Halve Sandheder 3/4: Gud lægger ikke mere på vores skuldre, end vi kan bære

Udsagnet om at Gud ikke lægger flere byrder på os end vi kan bære, tages under kærlig behandling under overskriften” Halve sandheder”. Hvis dette skulle være sandt, hvorfor er stress, så nærmest en folkesygdom? Hvorfor er der så mange af os, som føler alt vi kun lige hænger fast i tilværelsen med det yderste af neglene?

Hvor er Gud i det? Kan tro have noget at sige ind i dette?

Hør mere her:

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk, at der ofte sniger sig lidt ekstra ind i det talte ord. Så der er ikke 100% overenstemelse mellem den forberedte tale og den faktisk tale.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 28. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Kor 10,13, Salme 46,1-2, Matt 11,28-30
1/2 Sandheder: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

Vi har mange formuleringer, som vi siger til hinanden, som har baggrund i skriftsteder fra bibelen, eller som vi tror har det. Vi siger F.eks. Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

I denne måned undersøger vi nogle af disse udsagn, og måske opdager vi, at det vi går rundt og siger til hinanden, måske kun er halve sandheder. Nogle af udsagnende er ligefrem skadelige – vil jeg hævde.

Nogen gange, når vi siger nogle af disse ting til hinanden, lukker det det ned for den sunde eftertanke og forhindrer os i, at reflektere kritisk over, hvad vi egentlig siger.

Vi kan altid finde skriftsteder, som kan understøtte alle mulige forskellige holdninger. Derfor er det utroligt vigtigt at bibelens ords altid fortolkes ind i den tid, vi lever i og ses i lyset af hvad vi ved, at Jesus lærte overordnet set.

Jeg vil gerne tage min tro alvorligt. Jeg vil gerne have at biblen har autoritet, men så vil jeg knageme også tillade mig selv at undersøge tingene ordenligt og være kristisk. Det er baggrunden for denne talerække. ________________________

Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære.

2 a f 5
Hvem har fået det sagt til sig – i bedste mening?

Jeg husker, at jeg har hørt det, på tidspunkter, hvor jeg har syntes at livet var urimeligt hårdt. Jeg har hørt præster trøste hinanden med dette – med undertonen, du skal være glad for at du har det hårdt. Det er fordi Gud bruger dig.

Alt dette er sagt med de bedste intentioner og med den bedste mening for øje.

Læser man på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og det gør præster jo, så finder man faktisk også en side, der handler om dette. Det er en udbredt blandt kristne, men det er ikke det samme, som det er sundt. Lad os tænke lidt over tingene.

Udsagnet står ikke direkte i bibelen, men mange mener at inspirationen til dette kommer fra 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13, som blev læst for os før:
“v13 De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Det græske ord for fristelser, peirasmos, kan også oversættes med prøvelser, eller test. Engelske bibeloversættelser benytter ofte ordet testning.

Paulus skriver her til den menighed i den græske havneby Korinth som han grundlagde omkring år 51 på en af sine missionsrejser.
Korinth var et af de mere levende steder i datidens verden, så den konkrete teksts kontekst, er at der er en menighed bestående primært at hedninge-kristne, som

3 a f 5

forsøger at lægge deres gamle liv bag sig. Livet som kristen var ikke nemt, fordi der overalt var alle muligeder for at forlade det nye liv, man havde fået. De mange templer, de mange tempelprostituerede. Der var alle muligheder for at blive fristet.

Det Paulus siger til dem her, er imidlertid, at der hvor fristelsen rammer dem hårdt, er det ikke Guds ønske, at man bukker under. Paulus taler om at Gud skaber en udvej.

De var den konkrete kontekst. Nu vrider vi lidt på tingene, og det kan man altid diskutere rimeligheden i.

Lad os bruge ordet prøvelser i stedet for fristelser.
““v13 De fristelser prøvelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes prøves over evne, men vil sammen med fristelsen prøvelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.”

Igen er løftet, at der er en vej ud – eller måske mere korrekt gennem prøvelsen.

Intet sted står der, at vi ikke vil komme ud for prøvelser i livet, men løftet er, at der er en vej ud af det.

Lad os lige vende tilbage til den første del af sætningen. Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære.

Her antyder vi, at alle fristelser, prøvelser, tæsk i livet, skulle komme fra Gud. Dette medfører, at hvis din arbejdssituation er sådan, at du ikke magter det. Eller dit liv fisker sig sådan, at der bare er så meget bøvl, at det ikke er til at bære, så er den overordnede mening, at det

4 a f 5

er Gud, der giver dig dette, for at prøve dig. Det bliver Gud ved med at gøre indtil punktet lige før du knækker.

Giver det mening?

