Talsmanden – Gud giver sig til kende for os.

I dag taler pastor Thomas Risager over en lidt kryptisk fortælling fra Johannesevangeliet. Det er her Jesus forbereder sine disciple på, at der skal komme en talsmand til dem, når nu Jesus ikke selv kan være sammen med dem.
Talsmanden er Johannesevangeliets måde at omtale Guds Ånd, og det kræver lidt forklaring, som du får på søndag. Men den gode historie viser os, at Gud ikke gemmer sig fra os, tværtimod han giver sig til kende for os. Mon ikke  en del af os faktisk har erfaringer, hvor vi har oplevet at Gud har været med i vores liv?

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 17. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Tekster: Joh 14,16-21.
Talsmanden – Gud giver sig til kende.

Der er noget trygt ved at vide, hvem man er sammen med. Når jeg ser menensker i bybilledet, som går med ansigtsmasker, hvilket jeg i øvrigt godt forstår i denne tid, så synes jeg dog stadig, at det er noget ubehageligt over, at man nogen gange slet ikke kan genkende folk, som jeg ellers kender godt.

Der er også noget problematisk i, synes jeg, at jeg ikke kan se mimikken. Det gør kommunikationen vanskeligere, fordi kommunikation er så meget mere end ordene og lydene, men sandelig også kropssprog og mimik.

Måske oplever du det samme omkring de mange onlinemøder, som vi får lov til at arbejde i for tiden. Der er en masse kommunikation og en masse energi i, at være tilstede i det samme rum, som virkelig går tabt, når man kun ser hinanden på en skærm. Formatet gør også, at man kun taler om alt det formelle.

Der er noget værdifuldt ved at være ansigt til ansigt. Det er noget af det, som jeg mangler i denne tid.

Hvis du var med i søndags, så husker du måske, at jeg fik sagt, at det altid lige er vigtigt at orientere sig om, hvor man er i historien om Jesus, så man ser, hvilken sammenhæng et uddrag fra evangeliet, som jeg taler over, kommer fra.

2 af 5

I lighed med sidste uge, er vi stadig i Johannesevangeliet og vi er lige bagefter der, hvor Jesus siger: “Jeg er vejen og sandheden og vejen.”

Hele pointen i søndags var, at det er Jesus, der er vejen. Det er ham, der kommer os i møde.

Det er også vigtigt, at huske på, at Jesus taler til en gruppe disciple, som ikke kan rumme uvisheden om, hvad der kommer til at ske.
Jesus har nemlig fortalt dem, at han kommer til at give sig selv, han skal dø og opstå igen.

Det betyder for dem, at livet som de kender det, ikke kan fortsætte. Der ligger en masse nyt og ukendt forude.

Den sugende fornemmelse i maven og utrygheden over det, er nok ikke så ukendt for os i disse tider.

Vi fortsætter direkte i den samme sammenhæng.

Ved indgangen til en usikker tid udfordrer Jesus dem til at holde hans bud.

For lige at slå fast, hvad hans bud er, så finder vi hans bud i kapitlet før. “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg ser det, så er et råd om at holde fast i at behandle sine medmennesker på en værdig, ordentlig,

1 Joh 13,34-35.

page2image25592768

3 af 5

og elskende måde, der bygger mennesker op, et udmærket råd.

Faktisk tænker jeg, at det er råd, der er værd at have i baghovedet, nu mens samfundet åbner igen, og vi skal til at omgås hinanden på nye måder.

Selvom vi har lært at holde afstand, selvom vi har lært at vi næsten skal betragte hinanden som potentielle smittebærere, så er der noget stærkt i, at møde et andet menneske med fordomsløs kærlighed.

Jeg tror, der i et tog, hvor vi nu får at vide, at vi kan sidde ved siden af hinanden, men vi skal have næsen frem ad, Der tror jeg det vil blive lagt mærke til, hvor man møder sit medmenneske med kærlighed fremfor mistænksomhed.

Så Jesus siger altså, at i den svære tid, som kommer, skal i holde fast i at elske hinanden, og Jesus vil bede faderen om at sende os talsmanden.

Talsmanden er i Johannesevangeliet et andet ord for Guds ånd, for Helligånden. Betydningen af ordet kan være flere, f.eks. den der opmuntrer eller den der taler vores sag.

Der hvor vi elsker, er Guds synlig, for enhver, som elsker kender Gud.2 Sådan siges det i 1. Joh.

2 JF. 1. Joh 4,7: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud

page3image25548416

4 af 5

Det betyder at disciplene, vi, vil få lov at erfare, at vi kender Guds ånd, talsmanden, når vi står ansigt til ansigt med den, ovenikøbet siges det, talsmanden skal være hos os og i os.3

Nu taler Jesus om, at om kort tid skal han ikke længere som menneske, være blandt dem. Der kommer en dag, hvor de ikke længere skal se ham.

Men talsmanden, Guds ånd skal være her. Det dag skal de få lov til at erfare, erkende, at jesus er i Gud. Sådan skriver Johannes det i vers 20.

At være i Gud er et udtryk for en dyb og intim relation. En relation med indbyderes kærlighed og nærvær.

Og så kommer løftet, som er det væsentlige nemlig, at Jesus siger til disciplene, at ligesom Jesus er i faderen, altså den nære, tætte, intime relationen, på samme måde skal Jesus være i os, og vi i ham.

Det er her, der er et fuldstændigt afgørende skift i hele måden at tænke Gud og menneske på.

I den verden, hvor Jesus siger dette til sine disciple, er den gængse tænkning at mennesket har skullet gøre sig fortjent til Guds gunst ved at overholde meget komplicerede regler, og hvor præsterne på mange måder var dem, der kunne afgøre om folk var gode nok.

Nu giver Jesus disciplene, og dermed os, løfterne om at selvom Jesus ikke længere skal være her som

3 JF. Joh 14,17.

page4image25558784

5 af 5

menneske, så kommer Guds ånd talsmanden, som vi allerede kender.

Dermed bliver vi lovet, at gennem Jesus, som jo er vejen og sandheden og livet, at vi kke længer skal samle point og kvalificere os i et umuligt ræs for at opnå Guds gunst.

Men nu er vi lovet en relation, ikke bare til Gud, men sammen med Gud, sammen med Jesus, sammen med talsmanden. Ham i os og vi i ham.

Når vi er i ham, kender vi hans bud, og er vi i stand til at elske. Det er det profeten Jeremias taler om, når han siger, at Gud skriver sin lov i vore hjerter.4

Vi er i stand til at elske, og Johannes slutter af med løftet om at Gud giver sig til kende for os.

Det er jeg overbevist om, at han gør, men jeg er også overbevist om at Gud giver sig tilkende overfor menensker, som vi møder og viser kærlighed.

Der hvor vi møder mennesker med kærlighed, tror jeg at mennesker instinktivt ved, at de er ansigt til ansigt med mere end blot det menneske, som de sidder ved siden af i et overfyldt tog.

Amen.

4 JF. Jer 31,33-34: Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

page5image25672128

 

Den gode hyrde

Jesus fortæller menensker en historie om en god hyrde. De forstår ham slet ikke, men det verdensbillede, de er præget af, har en helt anden baggrundshistorie, som gør det svært for dem. Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 10,1-10 & Apg. 2,42-47.

Hvem er for eller i mod?
Hvem er inde, hvem er ude?
Hvem gør det rigtige, hvem gør det forkerte?

Måske virker det sådan lidt voldsomt at stille ting op overfor hinanden på den måde. Vi er – de fleste af os i alt fald – pæne mennesker, så vi formulerer os ikke så markant.

Men vi kommer ikke uden om, at vi kategoriserer mennesker, som vi omgiver os med. Vi siger det måske ikke højt, for det er nærmest politisk ukorrekt. Men det sker, hele tiden.

Hvem vil jeg være i forbindelse med på Facebook, er ét eksempel.
I dag skulle vi have konfirmationer i kirken. Jeg er sikker på, at i alle familierne har man talt om, at vi har x antal pladser til festen, så hvem skal med og hvem skal ikke med?

Der er så mange situationer i vores daglige liv, hvor vi afgør, hvem er inde, og hvem er ude.

Lidt mere alvorligt er det i mange private virksomheder for tiden, hvor krisen kradser. Her er det cheferne, der sidder med det tunge ansvar, at afgøre hvem der er inde og hvem der er ude.

2 af 5

For tiden er det rigtigt meget, hvem er raske og hvem er syge. Uden på kirkens dør, hænger en plakat som siger STOP – Gå ikke ind hvis du er syg.

Jesus har sin gang i et samfund, som er helt vildt optaget af rigtigt – forkert, inde – ude.

Her handlede det om, hvem der levede rigtig efter loven, og hvem gjorde ikke.
Det handlede om, hvem blev velsignet med succes, fordi de levede rigtigt og hvem levede selvforskyldt i fattigdom eller sygdom.

For det var opfattelsen, hvis du var syg, eller fattig, så var det nok fordi du ikke opførte dig korrekt i forhold til den religiøse lov, så det var din egen skyld.

