Thomas Risager

Læs eller hør talen fra aftenens gospelgudstjeneste med Gospelkoret Emmaus i Metodistkirken.

af

1 5

Prædiken søndag d. 27. april 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Thess 5,16-18 & Fil 4,4-7

Gospelgudstjeneste med Emmaus – Taknemmelighed

Måske kender du dig selv, eller én tæt på dig, i det

eksempel, som jeg kaster ud her, som indledning til en

tale om taknemmelighed.

Et menneske, som kan se på sit liv, hvor alt egentlig er i

orden.

Der er en familie, de er sunde og raske. Det går børnene

godt. Der er gode venner. Karrieren er helt acceptabel,

man bor et helt ok sted. Man kan altid ønske sig flere

penge, men det er faktisk okay.

Set i forhold til så mange andre, og især da hvis man

løfter blikket og ser til Ukraine eller Mellemøsten, så er

der jo ikke noget at klage over.

Men lykkelig er alligevel for stort et ord.

Den ene dag tager den anden og man er nærmest sådan

bare, ja ok altså.

Uden at vi skal have en samtale om det her, er det så

noget, vi kan genkende?

Jeg kan i perioder genkende det, og det sker, at der er

nogen der omtaler mig som en gammel sur mand.

Det er underligt, at vi mennesker har så let ved at vores

fokus fanges af det, som vi ikke synes er ok, og at detaf

2 5

kommer til at fylde utroligt meget, selvom alt omkring os,

faktisk er helt fint.

Her er taknemmelighed lidt langt væk, men så er man

ikke alene.

Det er altså meget menneskeligt.

Min tjeneste som præst i en global kirke bringer mig ofte

sammen med mennesker, som lever liv, der er radikalt

anderledes end mit.

Jeg har kollegaer alle mulige steder, og lad os bare sige

det sådan, at deres forhold er anderledes end mine.

Jeg er helt med på, at penge ikke er alt, men jeg har

kollegaer i Angola, som skal være meget tilfredse, hvis

det lykkes at få en månedsløn på $100.

Med al risiko for at generalisere og presse citronen for

hårdt, så er det sjældent de præster, jeg kender fra fattige

egne af verden, som brokker sig over tilværelsen. Det er

langt mere udbredt blandt mennesker, som har hverdage,

der ligner mine.

Måske er en af baggrundene her, at vi lever i et samfund,

så fyldt med diverse sikkerhedsnet og goder, at vi nemt

kommer til at se på mange ting i livet, eller selve livet, for

den sags skyld, som noget, vi har ret til – en rettighed!

De af os, der har prøvet at være meget syge, eller være i

ulykker, vi ved, at livet, vi har, kan forsvinde mellem

fingrene på os i løbet af et splitsekund.

Er livet en rettighed, som man har krav på, eller er det en

gave, som man kan være taknemmelig for?af

3 5

I teologiske kredse er tyskeren Albert Schweitzer ofte

tilskrevet følgende:

“Det er ikke lykken, der gør os taknemmelige, men

taknemmeligheden, der gør os lykkelige.”

Bliver vores gængse opfattelse af taknemmelighed ikke

vendt på hovedet her? Skal taknemmeligheden være en

forudsætning for lykken og ikke omvendt?

Taknemmelighed kommer vi aldrig til at føle overfor en

rettighed, men vi kan opleve det i forhold til en gave. I

forhold til noget, som sker uventet.

Hvordan mon vores opfattelse af livet og verden ville

være, hvis udgangspunktet var taknemmelighed?

Hvis vi startede med at sige til os selv, og måske endda

vores partner: “Jeg er taknemmelig for mit liv, jeg er

taknemmelig for dig!”

Hvad mon det vil gøre med vores opfattelse af

tilværelsen?

Jo, der sker meget ondt i verden, og det skal vi ikke

vende ryggen til.

Men hvad hvis vi så alt det gode, som også sker?

Der er vitterligt mange gode ting. Andelen af mennesker,

der lever i ekstrem fattigdom, er væsentligt reduceret.af

4 5

Vi bliver bedre til at behandle sygdomme, der er flere

mennesker, der lærer at læse og regne, … Og sådan kan

vi blive ved med at nævne positive udviklinger.