Det vil jeg tillade mig, at være ganske kristisk overfor. Især set i lyset at de ting, vi talte om i den første af talerne i denne serie, hvor vi gjorde op med ideen om at alt har en mening.

Hvis ellers Gud gav dig alt det, der tynger, så skulle Gud blive ved med at smide ting på dine skuldre indtil lige sekundet før, du bukker under.

Årh – mon det er sådan det er?

Kigger man overordnet på, hvad vi kan læse os til i bibelen, så slipper vi ikke for modgang og bekymring.

Gang på gang siger Jesus, at vi ikke skal være bekymrede og rigtigt meget siger han, at vi ikke skal være bange. Løftet er, at uanset om det er optur eller nedtur, så ønsker Gud at være vores tilflugt og hjælp.

1. Petersbrev 5,7 opsummerer dette: “v7 og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer

Med andre ord behøver vi ikke over for Gud at lade som om, at alt er godt. Vi kan være dem, vi er på godt og ondt.

For Gud ønsker at være sammen med os, også på de dage, hvor vi er langt fra perfekte.

5 a f 5

Gud vil være med os, også når vi intet kan, og vi kan stole på, at han vil hjælpe os.

Jeg vil faktisk foreslå, at vi i stedet for at sige: Gud lægger ikke mere på vore skuldre end vi kan bære. siger
Gud hjælper dig altid med at bære.

Overfor Gud er det ok at være slidt og træt. Læg mærke til, at Jesus på det tispunkt faktisk kalder dem til sig, som er trætte og bære tunge byrder, og han vil give dem hvile.1

Man må hvile sig. Det er helt ok, og når man rejser sig igen, er der hjælp til at gå videre.

Gud hjælper dig altid med at bære.

Den erfarne sangskriver fra Salmernes Bog får det sidste ord:

Salme 46,1-2
v2 Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
v3 Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb,
v4 når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.

Amen.
1 JF. Matt 11,28-30

Det er vigtigt at hvile – Thomas Risager

Den sidste søndag inden sommerferien handler om hvile. Hvile er en god ting, som er helt nødvendig for os mennesker.

Da Gud skabte verden, lagde han hvilen ind på syvendedagen. Han havde brug for det, og han ved, at vi har brug for det. Derfor er det faktisk også et af de ti bud.

På søndag giver Thomas Risager et par bibelske principper for balance i livet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og talte ord.

Talemanuskript i PDF

1 a f 4

Prædiken søndag d. 9. juli 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: 1. Mos 2,1-4 & Matt 11, 25-30

Jesus siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“1
Jeg tror, at mange mennesker kan nikke genkendende til det med at være træt og slidt, og synes, at man i hverdagen bærer mange tunge byrder.

Faktisk møder jeg i mit arbejde, foruroligende mange mennesker, som føler sig presset af deres hverdag.

Arbejdspladserne og kirkerne er fulde af mennesker, som har det sådan. På arbejdspladsen bider vi tænderne sammen og siger til os selv, at når denne opgave er overstået, bliver det bedre. Så kommer der mere luft i kalenderen.

Samtidigt skriver aviserne også, vi har en utrolig høj arbejdsmoral, det på mange måder er et tveægget sværd, fordi det er jo er supergodt, at vi kan arbejde igennem, men antallet af mennesker på arbejdsmarkedet, der går ned med stress er rekord højt. Det koster kassen for vort samfund og de menneskelige omkostninger for de ramte familier er enorme. Dette er et samfundsproblem, som er reelt for rigtigt mange mennesker.

I går sagde de ti tv-avisen, at ingeniørforeningen har lavet en undersøgelse, der afslører at 15 procent af

1 Matt 11,28)

2 a f 4

medarbejderne står til rådighed for arbejdspladsen i ferien.

En anden undersøgelse viste at 1 million danskere tjekker arbejdsmailen på mobilen, selvom de har ferie.

Jeg bliver faktisk bekymret, når jeg ser sådanne tal. Jeg tror helt enkelt ikke, at det er sundt, at vi tror vi er så uundværlige, at vi er nødt til at tjekke mail i ferien.

Det er ikke kun på arbejdspladserne, at dette er et problem. Det er det også i kirkerne.

Her siger vi med stolthed til hinanden, at Gud ikke giver os større byrder, end vi kan bære. Underforstået: du må være stærk, siden du får betroet så mange byrder.
Vi lukker nogen gange øjenene for, at præster, ledere og frivillige i kirkerne ofte er endog meget trætte og på kanten af udbrændthed. Men hvis jeg ikke får mere end jeg kan bære, er der så noget galt med mig når jeg føler mig mast?

