Halve Sandheder 1/4 – Der er en mening med det.

Et udpluk fra dagens illustrationer

I dag tager jeg hul på en ny prædikenserie med titlen “Halve sandheder”. Her skal vi se på nogle af de sætninger, vi går rundt og siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder i Bibelen. Sætninger som “Der er en mening med det” eller “Gud lægger ikke flere byrder på dig, end du kan bære.”

I de næste fire uger skal vi undersøge disse udsagn. Den provokerende påstand er, at nogle af disse udsagn måske ikke er så sunde, som vi tror. Måske opdager vi, at det kun er halve sandheder. Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger.

Og hvem ved, om den halve sandhed kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

I dag ser vi på udsagnet: “Der er en mening med det.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ganske ofte er afvigelser fra det forberedte manuskript, for der kan være udvikling af synspunkter etc. i mødet med den lyttende (og nogen gange kommenterende) menighed.

Tale – manuskript i PDF-Format

1 a f 8

Prædiken søndag d. 14. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster:
1/2 Sandheder: Der er en mening med det

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Der er en mening med alt, men er det nu det bibelen faktisk siger.

I de næste fire uger, skal vi undersøge nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Kigger man ind bag teksterne, kan man lære mere og bedre forstå baggrunden, for det vi siger, og hvem ved om den halve sandhed, kan blive mere meningsfuld, når vi siger den med nye indsigt?

Nogen gang, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Jeg tænker, at nogle af de ting vi siger til hinanden faktisk kan ødelægge en sund forståelse af Guds kærlighed. Et udsagn, som gør det er f.eks. Når vi siger: Der er en mening med, at det skete. Du kan bare ikke se det lige nu, men det kommer.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

2 a f 8

Ellers er det netop at vi risikerer, at blive fundamentalister – og det har jeg ikke lyst til at være eksponent for.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne nye talerække.

________________________

Vi lever i en verden, hvor vi ser at årsag og virkning spiller sammen. Det er tydeligt at valg, vi træffer kan have konsekvenser – ofte utilsigtede konsekvenser.

Hvis jeg vælger at sætte mig ud i min bil og skriver sms eller tjekker Facebook, mens jeg kører og er uopmærksom, og rammer et barn. Så har mit ret dumme valg en konsekvens.

Det er her, at nogen kan forfalde til at sige til de knuste forældre, for at trøste og i bedste mening give omsorg. Der må være en mening med det!

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, at udsagnet selvom det sagt i bedste mening, er det noget vi bør holde op med at sige. Det er der mindst tre grunde til.

Men lad os lige stoppe et øjeblik.
Et barn, der bliver slået i ihjel – kan det være et udtryk for Guds vilje?
En familiefar, der får en hjerneblødning og bliver invalideret – Kan det være Guds vilje?

3 a f 8

Mennesker, der rammes af cancer og alle mulige andre kedelige sygdomme – Kan vi sige, det er Guds vilje?

En alvorlig kritik af, at der er en mening med alt, der sker, er at det fjerner det personlige ansvar.
Det reducerer os til ludo-brikker i vore egne liv.
Hvis det var Guds mening at det lille barn, som jeg kører ind i, fordi jeg tjekker Facebook, mens jeg kører, skulle dø af det. Så er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er uden ansvar og handler under tvang fra Gud.

Der er en mening med alt?

Den anden alvorlige kritik er, at hvis vi virkelig tror, at alting har en mening, så siger det noget om den Gud, som vi gerne vil tro på.
Så er det lige pludselig Gud, der står bag alt rædselsfuldt, der sker på jorden. Så er det Gud, der gør mennesker syge, som får naturkatastrofer til at ske, som får nogle til at smide sten ud fra motorvejsbroerne.

Der er en mening med alt?
Der er en mening bag det, vi kan bare endnu ikke se det?

Den tredje udfordring ligger i, at udsagnet åbner for fatalisme. Det hele er alligevel bestemt og der er intet, jeg kan gøre fra eller til. Jeg kan køre bil og have fået et par glas for meget. Hivs jeg kører galt kører jeg galt, det er alligevel Guds vilje. Så om jeg får et glas vin til middagen eller jeg får fem og sætter mig bag rattet. Det er lige meget!
Der er ingen mening med at gøre noget som helt selv. Der er en mening med alt?

