Måned: marts 2026

Hør eller læs talen fra dagens gospelgudstjeneste i Odense Metodistkirke. Pastor Thomas Risager taler ud fra Esajas Bog 6,1-8.

af 1 6

Prædiken søndag d. 15. marts 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 6,1-8 & Rom 5,3-5 & Rom 8,24-25

Der er håb

Esajas 6,1-8:

Esajas kaldes til profet

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt

ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod

omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to

skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og

med de to fløj de. De råbte til hinanden:

»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,

hele jorden er fuld af hans herlighed!«

Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes

med røg.

Da sagde jeg:

»Ve mig, det er ude med mig,

for jeg er en mand med urene læber,

jeg bor i et folk med urene læber,

og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«

Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han

et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret

med en tang. Han berørte min mund og sagde:

»Nu har dette rørt dine læber,

din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«

Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem

vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!«af 2 6

Hvor er vi heldige og priviligerede, at vi lever i en del af

verden, hvor vi har fire valg. Hvor menensker, almindelige

menensker, tør sige : “Her er jeg, send mig!” Jeg tror, jeg

kan gøre en forskel.

Vi er mildt i en valg kamp om vores stemmer. Shout out til

modige menesker, som tør stå frem og stå ved, hvad de

mener.

Sådan som verden ser ud, så mener jeg, at de er store

krav til vore politikere, ikke bar politisk, men også

menneskeligt.

Det betyder, at jeg ser meget mere end jeg plejer på

menesket. Har det parti, jeg overvejer at stemme på,

politikere, som er ordentlige mennesker, er redelige og

troværdige? Er de menensker jeg kan lægge mit håb hos.

I vor tid, i vores konfliktfyldte tid, er der helt klart politikere

– verdensledere – som svigter ikke bare deres egne

vælgere, men hele verden.

Både det politiske og hvem der er ordentlige mennesker,

er vi ikke enige om. Det skal vi heller ikke være.

Det er netop skønheden ved et velfungerende demokrati,

at vi hver i sær skal danne os vores egen mening, og

sætte vores kryds ud fra det.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi alle sammen

drømmer om og længes efter en verden, der ser

anderledes ud, end den gør lige nu.

Jeg skal spare jer for opremsningen af alt det, som er

tosset. Vi har alle lange lister.af 3 6

Der er forskellige måder at forholde sig til verden,

valgkampen og alt det andet.

Nogen siger: “Trods alt det, der sker, så er jeg optimist!”

Andre taler om håb. Jeg håber på en bedre fremtid,

Det kan lyde som to sider af den samme sag, men jeg vil

hævde, at det er milevidt fra hinanden. Der er en verden

til forskel!

Hvor optimisme er individuelt, er håb kollektivt.

Hvor optimisme er passivt, er håb aktivt.

Håb rummer i sig et guddommeligt kald, en udfordring – til

ikke blot at beskrive en fremtid, som er bedre end

nutiden, og så sætte sig og vente på, at den fine fremtid

´dukker op i horisonten. Nej, Håbet beskriver en bedre

verden, og når vi siger, vi håber på det, vi ikke kan se,

som Paulus siger i Romerbrevet, så forpligter håbet os til

handling.

For når vi håber, så ser vi de små bitte skridt, der kan

gøre verden til et bedre sted og opfylde håbet. Når vi er

håbe-mennesker, så tager vi hænderne op af lommen og

udnytter ventertiden med at gøre alt det, vi kan med dem,

vi er, og med det, vi har.

Håb er altid aktiv venten, mens optimisme blot er

ventetid.af 4 6

Helle Joof taler i sin geniale nytårstale i 2025 om

håbemennesker.1

Hun siger: “- Møder du en håbemenneske, så hold fast i

hendes frakkeskøder – for uden håbet er vi fortabte.

Håbemennesket er den, som altid har håb til overs til

andre, så de håbsløse også kan få lidt håb.

Håbet lever altid i mørket

Håbet er altid i det fortvivlende og i den fortvivlede

Håbet ser lyset i mørket

Håbet lever, hvor ingen tror det muligt.

Håbet bor i helt almindelige mennesker som dig og mig.

