Om efterfølgelse

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

af

1 5

Prædiken søndag d. 30. august 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 3,1-14 & Salme 105, 1-6,23-26,45b &

Rom 12, 9-21 & Matt 16,21-28

Om efterfølgelse – levende tro.

Vi kender alle sammen det, at stemningen med ét skifter.

På et øjeblik går det fra, åh hvor er det hele dejligt, til og

nej, hvad nu?

Netop fordi man går fra en yderpol til en anden, bliver

skiftet så voldsomt og markant. Et skift, der gør, at man

lige sunder sig og trækker vejret en ekstra gang, før man

siger noget. For man ved godt, at her er der ikke rigtigt

nogle ord, der slår til.

Medmindre man selvfølgelig er disciplen Peter, som ofte

føler det som sit ansvar at føre lidt an og vise retningen.

Det har han præcis gjort her i Matthæusevangeliets

fremstilling af historien om Jesus.

Lige inden tekststykket, som vi fokuserer på i dag, har vi

episoden ved Cesarea Fillippi, hvor Jesus spørger

disciplene, hvem folket egentlig siger, at han er.

Måske husker du, at nogen peger tilbage på de gamle

profeter og nævner navne som Elias, Jeremias og andre

af de, af nærmest hele folket kendte store personligheder

fra Det Gamle Testamente.

Det er ikke spor mærkeligt, for det er den

referenceramme, folket havde.af

2 5

Men noget helt nyt, som sprænger alle rammer og

udfordrer alles forestillingsevne, er i gang. Det har Peter

indset og forstået.

Da Jesus siger, men I, hvem siger I, at jeg er? Da er

Peters bekendelse spot on: “Du er Menneskesønnen!”

Med et viser Peter, at han forstår, hvordan de kulturelle

og trosmæssige tektoniske plader under folkets fødder

kommer til at ryste og flytte sig.

Salig er du, Peter, siger Jesus ovenikøbet til ham.

Det er lige her, at stemningen skifter. Det er lige her, at

alt, hvad de tænker og tror, bliver udfordret.

Det er lige her, at fortsættelsen kræver et trosmæssigt

tigerspring over den afgrund, der pludselig er foran dem,

fordi det at komme over den og følge efter Jesus kræver

troen på og accepten af, at Jesus skal lide og dø, sådan

som han har sagt det.

I det øjeblik, at det går op for disciplene, så er kursen sat

mod Jerusalem, mod Golgatha, mod lidelse, død – og

opstandelse.

Det er her, den samme Peter, som lige har sagt: “Du er

Kristus!” Trækker Jesus tilside og siger: “Nej, sådan kan

det ikke være!”

Der skifter stemningen.

“Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil

ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”1

1

Matt 16,23af

3 5

Nogle gange, når stemningen sådan skifter, så bliver der

stille. Folk ved ikke, hvor de skal gøre af sig selv, alle har

uro i kroppen, og man kan høre den berømte knappenål

falde til gulvet.

Der begynder Jesus at tale til dem om efterfølgelse.

Det er her, der er et opgør, ikke bare med Peter, selvom

han bliver eksponent for det, men et opgør mod

menneskers, vores, indbyggede uvillighed til at tro er

efterfølgelse, også ind i det ubehagelige, det ukendte, det

farefulde, frem for at læne sig tilbage i kirkens tryghed og

hævde, at vi bare sidder her, fordi noget står skrevet.

Peter reagerer på Jesus ord om lidelse og død, fordi de

lige har et så fint. Han har styr på det nu, også begynder

Jesus at tale om lidelse og død.

Peter tror, at han skal beskytte Jesus, at han skal holde

fast i alt det han kender.

Men det er ikke det, som Jesus kalder Peter, eller andre

for den sags skyld, til.

“Vil nogen følge efter mig, skal han fornægte sig selv og

tage sit kors op.” Siger Jesus!

Det handler om at løfte blikket og slippe tanken fri af al

gammel forståelse, af fastlåst tro, og stålfast tiltro til, at

man har styr på alt.

Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.

Dette handler ikke om at vi skal gøre os selv mindre end

vi er.af

4 5

Men om at løfte blikket fra os selv, og alle vore

præstationer, fine eksamener, lønninger,

pensionsopsparinger og alt det andet, som vi tillægger

sikkerhed i tilværelsen, al den jordiske status, er nærmest

bare komisk i mødet med Jesus, som vi forsøger at

efterligne.

