GPS – Hold øje med skiltene – Thomas Risager

Gud, giv mig et tegn! Sådan tror jeg, at vi alle i perioder kan finde på at tænke.

På søndag tager talen denne problematik op. Det er faktisk lidt som i trafikken, at vi utroligt nemt kommer til at overse skilte. Det vidner antallet af fartbøder, som jeg hører vi får, om. Hvordan kan det være, at vi ikke ser skiltene – og hvordan kan det være, at vi tilsyneladende længes efter et tegn fra Gud?

Hør mere her:

podcast-large

Undervejs i talen vises et videoklip fra filmen Bruce Den Almægtige (2003)

Du kan se klippet her:

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 12. februar  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,30-40.

GPS – Hold øje med skiltene (dobbelt bødetakst ved vejarbejde)

Jeg elsker min GPS. Dels hjælper den mig med at finde vej. Men den kan også en anden fin ting. Den hjælper mig med at holde øje med skiltene. Hele tiden står der ude i siden, hvor hurtigt man må køre.

Kender I ikke det. Man kan så nemt komme til at overse et skilt. De er der jo over det hele.

Som man siger, kan man nogen gange ikke se skilteskoven for bare skilte.

*Video https://www.youtube.com/watch?v=g-YpUqQhops

2.32 min

I Bruce the Almighty som klippet her er fra, er Bruce Nolan helt ude, hvor han ikke kan bunde. Han oplever, at Gud må være vred på ham, siden det går ham så dårligt i livet. Han fik ikke det job, han havde sat næsen op efter.

Nu ræser han af sted med et kæmpe raseri i sin bil. Det er nogen gange dér hvor frustrede mænd søger tilflugt. Han skælder ud på Gud.

Giv mig et tegn – på engelsk show me a sign!!!!

Lad os bare sige, at Gud holder ikke tegnene – skiltene – tilbage. Faktisk vælter han rund i dem, men han ser det ikke.

Jeg vil påstå, at jeg godt kender den fornemmelse.

At livet går så stærkt og at hverdagen er så krævende, at man sidder der i sofaen fredag aften og er helt flad. Hvor blev den uge lige af. Her siger vi til hinanden. Pyh en uge. Jeg havde så travlt og har knoklet, men jeg har ikke nået det halve af, hvad jeg havde planlagt.

Det er så her, at jeg bliver nødt til at lave et reklameindslag for at gå i kirke. Jeg ved det, Preaching to the choir, I er her jo.

Men denne ene gang om ugen, hvor man lige sætter sig, nyder musikken, sangene. Forundres, står det virkelig i bibelen? Måske sætter talen ovenikøbet en tanke eller to igang.

Om ikke andet, så er der ikke mange timer i dit liv, hvis det ligner mit bare en smule, hvor du  bare kan være, i ca. en time og fem minutter.

For mig, er det tit ved gudstjenesten at jeg oplever mine tanker lige er tilbage ved et eller andet, som er suset forbi i farten, men som jeg ikke lige lagede mærke til.

I vores tid, kan vi ikke bare sige, at vi bare skal sætte hastigheden ned. Det er lettere sagt end gjort i en verden, hvor mange af os har lidt mere flydende arbejdstider og opgaver.

Ofte er det først, når vi tænker tilbage, at vi faktisk husker, at der da egentlig var masser af skilte på vejen, men vi ikke lagde mærke til dem, da vi drønede forbi.

Det samme er lidt situationen med den store folkeskare, som nu opsøger Jesus. Aftenen før havde mange af dem oplevet, hvordan jesus med fem brød og to fisk har bespist 5000 mennesker, der var samlet for at høre ham.

Endnu en reklame for kirken, her får vi Chilli con Carne – og der er også nok.

Jesus er sejlet bort – tror de. Han gik på vandet! Nu har de fundet ham. Husk lige, hvad de var vidne til aftenen før.

Nu spørger de: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det, og tro dig? Had kan du gøre?”

De må være blinde, eller have superkort hukommelse.

Inden vi får for travlt med at pege fingre…. hvordan er det så lige med os.

Er der ikke øjeblikke i vore liv, hvor vi, i det mindste når vi ser tilbage, må sige, at her var Gud med os.