Det er lige præcis det, som er baggrunden for, at Jesus fortæller om den gode hyrde, som vi har læst.

For før det, i hele kapitel 9 her hos Johannes, har vi en diskusison med farisæerne, som er oprørte over at Jesus har helbredt en mand, der var født blind.

Den historie er nøglen til at forstå, når Jesus fortæller om den gode hyrde. Så den skal vi lige kigge lidt på.

Når Jesus ud af nåde og kærlighed helbreder en blind mand, og så ovenikøbet på en sabbat, på en jødiske helligdag, så laver han rod i deres systemer.
Nu rokkes farisæernes simple verdensbillede, og den slags ved vi, fra os selv, er ubehageligt.

3 af 5

Farisæernes verdensbillede er nemlige sådan, at når de ser en blind mand, så tænker de. Gad vide, hvad han eller hans forældre har gjort, siden det er blevet sådan med ham.

Selv Jesu disciple er præget af den tankegang, så de spørger faktisk: “Rabbi, hvem har syndet, ham selv, eller hans forældre, siden han er født blind?”1

Det handler ikke bare om, at han er blind. I sig selv er det slemt nok. Det handler også om, at fordi folk tror det er hans egen eller forældrenes skyld, så er han stigmatiseret. Han er lukket ude af stort set hele samfundet, og de religiøse peger fingre af ham.

Han er ikke blandt dem, der er inviteret til noget som helst. Han er så udenfor som man kan være.

Men så møder han Jesus, og det har det jo med at forandre folks liv. Den unge mand her er ingen undtagelse fra det.

Jesus helbreder ham, så han kommer til at se.
I stedet for at glæde sig over det, så giver mange sig til at være forargede over, at Jesus har helbredt ham, og endda gjort det på en sabbat, hvor man i følge loven ikke må arbejde.

De selvretfærdige mener ikke at det kan være rigtigt, fordi Jesus er jo ikke én af dem, og han overholder ikke alle de samme rigide regler som dem, så dette er galt. I deres optik er det i al fald ikke retfærdigt.

1 Joh 9,2

page3image30267584

4 af 5

Det har de faktisk fuldstændigt ret i.

Jesus taler ikke om skyld og skam, om ude og inde, om dårlig eller god. Jesus taler om nåde, og den er efter meget jordisk målestok uretfærdig, men den er baseret på kærlighed og tro, ikke på målebånd og regler. Det er nåde, og det vil altid være noget andet end millimeter- retfærdighed.

Jesus er ikke optaget af om, folk har de rigtige holdninger, har læst de rigtige bøger, er venner med de rigtigte mennesker, eller om de er raske eller syge.

Jesus ser mennesket, som det det er.

Efter at jesus har helbredt den blinde mand, og har overværet al den polemik, som det gav, og set hvordan det forstyrrer de selvretfærdiges oplevelse af verden, fortæller han dem historien om den gode hyrde.

Det er de færreste af os, der har en hyrdes jobbeskrivelse, så hvad en hyrde forventes at gøre, er egentlig ukendt for os, men det er særdeles kendt af dem, som lytter til Jesus.

En hyrde vogter fårene. En god hyrde vogter ikke på fårene, så han leder efter alle deres fejl og leder efter undskyldninger for at smide dem ud. Nej, den gode hyrde vogter fårene, for at skærme dem og passe på dem.

Billedet er, at der er utroligt mange stemmer at lytte til, men den stemme, som hyrden har, den stemme kender fårene. Det er en stemme, der indgyder ro og tillid, og en

5 af 5

stemme, som de følger i tillid og tro.Mon ikke vi kender det med, at der er helt utroligt mange stemmer, som vil have vores opmærksomhed? Men der er én stemme, som leder til ro. En stemme der leder til mere end det, den leder til frelse.

Jesus taler sådan til dem om Gud og om hans rolle i forhold til dem. Det er et noget andet billede end det sort, hvide, inde, ude billede, som de ellers hører.

I vers seks står der lige ud, at folk ikke forstod hvad han sagde.

Jeg synes det er et smukt billede, men folk forstår det ikke. Måske er det sådan, fordi de er så vant til at tro = frygt og kontrol.
Her præsenterer Jesus en fortælling, hvor tro er tillid, og efterfølgelse, hvor det er ligegyldigt om man har succes, er rask eller syg, inde ude. Her kan alle være med.

Det er et helt andet billede af tro, som Jesus tegner.

Den er et billede, hvor Jesus er den, der redder livet for fårene, som følger ham, fordi de kender hans stemme.

Jeg er ligeglad med inde, ude, for eller imod, men jeg ved godt, hvilken stemme, jeg ønsker at følge. Jeg ved at at du også er kaldt på og er velkommen, lige sådan som du er.

Amen.

Påskedag – Det bliver godt igen #3

Det er påskemorgen. Kirkerne er tomme i Danmark, men det skal ikke forhindre os i, at fejre Jesu opstandelse fra de døde.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Læg mærke til, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne, og det talte ord.

Tale i PDF-format

 

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 12. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1+,34-43 & Salme 118,1-2,14-24 Koll 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matthæus 28,1-10.

I dag begynder vi, hvor vi slap Palmesøndag. Jeg spoler tilbage til Johannesevangeliet kapitel 13, hvor Jesus i forlængelse af, at han har gjort det uhørte, at vaske disciplenes fødder, giver dem en kæmpe udfordring. Han siger: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. I sidste uge sluttede jeg af med at sige, at Det er

kærligheden, der bringer livet tilbage igen.

Der er sket meget siden Jesus blev modtaget som konge i Jerusalem. Han lærte disciplene, at hver gang de spiser brød eller drikker vin, så er er han tilstede sammen med dem. Dermed fik vi nadveren i arv.

Han blev forrådt af Judas, og blev fanget af de forhadte romerske besættere. Langfredag deler han skæbne med mange andre kriminelle på den tid. Han bliver slået ihjel naglet til et kors. Han lover den ene røver, at at han i dag skal være sammen med ham i Paradis.

Jesus dør, og bliver begravet samme eftermiddag.

1 Joh 13,34-35.

page1image5983808

2 af 6

Alle dem, som havde modtaget ham som konge i Jerusalem. Alle dem, der havde sat alt håb ind på, at han ville bringe nyt liv og nyt håb ind i deres verden er nu skuffede og modløse.

Jesus lignede ikke en, der kan leve op til deres håb. Måske burde de havde vidst det, da han vaskede disciplenes fødder, eller da han talte om, at elske sine fjender, bede for dem, der forfølger én, eller vende den anden kind til.

Måske burde man have vidst, at han var for langt ude. Det hele var bare for underligt og for urealistisk.
Men der var nu et eller andet over ham.

Det er dér vi er påskemorgen. På tredjedagen efter hans død.

Måske er det et megt godt billede på, hvor vi er lige nu i vores tid.
En virus forpester vore liv.
Kirkerne er tomme.

Samfundet er lukket ned.
Vi arbejder hjemmefra, hvis vi da ikke er blevet fyret. Samfundsøkonomien bløder, ligesom mange firmaer og familiers økonomier gør det.

Lige nu er vi i en ventetid, i usikkerhed, men også i et håb om, at vores samfund bliver vækket til live igen.

Vi har måttet overgive os til det ubekvemme faktum, at der faktisk er ting i livet, som vi ikke er usårlige overfor. Det er ikke alt vi bare lige kan fikse.

3 af 6

Vi har opdaget det, som har været sandt hele tiden, men som vi har tendens til at ignorere, nemlig at vi lever et liv, som faktisk er skrøbeligt. Vi bliver mindet om, at vi er dødelige. Vi bliver mindet om vores afmagt.

Selv verdens bedste velfærdssamfund, alverdens rigdom, al vores viden og al vores dygtighed må give fortabt.
Lige nu er der ikke noget vi kan gøre.

Det eneste vi kan er, at være sammen på afstand. Vi er faktisk ret magtsløse.

Det bryder det moderne menneske sig ikke om. Det kan jeg ikke lide, for det er virkelig uvant, men det er en del af livet.

Faktisk føler vi os så magtesløse, at vi kune have brugt Jesu egne ord fra korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”2

Håbet som er centralt i al kristen tro, er nært forbundet med magtesløsheden. En af de allerstørste teologer i hele kirkens historie, Paulus, har et helt afsnit i 2. Kor kapitel 12, hvor han gør rede for magtesløshedens styrke. Paulus kæmpede med hovmod, og han bad Gud om hjælp. I vers 9 svarer Gud hans bøn. Gud taler til ham og siger: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”3

I magtesløsheden står vi ikke i vejen for Guds nåde.

2 Matt 27,46, Mark 15,34 3 2. Kor 12,9

page3image6028096

4 af 6

Disciplene anede ikke, hvad de skulle gøre. Jesus var død. Alt håb var ude – Tilsyneladende…..
Mørket råder – Tilsyneladende….
Magtesløsheden er reel, men, …

Nu er det tredjedagen. Ofte er det dér man forsøger at tage sig sammen, når man har oplevet noget forfærdeligt. Noget af det, som gør, at livet aldrig blivet det samme igen. Det er tit dér, man tør se op, og forsøge at finde ud af, hvordan livet så kan se ud.