Men også at vi tør læne os ind i, at troen er en relation til

Jesus, der som alle andre relationer, vi er i, ikke er

statisk. Troen er bevægelse, deraf efterfølgelse, og den

er ikke det samme i går, som den er i dag, eller vil være i

morgen.

Nogle gange gemmer vi os, både som individer og som

kirke, bag alt det vi har lært, hørt og læst.

Der er tryghed i at vide, at sådan her er det.

I min optik er det den tryghed, som farisæerne ofte i

mødet med Jesus, ikke tør slippe. For det er jo trygt at

vide, at sådan her er det.

Hvad er det Jesus gør med Peter i en anden historie?

Han kalder ham ud af bådens tryghed og kalder ham hen

till sig, på trods af at vejen derhen betyder, at Peter skal

gå på vandet.

At efterfølge Jesus, tror jeg, er at slippe sig selv og

dermed også hele vores menneskelige begrænsninger.

Det er at se på Jesus, at høre historierne om ham, også

der hvor det går mod lidelse, død og opstandelse, og

hele tiden spørge sig selv, hvordan jeg kan efterligne den

måde Jesus mødte mennesker på.5 5

af

Jeg tror, vi alle, uanset hvor kristne vi tør kalde os, er

kaldet til at være mere som Jesus var, i mødet med dem,

vi møder på vores vej.

Jeg tror, den efterfølgelse er et udtryk for helliggørelse,

hvor det at vi i mødet med livet, med mennesker, bliver

pressede og udfordret på at vælge kærlighedens vej. Den

vej, som Jesus viste. Den vej, hvor han glemmer sig selv,

for at du og jeg kan komme frem.

Det er ikke en engangsbeslutning at følge Jesus, men en

daglig livslang intention, at vælge, hvad han ville have

gjort.

Når der er bevægelse, er der levende tro.

Amen.

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Gud er nær

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 9. august 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

1. Mos 37,1-4,12-28 & Salme 105,1-6,16-22,45b & Rom 10,5-15 & Matt 14,22-33

Når det stormer er Gud også nær

Sikke en sommer, det her været, og er i år. 

Hygge, have strand, rejser, venner, familie, grill, for meget mad og drikke, dasen og dovneri og meget mere. 

Der er helt sikkert mange af os, der har været ud at bade denne sommer. 

Man beslutter sig, rejser sig fra tæppet, og går ned til vandet. Straks man mærker, hvor koldt det er, får man lyst til at vende om. 

Men nu har man jo proklameret, at man vil bade. Så man fortsætter beslutsomt. Man er vel en rigtig mand. 

Efterhånden som vandet når længere og længere op af benet, begynder tanken om Jesus at komme. 

Er det bare mig? Jeg tænker, hvis jeg da bare ligesom Jesus kunne gå på vandet! 

Som I sikkert kan regne ud, så har jeg til gode at opleve det. 

Og var det sket, så tror jeg godt, at jeg kan forudsige, at hele verden ville høre om det. 

Hele verden har i alt fald hørt om, at Jesus gjorde det. Det er en historie, som alle har hørt, og som jeg oplever, at de, som er skeptiske overfor tro, hele tiden hiver frem. 

Det er en bemærkelsesværdig historie.  

Det var det også for disciplene, da de oplevede det.

Sammen med Jesus havde de lige oplevet, at fem tusind mennesker var blevet mætte af fem brød og to fisk. Et spektakulært mirakel, som havde det formål, at mennesker skulle forstå, at det Guds rige, som Jesus talte om, faktisk er ved at bryde frem blandt dem. Hvis de holdt fast i det, ville deres liv blive radikalt anderledes. 

Jesus havde sendt dem i båden, så de kunne komme over til den anden side af søen, mens han selv var gået alene op på et bjerg for at bede. 

Båden fik modvind og kæmpede sig frem mod bølgerne. Flere af disciplene var fiskere, så for dem var dette hverdag, men derfor kan det godt være ubehageligt at sejle i mørket, for man kan ikke altid se, hvad der rammer ens båd.

Vi kender godt til det, at være i en situation, hvor vi er lidt utrygge og heller ikke har fuld kontrol. Der er vi lidt ekstra på vagt og klar til at håndtere, hvad der nu må komme. 