Der er egentlig en hel del at være taknemmelig for.

De fleste mennesker, uanset om man kalder sig troende,

beder til Gud, hvis vi presses nok. Jeg vil hævde, at det

er lige så menneskeligt, at vi får sendt en tanke til Gud,

eller hvad vi nu kalder ham eller hende, med tak, når

noget uventet fedt viser sig i vores liv.

Taknemmelighed viser os vej til Gud og forbinder os til

Gud.

De første kristne skilte sig ud ved at have

taknemmelighed som en livsform, og ikke kun en følelse.

Det kommer til udtryk i et af de allerførste bibelske

skrifter, hvor der står: “Vær altid glade, bed uophørligt,

sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med

jer i Kristus Jesus.” (1. Thess 5,16-18)

Hvordan kan det se ud i 2026?

Husk at sige tak! Ikke for at opføre os dannet, men for

ikke at gøre livet småt og os selv mindre.

Uden tak reducerer vi alting til selvfølgeligheder til

rettigheder.

Der er ikke langt fra det selvfølgelige til det ligegyldige.

Uden taknemmelighed bliver tilværelsen glædesløs, flad

og kynisk.

Tæl dine gaver: Kroppen, føden, vennerne, fuglesangen,

musikken, din elskede – at du overhovedet kan trække

vejret frit.5 5

af

Og husk så at sige Gud tak!

Taknemmeligheden er en livsform, og den

taknemmelighed kommer måske før følelsen af

taknemmelighed.

Og hvis Albert Schweitzer har ret, så kan

taknemmeligheden ligefrem føre til lykke.

Men det begynder alt sammnen med at sige tak under

alle forhold, som Thessalonikernbrevet opfordrede de

første kristne og os til.

Jeg tænker, at det er værd at prøve.

TAK

Amen

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Metodistkirken.

Prædiken søndag d. 19. april 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 51,1-6 & Salme 34,1-10 & 1. Pet 1,17-23 & Luk 24,13-35. 

Nyt perspektiv kan give ny tro.

I dag vil jeg sige lidt om perspektiver, som ændrer sig, når man flytter sig. 

Og jeg vil sige noget om, at en vandring ikke kun handler om at komme hurtigst muligt fra A til B. Men at der virkelig kan ske noget undervejs, hvis man ellers tager sig tid til at lægge mærke til det, og det er lige præcis noget af det, som vandringen til Emmaus handler om.

De af jer, som har været på kirkens intro-kurser, ved, at metodistisk teologi betoner, at livet sammen med Gud ikke er statisk, men at det er en proces – et liv i bevægelse. Man er på vandring gennem livet sammen med Gud. 

Den bevægelse – den vandring –  er noget af det, vi ser i denne beretning. 

Vi ved, at samme dag som Jesus er opstået, er to af disciplene på vej til en landsby, som ligger et stykke fra Jerusalem. De skal til Emmaus. Hvad de skal der, ved vi ikke.

Vi ved heller ikke meget om dem, udover at den ene af dem hedder Kleofas. De er altså ikke blandt de nærmeste disciple, måske er de i gruppen af de 70 eller 120 som omtales i Bibelen. 

Det er måske lidt af en lettelse for dem, at kunne gå ud af Jerusalem og vende alt det, de har oplevet, ryggen. 

Det er ikke mærkeligt, hvis de to mænd er chokerede med tanke på alt det, de havde set ske med Jesus. 

Nu går historien om, at kvinderne var gået ud til graven og havde fundet den tom. 

I Lukasevangeliets fremstilling af påskemorgen er der ikke nogen, der har mødt den opstandne Jesus – endnu!

Mens de går der på vejen og naturligt nok taler om alt det, der er sket, sker det utrolige, at den opstandne Jesus kommer og slår følge med dem.  

Lukas skriver, at deres øjne holdtes til, så de ikke kunne genkende ham.

Måske er det bare sådan, at det mirakuløse ike altid kan ses klart.

Der er et fint sjælesørgerisk aspekt i, at Jesus går sammen med dem. Ikke foran, ikke bagved, men sammen med. 

Det er Jesus, der lytter til dem. Jesus tager sig tid og lytter, mens de fortæller om det hele. 

