Det bliver godt igen.

Her kan du høre talen fra dagens online gudstjeneste i Metodistkirken.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er afvigelser mellem den tale, som faktisk holdes og det skrevne ord fra forberedelsen.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 29. marts 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Markus 10,42-53

Indledning

Sammen på afstand
Stadig ikke åbent i kirkernes huse, men kirken er stadig i gang.
Vi har læst Markusevangeliet.
Da vi startede håbede vi nedlukningen ville slutte i dag. så i dag er sidste kapitel om opstandelsen. Hvilket herligt at sted at begynde.

Begynd med enden – mere i den kristne fortælling

Det er jo en fantastisk ting, at få lov at starte ved slutningen, hvor vi ser, at det bliver godt igen.
Vi har sammen læst at Jesus gik utroligt meget forfærdeligt igennem i de sidste kapitler, vi har læser at han faktisk døde. Almindelig fornuft siger os, at så er det ligesom det.

Men i den kristne fortælling er der mere. Der er altid mere Der hvor der er død er der liv.
Det bliver godt igen.

Den kristne grundfortælling, som løber gennem alle evangelierne siger også at der har der er mørke, der bliver det lys.
Det er præcis det vi er i fortællingen fra Markusevangeliet kapitel 10 om den blinde ved Jeriko. I begyndelsen af historien råder mørket, men der bliver lys.

Byporten ved Jeriko – En blind mand

Nu går jeg ud fra, at I vil med en tur til byporten ved Jeriko, hvor der sidder en blind tigger. Bartimæus hedder

2 af 5

han. Han tigger, for han kan kun overleve ved andres barmhjertighed. Han er ikke sin egen lykkes smed, han er afhængig af andre.

For at forstå ham, så vil jeg lukke øjenene. Du er velkommen til at gøre det samme. Når vi lukker øjnene kan vi ikke se. Men vi er ikke blinde. Jeg gætter på, alt du, ligesom jeg, registrerer lys, selvom øjenene er lukkede. Lad os åbne øjnene igen.

Du og jeg kan lukke øjenene. Så kan vi ikke se. Vi kan ikke se videoen. Jeg vil nok også fraråde at du hælder kaffe op med øjnene lukket.

Vores øjne registrer lys. Selvom vi lukker øjenene ser vi stadig lyset, men vi kan ikke tolke lyset. Lyset er der – altid.
Hvis man er helt blind, og det går jeg ud fra at Bartimæus er, så kan du slet ikke se lys overhovedet. Så er det man ser mørkt. Men lyset er der – altid.

Jeg sagde til at at begynde med, at i kristen tro er kernen er lyst vinder over mørket, at livet vinder over døden.

Bartimæus og Jesus – håbet

Bartimæus hører larm i gaden. Han fornemmer begejstringen og mærker dybt i sit indre håb. Håbet strider egentlig mod enhver fornuft.
Håbet i ham siger: “Jeg kan komme til at se. Mørket jeg ser, kan blive til lys.

Davis søn, Jesus forbarm dig over mig!

3 af 5

I datidens samfund var tankegangen, at ulykke var selvforskyldt Hvis du er blind, har du ikke levet ordentligt. Hvis du får Corona, så er det din egen skyld.

Derfor opfatter folk, der går sammen med Jesus, at de er rigtigt på den og Bartimæus er galt på den. Han skal bare holde sig væk. Længere end 2 meter væk, for de skal ikke smittes af hans urenhed og blindhed.

Så de truer Bartimæus for at få ham til at klappe i.

Men Jesus hører ham – selvfølgelig.
Jesus reagerer anderledes end de selvretfærdige – selvfølgelig.

Pludselig står manden, der ikke kan se lys, foran den mand, der siger om sig selv, at han er verdens lys.

Jesus spørger Bartimæus: “Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”

At jeg må kunne se!

Lyset rammer ind i Bartimæus’ mørke. Lyset vinder. Ligesom det vinder over ethvert mørke.

Det første han så, var Jesus. Bartimæus vidste øjeblikkeligt, at den mand var værd at følges med. Så det gjorde han.

Hvad ser Bartimæus?

Han kom til at se Jesus i så utroligt mange situationer. Han hørte Jesus sige til en skriftklog, der gerne ville kende kernen ved tro, at det vigtigste er at at elske Gud

4 af 5

med hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind, og hele sin styrke. Samt at elske sin næste som sig selv.

Og så oplevede Bartimæus påsken, og han så med egne øjne ,at Jesus tilsyneladende tabte alt, da han døde på et kors. Han har gået rundt i et andet mørke end det møke han ellers kendte så godt, indtil at opstandelsen vandt over døden, og lyet atter brød frem.

Han var med gennem ufattelige lidelser, nederlag, og død.
Men han oplevede også hvordan mørke blev til lys, hvordan trængsler blev til håb.

hvordan nederlag blev til sejr, hvordan død blev til liv.

Alt det fik Bartimæus lov til at se gennem sin tro på Jesu.

Bartimæus levde et liv, hvor det blev godt igen.

Det bliver godt igen.

Guds løfter til os, planer om lykke ikke om ulykke, løfter om fremtid og håb, som Gud giver de landflygtige i Babylon, bekræftes af hele historien om jesus , som vi har læst i Markusevangeliet.

Vi ser, at det ender godt.

