-8 & Rom 8,24-28.

Til det håb er vi frelst siger Paulus i Romerbrevets 8 kapitel. Det er alligevel noget at en påstand.

Frelst til et håb.
Er der ikke mere i det med tro end et håb?

Jo, men lad os endelig ikke undervurdere værdien af et håb.

I vores kirketradition er frelse ikke noget, som om absolut og overstået i samme sekund, som man opdager, at man faktisk tror på, at Gud har rakt ud med sin kærlighed.
Det kan i sig selv være en så forvandlende oplevelse, at vi bruger store ord, som at blive født på ny. Men det er ikke færdigt arbejde.

Umiddelbart efter fødsel er man jo ikke færdig som menneske. Der er mere. Langt mere forude, og vi tillader os endda at tro, at der er mere end vi umiddelbart kan se. Mere end det som livet er indtil døden.

Det er det, som Paulus mener os frelst til. Et liv i håb, fordi vi som Guds skabninger, Guds børn, også er arvinger.

Der ikke noget i denne verden, som vi får, der er mere ufortjent end en arv. Den har vi vitterligt ikke gjort noget for, andet end at være til.

2 af 5
Så vi er frelst til et håb.

Et håb om, at Gud er til at stole på.

Et håb om, at den verden, som sukker og vånder sig, også skal genoprettes.1

Det er nemlig let nok at blive håbløs, når man kigger rundt i vores verden. Det gør vi alle sammen mere eller mindre ved nytårstide.

Vi ser tilbage på et 2018 med en fantastisk sommer, men bekymringen om klimaet lurer lige bagved. Nogen af os er stadig kunder i den samme bank, men undrer os over, at grådighed fejede anstændighed af banen.

Som der siges i eventyret om Snedroningen, at når det er færdigt, så ved vi mere end vi gør nu. Det er sandt. Vi ved mere om 2018 nu, end vi gjorde sidste år ved denne tid. Og når vi står her igen om et år vil vi vide mere om 2019 end vi gør nu.

Men drømmene, bekymringerne, nytårsforsættene, håbet for 2019 det lever. Og det gør det på trods af hvad vi ved.

For det er let nok at blive bekymret og håbsløs.

Vi ved, at verden kommer til at få en tur i Trumps fuldstændigt uforudsigelige karrusel, at Putin formodentlig drømmer om et større Rusland.
At der senest 17 juni kommer et folketingsvalg.

1 JF. Rom 8,22

page2image16621824

3 af 5

Den ene halvdel af os fyldes med håb om den tanke, mens den anden halvdel synes det vil være forfærdeligt med et regeringskifte.
For nogle af os vil 2019 føles som en befrielse i forhold til 2018, for andre stik modsat.

For os her i huset bliver 2019 året, hvor vi skal drømme drømme og se syner, men det er nu mest de unge der skal se syner, siger profeten Joel.
Vision 2020 skal erstattes af nye drømme, som gerne skal være et udtryk for hvad Gud drømmer om, at Odense Metodistkirke skal bidrage med. Det glæder jeg mig til.

Der venter et spændende år forude. Jeg kan ikke vide, om det bliver et godt år, men jeg kan tro det og jeg tillader mig at håbe det.

Jeg minder mig selv om, at Gud vil os det godt. Jeg minder os om, at Gud gennem Jeremias bragte bud til Israeliterne i fangeskab, at der ventede lykke og ikke ulykke, planer om fremtid og håb.2

Håbet er der.

I den nye bog Håb, en af eftertanke-bøgerne fra Aarhus universitet, skriver Bertel Nygaard: “Håbet baner sig vej ud af den aktuelle virkeligheds tilsyneladende uundgåeligheder, alt imens det lader os bevare erkendelsen af denne virkelighed. Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser.

2 JF. Jer 29,11.

page3image16622208

4 af 5

Det skaber mening og sammenhæng mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå”

At håbe er et valg.

Det er nogen gange et valg, som vi tager, på trods af den virkelighed vi er i.
At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, er ikke det samme som at ignorere fakta og virkelighed.

At holde fast i et håb, er at slippe, så Gud kan holde fast.

At holde fast i et håb, er ikke det samme, som at vi bare kan slippe og lade stå til. Vi skal selvefølgelig gøre alt hvad vi kan. Engagere os, stemme, blande os, turde være der for hinanden, se op fra skærmen, være kritisk overfor det vi hører og læser, og kæmpe for alt hvad vi har kær.

Det giver endnu mere mening, når vi samtidigt må håbe på, at Gud er med. Det giver os modet til at holde fast i håbet og slippe det, vi ikke kan løfte.

Under anden verdenskrigs håbløshed, var der blandt tyske teologer en fastholdelse af håb og man citerede ofte og gerne Luther, for at have sagt:

“Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag.”

Håbet lever….

5 af 5

Jeg håber på et fantastisk 2019. Jeg er sikker på, som Jesus siger det i lignelsen om vintræet, at skilt fra Gud kan vi intet gøre, men bliver vi i ham kan vi bede om hvad vi vil.

Vi vil gøre alt for at minde hinanden om, at vi hører Gud til, som grenene på vintræet. At Gud holder os fast, og at Gud giver alt, som vi har brug for i livet.
Når vi er i Guds hænder, kan vi håbe, kan vi leve, kan vi tro.

Det er mere end et håb, men det er også et håb!

Lad os tage frygtløse fat i 2019, lad os holde fast i håbet om at Gud elsker os, og alle andre i vores by, og lad os gå sammen og være et klart budskab om Guds kærlighed.

Til det håb er vi frelst.
Amen.
Salme: Jesus, ved dit bord, du bænker,

Lys i mørket – Gud giv håb!

Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus

November sænker sit mørke over os, og lyset svinder langsomt ind. Søndag kl. 19:00 byder Gospelkoret Emmaus indenfor til efterårets gospelgudstjeneste med fokus på, hvordan vi finder lyset i en mørk tid.

Hør talen her:

Du kan også læste talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-9.
Gospelgudstjeneste med Emmaus: Lys i mørket – Gud giv mig håb

Den mørke tid er over os og rundt om dukker alle hyggelys og julelys frem. Det er tid til en ekstra kop god kaffe, tæppet om benene og en god bog. Whats not to like…. sådan tænker jeg, men det er bestemt ikke alle, der har sådan.