Han lytter også, da de fortæller om det bristede håb, at Jesus ikke forløste Israel, som formuleringen er hos Lukas. Uden at vide det, at de faktisk siger til ham, at han svigtede. 

Så skal jeg love for at historien tager fart: “Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.”

Jesus satte det hele ind i den kontekst, som han så ofte havde gjort med sine disciple, og som de sikkert har gjort med de disciple, som ikke var blandt de tolv. 

Hvordan de to reagerer på dette ved vi ikke, for Lukas siger ikke noget om det. Men jeg bemærker, at de inviterer ham til at blive hos dem. De er fremme i Emmaus og mørket falder på. Det var sjældent godt at være alene i mørket. 

Jeg tænker også, at de har fornemmet et eller andet tilhørsforhold, som har fået dem til at sige: “Bliv her!” 

Da de har sat sig ved bordet, tager Jesus brødet, takker, bryder det og rækker det til dem. 

Da de ser hånden med et stykke brød rakt frem mod dem, da ser de. Da åbnede deres øjne sig og de genkendte ham, og så forsvandt han for dem igen. 

Det er helt sikkert et af de øjeblikke, hvor hvis ikke Jesus havde forberedt dem ved at udlægge skrifterne for dem, så ville de have sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var sket, for det var alligevel for vildt. 

Fordi de af Jesus havde fået baggrund, var der det nye perspektiv, at de turde tro og holde fast i, hvad de så. 

Deres efterrationalisering er så herlig: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

Det her fik dem til at drøne tilbage gennem mørket, som jo ikke har været ufarligt, tilbage til de elleve disciple for at fortælle dem det vilde, de havde oplevet på vejen og hvordan de havde genkendt ham, da han rakte brødet frem til dem. 

Dette er en fuldstændigt vild historie, og jeg elsker det i den, at det ikke er mennesker, som sidder i en synagoge eller i templet og taler sammen. 

Det er mennesker, almindelige mennesker som dig og mig, der er på vej. 

Jeg har det sådan, at når jeg er på vej, når jeg løber eller går, så glæder jeg mig over, hvordan alting forandrer sig hele tiden. 

Nogen af de dybeste samtaler, jeg har oplevet, mens man har været på vej, på gåben eller i løbeskoene. 

Det gør noget godt, at få skiftet den daglige udsigt, computerskærmen, rattet, tandlægestolen, tavlen eller hvad det nu er, ud med noget andet. 

Når jeg løber eller går, er det ofte, selvom det bestemt ikke er hensigten, at brikker falder på plads for mig. 

Der sker noget, når man er i bevægelse. Det smukke her er, at det er Jesus, som opsøger dem. Jeg har sagt det nogle gange i denne påske, men det er virkelig værd at bemærke, hvordan den opstandne Jesus opsøger mennesker. Mennesker bag låste døre, mennesker i haven, mennesker på vandring. 

Vi skal fokusere på beretninger som denne, for at udlægge skrifterne, så vi har et baggrundsperspektiv, og dermed et beredskab den dag, det er vores hjerter, som brænder i os, når og hvis vi får lov til at erfare, at vi ikke går alene. 

For det er en af påskens vigtigste proklamationer, at vi aldrig går alene, men at han kommer og slår følge med os, og det er et helt nyt og andet perspektiv på livet.  

Amen

Salme: 186 Jesus, som iblandt os står

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

Prædiken d. 12. april  2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2 Mos 15,1-18 & Salme 111 & 1. Pet 1,3-9 & Joh 20,19-31

Måske er du ligesom mange menensker, ligesom Thomas, et menneske, som kæmper indvendigt med at få opstandelsen til at give mening. 

Svaret, løsningen er ikke tro mere, kæmp mere, eller tag dig sammen.

Tro er ikke noget vi kan kæmpe os til. Det er en gave som vi kan modtage. 

Så hvis du er et mennesker, som kæmper med dette, et menneske, som selv synes, at tvivlen nogen gange er større end troen, så er der en mulighed, som baserer sig på tillid. 

Og det er Vent og Se! 

Det er nemlig også den forekommende nåde, vi ser udfolde sig i tiden efter opstandelsen. Det er Jesus som kommer til mennesker. Det er Jesus som opsøger. 