På den dag, er der nogle af kvinderne, som er gået ud til Jesu grav.

Kvindens oplever, at jorden skælver under dem. En lysende engel træder frem foran dem, og vælter stenen bort. Kvinderne kan se lige ind i den tomme grav. Mændene, der holdt vagt blev så bange at de besvimede.

Englen siger de helt centrale påskeord til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”4

Englen – Guds sendebud – forkyndte, hvad der var sket.

Mathæus fortæller os, at kvinderne var fyldt af frygt og stor glæde. Det er ret modsatrettede følelser. Men de tror på det, de har hørt.

4 Matt 28,5-7.

page4image6028672

5 af 6

I magtesløshed bider håb og tro sig fast.

Nu er de på vej i løb til disciplene for, at fortælle dem, hvad englen har sagt til dem.

Men det bliver bedre endnu. Jesus selv, ham de havde håbet sådan på, ham de havde set dø, ham de havde været med til at begrave, kommer dem i møde og hilser dem, som om intet var hændt: “Godmorgen!”5

Kvinderne falder, forståeligt nok på knæ og tilbeder ham.

Jesus rejser dem op igen, beder dem om, og det gør han vel at mærke i den mest vanvittige situation noget menneske nogen sinde har stået i, om ikke at være bange. De skal sige til disciplene, at de skal se ham i Galilæa. Der vil han, som englen sagde, gå i forvejen til.

Påskens budskab er bøjet i neon. Der hvor der er magtsløshed og håbløshed, er der altid håb.

Der mærket råder, vinder lyset.
Der hvor vi ser døden i øjnene er der liv.

Med opstandelsen fra de døde, viser Gud os, at alt det Jesus sagde, og gjorde ikke var tomme ord.

Det er ny virkelighed.
Det er her, vi ser at kærligheden bringer livet tilbage.

5 Matt 28,9.

page5image5995712

6 af 6

Livet vinder på bagrund af den kærlighed Jesus har elsket med, men også med den kærlighed vi elsker med.

Vi har set og hørt Jesus elske.

Han sagde: “Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”6

Han vaskede disciplenes fødder, Han gav sit liv for du og jeg. Og ikke mindst, han opstod til liv igen.

Vi for lov til at se, at kærligheden vinder.
Men vi får også lov til at se det i vore egne liv. Vi ser det, der hvor vi tør holde fast i håbet, der hvor vi tør elske,
der hvor vi tør give.
Der hvor vi tør tro.

Den er godt nok: Jesus er opstået. Kærligheden bringer livet tilbage.
Det ender godt!

Glædelig påske!

page6image5995328

6 Joh 13,34

En ny begyndelse – Gospelgudstjeneste med Nardus.

 

I dagens gospelgudstjeneste giver Nardus den gas. Desværre kan vi ikke gengive sangene pga. bestemmelser om copyright.

Men talen, den kan vi bringe. Den tager i dag udgangspunkt i historien fra Lukasevangeliet kapitel 34, hvor vi kan læse om vandringen til Emmaus.

Du kan høre talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det talte ord, og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken søndag d. 8. marts 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Luk 24,13-35.
Gospelgudstjeneste med Nardus – Ny begyndelse

I vores familie går vi en del op i at fotografere. Jeg tør godt vove den påstand at vores børn er nogle af de mest fotograferede unger i dette land.

Forleden faldt jeg over et billede af vores ældste datter. Hun sidder og tegner.

Det er ikke et billede af et barn, der hygger sig. Det er et bilede af et meget koncentreret barn, som er ked af det og frustreret over, at tegningen ikke bliver som hun gerne vil have det.

Tegningen her er en sol, men hun udbryder grædende: “Årh nej mor, det er ikke en sol, det er jo en bille!”

Mange gange har scenariet været at blyanten kastes hen af bordet og papiret krølles sammen. Og når hun lige er kommet sig, så begynder hun forfra.

Jeg tror, vi alle har set børn i den situation, og mon ikke vil som børn, alle har været der. “Dette kan ikke blive godt! Papiret krølles sammen og vi begynder forfra.

Som voksne tror jeg, at vi er mange, som har prøvet at være et sted i livet, hvor det føles ligesom den her tegning, der bare ikke vil blive til det, vi havde drømt om. Uanset hvad vi gør, så blive det bare ved med være noget skrammel.

2 af 6

Det kan ikke blive som vi havde drømt om. Lysten til at tage det hele, krølle det samme og betyde forfra, ligger lige under overfladen.

Vi er et sted, hvor vi ikke længere tror på, at det kan blive godt.
Det er ikke noget rart sted at være. Den gode nyhed er, at der efterlader Gud ikke et menneske alene.

For at givet et eksempel på det, hopper vi tilbage i tiden og ind i bibelens univers. Vi er i Lukasevangeliet kapitel 24 vers 13-25, så kan du finde historien, hvis du skulle få lyst til at læse den selv.

Vi møder to mænd, som har været tæt på Jesus. Det er på vej til en landsby, der hedde Emmaus, og det foregår på den måde, som det nu foregik på, de gik.

Når man går, så taler man så godt sammen. Og det gør de. Det som de taler om, er selvfølgelig alt det, som de har oplevet den senere tid.

På et tidspunkt har de mødt Jesus. De har hørt ham tale om sin himmelske far, Gud, der elsker menesker og som vil komme mennesker i møde i deres daglige liv. De har forstået, at Jesus med sit bud om næstekærlighed, sin radikale forståelse Guds forhold til menensker, ville revolutionere verden.

De har troet på den de så og hørte, og det har de gjort så meget, at de selv er begyndt et nyt liv, hvor de har sat alt ind på at efterleve det Jesus sagde.

3 af 6

De sidste tre dage har formodentlig været de værste i deres liv.

Nu går det der, og taler, bearbejder, og er frustrerede. For de havde sat alt de havde på, at Jesus ville give dem en ny start. Ikke bare dem personligt, men hele Israel.

Deres verden er sunket i grus, fordi de har oplevet at Jesus, af der egne præster, blev udleveret til romerne. De har set ham blive hånet og tortureret. De var der, da han døde på et kors og de har ganske givet været med da den døde jesus blev lagt i en grav.

Nu kommer der et menneske og går sammen med dem. Lukas lader os vide, at de ikke genkender den opstandne Jesus, som nu går sammen med dem. Deres øjne holdes til, siger Lukas.

Måske har de været så optaget af deres egen elendighed, at de slet ikke ville kunne rumme det. Jeg ved det ikke.
Men det bibelske billede står knivskarpt. Der hvor mennesker har det forfærdeligt, efterlades de ikke alene.

Hvad er det I går og taler om? Spørger Jesus.

Så fortæller de ellers, hvordan deres verden er brast i grus. Det er ikke blevet bedre af, at kvinderne tidligt i morges er kommet tilbage og har sagt at graven er tom. Der var engle som sagde til kvinderne, at Jesus lever igen.

Nu ved de stakkels mænd på vejen mod Emmaus ikke hvad de skal tænke eller tro. Tanken om at Jesus skulle være opstået, som han har sagt, han ville, er ikke til at

4 af 6

rumme. Det hele er for meget, og deres verden er sunket i grus.

Så taler Jesus ellers til dem, og det gær han i befriende direkte tale.

“I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profteren har talt.”1
Så fortæller jesus dem, hvordan alt det, der er sket med Jesus faktisk hænger sammen med alt det, de allerede har set og hørt. De hører, hvordan alt det der er sket, er en del af en større sammenhæng, og Gud har styr på det, de ikke kan overskue.

Da det bliver aften beder de Jesus om at blive hos dem. Det er for farligt at lade et andet menneske gå alene i mørket.

De sætter sig til måltidet og Jesus gjorde, som han havde gjort den sidste aften, hvor han var sammen med disciplene. Han tog brødet, takkede Gud for måltidet, brækkede brødet i stykker og rakte det til de to mænd.

Lige idet sekund indser de, at alt ikke er forbi, at en ny begyndelse er mulig.

I det øjeblik Jesus rækker ud til dem, forstår de hvem de er sammen med. I samme sekund, er han igen usynlig for dem.

1 Luk 24,25.

page4image60601856

5 af 6

De to mænd står overfor en ny begyndelse, der allerede gik i gang i de sekund, hvor Jesus i deres værste mørke og fortvivlelse, kom og slog følge med dem.

Når man er der, hvor man ikke kan se en nye begyndelse forude, er det ofte ved at ske, uden at man selv nødvendigvis kan se det.

De to mænd, der havde gået sammen med Jesus efterrationaliserer og spørger hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?”

Når de ser tilbage forstår de, at der var noget igang længe iden de selv forstod, da de stod i det. Jesus kom til dem og gik med dem. Dermed blev grundlaget for en ny begyndelse lagt.

