Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet – Thomas Risager

Alle kommer ud for stormvejr i livet. Tro handler om at holde fast i håbet om, at alt bliver godt igen på den anden side. For Gud har styr på alt det, vi er bange for. Når vi falder, griber han.

Talen på i dag fortsætter rækken af prædikener under temaet “Lev stærkt”.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger lidt fra manuskriptet.

G20160814 (Talen i pdf-format)

Prædiken søndag d. 14. august  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,49-56 & Rom 8,24-25.

Lev stærkt_Tro er at holde fast i håbet.

Hvis ikke man er interesseret i sport, så er det hårdt at være til for tiden. Man kan jo ikke tænde et tv uden at sendefladen er dækket af alle mulige, mere eller mindre underlige sportsgrene, fra OL i Rio. Hvor er det herligt, at atleter fra hele verden er samlet, og så er alle verdens konflikter og modsætninger sat på hold, for nu skal der dystes i ærlig kappestrid.

Nåe ja, så gør det jo heller ikke noget at vi i nat lige fik Gud til Danmark, da Pernille Blume lige gav alle andre baghjul i svømning.

Noget af det, som man finder i Rio og andre steder i Sydamerika, hvis man skulle finde på at gå i kirke, er herlighedsteologi.

Meget kort fortalt går det ud på, at hvis det går dig godt i livet. Hvis du er succesfuld og har mange penge. Hvis du hele tiden flyder ovenpå, så er det fordi Gud belønner dig for din troskab.Fordi du er god til at stole på Gud og tro på ham, er belønningen, at du ikke bliver syg, at du kører og bor godt, at du er rig.

Det er jo også meget herligt, bare ikke for de, som ikke klarer sig godt. Skulle du være i tvivl om, hvad jeg mener, så synes jeg, der er mange ting at forholde sig kritik til i herlighedsteologien.

I kritikken fæster jeg mig selv ved de mange historier i bibelen, hvor Jesus gør op med farisæernes fastlåste synspunkter, at man selv skulle være skyld i sin ulykke.

At ting i livet går skævt, at ulykken og sygdommen rammer, kan vi aldrig løfte os ud over. Det er et grundvilkår, som vi må leve under. Et grundvilkår, som har sin rod i, at vi lever i en brudt verden. En verden, hvor ondskaben og meningsløsheden også findes. Og indtil Jesus kommer igen, vil det være en realitet.

Skulle sygdommen og ulykken ramme, kan det aldrig skyldes at vi tror for lidt eller forkert.

Nogen gange sker elendige ting bare for gode mennesker. Det gør ondt. Det har vi oplevet på nært hold i denne uge, og det skræmmer os, fordi vi ikke kan håndtere meningsløshedens vilkårlighed.

Når vi ser på den bibeltekst, som vi har foran os i dag, så kan jeg godt forstå, hvis du ikke helt kan følge sammenhængen med det, jeg har sagt indtil nu, med den mærkelige bibeltekst, som blev læst inden talen.

I versene inden dette, forbereder Jesus disciplene på, at der kommer en dag, hvor brudgommen kommer igen.

I “Bibelsprog” betyder det, at nu er det endelige opgør mod ondskabens magt umiddelbart forestående. Der hvor Guds rige endeligt slår igennem er på vej. Der hvor alting er utopisk godt bliver virkelighed.

Det kan ske i dag, i morgen eller næste sommer. Men det er snart.

Jesus taler dunder her. “ Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Disciplene synes egentlig, at det er fint nok, at de sådan kan være sammen med Jesus og hygge om deres tro.

(Sådan tror jeg egentlig mange kristne har det. At det med tro, er sådan tradition i familien. Det er sådan noget dejligt musik, og det er så hyggeligt i kirken. Vi får det så godt af det.)

Jesus banker i bordet for at få dem til at fatte, at der er meget meget mere på spil her. Det handler ikke om hygge.

Disciplene kan godt forstå, at når vinden kommer fra syd, så kommer varmen. Men de kan ikke se, at når de stumme taler, de lamme de går og de døve de hører, så er det tegnene på at nu kommer Guds rige nær.