Sådanne begivenheder kan jeg i alt fald se tilbage på.

Og I er kender mig godt, ved at jeg bedst kan lide at have begge ben på jorden. Men jeg må overgive mig, og sige, at der bare er ting, jeg ikke kan forklare.

I mit liv er tegnene suset forbi.  Jeg er (også= sådan indrettet, at jeg kan drøne forbi et tegn på Guds kærlighed og indgriben i mit liv, og jeg ser det ikke.

Derfor er det en stor trøst, at Jesus ikke skælder de her “giv os et tegn mennesker” ud.

Han sender dem ikke væk, og beder dem om at åbne øjenene.

Jesus siger: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

De af os, som er vokset op i kirken, tænker naturligt, at det er nadveren han tænker på. Og ja, det er det. Men det også det helt dagligdags, at hver gang du får brød = hverdagsmad,  at spise, så er det et tegn på at Gud passer på dig.

Et lille tegn midt i hverdagen, som vi så nemt suser forbi.

Jesus får det sidste ord, og det gør han jo:

“For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Amen.

 

 

Tro er Taknemmelighed, Høstgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er taknemmelig.

Især, når jeg minder mig selv om alle de gode ting, som er i mit liv, så er jeg taknemmelig. Det er jeg på trods af, at der bestemt også er ting i mit liv, som jeg virkelig ville ønske var anderledes.

Det er ikke altid, jeg er taknemmelig, for når der er noget, der går skidt i livet, så fylder det nemt det hele. Men ved dagens høstgudstjeneste minder vi hinanden om, at vi alle – uanset hvem vi er – har noget at være taknemmelig over. Vi ser det synliggjort i et alter, som er pyntet med madvarer, frugt og grønt.

Vi er taknemmelige. I dag har vi gjort vores taknemmelighed synlig, idet alt på alteret blev bortauktioneret til fordel for skolebørn i Congo.

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joel 2,12-27 & Luk 17,11-19

Jeg er taknemmelig.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har lidt penge i banken.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mere end to par bukser og flere sko at vælge mellem.

Jeg er taknemmelig over at jeg er en del af en familie.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har en kirkefamilie og venner i Odense Metodistkirke.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mad at spise hver dag. Oftest mere end jeg har behov for. Det er så et andet problem i vores del af verden.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet med frugt og madvarer i alle afskygninger. Vi fejrer og glæder os over, at det bliver meget synligt, at vi ikke bare har fået mad nok, men at vi ligefrem har overflod.

Vi bor midt i den stor by, eller en storby, lidt afhængigt af hvem man spørger, så der er ikke mange af os, som i det daglige har jord under neglene eller tænker over, hvor vacumpakkerne med kød egentlig kommer fra.

Det er også kun de ældste af os, de som har oplevet Anden Verdenskrig på egen krop, som har prøvet at man ikke bare kunne få alle de varer, man kunne ønske sig. Og lige gyldigt hvad I siger, så smagte RICH’s-Kaffeerstatningen ikke godt.

Alle vi andre er så priviligeret at vi aldrig har prøvet at mangle noget.

Selvom jeg har aldrig har manglet noget, så husker jeg de perioder, hvor der var isvinter, eller langvarige blæsevejr, hvor min far bekymrede sig over at der ikke var indtægt. For sådan er det jo at være fisker. Hvis ikke man fanger noget, tjener man ikke noget. Heller ikke selvom man har været flittig på havet.

Vores kristne tro, har sin rod i den jødiske kultur, hvor man var en agerbrugskultur. Det var man endda i et land, hvor jorden ikke er så frodig, som ude i den fynske muld.

Hele kulturne og den religjøse tænkning er bygget op omkring afhængigheden af høsten, som igen er tænkt ind, som Gud, der forsyner os med det vi skal bruge.

Joels Bog, siger:

v23  Zions sønner,

I skal juble og glæde jer

over Herren jeres Gud;

for han giver jer

regnen til retfærdighed,

han sender jer regnskyl,

efterårsregn og forårsregn som før.

v24  Tærskepladserne fyldes med korn,

persekarrene flyder over med vin og olie.

v25  Jeg erstatter jer de år,

da græshoppen åd,

da larven, gnaveren og bideren åd,

min store hærstyrke, som jeg sendte imod jer.

v26  I skal spise og spise og blive mætte

og lovprise Herren jeres Guds navn,

når han handler underfuldt med jer.

Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.

Når I er mætte, skal i lovprise Guds navn. Lovprisningen var ikke bare ord, men at man rent faktisk ofrede en tønde korn til templet, hvis man havde fået ti i hus. Det er den tanke, som ligger bag tiende-offeret, som jo den dag i dag får mennesker til at give 10% af deres indtægt til vores kirke.

Alt sammen handler det om taknemmelighed for alt det, som når man lever i vores del af verden, så nemt kommer til at at taget for givet.

Taknemmelighed er måske ikke altid så let, fordi det som man ikke er taknemmelig for, så nemt kommer til at fylde forholdsvis mere.

Når der er problemer i liver, er det det, som fylder, men har vi ikke alle også et eller andet at være taknemmelig over?

Jesus var, som så ofte før, på vandring mod Jerusalem. Han fulgte grænsen mellem Samaria og Gallilæa.

På vej ind i en landsby, møder han ti spedalske, der holder afstand til ham, sådan som loven sagde, at de skulle. Datidens løsninger ved sygdom var at udstøde individdet til fordel for fællesskabet. Synd for dig, at du er blevet syg, men du må leve alene udenfor byen, vi skal nok sætte mad ud til dig. Det huskede man de første fjorten dage, derefter var det at klare sig, som man bedst kunne.

Nå står de og råber på Jesus, Mester, forbarm dig over os!

Jesus ser dem, forbarmer sig over dem, og beder dem gå til præsterne for at blive undersøgt. Præsterne havde myndigheden til at erklære dem rene igen. Det betyder, at hvis de er raske, så kan de af præsterne få lov til at få deres gamle liv igen.

En far kan vende hjem til sin kone og børn, tilbage til sit arbejde, tilbage til hele sit sociale netværk.

De ti mænd bliver raske.

De ni løber tilbage til deres gamle liv, uden at skænke de mørke stunder en tanke. Det kender jeg i hvertfald godt. Nå, så er vi videre. Dejligt.

Men der var én af dem. Ovenikøbet et samaritaner, en af de, som ikke har nogen som helst religiøs indsigt i forholdende. Han vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Han var taknemmelig.

Jesus glæder sig over ham og siger: “Din tro har frelst dig!”

Ja tak til det !

Lad os glæde os over alt det gode, vi har.

Amen

Er du provokeret? – Thomas Risager

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogle ting om tro, eller fordømt andre mennesker. Kristne, der har sagt ting, der får os til at tænke, at den tro han står for, skal jeg aldrig have med at gøre!

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster – og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på. Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.
Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

Hør mere her:

podcast-large

 

Hvis du hellere vil læse talen, kan du gøre det her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 23. august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,56-69.

Paulus siger “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Når det kommer til livets store spørgsmål om liv og død, meningen med livet. Så kan det godt føles som om man hele tiden leder efter en brik i et puslespil, som bare ikke vil give mening, før man har fundet den manglende brik.

Det er også sådan, at nogen gange, når man faktisk får fat i den brik, som man synes mangler, så kan man absolut ikke lide, hvad man ser.

Jeg tror vi alle sammen har mødt kristne, måske endda præster, som har sagt nogen ting om tro, eller fordømt andre mennesker, på en sådan måde, den tro, han står for, har mand aldrig nogen sinde lyst til at have med at gøre.

Jeg har mødt sådanne mennesker. Jeg har mødt sådanne præster og jeg synes selv, at jeg har en vis rummelighed overfor forskellighed.

Men der er grænser for, hvad jeg vil høre på.

Især, når mennesker gør sig til talsmand for en kristen tro, som er hadefuld og fordømmende over for alle andre end dem selv.

Så står jeg helt af.

Omvendt er det også svært at være skråsikker.

Har jeg ret, når jeg siger, at Gud elsker alle.

Et fornuftigt menneske bør stille sig selv spørgsmålet. Har jeg jeg ret, når jeg påstår at Gud elsker alle – uden undtagelse?

