Opstandelsens betydning – Thomas Risager

Dette er skrevet for at I skal have tro!

Sådan skriver Johannesevangeliet i afslutningen på kapitlet om Jesu opstandelse fra de døde. Thomas Risager taler om opstandelsen og dens helt bærende betydning for al tro.

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er forskel mellem dette skrevne forberedte materiale og den tale, som faktisk holdes under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Prædiken søndag d. 8. april 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.

Der hvor vi lander i Johannesevangeliet i dag, slås det fast med syvtommersøm, at det stadig er opstandelsesdagen. Men det er blevet aften og Johannes siger, at disciplen holdt sig ind bag lukkede døre af frygt for jøderne.

Måske skal vi lige prøvet at sætte os i disciplenes sted, ved at forestille os, hvordan de må have det.

Prøv en gang at forestille dig, hvad disciplene har været igennem de sidste dage.
De har oplevet jesus ride ind i Jerusalem. Godtnok har han sagt at han skal lide og dø, men vi siger jo så tit til hinanden at livet er hårdt. Pjat med dig jesus det her går jo godt, se på folket. De er glade for at se dig. De vifter med palmegrenene og jubler over at se dig. Det her det bliver fedt mand!

De tror du kommer for at gøre deres liv bedre. Det tror vi også.

Disciplene har været på en total optur først på ugen. De har jo set Jesus som verdens frelser og de ser, at alle andre også ser det, Selvom man skal være forsigtig med at bruge ordene, at dette er historisk, så er det den fornemmelse de har. De er med til noget helt vidt fantaststisk. Det er de faktisk også, men det kommer til at se anderledes end de ha ved forestillet sig.

2 af 5

Vi kender påskens drama og husker, at Jesus på skærtorsdage fortæller om nadveren som en måde at mindes ham på, hver gang vi spiser. Det bliver Judas, der kommer til at forråde Jesus. Det er helt ufatteligt, at en af deres egne kan gøre det. Det er mærkeligt, at Jesus ikke er rasende på ham, men lader ham være med ved måltidet, når han nu ved det. Men Jesus er ikke som folk er flest. Og efter få minutter stormer Judas pludselig ud.

Efter måltidet går de ud og Judas kommer pludselig tilbage og kysser Jesus, og inden de ved af det, er de omringet af romerne, som tager Jesus med sig.

Vi ved, at han blev pin og plaget, slæbt fra Herodes til Pilatus, for til sidst at dø på et kors på Golgatha.

MEN vi ved også, at kvinderne tidligt om morgenen fandt graven tom. Han var opstået, sådan som han havde sagt det.

Det er dér de er. Det er midt i det vakuum og følelseskaos det hele sker. Er dette den bedste eller den værste dag i deres liv? Kan vi tro, at han virkelig er opstået? Kommer de efter os? Frygt, angst, glæde, kaos.

Midt i det kommer Jesus til dem og står pludselig midt iblandt dem, som Johannes skriver det. Fred være med Jer, siger han. Ordene han siger og synet af Jesus, der viser dem sine sår, får dem til at falde fuldstændigt til ro.

Jesus kommer til dem, når de er allermindst imponerende og allermest bange. Han vender ikke ryggen til det, som vi nogen gange ser som svaghed, der er han: Fred være

3 af 5

med Jer. Disciplene bliver glade, siger Johannes. Det kan jeg godt forstå.

Til gengæld kan jeg også godt forstå at Thomas lider under det ret moderne FOMO (Fear Of Missing Out) Han var der ikke, da Jesus stod der.
Snak om at gå glip af noget vigtigt.

Det er præcis det man risikerer, hvis man en søndag vælger ikke at komme i kirke.

Jeg forstår Thomas, når han siger til de andre, at det kan godt være, at I har set og I fortæller mig det nu. Men beklager. Det der, der jeg nødt til selv at se, selv at opleve.

På mange måder har jeg det som Thomas, det kan godt være at I siger, men jeg er nødt til at se det selv. Jeg har brug for at danne mig mit eget indtryk.

Der går en uge, og så er det præcis hvad der sker.

Da stod Jesus pludselig midt i blandt dem igen: Fred være med Jer!

Thomas bliver kaldt frem. Der hvor mennesker er bange og forvirrede, der hvor mennesker ikke kan tro, står Jesus og siger: Fred være med Jer.