Derfor: Vent og se! 

Disciplene sidder bag lukkede døre.

De er bange.

Verden udenfor er blevet utryg.

Det, de troede på, er brudt sammen.

Og nu forsøger de at beskytte sig selv.

Vi kender det godt.

Man lukker døren. Ikke nødvendigvis fysisk – men indeni.

Man trækker sig lidt tilbage.

Holder lidt igen.

Beskytter sig mod det, der gør ondt.

Disciplene sidder bag lukkede døre – af frygt.

Og så står der noget helt afgørende:

Jesus kom og stod midt iblandt dem.

Ikke fordi de havde åbnet.

Ikke fordi de var klar.

Ikke fordi deres tro var stærk.

Men fordi han kommer. Jesu har initiativet. 

Det er opstandelsens kerne, at den opstandne kommer til os. 

Han er ikke afhængige af om vi har åbnet døren, om vi har lukket vores indre af. 

Han træder ind, hvor vi er. 

Og det første, han siger, er:

“Fred være med jer.”

Ikke en forklaring.

Ikke en bebrejdelse.

Ikke: “Hvorfor svigtede I?”

Men: fred.

Det er ikke bare en hilsen.

Det er en gave.

En virkelighed, han bringer med sig.

For disciplene er stadig i samme rum.

Den samme verden.

De samme trusler.

Men noget er forandret:

Jesus er der.

Så viser ham dem sine hænder og såret i sin side. 

Han bærer stadig sårene. 

Det betyder noget vigtigt:

Den opstandne ER den korsfæstede.

Det er den samme.

Gud frelser ikke uden om lidelsen – men gennem den.

Og måske er det også derfor, disciplene kan genkende ham. Ikke på herligheden. Men på sårene.

Der er en dyb trøst i det:

At vores egne sår ikke diskvalificerer os fra livet med Gud.

Måske er det netop dér, vi genkender ham.

Det er i alt fald, der vi har brug for ham, og ikke i al vores tilkæmpede pænhed. 

Så siger Jesus:

“Som Faderen har sendt mig, sender jeg jer.”

De, der sad og gemte sig, bliver sendt.

Ikke fordi de er blevet modige – men fordi de har mødt ham, været sammen med ham. 

Og så ånder han på dem.Det er næsten som en ny skabelse og som den kommede pinse. 

Som om Gud igen blæser liv ind i mennesket.

Påsken er ikke bare en afslutning. Det er en begyndelse.

⸻

Men én er ikke med.

Thomas.

Og da de andre fortæller ham, hvad de har oplevet, siger han:

“Hvis ikke jeg selv ser… hvis ikke jeg selv mærker… så vil jeg ikke tro.”

Thomas får ofte et dårligt ry. Men måske er han bare ærlig.  Han vil ikke nøjes med andres erfaringer. Han vil selv vide.

Og det er der noget genkendeligt i.

Tro er ikke altid let.

Nogle gange står vi netop der:

“Jeg vil gerne tro – men jeg kan ikke sådan bare.”

Og det er så dér, jeg siger: “Vent og se!”

⸻

Otte dage senere er de samlet igen.

Og denne gang er Thomas med.

Igen kommer Jesus.

Igen gennem lukkede døre.

Igen med ordene:

“Fred være med jer.”

Og så vender han sig direkte mod Thomas.

Han gentager hans egne ord.

Som om han har hørt dem hele tiden.

“Ræk din finger frem… se mine hænder…

ræk din hånd frem…”

Der er ingen afstand.

Ingen afvisning.

Kun invitation.

Jesus møder Thomas dér, hvor han er.

Ikke dér, hvor han burde være.

⸻

Og så kommer det store vendepunkt.

Thomas siger:

“Min Herre og min Gud!”

Ikke længere krav.

Ikke længere betingelser.

Men overgivelse.

Relation.

Tro.

Det er som om, han pludselig ser mere, end han bad om.

⸻

Og så siger Jesus noget, der rækker frem til os:

“Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Det er os.

Vi har ikke stået i det rum.

Vi har ikke rørt ved sårene.

Og alligevel kaldes vi til tro.

