Tro er… at tage imod – Thomas Risager

Det handler om at vinde!
Andenpladser tæller ikke!
Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For mange mennesker er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Thomas Risager prædikenserien “Tro er…” Denne søndag taler han om, at tro er at tage imod … Og i troens verden er der nogle helt andre værdier på spil.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger en del fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 20 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 9,20-37 & Jak 3,13-4,3, 7-8a, Od 31,10-31 & Salme 1.

Tro er at tage imod!

Det handler om at vinde!

Andenpladser tæller ikke!

Man vinder ikke sølv, man taber guldet!

For rigtigt mange mennesker, er dette værdier, som driver dem i livet. Måske ikke direkte, men de fleste af os må nok indrømme, at lysten til at være den bedste, dygtigste og mest opsigtsvækkende lurer lige under overfladen.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi alle sammen vil gøre alt for ikke at være almindelige – vi er nemlig alle sammen noget helt særtligt.

Skulle man være i tvivl om det, så kan man bare kaste et blik på Facebook og Instagram og hvad det hedder alt sammen, for det er der vi flasher vores fantastisk liv. Der viser vi alle sejrene….

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om de andre aldrig har nederlag. Er der aldrig nullermænd under sofaen, streger i toilettet, mikroovnsret på bordet, en krøllet skjorte, ikke flere rene sokker, umulige børn og en muggen kæreste?

Jeg spørger bare.

For det ved jeg jo godt inderst inde også er en del af livet for os alle sammen. Det er bare ikke det, vi viser.

Det er også det der gør, at langt de fleste af os ikke bryder os om at få uventede gæster, for det er ikke rart, når der nogen, der ser at ligger madrester i vasken.

Vi vil helst at folk ser det perfekte. Vi ønsker kun at dele vores sejre og guldmedaljer med hinanden.

Ganske vist var der ikke Facebook, selfiestænger og mobilkameraer på disciplenes tid, men en stor del af mentaliteten var den samme.

Disciplene tænkte ligesom så mange andre, at med Jesus ville en ny tid komme, sådan som de gamle profetier sagde. En ny tid, der ville få Kong Davids kongetid til at ligne et lille øjeblik med succes og sejr, for med Jesus blev alting bedre og større. Jesus ville sejre, og et helt nyt liv ville begynde. Han sagde allerede, at himmerige var kommet nær.

Jesus har lige fortalt dem, at han skal lide, dø og opstå igen på trediedagen. Markus skriver, at de forstod ham ikke, og de var bange for at spørge ham.

Det er ret tydeligt, at det kniber med forståelsen.

De mener sig sikre på at være på det sejrende hold.

Der er ikke noget federe end at være på vinderholdet. Det ved man ikke noget om, hvis man holder med det stribede OB-ere.

Disciplene er på vinderholdet, men ikke sådan som de tror det.

Jeg kan næsten hære dem sige det: “Uhm. Det bliver godt det her. – We are the champions!”

Derfor er det også helt naturligt, at de, mens de går på vejen gennem Gallilæa mod Kaparnaum, lige får sig den der snak, som vi også godt kender.

Snakken, hvor vi afslører at vi har gået og sammenlignet os med hinanden. Hvem har det vigtigste job? Hvem får mest i løn? Hvem har de vigtigste venner. Hvem har størst indflydelse?

Eller blandt præster: hvem har flest medlemmer.

Der er sjovt nok ingen konkurrence i at have flest begravelser. Det kender vi jo godt!

Jesus spørger disciplene, hvad var det I talte om på vejen og ingen af dem, havde den store lyst til at afsløre overfor ham, hvad det handlede om. For de havde lige haft snakken om hvem der var den største.

Pinligt – ikke sandt?

Med Jesus og disciplene er det lidt, som med forældre og børn. Man ved godt, hvad der er foregået – om ikke andet, kan man godt se på dem, at noget er galt.

Jesus ved, hvad de talte om. Han ved også, at de bare er mennesker, ligesom du og jeg.

Jesus gør noget utraditionelt.

Han siger til disciplene at hvis nogen vil være den største, skal han være den sidste af alle og alles tjener. Hvad blev der lige af: We are the campions?

Jesus er ikke færdig med at være anderledes.

Han tager et barn og stiller det i deres midte.

Jeg minder lige om, at børn dengang ikke var curlignbørn, ønskebørn, livsrealiseringsprojekter for forældrene.

Børn var noget som dukkede op en gang imellem, og dybest set var de bare i vejen indtil de var i stand til at tjene penge til hjemmet. Deres status var lig nul.

Nogle af os er vokset op med at børn skal ses, de skal ikke høres. På Jesu tid skulle de hverken ses eller høres. I sociale sammenhænge regnede man dem for intet.

