Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Hvem savner du? – Thomas Risager

I dag er det Alle Helgens Søndag. Det er tradition i kirken, at man under gudstjenesten nævner navnene på de, som er døde. På dem som vi savner og er taknemmelige over har været i vores liv.

I dag mindes vi undervejs i gudstjenesten de, som vi savner.

Der vil være plads til at mindes, tænde lys og glæde os over de menneskers betydning i vores liv.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 6. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 6, 20-31 & Åb 21,3-5.

Alle Helgen

Salige er I som græder, Salige er I som er fattige, Salige er i som sulter….. Med lidt specielle ord lover Jesus, at det skal blive godt igen.

Gud har nemlig en drøm for sin verden. En drøm, hvor alt det, der gør ondt, skal afløses af sine prægtigste modstykker. Sådan afslører Desmond Tutu, at han tænker om Guds kærlighed til verden.

Den er ikke bare et klap på skulderen og en kleenex til at tørre tåren, der må falde. Nej, den er en helt ny verden. Guds kærlighed er et helt nyt liv.

Et nyt liv, som man kan få del i efter livet. Men sandelig også et nyt liv, som man kan tage hul på her og nu i dette liv, i dag og i morgen.

Et nyt liv, der begynder med at man tror, håber, holder fast i eller forventer, at den kærlighed, Gud møder verden med, ikke er en upersonlig kærlighed, men en dybt personlig kærlighed, der tager sit udgangspunkt i den elskede – i dig.

Gud har set dig, Gud har hørt dig, Gud elsker dig.

Nu ved jeg godt, at man kan sidde og tænke, at jeg har intet gjort for at fortjene dette. Jeg er uværdig. Jeg har gjort så meget dumt i mit liv.

Så vil jeg sige, at dette handler ikke om kvalifikationer, for det kommer fra Gud, men du er alligevel rimeligt velkvalificeret.

For nogen gange er de fattige i ånden, som i første omgang ser Guds rige.

Det er ikke en opfordring til at gå ud og lave mere bøvl. Det vil Paulus iøvrigt også advare mod. Men en opfordring til at tage imod.

For det er den kærlighed, der giver modet, styrken og viljen til at gøre det radikale, som jesus opfordrer til. Nemlig til at elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os. Til at velsigne dem, der forbander os. Til at vende den anden kind til, hvis nogen slår os.

Det er noget af det sværeste i denne verden. For en uges tid siden, hvad vi en mand i kirken, som var langt ude. Han var der, hvor det eneste, han magtede var konfrontationen med vold og trusler om at ville både skade og slå ihjel.

Jeg er ikke bedre menneske, end at jeg havde så meget lyst til, at klappe ham en på skrinet. Men hvad havde det hjulpet?

Så havde jeg (og Max) jo bare været ligesom verden, og måske som han, havde forventet.

I stedet blev han ganske vist håndfast ledt ud af kirken. Han lovede at han ville komme igen og slå os ihjel. Alle er jo velkomne i kirken, for her er plads til alle.

Jeg tror, eller jeg håber på, at når han kommer til sig selv, så vil han alligevel tænke, at dette var underligt. Her blev den anden kind vendt til. Og hvem ved, om det kan blive begyndelsen til forandring.

Når vi tager Jesus på ordet her, så er det radikalt anderledes end det denne verden byder. Men det kan skabe et fredsrige på jord. Jeg taler ikke om et hippierige med fri kærlighed. For vi ved, at også i Guds rige, i kirken, der slipper vi ikke for konflikter og uenigheder. Hvis man håndterer den slags efter den udfordring Jesus giver, så ødelægger det ikke, for så indser man, at man nok er uenige, men er af et hjerte….

Det er det, Jesus lover skal være på den anden side af livet, men som han udfordrer os til, at tage fat på nu i dette liv, på denne dag i dette øjeblik.

I dag er det Alle Helge Søndag. Dette er dagen, hvor mange af os indser, at vi savner mennesker, som er døde fra os.