Håbet har brug for at mennesker bærer det frem.

Nogle gange er det hårdt at håbe. At håbe er altid noget

vi gør på trods.

Håb har altid en trosfaktor, for vi kan ikke vide om håbet

går i opfyldelse, men vi kan tro det.

Det er hårdt at håbe i modgangstider.

Fristelsen til at falde i ligegyldighed eller kynisme, er reel

for os alle sammen.

Man kan stikke hovedet i busken og vente på det går

over eller man kan håbe….. Jeg ved godt, hvad der

kræver mest styrke, men jeg ved også hvad der kan

forandre …

Fra De fortabte spillemænd af Villiam Heinesen. Helle Joof´s 1

nytårstale DR Deadline januar 2025.af 5 6

Håb har givet mennesker styrke til at udholde det

umenneskelige. Håbet insisterer på at lyset vinder. Håbet

udfolder sig i Ukraines skyttegrave.

Gospelmusikken er håbets musik. Den har givet slaverne

håbet om frihed. Den har givet udholdenhed til

undertrykte sorte i USA og i Sydafrika. Håbet har lagt arm

med systemisk racisme.

Håbet lever…..

Der er os – du og jeg – som bærer håbet …

Nu vil jeg de sidste to minutter og 45 sekunder invitere jer

til at lytte på en prædikant, som ikke er præst, men som

er en af de dygtigste prædikanter og talere i denne

verden.

Vi behøver ikke være enige om, hvor fantastisk han er.

Det er der helt sikkert delte meninger om.

For mig er han et håbemenneske, der løfter håbet og

drømmen om en lysere fremtid op.

Vi skal til gudstjeneste. Vi er til begravelse i Chigago,

USA.

Borgerrettighedsforkæmperen, præsidentkandidaten og

præsten Jesse Jackson er død. Han har om nogen løftet

håbet for lige vilkår for afroamerikanerne i USA.

Han har stået på arven fra Martin Luther King. Han har

prædiket tro og håb, han har talt håbet op politisk, og han

har levet håbet selv med sin aktivisme.af 6 6

Her er lidt mere prædiken, for det er det, som det er.

Prædikanten er Barack Obama, som opfordrer til at holde

fast i håbet.

…

Lad os bære håbet ud i verden

Las os insistere på at håbe for en bedre verden

Lad håbet få os til at turde gøre det, vi kan.

Må Gud give os modet til at sige: Her er jeg, send mig!

Amen.

Sang: Du spør mig om håbet.

Hør talen fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 8. marts. Thomas Risager taler med udgangspunkt i Johannesevangeliet kapitel 4 vers 5-42 om Jesu møde med den samaritanske kvinde.

Prædiken søndag d. 8. marts 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 17,1-17 & Salme 95 & Rom 5,1-11 & Joh 4,5-42.

En kvinde og en mand! Sådan kan en indledning til enhver god historie være.  

Så ved vi, at historien lever, og alt kan ske. Nyt liv kan skabes! 

Det gør der også her i begyndelsen af Johannes evangeliet, hvor vi finder historien om Jesu møde med en samaritansk kvinde. 

Det er jo kvindernes kampdag i dag, så selvfølgelig kommer kvinden i centrum. Det var hun dog kommet alligevel, for historien centrerer sig om hende, der går derfra med nyt liv.

Her ser vi én af bibelens historier, som viser os, at Guds nåde og Guds kærlighed i sit væsen er grænseoverskridende.

Grænseoverskridende er som regel problematisk, og det er det også for nogle, af de, som har hørt denne historie, mens den for andre bliver en historie om, at grænseoverskridelserne betyder, at Guds nåde er inkluderende på en måde, som de fleste ikke havde fantasi til at forestille sig. 

Moralske, kulturelle og geografiske grænser overskrides, og Guds kærlighed får lov til at sprede sig fra en brønd og ud i Samaria. 

Dette er helt nyt og begyndelsen på, hvordan kristentro spreder sig ud over hele verden. 

Men tiltage til manden og kvinden, Jesus og den samaritanske kvinde. 

Jesus skal fra Judæa i Syd til Gallilæa i Nord. Den direkte vej er gennem Samaria, men de fleste jøder bevæger sig ikke gennem Samaria, men går udenom. 

