Gospelkoret Nardus giver den gas ved dagens gospelgudstjeneste, Temaet er tvivlen og troen. Tro er en underlig størrelse og den er ikke nem at måle. I dagens tale fortæller Thomas Risager historien om en mand, der kommer til Jesus med sin syge søn. Jesus siger til manden at alt er muligt for den, der tror, hvortil manden svarer: “Jeg tror, hjælp min vantro!”
Hør mere her….
Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?
Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.
Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.
Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.
Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.
Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.
Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.
Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”
Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:
Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.
Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.
Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.
I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.
Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.
Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.
Hør mere her:
Lev lykkeligt til jeres dages ende – de bedste kærlighedstips.
I januar måned handler gudstjenesterne om lykke, kærlighed, romantik, kærester og sex.
Det var kærlighed ved første blik, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende! Sådan optræder kærligheden ofte på film og i bøger – og drømmer vi ikke alle sammen om det?
I virkelighedens verden kommer lykken i parforholdet ikke af sig selv. Det tror jeg, at vi alle kan tale med om.
Men hvad er det for nogle mekanismer, der er på spil, når to mennesker, som elsker hinanden, lever sammen?
Hvorfor bliver det nogle gange så besværligt, selvom alle intentioner er gode?
Er der mon svar på nogle af spørgsmålene i Bibelen?Skal man blive sammen for enhver pris?
Skal man blive sammen for børnenes skyld?
I det seneste år har vi oplevet flere familier gå i stykker, og vi har oplever flere par, der har fundet sammen og vi har viet flere af dem.
Kærlighed og parforhold er et centralt tema i et menneskes liv og i kirken her forsøger vi at tale om de ting, som fylder i vores helt almindelige liv, for kærligheden er jo fantastisk – og nogen gange smertefuld.
I dagens tale rundes serien af med en meget uromantisk snak om, hvordan undersøgelser viser at lykkeniveauet i parforhold daler efter to års samliv, for igen at stige, når børnene flytter hjemmefra. Det er kølige fakta, som ethvert par, bør forholde sig til. Det betyder ikke, at man bare skal vente på at det vender, for man kan sagtens arbejde på sin kærlighed og man kan sagtens blive ved med at elske sin partner med inspiration i Guds måde at elske – agapekærlighed er det, som får magien til at dukke op igen. Samtidigt kommer vi ikke udenom at et uromantisk ord, som udholdenhed også spiller en rolle i ethvert parforhold.
Hør mere her….
Det er så nemt, når hverdagen kører derudaf, at fokusere på de ting, som vi ikke synes vi kan nå. De ting, som kan være irriterende.
På jobbet er chefen urimelig i sine forventinger til hvad vi kan nå. Og hvordan er det lige med kærligheden, hvornår har vi siddet ned og kigget vores elskede i øjenene og haft tid til den gode snak. Og hvis man ikke har en kæreste, hvorfor vil det ikke lykkes? Hvad er der galt med mig?
Alle de andre har så mange penge og jeg kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Hvordan får de andre råd til at tage på skiferie i Colorado?
Veninden løber hver dag, men hvis jeg kommer ud to gange om måneden, så er det fantastisk, mens jeg kan mærke at fedtet kommer snigende på min krop, jeg har ikke energien og nu er det ved at være den mærke tid. Nu orker jeg slet ikke.
Det er så let at fokusere på de ting i livet, som er hårdt.
Jeg påstår at vi sommetider fokuserer vi på alt det som er skidt i vores liv …og det har den ubehagelige konsekvens, at vi glemmer at være taknemmelige for alt det gode … Når vi bare tænker os om, kan vi jo alle finde masser af smukke ting i vores liv! …
I dag fejrer vi i kirken høstgudstjeneste. Det kan synes som en mærkelig ting, når nu vi bor inde midt i en af landets største byer. De færreste af os er i det daglige i nærheden af en gård eller en mark, en vi sætter jo hver dag mad på vores bord. Mad, som kommer fra markerne og staldende ude på landet.
Høstgudstjenesten minder os om, at mad på bordet ikke er nogen selvfølge. Alt hvad vi har er dybest set en gave fra Gud.
I en verden, hvor rigtigt mange mennesker faktisk sulter, er det værdifuldt en gang i mellem, at sætte sig ned og lade sig fylde af taknemmelighed over, at vi faktisk har mad på bordet. I det daglige liv stoler vi rigtigt meget på, at vore liv lykkes, og at vi kan fylde vores indkøbskurv, faktisk er dette jo et udtryk for en dyb tillid til at Gud nok skal sørge for os. En gang i mellem er det sundt at standse op og reflektere.