Når vi mærker det som en sorg, så er det jo fordi de ikke var ligegyldige for os, og slet ikke ligegyldige for Gud.

Når jeg tænker tilbage på nogen af dem, jeg savner, så er det nogen af dem, der med deres liv har vist mig tro. Det er dem, der har elsket de umulige – elsket mig. Det er dem, der med deres liv har investeret i mig. Og været med til at gøre mig til den, jeg er.

Vore måde at være overfor hinanden betyder ikke kun noget nu, det får længere betydning end bare her og nu.

I dag har jeg talt om, at Guds rige kan være her, hvor vi er, og at vi kan se det, når vi lever i det, ved at tage Jesus på ordet.

Guds rige har ikke grænser, hverken i rum eller tid. Jesus er gået foran for at berede en plads til os, og vi må tro på, at dem vi savner, er Guds hænder, for så radikal er hans kærlighed til os.

I Guds rige er alting godt. Her er der fred og ingen fare.

Den sidste bog i bibelen taler om dette, når der står:

v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

v4  Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

v5  Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!

Se han gør alting nyt.

I dag fejrer vi at det må gælde dem vi savner.

Vi mindes:

Elin Madsen

Frida Nordtorp Bendixen

Svend Aage Pedersen

Pelle Kofoed

Louise Jonassen

Heidi

Anna og Niels

Susanne & Jeanne

Amanda Thomsen Risager Sorensen

Ingelise

Henrik

Kirsten

Benedikte Owens Marqversen

Lisbeth Henriksen

Erik Lorentzen

Anette

Bartolo Suarez Santana

 

Bøn og Lys…… stille musik…..

 

Bøn:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv.

Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker

dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din

hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter

om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit

evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre.

Amen.

Waiting here for You – Thomas Risager

Drøner dit liv også derudad? Har du også brug for en gang i mellem at stoppe op og bare lige trække vejret dybt et par gange?

Det får du chancen for, når vores store gospelkor Nardus indbyder til gospelgudstjeneste søndag den 25. september kl 19.00 med temaet “Waiting here for you”.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Talen i pdf-format

Prædiken søndag d. 25. september 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Kong 19,1-16.

Gospelgudstjeneste med Nardus: Waiting here for You.

Livet buldrer derudaf og hvem har egentlig tid til at tænke på det der med Gud midt i en travl hverdag med arbejde, eksamen, fritidsinteresser og alt det andet, som vi beskæftiger os med?

Nu står jeg jo ikke her og siger, at der er noget galt med dig. Men meget ofte, når mennesker kommer i kirke for første gang i lang tid, så er tit fordi, der er et eller andet, som ikke er som det skal være i deres liv.

Det er ikke altid, når livet bare kører derudaf, at vi lægger mærke til, at vi længes… Måske er det ikke ordet Gud, vi bruger, men den her fornemmelse, af at længes. Den tror jeg godt vi kender, når vi en sjælden gang standser op og bare er.

Måske er nu, sådan et tidspunkt, hvor du er standset op og egentlig ikke tænker på så meget, men bare er?

I bibelens 1. Kongeborg møder vi Elias. Han er et sted i livet, hvor han er standset op. Ikke bare sådan, at det lige går lidt langsomt, men han er kommet til det, jeg vil kalde et fuldt stop.

Uden at gå i detaljer, så lad os bare sige, at han har smadret sit liv i en sådan grad, at han er på selvmordets rand. Det er et mørkt sted at være.

Samtidigt er han på en vild flugt, fordi der er mennesker, som vil slå ham ihjel. Det kan vel ikke blive værre end det?

Han satte sig under en gyvelbusk og opgav alt. “Nu, er det nok Herre! Tag mit liv!”

Så lagde han sig til at sove under busken.

