All my Hope – Thomas Risager

I al gospelmusik er håb et centralt tema.

I vores hverdag taler vi temmelig ofte om håb. Vi håber, vores ven, som er ramt af sygdom, snart bliver rask. Vi håber, den dumme dag vi har haft i dag, afløses af en god dag i morgen.

I al tro er håb også i centrum. Tro og håb er nært knyttet sammen. Du kan høre mere fra søndagens gospelgudstjeneste i Metodistkirken her.

Du kan også læse oplægget til talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt forskel på det skrevne ord og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 25. februar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Rom 8,24-32.
Nardus Gospelgudstjeneste: All my hope

Jeg håber, du får en god oplevelse ud af at være i kirken i dag.

Jeg håber, at det har været en berigelse at se på – og lytte til vores gospelkor Nardus.

Ved at bruge ordene “Jeg håber” udtrykker jeg et godt ønske for dig.

Egentlig gør vi ganske ofte det, at vi udtrykker håb. Mange gange gør vi det, sådan nærmest helt automatisk.

Jeg håber, du bliver rask snart.
Jeg håber, jeg snart får det job.
Jeg håber, ham manden jeg drømmer om, elsker mig.

Mange gange, når vi udtrykker håb, tænker vi ikke, at det også er et et udtryk for tro. Men det vil jeg påstå, at det kan det også være.

Vi kan faktisk ikke vide, om det vi håber på, sker. Dermed er det noget andet end fakta og viden.

2 a f 4

I bibelen finder vi en slags definition af, hvad tro er. Der står sådan her: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”1 Tro og håb er forbundet med hinanden.

Vi er mange her, som elsker at synge gospel. Det er der mange grunde til. Mange tror, at gospelmusikken er sådan en glad musik, og det er rytmerne og gentagelserne, der gør at der virkelig er fut i det, og så er det rigtigt fedt.

Når Torben så også flipper helt ud på klaveret, så hjælper det helt sikkert også.

Men mår man komme til at lytte til ordene i mange af de sange som koret synger, så er det nok et udtryk for over- optimisme at hævde at gospelmusikken er glad musik.

Der er mange tunge ting, i vores sangtekster. Gospelmusikkens rod er hos slaverne, hvis tilværelse var alt andet end let.

Vi kender alle historierne og ved, at det var urimeligt hårdt arbejde, det var under tvang og mishandling.

Mange var reelt blevet bortført fra deres eget land og revet væk fra deres kære. Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at deres liv pludselig kom til at se helt anderledes ud.
Derfor er meget af gospelmusikken skrevet fra et mørkt sted, et sted hvor ingen har lyst til at være.

1 Hebræerbrevet 11,1

3 a f 4

Rigtigt mange af teksterne giver udtryk for at der, hvor ingen har lyst til at være, der er Gud sammen med dem. De var ikke alene i slaveriet.

Der udtrykkes håb om at mørket skal blive til lys, at fangeskabet skal blive til frihed. At trængslerne som er nu, skal afløses af lethed og glæde.

Håb om en bedre fremtid, håb og drømme om lykke, ikke om ulykke2 træder frem, når vi fordyber os i gospelmusikken.

Håb er centralt i al tro. Håbet om, at fremtiden er lysere end fortiden. Det drømmer vi alle om, faktisk uanset om vi betegner os selv som troende eller ej.

Håb er noget mærkeligt noget, for som Paulus skriver i Romerbrevet, så er der ingen der håber på noget, man ser opfyldt. Håb handler som det, vi ikke ser.3
At have håb, om at tingene bliver bedre, er ikke en fornægtelse af virkeligheden, som vi står i. Det er heller ikke en overoptimistisk tilgang til verden. Eller pessimistisk for den sags skyld.

At holde fast i håbet om, at alt bliver godt, uanset hvad vi står i er, at tro på de løfter, som igen og igen gives af Jesus i bibelens mange historier.

2 JF Jer 29,11: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.

3 JF. Rom 8,24-25.

4 a f 4

Nu er der ikke nogen af os, som direkte er slaver, men jeg tror bestemt mange af os kan relatere til det, at vi kan føle os fanget i livet, at der er nogle omstændigheder, som vi gerne vil på den anden side af.

Det at håbe på, at der er mere end vi kan se, at livet bliver godt igen, er helt væsenligt. Gud kan se mere end os.

Selvfølgelig kan det nogen gang være svært at holde fast i det håb, når alt ser virkelig sort ud.
Gospelmusikken, og mange af bibelens historier, har et vidst trods over sig.

Kort sagt, så går det ud på at blive ved med at læse om, tro på, og synge om håbet på at Gud har fat i den lange ende, og at det som vi står i nu, bliver bedre.

I det er der også budskabet om, at der er en Gud, som kender os og går med os gennem sumpen og ønsker at være sammen med i modgang og i medgang.

Paulus taler endda i Romerbrevet om, at Gud Ånd kommer os til hjælp med at holde fast i håbet om, at vi ikke er glemt.

Hold fast i håbet! For der intet, der skal skille os fra Guds kærlighed.4 Den gælder nu og altid.