Ca. 700 år før Jesus erobrede Assyrerne det nordlige Israel, og mange jøder blev deporteret. Resultatet blev, at man fik en blandet befolkning, som i alt fald jøderne fra Jerusalem og egnene mod syd betragtede som egentligt urene. 

Den samaritanske udgave af jødedommen afvej også fra den Jerusalem-centrerede jødedom. Bl.a. mente samaritanerne, at Gud ikke skulle tilbedes i Jerusalem, men på bjerget Garizim.  

Vi ser også samaritaner i i hvert fald to beretninger i Det Nye Testamente, som jeg kan komme i tanke om, nemlig historien om manden, der bliver overfaldet og reddes af den barmhjertige Samaritanersamt historien om helbredelsen af de ti spredalske, hvoraf kun én vender tilbage for at takke Jesus. Han var samaritaner.

For nogle har det været en ganske provokerende tanke, at mennesker, som var samaritanere, ikke “rigtige” jøder, kunne handle næstekærligt og korrekt. 

For det var så meget i modstrid med det ry, som samaritaner havde fået. 

Men de får først et føl på tværs nu, for det bliver endnu værre, for Jesus bryder alle regler.

Han taler med en samaritansk kvinde. Det vil sige, at der er hele to ting galt her. En jøde, som taler med en samaritaner, en mand, som taler med en kvinde. 

Begge dele er helt uhørt. 

Mit gæt vil være, at allerede her vil der være mange, som ikke gad høre mere, for dette er for skørt. 

Jesus hviler sig ved Sykars brønd, da en kvinde kommer ud for at hente vand. “Giv mig noget at drikke?” siger han til hende. Måske ikke videre høfligt, men det er ikke det, som kvinden reagerer på. Hun reagerer netop på, at han er jøde og taler til hende.  

Hun er vant til, at jøder, i bedste fald, bare ignorerer hende. 

Men Jesus ser hende og taler til hende. Han lader hende forstå, at det vand, han vil give hende at drikke, er det levende vand. Det vand, der vil være en kilde til evigt liv i hende. 

Jesus sætter altså en samaritansk kvinde i evigheden i udsigt. Dette er uhørt. Man kan ikke love sådan én en plads i Guds rige. 

Alle gode historier har en tvist. Denne er igen en undtagelse.
Hent din mand, siger Jesus til hende. 

“Jeg har ingen mand!” siger kvinden. 

Så fortæller Jesus hende ellers, at hun har haft fem mænd, og ham. Hun har nu, er ikke hendes endelige mand. 

Der skal nok være nogen, som opfatter en fordømmelse i den dialog. Det er jeg ikke overbevist om; jeg læser det blot som en konstaterende, og som en trædesten til at komme vildere til det næste store vauw i historien. 

Kvinden oplever sig heller ikke fordømt, men set og forstået. Hun fatter, at manden, hun sidder sammen med, er mere, end hun kan se med det blotte øje og mere end hun kan forstå med sin forstand. 

Men hun ved, at der er noget med ham. Da hun har fortalt ham om Kristus, som de venter på, siger han: “Det er mig, der taler til dig!”

Sikke et øjenblik. Klar tale, som vi alle sammen kunne drømme om. 

Tænk at få lov til at være ansigt til ansigt med Jesus, og høre ham sige de ord: “Det er mig!” 

Lidt ligesom med disciplene, der bare lader fiskenet og både ligge og følger efter Jesus, da han kalder dem til det, så lader kvinden sin vandkrukke stå og går ind i byen og fortæller, hvad hun har oplevet. 

Hun siger: “Måske er det Kristus!”

Jeg lægger mærke til ordet “måske”.

Efter den åbenbaring, er hun så virkelig selv i tvivl? 

Det kan jeg næsten ikke tro, men jeg tror hun har en stærk fornemmelse af, at mennesker ikke bryder sig om, at få at vide, hvad de skal tro på, eller hvordan. 

Samaritanerne har ikke hørt på andet, så hun præsenterer dem for, at manden ved brønden kan være Jesus, og så må de selv gå ud og se og beslutte sig for, hvad de tror. 

