Det bliver godt igen #4

Disciplene gemmer sig bag låste døre af frygt for jøderne. Pludselig står jesus midt i blandt dem og siger: “Fred være med jer!”

Jeg fornemmer, at vi alle godt kunne bruge noget af Guds fred i denne tossede tid. Hør mere her, og hvem ved, måske oplever du Guds fred.

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Gudstjeneste Søndag d. 19. april 2020 – online

Det bliver godt igen #4 – Tekster: Joh 20,19-31. Tilstede: Mette Risager, Laura Juliane Bertelsen, Anders Gustavsen-Sprotte, Kim Johansen og Thomas Risager

Jesu disciple var i en situation, som for mange i vores land, er meget aktuel.

De holdt sig indendøre, bag lås og slå, fordi der var noget udenfor, som de frygtede.

I dag er det Johannesevangeliet, som vi tager udgangspunkt i, og Johannes fortæller os, at det stadig er opstandelsesdagen. Så det var altså tidligt om morgenen, at kvinderne kommer tilbage fra graven og fortæller, at Jesus er opstået fra de døde.

Man kunne tro, at det ville udløse eufori, masser af sang og dans på bordene.
Man kunne tro, at disciplene ville løbe fra hus til hus for, at fortælle den mest fantastiske nyhed, verden endnu har hørt. Men det er ikke det, der sker.

Det der sker er, at disciplene bliver helt vildt bange. Det ganske enkelt svært at tro og forholde sig til.
De reagerer ved at låse sig inde og blive indenføre, fordi de er bange for jøderne. Sådan siger Johannes, det som de er bange for er, at få den samme behandling, som Jesus fik.

De ved godt, at hvis de render rundt og fortæller, at Jesus er opstået, så vil det skabe så meget, ja undskyld udtrykket, opstandelse i Jerusalem, at man meget vel kan forestille sig, at det ville gå ud over disciplene.

2 af 5

Til deres forsvar, skal det sige, at de ikke er de eneste, som reagerer med frygt.
I søndags hørte vi fra Matthæus’ opstandelsenberetning at de, der holdt vagt faldt besvimede om. Man kan vel forvente lidt mere af vagter, i det mindste at det er en mænd, der vant til at håndtere lidt af hvert.

Men det er en udmærket illustration på, hvor vild nyheden om, og tanken om opstandelsen er.

Opstandelsen er ikke bare noget som skete engang, og så glider i ligesom i glemslen sammen med alt det andet, som var væsentligt da det skete, gør.

Vi taler jo faktisk om det den dag i dag.
Vi minder hinanden om det, hver eneste gang et menneske dør. Vi løfter håbet om opstandelsen og troen på, at det ender godt op hele tiden.
Det er det vi gør i kirkerne. Det er det vi gør i alle online- gudstjenesterne, som finder sted i denne tid.
Det siger også noget om, hvor vildt det er med Jesu opstandelse.

Når vi er pressede, som vi er jo, fordi der en virus, der forpester vores liv, så har vi virkelig brug for at blive mindet om, at også dette, vil ende godt.

For det er det, der er læren af opstandelsen. At vi, vores liv er i Guds hænder og ligegyldigt, hvad der rammer os, så er vi stadig i Guds hænder, falder vi, dør vi, så rejser Gud os op igen. Det ender godt. Det må vi minde hinanden om.

3 af 5

Seerteallene på de gudstjenester, som bliver holdt her i coronatiden, hvor vi holder os inde bag låste døre, vidner om, at der er brug for at løfte håbet op, og opstandelsen er løftestang for det.

Når disciplene bliver bange, låser de døren, holder sig indendøre. De gemmer sig.

Det er meget menneskeligt, når vi bliver bange og lever i frygtens univers, så lukker vi os om os selv. Bagefter kan vi godt selv blive overraskede over, hvor primitivt, vi faktisk reagerer.

Det kan ske for os alle sammen. Det var f.eks. det der var på spil, da statministeren lukkede landet, og rigtigt mange af os reagerede ved at styrte ud at handle.

Jeg peger ikke fingre af nogen. Og skulle jeg finde på det, er jeg helt sikker på, at min kone kan finde masser at torskerogn på dåse, som hun kan kaste efter mig.