For andre er dette en en forfærdelig tid, fordi manglen på lys efterlader ca. halvdelen af vi danskere med, hvad vi kalder vintertræthed og en del faktisk med reel depression. Vi har helt enkelt brug for lys for at leve.

Når vi ser julelysene blive tændt, bliver det klart for os, hvor lidt lys der egentlig skal til for at lyse op i mærket. Selv en lille bitte LED-pære kan sprede lys ind i mørket.

Johannesevangeliets indledning taler på sin kryptiske måde, om verdens frelser, Jesus, som er på vej. “I ham var liv, og livet var menneskers lys.”1

Lys og liv kædes sammen i det bibelske univers, ligsom død og mørke forbindes.

Måske er det også den sammenhæng, som gør at de fleste mennesker forbinder mørke med noget ubehageligt. Langt de fleste børn er bange for mørket, og der er ikke grænser, hvad fantasien kan placere af

1 Joh 1,4

page1image15097920

2 af 5

monstre og uhygge i det mørke, hvor man ikke rigtigt kan se.

En ting er det bogstavelige mørke, som kan været svært at navigere i uden lys.Noget andet er det mørke, som jeg tror alle mennesker undervejs i tilværelsen kommer til at erfare.

Der hvor man fuldstændigt mister overblikket, og ikke kan finde rundt. Der hvor man ikke synes, at kunne se noget lys overhovedet. Der hvor al mål og retning er væk. Man er på en måde fanget.

Mit gæt er, at mange af os, som er her i dag har været der. Måske er der endda nogen, som er på det sted lige nu. Det er ikke noget rart sted at være.

Til jer der er der lige nu, vil jeg sige, at Salmernes Bog er fuld af livsvisdom – og den kender smerten og mørket. I Salme 139,12 siges der om Gud at “så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, nørket er som lyset.”

Gud kan se, der hvor vi ikke kan.
For mig personligt har den tanke rummet en stor trøst på et tidspunkt, hvor mørket fyldte meget i mit liv. Der var en tid for ikke så længe siden, hvor jeg følte mig fanget i et mørke, hvor manglen på lys gjorde, at jeg var bange for om jeg nogen sinde kom ud i lyset igen. Eller bekymret for om lyset mon nogensinde ville komme ind til mig igen.

Da jeg var barn og vi som spejdere skulle på natløb, så var der virkelig prestige i at have den største lommelygte. Fem af de store batterier, så var der blus på.

3 af 5

Vi lyste på stien, hvor vi gik og det er rigtigt, at vi kunne se præcis, hvor vi satte fødderne, men hvad der også var sandt, var at vi absolut kun kunne se noget i lyset. Alt udenom var totalt sort.

Vores patruljefører forsøgte at lære os, at hvis vi slukkede lyset ville vi i virkeligheden kunne se mere af, hvad der var omkring os. Han talte for døve ører.

Når vi tør være i mørket uden lys, sker der det, at vi langsomt får vores nattesyn til at virke. Efter nogle minutter har øjnene vænnet sig til mørket, og så kan man faktisk se temmeligt meget mere end man troede muligt.

Mørket er mystisk og fremmed for os. Vi vil altid søge mod lyset, hvis vi på nogen måde kan. Men mørket er også en del af livet, ligesom nat og dag.

Der er ingen, der har lovet os, at livet kun skal være godt, og der skal være masser af lys hele tiden. Sådan er der ingen mennesker der lever, heller ikke selvom det er det, vi kan se på de sociale medier.

Gud kender mørket og kan se gennem det. Derfor må vi også turde tro på, at selvom vi ikke kan se, så kan Gud, og han er ved vores side. Han er lyset selv.

Bibelen er fuld af løfter til mennsker, som på en eller anden måde er i mørket. Det er vigtigt at fange de løfter, for det er alt andet lige lettere at være i mærket, når man ved, at det har en tid, og at lyset vil komme.
Det er nemlig præcis det, der er løftet fra Gud og det er det, som vi hvert år fejrer, når det bliver jul.

4 af 5

“Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.”2

Det sker på baggrund af gamle løfter, som Gud har givet mennesker. Allerede tilbage i Esajas Bog, finder vi Gud, der taler om, at alt skal blive godt. Gud siger: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i mørkets land.”3

Det kan godt være mørket dækker dig, men i mørket er løfterne om, at lyset kommer. Løfterne om, at du aldrig er glemt af Gud. At du, selvom du er i mørke, er set af Gud.

Mange af de menesker, der har været i mørket taler om, at det var der, der for alvor var udvikling. Det var i mørket man lærte sig selv at kende. Det var i mørket, man for alvor lærte Gud at kende og turde stole på ham, da der ikke var anden udvej.

Det kan være fra mørket, at man pludselig ser sit liv i et helt nyt lys. Der er ingen af os, der kan lide at være i mørket, men løftet til os, når vi er der, lyder at “mørket viger, det sande lys skinner allerede!”4

I lyset af de løfter er der måske styrke til at turde være i mørket, at leve i mørket en tid, at turde se sig om i mørket, for man kan jo se lidt, hvis ellers man lader øjnene vænne sig til mørket.

Vi ved jo at lyset kommer og at ethvert mørke altid må vige for lyset. Mørket kan ikke vinde. Lyset, det sande lys

2 Joh 1,9
3 Es 9,1
4 1. Joh. 1,8.

page4image15026048

5 af 5

som oplyser ETHVERT menneske er ved at komme ind i verden.

Det tror jeg på, og det håber jeg på. Der er lys i mørket – Gud giv mig håb. Amen.

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072page5image28210688page5image28211264page5image28211840page5image28212032page5image28212224page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

 

Er det min skyld?

Det er Knæk Cancer uge. Mange mennesker, som rammes af cancer, ender med på et tidspunkt i forløbet at spørge sig selv om, hvad de dog har gjort for at fortjene dette?

