Gud sprænger alle forventinger
Prædiken søndag d. 24. december 2023.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Luk 2,1-20. Gud sprænger alle forventninger.
Mange af os har helt faste forventninger til, hvordan den perfekte jul ser ud.
Instagram svømmer over med influensernes bedste og mest smagfulde borddækninger, og kokkene har forklaret os alle sammen, hvordan flæskesværen og anden bliver intet mindre en perfekt, hvis man altså lige har den rigtige airfryer.
Vi har forventninger til, hvem vi gerne vil være sammen med. Hvordan dagens program skal være, hvilket slik der skal være i skålen senere, når Disneys jule-show sendes.
Der er forventinger til, hvordan tingene skal være i kirken i dag. Der er tanker om, hvilke sange og salmer, som skal synges, mens vi går kom juletræet i aften.
Det er måske endda forventninger til, hvordan vejret burde arte sig, og de færreste af os havde stormen Pia eller regnen i dag med i vores forventninger op mod jul.
Fordi vi lægger så utroligt meget energi i at gøre vores jul perfekt, skal der ikke så meget til, for at tingene bliver andreledes, end vi har forventet. Så kan der godt ske det, at små uforudsete hændelser kan få unødvendig status som kæmpeproblemer, der ødelægger vores jul. Det er en af udfordringerne ved forventningerne, at de kan låse os fast, så vi ikke ser de små fine mirakler og gode ting, som hører julen til.
Nu er julen her. Der er ikke mere at forberede, der er ikke mere at gøre.
Nu er vi her – og varmt velkommen skal du være.
Alt dette her juleri begynder langt herfra for langt tid siden.
Jeg tror, Josef – tømreren fra Nazareth, ham der var forlovet med Maria, mulighvis nok havde gjort sig nogle tanker om, hvordan det skulle være, når han en dag fandt hende han ville giftes med. Hende som familien på det tidspunkt fandt passende. Det havde han sikkert nogle forventninger til.
Jeg tænker, at Maria, den unge kvinde, havde gjort sig temmeligt mange flere tanker om, hvordan det skulle være, når hun en gang fik sin mand. Hvilket tøj, hvilket vejr, hvilken mad…. Hvis hun lever op til, i alt fald mine fordomme, så ville alt være gennemtænkt ned til den mindste detalje. Hun har sikkert haft mange forventninger.
Nu er der bare lige den lille detalje, at for at du og jeg kan fejre jul her i Odense, så måtte Gud blande sig i en ung jomfrus liv, nede i Nazareth for længe siden. Der er en stor sammenhæng.
Når Gud kommer nær ved mennesker, så er det mere reglen end undtagelsen, at livet herefter udfolder sig på en måde, som er anderledes end alle de forventninger, man måtte have. Maria og Josef er ingen undtagelse.
Maria havde aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle se en engel og da slet ikke, at englen Gabriel skulle sige til hende, at hun skule blive gravid, at Helligånden skulle være far til barnet, og at barnet skulle kaldes Guds søn og være konge til evig tid.
Det kan hun umuligt have forestillet sig. Men Maria stoler alligevel på det, hun hører, og siger de berømte ord: “se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord.”
Ligesom dele af Ukraine i dag er besat, så var Josefs og Marias land også besat. Den romerske besættelsesmagt havde sat gang i en folketælling. Der var ikke noget Mit ID og digital signatur, så alle måtte vende tilbage til der, hvor de kom fra og sige hej, nu vil jeg gerne betale skat.
(Den var jo ikke gået i Jylland.)
Så Josef måtte af sted. Der blev ikke taget hensyn til en gravid kvinde, eller en mand, som lige skulle sluge den kamel, at hans kommende kone var gravid og at han ikke lige var far til barnet, så op på pakæslet med Maria og af sted mod Betlehem det gik.
At vandre af sted mod et tvangsbesøg i Betlehem var bestemt ikke en del af planen eller noget Josef havde forventet sig, men her gik han.