Derned afviser de egenlig, at tro også er at håbe på, at tingene bliver gode igen. Jesus er frustreret over det. De har jo allerede set en flig af det, men de kan ikke lave koblingen til Så deres egne liv. At de står overfor en ny virkelighed.

Når Guds rige kommer endeligt, så skal der ikke være ulykke, så skal der ikke være sygdom, så skal der ikke være tårer, lidelse, og død.

Vi lever, endnu !!, i en verden hvor sådan noget rammer os. Det ramte også Jesus, som gav sig hen til det, men levede sig gennem det i opstandelsen.

Det som vi må ende op med, er modet til, at turde håbe på, at selvom alting ser sort ud, så skal det nok ende godt

Det håb er nogen gange fornuftsstridigt. Det er nogen gange i modstrid med alt, hvad vi ellers ved.

Tro er netop håbet om, at alting bliver godt.

At holde fast i håbet er at acceptere, at vi ikke ved præcis, hvordan det bliver eller hvad der kommer.

Håb er ikke blind optimisme. Det er heller ikke pessimisme. Det er at forestille sig livet, som det kan blive. Det er ikke kun at se det, som er. Håb anerkender alt der sker med os, men det bifalder ikke alt. Håbet glatter ikke ud på det uacceptable, men det fastholder troen på en bedre fremtid.

I en kirke som vores håber vi på, i fællesskab, at alting ender godt. Det skaber solidariet.

Vi kan ikke argumentere os frem til at holde fast i håbet, men vi bekender os til, at vi håber og tror.

At tro er ikke at være blind for det faktum at shit happends. Men der er at åbne øjenene for, at uanset hvad, så er vi ikke alene.

At uanset hvad, så bliver det godt på den anden side.

Igen, det er ikke din egen fejl eller din egen triumf. Det er Guds kraft, som bærer igennem.

Slutteligt vil jeg minde om, hvad Paulus siger om håb: “v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”

Amen

Hvor meget fylder du? – Helge Munk

På søndag skal vi høre en af de mest fantastiske historier, som Jesus fortalte, om den omsorg vi kan have for hinanden. Han fortalte historien til en, der gerne ville vide, om han var god nok. Det er da en rigtig god tanke!

Men hvorfor kan vi blive usikre på, om vi er gode nok? Jesus har jo sagt, at Gud elsker os alle uden betingelser. Drejer spørgsmålet sig om om hvor meget vi “fylder” i vores eget hoved? Lidt provokerende i en tid, hvor vi ofte hører bemærkningen: Jeg skal passe på mig selv!

Hør mere her, hvor Helge Munk taler:

podcast-large

Du skal tro på Gud ellers…. – Thomas Risager

“Tro på Gud, eller du går fortabt!”
Jeg tror vi alle har mødt velmenende missionerende kristne, som har prøvet at omvende os. Personligt har jeg det sådan med dem, at jeg godt kunne undvære deres påtrængende adfærd.

I søndagens historie udfordrer Jesus sine disciple til at gå ud og missionere. I første omgang kan jeg godt have det lidt anstrengt med det, men måske er der alligevel fornuft i det …

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt forskel mellem det talte og det skrevne ord.

Prædiken søndag d. 3. juli  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 10,1-12 & 17-20.

“Tro på Gud, eller du går fortabt!”

Jeg tror, vi alle har mødt velmenende missionerende kristne, som har prøvet at omvende os.

Personligt har jeg det sådan med dem, at jeg godt kunne undvære deres påtrængende adfærd.

I dagens historie udfordrer Jesus sine disciple til at gå ud og missionere.

I første omgang kan jeg godt have det lidt anstrengt med det, fordi jeg godt ved, at hvis Jesus siger noget til disciplene, så kan vi trygt gå ud fra, at det også gælder os.

Hånden på hjertet. Vi ved jo godt, at vi som kirke og som individder er sendt til Odense og Fyn med et klart budskab om Guds kærlighed.

Vi ved det, fordi vi, når vi bliver medlemmer af kirken, lover at være med til at opretholde Metodistkirken bl.a. ved vores vidnedsbyrd.

