Guds Gaver – Fællesskabet

I dag fortsætter serien om Guds gaver, og denne gang pakker vi fællesskabet ud. I kirken taler vi om fællesskabet som et af de såkaldte nådemidler, hvilket betyder at fællesskabet blandt andet kan være helende.

Men som i alle andre fællesskaber, så kan fællesskabet også i en kirke være både udfordret og udfordrende. Hvad kræves der egentlig af mig for at være en del af et menighedsfællesskab? For fællesskabet uden forpligtelser findes ikke – heller ikke i kirken.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid vil være afvigelser mellem det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 8

Prædiken søndag d. 27. januar 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 4,16-30 & 1. Kor 13,1-13
Guds gaver – fællesskab

I dag kører vi ud over rampen med den tredje af talerne om Guds gaver. Dette er serien, hvor vi gerne vil gøre Guds gaver så konkrete, at de faktisk bliver synlige for os.

Vi har pakket dåben ud, og vi har hørt, at dåben er Guds gave, og at den er en indledning til et liv i tjeneste.

Sidste uge talte vi om Guds gaver som nådegaver. Her havde vi fokus på at nådegaverne, uanset hvordan de ser ud, skal pege på Jesus og de skal tjene fællesskabet. Hvis man har fået givet et talent – en nådegave – er det aldrig for at man selv skal fremhæves.

I dag skal vi se på den Guds gave som fællesskabet er.

Det er måske lidt morsomt at gøre det i en meget individualistisk kultur, hvor vi ikke er bange for at sætte jeg i centrum. Men kirken sætter ikke det enkelte jeg – individet i centrum – her sætter vi os i centrum. Her er påstanden nemlig at vi er uløseligt forbundet med hinanden og det, der holder os sammen er Guds kærlighed.

Og skal vi tale om et jeg, så vil det altid handle om at finde ud af, hvor dette jeg finder ind i et fællesskab og hvordan dette jeg kan komme til at tjene Gud og mennesker ud fra vores kirke her i Alexandragade. For det os, vi taler om i kirken er større end vores medlemslister. Det er større end vores kontaktkreds, og det er større end vores by.

Det er præcis det, som menigheden i Nazareth synagoge ikke havde forstået og som fik dem til næsten at drive Jesus ud over en skrænt.

2 af 8

Da Jesus læste op fra profeten Esajas’ Bog om at han kommer for at bringe et godt budskab for fattige, give frigivelse til fanger, udråbe et nådeår fra Herren, lade de blinde se, og sætte de undertrykte i frihed.1 Da kunne de alle se nogen fra deres umiddelbare kreds, som de kunne se, havde brug for den befrielse, Jesus talte om.

Måske oplevede mennesker i menigheden, at han talte direkte til dem og ind i deres liv. Så da Jesus sagde i dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse, var det intet mindre end sød musik. Det gjalt jo netop dem.

De var vokset op i en kultur, hvor dem, der troede på den rigtige måde, var dem, som Gud belønnede. Derfor troede de, at Jesus ord kun gjalt deres tætte fællesskab.

Men de kom til at høre på den hårde måde, at Jesus så et bredere fællesskab end blot deltagerne i synagogen, eller begrænsningen til det jødiske folk for den dags skyld.

Han minder dem lige om, at selvom det jødiske folk i perioder har lidt, har det ikke forhindret Gud i at komme til mennesker, som de ikke anså som medmennesker, og så koger vreden over hos dem.

Hvordan kan han sige sådan noget provokerende ævl, tænker de. Vi skal da først tage os af vore egne, synes de at mene.

Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at jeg synes jeg ofte hører noget, der ligner i den offentlige debat i Danmark.

De bliver så vrede, at de drev Jesus op på kanten af et bjerg med den hensigt, at drive ham ud over kanten. Men de havde undervurderet Jesu myndighed. Han baner sig bare vej gennem dem og gik.

1 Luk 4,18-19 & Es 61,1-2

page2image19860288

3 af 8

Jesus talte til en menighed, en menighed ligesom vi, der er her i dag. De havde nok ikke lige helt så fedt et kor i synagogen i Nazareth, men et fællesskab, det havde de.

I parentes bemærket, så kunne det da være fedt, at sige noget der provekede fællesskabet så meget, at jeg blev drevet ud over kanten af Bolbro Bakke.

Når jeg indleder med at sige, at vi ikke taler som meget om jeget, men om os, så er det fordi at vi i kirken omfavner ideen om, at vi har brug for hinanden. Ideen om, at vi alle har en plads, som er vores i fællesskabet.