Ikke en tro, der bygger på beviser alene –

men på tillid.

På relation.

På vidnesbyrdet om, at Kristus lever.

⸻

Så hvad betyder det for os?

Måske først og fremmest dette:

At vores lukkede døre ikke er en hindring for Jesus.

Han kan træde ind alligevel.

At vores frygt ikke afviser ham.

Han møder os med fred.

At vores tvivl ikke diskvalificerer os.

Han tager den alvorligt.

Og at tro ikke begynder med vores styrke –

men med hans nærvær.

⸻

Måske sidder du selv bag en lukket dør i dag.

Noget, du holder tilbage.

Noget, der gør dig utryg.

Noget, du ikke helt kan få til at hænge sammen.

Så er budskabet i dag ikke:

Tag dig sammen. Tro mere.

Men:

Vent og se! Han kommer.

Og han siger:

Fred være med dig.

Og måske – stille, næsten umærkeligt –

kan der vokse en bekendelse frem:

Min Herre.

Min Gud.

Amen.

Salme: 186 Jesus, som iblandt os står

– talen fra Metodistkirken i Odense, påskedag 2026. Lyt eller læs talen her.

af

1 6

Prædiken påskedag d. 5. april 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 10,34-43 & Jer 31,1-16 & Salme

118,1-12,14-24 & Joh 20,1-18 & Matt 28,1-10

Denne er dagen, som Gud har gjort. Det er Gud, der har

oprejst Jesus fra de døde. Det kan intet menneske.

Det kan du ikke.

Det kan jeg ikke.

‘Det kan intet menneske.

Men intet er umuligt for Gud, end ikke dette.

Påskedagens mirakel sker før lyset bryder frem.

Det sker i mørket.

Det sker i lidelsen.

Det møder den afgrundsdybe håbløshed og opgivethed.

Der er der Gud med opstandelsen kommer disciplene,

alle tilhængerne og os i møde.

Palmesøndag, jublen og indtog i Jerusalem. Håbet

blomstrer. Det må have været fedt, som discipel at følge

efter Jesus ind i byen. Tænk at se, hvordan han og de

blev modtaget med sådan en jubel. Sådan en forventning

om noget nyt.

Mange mennesker ville tale med Jesus, mange ville

diskutere med ham, og disciplene og mange af

tilhængerne, herunder kvinder og børn, så ham og hørte

ham i de samtaler, hvor han malede en helt ny forståelse

af Gud frem.af

2 6

Så fik disciplene det privilegium, at være alene med ham

og fejre det jødiske påskemåltid med ham. Skærtorsdag

bliver en underlig aften, som de altid vil huske.

Jesus vaskede gudhjælpemig, havde jeg nær sagt, deres

fødder.

Han forklarede dem om, hvordan de skulle mindes ham,

hver gang de spiste af brødet og drak af vinen, præcis

som vi skal gøre det senere i gudstjenesten.

Stemningen bliver noget akavet, da Judas dypper sit

brød i vinen, og Jesus udpeger Judas som forræder. Der

bliver noget stille, da Judas stormer ud.

Dagen blev endnu mærkeligere, da Jesus blev taget til

fange af romerne.

Så er der dagen, de forsøger at glemme. Langfredagen,

som de ville ønske, at de aldrig havde oplevet.

Disciplene, kvinderne og alle følgerne har set alt det, der

skete med Jesus. De har set tortduren, ydmygelsen,

mærket folkemængdens foragt og blodrus. De har set

nogle af de mest entusiastiske fra palmsøndag, som

råbte Hosianna, nu spytter de efter Jesus.

Lydende af hammer mod nagler, da de klyngede ham op

på et kors. Nøj, hvor var de timer lange, indtil han endelig

fik fred.

Det er mennesker, som er mærkede for livet. De sørger,

undres, kæmper med at forstå. Ham, de havde troet på,

er død. Ham, der var deres drøm og håb for en ny

fremtid, er salvet, klædt i linned og lagt i en grav, hvor

stenen har blokeret indgangen for evigt.

Pilatus havde sikret graven med segl og sat bevæbnede

vagter ved graven.af

3 6

I dag vil man sikkert tale om traumer,

overbelastningskader og overveje PTSD hos alle dem,

som har været omkring Jesus.