Det gør han der, hvor mennesker er meget langt fra de rådende idealer. Jeg tænker, at det er godt at vide. Det er jo ikke smart at været tvivlende, rådvild eller bange. Det er jo ikke det vi flasker på Instagram. Men Thomas står ved, hvordan han har det. Jeg synes han er en helt.

4 af 5

Endda siger han til Thomas “»Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”1

Jesu opstandelse er det mest utrolige og samtidigt troværdigt.

Opstandelsen fra de døde er det underligste og samtidigt det vidunderligste.

Opstandelsen fra de døde er kernen i al kristen tro, fordi den viser at kærligheden ikke var tomme ord.
Fordi den viser at kærligheden sejrer over alt andet.
Fordi jesus viser sig efter opstandelsen for mennesker og han giver fred, når vi er bange, håb, når vi er modløse, og liv, når vi skal dø.

Opstandelsen er nær ved umuligt at forstå. Det kan Thomas ikke, men den kan tros. Og det kan den på en måde, så man kan mærke det.

Johannes sagde, at der er liv i hans navn gennem tro. Også gennem “ringe” tro.

Johannes slutter af med at skrive:

v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Dette er talt for at vi skal have liv i hans navn ved tro.

1 Joh 19,27-28.

page4image1622368page4image1622576page4image1622784

5 af 5

Amen
Salme: Jesus som iblandt os står

GPS – Foretag en U-vending – Thomas Risager

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”. Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. Nogen gange er det bare nødvendigt at bremse op og foretage den uvending. … Men der er mere i det end blot dette……

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Manuskript i PDF-Format

 

Prædiken søndag d. 5. febrar  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 7,13-14 & Joh 14,1-14.

Vejen – Find din vej. Foretag en u-vending.

Man sidder i bilen. Der er trafik overalt. Man har ikke helt styr på, hvor man er. Samtidigt bliver GPS ved med at sige: “Foretag en U-vending”

Det er omtrent det mest irriterende et moderne menneske kan komme ud for.

Virkeligheden er, at vi i livet, kan komme til at køre ned ad en forkert vej. En vej, der ikke fører os til målet. Tværtimod fører den os bort fra målet. Det er imidlertid vanskeligt for os, at indrømme, at vi tog en forkert afkørsel. (Især hivs konen sidder vide siden af.)

Nogen gange er det bare nødvendigt, at bremse op og foretage den uvending.

Jesus anvender ikke det sprog. Han siger ikke foretag en uvending, men han siger noget, som jeg altid har synes er meget irriterende og faktisk en anelse provokerende.

Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til faderen uden ved mig.”

Og når man så også hører, hvad Jesus siger i Matthæus evangeliet så bliver det da helt galt:

v13  Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Man kan jo blive helt bange. Jeg tænker ligefrem, at dette ikke rimer med alt det andet jesus siger. Dette lugter elitært og ekslusivt, og vi er jo vant til at sige, at troen er for alle, og kirken skal være inkluderende.

Det er en af grundene til, at jeg bliver generet af disse udsagn. Der er der, hvor jeg plejer at bede Helge om at prædike, men i dag hænger jeg selv på den.

 

I den første kirkes tid, og det er jo der bibelens tekster er nedskrevet og samlet samme, var tro ganske enkelt et sprøgsmål om liv eller død.

Man havde en forventning om, at verden var ved at nå til sin ende. De sidste tider var nær, og i lyset af det, var et nej tak til tro på Gud faktisk lig med at man afsagde sin egen dom.

Man frygtede fremtiden og lagde derfor enorm vægt på, at kunne tilhøre Gud. At være et af hans børn.

Og hvordan gør med det?

Svaret den gang, som nu er, ved at tro på Gud, ved at anerkende at Jesus er Guds søn, som levede, døde og opstod, for at frelse os. Har man brug for det kan man samtidigt sige, som manden der gerne ville at Jesus helbredte hans søn: “Hjælp min vantro!”

De første kristne oplevede mennesker vende ryggen til troen og det var en sorg. Ikke en sorg fordi de ikke vil være med i vores kirke, som vi kan opleve det. Men en sorg fordi man faktisk anså, at de mennesker helt enkelt ville gå fortabt.