Det er ret tydeligt f.eks. I et gospelkor. Her er vi delt op i stemmer, hvor vi som undergrupper i koret – sopran, alt, tenor, som hvis ellers vi hver især kan holde vore stemmer, bidrager til en smuk treklang, som skaber den fine musik.

Det kan godt være, at der er en enkelt sanger, som synger exceptionelt godt, det kan man jo ikke udelukke, men det handler ikke om individet, men om den lyd koret, som helhed kan lave.

Desværre er det sådan, at man ikke kan definere et fællesskab, uden at man siger noget om, hvem som er med, og hvem som ikke er. Man kan gå meget op i, at tale om, hvem som er med og hvem, som er ude.
Det prøver vi på, at fokusere mindst muligt på her.

Når man er optager af, hvem som er med, og hvem som ikke er, så er man vendt mod periferien og ikke mod centrum. En kirke skal gerne være optaget af centrum. I sidste uge hørte vi jo, at Paulus skrev til menigheden i Korinth bl.a. fordi de havde glemt at fokus for enhver kirke, bør være historien om Jesus.

I 1. Korintherbrev taler Paulus om fællesskabet som et legeme.

4 af 8

Han siger:
“For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. ………

……..Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”2

I kirken er det sådan at man kan blive medlem, hvis man er døbt, hvis man tror på Gud, og man vil være med til at udvikle og opretholde kirken med sine bønner, gaver, tjeneste, nærvær og vidnesbyrd.

Man skal altså bede for kirken, for mennesker, som har brug for det, man skal betale til fællesskabet, og man skal yde sit ind i fællesskabet, og ja, så skal man være tilstede.

Det lyder noget forpligtende, og det er det også. Men det er alle fællesskaber. Der findes ikke uforpligtende fællesskab.

Jamen i kirken skal vi da alle have lov at være, kan man sige. Og ja, sådan er det. Kirken er åben for alle, men der er ingen som har så lidt at give, at de ikke kan bidrage til fællesskabet

2 1. Kor 12, 12-15 & 24-26

page4image19867200

5 af 8

her, og her kan alle gøre en forskel. Alle har noget at give, og det er der brug for.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup siger:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”3

Med andre ord, vi mennesker er forbunde. Den nok mest kendte lægprædikant i Metodistkirken vidste godt dette og han talte ofte om det.
Nu tænker du nok, at det har du aldrig rigtigt hørt Helge Munk sige, men det er faktisk Nelson Mandela, som ved siden af at være lægprædikant i Metodistkirken også var den første præsident efter apartheid i Sydafrika. Han talte om den afrikanske tankegang at alle menesker er forbundne og totalt afhængige af hinanden. Det er det, er kaldes Ubuntu.

Det er også det Paulus udtrykker i Bibelen, hvor han beskriver kirkens fællesskab som et legeme. Lettere omskrevet, så siger han at uanset, hvad vi synes om vores næse, så er den en del af hvem vi er. Vi kan ikke bare se bort fra næsen, eller foden for den sags skyld. Det hører med og udgør et hele, og de fleste af os vil ikke være komplette uden vores næse eller for den sags skyld vores næste.

Andre steder i bibelen omtaler Paulus kirken som et legeme, hvis hovede er Jesus.4

Fællesskabet er altså vigtigt. Jeg er helt overbevist om, at man kan finde gode fælllesskaber rigtigt mange steder. Det har jeg da oplevet i fitnesscenteret, i sejlklubben, og der er helt sikkert gode steder, som du tænker på, når tanken strejfer fællesskaber.

3 K.E. Løgstrup: Den Etiske Fordring4 Ef 5,23 og Kol 1,18

page5image19872000

6 af 8

Men hvis jeg skal pege på fællesskaber, som er noget ganske særligt, så er det fællesskabet omkring kirken, i Emmaus, og i Nardus, i smågrupperne, at jeg virkelig oplever fællesskabets styrker.

Her i huset er der plads til alle. Ja, man kan bliver medlem, hvis man ønsker det, men det er absolut ikke et krav for at træde ind af døren, eller for at engagere sig i alt det, der sker her. Det er er heller ikke et krav at du tror, eller at du forelsker dig i en af det modsatte køn. Du er velkommen som du er.