Amen

4 JF. Rom 8,37-39

 

Jeg er vejen, sandheden og livet – Thomas Risager

Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet! (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 6)

Hvad mener han med det? Er vi galt på den, hvis vi ikke kan finde vej? Er der flere veje, vi kan tage? Og hvad med omveje, hvis blot de bringer os frem?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 4

Prædiken søndag d.2. april 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 27,11-14 & Joh 14,1-7

Jeg er vejen, sandheden og livet siger Jesus. I dagens andagt i fastehæftet, bemærkes det, at vejEN, SandheDEN, liVET står i bestemt form. Underforstået der er kun én vej, kun én sandhed, ét liv, og det er Jesus Kristus.

Det er én bibeltolkning, vil jeg sige og den kan man have.Det har jeg ingen problemer med. Jeg er bare ikke helt enig, så i dag vil jeg gerne tilbyde en tanke, hvor vi åbner det lidt mere.

De af jer, der er kommet her et stykke tid, nogen af jer længere end rimeligt, I ved, at jeg ikke betragter Bibelen som en facitbog, men netop finder, at bibelen skal og må tolkes ind i den samtid vi læser den i.

Derfor vil jeg blidt påpege, og stadig respektere mine ansete kollegaer, som har skrevet dette stykke, at man (jeg) godt kan have en lidt anden opfattelse af dette.

Lad mig lige slå fast. Hvis nogen spørger mig, hvordan bliver jeg en kristen? Så vil jeg til enhver tid sige. Lær alt hvad du kan om Jesus. Læs evangelierne i Bibelen. Hør prædikener, gerne af flere forskellige. Snak med mennesker, der tror om Jesus. Kom for Guds skyld i kirke, og måske også for din egen skyld.

Bliv inspireret af hans enorme kærlighed til mennesker. Forsøg at efterligne ham i ord og handling.

2 a f 4

Elsk på en sådan måde, at udgangspunktet for kærligheden ikke er dig selv, men den, som elskes. Endelig tro på, at Jesu død på korset, hans opstandelse, her betydning for dit liv her og nu.

Til allersidst, du er ikke et dårligt menneske fordi du i perioder tvivler på, om du tror.

I Apostlenes Gerninger, som er bogen om den allerførste kirkes tid, bliver de første kristne kaldt de, der tilhører vejene, eller vejens folk. Det at tro på Gud, på Jesus er at være i bevægelse, at være på vej.

Lad os lige skifte tanken et øjeblik.

Lad os sige, at vi skal til Ørbæk og hente lidt øl.

Hvordan kommer man til Ørbæk?

1. Ud af Odense ad Benediktsgade, så ad Ørbækvej der 26 km og det tager 29 min

2. Ud af Odense ad Benediktsgade, så ad Ørbækvej, flet ind på Svendborgmotorvejen, kør af mod Ryslinge, videre ad Daugaardvej. Der er 35 km og det varer 31 minutter.

3. Man kan også køre ad Niels Bohrs Alle, Fynske Motorvej køre af på afkørsel 46 mod Nyborg V, dreje mod Ørbæk. Der er 37 km. Det tager 32 min.

Når vi taler om, hvordan man kommer fra A – B, eller i det her tilfælde til Ørbæk. Så kan især I der er indfødte fynboer have meget stærke meninger om, hvad der er en

3 a f 4

rigtige vej. Men af de tre veje til Ørbæk, som jeg har skitseret her Uanset hvilken rute man vælger, så er der 3 minutters forskel mellem den hurtigste og den langsomste. I kilometer er afvigelserne noget større, men alle vejene leder frem til målet.

Det var tre ruter mod et sted på Fyn. Der er helt sikker flere.

Gammel jødisk visdom siger, at der mindst er 70 læsninger af en bibeltekst – en for hvert år, man har levet. Nu er jeg ikke 70, men jeg oplever, må jeg indrømme, at jeg bliver mindre skråsikker på mine tolkninger af bibelen, som tiden går.

Som kristne menesker, som søgende mennesker, er vi hele tiden på vej. Fuldstændigt ligesom de første kristne var det.

Måske er vi rent fysisk ved at finde nye steder at bo. Vi kan være ved at tænke i nye baner omkring vores frivillige indsats.
Troen finder nye former og udtryk hos os. Måske er vi lige blevet blæst omkuld af Gud, fordi det er nyt for os at opleve hans kærlighed.

Når Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet!” så er jeg ikke i tvivl om, at sådan er det. Men jeg køber ikke den enormt snævre tolkning af dette. Jeg er sikker på at vi må fumle rundt i livet, og at vi er lige så gode kristne hvis vi tager den nærmeste omvej.

Gud har givet os en fri vilje og hvis vi ikke umiddelbart kan finde den hurtigste og mest lige vej, så er jeg ikke i

4 a f 4

tvivl om, at hans kærlighed til enhver tid er rakt ud mod os, og han ikke opgiver at vente på at vi finder frem. Gud kommer os i møde uanset, hvor vi er på vejen.

Gud er meget tålmodig med os.

Han er med os overalt, hele vejen, uanset hvilke veje vi så end tager.

En af kirkens første teologer siger med sine fine ord i Romerbrevets 8. kapitel noget om Guds kærligheds kraft.

“v38 For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”1

Guds kærlighed er med os, uanset hvor vi er. Jeg er vejen sandheden og livet, siger Jesus! Amen

1 Rom 8,38-39