Som jeg siger, det er meget menneskeligt.

Vi låser døren, gemmer os og samler os om os selv og vores eget. Det er præcis det, disciplene gør, da budskabet om at Jesus er opstået fra de døde, kommer til dem.

Det er mere end de kan rumme.
Så nu låser de dørene i et forsøg på at skabe overblik og kontrol.

At de ikke kan rumme det, eller forstå det, forandrer ikke på, at Jesus er opstået.

4 af 5

Midt i deres frygt og angst, står Jesus pludselig lige midt i rummet. Jeg ved ikke, om han kan se frygten i deres øjne,, men han er i alt fald ikke tilbageholdende overfor menensker der er bange, og måske ikke lige lever op til deres bedste.

Jeg forestiller mig, at panikken ligger lige under overfladen, da Jesus så at sige forstyrrer dem midt i deres frygt og angst.

De kender hans stemme og nu ikke bare ser de ham, men de hører ham også. “Fred være med Jer!” Siger han. Jeg tror de, midt i deres angst oplever at Guds fred.

Her taler jeg om underlige fred, som kun Gud kan give.

Den fred, hvor man oplever, at selvom det stormer hele vejen rundt om én, så er der alligevel en indre ro.

En tryghed og en vished, som overbeviser om, at uanset hvad, så skal dette her, nok blive godt. Det ender godt.

Disciplene falder til ro. De oplever at frygten forsvinder, og at håbet vinder.

De oplever at Guds fred har givet dem, at de kan være i deres liv, i alt det de oplever, uden frygt. Frygten er byttet ud med håbet.

Jesus siger endda til dem, at som faderen har udsendt mig, sender jeg jer!

5 af 5

Frygt er mere smitsomt end nogen virus, men håbet, som vi får set i opstandelsen, er et levende håb, som kan overvinde enhver frygt.

Jesus sender disciplene ud med Guds fred, sådan at alle hører, at der er håb, og sådan at menesker oplever det samme som disciplene, at Guds fred er midt i det hele.

Guds fred er givet du og jeg.

I denne tid, er det vores alle sammens opgave at pege på håbet, og bringe Guds fred.

Det begynder alt sammen med den Jesus, der opstod fra de døde, og den Jesus, som stor midt i blandt dem og siger: “Fred være med Jer!”

Amen.

 

 

Jeg har mødt Jesus

Jeg har mødt Jesus!

Det er der alligevel ikke mange, der tør sige højt. Hvis vi gjorde, ville vi sikkert opleve mennesker betvivle vor intelligens og mentale sundhed. Ikke destomindre handler påsken netop om, at mennesker møder Jesus og bliver nødt til at fortælle om det.

Ved gudstjenesten på søndag taler Thomas Risager ud fra Johannesevangeliets kapitel 20, vers 19-31. Her bliver det gjort klart, at opstandelsen og mødet med den opstandne Jesus – noget af det vi som kristne har allersværest ved at forholde os til – er absolut fokus i al snak om kristen tro.

Hvis ikke vi taler om og forholder os til opstandelsen, så er det bare tomme ord. Som kirke og som kristne er vi udfordret til og kaldet til at tale om opstandelsen, og vi må risikere, at menesker tror, at vi er tåber.

 

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der er afvigelser mellem den tale, som er holdt i gudstjenesten og den tale som er forberedt ved skrivebordet.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 28. april 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 20,19-31.
Som faderen har udsendt mig, sender jeg også Jer!

Jeg har mødt Jesus!

Jeg tror de fleste af os vil være noget tilbageholdene med at komme med sådan et udsagn på eksempelvis Facebook.

Kan I forestille jer kommentarerne til sådan et udsagn?

Der er helt sikkert en del, som vil latterliggøre og håne. Forhåbentlig er der nogle få, som gerne vil vide mere.

At påstå, at man har mødt Jesus er i direkte modstrid til vores rationelle forståelse af verden. Man vil helt sikkert møde reaktioner.

Journalisten Charlotte Rørth har mødt hele spektret af reaktioner i forbindelse med, at hun udgav sin bog “Jeg mødte Jesus.” Som i øvrigt er udgivet på Informations Forlag. Det er et alvorligt forlag, som ikke hopper på en hvilken som helst historie. Så et eller andet sted, er alene det ret fedt.