Så sker der det, at en engel kommer og rører ved ham. Englen giver ham vand og brød. Helt basale livsfornødenheder, som Elias udfordrers til at spise, for ellers bliver vejen forude for lang for ham. Han må styrke sig. Det er nok det sidste han selv tænkte på, for han havde jo ingen fremtid.

Der hvor han er længst nede, kommer Gud til ham i form af en engel.

Nu er dette ikke en udfordring til at bringe dig selv ud, hvor du ikke kan bunde.

Men jeg synes, det er værd at bemærke, at englen kommer til ham, da han rammer bunden. Da han kommer til et fuldt stop. Måske er vi mennesker mest åbne, når vi er på den?

Her fra bunden sendes han af sted. Han skal ud af mørket. Rent fysisk er han nødt til at flytte sig, så han går i fyrre dage og fyrre nætter.

Nu er han ikke længere på flugt. Men han er på vej mod et nyt liv.

Det er ikke bare gjort med et fingerknips. Det kræver en indsats af ham.

Det kender vi godt. Når vi er langt nede, så kræver det, selvom vi får hjælp, ofte en kraftanstrengelse af os selv, at finde tilbage til livet. Men stadig kan der være langt til målet.

Nu er Elias nået frem til en klippehule, hvor han overnatter. Om natten hører han Gud tale til ham, og han får det løfte at han skal gå ud af hulen og stå på bjergets top, så vil Gud komme forbi.

Hvis der er noget Elias har brug for på detet tidspunkt i sit liv, så var det lige præcis den bekræftelse af, at Gud ikke bare var en fantasi, en længsel, men virkelighed.

Elias stiller sig foran hulen og han ved fra det han har lært, at Gud er stærk, mægtig og til tider ganske voldsom.

Så da der kommer en kraftig storm, der knuser klipper og splintrer bjerge, er det oplagt at Gud er at finde dér. Det er der Elias mest vil forvente det. Men Gud er ikke i stormen.

Så kommer der et kraftigt jordskælv. Der må han være,  men det er Gud ikke.

Endelig kom der ild. Der er mange historier i bibelen, hvor Gud viser sig i ilden. F.eks. fulgte jøderne i ørkenen en søjle af ild, da de var på vej mod det forjættede land. Der må Gud være, men det er Gud ikke.

Der hvor Elias tager for givet, at Gud er, finder han ham ikke. Men her står Elias og venter. Jeg tænker, at han sikkert har været tæt på at opgive.

Men så pludselig er der en sagte susen. En susen, som Elias helt sikkert ikke ville høre, hvis han var på farten. Netop fordi han giver sig selv lov til at vente og lytte, overhører han det ikke, da Gud viser sig for ham den dag.

“Hvad vil du her?” spørger Gud.

Gud viser sig for Elias, men ikke der hvor han venter det.

Er det virkelig nødvendigt for ham at gå fyrre dage og fyrren nætter? Jeg tror ikke, at det er nødvendigt, for rent fysisk, at kommer derhen, hvor Gud er.

Men det er sikkert nødvendigt, for at få ham til at slippe alt det, der lå bag ham, så han faktisk kan være opmærksom, mens han venter og længes.

Gud dukker op, men nogen gange er vi nødt til at vente – og være helt stille – for faktisk at se det.

Amen

Hvor meget fylder du? – Helge Munk

På søndag skal vi høre en af de mest fantastiske historier, som Jesus fortalte, om den omsorg vi kan have for hinanden. Han fortalte historien til en, der gerne ville vide, om han var god nok. Det er da en rigtig god tanke!

Men hvorfor kan vi blive usikre på, om vi er gode nok? Jesus har jo sagt, at Gud elsker os alle uden betingelser. Drejer spørgsmålet sig om om hvor meget vi “fylder” i vores eget hoved? Lidt provokerende i en tid, hvor vi ofte hører bemærkningen: Jeg skal passe på mig selv!

Hør mere her, hvor Helge Munk taler:

podcast-large

Kan bukserne mon holde?

