Klart vand – Klart budskab om Guds kærlighed!

Kirkens projekt med vand i Lukunki afslutte.

Thomas Risager taler om levende vand og dets betydning for menneskers liv i Congo, og i Odense. Baggrunden for dette er historien om kvinden ved brønden. Ved brønden mødes mennesker og her møder Jesus også kvinden, som går derfra med et nyt liv.

Det levende vand gør mere end at slukke tørsten.

My Resting Place – Hvor kan jeg finde ro?

Gospelkoret Nardus synger til en rørende gospelgudstjeneste, som handler om at finde det særlige sted, hvor man kan tanke op og finde ro.

Desværre er lydkvaliteten ikke så god, så nederst i dette indlæg kan du også læse manuskriptet, som var forlæg for denne tale.

Prædiken søndag d. 23. september 2012. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekst: Joh 6, 1-4

En af mine hemmeligheder er, at jeg har en gruppe kvinder jeg mødes med en gang om måneden. Ja, nu er det så ikke nogen hemmelighed mere, på den anden side, så tror jeg heller ikke, at nogen af dem har kunnet holde mund….

Men hvorfor mødes jeg med en gruppe kvinder en gang i mellem ? Ja, det spørgsmål stiller min kone nok også!

Først vil jeg lige slå fast at det er en tilfældighed, at det er kvinder. Der er ikke nogen mænd, som tør, altså ud over mig.

Jeg mødes med min lille gruppe fordi jeg har brug for, at der er nogen som minder mig om, at jeg en gang i mellem skal være stille og holde pause.

Vi taler ofte om i min gruppe, at det er underligt, som vi kan udsætte nogle af de ting i livet, som vi ellers godt ved kan være gode for os.

Personligt har jeg brug for, at nogen siger til mig, at det er ok at tage en pause fra hele verden.

I øjeblikket er der et forsøg i gang, hvor man har tilbudt en flok travle virksomhedsledere at komme på retræte. Det er folkekirken, som står for projektet, som i al sin enkelthed går ud på at trække disse ledere ud af deres travle hverdag. Få dem til at lukke for mail og slukke telefononer i to dage, mens de er samlet for at få undervisning i bibel, i livet, og for at være stille. De skal være stille.

En af dem beskrev, hvordan han for første gang i årevis gik tænkt over sit liv og fik reflekteret over sin prioriteringer. For ham var det ikke i første omgang nogen religiøs oplevelse, men han beskriver alligevel hvordan han fandt en dyb indre ro, som han ikke havde haft længe, og som han i eftertankens klare lys var blevet klar over, at han havde savnet.

Et af kristendommens klare budskaber er at du er elsket, at du er accepteret, sådan som du er.

Sådan er det, men det kan være svært at tage til sig i en verden, som hele tiden er fokuseret på, at et menneskes værdi aflæses i vore præstationer og vores værdi kan meget kontant aflæses på den nederste linje af vores lønseddel.

Det er simpelthen svært for os i vores præstationsiver, at taget et budskab om accept og kærlighed til os. Vi er straks videre, når mailen på computeren siger bip, er vi allerede igang med at forhold os til den næste e-mail.

I en sådan verden kan man på den ene side undre sig over at Gud, der ellers er noget så smart, ikke ændrer sin måde at kommunikere sin kærlighed til vi mennesker på.

Den meste udbredte måde er stadig at der står en præst og taler til en forsamling. Hvis ellers der er en forsamling, som gider at komme. Det lider vi nu ikke af her i huset.

Det er jo håbløst gammeldags.

På den anden side, kunne man jo også et øjeblik standse op og tænke over, om Gud og kirken mon holder fast noget af sin form, fordi det med roen, det med at sidde og lytte, trods alt er den bedste måde at modtage et kontroversielt budskab på.

Du er elsket!

Det er budskabet og lige nu er der ingen e-mail eller telefoner, som forstyrrer dig.

For mig personligt, bliver det bare ord, jeg læser eller hører i en ordstrøm, som kører hele tiden, hvis ellers jeg er vågen. Nogen gange er det som om, det fortsætter selvom jeg prøver at sove.

I mit liv har jeg brug for at der en gang i mellem er ro. Jeg kan mærke at jeg lige så stiller går i stykker inden i, når jeg forsømmer at finde ro. Det er underligt, for når der er travlt, så er det det første, som jeg skærer væk.