Jeg tager tråden op i talen på søndag, der kommer til at undersøge de problemer, som er forbundet med at påtage sig skyld for sygdom eller ulykker, som rammer. Gennem en blind mands oplevelser får vi måske nyt syn for, om det virkelig kan være vores egen skyld, når alt går skævt. Kan vi virkelig påtage os ansvaret for blive raske?

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte af afvigelser mellem det skrevne manuskript og det faktisk talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Job 42,1-6,10-17 & Salme 34,1-8,19-22 & Hebr 7,23-28 & Mark 10,46-52.

Vi er nået til den sidste af gudstjenesterne, hvor Jobs Bogs universelle temaer om lidelsens problem sættes sammen med en evangelietekst.

Det er kirkens opgave at sætte bibelens historier ind i en sammenhæng med det liv, som vi lever i dag.
Kirken skal jo ikke være et museum, for få interesserede mennesker, der nørkler med fortidens teologi.

Vi skal netop sætte det hele i spil, for hvis ikke vi gør det, er jeg da nødt til at spørge hvilken værdi, alt det vi gør i det hele taget har?
Det indebærer også, at vi skal lægge arm med de tunge spørgsmål, også selvom vi nogen gange må erkende, at vi ikke har smarte og hurtige svar, som vores tid efterspørger.

Job er på bagkanten af alle sine mange uhyrlige lidelser. Jeg skal spare jer for et resume af det, men opfordre til at læse de 42 kapitler i bogen – eller tag tegneserien.

Gud har talt til Job og ladet ham forstå, at Gud ved mere end vi nogen siden kommer til. Der hvor der er liv, er der kamp og der er spørgsmål.
Job får ikke svar på alle sine spørgsmål, men han vinder en tillid til Gud, som gør at han kan overgive sig til at Gud har styr på det, også selvom han sket ikke selv har det.

2 af 7

“Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig!”1…..”Jeg har talt om noget jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked,”2 siger han.

Det er en vigtig pointe, at Job faktisk ikke får svar, men det, at han oplever Guds nærvær – endda på en ganske skræmmende måde – giver ham ro og tryghed til at tage tingene som de er – også selvom han stadig ikke forstår.

Resten af bogen går med at beskrive, hvor rig og succesfuld Job bliver. Han får bl.a. smukke døtre og det er en virkelig velsignelse.
Historien tjener det formål, at vise samtiden, og det er længe siden3 og i en anden kultur end vores, at Gud belønner den, der stoler på ham.
Rigdom var datidens tegn på at være yndet af Gud. Vi skal forstå, at job har gjort sig fortjent til al den succes. Det ligger dybt i kulturen at medgang var et udtryk for at man holdt sig på god fod med Gud, mens modgang var præcise det modsatte. Modgang er menneskets egen skyld.

For os lyder det måske som noget pjat. Men hvis vi for alvor mærker efter, ligger de tanker dybt nede hos langt de fleste af os. For der må jo være en eller anden form for retfærdighed til.

1 Job 42,22 Job 42,3

3 Formodentligt forfattet omkring 400 FK. Gads Danske Bibelleksikon. Artikel om Jobs Bog.

page2image8049536

3 af 7

Men hvad nu, hvis der er elementer af livet, som ikke er præget af retfærdighed?
Tanken om, at der skal være en uforudsigelig vilkårlighed i livet, er os fremmed.

Vi har det helt generelt vanskeligt med ting, vi ikke kan kontrollere og ting vi ikke kan fixe.
En af grundene til det er, at det indebærer et tab af kontrol, at være ansigt til ansigt med noget meningsløst, og det kan vi ikke lide. Vi kan ikke lide at være magtesløse.

Uge 43 er ugen, hvor vi minder hinanden om at vi kommer i situationer i livet, hvor vi er magtesløse. Cancer er en af de sygdomme, som gør os magtesløse. Mange mennesker kæmper med – eller mod om du vil – cancer. Det er knæk cancer ugen.

Mange af os er berørt af cancer. Nogen af os, som er her i dag har cancer. Flere af os har haft det, og vi kender alle nogen, som lige nu har sygdommen tæt inde på livet.

Jeg tror at alle, som rammes af cancer – eller anden træls sygdom – før eller siden sidder med tanken, der spørger: “Hvad har jeg gjort siden jeg blev syg?”

Jeg tror, det er helt normalt og i vores længsel efter at kunne forklare, så begynder vi at finde på forklaringer. Jeg har også været fest-ryger. Jeg har også været forbrændt af solen mange gange. Det var også nogle år med nogle vilde weekender.

4 af 7

I følge sygehuspræsten Lotte Blicher Mørch, så er vi faktisk ofte, når vi ikke er i stand til at forklare, villige til at tage skylden for sygdom på os. For så er der i det mindste en forklaring.4

Når vi gør det bevidst eller oftest ubevist, så sidder vi fast i en livsopfattelse, hvor vi tillægger os selv en magt, som vi dybest set ikke kan tåle af have.

Men det ligger så dybt i os, at vi ikke kan eller ikke tør slippe kontrollen.

Hvis vi til påtage os ansvaret for at sygdommen ramte, så bærer vi også ansvaret for at vi skal blive raske. Det er det jo ikke alle, der bliver og det er ubærligt for os. Især bliver det ubærligt, hvis vi holder fast i, at sygdommen rammer som noget vi skulle være skyldige i. Det er faktisk ikke alt i livet, vi er herre over.

Undskyld at jeg siger det lige ud, men det har vi brug for at fatte. At vi ikke er herre over alt i livet.

For Job kom den erkendelse, da han havde mødt Gud. Det gjorde ikke at han forstod, men det gjorde at han slap ansvaret for noget, der ikke var hans ansvar at bære. selvom han slap ansvaret, så holdt han på forbilledlig vis fast i, hvem han var. Han var ikke sin elendighed, men han var udsat for lidelse.