Der er mange, som tror, at manden der taler med kvinden, er Kristus. 

Når mennesker kommer til tro på Kristus, kan de ikke holde mund med det, så de snakker om det til alle, der bare ser ud som om de lytter, og på den måde. I Samaria lytter mennesker, og her i begyndelsen af Johannesevangeliet får vi en historie om en kvinde og en mand, der kommer til at betyde, at det for mange utænkelige sker, at evangeliet om Jesus spreder sig blandt de mennesker og ind i den egn, som mange foragter. 

Det er et nybrud, og det er helt vildt. 

Derfor er historien her også en historie til alle, som måske ikke føler sig helt inde i varmen i tro og kirkefællesskab, mennesker, som oplever sig på kanten. 

For Jesus er du centrum. 

Amen

Salme 445 Du satte dig selv i de nederstes sted.

Hør eller læs talen fra gudstjenesten fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 1. marts 2026.

af

1 6

Prædiken søndag d. 1. marts 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 12,1-4 & Salme 121 & Rom 4,1-5,13-17

& Joh 3,1-17.

I USA er det ikke ualmindeligt at omtale sig selv som

“born again Christian.”

Det gjorde f.eks. den tidligere præsident George Busch,

der i øvrigt er medlem af The United Methodist Church.

Jeg har til dato tilgode at møde en dansker, som omtaler

sig selv som genfødt kristen.

Da Nikodemus står overfor Jesus, triller øjenene rundt i

hovedet på ham, da Jesus fortæller ham, at han må

fødes på ny.

Jeg forstår, at Nikodemus ser det ganske bogstaveligt,

som en kropslig genfødsel. Et menneske kan da ikke for

anden gang komme ind i sin moders liv og fødes på ny,

som han konstaterer.

Hvis det er det, det handler om, så er der da et par ting

med mit korpus, som jeg gerne ser genfødt.

Men det er ikke helt det Jesus siger, han taler om en

åndelig genfødsel.

Det samme ser man mange gange underbygget hos

Paulus, som taler om at mennesker ved ro forvandles iaf

2 6

en sådan grad, at de får nyt liv. De er ikke længere den

samme.1

Det tænker jeg, at vi kender. Mennesker, som har fundet

tro, og nu fremstår helt forvandlede eller forandrede, om

du vil.

Måske er du selv en af dem, som efter at have fundet tro

og opdaget at Guds kærlighed gælder netop dig, og i dag

er du en anden, end den du var.

Jeg synes, vi ser det med mennesker i vores kirke. Jeg

kan i alt fald godt nævne nogle.

I så fald er du heldig, og jeg er en smule misundelig. Jeg

har det nemlig ikke sådan.

Faktisk har jeg det sådan, at jeg ikke kan huske, at jeg

ikke har haft tro. Det er altid der hos mig, med den tvivl,

som nu en gang også altid følger med.

Fortællingen her er kernestof i Ny Testamente, selvom vi

kun finder den her hos Johannes. Så det er altså en

fortælling, som det er godt at lægge sig på sinde, fordi

den siger os noget helt centralt om, hvad tro er for noget.

Nikodemus, som står overfor Jesus, er en jødisk lærd.

Han er formodentlig farisær og altså virkelig en af den

1

Hos Paulus spiller tanken om genfødsel en vigtig rolle, men

han bruger ikke altid præcis det samme ord som i senere

kristen teologi. I stedet taler han ofte om nyt liv, ny skabning

eller at dø og opstå med Kristus

Eksempelvis 2. Kor 5,17 eller Titus 3,5af

3 6

jødiske elites topfolk. Han er belæst, forstår sig på Gud

og jødisk tro og tænkning. Han er en god from mand,

men der mangler noget i hans liv. Der er en længsel, som

vækkes, når han hører, hvad Jesus siger.

Ofte ser vi farisæerne som i modsætning til Jesus, men tit

er det sikkert sådan, at det ofte er dem, som Jesus har

en konfrontation med, netop fordi de er tæt på Jesus og

aktivt opsøger ham, fordi de vil forstå.