Er det virkelig sådan verden hænger sammen?

4 a f 8

Så det nu, vi går ind i teologien.

Vi skal se lidt på Guds forsyn. Altså hvordan Gud styrer verden, eller …

Vi skal også se på Gud som majestæt. Vi siger jo nogen gange at Gud er almægtig, så der ligger i det, at vi tror Gud kan alt. At han er over alt – majestætisk.

Hvordan forstår vi Guds vilje?
I kirkelige kredse er der typisk tre svar:

Svarforslag 1. Determinisme – forudbestemthed – prædestination: Guds har forud bestemt alt hvad der sker i dit liv. Det er
en tankegang, som er introduceret at Calvin (1509-1564). Du har kun illusionen om frit valg. Gud styrer alt ned i allermindste detalje. Calvin siger, at ikke en vind rører sig på jorden, uden at Gud har bestemt det.

Alt er forud lagt til rette for dig. Gud styrer alt og du må bare følge med.
Han siger bl.a med støtte i bibelen, at barnløshed, skyldes at Gud har lukket kvindens skød.

Det betyder sådan set også, at du ikke selv bestemmer om du vil tro på Gud eller ej. Det er allerede fastlagt. Hvis det var meningen, at du skulle tro, er der intet du kan gøre, andet end tro.

Når alt i livet roder, kan det være fristende, at stole på, at Gud styrer det hele- Jeg kan ikke gøre noget alligevel. Er det måske en befrielse, for så er det jo ikke mit ansvar.

5 a f 8

John Wesley er i øvrigt meget uenig i dette. Bla. at dette ikke hænger samme med forståelsen af nåde, eller retfærdighed eller kærlighed.

Du kan finde argumenter for prædestination en del steder i bibelen, men når man læser bibelens første side, ser vi at Gud, giver os ansvar for hele skaberværket.

Det vil sige, at vi kan vælge og vi er skabt med en fri vilje, vi er forvaltere af skaberværket.

Moses er nær ved enden på sit liv. Og han giver folket sin sidste hilsen, for han ved at han ikke selv kommer med ind i det nye land.

Lad os rejse os og lytte til dagens tekst, som vi finder i 5. Mosebog kapitel 30, vers 19-20.
v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Hovedpointerne i mange af bibelens historier er, at vi er frie til at leve, frie til at lave fejl.
Det er noget af det, som gør os til mennesker. At vi er frie til at fejle og at der er en vej tilbage…

Allerede i skabelsen sætter Gud kundskabens træ i Edens have. Gud skabte os som mennesker og en del af det at være menneske, er at vi er frie til at vælge.

6 a f 8

Mennesket kunne vælge at gøre som Gud sagde og lade være med at spise af frugten, men hvad gjorde mennesket? Det spiste af frugten.

Det at være menneske er, at træffe beslutninger og vælge. Vi gør det hele tiden, uden egentlig at tænke så meget over det.

Vi vælger f.eks. at køre ræs, når konen ikke er med. Vi kan da ikke finde på at give Gud skylden, hvis det går galt. Det er vores egen skyld.
En del af livet, er at vi lever livet, med de risici, der er.

Hvordan styrer Gud så?

Svar 2. Deisterne siger: Gud satte det hele igang og lod så resten være op til op til os. Man vil sige at Gud ikke blander sig.

Men så giver det ikke mening, at Gud f.eks sender os Jesus, for det er jo at blande sig. I den grad at blande sig i livet på jorden.

En 3. vej, er at Kirken her står for en teologi, hvor vi tænker, at Gud er i verden, men han tvinger os ikke til noget som helst. Vi vælger, men Gud går med os gennem livet, også i dumme valg.

Blander Gud sig så ikke?
Jo. vil jeg mene, men ikke sådan at ulykker fjernes fra os.

Jeg vil hævde at Gud skubber til os. Lidt lige som sådan et fitness armbånd, der vibrerer ,for nu har du siddet stille længe nok. Du kan selvfølgelig vælge at overhøre det.

7 a f 8

Gud tvinger os ikke til noget, men hvad hvis han nudger os?

Jeg vil hævde, at det er Gud der giver dig tanken, om det nu er en god ide at tjekke facebook, mens du kører 140 på motorvejen. Du kan vælge at ignorere det.