I dag skal vi se på en bibeltekst fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fortsætter sin tale om livets brød.

Vi er nu igang med den fjerde søndag, hvor vi hænger fast i Kapitel 6 i Johannesevangeliet.

Det betyder at jeg, efter talen i dag, samlet har talt om dette i 1 time.

Så hvis nogen af jer tænker, som disciplene, beskrevet i kapitel 6 vers 60… “Hvem kan holde ud at høre på det?”

Så forstår jeg det godt.

Jesus taler om sig selv i billeder fra dagligdagen.

Billeder, som alle kan forstå. Alle spiser brød, og selv den mest enfoldige ved, at der skal mad til for at leve.

Jesus siger, at han ikke er som det almindelige brød, som man kan spise og så stadig være sulten kort tid efter.

Det er heller ikke sådan med almindeligt brød, at man kan spise, og spise, og så forvente at leve evigt.

Faktisk er det nok en dårlig ide, at spise sig til livet i almindeligt brød.

Jesus taler om almindeligt brød, men alligevel er det helt almindelige, i ham, helt anderledes.

Jesus siger at den, der spiser af hans brød skal leve i kraft af ham.

Det er så moderne at spise sundt. De færreste af os kan forklare præcis, hvordan det er, at maden er god for os. Men uanset om vi kan forklare det eller ej, er sund mad god for os.

På samme måde er det med troen på ham.

Hvis man vil spise må man komme til måltiderne. Man er nødt til at komme maden i munden og spise den. Men virkningen af den, har vi så at sige intet med at gøre.

Det sker bare.

Jesus siger: “Den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid!”

Tanken om at det er Jesus, som gør noget i de mennesker, som tager mod hans kærlighed, er så fornærmende at en hel flok disciple siger:

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?”

Jesus ord lyder ind i en kultur, man er sin egen lykkes smed. Man er selv ansvarlig for alt.

Overhold reglerne, så vil det går dig godt, synes at være mantraet.

Jeg ved godt, at vi ikke er jødisk kultur, men jeg synes alligevel at det ligner vores liv. Vi kan måske ikke ret godt med regler. Men det med at være mega ansvarlig for at lykkes og leve godt. Det ligger i vores tid.

Jeg tror vi har brug for høre igen og igen, at tro handler om at lade sig elske, så gør Gud resten i os, også selvom vi måske ikke forstår det.

Hvis det budskab er så provokerende at du har lyst til at rejse dig og gå, så er jeg ked af det, men døren er der.

Der er en Gud, der elsker os og gør godt i os.

Hvis det er provokerende, så tænker jeg, at det er fordi, at det er alt andet en ligegyldigt.

Hvis det var ligegyldigt, var det vel ikke provokerende.

Jesus siger: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig.”

Amen

Mangler du en brik 3 ? – Thomas Risager

Noggen gange så synes jeg, at det kan være svært at få troen til at give helt mening. Det er som, at sidde med et puslespil, hvor der mangler en brik. Man kan egentlig godt se, hvad motivet i puslespillet er, men man fokuserer bare på den brik, der mangler.

Jeg tror, når det kommer til tro, at man skal passe på med, at fokusere for meget på det man ikke forstår, men i stedet søge at se helhed, også selv om billedet man har måske ikke er helt perfekt.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Men hvis du har lyst til at høre mere, kan du gøre det her:

podcast-large

 

Prædiken søndag d. 16.august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,51-58.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Jesus siger:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Det giver jo fuldstændig mening. Hvor er der dejligt at Jesus altid udtrykker sig så klokkeklart.

Ironi kan forekomme her.

Jesus taler kryptisk, men alligevel klart. Hvis du nogen gange tænker, jeg fatter intet. Så skal du vide, at du ikke er alene.

Der er så mange små historier i Ny Testamente, hvor Jesu disciple, som jo lever sammen med ham hver eneste dag, ikke forstår, hvad manden siger.

De mangler ganske enkelt at brikkerne falder på plads.

Jesus taler om brød, som vi alle kender det. Langt de fleste mennesker på kloden spiser brød hver eneste dag.

