Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.
af
1 5
Prædiken søndag d. 21. juni 2026.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: 1. Mos 21,8-12 & Salme 86,1-10,16-17 & Rom
6,1b-11 & Matt 10,24-39.
I dag vil jeg tale om at følge Jesus.
Men først skal I vide, at denne tekstpassage er yderst
udfordrende at skulle skrive en prædiken om, fordi der
siges så meget, som jeg i alt fald synes, bør
kommenteres og ikke stå alene og tiden er jo altså
begrænset.- især i denne varme.
Et kort øjeblik var jeg fristet til at tale over en
gammeltestamentlig tekst til denne søndag i stedet for,
men her møder vi Abraham som sender Ismael og Hagar
bort, Så det er ikke meget bedre.
Vi dumper lige ned i det afsnit, som hedder
udsendelsestalen, som er her, hvor Jesus underviser sine
disciple, forud for, at han sender dem ud for at prædike,
at Guds rige er nær og helbrede de syge.
At følge efter Jesus, sådan som disciplene sendes ud til,
er altså der, vi er.
Lige ordene: “At følge efter Jesus.” Er nok ikke de ord, vi
anvender mest. Vi taler mere om at tro på Jesus.
For de tidlige metodister og for John Wesley i
særdeleshed, var bogen Imitatio Christi af Thomas a
Kempis en kæmpe inspiration, fordi den netop taler om
tro som en aktiv levevis, hvor tro kommer til at bliveaf
2 5
definerende for, hvordan man lever i et forsøg på at
efterligne Jesus.
På “moderne dansk” ville man sige, som mange gør i
dag: “What would Jesus do?” er kernen.
Dermed bliver det også klart, at tro bevæger sig fra at
være følelser, oplevelser og overbevisninger til at blive
aktive handlinger, som er tilskyndet af den tro, man har.
Her ligger det specifikt metodistiske, nemlig, at den tro,
du bærer, får dig til at efterligne Jesus, som får dig til
aktivt at elske din næste og afføder ønsket om social
medansvar.
Det er det, som efterfølgelse handler om. At holde hjertet
varmt, og få hænderne op af lommen og gøre noget.
Så burde alting jo være godt.
Men det er ikke altid let at leve – heller ikke som et
kristent menneske.
Alt, hvad der rører sig i verden, er også i vores verden, så
bekymringerne og byrderne kan være lette at få øje på.
Jesus siger igen og igen her i Matt 10: “Frygt ikke!”
Gud ser, hvad der sker i verden. Ikke en spurv falder til
jorden uden, at han ser det. Og på os er selv vores
hovedhår talt.
Tro fjerner ikke nødvendigvis det, som vi frygter. Men tro
ændrer, hvilken magt det kan have over vores liv.af
3 5
Det er et stærkt billede, at vores hovedhår er talt, at vi er
så kendte for Gud.
Det betyder: Vi er ikke anonyme for Gud. Vi er ikke én i
mængden. Vi er set. Vi er kendt. Vi er elsket.
Og når det er sandt – så mister frygten noget af sin magt.
Ikke fordi alt bliver let.
Men fordi vi ikke står alene.
Når discipelens bliver udsendt, så vil jeg hævde, at det er
en rimelig forventning at det også gælder os, der lever
som kristne i dag.
Det kan godt være, at vi føler os kaldet til at komme til
kirken – og tak for det.
Det er her, man samler kræfter og finder inspiration og
sendes ud fra.
Det kan godt være, at tro er en personlig sag, måske
enda en privat sag, men den handler altid om mere end
dig; derved bliver tro offentlig.
Mennesker ved, at du er et troende menneske, eller for
nu at bruge terminologien i denne prædiken, én der
følger efter Jesus.
Derfor bliver der kigget på dig. Hvordan gør han? Hvad
tænker hun? Hvordan ser dit liv ud i lyset af din tro?
Derfor er du også udsendt, uanset om vi vil det eller ej.
Jesus siger: “Enhver, som bekender mig for mennesker,
vil jeg bekende for min Fader i himlene.”
Tro er altså ikke bare noget indeni.af
4 5
Det er ikke kun en privat sag mellem mig og Gud.
Tro er noget, der leves.
Det betyder ikke, at vi alle skal stå på Fisketorvet og råbe
højt. Men det betyder, at vores tro har konsekvenser.
Den kan ses i den måde, vi møder andre på.
I den måde, vi taler på.
I de valg, vi træffer.
Når vi vælger tilgivelse frem for hævn.
Når vi vælger sandhed frem for bekvemmelighed.
Når vi vælger håb, selv når alt ser håbløst ud.
Så bliver tro synlig og det siger mere end ord!
Hov, der er én der følger efter Jesus. Se hende!
Hvem ser de? De ser dig og mig.
Og så kommer de svære ord:
“Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”
Det er vigtigt at forstå:
Jesus opfordrer ikke til vold.
Men han siger åbent, at troen kan skabe splittelse.
Ikke fordi Gud ønsker det – men fordi Guds rige udfordrer
vores og andres prioriteringer.
Når vi sætter Gud først, så rokker det ved noget andet.5 5
af
Nogle gange i vores omgivelser.
Nogle gange i vores relationer.
Nogle gange dybt inde i os selv.
Tro er ikke altid harmonisk.
Den kan være krævende. Den kan koste noget.
Og Jesus skjuler det ikke i denne her tekst.
Det er det, som gør den svær, men er det på en måde
ikke også befriende, at livet som en kristen ikke sugar
coates, for vi ved jo godt, at det ikke altid er let.
Men vi vil alligevel til enhver tid vælge gå Guds vej og
følge Jesus alligevel. ‘
Ikke sandt?
Amen
Salme: 478 Himlen er ikke et sted i det fjerne