Men nogen gange sker dårlige ting, fordi vi tager elendige beslutninger. Det er jo ikke Guds plan.

Vi anerkender at shit happends. Det gør det, fordi vi lever i en verden, som dybest er i stykker, en falden verden. Det medfører at livet nogen gange bare er fuldstændigt urimeligt uretfærdigt og hårdt.

Men gennem troen på Gud, aner vi konturerne af, at Gud altid får det sidste ord, når lidelsen rammer.
Jesu opstandelse, viser os at godheden, kærligheden og livet altid vil vinde, og det endda selvom vi dør.

Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.1 Sådan siger Paulus.

Kan vi lære noget af lidelsen? Selvfølgelig kan vi det.

Nogen gange er de barske tider i livet, det som har gjort os til dem vi er. Vi er måske blevet stærkere, men jeg tror alle, som har gået gennem lidelse godt kunne have undværet det.

1 Rom 8,28

8 a f 8

Lidelse kommer ikke med det som mål, at vi skal lære noget.

Hvad nu hvis den faktisk er meningsløs?

Paulus siger i Romerbrevet, at det som rammer, kan vendes til noget godt. Han siger intet om, at det skulle komme fra Gud, men han lover, at der er en vej igennem.

Jeg siger ikke, at de ting der rammer kommer fra Gud. Det tror jeg simpelthen ikke. Det stemmer ikke med billedet af en kærlig Gud.

Men jeg tror, at Gud kan bruge alt, der rammer os til at blive noget bedre.

Ikke alt der rammer, kommer fra Gud, men alt, vil han tage i sin hånd.

Det er ganske enkelt et udtryk for håb om, at Gud er stærkere end alt andet, og det eneste sted, der måske er mening med alt, er at tro at hans kærlighed gælder lige netop dig, og at han uanset hvad, tager din hånd og går med dig.

Amen

Jeg er….Menneske – Thomas Risager

Gud blev menneske
Her i fastetiden tager gudstjenesterne udgangspunkt i hæftet “Jeg er …”, som du kan få i kirken, eller downloade her nedenfor. I hæftet står der om den uge, der starter på søndag:

“I denne uge er der fokus på, at Gud selv blev menneske for din, min og hele menneskehedens skyld. Gud er altid den samme. Gud, der skabte verden, er den samme, der ledte sit folk gennem ørkenen, der blev menneske og som nu har sendt sin Ånd. Brug denne uge på at reflektere over, at de undere Jesus gjorde, gør han også i dag, og de ord han talte, dem taler han også i dag. Hvad betyder det helt konkret for dig, at Gud blev menneske?”

 

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 5. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-16 & Salme 36,6-10.

I onsdags var der er god flok, som gik fra kirken med et kors af aske malet i panden. Jeg ved, at en af deltagerne lige skulle i Magasin på vejen. Jeg gad nok vide, hvilke reaktioner, det har givet.

Selv mødte jeg en mand i et P-Hus, som ikke kunne lade være med at løfte på min hat, for at se om korset stadig var der.

Kors i panden.. Hvad sker der lige for det?

I onsdags var det askeonsdag. Dagen, som indleder fastetiden. Nej, det er ikke kun vores muslimske venner som faster. Vi har også tradition for det, men har i store træk bare glemt det. Men det er på vej tilbage.

Fra askeonsdag og frem til påskedag er der 40 dage + 6 søndage, hvor vi opfordres til – eller udfordres til – at faste, for at give Gud mere opmærksomhed i vores liv.

Øvelsen går ikke nødvendigvis ud på, ikke at spise – Gudskelov for det, vil nogen af os mene!

I gamle dage undlod man f.eks. at spise kød eller blot holdt sig til meget simpel kost. I dag kan man forestille sig, at man gør det samme. Eller i en periode dropper rødvinen, chokoladen, Netflix, Facebook.

2 a f 5

Det handler om at gøre et aller andet anderledes i en periode, for at opdage, at man faktisk mærker på sin krop, at noget er igang.

Måske får man lidt ekstra tid, og så kan man jo benytte kirkens fastemateriale til lige at læse en lille tanke og bede en bøn. I hverfald er her chancen for det gennem hele fastetiden. Tag endelig et hæfte.

