Tvivlen og Troen. Gospelgudstjeneste med gospelkoret Nardus

Gospelkoret Nardus giver den gas ved dagens gospelgudstjeneste, Temaet er tvivlen og troen. Tro er en underlig størrelse og den er ikke nem at måle. I dagens tale fortæller Thomas Risager historien om en mand, der kommer til Jesus med sin syge søn. Jesus siger til manden at alt er muligt for den, der tror, hvortil manden svarer: “Jeg tror, hjælp min vantro!”

Hør mere her….

podcast-large

Giv os større tro!

Giv os større tro! Sådan beder disciplene Jesus om at give dem større tro. Hvem af os ønsker ikke større tro?

Jesus svarer ikke med et værsågod, her har I mere tro. Tværtimod fortæller ham dem om tjenere og hyrder, som knokler uden at forvente så meget som en tak.

Du kan hører mere her:

podcast-large

I Metodistkirken kan alle i princippet holde gudstjeneste. Denne søndag er gudstjenesten forberedt af en gruppe mennesker, som er inspireret af Lukasevangeliets historie om den fortabte søn.

Der fire små lydfiler herunder. Snyd ikke dig selv, hør dem alle fire.

Helge Munk læser teksten fra Lukasevangeliet kapitel 15, vers 25-32.

podcast-large

 

 

 

 

Bettina Pontappidan taler: “Tale med hinanden”

podcast-large

 

 

 

 

Bjørn Langkilde taler: “Her er vi velkomne”

 

podcast-large

 

 

 

 

 

Julian Levin taler: “Vi skal tage os af hinanden – også når vi bliver mange”

podcast-large

Det tror vi 5: Varme hjerter

Den 24. maj 1738 er en utrolig vigtig dato i dit liv! Det har du nok aldrig tænkt over, men jeg siger dig, at det er en vigtig dato.

Det er den fordi den dato – den 24. maj 1738 – eller rettere, det som skete den dag har påvirket verden. Det lyder måske stort, men det har den.

Inden vi kommer dertil, får får du lige et lynresumé af den prædikenserie, som vi afslutter i dag.

Vi har haft gang i en prædikenserie, der hedder “Det tror vi! Det har vi, fordi rigtigt mange af os, som er medlemmer af, eller kommer i, Metodistkirken her, har oplevet at få spørgsmål som: “Hvad er forskellen på jer og de almindelige kristne?”

Det må man finde sig i, når man som vi, kommer i, som det officielt hedder, et fra folkekirken afvigende trossamfund.

Det som folk mener med deres spørgsmål er jo bare, hvad er det der med Metodistkirken for noget? Og det synes jeg jo, er helt fair.

Derfor har vi siden den første søndag i august talt om:

Metodistkirkens syn på dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Vi døber ikke for at gøre barnet til Guds barn, men for at understrege en realitet, som allerede er. Barnet ER Guds barn.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af, at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Vi kalder processen for Helliggørelse.

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley – vores kirkefader, som vi skal høre mere om i dag,  nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I søndags talte vi om nadveren. Brød og vin. Vi lærte at nadverens oprindelse kommer fra Jesus selv, som befalede disciplene at gøre det, for at mindes ham. Vi blev klar over at jeg i hvert fald ikke kan forklare det, så vi kan forstå det. Men jeg håber at vi alle husker, at nadveren er ALLE velkommen til at tage del i. Det kræver ikke tro, eller at man har læst bibelen. Nadveren er vores mulighed for at handle på kirkens budskab om at Jesus har givet sig selv for at vi skal leve.

Du kan høre alle talerne fra www.metodistkirken-odense.dk

Nu har vi så haft en hel prædikenserie, som handler om at forstå metodistkirken. Fælles for det hele er at vi skal bruge hjerneaktivitet og intellekt.

Meget ofte gør vi os skyldige i at reducere – vi tror måske at vi opløfter, men det gør vi ikke – tro til noget intellektuelt.

Når præster forberede prædikener anvender vi hele vores uddannelse og hvis vi kan komme til det spiller vi med alle vore akademiske muskler. Der skal helst være et par græske ord, så vi lyder rigtigt dannede. På den måde reducerer vi tro til noget, som kun finder sted i vores hoved.

Hånden på hjerter, eller rettere hånden på hjernen, hvem af os kan fuldt og helt ved hjælp af vores forstand forklare tro?

Og så kommer vi tilbage til påstanden om at d. 24. maj 1738 er en vigtig dag for dit liv, ja for hele verden. For her sker der noget, som forandrer kirkens – ikke bare metodistkirkens, for den fandtes endnu ikke – måde at beskrive tro.

Hør mere her….

podcast-large

Det tror vi 4: Nadver

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8  For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.

Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.

Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.

Hør mere her:

 

podcast-large