Selvom vi ikke kan se vejen, selvom vi måske er utrygge, selvom vi måske synes det er mega hårdt at vores liv leves under mærke skygger fra Corona, selvom vi rammes af bekymring for, hvordan det hele skal gå, så kan vi gå trygt igennem det hele i troen på, at skygger skal fyldes af lys,

At der hvor vi ikke kan se, der kommer vi til at se,

5 af 5

Der hvor døden råder, vinder livet, Der hvor fortvivlelsen er, vinder håbet.

For Gud er med os gennem alt, hvad livet byder. Bartimæus så det selv,
vi må tro det, og holde fast i håbet.

Det ender godt. Amen.

Tro er…. at kunne se! – Thomas Risager

Alle der har børn, kan genkende dette!
Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, men kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

I søndagens tale tager vi til Jeriko, hvor vi møder en blind tigger. Tro handler om at kunne se. Det kan man ikke altid, heller ikke selvom man ikke er blind, som tiggeren.

Hør mere Her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen. Bemærk venligst, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 25. oktober 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 10,46-52.

Tro er… at kunne se!

Alle der har børn, kan genkende dette!

Du skal rydde op. De bukser, du havde på i går, skal til vask. Den skål du brugte til din morgenmad, som stadig står på bordet, skal sættes i opvaskemaskinen. Hvad er der galt med de børn. Kan de virkelig ikke se det?

Eller man står selv og roder i køkkenskabet efter den dåse flåede tomater, man kan ikke finde den. Så træder man et skridt tilbage og opdager, at den hele tiden har stået lige for næsen af én. Man spørger sig selv: “Kan jeg virkelig ikke se?”

Nogen gange er vi blinde, også selvom vi faktisk kan se.

Gud gør nogen gange gode ting, lige for næsen af os, men vi ser det ikke.

Det er ærgerligt, for Gud er der, hvor vi er. Ikke bare om søndagen, men hver dag. Alle dage. Hele tiden, Men vi kan ikke altid se det.

Selvfølgelig var det noget helt særligt, at få besøg af Jesus. Og det fik de, i Jeriko, som Jesus kommer igennem på sin vej ind til Jerusalem.

Vi ved ikke, hvor længe han har været der. Men på dette tidspunkt, hvor Jesus har bevæget sig rundt i Israel i tre måske endda fire år og nu nærmer sig rejsens mål, Jerusalem, har alle hørt om ham.

Det har Bartimæus også. Det kan godt være, at han er blind. Men han sidder der ved Byport,hvor alle ,der går ind og ud kommer forbi. Det er et godt sted at tigge, men det er også der, hvor man for alvor kan følge med i hvad der sker i byen.

Jeg undrer mig over, at Bartimæus ikke giver sig til kende, da Jesus går ind.

Vi ved ikke, hvor længe Jesus var i byen, eller hvad han lavede. Men jeg tror at alle i en forholdsvis lille by, som Jeriko har vidst alt om, hvad der skete. – Også Bartimæus.

Det er lidt samme mekanisme, som når man kommer helt hen mod slutningen af en koncert, og først dér kommer publikum på benene. Det kan selvfølgelig være fordi koncerten er ringe, men der er en aller anden mekanisme med, at vi først “overgiver” når det er ved at være sidste chance.

Først da Jesus er ved at gå ud af byen giver Bartimæus sig til at råbe. Måske ved han, at det er absolut sidste chance.

Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«

v48  Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v49  Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!

Disciplene truer af ham. Det gør de, fordi de anser Jesus som religiøs leder, og de kan ikke rigtigt slippe det paradigme, som de er vokset op med, nemlig at blindhed, sygdom og elendighed i livet, alt sammen er selvforskyldt. Hvis man er blind bliver man holdt på afstand, for det må jo være fordi, man ikke har levet anstændigt.

Vi ved heldigvis bedre, og det gør Jesus også.

Bartimæus kalder endnu engang. Han er så sikker på, at Jesus, hvis han altså bare hører ham, vil ham det godt. Der skal alligevel tro til, for hvis Jesus ignorer ham, er han til grin i hele byen.

Jesus Davids søn forbam dig over mig.

Jesus vender op og ned op alt, da han kalder Bartimæus til sig. “Det kan man da ikke!” Siger folk. Men det kan Jesus og han gør det.

Bertimæus ved, at nu er det nu, så han smider kappen fra sig, springer op og kommer hen til Jesus.

Jesus ser ham og spørger, hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?

Det er jo ikke fordi, jesus ikke vidste, hvad der skete i Bartimæus’ liv eller vidste at han var blind. Det havde han helt styr på, men det er sådan med Guds kærlighed, at den ikke bare sparker hjertets døre ind, vi må give lov.

Mester, at jeg må kunne se?

Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, kommer Bartimæus til at se.

Det første hans øjne ser, er manden foran ham. Han ser Jesus.

Og dér beslutter han sig for at følge ham på vejen.

At tro handler om at kunne se.

Så vidt jeg ved, er der ingen af os, der som Bartimæus er blinde. Men jeg har i hvert fald i mit liv perioder, hvor det er fair at sige, at jeg ikke kan se.

Perioder, hvor jeg ikke synes, at jeg kan se Gud og alt det gode han gør mit liv.

Jeg har læst mig til, at bare fordi jeg ikke kan se Gud, så er det ikke detr samme, som at han ikke er der.

Så hvis Jesus spørger mig: “Hvad kan jeg gøre for dig?”

Så vil mit svar være: “At jeg må kunne se!”

Amen