Her efter gudstjenesten kan man samles i sofarummet og så er der erfaringsudveksling, hvis man har lyst til det.

Fastetiden er forberedelse. Vi ser det i bibelen, med Moses som var på bjerget sammen med Gud i fyrre dage.

Jesus der var i ørkenen i fyrre dage, før han var klar til at begynde sin tjeneste.

Nu er det os, der har fyrre dages forberedelse, inden vi skal lytte påskens historier om Gud, som med Jesus giver af sig selv, for at vi skal leve og ånde frit. Fordi vi i Jesus ser, at Guds kærlighed er stærkere ande alt – selv døden!

Det er ikke en pludselig indskydelse, at Gud vil komme vi mennesker i møde.

Nu kan man ikke læse bibelen som en lang sammenhængende historie.
Det er der mange, der har knækket halsen på, når de har sat sig for, at ville læse bibelen fra ende til anden. Det kræver mere end almindelig stædighed.

3 a f 5

Men det er I hver fald tydeligt, at Gud rækker ud til mennesket. At Gud vil at vi skal fatte højden, længden og bredden af hans kærlighed.

Det gør han ved at føre det jødiske folk ud af ørkenen.

Det gør han ved at lader folket i eksil i Babylon vide, at de aldrig er glemt. At han stadig har planer for dem. Planer om lykke – ikke om ulykke.

Det gør han ved at lade profeterne råbe folket op og minde dem om, at han vil være deres Gud og de kan være hans folk.

Det gør han i dag ved, at der stadig er kirker, og mennesker som forsøger at råbe folket op. Så kan vi altid en anden dag snakke om formen på det.

Kigger vi på historien, er vi nødt til at erkende, at der egentlig ikke er så meget, der er anderledes i dag.

Folk – Vi – har travlt med vores egne liv, og skænker ikke Gud mange tanker, når dagligdagen går derudaf.

Så er det at Gud gør noget helt fuldstændigt uhørt. Det er aldrig set før i verden.

Ordet blev kød. Jesus, som har været i verden siden alle tiders begyndelse sammen med Gud, fødes som menneske. Ikke blot skulle han ligne os. Men han var under de samme forudsætninger. Også han er underlagt skabelsens vilkår. Han er, som vi, skabt i Guds billede, han er forgængelig. Han er menneske.

4 a f 5
Og så er han selvfølgelig også lige Gud i et menneske.

Det sker noget, når en almægtig Gud giver afkald på al magten ved blive noget så afmægtigt som et menneske.

Mennesker har gjort sig mange forstillinger om Gud, men ingen havde nogen sinde forestillet sig, at Gud kunne blive menneske.

Men det er det, som sker. Gud bliver menneske. For når Gud i Jesus er ligesom os forstår vi, at der er et liv og handlinger, som vi kan efterligne.

Ved at se på ham, kan vi spejle os selv i noget som på overfladen ser opnåeligt ud.

Det er overfladen, for når man så ser på hvad Jesus faktisk gør, så fatter vi alvoren i ordene, om at tro handler om at tage sit kors op og efterfølge ham.

Nogen gange tror vi fejlagtigt, at det at tro, er en så umuligt øvelse, at vi overlader det til andre.

Men i Jesus får vi lov at se, at Gud virkelig vil os og rækker ud til os. Det er ganske enkelt historiens største vink med en vognstang.

Der er en Gud, som vil os.

Denne gang råber han op ved at blive menneske. Ved at blive en af os.

Hører vi mon efter denne gang?

Amen.

 

 

Fastelavnssøndag -Thomas Risager

Bibelteksten til fastelavnssøndag er virkelig mærkelig. Læs evt. selv Matthæusevangeliet kapitel 17 vers 1-9. (Side 879)

Jesus er på et bjerg sammen med tre disciple og han forvandles for øjenene af dem. Gud taler til disciplene fra skyen og det skræmmer nærmest livet af dem. Hvad kan vi i 2017 lære af dette?

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 26. februar  2017

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 24,12-18 & Salme 99 & 2. Pet 1,16-29 & Matt 16,1-9

Det er hen mod slutningen af disciplenes tid sammen med Jesus. De har kendt han i flere år nu, og kigger vi lidt frem i Matthæusevangeliets historie, så er det klart at påsken og indtoget i Jerusalem ligger lige rundt om hjørnet.