Sådan tror jeg måske de to mormoner tænkte om mig, da jeg forleden aften sagde nej tak til at få Mormons Bog af dem. Han går fortabt ham der!

Det er vigtigt, at vi har det i baghovedet, når vi hører jesus sige: Jeg er vejen, sandheden og livet.

Vi skal også lægge mærke tl at at bibelen er fuld at billeder, hvor mennesker stilles overfor valget mellem to veje.

I Jeremias 21, 8, bare for at tage et eksempel siger profeten til folket”Jeg stiller jer overfor livet og dødens vej.” Sagen er sat på spidsen.

Jesus har talt om, at han går i forvejen og gør alt rede for os. Det er igen i lyset af, at verden snart får en ende, så det er i det kommende, Jesus forbereder plads til os.

Det er i tråd med teksten om ankeret som et håb bag forhænget, som vi også har talt om i denne prædikenserie.

Disciplen Thomas, som ellers ikke brillierer alt for meget i evangelierne, spørger Jesus:  Herre, hvordan kan vi kende vejen?

Det er et supergodt spørgsmål. For hvem af os har ikke lyst til at kende vejen. Når man gør det, er man jo tryg, og man ved, at bare jeg følger denne vej, så kommer jeg frem.

Det er ikke for meget at sige, at når man kender vejen, er man mentalt fremme inden man kommer frem.

Jesus næste svar er, at kender de ham, som de har set og hørt, så kender de faderen, og så er de på vej. På rette vej.

Centrum af alt tro, er ikke os selv, som det er så nemt at forfalde til. Det er Kristus.

Det er ham, der er vejen, sandheden og livet, og lige så snart vi er på vej i en retning, der fører os bort fra ham, så misser vi målet.

Det er irriterende, når den indre GPS siger lav en u-vending. Men det der Gud kalder os tilbage til den rette vej. Til livet så at sige.

Heldigvis er Gud absolut nådig. Så ganske ofte bliver det sådan, at der hvor vi overhører “Foretag en uvending!” ender det med at Gud kan sige: Beregner ny rute!”

Amen

 

Thomas, Tvivleren – Thomas Risager

Det er stadig påskens altoverskyggende begivenheder, som er i centrum ved gudstjenesten på søndag. Thomas, en af Jesu disciple, havde ikke været sammen med de andre, da de ved selvsyn fik lov at møde den opstande Jesus. Surt at gå glip af det mest fantastiske, som man kan forestille sig!
Thomas er en mand med begge ben på jorden. Han lader sig ikke sådan lige rive med at af de andres begejstring. Faktisk er han noget skeptisk.
Men Jesus kommer tilbage og Thomas får også lov til ikke bare at se, men også at røre ved den opstandne Jesus. Også han kom til at tro på opstandelsens mirakel.

Hør mere her:

podcast-large

Hovedpersonen 5/8: Tvivleren Thomas og Jesus – Thomas Risager

Hovedpersonen i al tale om kristendom og tro er uden tvivl Jesus selv.

Vi er igang med en prædikenserie, som tager os med ind i bibelens verden og lader os opleve nogle af de helt centrale begivenheder og historier fra Jesus liv.

Mange af historierne er kendte, vi har hørt dem før.

I prædikenserien Hovedpersonen sættes alle de mange historier i perspektiv i forhold til påsken.

For hvis vi kun ser på påskens begivenheder uden sammenhæng med Jesu liv i øvrigt, så er der væsentlige pointer, som vi misser. Rigtigt mange af de begivenheder, som er i Jesu liv peger frem mod påsken.

I dagens historie møder den opstandne Jesus disciplenene. Senere med han Thomas, som har det så utroligt vanskeligt med at tro.

Hør mere her:

podcast-large

Hvis jeg ikke ser det, tror jeg det ikke.

Hos Johannes kan vi læse, hvordan disciplene møder den opstandne Jesus på dagen, hvor han opstod fra de døde.

Disciplen Thomas var ikke med ved den anledning og han var ikke nem at overbevise, da de andre i deres begejstring fortalte om, hvad de havde oplevet. Han sagde: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Ugen efter sker miraklet igen. Jesus kommer tilbage og står midt i blandt dem. Han siger:”Fred være med Jer!” og i samme sætning, siger han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«  Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”

Hør mere om den historie her.

podcast-large