Her i kirken glæder vi os over, at børnene fylder for de er tegn på liv og fremtid, altså helt anderledes end på Jesu tid.

Jesus tager barnet til sig og siger til disciplene.

“Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” (Mark 9,37)

Tro er altså at tage imod. Det lyder umiddelbart vældigt passivt, men helt så mageligt er det ikke.

Tag i mod oversættes i Jesus sprog med.

Vær der for de svageste, de usynlige, de som ingen gider at være sammen med.

Tal dem op, værdsæt dem, spis sammen med dem. For når vi tager mod vores næste, tager vi mod Jesus, og så tager vi mod ham, som har sendt ham.

Og det er ikke så ringe endda!

Tro er at tage imod.

Amen

 

Tro er handling – Thomas Risager

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Hør mere her:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at det talte ord, ofte afviger fra manuskriptet:

Prædiken søndag d. 30 .august 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Højsangen 2,8-13 & Salme 45,1-2,6-9 eller Salme 72 & Jakobs Brev 1,17-27 & Mark 7,1-8, 14-15, 21-23,

Tro er er handling.

Jeg skal huske at hente togbilletterne på banegården senest onsdag. Jeg bør nok også finde tid til en løbetur og bilen skal støvsuges. Det er den vist ikke blevet i år.

Ud over alle vore almindelige pligter på arbejdet, så er der også hundrede ting, som vi synes vi bør huske at gøre – og endnu flere, som andre synes vi skal huske.

Jeg kan nævne så mange ting, som jeg bør gøre.

Når jeg læser de tekster, som er oplægget til gudstjenesten i dag, så kan jeg næsten mærke at streshormonerne kører rundt. Skulle det at tro ikke være noget med at opleve fred?

Skulle tro ikke være noget med, for nu at bruge et ofte misforstået ord, at lade være med at synde, så man hele tiden står på god fod med Gud.

I modsætning til vores moderne selvhjælpskultur, hvor man kan gøre det ene og det andet gode for sig selv, for at blive et bedre menneske, så er al tanke i kristen tro ikke rettet mod dig selv.

Bum – Det handler ikke om dig!

Al tro handler om Gud, Jesus, Helligånden og din næste. Det handler ikke om dig.

Det er det, som kommer til udtryk i Markusevangeliets historie, hvor Jesus konfronteres med, at hans disciple spiser uden at have vasket hænderne.

Jøderne havde religiøse regler for, hvordan man gør det. Derfor handler det ikke kun om bakterier, men også om, at disciplene i menneskers øjne ikke har gjort det de burde i forhold til Gud.

I den jødiske kultur har man et kollektivt mindset, så derfor var deres manglende overholdelse af reglerne en konkret trussel mod dem alle sammen.

Lidt på samme måde, som i parcelhus-kvarteret, hvis der én som formaster sig til ikke at have klippet hækken til skt. Hans elller ikke gider luge op til skellet. Så er alle de andre forargede.

I forhold til verdens flygtninge, den som sidder ensom, enken og de faderløse børn, er det vel ligegyldigt, hvis vi lige skal have lidt perspektiv.

Jesus giver de forargede en lektion, som de sent glemmer.

“»Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,   v7  forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.

v8  I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.”

(Mark 7,6-7)

På almindeligt dansk: Jesus siger til dem. Al den ydre fromhed, som er så nem at bryste sig af. Det er noget mennesker – farisæer og præster-  der har misforstået det hele, har lagt ned over jer. Det har intet med Gud at gøre.

Personligt glæder det mig, for den der kristne polerede pænhed, det er noget at det mest kvalmefremkaldende, jeg kan støde på.

Selvfølgelig skal vi behandle hinanden og mennesker ordentligt, men motivet skal være, at man vil hinanden godt, ikke at man skal vise verden sin godhed.

Det er lige præcis det, Jesus taler imod her. Drop alt det ydre fis, det handler om at have hjertet hos Gud.

Hvordan kan man vide, om ens hjerte er nært ved Gud?

I Johannesevangeliet finder vi historien om fodvaskningen. Det er den sidste dag, Jesus er sammen med sine disciple inden han lader sig fange af romerne.

Her bryder han alle traditioner og normer, da han bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. En handling som er så ydmygende at udføre, at man ikke kan bede andre end en træl om at gøre det.

Jesus som er den, de alle ser op til. Ham som kan frelse verden, han sætter sig på knæ foran hver enkelt af dem og vasker deres fødder. Det er uhørt, men måske giver det ham lidt ekstra opmærksomhed, da han siger til dem at de skal elske hinanden:

“»Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? v13  I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. v14  Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. v15  Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” (Joh 13,12-15.)