Det er altså nogle erfarne herrer, som er sammen med Jesus på bjerget.

Peter, Jakob og Johannes er de mest toneangivende af de tolv. Det er dem, der råber højest og flere gange er de i konflikt om, hvem der er den vigtigeste. Med andre ord, de er rigtigte mænd.

Det er Peter, som kommer til at lede den kristne bevægelse i de første mange år efter Jesu død og opstandelse.

Nu er de på bjerget sammen med Jesus.

I bibelens verden, så er bjerget altid et sted, hvor væggen til himlen er tynd.

Det er på bjerget at Moses er sammen med Gud i 40 dage og nætter, hvor Gud overleverer ham de ti bud.

Det er på en top, at Abraham er på nippet til at ofre Isak.

På bjerget sker der noget helt særligt.

Da Moses var på bjerget, blev det indhyllet i en sky, så man ikke kunne se. Folket, som var nede, så intet af det, som skete på bjerget. Jeg er ikke sikker på, at Moses kunne se alt, men han hørte Gud og kom derfra med de ti bud på to stentavler.

Der sker noget helt særligt på bjerget.

Det gør der også denne dag, hvor Jesus er der sammen med tre disciple.

Ligesom Moses tilsyneladende blev helt oplyst af Gud, i en sådan grad at hans ansigt lyste, da han kom ned fra bjerget. Så blev Jesus også helt oplyst.

Hans klæder blev hvide som sollyset. Det har uden tvivl været et interessant syn. Selv for disciplene, som havde oplevet lidt af hvert sammen med Jesus.

Disciplene ser også Moses og Elias komme frem i lyset. Moses er den, der førte israelitterne ud af fangeskabet hos egypterne. Det var ham, der ledte dem ind i det forjættede land. Det var ham med de ti bud. Nu står han her sammen med Jesus.

Vi der læser historien, skal helt klart fornemme, at Jesus er den del af en større sammenhæng. Han står ikke alene.

Elias har også sin historie, som bliver væsentlig. Elias var ham, som får bålet til at flamme op selvom det er overhældt med vand, ved styrkeprøven på karmels Bjerg. Han er en gudsmand, som israelitterne faktisk forventede kom igen før Kristi genkomst.

Nu står han her på bjerget samme med Jesus.

Vi skal se den store sammenhæng.

Det gør Peter ikke. Han synes bare det er fedt. Skal jeg ikke lige bygge tre hytter.

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han siger det. Måske er det et ønske om, at fastholde det dejlige, han ser foran sig. Men umiddelbart virker det lidt tåbeligt.

Så overskygger en lysende sky dem, og en stemme lyder. Faktisk med de samme ord, som ved Jesu dåb.

“Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

Nu sker der for alvor noget. Her hvor de ikke kan se, men høre Guds stemme, bliver de voksne mænd bange.

De får lyst til at stikke af, men er helt lammede, så de kaster sig ned på jorden, lukker øjnene og holder sig for ørene.

Der er totalt panik. Det som for et øjeblik siden var fedt, er nu slet ikke sjovt. Det er lammende og skræmmende.

Men læg mærke til, hvad der sker, der hvor de er skrækslagne.

Der hvor de har mest af alt lyst til at være usynlige.

Lige der kommer jesus hen til dem. Rører ved dem og siger: “Rejs jer, og frygt ikke!”

Det kan godt være, at dette er en mærkelig historie. Men hvis ikke den siger os andet, så kan den i hvert fald sige mig, at der hvor jeg ikke magter livet. Der hvor jeg er lammet af forventningspres, følelsen af ikke at slå til. Der hvor jeg ikke kan overskue noget som helst og gemmer mig under dynen og trøster mig med Netflix, da vender Jesus ikke ryggen til.

Der hvor vi ikke forstår, hvad Jesus har gang i, da kommer han hen til os, og rejser os op og siger til os: “Frygt ikke!”

Da disciplene løfter blikket ser de Jesus alene.

Vær ikke bange, se på Jesus og gå ud i livet.