I en hver tanke om kristen tro, ligger ideen om, at der hvor menensker er kørt fast, der hvor det hele ser sort ud, da er menensket ikke alene. Og det der for os er mørke, er for Gud lyst om dagen.2

I kraft af Guds nærver, vidnesbyrdet om Jesus opstandelse, ser vi at hans kærlighed er stærkere end alt andet i denne verden, selv døden. Ja, så må vi tro på, at en ny begyndelse altid er mulig.

Jeg mindes hele tiden om det, især i denne tid, hvor vi ser blomsterne skyde op af jorden, vintergækkerne der står så fint og foråret er på vej.

2 JF. Salme 139,12.

page5image60605376

6 af 6

Lyset er ved at vinde over mørket, og nu vinder varmen over kulden.

Alt det er for mig løfter om, at vi altid vil bliver givet en ny begyndelse fra den, Gud der i Bibelens sidste bog udbryder: “Se, jeg gør alting nyt!”3

Amen

page6image60604608

3 Åb 21,5.

 

Det handler om relation – ikke kun viden.

Tanken er, at det er i relationen mellem menesker, mellem Gud og menneske, vi for alvor kommer til at forstå kærlighed.

Den kan man ikke læse sig til, man er nødt til at turde udsætte sig for den. Det er blandt andet det man gør, når man går til gudstjeneste.

Jeg har forberedt en tale, der kredser om dette emne, med udgangspunkt i en tekst fra Matthæusevangeliets kapitel 5 vers 13-20, hvor Jesus siger til sine tilhørere, at de er verdens salt og verdens lys.

 

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen. Læg dog mærke til, at der næsten altid er lidt forskel på den forberedte skriftlige tale og den tale, som faktisk blev holdt under gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

 

 

Prædiken søndag d. 9. Februar 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 58,1-9 & Sl 112,1-10 & 1. Kor 2,1-12 & Matt 5,13-20.

Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord.

Man kunne tro, det var Jesus, som har sagt dette. Det kunne godt i indhold komme fra Jesus, men det tilskrives munken Frans af Assisi.

Ud fra eksempelvis missionsbefalingen i Matthæusevangeliet tror jeg roligt, vi kan gå ud fra, Jesus vil være helt enig. Vi kan som kristne roligt tilegne os det mindset, at vi hele tiden er i mission.

Dette skal ikke forståes på den måde, at vi pine død skal have folk til at tro på Jesus. Men det skal forstås på den måde, at vores levevis peger på Jesus, så andre i vores indbyrdes kærlighed og i vores kærlighed til verden, ser ham, som vi tror på.

De af os, der er optaget i medlemsskab i Metodistkirken har alle lovet, at vi vil leve et kristent liv, således at vore liv må drage andre til Kristus.1

At vi, hver i sær, ikke kun præsterne er forpligtede til på en eller anden måde at forkynde Kristus, ligger dybt i vores DNA.

1 Metodistkirkens Salmer & Sange. Kurér-Forlaget 2006, 875-877

page2image26363200

3 af 7

Jeg kan godt forstå, at man kan kigge på det med frygt og bæven og tænke: “Jeg skal knagme ikke være sådan en missionerende én” Jeg tror vi alle samme har mødt mennesker, som har været så forhippede på, at få os til at tro eller tænke på en bestemt måde, at de slet ikke var til at holde ud. Sådan vil vi ikke være.

Den gode nyhed er, at det skal vi heller ikke – på den måde.

Men I Matthæusevangeliet er der en klar opfordring og opfølgning fra saligprisningerne, som ligger foran, at det har sin pris at være discipel. Det kan koste at være en kristen.

Det kender jeg godt. Jeg møder da af og til mennesker, som synes, at jeg nærmest er smådum og naiv, fordi jeg har valgt at tro på, at Jesus er min frelser og Herre. For nu at bruge kirkens sprog fra optagelsesritualet.

Det sker da også at jeg i mødet med nye menensker, udenfor kirkelige sammenhænge, oplever at jeg mødes med reservation.

Det hjælper som regel, når vi har lært hinanden at kende.

Det har også lært mig, at uanset om vi siger noget eller ej, så kommer vi aldrig udenom, at vi repræsenterer den kristne tro.

Jesus siger I er jordens salt, I er verdens lys.

Vi ved, at smagen på vores mad, der mangler salt, er flad. Det er saltet, der pepper det hele op.

4 af 7

Omvendte kan saltet også bruges til konservering. Det kan få mad til at holde sig.
Iøvrigt kan vi ikke leve uden at få en vis mængde salt indenbords. Salt er altså livsvigtigt.

Jeg undrer mig over, at jesus siger, at saltet kan miste sin kraft. Mig bekendt er Natrium Klorid, salt og det kan ikke være andet.
Men der er den dybere mening med dette, og det kommer jeg tilbage til.

Lad os lige huske på, at vi er i Matthæusevangeliet, der som primær modtager har jøde-kristne.
Et jødisk verdensbillede er sådan, at det jødiske folk opfattede sig selv som den sidste rest af Guds folk, der hørte hjemme i det land, der er givet dem – Israel. På den måde har man opfattelsen af, at man kan lukke sig om sig selv, og at det er det mans skal.

Det verdensbillede bliver pulveriseret af jesus, når han siger: “I er JORDENS salt.”

Husk vi er i begyndelsen af Bjergprædiken, så Jesus er kun lige ved at lade op. Han er kun lige ved at sætte rammerne.

Allerede her rystes jøderne i deres grundvold. Men der er mere, hvor det kommer fra.

“I er verdens lys.” Nu er det ikke bare begrænset til jorden, nu er det verden. På græsk, kosmos. Det er helt uden grænser.

5 af 7

Lyset får os til at kunne se og finde vej. Lyset giver os tryghed, og Jesus kommer senere til at omtale sig selv som lyset.

Lysets natur er, at vi ikke begrænser det, ved at sætte det under en skæppe som teksten siger. Lys lader sig ikke sådan tæmme. Det er faktisk kun den danske Harvard forsker Lene Hau, som næsten kan det. Men også kun næsten.

I Jødiske tradition havde man den opfatelse, at Gud, Toraen, Det jødiske folk og enkeltpersoner kunne være lys i og for verden.2

Det er med baggrund i det, at Jesus siger. I er jordens salt, I er verdens lys.

Lys kan ikke sådan skjules. Der har garanteret været tidspunkter, hvor man har ønsket, at man kunne skjule lyset fra Jerusalem, så Israels fjender ikke kunne finde den.

En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules, og salt kan ikke miste sin kraft. Det lys, der kommer med Kristus kan ikke slukkes.

Men tanken bag dette er, at disciplene, og dermed vi, kun kan være lys og salt, hvis vores forhold til den himmelsk far er intakt.

Dermed kommer vi til det med relationer.

2Poul Nepper-Christeinsen: Matthæusevangeliet – en kommentar. Anis 1988. Side 67.

page5image26534528

6 af 7

For af os selv, og i os selv, kan vi ikke i længden være jordens salt og verdens lys.

Hvis vi, uden Gud, elsker sådan, som det fordres af os, så kan vi ikke i længden holde til det. Så er det, at salten mister sin kraft og at lyset brænder ud.

Salt, der har mistet sin kraft og lys, der er brændt ned. Det kan ikke bruges til noget.

Tanken er, at vi kommer med alt det Jesus giver. Vi er hans hænder og fødder i verden.

Det får sådan én som mig til at tænke, at så skal jeg vide noget om, hvad det handler om. Så jeg læser bibelen, og børger, sådan at jeg ved, hvad kristen tro handler om.

Og så forsøger jeg at formidle min viden.

Tro er ike kun viden, det er også en relation til Gud. Det kan man ikke kun læse sig til. Det er man nødt til at erfare sig til.

Man er nødt til at opleve det. Man er nødt til at sætte sig for Guds kærlighed.

Det er det der er på spil, når vi er sammen i kirken – og uden for kirken. Fællesskabet bærer på Guds kærlighed.

Det er det vi udsættes for i gudstjenestens dele, i stilheden, i ordets forkyndelse, i brødets brydelse, i sangen, i bønnen i stilheden, i børnekirken.

Det er her saltet får kraft, og lyset får energi.

7 af 7

Derfor kan vi kun elske og forkynde Guds kærlighed, om nødvendigt i ord, hvis vi også holder os til hos Gud, når vi har chancen for det.

I, nej vi, er jordens salt og verdens lys.

Lad os gå elskende ud i vores liv og hverdag, så andre gennem os, oplever den kærlighed, som kan forandre alt.

Amen.

 

Giv kampen et los bagi!

Vi skal se, hvad man oplever, hvis man er modig nok til at forlade sin komfortzone og lade sig lede af en stjerne. Thomas Risager taler om, hvad der kan ske, hvis man giver kamelen et los bagi.

PS. I Metodistkirken er vi god mod dyrene – også mod kameler.

Hør mere her:

 

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 5. januar 2019 – Helligtrekonger

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Es 60,1-6 & Salme 72,1-7,10-14 & Ef 3,1-12 & Matt 2,1-12.