4 Kristeligt Dagblads hjemmeside d. 26. august 2016. https://www.kristeligt- dagblad.dk/liv-sjael/vi-bliver-ved-med-tro-vi-skal-mestre-fixe-og-haandtere-alting? fbclid=IwAR3pwyaEwbSsRWuUPRmCWnGmXvImsTQcyEzDZM8aTruqxcTHeQf5jlsI D60

page4image8208768

5 af 7

Det er muligt vi kan fordømme os selv, for sygdom og ulykke, som rammer os. Men i en ny testamentelig tænkning, er der ingen fordømmelse.
Det kan god være svært at forholde sig til, og det har mennesker, der står i mængden for at se Jesus ankomme til Jeriko umådeligt svært ved, da den blinde tigger Bartimæus fra sit sædvanlige tiggested i byporten råber op: “Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!”5

Der er to ting i gang her.
For det første forsøger folk at få Bartimæus til at klappe i. Jesus, som de alle har hørt om, skal ikke konfronteres med en mand, som selv er skyld i, at han sidder der og er blind. Når han tigger sørger fællesskabet jo for ham, så nu kan han da i det midste bare holde sig lidt væk. Det er ikke til at holde ud at blive konfronteret med hans dårligdomme.

For det andet, så har vi en Bartimæus som hele sit liv gennem sin blindhed er blevet mindet om, at Gud ikke vil ham det godt. At det formodentligt er hans egen skyld at han sidder, hvor han gør.

Samtidig har Bartimæus aldrig sluppet håbet om, at livet kan se anderledes ud. Han har holdt fast i at han er mere end sin blindhed, han er et helt menneske. Selvom han lige nu ikke kan se, så kan også hans liv komme til at se anderledes ud. Det håb ligger lige under overfladen, når han begynder at råbe op.

Bartimæus tager et skridt i tro, og stoler på den Jesus, han har hørt om.

5 Mark 10,47

page5image8289856

6 af 7

Han giver pokker i, at nogle måske vil mene, at det er svagt at bede om hjælp. Han har indset, at han er nødt til at slippe, det han alligevel ikke kan holde fast i – sin påståede skyld, skam og ansvaret. Og han han holder fandt i håbet om, at hans liv kan være anderledes.

Og han bliver ikke skuffet. Jesus svigter ikke. Faktisk venter der ham en helt ny tilværelse.

Da Bartimæus har indset, at Jesus er kommet til ham midt i hans lidelse, da kommer friheden fra blindheden. Da er han fri, endda længe før han faktisk kan se.

“Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”6 Spørger Jesus. Amen
Salme: Menneske din egen magt

 

Hold fast i håbet

Dagens bibellæsninger er fra Jobs Bog 23,1-9,16-17 & Markusevangeliet 10,17-31,

Ingen af os går gennem livet uden at møde modgang! Når modgangen rammer os, føles det uretfærdigt – og det er det!

Vi spørger ofte: Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
Vi kan føle os helt alene og udenfor verden, hvor alle andres liv forstætter, som om intet var hændt.

Hvordan skal jeg finde kræfterne til at kæmpe mig igennem?
Når det hele er mørkt, er der så stadig håb?

Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der næsten altid er lidt afvigelser mellem det forberedte manuskript og det talte ord.

Tale manuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 14. oktober 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: job 23,1-9,16-17 & Salme 22,1-15 & Hebr 4,12-15 & Mark 10,17-31.
Hold fast i håbet

Ingen af os går gennem livet uden, at møde modgang! Når modgangen rammer os, føles det uretfærdigt – og det er det!

Vi spørger ofte: Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Vi kan føle os helt alene og udenfor verden, hvor alle andres liv forstætter, som om intet var hændt.
Hvordan skal jeg finde kræfterne til at kæmpe mig igennem? Når det hele er mørkt, er der så stadig håb?

I bibelens verden er dette også kendt. Når man læser Jobs bog, er vi virkelig i et univers, hvor bibelen beskriver et menneskes trængsler og enorme følelse af ensomhed. Job lider, men holder fast i sin urokkelige tro på, at Gud nok skal frelse ham. Det mister han aldrig håbet på.

Midt i hans mørke er der ikke tvivl om, at han føler sig undeligt alene, og når han endelig er samme med vennerne, fatter de ikke en dyt af, hvad han går gennem.

Går jeg mod Øst, Vest, Nord eller syd, får jeg ham ikke at se!1 Vi skal med det flotte poetiske sprog her forstå, at uanset hvor Job leder, så føler han sig fuldt og helt forladt af Gud.

1 JF. Job 23,8-9

page1image1644208

2 af 7

Egentlig minder det meget om Jesus, der mens han hænger på korset, udbryder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”2

Bag Jesu råb ligger der håbet om, at Gud griber ind. Salmen, som Jesus nævner titlen på, kan sagtes tolkes, så den beskriver forløbet, som Jesus er i på korset. Det er en vigtig pointe at salmen ender med ordene: “….han greb ind.”3

Job nærmest klynger sig til håbet om, at få lov at forklare sig overfor Gud. Det tror jeg også, vi kender. Jeg tager nogen gange mig selv i at sige, at når jeg en gang står ansigt til ansigt med Gud, så er der godtnok et par ting, jeg gerne vil tale med ham om. Jeg hører nogen af Jer, sige det samme.

Jeg er også meget fristet til at knytte en enkelt Kommentar til Jobs bog i almindelighed. Vi hørte til indledning i søndags, at Satan af Gud fik lov til at ødelægge Jobs liv, som et slags eksperiment for at se om denne retskafne mand, som altid har levet rigtigt, kunne bringes til at forbande Gud og forlade sin tro på ham.4

Jeg minder om, at Bibelen er skrevet af mennesker, og en bog som Jobs Bog er en fortælling – ikke en fagbog/ historiebog – om et menneske som lider. I jobs bog får vi lov til at få en historie om menneskers overvejelser om

2 Matt 27,26. & Mark 15,34. Jesus citerer her Salme 22,2. En salme som ender med lovprisning, fordi Gud greb ind. Læs evt. https://www.religion.dk/kristendom.dk/min-gud-min-gud-hvorfor-har- du-forladt-mig

3 Salme 22,32.
4 JF. Job kapitel 1 og 2.

page2image3754672page2image3755920page2image3756128

3 af 7

lidelsen. Kommer modgangen som en test fra Gud? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?

I gennem alle tider, og også i vor moderne tid, er lidelse og modgang i livet, noget som er svært at forholde sig til. Vi har ikke noget fyldestgørende svar på, hvorfor ulykkerne sker.