Amen

 

Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj  2016. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10  Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11  jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen

Klar til at blive klar/Hvad er det vi ser? – Thomas Risager

Oppe på bjerget kan alt ske i det bibeleske univers. I dagens tale tager vi med Peter, Jakob og Johannes op på et bjerg, hvor de går op for at bede sammen  med Jesus, men der sker underlige ting og sager for øjenene af dem.

Du kan høre mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. februar 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 9,28-36. Forklarelsen på bjerget.

Vi kan godt lide at tage på storbyferie. Når vi en gang i mellem gør det, så kan jeg stensikkert regne med, at børnene og jeg af vores rejseguide (Mette) slæbes op i det højeste tårn, eller op på det lokale udsigtspunkt.

Vi skal op hvor vi kan danne os et overblik.

Det at komme på og få overblik er bare så godt.

Ikke kun på ferien, men også når man oplever, at man står i problemer til halsen, så er det godt at komme op og få lidt fugleperspektiv.

I bibelens univers sker der mange ting på bjergenes top.

Det ligger ligesom i luften, at bjerget er et sted, hvor man kan møde Gud. Det finder vi flere beretninger, som kan bekræfte. Blandt andet er det på Sinajs Bjerg, at Moses er sammen med Gud. Her taler Gud til ham og giver ham loven, som jøderne hylder. Her får Moses de 10 bud. På bjerget kan man møde Gud.

Der, hvor vi i dagens læsning fra Lukasevangeliet møder Jesus, er netop på toppen af et bjerg.

Her er Jesus gået op sammen med de tre disciple, Jakob, hans bror Johannes og Peter. På bjerget var de alene.

Det var ret almindeligt at Jesus trak et par af disciplene til side, for at drøfte et eller andet med dem. De har på det her tidspunkt i historien bevæget sig rundt i landet i 3 måske fire år, så disciplene har set Jesus helbrede de syge, oplevet ham omgås toldere og syndere, som alle de rettroende jøder foragtede. De har oplevet ham i passionerede diskussioner med de selvretfærdige skriftlærde og farisæerne.

De har også hørt Jesus tale om at de nu er på vej mod Jerusalem, hvor han kommer til at give sit liv, for at de skal leve. For at mennesker skal se, at Gud handler gennem Jesus og at kærligheden ikke kender grænser.

Et eller andet sted, kan man måske godt forstå, hvis det ikke rigtigt siver ind hos de her disciple, som må mange måder nyder at være at være sammen med Jesus.

Vi kender det egentlig godt. Hvis der er noget ubehageligt i vente, så er faktisk helt utroligt, så gode vi kan være til at ignorere det og lade som om det ikke sker for os.

Her på bjerget, kommer disciplene ud for en øjenåbner, som gør at de virkelig får alle chancer for at forstå. Og så måske alligevel ikke.

Pludselig står et skær af lys omkring Jesus. Lukas siger ligefrem, at Jesus blev forvandlet for øjenene af dem. Hans tøj bliver skinnende hvidt.

Som om det ikke var nok, så dukker de gamle kendte skikkelser Moses, som førte jøderne ud af af fangeskabet i Egypten og profeten Elias op og var der sammen med Jesus.

Jesus ansigt lyste som solen. Og de talte sammen med Jesus om den udgang han skulle opfylde i Jerusalem. Med andre ord, de talte om, hvordan han skulle give sit liv, for at vi skal leve.

Disciplene blev overvældet af søvn midt i det hele. Da de vågner igen, ser de stadig den lysende Jesus sammen med de to mænd.

Prøv lige en gang at sætte dig selv i den situation. Hvad i alverden skal man mene og tænke om det?

Der sker noget helt vildt for øjnene af de her disciple.

Hvis jeg skal tænke over, hvad jeg ville gøre, så havde jeg nok hevet min telefon op af lommen og givet mig til at tage billeder.

Jeg tror, jeg ville fornemme, at det her er stort, også selvom jeg ikke forstår det.

Sådan er det ofte med tro, at man godt kan vide, at det er stort og fedt, mens man samtidigt må erkende, at man ikke kan forstå det.

Jeg ville tage billeder. Når vi tager billeder, så er det tit for at kunne fastholde det fede vi oplever, så vi kan sidde og se tilbage og glæde os igen.

I lyset af det, er det måske slet ikke dumt, som det lyder, da Peter siger: “Lad os bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og én til Eilas.”