Jesus fortsætter:

v34  Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Så hvis du tænker mere på andre end dig selv. Hvis kan hjælpe andre uden at tænke på, hvad det koster dig. Hvis du kan mærke at du går i stykker indeni, når du hører om en lastbil fyldt med døde flygtninge i Wien, Hvis du ikke kan holde ud at se på billedet her af Laith Majid fra Syren, der sammen med sin søn og datter netop er ankommet til Kos i Grækenland.

Eller hvis du oprigtigt kan glæde dig over rent vand i Congo-

Hvis du ikke er selv er centrum for al tanke i dit liv, så er det en rimelig god indikation på, at Gud fylder i dit liv. At dit hjerte er tæt på Gud.

Den uselviske kærlighed er nemlig en kærlighed givet af Gud. Gennem den udfordres vi til handling, ikke på den måde at vi får dårlig samvittighed på samme måde som vi kan få det over den snavsede bil, for dette fylder langt mere og er langt vigtigere.

Der er mennesker, som trænger til at møde mennesker som du og jeg –  mennesker som bringer Guds kærlighed, accept og håb med os.

Det betyder noget.

En lille note, inde vi slutter.

Hvis du tænker, at du slet ikke er der, så vil mit råd til dig, være at kaste dig ud i at elske, også selvom du måske ikke synes, at du har overskuddet til det, for erfaringerne er entydige, gennem handlingerne hvor du elsker, kan det ikke undgåes, at der falder kærlighed tilbage på dig. – og tro ikke, at det kommer fra dig. Det kommer kun et sted fra!

Lad os være en kirke der handler og gør en forskel for mennesker – for vores by.

“Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed.” (1. Joh 3,18)

Amen.

Små mirakler – Thomas Risager

I Markusevangeliets begyndelse stadfæster Jesus, at Guds rige er kommet til jord. Det er altså ikke kun noget, vi har i vente, på den anden side. Guds rige er her og nu.

I evangelierne er der masser af vilde historier med mirakler, som alle sammen er synlige tegn på, at nu er Guds rige kommet.

Jeg vil påstå, at mirakler sker hele tiden, i vores helt almindelige liv. Det sker, som et synligt tegn på, at Gud også er til stede i den helt almindelige “leverpostejs hverdag”.

Ved dagens gudstjeneste blev 5 mennesker en del af kirken. To af dem, unge mennesker, blev endda døbt. For mig, at se, er det et meget godt tegn på, at små mirakler sker lige for næsen af os. For mig er det i hvert fald et mirakel.

Hør mere her:

podcast-large

Troen er gratis, men det koster – Thomas Risager

I Metodistkirken lægger vi stor vægt på, at troen er en gave, som Gud giver. Kvit og frit. Gud søger os, længe inden, vi har tænkt tanken om, Gud min har med os at gøre.

I begyndelsen kan tro godt være et fint tillæg til livet, og det kan virkelig opleves, som en gratis gave. Men over tid, kommer troen til at fylde mere mere. Den kommer til at blive et livsgrundlag, som fordrer af os, at i eksempelvis elsker vores næste.

Derfor er tro gratis, men det koster.

Hør mere her:

podcast-large

Vanens Magt 4/5 – Thomas Risager

Når vi taler om vaner, tænker vi oftest på de dårlige vaner, som for meget vin eller for meget tobak. Men faktisk er vaner en utroligt smart ting, fordi de aflaster vores hjerne. Hvad har det nu med tro at gøre, ja det kommer vi til at tale om de næste fem søndage i Metodistkirken.

I dag er der rigtigt mange involveret i gudstjenesten. De menesker, som har været en del af forårets kursus VEJEN beder bønner, læser tekster og giver små taler og historier fra deres egne erfaringer med vaner – både gode og dårlige.

I dag fokuserer talen på, hvordan vi med Guds hjælp kommer af med dårlige vaner.

Hør mere her:

podcast-large

Læg arm med Bibelen 2

I kirken er Bibelen en helt central bog. Det er ud fra historierne i denne, at hele kirkens liv har sit udspring. I kirken opfordrer vi alle til at læse i deres bibel, for der er så meget rigdom i Bibelen og den indeholder alt, hvad der skal til for at holde vores tro levende.

Men ofte, når vi læser i Bibelen, så kan vi blive forfærdede over den grusomhed, som vi finder i dele af Det Gamle Testamente, og vi kan forvirres af sammenhængen med den kærlighed, som vi hører Jesus tale om og udleve. Hvordan i alverden hænger dette sammen?

Gennem de næste fem uger er temaet for gudstjenesterne “Læg arm med Bibelen.” Her vil jeg forsøge at fortælle mere om, hvordan bibelen egentlig blev til og vi vil diskutere nogle af de spørgsmål, som generer helt almindelige mennesker.

I dag er der fokus på, hvordan evangelierne er skrevet og udvalgt.

podcast-large