Læs talen fra gudstjenesten søndag d. 22. marts i Strandby Metodistkirke. Talen blev ikke optaget og findes derfor ikke som podcast.
Prædiken søndag d. 22. marts 2026.
Metodistkirken i Strandby. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Ez 37,1-14 & Salme 130 & Rom 8,6-11 & Joh
11,1-45.
Fastetiden, hvor vi forebereder os til påskens komme,
nærmer sig sin afslutning. Vi tæller ned mod påsken,
ligesom, men ikke så tydeligt, som vi gør det i
adventstiden frem mod jul.
Advent og fastetid har den opgave at forebrede os de helt
afgørende historier, som hører jul og påske til. Historierne
om Gud og os kræver den opvarmning, så de ikke preller
af på os.
Jeg ved, at i her i Strandby, ligesom vi har i Odense, har
vi været igennem de samme tekster.
Så vi har gennem de sidste uger oplevet Jesus møde en
række mennesker, hvis liv forvandles i mødet med Ham.
Farisæeren Nikodemus, som i sin iver efter at gøre det
rigtigte, har svært ved at rumme at tro på, at han ved Ånden må fødes på ny. At frelse skulle være Guds værk.
Vi har mødt den samaritanske kvinde, hende der var så
udenfor, som man kan være, som Jesus fortæller om det
levende vand. Hun bliver en af de første, som kalder på
mennesker for at de skal møde Jesus. Og det var vel at
mærke mennesker, som ikke var inde i varmen.
Vi har oplevet Jesus smøre dynd – spyt og jord – i øjnene
på den blindfødte. Han, som ellers fornuftige mennesker
mente var blind, fordi han eller hans forældre var
syndere, kom til at se verdens lys.2 7
af
Alt samme er historier som peger frem mod Golgata og
påsken.
I dag er der historien om Jesu møde med Lazarus og
hans søstre, og den er ingen undtagelse. Den peger frem
mod Korset, mod Golgata, mod graven, hvor påskens
mirakler virkelig får frit spil og kalder på os til tro.
Du kender det sikkert, sætter dig foran fjernsynet og
tænder Netflix, så dukker der alle mulige trailere op. De
skal gøre dig nysgerrig og vække din lyst til at se mere
ved at klikke på det næste.
Det er det, som Johannesevangeliet har gang i her. Det
er en forfilm, hvor nysgerrigheden skal pirres og den
åndelige længsel vækkes.
Jeg vil sige, at potentialet er der, for der er fuld smæk i
denne fortælling.
Jesus har en ven, en ven som han elskede. Jesus er
involveret her. Lazarus er ikke bare en fremmed for ham.
Alligevel vælger Jesus at blive yderligere to dage, før han
går mod Betania.
Det er en voldsom ting, at få at vide, at ens ven er syg.
Det har mange af os prøvet med venner og familie. Det
gør ondt.
Hvorfor skynder Jesus sig ikke af sted? Vi har jo hørt
masser af historier om helbredelser.
Som sagt, så er der fuldt drama i luften her. Jesus ved
godt, at Lazarus er død. Hans planer rækker ud over ataf
3 7
besejre sygdom. Han vil vise sine disciple, og alle vi
andre, at livet vinder over døden.
Jesus sagde ligeud til dem: ”Lazarus er død. Og for jeres
skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må
komme til tro. Men lad os gå hen til ham.”1
Formålet bliver løftet op her, at I må komme til tro.
Da Jesus kommer frem, får han at vide, at Lazarus
allerede har ligget i graven i fire dage. Johanneevangeliet
sætter en tyk streg under, at manden er død. Det skal vi
ikke være i tvivl om.
Der er ikke noget at gøre her….. tilsyneladende.
Midt i vrimlen af jøder fra Jerusalem, som er kommet ud
for at sørge med dem, møder vi de to søstre, Marta og
Maria, som reagerer og udtrykker tro meget forskelligt.
Den ene kommer Jesus i møde, den anden venter
hjemme.
Marta er meget udfarende og udtryksfuld i sin tro, mens
Maria går mere stille med den.
Da de, hver for sig, står overfor Jesus, siger de nøjagtigt
det samme: “Herre, havde du været her, var min bror ikke
død.” 2
1
2
Joh 11,14-15
Joh 11,21 og 324 7
af
Marta fortsætter og udtrykker sin tro og tillid til Jesus, hun
ved, at Gud vil give Jesus, hvad han beder om.
Jesus svarer hende: “Din bror skal opstå!” 3
Marta er jo jøde, hun har den gængse jødiske opfattelse,
at han skal opstå en dag, på den yderste dag.