Når vi beder fadervor, siger vi “Giv os idag vort daglige brød!” må vi huske, at der Jesus, som har lært os/sine disciple at bruge disse ord.

Det er vigtigt at have i baghovedet, når Jesus taler om det levende brød.

De sidste to søndage har fokus fra denne del af Johannesevangeliet ligget på ordene:

“Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

og i sidste uge:

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Der er ingen grænser for løfterne. Vi kender det egentlig godt, for nogen gange er der nogle tilbud, der  bare er for gode til at være sande. Så bliver vi skeptiske – og heldigvis for det.

For sund fornuft er godt. Faktisk også når det kommer til tro.

Men det er også en af grundene til at det nogen gange kan være svært. Tro og fornuft er ikke hinandens modsætninger, selvom de nogen gange modsiger hinanden. Der er ofte dér, hvor det føles som om, at der mangler en brik.

Jesus forstår dette.

Han ved jo godt, at han kommer med et helt ny forståelse af tro. Hans betoninger, af at troen er en relation og ikke lov-religion, vil tage tid, langt tid, før mennesker forstår.

Det er jo godt, for hvis man hele livet har troet, at livet hang sammen må en bestemt måde, og man så hører at det man har troet hele tiden faktisk er forkert, så tror jeg Jesus er helt ok med at man tager sig lidt tid til at tænke sig om.

Og så siger han noget, som er helt nyt:

Han siger:

v56  Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57  Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58  Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.”

Jøderne har været vant til tænkningen om, at Guds gunst var afhængig af deres levevis. Hvis de levede rigtigt, gik det dem godt, syntes at være logikken.

Nu siger Jesus. Se på mig, løft hovedet fra regelbogen, se på mig. Jeg lever i kraft af faderen, men den der spiser skal leve i kraft af mig.

Vi kan slippe tøjlerne lidt, vi lever i kraft af en anden. I kraft af Jesus, som giver sit liv, for at vi skal leve.

Så når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, så er det ikke bare mad vi beder om. Det er liv vi beder om.

I Jesus er der liv, masser af liv også til dig.

Amen

Mangler du en brik 2 ?- Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, og den, der spiser af det, skal leve til evig tid.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her:

Prædiken søndag d. 9 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,53, 41-51.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så billedet er fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Så kan man gøre, som jeg også nogen gange gør, nemlig at give sig til at læse i sin bibel.

Man kan sige utroligt meget godt om bibelen, men bibellæsning på egen hånd, især hvis det er nyt for én, skaber sjældent overblik og klarhed.

Faktisk oftest tværtimod, fordi bibelen i sin opbygning af historierne hele tiden tager for givet, at læseren har en masse baggrundsviden idet, der hele tiden refereres til gammel testamentelige historier. Den jødiske historie.

Og har man prøvet, at tage bibelen fra side 1 for at læse sig igennem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i et hug for at få overblik, så er chancerne for at komme igennem det på egen hånd, ret små.

Et godt eksempel på at der forudsættes baggrundsviden er stedet i dagens tekst, hvor Jesus siger: “Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46  Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48  Jeg er livets brød. v49  Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.”

Her er der ikke mindre en to steder, hvor man skal kende baggrunden for at forstå.

De første vers henviser til at Jødedommen har været en lov-religion, men allerede hos dem forudsiges det, at Gud vil ændre alle præmisser. Profeten Jeremias siger:

v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

Jerremias profeterer, populært sagt, at gudsforholdet ikke længere skal handle om kunne huske alle de rigtige regler og kunne leve efter dem. Det vil komme til at handle om en relation, hvor Gud er den, som giver, hvor mennesket ikke længere skal gøre sig fortjente til hans kærlighed. Den er givet, i Jesus.

I søndags og i dag dukker der henvisninger op til manna i ørkenen. Det peger på en historie, som alle jøder kender, nemlig at Moses har ført israelitterne ud af egypternes fangeskab og vandret med dem i ørkenen, fået de ti bud undervejs, til sidste ledt dem over Jordan og ind i det forjættede land. Teknisk set var det nu Josva, der tog dem det eller sidste stykke, men pyt.

Undervejs sulter folket og de klager til til Moses, og der i ørkenen lader Gud manna regne ned over dem, så de kan spise sig mætte. I den jødiske kulturarv er dette et superstærkt billede på Guds omsorg.