Så uanset om vi vil det eller ej, så er vi missionærer.

Det er vi, fordi folk godt ved, hvor vi hører hjemme og det at være medlem af en Metodistkirke i høj grad signalerer at det med tro, betyder noget for os.

Jeg vil faktisk påstå, at mennesker forventer af os, at vi på en eller anden måde giver udtryk for vores tro.

Jeg vil da lyve, hvis jeg sagde at det ikke var vigtigt for mig, om menesker omkring mig finder tro på Gud. Det er da hammervigtigt for mig, fordi jeg tror, at det er noget at det beste der kan ske for et menneske, at indse at Guds kærlighed og omsorg også gælder dem.

Men vi er så bange for at det bliver kejtet, at have snakken om Gud med et andet menneske.

Måske også fordi, vi har prøvet at være i en sådan samtale, hvor vi ikke synes, at det går ret godt for os, og vi fortryder, at emnet overhovedet blev bragt på bane.

Jesus samler 72 andre. Med andre menes der formodentligt andre end de tolv. Så det var altså ikke de tolv fra inderkredsen, men 72 af dem, som følger Jesus, som han samler, for at sende dem ud to og to. Alle sendes ud til steder, hvor han selv senere vil komme.

Jesus instruerer dem i ikke at tage pung eller taske med. Med andre ord, I skal ikke være distraherede. Fokus på opgaven.

Han siger også direkte til dem, at der vil være byer, hvor de ikke vil lykkes med deres forehavende. Byer, hvor man ikke vil tage mod dem.

I skal vide, at Guds rige er kommet nær! Og så går man videre. Jeg tænker tit på, hvor længe kirker bliver ved med at have de samme aktiviteter, men tilsyneladende aldrig reagerer på, at der ikke kommer mennesker til det. Der tror jeg, vi kan lære af Jesus.

Inden Jesus sender dem ud, siger han til dem: Jeg sender jer ud som får blandt ulve.

De skal vide, at det kan blive hårdt. Men omvendt er høsten stor og arbejderne få. Der er nok at gøre.

36 byer får besøg af mennesker, som forberedes på at Jesus kommer.

I 36 byer fortælles om en Gud, som kan være en far.

36 byer får at vide, at Gud ikke har glemt dem.

I 36 byer helbredes de syge.

36 byer svømmer over med Guds kærlighed.

Da de 72 vender tilbage er er euforiske over, hvad de har oplevet. De beskriver malerisk, hvordan de ligefrem har set det onde i verden vige for kærligheden.

Tænk hvilken forskel det har gjort for mennesker i de byer.

Tænk hvor du havde været, hvis ikke nogen havde fortalt dig om Gud?

Vi kommer ikke uden om, at vi er i mission, og at vi er sendt til verden med et klart budskab om Guds kærlighed.

Vi behøver ikke at fremture med det, som jeg tror vi alle har oplevet, som ubehageligt. Men omvendt skal vi heller ikke lægge skjul på, hvad vi tror på.

Man behøver ikke at kunne forklare alt, men vi kan alle stå ved det vi tror på.

I den sidste uge, har jeg været på højskole, og dér ved folk godt, at jeg er præst. Jeg oplever hele tiden gennem såden en højskoleuge, at mennesker kommer til mig og siger: “Må jeg godt lige spørge dig om noget?”

Det de spørger om er tro…. ikke om, hvor jeg har købt mine sko.

Jeg forstår, hvad Jesus siger, når han taler om at høsten er stor, men arbejderne få.

Men det er os, der har den. Det er os, der er på.

Gå, siger Jesus, jeg sender jer ud som lam blandt ulve!

De 72 klarede det rigtigt godt.

Det vil vi også!

Amen.

Hvem følger du? – Thomas Risager

I dag går mange mennesker op i at have følgere på de sociale medier. De følger ofte selv mennesker, som de ser op til og dybest set drømmer om at efterligne.

Jesus havde også følgere. Ikke på de sociale medier, men mennesker, som fulgte ham rent fysisk. Hvor han gik, gik de. Også i dag er der mennesker, som følger Jesus. Men hvad vil det egentlig sige? Umiddelbart er det nok en anelse mere udfordrende end at følge en kendis på Instagram.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 26. juni  2016. 

