Magt gennem afmagt? Læs talen her:
Tale søndag d. 25. januar 2026.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Es 9,1-4 & Salme 27,1,4-9 & 1. Kor 1,18-31 & Matt 4,12-23.
Fred gennem styrke?
Fred gennem styrke, sådan lyder et amerikansk slogan ved det store økonomiske topmøde i Davos i denne uge.
Det er ganske tydeligt, at verden af i dag ser markant anderledes ud end en verden af i går. Trumps gøren krav på at få Grønland er bare et eksempel.
Vores verdensorden er ikke bare under pres, den er forandret for altid.
Selvom Trump ved sin lange og fabulerende tale i Davos fik sænket temperaturen ved at sige, at han ikke har tænkt sig at tage Grønland med magt, så står hans ønske om at få Grønland stadig tilbage.
Vi oplever altså, at dem, som vi plejer at betragte som venner, behandler Grønland og dermed os, som fjender. Sådanne begivenheder ryster ethvert venskab i sin grundvold. Og det gør det i sådan en grad, at verden i dag er et andet sted end i går.
Hvordan lever man så i en ny verden?
Du og jeg, vores børn, er jo ikke dem, som farer verden rundt som vore poltiske lederne gør det, men vi lever i det, præcis som alle andre. Og uanset hvad, så skal vi selvfølgelig finde ud af at leve i vores nye virkelighed.
Når bølgerne går allerhøjest, kan jeg godt rammes af modløshed og få tanken, at mine børn arver en verden, som bliver markant mere utryg.
Siden Berlinmurens fald har krig slet ikke været i mine tanker, men det kan jeg ikke længere sige, at det ikke er.
Jeg ville ønske, at det ikke var sådan, og jeg fristes til at tænke, at alt bliver som det var før. Jeg bliver helt ærligt træt i mit hoved over, at vi pludselig er midt i, hvad jeg synes er intet mindre end en vanvittig verdensleder, syge univers.
Under Corona, da vi levede i en anden krise, trak jeg profeten Jermias’ ord til dem, som var bortført til en anden magthavers land, hvor de blev tvunget til at bo, frem.
Der i den gamle tid, var udfordringen, at insistere på at leve livet, selvom livet var alt andet, end det man drømte om.
Profeten blev sendt til dem med et budskab fra Gud: “Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre!” og længere fremme lyder budskabet fra Gud, gennem profeten: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer!”
Selvom de har hørt dette budskab, og taget det til sig, så har de helt sikkert hver dag længtes tilbage til det, som var.
Det gør jeg også, men samtidig ved jeg godt inderst inde, at den verdensorden, sm var, nu må omtales i datid, og noget nyt må bryde frem. Men det tror jeg så til gengæld også, at det vil gøre.
Den tro, vi lever i, samt kristendommen som kultur, er opstået og udviklet i en verden under opbrud. Det ligger i vores tros DNA at sprede sig og udtrykke håb og Guds nærvær i en verden, som er gået i stykker og uden håb.
Riger og magter kommer og går. Vi har set med NAZI-tyskland, Musselinis Italien, Francos Spanien osv.
Romerriget ville have land, og de fik det.
Romerriget ville sprede sin kultur og gjorde det.
Romerriget ville dominere, og de kunne gøre det med massiv overmagt, vold og styrke.
Det var en tydelig magtdemonstration, hvor romerrigets styrke kvalte alt og alle.
Det er i det mørke, at der tændes et lys. Det er om det Esajas siger, og Jesus gentager, her hos Matthæus:
..”det folk, der sad i mørket,
har set et stort lys,
og de, der sad i dødens land og skygge,
for dem brød lyset frem.”
Det er med det som overskrift, at Jesus forlader Nazareth og kommer og bosætter sig i Kapernaum. Måske husker du sidste søndag, at to disciple spurgte Jesus, hvor bor du?
Den tankegang er vigtig, også her, hvor vi får at vide, at Jesus er i Kapernaum.
Han er altså et sted, hvor mennesker bor. Et sted hvor andre mennesker drømmer, undertrykkes, håber, fortvivles, tvivler, tror, og ser lyset i mørket.
Det er dér, Jesus begynder at prædike: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”
Og det må man nok sige, at det er, kommet nær, for han er der, sammen med dem. Han er hos os.
Messias er kommet og vi ved, at der var enorme forventninger til ham. Vi kender historierne om, hvordan han vandrer rundt, kalder mennesker til sig som disciple. Vi husker mange af hans lignelser, centrale læresætninger, hvor han vender alt på hovedet.
Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres…
Vend den anden kind til…
Elsk dine fjender og bed for den, der forfølger dig…
I stedet for at opsøge magthaverne, undertrykkerne, så går han til de undertrykte, de fattige, de almindelige, dem der ikke lever i lyset.
Guds fred er ikke fred gennem styrke. Det har verden nok af, og før eller siden mister styrken sin kraft. Romerriget brød så eftertrykkeligt sammen. Og jeg vil påstå at Trump inden næste præsidentvalg står fuldstændigt afklædt og latterliggjort tilbage.
Den fred, det lys, Jesus står for, bygger på noget helt andet end styrke og magt. Den slags står altid for fald, mens det Jesus står på, aldrig mister sin pondus.
Jesus står for den magt og pondus, som ligger i afmagten i afkaldet.
Jesus står for opstandelse, nyskabelse, nåde og kærlighed, men det opstår gennem hans offer og ikke hans ophøjelse og forherligelse. Jesus forherliger ikke sig selv, men den fattige, den undertrykte, den ubetydelige, den der vandrer i mørket.
Det betyder også, at Guds rige, som er kommet nær, er noget helt andet, end noget andet rige, som verden hidtil har set.
En ny verdensorden kommer til at bryde frem, og Esajas’ ord om at noget nyt spirer frem, kommer til at ske. Igen er dette et løfte om, at Gud skal nok bane en vej gennem den ørken, folket står overfor, for der ligger en ny begyndelse forude.
Det ligger dybt i vores tro, at der altid er fremtid og håb, og jo mere man mærker mørket, jo kraftigere brænder lyset.
Fred gennem styrke, er et luftkastel.
Men fred gennem Jesus, er en fred, en fred, som udfolder sig i mørke og i lys.
Det er en fred, som giver udholdenhed og fasthed, fordi vi altid har blikket rettet mod lyset. Og det lys er der intet mørke, der kan gribe.
For lyset skinner i mørket. Og det er det, som med Johannes’ ord altid får det sidste Ord.
Lad os holde fast i det lys, lad os læne os op ad hinandens tro og håb igennem udfordrrende tider.
For Guds fred, som overgår al forstand, er en virkelighed, som er stærkere end nogen magt i denne verden.
Fred gennem styrke har ikke en chance overfor Guds lys.
Amen.