Det er i virkeligheden lidt tåbeligt, for det er ikke egoisme, at passe lidt på sig selv.

Faktisk taler Paulus i bibelen om at vi mennesker, skal løbe sådan at vi holder helt til mållinjen. Livet kan ikke spurtes. Sådan føles det nogen gang, men vi kan ikke spurte hele vejen. Gammel visdom.

Hvor finder vi ro?

Kirken er et godt sted. Vi er måske ikke så gode til at bruge kirken i hverdagen, men når vi er på ferie sætter vi os gerne ind i en kirke og bare lige er. Det er så dejligt.

For mig er roen ikke nødvendigvis at sidde stille og bede. Det kan sagtens være et løbe en tur, at sejle en tur i min kajak. Det kan være at gå rundt om Enebær Odde…

Pointen er, at hvor vi finder ro er forskelligt, men det er vigtigt at vide hvor. Og det er vigtigt at bruge det.

Jesus have altid travlt med at tale med folk, bede med folk og helbrede de syge. Han var aldrig færdig, men alligevel trak han sig indimellem tilbage for som han sagde det: “at være sammen med min himmelske fader.”

Jesus behøver ro. Når Jesus nu gør det, så tør jeg også godt indrømme, at jeg indimellem har brug for at finde ro.

I Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-4 kan vi læse:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. v2  En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. v3  Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. v4  Påsken, jødernes fest, var nær.

Jesus var ikke færdig. Der var stadig syge, døve, blinde og stumme, og de fulgte endda med ham over på den anden bred, men Jesus gik på bjerget.

Pointen er at Jesus ikke lod alt det, han burde gøre tage magten. Jesus havde også brug for at finde ro. Så hvis det er dit behov, er det et ok behov, som du ikke bør udsætte.

Jesus havde også brug for det!

Amen

Tillid – Taknemmelighed (Høstgudstjeneste)

I dag fejrer vi i kirken høstgudstjeneste. Det kan synes som en mærkelig ting, når nu vi bor inde midt i en af landets største byer. De færreste af os er i det daglige i nærheden af en gård eller en mark, en vi sætter jo hver dag mad på vores bord. Mad, som kommer fra markerne og staldende ude på landet.

Høstgudstjenesten minder os om, at mad på bordet ikke er nogen selvfølge. Alt hvad vi har er dybest set en gave fra Gud.

I en verden, hvor rigtigt mange mennesker faktisk sulter, er det værdifuldt en gang i mellem, at sætte sig ned og lade sig fylde af taknemmelighed over, at vi faktisk har mad på bordet. I det daglige liv stoler vi rigtigt meget på, at vore liv lykkes, og at vi kan fylde vores indkøbskurv, faktisk er dette jo et udtryk for en dyb tillid til at Gud nok skal sørge for os. En gang i mellem er det sundt at standse op og reflektere.

Kærlighedens ansigter

Kærligheden har mange ansigter. Den viser sig mellem forældre og børn, mellem to elskende og den er vidunderlig at opleve.

Mange forfattere har forsøgt at forklare kærligheden, men det er som om, den forsvinder mellem fingrene på mennesker, når vi vil analysere og forklare.

Når Bibelen taler om kærligheden så er udgangspunktet for al kærlighed Gud og det sætter kærlighedens mirakel i et endnu større perspektiv.

Kærlighedens kald til vi mennesker er, at lade os elske af Gud, at elske ham og elske vore medmennesker.

Kærligheden er meget mere end smukke ord, kærligheden skal leves ud… kærligheden kræver handling… at elske er at gøre…..

Ved gudstjenesten i dag blev lille Ida døbt og hendes forældre fik Guds velsignelse over deres ægteskab.

Livets Kairos-øjeblikke – De vigtige øjeblikke

Søndagens tale i Metodistkirken blev holdt af kirkens smågruppe-koordinater og børnekirkemedarbejder Maria Bræstrup Aaskov.

Dagens tale var inspireret af bogen LivsMønstre af Mike Breen og Walk Kallested – Det handlede om livets vigtige øjeblikke, om at vi kan lære af dem og gå beriget videre! Vil du dele nogle af dine vigtige øjeblikke?