At deres ideverden, så er så radikalt anderledes end det

Jesus står for, gør at konfrontationen bliver tydelig.

Og så er det et godt fortælleteknisk greb at gribe sådan

en samtale, hvor modsætninger står overfor hinanden.

Sådan fungerer evangelierne, de fortæller historier.

Alt det, Nikodemus har hørt om Jesus, har vækket noget i

ham, som han ikke forstår med den vidensbaggrund, han

har.

Han ved, at han bare skal se Jesus og skal tale med

ham.

Så en sen nattetime, måske fordi han ikke ønsker de

jødiske ledere skal se ham, står han altså ansigt til ansigt

med Jesus, præcis som han havde længtes efter.

Jesus siger til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig:

Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”2

Det er på dansk en lidt låst formulering, for indholdet i det

græske sprog er lidt mere finurligt. De græske ord

2

Joh 3,3af

4 6

γεννηθῇ ἄνωθεν, som betyder både født igen, men

også født ovenfra. 3

Personligt foretrækker jeg forståelsen, som født ovenfra

idet det fjerner den bogstavelige fornemmelse af det, som

helt tydeligt blokerer lidt for Nikodemus, og gør det mere

tydeligt, at det er Gud, som er spil.

Når Gud er på spil, sprænges alle rammer og farisæiske

regler. Noget nyt bliver til. Nyt liv spirer frem.

Det er meget muligt, at denne fornemmelse af, at blive

født på ny, er lidt højtravende for os. For det er alligevel

lidt besynderligt, ikke sandt.

Alligevel vil jeg påstå, at det er en del af vores

metodistiske DNA, både som historie og teologi.

Historien er den, at vores kirkefar, John Wesley, selv

oplevede noget i retning af at blive født ovenfra.

John Wesley var teolog, præst i den anglikanske kirke,

leder af en vækkelsesbevægelse – metodisterne. Han var

lærer ved Oxford Universitet, dermed må man betegne

ham som en rigtig intellektuel.

Johan Wesley underviste, prædikede, skrev og var

optaget af at organisere vækkelsen i socialt arbejde.

3

γεννηθῇ ἄνωθεν

be born from above

V-ASP-3S fAdvaf

5 6

Groft sagt var hans teologi og tro funderet i hans

glimrende forstand og store intellekt.

Men så skete der noget.

Datoen er den 24. maj 1738 henad kvart i ni om aftenen.

Det ved vi helt præcist, fordi John Wesley minutiøst skrev

dagbog, og dem har forskerne adgang til den dag i dag.

Den aften deltog John Wesley i det, vi idag vil kalde en

smågruppe. Indholdet lyder noget kedeligt, når jeg ser på

det i dag. Der var én, der læste op fra Luthers fortale til

Romerbrevet i bibelen. Det kan ikke blive meget mere

tørt end det.

Mens Wesley lytter til dette, føler han sit hjerte så

forunderligt varmt ved tanken om, at Jesu død og

opstandelse var for netop ham. Han blev så ramt af Guds

kærlighed, at hans tro ikke længere kun var i hovedet,

men også blev en hjertesag.

Han var ikke den samme, da han gik, som da han kom.

Dette forandrede ikke kun John Wesley. Det var ikke kun

ham, som blev født fra oven, men også hele den

bevægelse og senere kirke, som kan komme til at være

kirkefader for – vores kirke.

Guds Ånd kan give nyt liv, og i Jesu møde med

Nikodemus bliver det klart, at Guds nåde og kærlighed

kan gøre et menneske nyt.af

6 6

Jeg tror, Nikodmus blev en anden. Han forsvarer Jesus,

da de roligøse ledere vil dømme ham. 4

Han kommer med

kostbare salver ved Jesu begravelse. 5

Det kunne Gud gøre med en halvgammel præst, som

havde hovedet fyldt med tro, men stadig længtes i sit

hjerte.

Det har Gud gjort med mennesker i denne kirke, og ved

du hvad, det kan også ske for dig!

Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må

fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører

den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og

hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er

født af Ånden.«6

Amen

Salme: 578 Vi rækker vore hænder frem

4

5

6

Joh 7,45-53

Joh 19,39-42

Joh 3,7-8