Talen fra gospelgudstjeneste med Gospelkoret Nardus i Odense Metodistkirke søndag d. 17. september 2023.
Prædiken søndag d. 17. september 2023.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: 96,1-3 & 98,1-3 & 108,1-3.
Gospelgudstjeneste med nardus – The reason why I sing
Vi skal tilbage til 1992 da jeg for alvor mødte gospelmusikken for første gang. Jeg kom i Metodistkirken i København, hvor der var et gospelkor. Det skulle jeg ikke være med i. Den slags var jo ikke noget for rigtige mænd.
Men der sket det store det år, at kirken var vært for den første Copenhagen Gospel Festival. Peter Steinvig, som ledte et gospelkor i kirken indbød til festival, hvor man havde fløjet afroamerikanske instruktører ind.
Jeg var ikke deltager, for jeg skulle ikke nyde noget af det der skaberi, som jeg syntes at det var.
Men jeg var frivillig hjælper i baggrunden, og kirken blev fuldstændigt løbet over ende. Der var tre hundrede deltagere. Vi havde måske håbet på en trediedel.
Da der blev koncert var Jerusalemskirken, som er en meget stor Metodistkirke i København proppet til bristepunktet. Vi måtte sådan helt fysisk afvise folk i døren, der kunne ikke være flere og vi måtte skubbe dørene i. Vi var simpelhen bange for, at vi ikke kunne styre det.
Til koncerten. Jeg kunne godt høre at musikken var fantastisk, men de der sangere som sådan virkelig gav sig, græd, og mange løftede hænderne og dansede.
Jeg kunne se at sangerne havde det fantastisk, men jeg forstod det ikke.
Der gik en fem seks år, Så begyndte Mette at dirigere et gospelkor. Og for hendes skyld, you know happy wife – happy life, så deltog jeg i det.
Det var oppe i Nordjylland, så det der med dans, hænderne over hovedet, og sådan virkelig given sig hen, var jo noget mere afdæmpet end det havde været i hovedstaden, så her kunne jeg godt være med uden at drive mig selv til vanvid.
I 2000 fik vi muligheden for at komme til Odense, jeg skulle være præst i kirken her.
Gospelkoret Nardus øvede i kirken, så sådan helt strategisk i forhold til at lære mennesker i denne nye by at kende, så var jeg jo nødt til at være med. Det var også en del af mit arbejde at være med.
Det har jeg så været siden. Hvis der er nogen i Nardus, som tror det stadig er af pligt, så kan jeg afkræfte det for….
Der er sket noget med mig undervejs. Det her gospelmusik er kommet under huden på mig. Jeg er blevet en del af det. At synge gospel er ikke længere noget jeg gør, fordi det er den del af mit arbejde eller sted at møde menensker. Det er blevet mit frirum. Det er blevet mit helle, Det er blevet en slags gudstjeneste. Det er blevet et godt sted, måske nærmest et helligt sted.
Det er det jo fordi, det handler jo om Gud, om tro, tvivl, trængsel, håb, drømme…..
Havde jeg i dag betragtet mig selv med min 1992 version, så havde jeg ganske givet været skeptisk og sikkert også beskyldt mig selv for at svære for meget.
Men det er ikke det, der sker, forstår jeg jo i dag. Eller det er måske så meget sagt, men det er i alt fald noget af det mest fantatiske at synge i gospelkor.
Mange af teksterne taler direkte ind i forskellige situationer i mit liv, i vore liv, og iøvrigt er mange af teksterne jo bibeltekster, som kommer til live på en helt anden måde når man synger dem, frem for at læse dem. Tro mig, det er noget andet at synge det end at læse det sin bibel, som jeg selvfølgelig også gør.
Så er der jo det her med, at for at synge den her slags musik, så er man ganske enkelt nødt til at have kroppen med.
Mage som synger gospel, giver udtryk for det fantatiske i at lade gå og lade sig rive med. Dem der forsker i gospelmusik og gospelkor, og det har jeg også gjort lidt selv, taler om karhtasis, om renselse.
Stress, vrede, udmattethed, fortvivlelse har ikke en chance i mødet med gospelmusikkens rytmer, toner og budskab, . Dette er måske lidt overdrevet, men jeg tror faktisk at sang og musik gør godt, når livet er presset. Da Danmark var besat for mange år siden, da var fællessang en utrolig vigtig katalysator til at folket holdt modet oppe.
Det fantastisk at synge sammen, som en af vores sangere i koret sagde i mandags, så er det fantastisk, at skabe noget sammen.
Harmonierne, hvor vi lytter os ind på hinanden, ingen af os kan dette alene, vi er afhængige af hinanden. Det er ret unikt og nogen gang lidt krævende. Men givende.
Når vi synger kommer vi tæt på hinanden og det styrker fællesskabet mellem os. Der var én som sagde noget med trancendens, en anden om at lovprise Gud, så at synge bygger ikke bare bro mellem menesker, men også bro til og fra Gud.
Jeg vil ønske, at jeg kunne forklare det bedre. Men ordene slår ikke rigtigt til, det er altså ret usædvanligt for en præst.
Ole kom mig til hjælp da han delte dette fine billede: Der er mange flere følelsesmæssige farver i sang end i tale.
Noget af det, som gør indtryk på mig, er at vi som kor kan synge sammen. Vi er helt vildt forskellige. Nogen af os er helt fuldstændigt hjemme i alt det med kirke og tro, for andre er det nærsmest en absurd tanke, men vi kan synge sammen. Nogen af os er virkelig dygtige til at synge, mens det for andre er helt nyt og enormt grænseoverskridende, men vi kan synge sammen.
Jeg tror, at Gud har skabt os med evnen til at synge, spille og danse, fordi det giver glæde, fordi det bevæger os, fordi Gud taler til os gennem det, og vi taler til gud, det er en slags bøn.
Måske er det hjertets sprog, og i bibelen er tanken at Gud ser spå hjerterne.
Jeg kan ikke forklare det bedre, men jeg kan sige: prøv det!
Salme 108: Mit hjerte er trygt, Gud. Jeg vil synge og spille.
Amen