Hvem følger du efter?

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 9,51-62.

 

Hvem følger du?

I dag går mange mennesker op i at have følgere på de sociale medier.

De følger ofte mennesker, som de ser op til og dybest set drømmer om at efterligne. Det gør jeg også!

Jesus havde også følgere. Ikke på de sociale medier, men menesker, som fulgte ham rent fysisk. Hvor han gik, gik de.

I dag er der mennesker, som følger Jesus. Men hvad vil det egentlig sige?

Umiddelbart er det nok en anelse at det er mere udfordrende, end at følge en kendis på Instagram.

Det, som Jesus viser verden er íkke glamour, veltrænede mavemuskler, nyeste mode eller de sidste lækre sommersalater.

Jesus viser menesker sit liv. Han gør det ganske ufiltreret. Der er ikke nogen skjult dagsorden. Tværtimod der er ikke så meget udemomshalløj med ham.

Vi er i Lukasevageliet, og her kommer Jesus med sin prigramerklæring i Nazareths synnagoge.

Det er her, han siger:

“   v18  Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

v19  for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så er det ligesom sagt, at der skal vendes rundt på alt, hvad folket ellers kender. For der hvor Guds kærlighed får magt, der frelses mennesker.

For Jesus er det at frelse mennesker ikke kun noget, som handler om livet efter døden, men i høj grad også noget, som har med dette liv at gøre.

I danmark er vi vant til at tage det lidt roligt omkring det med tro. Det er måske også derfor vi kan skræmmes af nogle af vore muslimske brødre og søstre, som tager deres tro ganske alvorligt.

Hvis vi tror, at tro ikke er vigtigt begår vi imidlertid en stor fejl. Tro er vigtigt.

Jesus begynder at begive sig til Jerusalem, som er målet for hans rejse, og for hans vedkommende porten til himlen. Men også stedet, hvor hans tro, koster ham livet.

Disciplene har fattet alvoren i det hele, så da samaritanerne ikke vil tage mod Jesus, fordi han var på vej til Jerusalem, så foreslår disciplene, Jakob og Johannes at vi da lige kan lade det regne med ild, så de brænder op.

Godt nok er tro et alvorligt spørgsmål, men det glæder mig alligevel, at jesus sætter dem i rette.

Det med at skæmme folk til at tro, er ikke en fremgangsmåde. Heller ikke på Jesu tid.

At følge efter Jesus handler om, at efterligne hans liv. Det er dybest set det, som tro handler om. At forsøge at gøre, som Jesus ville have gjort i alle de situationer, som vi kommer ud for i livet.

For år tilbage var det moderne med armbånd og t-hirts, hvor der stod” WWJD” What Would Jesus Do

En påmindelse om at tro udleves i hverdagen, ikke kun om søndagen i kirken. Når i er sammen her, er det jo let nok.

Et par af discpilene bliver lidt hovmodige: “Jeg vil følge dig, hvor du end går hen!”

Jesus understreger for dem, at han aldrig hviler, at troen ikke er nogen sovepude, men et aktivt liv. En konstant udfordring.

Det er så vigtigt, at begravelse og afsked med familien må vente, for nu kræver efterfølgelse, at fokus er på

Jesus og ikke på det, der ligger bagude.

Så hvem følger du?

Er det ligegyldige kendisser på de sociale medier, eller ønsker du at følge den jesus, som giver verden tro, håb og kærlighed?

Hvordan gør man. Man lærer alt det man kan om Jesus. Man beder og holder sig nær ved Gud, så hans kærlighed ikke kun er noget man snakker om, men noget man gør.

Hvem vil du følge.

Amen.

Fuldstændigt forandret – Maria Bræstrup Aaskov

Kan du huske da du for første gang læste om Jesus – eller hørte om ham? Hvad gjorde det ved dig? Kan du genkalde dig en oplevelse af at have været ”tæt” på Jesus, i din hverdag, i kirken eller naturen? Hvad gør det ved dig?