Et par tanker efter at Metodistkirkens generalkonference er overstået.

Photo by Paul Jeffrey, UMNS.
Photo by Paul Jeffrey, UMNS.

Når man tager et langt skridt for at træde over en grøft, så er det altid godt, hvis bukserne ikke revner. Man vil jo nødigt rende rundt med numsen bar.

Metodistkirkens store verdenskonference er afsluttet, og efter at have fulgt ganske intenst med i begivehederne, så er min fornemmelse, at bukserne i hvert fald er på nippet til at revne.

Generalkonferencen er 854 delegater, som repræsenterer metodistkirkens mange kirker rundt om i hele verden. Ved konferencen er der også ca. 2500 gæster og lobbyister, som alle søger information og indflydelse på Metodistkirkens mange beslutninger.

Generalkonferencen er United Methodist Church’ øverste lovgivende organ. Alle medlemmer af Metodistkirken kan fremsende forslag, som man ønsker skal behandles. I en kirke med 12,5 millioner medlemmer er det materiale og de lovforslag, som delegaterne skal tage stilling til, ganske omfattende.

Ud over at tage stilling til kirkens love, regler og holdninger til alle mulige ting, så styrer man også kirkens økonomi, og med et budget på over 600 millioner dollars bliver der en del af forhandle om. Men generalkonferencen er også fantastiske gudstjenester og spektakulære events og musik fra hele verden. I år deltog gospelkoret Kefas, som hører hjemme i Metodistkirken i København. Fra Danmark var delegaterne Jørgen Thaarup, præst i København og Susanne Thaarup fysioterapeut fra Strandby.

Metodistkirken er en stor kirke, og holdningsmæssigt er den meget bred. Den rummer alt fra meget konservativt indstillede kristne til de mest progressive og liberale troende man kan finde på denne planet. Geografiske forskelle i kultur præger kirken rigtigt meget. Metodistkirken er global med alt hvad det indebærer. Alligevel er Metodistkirken én kirke. Personligt, er det noget af det, som jeg holder rigtigt meget af, netop fordi det understreger, at der er plads til alle slags mennesker.

Bøsser, lesbiske, transkønnede mv. vil dog hævde, at der langt fra er plads til alle mennesker, da to mennesker af samme køn ikke kan bliver gift i Metodistkirken. Man kan heller ikke leve i et homoseksuelt parforhold og være præst i Metodistkirken, ligesom Metodistkirkens Book of Disciplin (kirkens love, som netop af generakonferencen revideres) siger at homoseksuel praksis er uforeneligt med kristen lære. I samme paragraf bekræfter man dog, at Guds nåde og kærlighed gælder alle mennesker, og at Guds nåde er tilgængelig for alle. Vi ønsker at leve i fællesskab med alle og forpligter til ikke at fordømme homoseksuelle.(1)

I mange år har der været et udbredt ønske fra vesteuropæiske og en del amerikanere, at bløde op i kirkens love og tillade homoseksuelle vielser i kirken, samt at homesexuelt samliv ikke ekskluderer fra at tjene kirken som præst. Mange af os, heriblandt jeg, finder, at kirkens sprogbrug er direkte diskriminerende og helt klart er noget af det ved Metodistkirken, som jeg ikke er stolt over.

På den anden side er der konservative kræfter, en del afrikanske metodister, men også andre, som af hele deres hjerte frygter, at kirken, hvis vi åbner dørene for homoseksuelle, glider af på, hvad der er i deres øjne er sand bibelsk lære.

Bag hele denne diskussion ligger spørgsmålet om, hvad bibelen er for en bog, og hvordan man ser på den. Det har jeg før skrevet om. Det kan du læse mere om her, hvis du er interesseret, i at høre lidt mere om, hvad feks. jeg tænker.