Bogen er udgivet for fire år siden, men Charlotte Rørth trækker stadig fulde huse, når hun er ude og holde foredrag.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor hun fortalte om, hvor belastende hun oplevede det, at nogle betragtede hende som rablende vanvittig.

2 af 7

De spørgsmål har hun stillet sig selv, og hun er ikke i tvivl om, at den oplevelse hun havde i i en kirke i Spanien d. 25. februar 2009 lidt over middag, er virkelig, men samtidig svær at forklare.

I artiklen1, jeg læste, beskriver hun, hvordan mennesker, hun møder, fortæller hende om oplevelser – møder med Jesus – som minder om de oplevelser, hun selv har haft. Det er helt tydeligt for hende i artiklen, at langt de fleste mennesker vælger at holde mund, og ikke dele med nogen som helst, hvad de har oplevet at møde Jesus. Man er bange for sit omdømme, og man vil ikke latterliggøres.

Den mekanisme kan jeg let forstå. De færreste af os ønsker at blive latterliggjort, eller blive overdynget med meget kristiske spørgsmål.

Jeg tror dog, at en af af årsagerne til at folk hurtigt tager afstand fra menneskers beretninger om møder med Jesus, er at vi som samfund har mistet vores sprog for at tale om religiøsitet og tro.

En af hovedårsagerne til det, er at vi er et produkt af oplysningstiden, hvor rationaliteten i den grad har vundet. Jeg vil lige tilføje, at jeg på ingen måde begræder det. Vi har kun fordele af så meget viden og knowhow, som overhovedet muligt.

En af priserne vi taler for oplysningstiden og reformationen er, at vi har fokuseret på tro, som

1 Politiken. 17. april 2019. https://politiken.dk/kultur/art7087623/Charlotte-Rørth-

mødte-Jesus.-Så-blev-hun-et-fænomen

page2image52906048page2image52879808page2image52880000

3 af 7

intellektuel tildragelse, og ikke som en mangefacetteret gave fra Gud.

Jeg tror, vi begår os selv en bjørnetjeneste, hvis vi i vores blinde hyldest til rationaliteten udelukker, at der kan være mere mellem himmel og jord, og at tro i sig selv rummer det paradoks, at det ikke nødvendigvis kan forstås.

Selvom discpilne, som Jesus pludselig står midt iblandt på den samme dag, som Maria Magdelene har mødt ham i haven, alle sammen har hørt forudsigelserne om, at han skulle opstå fra de døde. Selvom de har set Lazarus komme vaklende ud fra graven, så tror jeg ikke, at en eneste af dem, med sin forstand fatter, hvad der forgår, da Jesus pludselig står i rummet.

De er i forvejen ude på dybt vand, da de helt enkelt er bange for, at komme til at lide samme skæbne som Jesus. Graven er tom. Maria har fortalt dem, at hun har mødt Jesus.

Der har været skepsis, afvisning og måske ligefrem latterliggørelse blandt dem.

“Fred være med Jer!”2 siger Jesus. Det er en almindelig hilsen, som referer til det jødiske Shalom. At der må være fravær af konflikt og harmoni iblandt Jer.
Men kigger man nærmere på teksten i det originale sprog, så ser man at jesus anvender ordet Εἰρήνη. Det ord peger tilbage til Johannes 14 i Jesus omtale af løftet

2 Joh 20,19

page3image53095296

4 af 7

om den anden talsmand. Her siger jesus: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg her!”3
Dette afslører en helt anden betydning end Shalom, som er harmoni. Her er der ikke tale om den fred, som verden giver,4 men istedet er det her et udtryk for at Gud vil være med under tvivl, forfølgelse og gennem trængsler.5Allerede i måden den opstande Jesus hilser de frygtsomme disciple, ligger der et løfte om Guds kraft og styrke, men også en forudsigelse af modstand og måske latterliggørelse.

Det eneste vi ved om disciplenes reaktion er, at da Jesus havde vist dem sine hænder og såret i sin side, blev de glade.6

Fred være med Jer, siger Jesus. Her kom løftet om, at Gud vil være med dem gennem tvivl, forfølgelse og trængsler, og så følger noget væsentligt, nemlig at Jesus sender dem ud, sådan som han selv er sendt til os.