Julen står ikke længere for døren, da vi er ved at komme igennem den. Men den er ikke overstået endnu.

Faktisk er det sådan i den ortodokse del af kristenheden, at det er nu det for alvor trækker op til julefejring. Der bruger man nemlig stadig den gregorianske kalender, om tilsiger, at julen falder d. 6. januar. Man er enig om at juledag er Jesu fødselsdag, men her fejrer man Jesu dåbsdag, som man regner med er omkring den 6. januar.

Måske skal jeg lige indskyde, at Jesus ikke blev døbt som barn, men som voksen. Han har formodentligt være omkring 30 år, da han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden.

Tilbage til Jesus fødsel.
Juleevangeliet læser vi fra Lukasevangeliet. Lukasevangeliet ved vi, eller også ved vi det nu, er et dobbeltværk, som hænger uløseligt sammen med Apostlenes gerninger.
Lukas indleder sin lange fortælling med at sige, at evangeliet er en gennemgang af historien, sådan så Theofilus kan få hele øjenvidneberetningen, som han allerede er undervist i, på skrift.

Lukasevangeliet stadfæster tiden efter den romerske besættelsesmagt. Det var fra kejseren, der udgik en betaling om en folketælling.

3 af 7

Det var mens Kvirinius var statholder i Syren… og så kender vi resten af historien, ellers er I velkomne igen den 24. december.

Nu hopper vi til Matthæusevangeliet, og lægger med det samme mærke til, at der er forskel. Her lyder det, at da Jesus var født i Betlehem i Kong Herodes dage.
Nu er det de jødiske magthavere, som tiden regnes efter. Og egenarten hos Matthæus er klar, her skrives der til jødekristne.

Det ses f.eks. tydeligt i bjergprædiken, hvor vi har de klassiske, I har hørt det er sagt, men jeg siger Jer. Alting hos Matthæus har en referencen til en jødisk forståelsesramme.

Derfor er det også så underligt, at Matthæusevangeliet faktisk har historien om de de tre vise mænd, der kommer fra en helt anden kultur og ikke mindst fra en anden tro. For hvis der er et skrift, som er centreret omkring de jødekristne, så er det Matthæus.

Ikke desto mindre er det her vi er. I den mest jødefokuserede evangeliefortælling om Jesus finder vi historien med de tre fremmede, som kom til Jesus.

De vise mænd, de hellige tre konger, de går under begge betegnelser. I det græske hedder de magoi… magere, så der er helt sikker noget mystisk ved dem. Sansynligvis har de besiddet viden indenfor både astrologi og astronomi. Disse vidensområder var ikke adskilte på Jesu tid, det er noget vi har fundet på i moderne tid.

Så ved vi om dem, at de har haft udsyn for andet end deres egen kultur og de har kendt profetierne om en

4 af 7

konge, som skulle fødes. Måske har de oven i købet kendt Esajas 60,61 siden de kommer med guld og røgelse.

De så stjernen fra deres hjemegn, og drog af sted. Det var modigt gjort, for en rejse på dette tidspunkt var kostbar og ikke mindst farlig. Der var ingen garantier for, at de kom tilbage.

Men dette var vigtigt, så de tog afsted. Så vigtigt at de var parate til at risikere livet, for at se hvad, eller rettere hvem, stjernen ledte dem frem til.

Jeg kan ikke vide, hvad der har ledt dig til kirke i dag. Måske et fremragende nyhedsbrev i fredags, som bare gjorde, at du måtte af sted. Men der er næppe med livet som indsats, at du er her.

Vismændende fik ikke et nyhedsbrev, men de så et lys i form af en stjerne på himlen, og den gjorde, at de bare måte afsted. Op på kamelerne, og så af sted.

De skulle se og tilbede jøderne nyfødte konge. Men han var ikke født på slottet, så da de bankede på der, mødte de en frustreret Herodes.

Der var ingen ny konge født hos ham. Han blev urolig, for han ville sidde på magten for enhver pris, og vi ved, at han satte gang i barnemordet i Betlehem, da vismændene snød ham og rejste hjem uden at give ham besked om, hvor barnet var.

1 Es 60,6: Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;

de forkynder Herrens pris.

page4image66185920

5 af 7
Vismændene oplevede at stjernen klart ledte dem.

Den flyttede sig på himlen og stod stille over huset, hvor Marie, Josef og Jesus var. Bemærk at Matthæus lader os vide, at mændene faldt på knæ og tilbad Jesus. Disse fremmede kom altså ikke bare som turister, der skulle tage den obligatoriske selfie, men de kom og tilbad, også selvom de langt fra var jøder – de var så fremmede, og religiøst urene, som man kunne være.

Egentlig er det tankevækkende at Maria og Josef lader dem komme i nærheden af deres barn. Men der har været en åbenhed for anderledes tænkende hos dem. Vismændene engagerede sig i historien om Gud, der ønsker at frelse verden.

Gaverne var der også. Guld, røgelse og myrra. Gaver, som ikke er typiske barselsgaver.
Her er tale om symbolske gaver, gaver som gives til kongelige.

Guld, røgelse og myrra bruges blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig.
Men guld, røgelse og myrra var især tidens og regionens kosteligste gaver, der sømmede sig som gaver fra tre konger/vismænd til et barn, der var noget helt særligt som de.

6 af 7

Der er god grund til at tro, at disse kostbare gaver finansierede familiens flugt – og ja, de var flygtninge – til Egypten, hvor Jesus levede sine første år.

Vi ved ikke meget om vismændene. Men intet menneske, der ikke er dybt berørt falder på knæ og tilbeder et spædbarn, med mindre man føler sig ansigt til ansigt med Gud.

Det tror jeg vismændene gjorde.

Da de, med deres baggrundsviden så stjernen lyse på himlen, da vidste de, at dette ville de for alt i verden ikke gå glip af. Det var så vigtigt for dem, at de var villige til at risikere livet for det.

Jeg synes, at vi her ved årets begyndelse kan lære af dem.

De ved, at det er vigtigt at følge stjernen, så de kaster sig på på kamelen, giver den et klask bagi og så går det ellers afsted.

De har en ide om, hvad de leder efter, men de ved det ikke, for når det handler om Gud, er der ingen som virkelig kan vide det, før vi står ansigt til ansigt.

Det fik de lov til. Og de faldt på knæ, og havde måske deres livs oplevelse.

De kom med deres kostbare orientalske gaver, som på mange måder var så forkerte i øjeblikket, men som måske var med til at gøre, at jesus overhovedet overlevede længe nok til at blive verdens frelser.

7 af 7

Så min udfordring er, at vi hver især kigger op og ud. Hvad er vores ledestjerne?

Jeg vil også udfordre til en tænkning, hvor tro er mere end hygge og menesker, man holder af at være sammen med. Jeg vil opfordre os til at tro, som gælder det livet, hvad det faktisk gør.

Til sidst vil jeg udtrykket mit håb om, at vi som kirke, menighed, enkeltpersoner tør følge vismændendes eksempel når vi ser stjernen.

Det er det eksempel, som siger op på kamelen og ud over stepperne.

Hvem ved, hvor vi ender, eller hvem vi kommer til at stå ansigt til ansigt med?

Amen.
Salme: O, Gud ske lov for håbet

Juleaften 2019

Julen er kommet og det er tid, at se på den mest forunderlige historie. Gud griber ind i historien, og lader sig føde som et lille barn i en stald i Betlehem.

Det er langt fra perfekt, men det forhindrer ikke englene i at synge, så det stadig giver ekko i verden.

Rigtig glædelig jul til dig.

 

Juleevangeliet, som Lukas skriver det i kapitel 2 vers 1-20:

Jesu fødsel

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der altid er lidt variation mellem det skrevne og det talte ord.

 

Talemanuskript i PDF-Format

 

Prædiken juleaften d. 24. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 2,1-20.

Hvor er det dejligt, at være samlet i kirken. Nu begynder julens fejring. Vi er, de fleste af os i alt fald, glade for at se hinanden igen.

Vi synger med på julesalmerne, som i år har fået lidt ekstra pep med musikken. Vi har lige hørt juleevangeliet læst op fra Lukasevangeliet. Det er præcis den samme historie, som sidste år, og forrige år, og det er den, der kommer igen næste år.

Mange har rejst for at nå frem. Nogle har endda krydset grænser for at komme til Odense. Fælles for os er, at vi er nået frem til et sted, hvor vi hører til.

På den måde har vi meget til fælles med Josef og Maria. De er også på rejse mod et sted, hvor de (Josef) hører til.

De fleste af os har selv valgt, at vi skulle komme hertil. Sådan var det ikke for Josef og Maria.

De havde fået en lodret ordre fra den romerske besættelsesmagt om, at de skulle tælles. Her var der ikke noget med nem-ID og computere, nej man måtte fysisk møde op i den by, hvor ens slægt kom fra.

Det var både dyrt, farligt og besværligt, når ens kone ovenikøbet var højgravid.