Jøderne som står omkring ham bliver skeptiske. Ham der kender vi jo. Det er Josefs og Marias søn. Han har vist lidt høje tanker om sig selv.

Hvorfor bliver de så skeptiske? Måske fordi Jesus med sine ord “Jeg er livets brød!” forsøger at forklare dem, at der er meget mere af Gud og hans kærlighed end de tror, og Jesus selv er billedet på det. Og iøvrigt mere end et billede og et symbol, han er Guds kærlighed.

Den, der tror, har evigt liv siger Jesus. På en måde ganske provokerende. Nu lover han også evigt liv. Hvad bliver det næste?

Jesus provokerer dem helt vildt. I kan godt huske at jeres forfædre spiste manna i ørkenen, men de er jo alle døde.

Han siger: “v50  Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51  Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

Jesus giver dem en nye realitet, nemlig at det er ved tro på ham, som livets brød, at livet, ved tro, skal være til evig tid.

Disse ord gælder stadig, også for du og jeg. Også – selvom vi måske ikke kan forstå dem, så er vores håb, hos ham, som driller jøderne lidt.

Han ord gælder dem, og de gælder os.

Jeg er livets brød. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Amen

Mangler du en brik? – Thomas Risager

Længes du også efter, at troen skal få alle brikker i livets puslespil til at falde på plads?

Men sådan er det bare ikke helt med tro…. Det bliver ikke altid som vi ønsker det, men alligevel er der noget helt unikt i det med at tro, når Jesus taler om sig selv som Livets brød, der mætter, så man aldrig skal sulte…

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her:

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,24-35.

Nogen gange så oplever jeg livet som et stort uoverskueligt puslespil, hvor der hele tiden lige mangler bare lige et par brikker før det hele falder på plads. Så kan jeg blive færdig, så er billedet fuldendt.

Desværre er det sådan, at hver gang jeg synes, at jeg har fundet de få manglende brikker, så er der faktisk nogle nye steder, hvor der burde ligge nogle brikker, og så starter eftersøgningen af de nye manglende brikker. Når de er fundet, så begynder det hele forfra.

Det rimer meget godt med Paulus’ ord fra kærlighedens højsang, hvor han siger: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1. Kor 13,12)

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at forsøge at danne sig overblik, fordi vi vil så gerne forstå alle sammenhængene i livet.

Det gælder også for tro, hvor vi så gerne vil se det store billede, for at kunne sige, at vi fuldt ud forstår.

Det er også derfor, tror jeg, at vi nogen gange holder krampagtigt fast, hvis der er bestemte måder at bede på, læse bibel på, former for aktiviteter, eller bestemte gudstjeneste-former, som taler til os.

Så kan det blive som om, vi klynger og til den ene brik, og nogen gange forsømmer at se, at der faktisk mangler brikker flere steder i vores trosliv.

Dette er på en måde situationen for de mennesker, som febrilsk har ledt efter Jesus og nu finder på, at sejle over på den anden side at søen for at finde ham.

De har nemlig oplevet noget, som de synes var helt vildt fedt. De har oplevet Jesus mætte fem tusind mennesker med fem brød og to fisk.

Nu er de sejlet efter Jesus, for de vil godt lige se det igen. Det kan man da ikke helt fortænke dem i, kan man?

Jesus finder dem dog lidt ensidige: I kommer bare for at få mad igen!

Det er meget muligt, at han har ret i det, for det er jo noget af det, som de lige har set. Og det var fedt, så selvfølgelig kommer de med den forventning, at man kan få mere af det samme. Det er også det vi gør, når vi i kirkerne gør det samme år efter år. Men med tro er det sådan, at man aldrig bliver færdig at opleve mere.

Der vil altid være flere brikker til puslespillet, for nu at holde fast i det billede.

Det ligger i det, Jesus siger til dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. v27  Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” (Joh 6,26-27)

Jesus taler altså om, at han vil give dem. Han vil sørge for dem, og det er ikke fem brød og to fisk han taler om. Han taler om langt mere, end de overhovedet kan forestille sig.

