Tvivlen og Troen. Gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus

Gospelkoret Nardus giver den gas ved dagens gospelgudstjeneste, Temaet er tvivlen og troen. Tro er en underlig størrelse og den er ikke nem at måle. I dagens tale fortæller Thomas Risager historien om en mand, der kommer til Jesus med sin syge søn. Jesus siger til manden at alt er muligt for den, der tror, hvortil manden svarer: “Jeg tror, hjælp min vantro!”

Hør mere her….

podcast-large

Det tror vi 5: Varme hjerter

Den 24. maj 1738 er en utrolig vigtig dato i dit liv! Det har du nok aldrig tænkt over, men jeg siger dig, at det er en vigtig dato.

Det er den fordi den dato – den 24. maj 1738 – eller rettere, det som skete den dag har påvirket verden. Det lyder måske stort, men det har den.

Inden vi kommer dertil, får får du lige et lynresumé af den prædikenserie, som vi afslutter i dag.

Vi har haft gang i en prædikenserie, der hedder “Det tror vi! Det har vi, fordi rigtigt mange af os, som er medlemmer af, eller kommer i, Metodistkirken her, har oplevet at få spørgsmål som: “Hvad er forskellen på jer og de almindelige kristne?”

Det må man finde sig i, når man som vi, kommer i, som det officielt hedder, et fra folkekirken afvigende trossamfund.

Det som folk mener med deres spørgsmål er jo bare, hvad er det der med Metodistkirken for noget? Og det synes jeg jo, er helt fair.

Derfor har vi siden den første søndag i august talt om:

Metodistkirkens syn på dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Vi døber ikke for at gøre barnet til Guds barn, men for at understrege en realitet, som allerede er. Barnet ER Guds barn.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af, at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Vi kalder processen for Helliggørelse.

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley – vores kirkefader, som vi skal høre mere om i dag,  nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I søndags talte vi om nadveren. Brød og vin. Vi lærte at nadverens oprindelse kommer fra Jesus selv, som befalede disciplene at gøre det, for at mindes ham. Vi blev klar over at jeg i hvert fald ikke kan forklare det, så vi kan forstå det. Men jeg håber at vi alle husker, at nadveren er ALLE velkommen til at tage del i. Det kræver ikke tro, eller at man har læst bibelen. Nadveren er vores mulighed for at handle på kirkens budskab om at Jesus har givet sig selv for at vi skal leve.

Du kan høre alle talerne fra www.metodistkirken-odense.dk

Nu har vi så haft en hel prædikenserie, som handler om at forstå metodistkirken. Fælles for det hele er at vi skal bruge hjerneaktivitet og intellekt.

Meget ofte gør vi os skyldige i at reducere – vi tror måske at vi opløfter, men det gør vi ikke – tro til noget intellektuelt.

Når præster forberede prædikener anvender vi hele vores uddannelse og hvis vi kan komme til det spiller vi med alle vore akademiske muskler. Der skal helst være et par græske ord, så vi lyder rigtigt dannede. På den måde reducerer vi tro til noget, som kun finder sted i vores hoved.

Hånden på hjerter, eller rettere hånden på hjernen, hvem af os kan fuldt og helt ved hjælp af vores forstand forklare tro?

Og så kommer vi tilbage til påstanden om at d. 24. maj 1738 er en vigtig dag for dit liv, ja for hele verden. For her sker der noget, som forandrer kirkens – ikke bare metodistkirkens, for den fandtes endnu ikke – måde at beskrive tro.

Hør mere her….

podcast-large

Det tror vi 3: Nådemidlerne

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi kører for tiden en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn.

I søndags talte vi om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8  For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

I lyset af det, så er det altså lidt underligt at jeg i dag vil tale om et andet centralt begreb, nemlig nådemidlerne. For hvis man forstår det forkert, og det gør vi ikke efter i dag, så kan det virke som om vi alligevel skal knokle os til alt det, som jeg i søndags sagde, var en gave, som Gud giver helt uden fortjeneste til hvert enkelt menneske.

Metodistkirkens kirkefader John Wesley beskriver nådemidlerne, som Guds gave af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det, er at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld. …. Hør mere her:

podcast-large

Det tror vi 2: Nåde & Helliggørelse

 

Dias51

“Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne?” Eller værre endnu: “Hvad er forskellen på jer og de kristne?”

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

I dag indleder vi en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg med den prædikenserie – Det tror vi – som vi indleder i dag, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.

Derfor vil jeg så lidt, som muligt, forsøge at forklare tingene i forhold til andre kirker, f.eks. folkekirken. Kun der hvor vi står stejlt overfor hinanden, vil jeg tage jer med gennem en sammenligning.

I teksten fra Efeserbrevet 2, 2-10, som vi læste til indledning af prædiken, fortælles det om, hvordan de mennesker, som forfatteren skriver til i den grad er blevet forandret siden de fandt tro på Gud.

De bøjes i neon om man så må sige, at frelsen er Guds og det er en gave, som vi ikke kan arbejde os til.