3 af 7

Josef og Maria når omsider frem til det sted, hvor de hører hjemme. Stedet, hvor folk ved, hvem man er. Stedet, hvor man kender historierne og forstår, hvorfor ting hænger sammen som de gør. Det er der, hvor man selv er kendt.

Det var sådan i Betlehem, at rigtigt mange følte, at det var stedet, hvor de havde hjemme. Derfor var de taget dertil for, at lade sig registrere og tælle.
Men selv dér, hvor Josef havde hjemme, var der faktisk ikke plads til ham og Maria, som mærkede i sin krop af fødslen nærmede sig.

Intet værelse hos slægtninge, intet hotelværelse, men et ly blandt dyrene i stalden, var der hvor den lille familie fandt et hjem, og hvor Maria fødte sin søn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe.

Det har været alt andet end optimalt. Uden at vide noget om, hvad Maria havde tænkt om sin fødsel, så er jeg ret sikker på, at det at føde sit barn i en stald, ikke har været en del af planen. Det er ikke videre Insta-worthy.

Men det er lige dér. Midt i det helt uperfekte, i halvmørket, i dyrenes aromaer, I josefs og Marias afmagt, at Gud lader sig føde.

Ude på markerne, var der menesker, som arbejdede i mørket. De passede dyrene og kunne se ind på lyset fra Betlehem, der summede af liv, fordi der var så mange mennesker på besøg. Der var, ligesom her, rigtigt mange, som ikke havde set hinanden længe, så gensynsglæden var stor.

4 af 7

Hyrderne havde det job, som ingen andre ville have. På mange måder var de helt udenfor det liv, der ellers udspillede sig i Betlehem. Der var ingen, der kom for at hilse på dem. De havde ingen glade gensyn.

Hyrderne var ligegyldige mennesker. Der var ingen, der regnede dem for noget. Faktisk var de så ligegyldige, at der ikke en gang var nogen, der gad at tælle dem.

Kejser Augustus holdt ellers folketælling i hele verden, men ikke en gang i den romerske folketælling talte de med i.

Når Gud bliver menneske, og på den måde griber ind i historien, så går det ikke stille for sig.
Hvor ville det da også være fjollet, at overøse denne verden med himmelsk kærlighed, uden at der blev sunget og forkyndt om det. For kærlighed har det jo med at blive virkeligt, og gå dybt, når der sættes ord på.

De ansigtsløse og navneløse hyrder, som var ligegyldige for folk, er alt andet end ligegyldige for Gud.

Pludselig står de ansigt til ansigt med Guds budbringer, en engel, der stråler på en sådan måde, at det tunge og kolde mørke omkring dem, må vige.

Englen beroliger dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”1

1 Lukas 2,10-12.

page4image15346944

5 af 7

Og så brød englekoret ellers ud i sang. Hyrderne oplevede: Håb, kuldegysninger, tro, kærlighed, tvivl, glæde, ja selv tårerne fik frit løb.

For da Gud blev menneske var det en kærlighedsytring, som denne verden aldrig har set mage til.

Det gik ikke stille for sig julenat i Betlehem. Faktisk gav det genlyd i hele verden, og ekkoet runger stadig mellem himmel og jord.

Frygt ikke, en stor glæde, for hele folket, en frelser….

Det er det ekko, der samler os, som får os til at tage af sted og drage mod det sted, hvor vi har hjemme.

Det er det, der får os til at standse op og forundres over historien om Jesus, der fødes i en stald i Betlehem.

Vi har brug for igen og igen, at blive mindet om, at Gud elsker os betingelsesløst.
For at det kan slå rod i vores liv er vi nødt til at sænke paraderne, at lade hjertets mure falde, og lytte.

For det lyder stadig i vores verden, at der er en stor glæde, som skal være for hele folket. At i dag er der født en frelser… og tegnet er et barn, der ligger i en krybbe.

Midt i en travl hverdag, hvor mange af os halser af sted, nogen gange med hovedet under armen og hjertet parkeret dybt inde i kroppen, forfalder vi i vores kultur gange ofte til den forestilling, at alt i livet er noget, vi skal gøre os fortjente til.

6 af 7

Vi lever i den vildfarelse, synes jeg, at alting skal være perfekt og fortjent. Derfor er det også kun vores allerbedste sider, vi viser frem i mødet med andre.

På den måde får vi skabt os et liv, hvor hegner os selv inde bag en mur af perfektion, hvor vi er meget nøje med, hvem der har adgang.

Julens historie er kærlighedens budskab om Gud, der blev menneske, og dermed viste en hel verden sin utrolige kærlighed. Han gør op med mørke, synd, elendighed, krig, håbløshed og erstatter det med lys, tilgivelse, glæde, fred og håb.

I en verden, hvor vi har mere travlt med at se modsætninger frem for fællesskaber, har vi rigtigt meget brug for det budskab. For det er et budskab, som nedbryder grænser, og som bygger mennesker op.

Gud har på en og samme gang den store verden i sin tanke, men samtidigt ser han også du og jeg.

Han er også en Gud, der har dig på sinde. Han elsker dig, og er også din Gud.
Her er vi altså nødt til at slippe ideen om, at vi skal gøre os fortjente, eller være perfekte, for at vi er værd at elske.

For Guds kærlighed er en gave, og en gave har man aldrig gjort sig fortjent til, for så var det ikke en gave.

Når Gud giver verden en gave – Jesus – så gives den ikke under et flot juletræ i et perfekt hjem, hvor der dufter af julemad.

7 af 7

Næ, Gud giver sig selv til menesker, som ganske vist hører til i Betlehem, men som forvises til en mørk og stinkende stald.
Gud offentliggør det ikke som et perfekt farveafstemt opslag på Instagram, men englene synger det ud til udstødte hyrder i mørket.

Guds kærlighed åbenbares i første omgang i det uperfekte, i det snavsede, blandt menensker, som ikke rigtigt tæller.

Det er ikke menensker, som har gjort sig fortjent, men det er menensker, som er. Mennesker som ikke gemmer sig bag ved alt det, som vi kan omgive os med i livet, og som nogen gange skaber en barrie for andre menesker og for Gud.

Guds trænger sig på i vores liv, og hvor er det godt at vi kan være sammen om det. For når vi er der, hvor vi hører hjemme, så kender folk os, og så behøver vi slet ikke at lade som om, vi har styr på det hele. Så kan vi trygt lade murene falde og slippe perfektheden og lade Gud komme til.

Den er god nok, Gud rækker også frem til dig! Rigtig glædelig jul.
Amen.

Salme: Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

 

Jesus er for stor en kamel at sluge på en gang.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os. For det, at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Jeg taler om Johannes Døberen, som baner vej for Jesus, og dermed hjælper mennesker med at forstå, hvad der er ved at ske. I små bidder. 

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 15. december 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 11,2-11

Som forældre skærmer vi nogen gange vores børn fra verden. Vi bestemmer, hvad de må se på TV, men glemmer i øvrigt at tjekke op på, hvad de ser på deres telefoner på Youtube.

Vi fortæller dem om verden, om dårlige og gode nyheder, på en måde, som vi mener passer til, hvad de kan rumme på deres udviklingstrin.

Sådan gør vi, når vi er bange for, at den fulde sandhed, vil vælte vores børns opfattelse af verden. Det er det, der sker, når vi vurderer, at de ikke er modne til at håndtere den fulde sandhed.

Selv om voksne har vi nogen gange brug for at få sandheden serveret lidt i etaper, så vi faktisk kan rumme den.
Egentlig er det et bibelsk princip, som Paulus anvender, der beskrives i 1. Korintherbrev: “Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu;”1

Det tror jeg imidlertid godt vi kan tåle, så nu går vi til historien om Johannes Døberen.

1 1. Kor. 3,1-2.

page2image26421376

3 af 7

Det er også en historie om at servere nyheder lidt af gangen, således at menensker kan rumme hele omfanget.

Adventstiden er, ligesom fastetiden op til påsken, en lang forberedelse, for at vi til fulde vil være i stand til at forstå, omfanget af, hvad Gud har gang i. Man kan sige, at det er Gud, der tager hensyn til os, for det at han i Jesus bliver menneske, er ganske enkelt for stor en kamel for os at sluge, hvis vi får den serveret i et stykke.

Adventstiden rummer profetierne fra Esajas, som minder os om, at Gud har set det folk, der vandrer i mørket og at vi skal se et stort lys.2 Gud vil gribe os.

I adventstiden mindes vi, hvordan Gud kom til os. Men samtidigt er det en forberedelses tid, som peger frem mod, at det vil ske igen. Det har vi brug for. Jeg længes efter det, for der er ingen tvivl om, at mørket findes i vores verden.

På årsdagen for krystalnatten, blev jødiske begravelsepladser vandaliseret. En jødisk familie fik sat en jude-stjerne på postkassen ved deres hjem. Antisemitismen viser sit grimme fjæs. Man kunne håbe, at vi i Europa havde lært af vores dystre fortid!

Statministeren bekendtgør, at syrienskrigere og deres børn intet har at gøre i Danmark. Siden hvornår er vi i Danmark begyndt at lade forældres synd gå i arv til uskyldige børn?