Denne søndag handler bibelteksten om en mand, der kommer tæt på Jesus. Hans liv blev fuldstændig forandret. Forvandlet om man vil.

Du kan høre Maria Bræstrup Aaskov tale her:

podcast-large

Tro er Taknemmelighed, Høstgudstjeneste – Thomas Risager

Jeg er taknemmelig.

Især, når jeg minder mig selv om alle de gode ting, som er i mit liv, så er jeg taknemmelig. Det er jeg på trods af, at der bestemt også er ting i mit liv, som jeg virkelig ville ønske var anderledes.

Det er ikke altid, jeg er taknemmelig, for når der er noget, der går skidt i livet, så fylder det nemt det hele. Men ved dagens høstgudstjeneste minder vi hinanden om, at vi alle – uanset hvem vi er – har noget at være taknemmelig over. Vi ser det synliggjort i et alter, som er pyntet med madvarer, frugt og grønt.

Vi er taknemmelige. I dag har vi gjort vores taknemmelighed synlig, idet alt på alteret blev bortauktioneret til fordel for skolebørn i Congo.

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 2 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joel 2,12-27 & Luk 17,11-19

Jeg er taknemmelig.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har lidt penge i banken.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mere end to par bukser og flere sko at vælge mellem.

Jeg er taknemmelig over at jeg er en del af en familie.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har en kirkefamilie og venner i Odense Metodistkirke.

Jeg er taknemmelig fordi jeg har mad at spise hver dag. Oftest mere end jeg har behov for. Det er så et andet problem i vores del af verden.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet med frugt og madvarer i alle afskygninger. Vi fejrer og glæder os over, at det bliver meget synligt, at vi ikke bare har fået mad nok, men at vi ligefrem har overflod.

Vi bor midt i den stor by, eller en storby, lidt afhængigt af hvem man spørger, så der er ikke mange af os, som i det daglige har jord under neglene eller tænker over, hvor vacumpakkerne med kød egentlig kommer fra.

Det er også kun de ældste af os, de som har oplevet Anden Verdenskrig på egen krop, som har prøvet at man ikke bare kunne få alle de varer, man kunne ønske sig. Og lige gyldigt hvad I siger, så smagte RICH’s-Kaffeerstatningen ikke godt.

Alle vi andre er så priviligeret at vi aldrig har prøvet at mangle noget.

Selvom jeg har aldrig har manglet noget, så husker jeg de perioder, hvor der var isvinter, eller langvarige blæsevejr, hvor min far bekymrede sig over at der ikke var indtægt. For sådan er det jo at være fisker. Hvis ikke man fanger noget, tjener man ikke noget. Heller ikke selvom man har været flittig på havet.

Vores kristne tro, har sin rod i den jødiske kultur, hvor man var en agerbrugskultur. Det var man endda i et land, hvor jorden ikke er så frodig, som ude i den fynske muld.

Hele kulturne og den religjøse tænkning er bygget op omkring afhængigheden af høsten, som igen er tænkt ind, som Gud, der forsyner os med det vi skal bruge.

Joels Bog, siger:

v23  Zions sønner,

I skal juble og glæde jer

over Herren jeres Gud;

for han giver jer

regnen til retfærdighed,

han sender jer regnskyl,

efterårsregn og forårsregn som før.

v24  Tærskepladserne fyldes med korn,

persekarrene flyder over med vin og olie.

v25  Jeg erstatter jer de år,

da græshoppen åd,

da larven, gnaveren og bideren åd,

min store hærstyrke, som jeg sendte imod jer.

v26  I skal spise og spise og blive mætte

og lovprise Herren jeres Guds navn,

når han handler underfuldt med jer.

Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.

Når I er mætte, skal i lovprise Guds navn. Lovprisningen var ikke bare ord, men at man rent faktisk ofrede en tønde korn til templet, hvis man havde fået ti i hus. Det er den tanke, som ligger bag tiende-offeret, som jo den dag i dag får mennesker til at give 10% af deres indtægt til vores kirke.

Alt sammen handler det om taknemmelighed for alt det, som når man lever i vores del af verden, så nemt kommer til at at taget for givet.