Den johannæiske tankegang er, at disciplene repræsenterer hele kirken, hele kristenheden, og dermed bør vi opfatte det, som Jesus siger til disciplene, som var det sagt til os.7 Med andre ord, Metodistkirken, folkekirken, Baptistkirken, alle os, er sendt ud i verden. Her er der en klar parallel til missionsbefalingen.

3 Joh 14,27
4 JF. Joh 14,27

5 Barrett, C.K.: The Gospel According to St John. SPCK, London 1978. Side 468 og 568-569.

6 Joh 20, 20
7 JF. Barrett side 568.

page4image53094528

5 af 7

Jesus blæste Helligånden ind i disciplene, den Ånd, som bærer Guds fred. Den Ånd, som bærer troen som en gave ind i mennesker. Den Ånd som gør, at man som menneske kan rumme opstandelse, selvom man måske ikke kan forstå det.

Hvad er det så jesus sender disciplene (og os) ud med?

Det er jo historien om mennesker, der har mødt Jesus. Det er vidnesbyrdet om opstandelsen. Det er så vigtigt fordi det er kernen i hele kristendommen.

Paulus omtaler det i sit første brev til menigheden i Korinth, hvor han bruger hele kapitel 15 på, at understrege vigtigheden af opstandelsen. Læs det kapitel, og læg mærke til at han slutter af med “Derfor, mine brødre, stå urokkeligt fast og giv Jer helt hen i arbejdet for Herren!”8 Og skulle nogen være i tvivl, så er det opstandelsen de skal stå fast på.

Men det kan være svært at tro på. Thomas havde ikke været der, da Jesus pludselig stod midt i rummet.

Det er en uge siden, at maria Magdalene kom hjem fra den tomme grav og fortalte, at hun havde mødt Jesus. Det er uge siden, de andre disciple fortalte, at de havde set ham.

Thomas er sådan indrettet, at hvis ikke han ser Jesus med egne øjne, så tro han det ikke. De kan påstå alt det de vil, at de har mødt Jesus. Thomas kan ikke tro det.

8 1. Kor 15,58

page5image53085120

6 af 7

Jeg har stor respekt for ham. De andre disciple er de, som gennem de sidste tre, måske fire år, har været allernærmest på ham. De er hans venner og hans fortrolige. Selvom det der dem, der siger, at de har mødt Jesus, kan han bare ikke tro det.

Det har ikke været det populære synspunkt, men jeg beundrer ham for hans ærlighed.

Pludselig står Jesus midt i rummet. Han siger det kendte: “Fred være med Jer!”
Umiddelbart bliver Thomas af Jesus opfordret til at røre ved hans sår i hænderne og stikke en finger i hans side, sådan som vi ser det på Caravaggios 400 år gamle billede.

Thomas bekender: “Min Herre, og min Gud!”9 Han siger ikke bare, ok, nu tror jeg, men med de ord bekræfter ham, at Jesus er den, han er, og at hele historien om opstandelsen er sand.

Dette møde med disciplene har det ene formål, at den ene mand, som er fuld af tvivl, får lov at møde Jesus. Kunne kirken være spredt over hele verden ved en udsendelse uden Thomas? Sikkert! Men Jesus vil have alle med!

Johannes fortæller grundigt, og der er flere historier, om opstandelsen, og det siges direkte, at formålet er at vi skal tro, og have liv i hans navn.

Liv i hans navn er et løfte om, at opstandelsens virkelighed må gælde os. , Det er i det løfte, og i løftet om

9 Joh 20,28

page6image52698624

7 af 7

Guds fred, gennem trængsler, at vi sendes ud i verden, for at fortælle om kernen – opstandelsen.

For det er opstandelsen fra de døde, der gør at mennesker den dag i dag kan sige: “Jeg har mødt Jesus!”

Amen.
Jesus, som iblandt os står.

Det tror vi 4: Nadver

Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?

Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.

Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.

Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.

Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.

Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.

Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.

Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8  For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”

Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:

Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.

Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.

Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.

I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.

Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.

Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.

Hør mere her:

 

podcast-large