Det er Peters måde at fastholde dette herlige øjeblik, men det kan man ikke med Guds tilstedeværelse. Den er flygtig….

Lukas siger også lidt sarkastisk: “Men han vidste ikke, hvad det var han sagde!”

Straks som Peter synes, at han ser det hele klart, indhylles hele bjerget i en tæt sky. Og nu blev de bange, men der lød en stemme fra himlen. En stemme som de kendte, og som de havde hørt før, da Jesus blev døbt.

Det er min udvalgte søn, hør ham!”

Så var der kun Jesus at se, og disciplene holdt mund med,hvad de havde set.

Det her er altså en underlig historie, men den siger os måske noget om, at når det kommer til tro, så kan man opleve, sanse og erfare Gud på måder, som man aldrig havde forestillet sig.

Det gælder gospelsangeren, som egentlig ikke synger gospel, fordi det har noget med Gud at gøre, som pludselig oplever gåsehud på hele kroppen og midt i musikkens intensitet oplever den her totale fred, som flere beskriver.

Det kan være fornemmelsen af at Gud elsker mig, og det er dejligt. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror det.

Jeg tror, Gud er, hvor vi er. Og hvis jeg skal lære noget af denne indviklede historie, så tror jeg det må være, at være tilstede, sanse og opleve og så lade lysten til at fastholde og forklare være ligegyldig.

Guds kærlighed gælder dig, uanset om vi forstår det eller ej.

Der er ingen grund til at bygge det væk.

Amen.

Hosianna – Palmesøndag – Thomas Risager

Påsken begynder med Palmesøndag. Det er dagen, hvor vi ser på, hvordan Jesus modtages med palmegrene og Hosianna-råb i Jerusalems gader, da han ankommer til byen ridende på et æsel. Folket modtager ham jublende, men de undrer sig sikkert også over, at han kommer ridende på et æsel. De svarer lidt til, hvis Dronning Margrethe ankom på en Christiania-cykel.

Der er enorme forventninger knyttet til Jesus, men han lever ikke op til dem på helt den måde, som folk har forventet. Så i løbet af få dage skifter stemningen fra jubel til had. Langfredag råber folket på gaden ikke “hosianna”, men “Korsfæst manden!”

Hør mere her:

podcast-large

Ro på livet – Thomas Risager

Gospelkoret Emmaus havde pyntet hele kirken med ure. Masser af ure, som var gået i stå.

Gudstjenesten fokuserede hele vejen igennem på, at vi har brug for at blive mindet om, at finde ro i livet. Ro og hvile er livsnødvendigt. Zanne Frigg Larsen læser fra bibelen Salme 23 og kirkens præst Thomas Risager taler om at finde ro på livet.

Hør mere her:

podcast-large

Er Herren på dette sted? – Thomas Risager

Er Gud hos os?

Det spørgsmål stiller alle mennesker ind i mellem.

Ligegyldigt om det nyt for os at tro, eller om vi har troet på Gud i en menneskealder, kommer vi alle sammen ud for situationer i livet, hvor vi kan komme til at tvivle på, om Gud har set os. Fatter han overhovedet, hvad vi står i livet?

Det er der ikke noget nyt i. I Bibelen finder vi en historie om mennesker i en ørken, som undrer sig over præcis dette. I dag taler jeg også om, at der er mennesker omkring Jesus, som ansigt til ansigt med ham, spørger om det samme: Er Gud hos os?

Hør mere her:

podcast-large

Visioner forandrer verden – Thomas Risager

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

Siden 2002 har Metodistkirken i Odense været drevet af visioner. Nu oplever vi for anden gang at vores vilde drømme om fremtiden – Vision 2015 – er ved at være opfyldt. Derfor indleder vi nu et arbejde, der gerne skulle lede frem til en ny vision. Det skal ikke bare være vores drøm, men Guds drøm for, hvordan fremtiden i Metodistkirken skal se ud.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

I dag samles vi til visionsdag, hvor vi efter gudstjenesten skal nyde en god frokost. Herefter drømmer vi drømme om fremtidens kirke i Odense. Ingen drøm er for lille og ingen drøm er for stor.

Men først skal vi lige lytte til dagens visionstale …

podcast-large