Det er ikke det, Jesus mener. For Jesus er opstandelsen
ikke fremtid, men nutid.
Den er ikke engang – den er nu!
Den er ikke i den kommende tid – den er nu!
Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på
mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og
tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”4
“Ja Herre, jeg tror, at du er Kristus”
Måske er der her, at det bliver tydeligt, at hun ikke forstår
opstandelsen, men hvem gør det?
Men hun ser HAM, forstår HAM og tror, at HAN er
Kristus. Det kan hun forstå, og det kan hun tro.
Søsteren – Maria – kommer ud og møder Jesus. Ødelagt
af sorg, falder hun til jorden foran Jesus. Hun siger
præcis det samme, som sin søster: “Herre, havde du
været her, var min bror ikke død.” 5
Der er ikke nogen stor dialog mellem de to, men da
Jesus oplever hendes og alle jødernes sorg, bliver han
stærk opbragt.
3
5
Joh 11,23
4
Joh 11,26-27
Joh 11,21 og 325 7
af
Marta fik en samtale, Maria fik nærvær og medfølelse.
Jesus er sammen med Maria i hendes fortvivlelse.
“Hvor har I lagt ham?” 6
Spørger han. “Kom og se, svarer
det. Johannes fortæller os, at Jesus brast i gråd!
Jesu medfølelse er ikke klinisk eller instrumentel, den er
ægte. Han græder med de grædende og sørger med
dem, som har mistet.
Vi er ikke færdige endnu, der sker mere, meget mere.
Da de står foran graven, befaler Jesus: “Tag stenen væk”
Marta, som han havde talt med om opstandelsen, kan
ikke se det skulle nytte. “Herre, han stinker allerede, han
ligger der jo på fjerde dag“ 7
Det her er for langt ude for Marta. Vi skal forstå, at det er
det, han stinker, med andre ord er han meget død.
Marta har udtrykt sin tro, sagt til Jesus Jeg tror, men dette
kan hun ikke tro.
Vi har set det andre steder i bibelen. f.eks., da faderen til
den dreng der er besat siger til Jesus, jeg tror, hjælp min
vantro. 8
Min beskedne forstand siger mig også, at nu er vi langt
ude, men jeg bliver klogere. Vi bliver klogere.
“Lzaraus, kom herud!”9
6
7
8
9
Joh 11,34
Joh 11,39
Mark 9,24
Joh 11,43af
6 7
Den døde, for det er jo det, det er, en død mand, som
kommer vaklende med strimler af linned viklet om
hænder og fødder og et klæde for ansigtet.
Siden jeg var en lille dreng, har jeg set dette bilede for
mig med manden, der kommer vaklende ud. Der er
virkelig liv i kludene her.
Vi ved ikke præcist, hvordan de reagerer. Noget tyder på,
at de står og kigger og ikke helt ved, hvad de skal tænke
og tro.
Jeg forstår dem.
Jesus siger til dem, til fællesskabet: “Løs ham og lad ham
gå!”10
Det er fællesskabet, som skal slippe ham løs ind i livet
igen.
Hold nu fast en historie.
Nu vil jeg ikke spoile for meget af påskedag. Men et er, at
Jesus kan opstå fra de døde. Jeg mener… han er jo
Jesus.
Men at Lazarus, altså en helt helt almindelig mand, som
dig og mig, kan også det, er jo vildt – helt vildt.
Det er der håbet lever, for vi er jo helt almindelige
mennesker.
10
Joh 11,447 7
af
Budskabet er, at den, der tror på Jesus, skal leve, om
han end dør.
Jeg vil mene, at vi ikke behøver at forstå opstandelsen
for at tro på den, for at håbe på den for alle dem, som vi
savner, og for os selv.
Dette er kernestof i den kristne tro, at livet sammen med
Jesus er meget mere end livet.
Udgangspunktet for al kristen tro er påsken, det er Jesu
tomme grav.
I dag har vi fået et prewiev med historien om Lazarus,
som forhåbentlig har pirret vores nysgerrighed og vækket
vores tro. Sådan at vi er klar og tuner ind, når det bliver
påske.
For det er jo ham, det handler om, ham vi kan tro på,
ham i hvis hænder vi trygt kan lægge vores liv og vores
død. Det er ham, som siger:
Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal
leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på
mig, skal aldrig i evighed dø.Tror du det?”11
Amen.
Salme: Jeg kan se en fremtid dybt i dine øjne.
11
Joh 11,26-27