Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.
af
1 5
Prædiken søndag d. 30. august 2026.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: 2. Mos 3,1-14 & Salme 105, 1-6,23-26,45b &
Rom 12, 9-21 & Matt 16,21-28
Om efterfølgelse – levende tro.
Vi kender alle sammen det, at stemningen med ét skifter.
På et øjeblik går det fra, åh hvor er det hele dejligt, til og
nej, hvad nu?
Netop fordi man går fra en yderpol til en anden, bliver
skiftet så voldsomt og markant. Et skift, der gør, at man
lige sunder sig og trækker vejret en ekstra gang, før man
siger noget. For man ved godt, at her er der ikke rigtigt
nogle ord, der slår til.
Medmindre man selvfølgelig er disciplen Peter, som ofte
føler det som sit ansvar at føre lidt an og vise retningen.
Det har han præcis gjort her i Matthæusevangeliets
fremstilling af historien om Jesus.
Lige inden tekststykket, som vi fokuserer på i dag, har vi
episoden ved Cesarea Fillippi, hvor Jesus spørger
disciplene, hvem folket egentlig siger, at han er.
Måske husker du, at nogen peger tilbage på de gamle
profeter og nævner navne som Elias, Jeremias og andre
af de, af nærmest hele folket kendte store personligheder
fra Det Gamle Testamente.
Det er ikke spor mærkeligt, for det er den
referenceramme, folket havde.af
2 5
Men noget helt nyt, som sprænger alle rammer og
udfordrer alles forestillingsevne, er i gang. Det har Peter
indset og forstået.
Da Jesus siger, men I, hvem siger I, at jeg er? Da er
Peters bekendelse spot on: “Du er Menneskesønnen!”
Med et viser Peter, at han forstår, hvordan de kulturelle
og trosmæssige tektoniske plader under folkets fødder
kommer til at ryste og flytte sig.
Salig er du, Peter, siger Jesus ovenikøbet til ham.
Det er lige her, at stemningen skifter. Det er lige her, at
alt, hvad de tænker og tror, bliver udfordret.
Det er lige her, at fortsættelsen kræver et trosmæssigt
tigerspring over den afgrund, der pludselig er foran dem,
fordi det at komme over den og følge efter Jesus kræver
troen på og accepten af, at Jesus skal lide og dø, sådan
som han har sagt det.
I det øjeblik, at det går op for disciplene, så er kursen sat
mod Jerusalem, mod Golgatha, mod lidelse, død – og
opstandelse.
Det er her, den samme Peter, som lige har sagt: “Du er
Kristus!” Trækker Jesus tilside og siger: “Nej, sådan kan
det ikke være!”
Der skifter stemningen.
“Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil
ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”1
1
Matt 16,23af
3 5
Nogle gange, når stemningen sådan skifter, så bliver der
stille. Folk ved ikke, hvor de skal gøre af sig selv, alle har
uro i kroppen, og man kan høre den berømte knappenål
falde til gulvet.
Der begynder Jesus at tale til dem om efterfølgelse.
Det er her, der er et opgør, ikke bare med Peter, selvom
han bliver eksponent for det, men et opgør mod
menneskers, vores, indbyggede uvillighed til at tro er
efterfølgelse, også ind i det ubehagelige, det ukendte, det
farefulde, frem for at læne sig tilbage i kirkens tryghed og
hævde, at vi bare sidder her, fordi noget står skrevet.
Peter reagerer på Jesus ord om lidelse og død, fordi de
lige har et så fint. Han har styr på det nu, også begynder
Jesus at tale om lidelse og død.
Peter tror, at han skal beskytte Jesus, at han skal holde
fast i alt det han kender.
Men det er ikke det, som Jesus kalder Peter, eller andre
for den sags skyld, til.
“Vil nogen følge efter mig, skal han fornægte sig selv og
tage sit kors op.” Siger Jesus!
Det handler om at løfte blikket og slippe tanken fri af al
gammel forståelse, af fastlåst tro, og stålfast tiltro til, at
man har styr på alt.
Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.
Dette handler ikke om at vi skal gøre os selv mindre end
vi er.af
4 5
Men om at løfte blikket fra os selv, og alle vore
præstationer, fine eksamener, lønninger,
pensionsopsparinger og alt det andet, som vi tillægger
sikkerhed i tilværelsen, al den jordiske status, er nærmest
bare komisk i mødet med Jesus, som vi forsøger at
efterligne.
Men også at vi tør læne os ind i, at troen er en relation til
Jesus, der som alle andre relationer, vi er i, ikke er
statisk. Troen er bevægelse, deraf efterfølgelse, og den
er ikke det samme i går, som den er i dag, eller vil være i
morgen.
Nogle gange gemmer vi os, både som individer og som
kirke, bag alt det vi har lært, hørt og læst.
Der er tryghed i at vide, at sådan her er det.
I min optik er det den tryghed, som farisæerne ofte i
mødet med Jesus, ikke tør slippe. For det er jo trygt at
vide, at sådan her er det.
Hvad er det Jesus gør med Peter i en anden historie?
Han kalder ham ud af bådens tryghed og kalder ham hen
till sig, på trods af at vejen derhen betyder, at Peter skal
gå på vandet.
At efterfølge Jesus, tror jeg, er at slippe sig selv og
dermed også hele vores menneskelige begrænsninger.
Det er at se på Jesus, at høre historierne om ham, også
der hvor det går mod lidelse, død og opstandelse, og
hele tiden spørge sig selv, hvordan jeg kan efterligne den
måde Jesus mødte mennesker på.5 5
af
Jeg tror, vi alle, uanset hvor kristne vi tør kalde os, er
kaldet til at være mere som Jesus var, i mødet med dem,
vi møder på vores vej.
Jeg tror, den efterfølgelse er et udtryk for helliggørelse,
hvor det at vi i mødet med livet, med mennesker, bliver
pressede og udfordret på at vælge kærlighedens vej. Den
vej, som Jesus viste. Den vej, hvor han glemmer sig selv,
for at du og jeg kan komme frem.
Det er ikke en engangsbeslutning at følge Jesus, men en
daglig livslang intention, at vælge, hvad han ville have
gjort.
Når der er bevægelse, er der levende tro.
Amen.
Salme: Vi rækker vore hænder frem