Blandt filosoffer og teologer kalder man det teodice- problematikken. Hvorfor sker onde ting for gode mennesker?

Det er et mysterium, som vi ikke får lov at kende svaret på. Det er en gåde. Måske kommer der en dag, hvor vi får liv at se fuldt ud.5

Jobs Bog er et udtryk for sådanne overvejelser hos et menneske i en fjern fortid. Den er altså heller ikke svaret på dette sprøgsmål.

Personligt er jeg nødt til at sige, at tanken om at Gud sidder i sin høje himmel og lader Satan eksperimentere med Jobs liv, er mig aldeles frastødende. Den rimer ikke med med det faderbillede vi har på Gud og hans kærlighed til vi mennesker, som præsenteres i senere skrifter i Bibelen.

Derfor er det også vigtigt, at vi kender lidt til baggrunden, når vi støder på beretninger som denne fra f.eks. Jobs bog. Det er her, hvor det er godt at have gjort sig lidt tanker om, hvilket bibelsyn man har. For det er klart, at hvis man f.eks. har et meget konservativt bibelsyn, hvor man synes at alt i bibelen skal tages fuldstændigt

5 JF. 1. Kor. 13,12.

page3image3747392

4 af 7

bogstaveligt, så er den tolkning, jeg har præsenteret jer for uantagelig. Som jeg har sagt før, så er vi nødt til at tolke bibelen ind i vores tid. Det fortjener bibelens rigdom, og det fortjener vi, som gerne vil leve, som mennesker, der længdes efter at kunne tro og håbe på Guds kærlighed.

Dagens evangelietekst, lignelse om den rige mand, er også sådan en bibelsk fortælling, som hvis ikke vi fordyber os iden, efterlader os med flere spørgsmål end svar.

Den rige mand kommer til Jesus og spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Der er ikke noget galt med spørgsmålet. Det er helt fair, og hvem af os, vil ikke gerne vide det?

Jesus tager ham gennem jødernes ti bud, og han sidder foran Jesus og siger med god samvittighed: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.”6

Ligesom med Job sidder vi her med en mand, som gør alt, hvad han kan for at leve ordentligt.

Min retfærdighedssans siger, at han bør være i mål. Han gør alt det rigtige.

Men han mangler én ting, siger Jesus. Sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige, så skal du have en plads i himlen.7 Manden gik bedrøvet bort.

6 Mark 10,20.
7 JF. Mark 10,21.

page4image3751760

5 af 7

Alle vi, der sidder i kirken i dag er rige. Hvem af os ville sælge alt og give det væk?

Vil vi blive sendt væk?

Det hænger ikke sammen for os, at Job skal testes, eller at manden bliver nødt til at gå bedrøvet fra et møde med Jesus.

Det siges, at du ikke kan eje det, som du ikke kan slippe. Det er ikke rigdommen i sig selv, der hindrer manden i at følge Jesus. Det er at pengene er det vigtigste for ham. Så er man kamelen, der skal gennem et nåleøje. Det er forholdsvis svært.

Læg mærke til vers 21, det er rødt i Jeres sangark. Jesus ser på manden og fatter kærlighed til ham. Når Jesus ser på ham, tror jeg på, at han ser ind bag facaden. Jesus elsker ham. På det nye testamentes grundsprog ser vi at kærligheden Jesus elsker ham med er afledt af ordet agape.8 En kærlighed, der er uselvisk og tager sig udgangpunkt i den, der elskes. Uden at det skal blive for langhåret, så er formen af ordet en Aorist, som vi ikke har på dansk. Jesus elsker – aoristen indikerer at det er fuldkomment – gjort helt færdigt.

Derfor er det utroligt væsentligt at vi lægger mærke til at Jesus ser ham og fatter kærlighed til ham.
Det gør Jesus selvom han godt ved, at manden er bundet af sit forhold til sin rigdom. Han er elsket!

8 ἠγάπησεν Verb, aor act indic, 3 s – ἀγαπάω

page5image3757584

6 af 7

Han går bedrøvet derfra, men han er elsket. Vi ved ikke, hvad der videre sker med den rige mand, men han går derfra med Guds kærlighed. En kærlighed, som er fuldendt.

Det er muligt, at det ser svært for os, at manden går bedrøvet væk. Men der er stadig håbet om, at Guds kærlighed er givet ham, uanset, hvordan hans liv ser ud.

Håbet er væsentligt at holde fast i, for den rige mand, men sandelig også for os selv, når vi oplever at vi går rundt i mærket som Job, eller går bedrøvede og uforløste rundt i livet.

Vi er nødt til art erkende, at ingen regler, ingenting, som vi kan finde på at gøre. Heller ikke at gå i kirke, hver søndag, i sig selv, kan gøre det, som Guds kærlighed kan.

Disciplene blev forfærdede over at se manden gå, men også over at Jesus ligeud siger, at det er vanskeligt at komme ind i Guds rige.

Men det er lige her håbet ligger. Nemlig friheden fra at tro, at vi skal selv. At vi skal fortjene os til Guds kærlighed.

For Jesus siger : “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”9

Håbet er at holde fast i, at Guds kærlighed er stærkere end noget andet.

9 Mark 10,27.

page6image3758000

7 af 7

Og ja, det sker nogen gange som en slags trods. Vi ser det hos Job, der stædigt holder fast i, at Gud vil ham det godt. Vi ser det hos Jesus på korset, hvor han føler sig allermest forladt, at der også der, er håbet om, at Guds griber ind.

Vi ser det hos mennesker omkring os, at ofte når vi kigger tilbage, så kan vi se, at vi ikke var alene.

Gud griber os – altid!

Hold fast i det håb. For det kommer ikke an på dig.

“For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”10

Amen
Salme: Himlen er ikke et sted i det fjerne

page7image3758416

10 Mark 10,27.

Størst eller mindst? – Thomas Risager

Hvem af os er den største?

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Allerede på Jesus tid, havde hans disciple gang i en sammenligning. Jesus har overraskende input på det – input, som vi måske i vor tid kan lære af.