2 Es. 9,1.

page3image26386688

4 af 7

En mand helt uden moralsk kompas leder verdens supermagt. Man kunne tro, at det var et reality-show på TV, men ak, det er virkelighed.

I vort land stiger andelen af børn, der mistrives og kæmper med angst og ensomhed. Mange danske børn har oplevelsen af, at deres travle forældre, hverken ser eller hører dem.

Tilsyneladende er der også grobund for islamistisk terror i vort land. Mennesker slås med sygdom og døden er en realitet.

Det er let nok at få øje på mørket.

Men der er også lys.
Lyset er dog nødt til at komme gradvist, ellers blændes vi af det vi ser.

Johannes Døberens rolle er præcis, at pege på den Jesus, som kommer efter ham. At pege på lyset.

Det gør han ved forberede folk på, at Jesus er på vej. En af forberedelserne, som folk gør er, at blive døbt af ham i Jordanfloden til deres synders forladelse og til et nyt liv. Johannes er meget tydeligt. Der kommer en efter mig, siger han, som er stærkere end mig.3

Der var mange menensker, som var samlet omkring Johannes og levede sammen med ham ude i ørkenen, mens de ventede på Jesus. I dag ville vi nok have set på det, og omtalt det som noget sekterisk.

3 Matt 3,11.

page4image26585600

5 af 7

Johannes har været den stemme i samfundet og dermed har han også været en trussel mod magthaverne. Den slags menensker har man det stadig med, i nogle sammenhænge, at fængsle. Så der var Johannes Døberen havnet.

Han havde brugt sit liv på at forberede menensker på Jesus komme.

Men nu sidder han i fængslet og bliver i tvivl om, hvad det lige er, der sker omkring ham.

Vi ved godt at forventninger til Jesus var, at han ville brage ind i Jerusalem og smide romerne ud. Men han gjorde jo ikke helt som folk forventede. Det er som om, at på det her tidspunkt i Matthæusevangeliet, at der er sket et skifte i folks opfattelse af jesus. Det er som om, at nu begynder de kristiske røster at pippe frem.

Nu er Johannes også kommet i tvivl om, hvad det lige er, som sker.

Det må jo være frygteligt, når man som Johannes faktisk har haft en mission i livet, og så komme i tvivl om det hele.

Han sender to af sine disciple til Jesus og de spørger ham: “Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”4

4 Matt 11,3.

page5image26586560

6 af 7

Jesus kunne bare have sagt ja, og dermed givet Johannes fred i sindet.

Jesus tvister det hele, således at Johannes’ tvivl bliver til proklamation af Kristus.

Han siger til de to disciple: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser.
Hvad er det, de ser omkring Jesus?

Det er netop tegnene på, at Guds rige er kommet nær, at alting er vendt på hovedet. Nu ser de blinde.5 De døve hører. De spedalske bliver rene.6 De lamme går.7 De døde opstår8 og evangeliet forkyndes for fattige.9

Svaret er ja, Johannes, Guds riger kommet nær. Men det er ikke kun for dig, men for alle, som trænger.

Det er det, vi gennemlever her i adventstiden.

Vi hjælper hinanden med at få øje på de små tegn på, at Jesus er i verden.

For lyset er her også! Om kort tid vil vi atter opleve, at lyset trænger mørket tilbage, og dagene bliver længere. Det er et godt vidnesbyrd om, at lyset vinder frem, og at det altid vil være stærkere end mørket. Sandheden i dette

5 Matt 9,28-32. 6 Matt 8,1-4.
7 Matt 8,5-13. 8 Matt 8,1-4.

9 Matt 5,3-12

page6image26588096

7 af 7

minder Johannesevangeliet os om: “Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Joh.1,5.

Om lidt kommer tiden, hvor vi igen skal forkynde om Gud, der i Jesus blev menneske. Han, som er verdens lys, kommer til os. Mørket må vige, for “lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, er ved at komme ind i verden.” Joh.1,9.

Amen
Salme: Det er så mørkt omkring advent.

Syng en ny sang!

Velkommen til fantastisk, livsbekræftende og smittende gospel med Gospelkoret Nardus på søndag den 29. september kl. 17:00 – i dagens anledning med en helt særlig gæst: Nina Luna!

Nina Luna er en fantastisk dygtig sangerinde, korleder og sangskriver, som denne søndag lægger vejen forbi Odense for at arbejde med Nardus. Dagen rundes af med en gospelgudstjeneste, hvor vi viser, hvad vi har arbejdet med sammen med Nina – ligesom vi synger en masse godt fra vores normale repertoire.

Præst Thomas Risager vil tale om alle de steder i Bibelen hvor vi opfordres til at bryde ud i sang, og om hvad sang rent fysisk gør ved os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Som altid er der afvigelser mellem den skrevne tale fra forberedelsen, og den tale, som faktisk blev holdt i kirken.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 29. september 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 98,4-9a & Salme139.

Gospelgudstjeneste med Nardus – Lift up your voice

For tiden er der en del artikler, som cirkulerer rundt på de sociale medier. De handler alle om, hvor sundt og hvor godt det er for mennesker at synge.
Jeg lægger selvfølgelig mærke til dem, fordi jeg selv synger. Artiklerne siger entydigt, at fællessang sundt for mennesker. Måske skal jeg være retfærdig og sige, at det også gælder fællessang, som ikke er gospelmusik.

Når man synger sammen med en gruppe mennsker, så sker der en helt masse, som vi ikke umiddelbart kan se.

Vi kan selvfølgelig høre tonerne. Vi får kuldegysninger når harmonierne sidder lige i skabet. Rytmen får tag vores kroppe og smilene breder sig, lyset kommer frem i øjnene, også selvom man måske ikke lige har haft så meget at glæde sig over i den seneste tid.

Vi der synger i gospelkor har alle prøvet at slæbe sig hen i kirken mandag aften. Man orker faktisk ikke rigtigt, men ingen slæber sig herfra ved ti-tiden, når øvelsen er overstået. Folk svæver næsten ud ad døren, som engle, der er fulde af kærlighed, og gerne spreder det over hele Odense. Kig bare forbi Alexandragade en mandag aften ved 21.45 tiden.

Så hvis du er træt og trist,
er du altid velkommen i den kirke, som hedder noget med Metodist.

2 af 6

Det er alt det man kan se, men der sker en hel masse som vi ikke kan se. Det er netop noget at det, som vi kan læse om i artiklerne, som jeg nævnte til at begynde med.

Når mennesker synger sammen bygger det f.eks. fællesskab hurigere end, hvis man ikke synger.

Prøv en gang at tænke over det. Hver gang vi er sammen i store grupper, og der er noget at fejre. Hvad gør vi så? Ja, vi synger.
Vi synger på stadion, når fodboldlandsholdet vinder. Vi kan ikke så godt bruge OB som eksempel lige for tiden. Når vi er samlet til fester, så synger vi. Vi kan slet ikke lade være.

Nogen af de beste barndomsminder jeg har, var når min farmor og bedstefar samlede hele familien til fest. De havde 8 børn, min far havde mange søskende. Så vi var hurtigst over 100. Jeg har mange fætre og kusiner. Så mange, så jeg ikke rigtigt ved, hvor mange.

Mindet som står klart tilbage hos mig, er at vi sang. Det gjorde vi ikke i mit barndomshjem, men når vi var sammen alle sammen, så sang vi.

Noget af det, der sker indeni, når man synger sammen, og det har været gavnligt for en del af mine onkler, er at blodtrykket falder, hjerterytmen falder, og immunforsvaret styrkes. Lykkehormonerne frigives i blodet.

Alt dette er der videnskabeligt belæg for. At synge sammen er alså sundt.

3 af 6

Bibelen rummer en af de ældste salmesamlinger, som vi overhovedet kender til, nemlig den del af bibelen, som hedder Salmernes Bog.

Lad mig læse et eksempel:
For korlederen. Salme af David.

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.

Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,«

så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

4 af 6

Salmernes Bog gør præcis det, som salmer og sange gør i dag, nemlig at give udtryk for menneskers allerinderste længsler, tro, håb, følelser. Salmerne, både nutidens og datidens beskriver forholdet mellem Gud og mennesker.

Salmer og sange, der for alvor kommer under huden på os, gør det ofte, fordi de taler lige ind i vores liv. De sætter ord på noget af det, som vi ikke selv har været i stand til at udtrykke. De rammer os, og gør det ofte i nogle af de store udsving, som sker i vores liv.

Det er præcis derfor, at musik og sang får så stor betydning, når vi er ved livets markante begivenheder.

Sangene taler ekstra til os, når vi er glade, forelskede, i tvivl om det hele, og når vi har mistet.
Ofte udtrykker salmerne fra kiren og fra bibelen tro på en måde, som vi aldrig selv ville turde sige højt. Det er vigtigt at få sagt, at de sandelig også udtrykker tvivl og håbsløshed, ja ligefrem skæld ud på Gud.