Nogen af os siger også. at det er Gud, som kalder os til at gøre de ting, vi gør i kirken. Derfor kan man ikke bare lade være eller holde pause, fordi vi kan jo ikke svigte Guds kald, når nu opgaverne står i kø. Og opgaverne er mange, næsten altid er der mere vi følger vi bør gøre, end vi faktisk har tid og ressourcer til.

Men når man er træt, bliver man mismodig, for alle de andre bliver ved og ved, og tager opgaver på sig i en uendelighed. De efteruddanner sig og deres have vidner om, at de også har tid til havearbejde. Det kan jeg jo se på linkedin og på Facebook.

3 a f 4

De andre kan klare alt, mens jeg oplever mig helt mast. Hvad er der galt med mig?

Nej, det er ikke noget galt med dig! Du er menneske, skabt i Guds billede. Du er netop ikke en robot ude fra robotklyngen her i Odense, men menneske, præcis som du skal være.

I vores moderne samfund, hvor vi alle skal være på informationsstrømmen 24/7 og ikke tør slukke telefonen i ren angst for at blive hægtet af, der slider vi uforholdsmæssigt meget på hinanden.

Vi lukker øjenene for den gamle bibelske visdom om at holde sabbat. Om at lukke totalt ned og give vores hjerne, sind og krop et pusterum og give Gud plads. Det er det, Jesus inviterer til, når han siger: Kom til mig….og jeg vil give jer hvile.

Søren Pind har i den sidste tid gjort sig bemærket ved, at han ganske enkelt har forbudt sine medarbejdere, at sende mails om søndagen. Som han siger, det er fint at vi arbejder hårdt og meget, men ingen skal være tvunget til at være på om søndagen, så der sender vi ikke mails.

Vi er så utroligt dårlige til at hvile og puste ud. Det er ikke noget nyt.
Faktisk har det, siden mennesket kom til, været en udfordring. En udfordring så stor, at Gud fandt det nødvendigt, at påbyde hvilen som et krav i de ti bud: “Husk sabbatsdagen og hold den hellig.” (2. Mos 20,8)

4 a f 4

Vi taler meget om reformation i disse dage. Jeg tror, at vi trænger til at reformere vores måde at arbejde på – og ikke mindst vores måde at prioritere hvile og ro.
Der er afgrundsdyb visdom i, at der er en hviledag en gang om ugen, og stor værdi i de længere pauser, som sommeren kan give.

Vi svigter ingen ved at holde fridag og ferier. Faktisk ødelægger vi os selv og vores arbejdspladser og vore kirker, hvis ikke vi gør det.

Så herfra skal der lyde: God ferie! Det er vigtigt – mindst lige så vigtigt som at gøre det godt på jobbet.

Amen

Ro på livet – Thomas Risager

Gospelkoret Emmaus havde pyntet hele kirken med ure. Masser af ure, som var gået i stå.

Gudstjenesten fokuserede hele vejen igennem på, at vi har brug for at blive mindet om, at finde ro i livet. Ro og hvile er livsnødvendigt. Zanne Frigg Larsen læser fra bibelen Salme 23 og kirkens præst Thomas Risager taler om at finde ro på livet.

Hør mere her:

podcast-large

Præstens Nytårstale – Thomas Risager

Godt nytår!

Hvert år ved nytår lytter danskerne til Dronningen og statsministerens nytårstaler. Der er nu nok fleste ved Dronningens. Der er også et mennesker, som samles i Odense Metodistkirke til en kop velfortjent nytårskaffe og gudstjeneste. Her får jeg som regel lov til at holde årets nytårstale.

I år handler talen om vore dages slaveri efter perfektion og længsel efter at kunne arbejde, holde fri, have succes, være en god forældrer, et godt menneske, en god kristen på en og samme gang. Dette er ikke let.

Hør mere her:

podcast-large

My Resting Place – Hvor kan jeg finde ro?

Gospelkoret Nardus synger til en rørende gospelgudstjeneste, som handler om at finde det særlige sted, hvor man kan tanke op og finde ro.

Desværre er lydkvaliteten ikke så god, så nederst i dette indlæg kan du også læse manuskriptet, som var forlæg for denne tale.

Prædiken søndag d. 23. september 2012. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Joh 6, 1-4

En af mine hemmeligheder er, at jeg har en gruppe kvinder jeg mødes med en gang om måneden. Ja, nu er det så ikke nogen hemmelighed mere, på den anden side, så tror jeg heller ikke, at nogen af dem har kunnet holde mund….

Men hvorfor mødes jeg med en gruppe kvinder en gang i mellem ? Ja, det spørgsmål stiller min kone nok også!

Først vil jeg lige slå fast at det er en tilfældighed, at det er kvinder. Der er ikke nogen mænd, som tør, altså ud over mig.