Hør mere her:

 

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 23. september 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 9,30-37.
Størst eller mindst?

En af de største fjender mod os selv, som vi hver dag står ansigt til ansigt med, er sammenligningen med andre.

På Facebook, Instagram, Snapchat og hvad det ellers hedder alt sammem, kan man se den ene sunde ret efter den anden, Udsigten ud over havet – set gennem de brune ferieben, Glorien over hovedet, på den der lige har været ud at løbe eller nede og træne.

Vi ser de andres perfekte liv, og undrer os over, hvordan de finder tid, penge og overskud til alt det, de gør.
Det er her alle de unge, finder mennesker, som de kan føle sig større, men oftest mindre end.

Vi, der er lidt mere grå, kender det godt fra venneparrene, som fortæller om deres seneste spændende rejse, Den nyeste ombygning, Deres børn, som klarer sig så godt.
Eller vi ser kollegaen på jobbet. Hende som tilsyneladende kan klare hvad som helst og altid er opgaverne løst til punkt og prikke.

Det ligger dybt i vi mennesker, at vi sammenligner os med hinanden. Det vi sammenligner os med, er de andres perfekte liv, set i forhold til vores eget uperfekte liv. Og det er hård kost. Og det er usundt!

Der er intet nyt i, at vi mennesker kan finde på, at sammenligne os med hinanden. Allerede blandt Jesu 12

2 af 5

disciple er dette på spil. Og det er lige der vi rammer ned i Markusevangeliets kapitel 9, som Helge Munk læste for os.

Forud for historien her, er der sket meget. Jesus er begyndt at rejse rundt samme med disciplene, og de har set meget allerede. Så meget, så de er fulde af beundring over Jesus.

Jeg nævner i flæng,
Bespisningen af de fem tusind,
Vandringen på søen,
Helbredelsen af døve, blinde og stumme,
Peters bekendelse af at Jesus virkelig er den ventede Kristus,
Jesus der forudsiger sin død og opstandelse, hvor vi ser, at Peter begynder at irettesætte Jesus, fordi det i følge Peter, aldrig må ske som Jesus siger.1
Så følger forklarelsen på bjerget samt flere helbredelser.

I min verden er det ‘no wonder’ at disciplene beundrer Jesus. De har ganske givet også sammenlignet sig med ham, men det er ret åbenlyst, at ham er der ingen, som når op på siden af. Han kan jo alt muligt, som ingen andre kan.

Og de begynder at forstå, at han om nogen er Guds udsending på jord. Hvor er de heldige, at de får lov at opleve dette ansigt til ansigt med ham.

Nu begynder dagens tekst med, at han, som åbenlyst er så fantastisk, igen begynder at tale om, at han skal slås ihjel, men opstå igen på tredjedagen.

1 Mark 8,31-33.

page2image1651280

3 af 5

Markus skriver lige ud, at de ikke forstod, hvad han sagde og at de var bange for at afsløre det.2

Det er ikke mærkeligt!

De er omsider begyndt at kunne rumme, at Jesus er Guds søn. De ser, alt hvad han gør. Deres baggrund som jøder, gør også at Gud, og dermed Jesus, er almægtig og alene tanken om, at han kan være svag, eller ligefrem skulle kunne ofre sig selv, er så fremmed for dem, at det ikke kan give mening for dem. Det er helt enkelt en tanke, der er for langt ude.

Det Jesus siger fortsætter med ikke at give mening og viser med det næste, det sker, at han er så radikalt anderledes end, hvad de ellers skulle tro, tænke og mene.

Når de ikke kan måle sig med ham, så begynder de at måle sig op mod hinanden. Hvem er størst, hvem er dygtigst…. De er mennesker, og vi – eller i hvert fald jeg – er nødt til at indrømme, at jeg kender det.

Det har jeg ikke travlt med at indrømme, og det har disciplene heller ikke, da Jesus spørger dem, hvad de talte om på vejen.

Igen gør Jesus noget, som er anderledes. For at vi kan forstå, hvor anderledes det er, så skal vi lige have to ord med på vejen om børn i bibelens univers.

2 JF. Mark 9,32.

page3image1651488

4 af 5

Vi, der elsker at prale med vores børn på de sociale medier, synes at det er det mest naturlige, at vores curlingbørn er centrum i universet.
Men på Jesus tid, var børn ikke noget man pralede med. De havde ingen plads i folks opmærksomhed. Faktisk skulle barndommen bare overstås, så barnet kunne gøre sig nyttigt i husholdningen og i indtjeningen. Med andre ord, et barn er det mest nytteløse, man kan forstille sig.

Derfor er det noget, der ryster deres verdensbillede, når Jesus stiller et lille “nytteløst” barn i deres midste og siger: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.”3

Ud over at børnene pludselig har en værdi i sig selv og en plads i samfundet, så siger Jesus faktisk en hel masse her.

Hold nu op med at sammenligne, for de ting, I tillægger værdi og bruger som sammenligningsgrundlag er i Guds rige værdiløst. Her har man ikke værdi i kraft af, hvad man gør, men i kraft af at man er.

Når du tager i mod, hjælper, passer på, elsker noget så nyttesløst som et lille barn, så handler det i virkeligheden om at tage mod Gud, som har sendt Jesus.

Det er store ord. Men der ligger bag det noget, som er sundt for os at høre, nemlig at hvert menneske, uanset baggrund, og hvad vi ellers synes vi skal prale med, har uendelig værdi.

3 Mark 9,37.

page4image3738864

5 af 5

Du er noget helt særligt netop fordi du er skabt i Guds billede, og når vi ser et andet menneske, elsker, er næstekærlige, så er det netop det vi ærer. Den væren skabt i Guds billede, der er ens for os alle.

Vi mennsker er langt mere end det vi praler med, og langt mere end det vi sammenligner os med.
Vores værdi ligger i, at vi er elsket og i, at vi kan elske. Ikke i kraft af os selv, men i kraft af ham, som elsker os først og størst.4

Lad os glemme sammenligningerne og tankerne om, hvem der er bedst, har mest tro, kommer mest i kirke, og lade os have lov at være fri til at leve, elske og være elsket.