På dette års generalkonference i Portland var et meget tydeligt, at kirken nærmest var delt i to lejre, som også udviste meget lidt vilje til at turde forstå hinanden. Samtidig var der daglige demonstrationer og happenings, hvor støttegrupperne – primært for de mere liberale strømninger – gjorde opmærksom på deres dagsordner.

I dagene op til konferencen var der mange præster, som sprang ud og offentliggjorde, at de levede et hemmeligt liv sammen med et menneske af samme køn. Dette var helt klart med til at lægge et følelsesmæssigt pres på konferencen, og det var, tror jeg, med til at trække fronterne meget skarpt op.

Forud for konference vidste man, at alle lovforslagene, der berørte emnerne omkring seksualitet, ville være vanskelige at diskutere i plenum. Derfor var der stillet forslag om, at man kunne diskutere dette i et mindre forum, som skulle komme med indstillinger til konferencen, den såkaldte regel 44. Man diskuterede formen for diskussionen i tre dage, før forslaget faldt. Tonen i diskusionerne var til tider ganske lidt præget af næstekærlighed, og der var en del mismod, og slet skjulte trusler om at sprænge United Methodist Church i to.

Ved Generalkonferencen er biskopperne uden stemme- og taleret. Der er én af dem, som leder forhandlingerne, men det er helt klart, at forslagsret og stemmeret alene tilhører salen.

Derfor var det ganske usædvanligt, at en af delegaterne rejste sig, og bad biskopperne om at tage ansvar og lede kirken i denne vanskelige situation. Forslaget fik støtte og efter en lang nats forhandling blandt biskopperne, som heller ikke er enige i dette spørgsmål, begyndte den følgende dag med, at biskopsrådets forslag blev læst.

Biskoppernes forslag blev diskuteret og vedtaget med et smalt flertal på 428 for og 405 mod.

Dette betyder, at der nedsættes en kommision, der er udpeget af biskopsrådet, hvor hele kirken og alle holdninger til spørgsmålene om kirkens forhold til homoseksuelle etc. er repræsenteret.

Denne kommision arbejder sig gennem hele kirkens lovgivning, som omtaler køn og seksualitet i alle former. Hvis biskopsrådet finder det nødvendigt, er man parat til at indkalde til en ekstraordinær generalkonference i 2018 eller 2019, hvor man udelukkende diskuterer dette.

I mellemtiden undersøger biskoprådet også muligheden for at suspendere alle igangværende klagesager med præster, som har forbrudt sig mod kirkens regler.

Du kan læse hele teksten i biskoprådets dokument her.

Om bukserne holder, er jeg ikke helt sikker på. Der er de, som mener, at denne kommision blot trækker en uundgåelig splittelse ud, mens andre ser den som et håb om, at vi på trods af store uenigheder vil hinanden og ønsker den svære samtale med henblik på stadig at have en stor og bredtfavnende Metodistkirke.

Jeg tror, vi må til at tale sammen om vores synspunkter i denne sag. Vi må vise med eksempel, at selvom vi måske ser meget forskelligt på om kirken kan holde bryllup for to af samme køn, så kan vi i det mindste tale sammen, bede sammen og være kirke sammen.

Endelig må vi under alle omstændigheder vente og se om bukserne holder, når kommisionens arbejde er færdigt.

Jeg er håbefuld på Metodistkirkens vegne og drømmer om, at vi kan være være en kirke, som kan rumme både konservative og liberale. En kirke, hvor vi tør indrømme at noget er svært, men kan være brødre og søstre, selvom vi ser forskelligt på bl.a. dette. Jeg drømmer om, at kirken vil fjerne alt sprogbrug, som fordømmer og diskriminerer, og jeg håber, at det eneste, som bestemmer, om to mennesker kan få velsignet deres kærlighed i kirken af en metodistpræst, er, at de elsker hinanden.

Du må hjertens gerne være helt uenig med mig. Jeg rækker dig gerne min hånd alligevel.

 

[1] The Book of Discipline of The United Methodist Church 2012. §161,F