Selvom disciplene har set alle mulige mirakler, så er der ingen af dem, der har fantasi, der rækker til det, de så. 

Nemlig Jesus, der kommer gående på vandet ud til dem. Da blev de bange og skreg af frygt. Ikke så vældigt mandigt – i alt fald ikke den gang. 

De kendte ham ret godt og har set ham lave alle mulige mirakler. Men dette kom jo tæt på, sådan helt bogstaveligt. Han stod derude på vandet og kiggede på dem, og det skræmte livet af dem. 

Der er meget i mig, som godt forstår deres reaktion.

Jeg tror, at alle mennesker har drømme om, håb om og et eller andet sted tro på, at Gud faktisk kan vise sig og være tilstede i vores liv. Måske ikke så dramatisk, som i denne historie, men alligvel. 

Når jeg påstår det, lægger jeg til grund, at alle mennesker, uanset om tro er noget, man lever meget åbenlyst med, eller om det er en helt privat sag, beder til og kalder på Gud, hvis stormen i vores liv bliver kraftig nok. 

Jeg tror, det ligger dybt i os alle sammen, at jo mere afmægtige vi føler os, jo mere læner vi os mod Gud. 

Det tror jeg, at rigtigt mange af os har prøvet. 

Jeg husker nætter, hvor vi har gået rundt med skrigende børn, og virkelig været i tvivl om det var nu vi skulle ringe 112. Der har jeg i alt fald følt mig afmægtig, og den indre bøn har kørt for fuld skrue. 

Jeg har flere eksempler, hvilket jeg er sikker på, at du nok også har. 

Vi tager det nogle gange for givet, og negligerer, hvilken gave det er, at have tro på Gud med sig i livet. 

Der er én, vi kan bede om hjælp. Der er én i hvis hænder vi kan lægge afmægtigheden, så vi får hjælp til at bære den. 

Der er én, som er sammen med os i livet. Én, som kommer og er! Lige der, hvor vi er. 

Det er en kæmpe gave, at have med ind i livet.

Det er også en gave, som vi gerne deler med alt og alle, og som vi tror, Jóhannes får med sig, når vi i dag har døbt ham med vand og Ånd. 

Det tror vi faktisk på, ellers ville det jo være helt meningsløst, at Brynhild og Anders stod med ham her i dag. Og alle vi, som de har samlet i dag, her de bedt om at være sammen med dem om livet. Vi har lovet, at vi vil bede for dem, for Jóhannes og de andre søde børn i familien, i dag og alle dage. 

For tro er en uoverskueligt værdifuld gave, at have med ind i livet. 

Historien om vandringen på søen er historien om, at Jesus, Gud, Helligånden, er lige dér, hvor vi er. Selv i mørket og bølgerne langt ude på en sø, hvor ingen andre kunne se, at man var, der kommer Jesus gående til dem.  

Det er hans initiativ, det er hans vilje, at være, hvor vi er. 

Disciplene bliver overrumplet af, at han kommer gående på vandet, især Peter reagerer lidt “alternativt”, for hvis Jesus kan gå på vandet, så skal han i alt fald også. Selv i den situation, hvor skrækken overmander ham, rækker Jesus sin hånd ud til ham og griber ham. 

Selvom vi tror, håber, beder og måske ligefrem forventer Guds tilstedeværelse i vores liv, så kommer det alligevel lidt bag på os, når vi har den der oplevelse, af at Gud er med i vores liv. 

Måske bliver vi ikke så direkte skræmte som disciplene. Gud har jo også mindre spektakulære måder at vise sig i menneskers liv på. 

Vi bliver måske nærmere ramt af det, som vi med et gammeldags ord, vil kalde ærefrygt. 

Så begynder vi at tvivle på, om det faktisk skete. Så begynder vi at tro, at vi selv skal, ligsom Peter. 

Så kommer tankerne om, at vi nu er gode nok til, at Gud vil os.

Det vil være fint, hvis vi kan skubbe alt det til side og bare tage med den gave, som Guds nærvær i vores liv er. 

Det er aldrig til at vide, hvornår eller hvordan Jesus kommer gående ind i vores liv. 

Der er intet at frygte, men alt at tro.

Det er en kæmpe gave, både når det stormer og er stille i livet. 

Amen. 

Salme: Gud, du sender din regn.