Ultimativt er det det, som Jesus viser os ved, at hans forudsigelse om lidelse, død og opstandelse faktisk kommer til at gå i opfyldelse. Og så er det altså ikke væsentligt, hvem der er den største, men at vi – du og jeg, er elsket og elskende.

Amen.
Salme: Vil du følge efter mig.

4 JF. 1. Joh. 4,10-11

page5image3738656

Opstandelsens betydning – Thomas Risager

Dette er skrevet for at I skal have tro!

Sådan skriver Johannesevangeliet i afslutningen på kapitlet om Jesu opstandelse fra de døde. Thomas Risager taler om opstandelsen og dens helt bærende betydning for al tro.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er forskel mellem dette skrevne forberedte materiale og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 8. april 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.

Der hvor vi lander i Johannesevangeliet i dag, slås det fast med syvtommersøm, at det stadig er opstandelsesdagen. Men det er blevet aften og Johannes siger, at disciplen holdt sig ind bag lukkede døre af frygt for jøderne.

Måske skal vi lige prøvet at sætte os i disciplenes sted, ved at forestille os, hvordan de må have det.

Prøv en gang at forestille dig, hvad disciplene har været igennem de sidste dage.
De har oplevet jesus ride ind i Jerusalem. Godtnok har han sagt at han skal lide og dø, men vi siger jo så tit til hinanden at livet er hårdt. Pjat med dig jesus det her går jo godt, se på folket. De er glade for at se dig. De vifter med palmegrenene og jubler over at se dig. Det her det bliver fedt mand!

De tror du kommer for at gøre deres liv bedre. Det tror vi også.

Disciplene har været på en total optur først på ugen. De har jo set Jesus som verdens frelser og de ser, at alle andre også ser det, Selvom man skal være forsigtig med at bruge ordene, at dette er historisk, så er det den fornemmelse de har. De er med til noget helt vidt fantaststisk. Det er de faktisk også, men det kommer til at se anderledes end de ha ved forestillet sig.

2 af 5

Vi kender påskens drama og husker, at Jesus på skærtorsdage fortæller om nadveren som en måde at mindes ham på, hver gang vi spiser. Det bliver Judas, der kommer til at forråde Jesus. Det er helt ufatteligt, at en af deres egne kan gøre det. Det er mærkeligt, at Jesus ikke er rasende på ham, men lader ham være med ved måltidet, når han nu ved det. Men Jesus er ikke som folk er flest. Og efter få minutter stormer Judas pludselig ud.

Efter måltidet går de ud og Judas kommer pludselig tilbage og kysser Jesus, og inden de ved af det, er de omringet af romerne, som tager Jesus med sig.

Vi ved, at han blev pin og plaget, slæbt fra Herodes til Pilatus, for til sidst at dø på et kors på Golgatha.

MEN vi ved også, at kvinderne tidligt om morgenen fandt graven tom. Han var opstået, sådan som han havde sagt det.

Det er dér de er. Det er midt i det vakuum og følelseskaos det hele sker. Er dette den bedste eller den værste dag i deres liv? Kan vi tro, at han virkelig er opstået? Kommer de efter os? Frygt, angst, glæde, kaos.

Midt i det kommer Jesus til dem og står pludselig midt iblandt dem, som Johannes skriver det. Fred være med Jer, siger han. Ordene han siger og synet af Jesus, der viser dem sine sår, får dem til at falde fuldstændigt til ro.

Jesus kommer til dem, når de er allermindst imponerende og allermest bange. Han vender ikke ryggen til det, som vi nogen gange ser som svaghed, der er han: Fred være

3 af 5

med Jer. Disciplene bliver glade, siger Johannes. Det kan jeg godt forstå.

Til gengæld kan jeg også godt forstå at Thomas lider under det ret moderne FOMO (Fear Of Missing Out) Han var der ikke, da Jesus stod der.
Snak om at gå glip af noget vigtigt.

Det er præcis det man risikerer, hvis man en søndag vælger ikke at komme i kirke.

Jeg forstår Thomas, når han siger til de andre, at det kan godt være, at I har set og I fortæller mig det nu. Men beklager. Det der, der jeg nødt til selv at se, selv at opleve.

På mange måder har jeg det som Thomas, det kan godt være at I siger, men jeg er nødt til at se det selv. Jeg har brug for at danne mig mit eget indtryk.

Der går en uge, og så er det præcis hvad der sker.

Da stod Jesus pludselig midt i blandt dem igen: Fred være med Jer!

Thomas bliver kaldt frem. Der hvor mennesker er bange og forvirrede, der hvor mennesker ikke kan tro, står Jesus og siger: Fred være med Jer.

Det gør han der, hvor mennesker er meget langt fra de rådende idealer. Jeg tænker, at det er godt at vide. Det er jo ikke smart at været tvivlende, rådvild eller bange. Det er jo ikke det vi flasker på Instagram. Men Thomas står ved, hvordan han har det. Jeg synes han er en helt.

4 af 5

Endda siger han til Thomas “»Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”1

Jesu opstandelse er det mest utrolige og samtidigt troværdigt.

Opstandelsen fra de døde er det underligste og samtidigt det vidunderligste.

Opstandelsen fra de døde er kernen i al kristen tro, fordi den viser at kærligheden ikke var tomme ord.
Fordi den viser at kærligheden sejrer over alt andet.
Fordi jesus viser sig efter opstandelsen for mennesker og han giver fred, når vi er bange, håb, når vi er modløse, og liv, når vi skal dø.

Opstandelsen er nær ved umuligt at forstå. Det kan Thomas ikke, men den kan tros. Og det kan den på en måde, så man kan mærke det.

Johannes sagde, at der er liv i hans navn gennem tro. Også gennem “ringe” tro.

Johannes slutter af med at skrive:

v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Dette er talt for at vi skal have liv i hans navn ved tro.

1 Joh 19,27-28.

page4image1622368page4image1622576page4image1622784

5 af 5

Amen
Salme: Jesus som iblandt os står

Han er opstanden, Ja Han er sandelig opstanden – Thomas Risager

Påskedag er kommet og i kirken fejrer vi, at Jesus opstod fra de døde.