Jeg er overbeviste om, at Guds skuldre er brede nok til at bære det. Jeg er også nødt til at sige, at hvis du er et sted i livet, hvor du skælder ud på Gud, så udtrykker du faktisk tro. For det er da en smule fjollet, at skælde ud i den blå luft.

Når vi skælder ud, udtrykker håbløshed, tro og tvivl gennem sang, så kan man sige, at vi låner ordene og gør dem til vores, når vi synger dem.
Når vi synger glemmer vi, hvad vi frygter andre vil tænke om os. Når vi synger er vi en del af en helhed, vi er i et

5 af 6

trygt fælleskab, hvor vi skaber musik sammen. Det er stort.

Når vi synger gospel eller salmer i kirken, så lagres ord om tro og håb og fortvivlelse indeni i os. Pludselig på en dag, hvor vi ikke kan bunde i livet, da kommer vi i tanke om noget, som vi sang en gang, som nu pludselig giver mening.

Når vi synger er det hjertesprog. Og hjertesprog har det med at gå dybt. Det bliver eksistentielt.

Der er ikke tilfældigt når der i Højskolesangbogen står: ““Så syng da Danmark, lad hjertet tale!”1

Det er så let, når livet bare drøner derud af, at helt glemme de stored, e de dybe tanker, længsler og tro.
Det er der helt enkelt ikke altid plads til. Men pludselig er vi i en situtation, hvor de trænger sig på, og så er det en uvurderlig gave, at have et hjertesprog, nogle sange, som sætter ord på det kaos, som vi kan opleve, at stå i, når livet er udfordrende.

Då er der jo lige den lille krølle, at gospelmusikkens tekster, mest af alt indeholder et budskab, om at uanset hvilke trængsler vi hænger fast i i livet, så er der en Gud, som elsker os og holder os i sin hånd, og holder sin hånd over os. Gud går med os. Det kan ikke altid forståes med hovedet, men det kan rummes i hjertet.

13. strofe fra “Den danske sang er en und blond pige”

page5image9281408

6 af 6

Det er derfor der er så meget fedt i at synge med, for så lagres det, indtil en dag, hvor det for alvor kommer til at give mening for os.

Så jeg vil sige, som metodismens gamle kirkefader John Wesley sagde det i sin instruktion til, hvordan der skulle synges:

“Syng frejdigt og med godt mod. Vogt dig for at synge
som var du halvdød
eller næsten faldet i søvn,

men opløft din stemme med kraft.”

John Wesley
Anvisning for salmer, 1761.

 

 

Følg Den Røde Tråd i Bibelen 4/4

I dag bindes der knude på den røde tråd, når Thomas Risager afslutter august måneds prædikenserie. Vi har i denne serie fulgt den røde tråd gennem Bibelen og set hvordan det gennemgående tema har været, at Gud vil mennesker godt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid vil være små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 25. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 14,1-14.
Den røde tråd 4/4

Så er vi nået til slutningen af vores prædikenserie “Følg den røde tråd i bibelen.

Vi har fastslået, at alt, vi læser skal forstås i lyset af det, vi ser i skabningen, nemlig at mennesket er villet og elsket af Gud.

Vi har set på, at den gamle pagt, som blev ingået mellem Abraham og Gud, var et udtryk for Guds omsorg for sit folk.
På vegne af hele folket indgik Abraham en aftale med Gud. Der var altså tale om en kollektiv pagtstanke.

Vi har set, hvordan der er en konstant udvikling i menneskets forståelse af Gud. Vi har hørt, hvordan Moses fik de ti bud, og ved at hele moseloven også er et udtryk for at folket forsøgte at leve op til sin andel af aftalen.

Senere kom pagtens ark til templet i Jerusalem og vi har konstateret at templet var centrum for tro. Her sørgede præsterne ved hjælp af ofre for, at menneskets forhold til Gud var i orden.

I sidste uge hørte vi, at Jesus, med de ting han sagde, med sin død og sin opstandelse, rystede posen.

Med jesus blev alting nyt.

2 af 6
Der rystede Gud for alvor posen.

Alting blev så nyt og så anderledes, at mange, og selv Jesu disciple, havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig.

Med Jesus blev alting virkeligt nyt.

Det er det, vi nu skal høre lidt om. Amanda vil læse en tekst fra Johannesevangeliet:

JOHANNES 14,1-14.
Jesus siger: “1Jeg er vejen, sandheden og livet;”

I mange år opfattede jeg det, som et udtryk, der udelukkede folk, frem for at inkludere dem. Dette gjorde jeg ikke mindst fordi næste sætning lyder: “ingen kommer til Faderen uden ved mig.”2

Imidlertid er det sådan, at læser man alt, hvad jesus siger i de fjorten vers, som Amanda læste, så er sammenhængen en helt anden. Så forstår jeg, at dette er sagt i kærlighed og med det stort ønske, om at disciplene og andre, måtte forstå og tro.

Noget af det, som er nyt er, at det med tro er langt mere enkelt, end vi mennesker har gjort det til.
Eller gør det til, for den sags skyld.
Tro er ikke kompliceret. Tro er enkelt. Det er ikke raketvidenskab – det er tro!

1 Joh 14,6a2 Joh 14,6b

page2image10030080

3 af 6

Jesus indleder med at udbryde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig!”3

Dette er Jesu ønske, at de dog bare kunne tro.

Så ruller Jesus ellers historien ud med, at han går i forvejen og gør en plads rede for dem.
Det kan synes, som en mærkelig historie, men her skal vi vide, at datidens mennesker var meget optaget af den del af troen, som har med livet efter livet at gøre.

Selvom det bestemt er en væsentlig dimension af al tro, også i dag, så synes vi nu her i kirken, at livet før døden, er temmeligt interesant.
Det er det vi skal fokusere på, mens vi er her. Det andet skal såmænd nok komme.

For Jesus er der ingen tvivl om, at for at disciplene skal kunne forstå livet nu, og kunne udleve troen, og kærlighedesbuddet4 nu, så må de vide og forstå, at der gennem troen på Jesus, er styr på al fremtid.

Dette sker også i lyset af, at jesus i princippet gør op med alt, hvad de ved om tro og om at holde de gamle jødiske love.

Forestil dig, hvordan vi ville reagere, hvis vi blev overbevist om, at alt hvad vi troede var sandhed, skulle er erstattes af noget andet.

Det er den situation, som disciplene står i.

3 Joh 14,1
4 Joh 13,31-35.

page3image10027200

4 af 6
Det vil ikke være let – heller ikke for os.

Det er utroligt vigtigt at forstå, at med Jesus blev alt anderledes.
Det er også derfor at meget i Det Nye Testamente virker så anderledes end nogle af de ting, vi læser i Det Gamle Testamente om Gud.

Når man følger den røde tråd i bibelen, ser man nemlig, at forholdet mellem Gud og mennesker er under konstant udvikling. Det er en ret vigtig pointe i hele denne prædikenserie, at man ser og forstår dette.

Det betyder også, at man skal være meget meget varsom med at tage eksempelvis bibelvers fra Det gamle testamente fuldstændigt bogstaveligt. Man skal simpelthen vide, hvad man har med at gøre.

Lad mig give et eksempel:
“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”5

Vil det gå i dag, at tage det bogstaveligt?

Nej, det ville det selvfølgelig ikke. Vi forstår nemlig, at dette er skrevet ind i en anden tid, og i en helt anden kulturel kontekst.

5 5. Mos 22,28.29.

page4image10029888

5 af 6

Så selvom det faktisk står i bibelen, så kan det ikke direkte overføres til Odense i 2019.

Der er en udvikling.
Al udvikling og forandring skaber uro, måske endda frygt. Hvis alt det vi kender forsvinder, hvad har vi så?

Vi ved, at nogle mennesker hellere holder fast i noget dysfunktionelt, fordi utrygheden ved at give slip er så stor, at det kan man ikke.

Det er det Jesus taler ind i, når han siger til dem, at han er vejen, sandheden og livet.

Underforstået, ham kender de jo. De har nærmest levet sammen med ham.

Så i virkeligeheden er det et forsøg på at gøre noget komplicere langt mere enkelt og trygt.

Den røde tråd ender ved, at vi ganske vist har en bibel, som vi bør studere, læse og lære af.
Men det vi for alvor skal forstå, er at det ikke kun er bogstaverne vi skal skal se på.

Vi skal se på Jesus. På hvad han sagde og havd han gjorde.
Og ikke mindst, så skal vi efterligne ham.

For det er i ham, at livet skal findes og leves.

Den røde tråd går fra skabelsen, over jødernes historie, gennem alt det Jesus sagde.

Den er viklet rundt om korset, som han døde på.

6 af 6

Den er indvævet i opstandelsen og går gennem både himmel og jord.
Endelig går det røde tråd også gennem både dit og mit liv, og der er uendelig værdi i, at kunne tage fat i den røde tråd og følge den.

Når vi gør det, vil vi opdage at Jesu virkelig er vejen, sandheden og livet.
Han har nemlig fat i den samme tråd, som du og jeg holder i.

Amen.