I kirkens vision taler vi om fælleskabet.
Vi er et omsorgsfuldt fællesskab, hvor mennesker bliver set og hørt. Her er du velkommen og værdsat, som du er. Vi er åbne over for omverdenen og byder både tro og tvivl velkommen.

Noget af det, som binder fællesskabet sammen og gør det til noget helt særligt er i mine øjne, den kærlighed som er her.

Det er den som gør, at vi rummer tro, tvivl, og menneskers udfordringer. Det den, som gør at vi rummer forskelligheden, for vi er ikke ens, og vi er ikke en kirke, som ønsker vi er det. Det er det som gør, at vi hjælper hinanden med at holde fast i håbet, når alt ser håbløst ud. Det er det der gør, at vi tager os af hinanden i livet og i døden.

Det lyder helt fantastisk, og det er det. Men det er også en virkelighed, at mennesker nogen gange oplever at fællesskabet ikke er godt, og at de er udfordret af og selv udfordrer fællesskabet.

Vi er ikke en sekt, så man kan gå. Og det er helt ok, hvis det er det som er den bedste løsning.
Som jeg sagde indledningsvis, så er der ingen uforpligtende fællesskab. Og dette fælleskab er det heller ikke.

Kærlighed er meget mere end en følelse. Kærlighed er også nogen gange et valg. Et valg om at ville have en plads og et

7 af 8

valg om at tage den – også selvom man måske er skuffet over mennesker. Jeg siger ikke, at det kan være ens egen skyld, men hvis ikke man åbner munden, eller aktivt siger til sig selv, at man vil være med, så bliver det svært. Det bliver svært fordi vi er mange.

Man er nødt til selv at søge sin plads i fællesskabet. Alle er nemlig velkomne.
Det sker, at der er menesker som forlader os. Det er vi altid kede af. For virkeligheden er, at så mærker vi at der mangler et lem på legement. Dette gælder uanset om man er sådan én alle kender navnet på eller om man er den som ikke mange kender.

Hvis fællesskabet mangler et led, er vi ufuldkomne.

Lidt barsk sagt så har en amputeret fod ingen kontrakt til legemet, men derfor vil legemet savne foden. Og der kan endda være fantomsmerter…. Sådan kan det også være her, hvis nogen ikke er her længere. Det gør ondt.

I oldkirkens nadverfejring gjorde man meget ud af, at man som Jesus siger det, altid skal forsøge at forsones med sin bror, hvis der har været uenigheder. Det skal gøres mens man er på vej sammen med ham. Det kan altså ikke vente.5

Først når man er forsonet, kan man komme med sin gave til kirken, eller tage mod nadveren.

5 Matt 5, 23-25: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel.

page7image19908096

8 af 8

Derfor udviklede man det system, at man inviterede menigheden til at hilse på dem omkring sig ved at give hånd og sige: “Guds fred!”

Det vil jeg invitere dig til at være med til nu. Det er ikke tanken at vi skal hilse på alle. Jeg er også med på, at for nogen af os, er dette i modstrid med at vi kan være lidt indadvendte af natur og det er helt i orden.

Men tanken er, at man sikrer sig, at alle bliver set og hørt ved at nogen af de andre fra fællesskabet rækker ud, og det vi selv kan gøre er at række hånden frem. Tage mod den udstrakte hånd, der også et tegn på Guds udstrakte hånd til os, og høre ordene: “Guds fred” og svare med et Guds fred.

Det er det synlige tegn på, at kærlighed er meget mere end følelser. Der ligger dybt i kærligheden en viljesagt om at ville hinanden. Der ligger et ansvar for den anden og det må vi ikke løbe fra.

Derfor inviteres du nu til at bringe en fredshilsen til nogle stykker i fællesskabet. Du er en vigtig del af fællesskabet og tak for at du er her i dag. Det er kærligheden som holder os sammen og det er stærke sager!

Amen

Jeg er … Døren – Thomas Risager

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv. Døre kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig. Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 19. marts  2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Sl 62,2-3 & Joh 10,7-10.

Velkommen i kirke!

Tak for at du er gået ind gennem dørene her – faktisk to døre. Intet mindre kan gøre det. Det har vi til fælles, vi er alle kommet ind af døren, for at kunne være med i dag.

Her inde i kirken, her inde bag døren, holder vi for tiden faste. Fasten er ikke sådan kendt udenfor danske kirkers fire vægge Men vi forsøger, at finde denne gamle dyd frem igen.