Han havde nok også forventet, at der ville være plads til dem inde i byen, men det hjalp ikke en gang at have en gravid forlovet.
Desværre, ingen zimmer frei, så de måtte tage til takke med en stald i Betlehem.
Langt fra forventningerne, ikke sandt?
På det tidspunkt havde man længe vidst, troet og håbet på, at Gud en dag ville gribe ind i verdens gang. Der var gået mange år siden, man sidst havde tænkt, at alt var godt. Faktisk skulle man helt tilbage til Kong Davids tid for at finde en velsignet tid.
Enhver ville med drømmende øjne tale om de gode tider under kong David, hvor Gud passede på folket. Deres hukommelse var lang, for det lå faktisk tusind år tilbage.
I mellemtiden var der profetiske røster, fra Esajas, som spredte sig og som skabte en løbeild af forventning i folket.
Ord som: “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.
Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor…… For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. ….For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.
Der har i befolkningen været et udtalt håb og en stor forventning om, at Gud vill gribe ind i livet, ikke bare i menneskers liv, men i verdens liv.
Det håb og den forventning har eksisteret i århundreder, men fordi der ikke var andre steder end Gud, at rette håbet mod, da alt andet havde spillet fallit, så levede håbet stadig i folket.
Der var helt enkelt stor forventning til at Gud ville gribe ind.
Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Gud skulle gøre det gennem et lille barn, der fødes i en stald i Betlehem.
Ingens forventinger til Guds indgriben bliver mødt. Der er intet storhed, ingen guddommelig manifestation i stalden i Betlehem. Det er så langt ud, at det er helt vildt.
Det ville være så nemt at affeje det, for det kan umuligt være verdens frelser, i en krybbe i Betlehem af alle steder.
Men der er flere forventninger som brydes.
For ude på marken vogter hyrderne, som ingen regner for noget, fårene.
Lukasevangeliet fortæller os, at mørket blev brudt ved at Herrens herlighed strålede om hyrderne, mørket blev brudt af Guds lys, og hyrderne blev forståeligt nok bange.
Men englen, som står foran dem siger: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Så er der pludselig hær af engle som synger og takker Gud, for det som er sket i Betlhem.
Så det som ser ud af ingenting, får i gudsmødet på marken med hyrderne et himmelsk perspektiv.
Vi kender historien og ved, at hyrderne løber ind i til stalden i Betlehem. Og her bliver det dem, som ingen har forvetninger til, der får lov at blive de første som anerkender at Jesus er verdens frelser, ved at fortælle Joses og Maria, om englesangen på marken julenat.
Det var der ingen, som havde forventet.
Betydningen af det kan ikke undervurderes. Der er en hel verden som fejrer jul i disse timer.
Alene det viser, at det der begynder med et barn i en stald, er langt mere end vi kan forstå ellerhavde forventet. Gud har sprængt alle forventninger, og han vil gøre det igen.
For når det kommer til det enkelte meneskes tro, så kan man godt have sine egne forventinger, men man skal også vide, at Guds kærlighed er sådan, at forventninger sprænges i atomer, for Gud skyer ingen midler for at få mennesker i tale med sin nåde og kærlighed.
Som menneske kan man godt have forventinger til, hvordan det er med Gud, men med stor sandsynlighed vil vores forventinger ikke være store nok.
Jules mirakel er, at forventningerne vi må have til, hvad det skal betyde for os, at Gud blev menneske i stalden i Betlehem, aldrig kan række til.
Julens mirakel kunne ingen forvente. Man kan vel ikke tillade sig at forvente et mirakel? Men barnet er det mirakel, udover alle foreventninger.
Gud er så meget mere end vi nogensinde kan forvente, og i lyset af det, vil vi i dag ønske hinanden en glædelig jul.
Amen
Salme: Hvad er det, der gør jul til noget særligt