Taknemmelighed er måske ikke altid så let, fordi det som man ikke er taknemmelig for, så nemt kommer til at fylde forholdsvis mere.

Når der er problemer i liver, er det det, som fylder, men har vi ikke alle også et eller andet at være taknemmelig over?

Jesus var, som så ofte før, på vandring mod Jerusalem. Han fulgte grænsen mellem Samaria og Gallilæa.

På vej ind i en landsby, møder han ti spedalske, der holder afstand til ham, sådan som loven sagde, at de skulle. Datidens løsninger ved sygdom var at udstøde individdet til fordel for fællesskabet. Synd for dig, at du er blevet syg, men du må leve alene udenfor byen, vi skal nok sætte mad ud til dig. Det huskede man de første fjorten dage, derefter var det at klare sig, som man bedst kunne.

Nå står de og råber på Jesus, Mester, forbarm dig over os!

Jesus ser dem, forbarmer sig over dem, og beder dem gå til præsterne for at blive undersøgt. Præsterne havde myndigheden til at erklære dem rene igen. Det betyder, at hvis de er raske, så kan de af præsterne få lov til at få deres gamle liv igen.

En far kan vende hjem til sin kone og børn, tilbage til sit arbejde, tilbage til hele sit sociale netværk.

De ti mænd bliver raske.

De ni løber tilbage til deres gamle liv, uden at skænke de mørke stunder en tanke. Det kender jeg i hvertfald godt. Nå, så er vi videre. Dejligt.

Men der var én af dem. Ovenikøbet et samaritaner, en af de, som ikke har nogen som helst religiøs indsigt i forholdende. Han vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Han var taknemmelig.

Jesus glæder sig over ham og siger: “Din tro har frelst dig!”

Ja tak til det !

Lad os glæde os over alt det gode, vi har.

Amen

Hvad sagde han? #6 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi slutter prædikenserien af i dag. Vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv.

Ved dagens tale fokuseres på hvordan budskabet om Jesus spredte sig i den første kirke. Der tales om Stefanus, som stenes til døde for sin tro. Saulus, senere Paulus, står og ser på mens det sker. Senere bliver han et menneske, som forfølger de kristne. På vejen mod Damaskus møder han dog den opstandne Jesus, og han kommer på helt andre tanker. Han kommer til at bruge sig liv på at blive den største forkynder af Jesus. Se bare i bibelen hvor mange af brevene, som tilskrives Paulus.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Jesu drøm – Thomas Risager

I sidste uge, havde vi visionsdag i kirken, hvor vi drømte drømme og så syner for fremtidens kirke på dette sted. Men hvad er det egentlig Jesus drømmer om. Ved at kigge lidt på hans tale i synagogen i Nazareth, kommer vi det lidt nærmere:

I lukasevangeliet kapitel fire står der:

Jesus i Nazarets synagoge

v16  Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. v17  Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
v18  Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed, v19  for at udråbe et nådeår fra Herren.

Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #5 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, de helt centrale begivenheder i Jesu liv. Vi taler om hans korsfæstelse, død og opstandelse. Dette er meget diskuteret for tiden, da en en folkekirkens kendte præster taler uldent om opstandelsen. Ved talen i dag går vi i dybden med betydningen af opstandelsen.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large

Hvad sagde han? #4 – Thomas Risager

Hvorfor var der så mange, som fulgte efter Jesus? Hvordan gik det til, at han fik så stor betydning?

Hvordan kan det være, at mennesker stadig tror, han var Guds søn? Han har enorm betydning, ellers var der jo ingen kirker,eller mennesker, som kalder sig kristne.

Hvad var det egentlig han sagde og gjorde?

Vi i gang med en ny prædikenserie, hvor vi går i dybden med de centrale begivenheder i Jesus liv. I dag ser vi på, hvad det var Jesus sagde, som gjorde ham både så upopulær hos jøderne den gang, og så populær i dag. Vi slår ned i Bjergprædikenens indledning og hører Jesus tale om at afholde sig fra gengældelse og om at elske sine fjender.

Lettere sagt end gjort. Hør mere her:

podcast-large