Det gør vi fordi, vi tror, at den rytme der er i året med advent, jul, faste, påske, himmelfart og pinse, er fantastisk til at minde os om den dybe sammenhæng der er mellem Gud og mennesker.

En sammenhæng der i øvrigt er der på Guds initiativ.

En sammenhæng, der er udtryk for en kærlighed så radikal, at det ganske enkelt kan være svært at fatte.

Det er derfor vi skal høre det mange gange, og måske endda bruge en fastetid på at forberede os. Inden vi i påsken skal høre historierne om Jesus, som giver sig selv for os. – Det er kærlighed.

En kærlighed, som – gætter jeg på – flere af os aldrig nogen sinde har tænkt på. Men fordi man ikke har tænkt på noget, er det ikke det samme, som at det ikke findes.

Andre af os, har hørt det mange gange.

Altså os, der nogen gange tager os til hovedet over vores teenager, som tilsyneladende slet ikke hører, af hvad vi siger.

Vi har selv hørt det mange gange, men tilsyneladende har  et budskab om, at vi er elsket ud over alle grænser, svært ved at bundfælde sig dybt inde i os.

Som så ofte før, har Jesus en anderledes tilgangsvinkel, for at fange vores opmærksomhed.

Jeg er døren!

Sådan siger Jesus om sig selv.

Døren kender vi godt. Vi går ind og ud af dem hele tiden. Nogle gange klemmer vi en finger og råber op. Vi bruger udtryk, som når der lukker sig en dør, er der en anden, der åbner sig.

Hvad mon jesus egentlig mener, når han siger: “Jeg er døren?”

Når vi går ind gennem en dør, og det er et nyt sted, vi går ind, så ved vi ikke, hvad der er bag døren. Vi har aldrig set, hvad det er derinde.

Derfor kan det være en overvindelse, at gå ind gemmen en dør. Der er ingen af os, som umiddelbart elsker den utrygthed.

Men vi åbner døren. Måske tager det et øjeblik, før øjnene har vænnet sig til lyset. Vi kigger rundt, orienterer os og går videre ind i rummet bag døren.

Når Jesus taler om døren. Så beskriver han det i billeder, som alle, der hører ham kender, som som måske er fremmede for os.

Jesus bruger billedet af en fårefold. Som er en rund lille indhegning, måske omkranset af grene og krat, som fårene ikke kan komme ud af, men endnu vigtigere som rovdyrene ikke kan komme ind af.

Det er de færreste af os, der har får og har kendskab til det, men det havde stort set alle, som Jesus taler til her.

De ser fårefolden for sig, og de ved også, at i den åbning, der er i den, der vil hyrden – i alt fald den gode hyrde – placere sig selv. På den måde vil han med sin egen krop beskytte de værdifulde får med rovdyr og farer.

Men det er klart at hyrden jo også har styr på hvem der går gennem døren. Ligesom hyrden er passioneret optaget af at sikre, at alt er som det skal være med  alle fårene.

Jesus er altså adgangen. Han siger også her hos Johannes, at dem, der er kommet før ham er tyve og røver, men han er det real deal. Måske ikke helt ordret…

Han er kommet for at åbne op til frelse.

Gå gennem døren og bliv frelst!

Jeg er ikke altid sikker på, at det lyder som et så fantastisk tilbud. Jeg er da ikke ved at drukne, eller ved at blive spist af at rovdyr. Frelse, mon ikke kirken trænger til at justere tilbudsavisen lidt?

Hvad er der i den fårefold?

Jeg tror vi mennesker oplever det forskelligt. Men for mig er der en pause fra hverdagens krav og forventinger.

Der er ro og stilhed.

Der er gospelsang og fantastisk musik.

Der er overbevisning om at langt de fleste bekymringer er forgæves.

Der er udfordringer til sind og tanke.

Der er drømme om en bedre verden.

Der er et fællesskab, hvor der er plads til mig – også når jeg ikke er min bedste side af mig selv.

Der er roen og visheden ved at vide, at døren åbnes, for ham, der er døren, vil mig det godt.

Han er kommet for at jeg – du – vi – skal have liv og have det i overflod.

Når man står overfor døren og ikke rigtigt ved om man har lyst til at gå ind, fordi man ikke kan se, hvad der er på den anden side, kan man godt tøve.

Jeg kan ikke helt vide, hvad du vil finde, men jeg opfodrer dig til at turde gå ind og kigge.

Jesus er døren. Løftet er intet mindre end:v9  Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange.”

Amen

Salme: Måne og sol