Jeg mødes med min lille gruppe fordi jeg har brug for, at der er nogen som minder mig om, at jeg en gang i mellem skal være stille og holde pause.

Vi taler ofte om i min gruppe, at det er underligt, som vi kan udsætte nogle af de ting i livet, som vi ellers godt ved kan være gode for os.

Personligt har jeg brug for, at nogen siger til mig, at det er ok at tage en pause fra hele verden.

I øjeblikket er der et forsøg i gang, hvor man har tilbudt en flok travle virksomhedsledere at komme på retræte. Det er folkekirken, som står for projektet, som i al sin enkelthed går ud på at trække disse ledere ud af deres travle hverdag. Få dem til at lukke for mail og slukke telefononer i to dage, mens de er samlet for at få undervisning i bibel, i livet, og for at være stille. De skal være stille.

En af dem beskrev, hvordan han for første gang i årevis gik tænkt over sit liv og fik reflekteret over sin prioriteringer. For ham var det ikke i første omgang nogen religiøs oplevelse, men han beskriver alligevel hvordan han fandt en dyb indre ro, som han ikke havde haft længe, og som han i eftertankens klare lys var blevet klar over, at han havde savnet.

Et af kristendommens klare budskaber er at du er elsket, at du er accepteret, sådan som du er.

Sådan er det, men det kan være svært at tage til sig i en verden, som hele tiden er fokuseret på, at et menneskes værdi aflæses i vore præstationer og vores værdi kan meget kontant aflæses på den nederste linje af vores lønseddel.

Det er simpelthen svært for os i vores præstationsiver, at taget et budskab om accept og kærlighed til os. Vi er straks videre, når mailen på computeren siger bip, er vi allerede igang med at forhold os til den næste e-mail.

I en sådan verden kan man på den ene side undre sig over at Gud, der ellers er noget så smart, ikke ændrer sin måde at kommunikere sin kærlighed til vi mennesker på.

Den meste udbredte måde er stadig at der står en præst og taler til en forsamling. Hvis ellers der er en forsamling, som gider at komme. Det lider vi nu ikke af her i huset.

Det er jo håbløst gammeldags.

På den anden side, kunne man jo også et øjeblik standse op og tænke over, om Gud og kirken mon holder fast noget af sin form, fordi det med roen, det med at sidde og lytte, trods alt er den bedste måde at modtage et kontroversielt budskab på.

Du er elsket!

Det er budskabet og lige nu er der ingen e-mail eller telefoner, som forstyrrer dig.

For mig personligt, bliver det bare ord, jeg læser eller hører i en ordstrøm, som kører hele tiden, hvis ellers jeg er vågen. Nogen gange er det som om, det fortsætter selvom jeg prøver at sove.

I mit liv har jeg brug for at der en gang i mellem er ro. Jeg kan mærke at jeg lige så stiller går i stykker inden i, når jeg forsømmer at finde ro. Det er underligt, for når der er travlt, så er det det første, som jeg skærer væk.

Det er i virkeligheden lidt tåbeligt, for det er ikke egoisme, at passe lidt på sig selv.

Faktisk taler Paulus i bibelen om at vi mennesker, skal løbe sådan at vi holder helt til mållinjen. Livet kan ikke spurtes. Sådan føles det nogen gang, men vi kan ikke spurte hele vejen. Gammel visdom.

Hvor finder vi ro?

Kirken er et godt sted. Vi er måske ikke så gode til at bruge kirken i hverdagen, men når vi er på ferie sætter vi os gerne ind i en kirke og bare lige er. Det er så dejligt.

For mig er roen ikke nødvendigvis at sidde stille og bede. Det kan sagtens være et løbe en tur, at sejle en tur i min kajak. Det kan være at gå rundt om Enebær Odde…

Pointen er, at hvor vi finder ro er forskelligt, men det er vigtigt at vide hvor. Og det er vigtigt at bruge det.

Jesus have altid travlt med at tale med folk, bede med folk og helbrede de syge. Han var aldrig færdig, men alligevel trak han sig indimellem tilbage for som han sagde det: “at være sammen med min himmelske fader.”

Jesus behøver ro. Når Jesus nu gør det, så tør jeg også godt indrømme, at jeg indimellem har brug for at finde ro.

I Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-4 kan vi læse:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v2  En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v3  Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v4  Påsken, jødernes fest, var nær.

Jesus var ikke færdig. Der var stadig syge, døve, blinde og stumme, og de fulgte endda med ham over på den anden bred, men Jesus gik på bjerget.

Pointen er at Jesus ikke lod alt det, han burde gøre tage magten. Jesus havde også brug for at finde ro. Så hvis det er dit behov, er det et ok behov, som du ikke bør udsætte.

Jesus havde også brug for det!

Amen