Netop det med at arbejde sig til Guds kærlighed, var noget af det som Metodistkirkens kirkefader John Wesley ofte blev beskyldt for at mene. Så meget ofte måtte han forsvare sine synspunkter. Det gjorde han i breve og i de prædikener, som vi i dag kender som Standard Sermons. Den første af dem hedder Frelst gennem tro – og den er forfattet ud fra Ef 2, 8: For af den nåde er i frelst gennem tro.

John Wesley og hans metodister og senere rigtigt mange kristne ud over hele jorden, forstår frelsen som en proces, hvor Gud virker at mennesket gradvist forvandles.

Hør mere her:

podcast-large

Hvis jeg ikke ser det, tror jeg det ikke.

Hos Johannes kan vi læse, hvordan disciplene møder den opstandne Jesus på dagen, hvor han opstod fra de døde.

Disciplen Thomas var ikke med ved den anledning og han var ikke nem at overbevise, da de andre i deres begejstring fortalte om, hvad de havde oplevet. Han sagde: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Ugen efter sker miraklet igen. Jesus kommer tilbage og står midt i blandt dem. Han siger:”Fred være med Jer!” og i samme sætning, siger han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«  Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”

Hør mere om den historie her.

podcast-large

Han er opstået – Påskedag 2013

I Markusevangeliet kan vi læse:

Markusevangeliet kapitel 16 vers 1-8. Jesu opstandelse.

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. v2  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. v3  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« v4  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. v5  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. v6  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« v8  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Det er påskemorgen. Kirken er fyldt med mennesker. Gospelkoret Emmaus indleder med at synge Don’t Cry…. Så er det påske.

Undervejs døber vi Maria på 8 år og lidt senere hendes lillesøster Mette. Alt i alt: Det er påske, det er opstandelsesdag, det er håb, tro og glæde.

Hør mere her:

podcast-large

Jesus kommer til byen – Palmesøndag 2013

Palmesøndag er indledningen til påsken, som vi kender den. Jesus opfører sig ikke, som man kunne forvente af en leder og kommende konge, hvilket var folkets forventning til ham.

Han kommer stille ridende ind i Jerusalem på et æsel. Folket byder velkommen, viftende med palmegrene mens de råber: “Hosianna!”

I dagens tale reflekterer Thomas Risager over det med at leve op til forventninger og det at have et håb for livet, også selvom om man måske ikke helt forstår.

Palmesøndag er indledningen til Guds største kærlighedsytring mod mennesker.

Hør mere her….

podcast-large

Vækst 1 – Kommer ikke altid, hvor vi forventer det.

I dag indleder vi en serie med fællestemaet vækst. Kirken har snart årsfest (9. marts) og her vil vi fremlægge beretninger, hvor vækst er et af nøgletemaerne. Dette gør vi fordi vi kan se, at kirken vokser og vi tror at dette fortsætter.

Når vi taler om vækst i kirker er der to sider af det. På den ene side, er det vigtigt at forstå, at uanset vore bedrifter er al vækst givet af Gud. (Jf. 1. Kor 3,4-9.)

På den anden side, så er det kirkens opgave – vores opgave, at sikre at alt er rede til den vækst, som Gud giver.

Vi skal sørge for at vi er klar til at møde nye mennesker, sikre at vi er i stand til at være der for mennesker, som har brug for det.

Vi skal lave tidssvarende aktiviteter og relevante gudstjenester, som samtidigt har sin rod dybt nede i det bibelske grundlag.

De følgende søndag tager vi fat i nogle af de beretninger, hvor vækst sker, eller hvor Jesus forklarer, hvordan det hænger sammen og vi peger på bibelske historier, hvor vi  vil opleve at der, hvor Gud velsigner, sker væksten og det endda nogen gange så voldsomt, at det har karakter af et mirakel.

Denne søndag lander vi i Nazarets synagoge, hvor Jesus er vokset op, og vi hører at han tager skriftrullen, da det er blevet hans tur til at læse teksten.

Denne dag er det fra Esajas Bog, altså en af de bøger, som vi også har i vores gamle testamente.

v1  Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
v2  for at udråbe et nådeår fra Herren.

podcast-large

Det skal være skidt, før det bliver godt. 1. Søndag i Advent

Jeg kender nogen, som er ved at lave et nyt bryggers og badeværelse. Gulvet er brudt op og varme- og vandrør ligger blottet nede i jorden inde i huset. Den slags kan jeg slet ikke overskue. Det bliver helt håbløst for mig. Jeg kan ikke se mulighederne. Jeg ser kun hullet i gulvet med den bare jord.

Adventstiden, som begynder i dag, handler om at Jesus er på vej, at Gud griber ind i verden. Fokus er at det folk, som vandrer i mørket skal se et stort lys.

Gud sætter os ikke i ulykken eller bringer os derhen, hvor det er skidt, for at vi kan se hvor fantastisk det gode er. Men, når vi er i skidtet, kan Gud hjælpe os til at se lyset og håbe og drømme om en fremtid og et håb. Dagens advents-tale handler om at når vi er i skidtet, så er der noget fantastisk i at Gud viser os, at selv dér er der lys forude og at hans løfter betyder, at han vil hjælpe os gennem det.

Adventstidens fokus er at vi venter på alt det gode, som er på vej ind i verden. Det ligger forude. Der er lys i mørket. Der er håb om om en ny og bedre verden, om et godt liv til mennesker.

podcast-large