De tænker bogstaveligt. Men når Jesus har givet dem mad at spise, er det langt mere end maden, så er maden symboler. Når Jesus taler om den mad, som består altid, så taler han om det, som han vil give dem gennem tro, og det er langt mere end brød, som kan spises.

Folket her tror, at hvis bare lige, de får lidt at spise, så er der ikke mere i troen for dem, så har de fundet den ene brik, som de leder efter. Men som Jesus ser det, så der er meget mere end blot det.

Til sidst sætter Jesus trumf på:  “For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34  De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« (Joh 6,33-34)

Læg mærke til at Jesus siger at brødet giver liv til verden. – Liv!

v35  Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6,35)

Jeg ved ikke hvad du længes efter i din tro, hvilken brik det lige er, som du leder efter, for at kunne se det fulde billede.

Men jeg garanterer dig, at der vil være flere brikker og mere at få.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen og du er velkommen. Kom og vær med, se, smag, spis. Jesus siger: Jeg er livets brød!.

Amen.

Hovedpersonen 2/8: Jesus og kvinden – Thomas Risager

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

For hvis vi kun ser på påskens begivenheder uden sammenhæng med Jesu liv i øvrigt, så er der væsentlige pointer, som vi misser. Rigtigt mange af de begivenheder, som er i Jesu liv peger frem mod påsken.

I dag møder vi Jesus i den dramatisk møde med en kvinde ved brønden. Et af samtale emnerne er levende vand.

podcast-large

Det tror vi 4: Nadver

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8  For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.

Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.

Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.

Hør mere her:

 

podcast-large

Vækst 2 – Fristelser

I dag fortsætter vi vores serie med fællestemaet vækst. Kirken har snart årsfest (9. marts) og her vil vi fremlægge beretninger, hvor vækst er et af nøgletemaerne. Dette gør vi fordi vi kan se, at kirken vokser og vi tror at dette fortsætter.

Når vi taler om vækst i kirker er der to sider af det. På den ene side, er det vigtigt at forstå, at uanset vore bedrifter er al vækst givet af Gud.

v6  Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, v7  så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.

På den anden side, så er det kirkens opgave – vores opgave, at sikre at alt er rede til den vækst, som Gud giver.

Vi skal sørge for at vi er klar til at møde nye mennesker, sikre at vi er i stand til at være der for mennesker, som har brug for det.

Vi skal lave tidssvarende aktiviteter og relevante gudstjenester, som samtidigt har sin rod dybt nede i det  bibelske grundlag.

De følgende søndag tager vi fat i nogle af de beretninger, hvor vækst sker, eller hvor Jesus forklarer, hvordan det hænger sammen og vi peger på bibelske historier, hvor vi  vil opleve at der, hvor Gud velsigner, sker væksten og det endda nogen gange så voldsomt, at det har karakter af et mirakel.

Vækst, succes og synlighed har det med i vores verden, at kunne blive et tveægget sværd.

I dag finder vi Jesus i ørkenene, hvor han fristes af Djævelen. Dette kan du læse om i Lukasevangeliet kapitel 4 vers 1-13.

podcast-large

På fisketur i Bibelen 3/3

Dagens tale er den tredje og sidste i serien.

Du kan godt lade skægget stå og finde en gammel sweater frem – for vi skal på fisketur! I bibelen finder mange af de centrale historier sted ved vandet, og derfor fylder historier om fisk og fiskeri en hel del. Jesus taler f.eks. om at gøre disciplene til menneskefiskere. I november måned er bibelens fiskehistorier madding – for at få dig til at komme i kirke….

I dag handler det om historien fra Lukasevangeliet kapitel 5 vers 1-11 om Peter, som fanger en hel masse fisk, da han kaster nettet ud, der hvor Jesus siger, han skal.

I disse tre uger bliver alle også udfordret til at læse i bibelen. Kirken har udgivet et lille hæfte med en læsning og en eftertanke til hver dag. Hæftet kan du hente her

I dagens tale åbenbarer Jesus sig, for sine disciple på ved søen. Det er længe siden, de har oplevet Jesus, så de er taget hen til et af de steder, hvor de oftest har set ham. Og ganske rigtigt, bedst som de er igang med at fiske, er han der sammen med dem.