Dermed ser vi at hans kærlighed ikke blot var tomme ord, men sejr over alt tænkeligt mørke i livet. Kærligheden sejrer – selv over dødens kulde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken Påskedag d. 1. April 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 16, 1-8.
Jesu opstandelse – Påskedag

Men I, hvem siger I, at jeg er?

Sådan spørger Jesus sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de tænker om ham.

Vil vi ikke alle det, gerne vide, hvad mennesker tænker om os?

Et er, hvad vi tænker om os selv, men det giver ikke det fulde billede af, hvem vi er. Noget andet er, at vi er afhængige af at høre, hvad andre siger, og det de siger er med til at forme os danne os.

Ingen af os kan stå alene. Vi formes og dannes af vore relationer. De som er tæt på os, er med til at gøre os til dem, vi er. Alene bliver vi aldrig fuldendte.

I fastetiden har vi – eller en del af os – læst os gennem et materiale, som påstår, at vi nemt kommer til at gøre Gud, for lille i vore tanker og snakke om, hvem Gud egentlig er.

Det kan der bestemt være noget om. Vi har lært at Gud kan være alt fra en hallalhippie til en piberygende kumbayah Gud. Han kan sikkert også være alt derimellem og ud over de definitioner.

Hvordan kender vi Gud?

2 a f 5

Det gør vi gennem det, vi læser i Bibelen, gennem det vi hører i kirken. Og selvfølgelig også gennem det, vi hører og danner os en mening om i samtalerne f.eks. i smågrupperne, eller i de dybe samtaler i stearinlysets skær, mens der kun er en slat vin tilbage i glasset.

Og så er der lige den underlige detalje, at Gud jo er en åbenbaringsgud, som vi siger.
Det betyder at Gud ikke bar viste sig, for de bibelske personer, hvis historier blev skrevet ned, men at Gud stadig viser sig for mennesker. At Gud ønsker at være i en relation til os.

Her bliver det unægteligt en lille smule langhåret. Men jeg tror mennesker oplever Gud i deres liv. Det tør jeg godt sige, at jeg selv gør.
Ikke på samme dramatiske måde som journalisten Charlotte Rørth, har oplevet det, og som hun har skrevet om i sin bog “Jeg mødte Jesus,” men mere som en stille overbevisning om at jeg ikke er alene.

Tiderne skifter. Hvis en person som Charlotte Rørth for ti år siden var stået frem med den historie, var hun blevet udstillet som værende helt væk fra vinduet.
Men i dag er det interessant og det viser sig også, at er er mange mennesker, som faktisk står frem med lignende historier. Det er der nu kommet en ny bog ud af af. “Vi har mødt Jesus.”

I de kommende uger skal vi høre historier om, hvordan disciplene har mødt Jesus. Det er vel at mærke efter hans død og efter hans opstandelse, men han lever, og de møder ham. De ser ham, de hører ham, de rører ved ham og de ser ham spise. Med andre ord sker alle de

3 a f 5

ting, der skal til, for at man kan have en relation stadig, efter opstandelsen.

Og hvordan var det med en relation? Den er med til at præge os og gøre os til dem, vi er.

Relationerne er også noget af det, som er på spil, når det er påske.

Jesus led og døde – han gav sig selv – Langfredag. Inden solen gik ned, blev han lagt i en klippehule, som skulle være hans grav. En kæmpe sten blev lagt for indgangen, så graven var forseglet.

Alle, der har prøvet at miste en man elsker til døden, ved at det gør ondt og man er ude af sig selv. Der er en relation, som er brudt.

Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen, hvor solen lige var stået op, gik Maria Magdalene, Maria og Salome ud til graven for at salve ham. Det var en måde at vise den sidste ære, men også den endelige afslutning på begravelseshandlingen.

Markus gør en del ud af, at fortælle at stenen for graven er tung, og kvinderne tænker meget over, hvordan de mon skal få den væk, så de kan komme ind i graven med deres salver. Vi skal forstå, at det er nær ved umuligt med mindre man er en hel flok mænd, der kan skubbe stenen væk.

Men stenen var væltet fra. Jesus var ikke i graven. I stedet ser de en ung mand i hvide klæder, her skal vi tænke Guds sendebud – en engel – sidde inde i graven.

4 a f 5

“Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«1

Men de blev forfærdede! De var rystede og flygtede fra graven. De var helt ude af sig selv, og de kunne ikke tro, hvad der var sket. Så i følge Markus siger de ikke et ord til nogen.

De andre tre evangelier er kvinderne de første, som forkynder at Jesus er opstået, men ikke hos Markus.

De kan ikke forstå det.

Det kan jeg faktisk godt forstå, for hvem kan egenlig det? Når mennesker siger, jeg har set Jesus, så bliver jeg altså lidt skeptisk, og tænker ja ja…. men jeg bliver også lidt nysgerrig.

Måske skal jeg lige i parantes sige, at Jesus, her hos Markus, viser sig for dem, som ikke kan finde ud af at tro. Er det egentlig ikke en rar tanke? Det er hans initiativ, og det sker igen og igen. Læs eventuelt selv videre i kapitel 16.

Men nu er det altså påske, så vi siger det højt og er lige glade med om mennesker, tror vi er skøre.

Jesus ER opstået – graven ER tom!

1 Mark 16,6-7

5 a f 5

Det er sket som han har sagt. Dermed ved vi, at hans kærlighed ikke var tomme ord. Han gav sit liv. Der er gjort op med det onde, med lidelsen, med ensomheden, med synden, med tomheden og med døden.

Der er gjort op med alt det, som vi frygter. Intet af det kan slå den kærlighed, som gives i påsken.

Jesus er opstået.

Der er ingen grund til at betvivle at den historiske Jesus har levet, og at han blev modtaget i Jerusalem, at han led og døde og at graven på tredjedagen var tom.

Det ved vi!

Tro handler om, hvorvidt vi tør tro på, at det har med os og vort liv at gøre.

Tro handler om at Jesus / Gud har ønsker at have en relation til dig. Han har gjort det fornødne.

Spørgsmålet står tilbage: “Hvem siger du, at Jesus er?”

Glædelig påske!

Amen.