Kort sagt, det mørke, de er i, er altomsluttende.

For det, som de har oplevet, har forandret dem for altid.

De bliver aldrig de samme mennesker.

Det er måske mere rigtigt, end vi kan forstå.

Påskedagens mirakel sker, før lyset bryder frem.

Det sker i mørket.

Det sker i lidelsen.

Det møder den afgrundsdybe håbløshed og opgivethed.

En af påskeberetningens vilde ting her hos Matthæus er,

at det allerede ER sket, da kvinderne i morgengryet går

ud mod graven for at våge.

Jesus er opstået.

Der kommer et kraftigt jordskælv, og Herrens engel

kommer ned fra himlen, træder hen og vælter stenen for

indgangen fra og sætter på den.

De store, stærke soldater, som Pilatus havde placeret

der, skælvede og stivnede af skræk.

Englen siger til kvinderne, for det er dem, der er i centrum

her: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den

korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han

har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer

hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.af

4 6

Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se

ham. Nu har jeg sagt jer det.”1

Det er utroligt komprimeret her. De af os, der har prøvet

at være i en krise, ved også, at det nok ikke er der, man

er bedst til at rumme ny information.

Kernen er:

• Englen.

• Frygt ikke

• Jesus er ikke her.

• Han ER opstået.

• Kom og se. Stenen er væltet for at I selv kan se det

• Gå til hans disciple og fortæl, at han er opstået fra de

døde.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med opstandelsen fra

dd døde. Jeg synes godt, at det kan være lidt svært at

rumme, fordi det strider mod, hvad vi fornuftmæssigt ved

om døden.

Vi bør have opvækkelsen af Lazarus in mente. Jesu ven,

som allerede stank, fordi han havde ligget i graven i fire

dage, kom vaklende ud af graven, da Jesus kaldte på

ham.

Kvinderne skynder sig af sted. Matthæus fortæller os, at

det er med frygt og stor glæde.

Angst, rædsel, ærefrygt kombineret med stor glæde. Der

er en fed kombination, Spændingen, mellem det

overvældende og det livgivende er reel. Er det sådan tro

er?

1

Matt 28,5-7.af

5 6

De sidste vers af påskeberetningen er utrolig vigtige.

Godmorgen lyder hans stemme til kvinderne, der er ramt

af frygt og stor glæde.

Det er ikke dem, der har fundet Jesus, men Jesus, der er

kommet dem i møde.

Det er en vigtig pointe. Inititativet er hos Jesus. Han vil, at

de skal se ham, at de skal møde ham.

De falder på knæ og tilbeder ham og omfavner hans

fødder.

Der går noget tabt i vores forståelse, hvis vi tænker

omfavner som at kramme hans fødder. Den korrekte

oversættelse fra græsk 2

er mere i retning af krampagtigt

at holde fast.

Det er der to ting i. Vi skal forstå, at Jesus er korpsligt

tilstede og kvinderne, og det tror jeg vil gælde for os alle,

hvis vi kom i situationen, ville gerne fastholde situationen,

fordi den er jo fuld af vished om, at det er sandt, at han er

opstået fra de døde.

De ved godt, at lige så snart de slipper, så spørger de sig

selv: “Skete det virkelig?”

Igen: “Frygt ikke. Gå hen og sig til mine brødre, at de skal

gå til Gallilæa. Dér skal de se mig!”3

Kvinderne får lov til at møde englen, de får lov at se den

tomme grav, de bliver sendt med besked om

2

3

ἐκράτησαν

Matt 28,10af

6 6

opstandelsen, de møder den opstandne, de bliver sendt

med besked.

Den besked forandrede alt. Den gik og går verden rundt.

Den besked er livgivende idet den for os i dag betyder, at

selv i det mørkeste mørke er der opstandelse.

Det betyder, at vi moderne mennesker, som gør hvad vi

kan for at fortrænge, at også vi skal dø, ikke behøver at

frygte.

Det gør, at vi kan rette ryggen, løfte blikket, tage en dyb

indånding og leve frit.

For i det, som for os ligner det ultimative tab, står den

optandne Jesus med udstrakte arme for at tage imod

enhver, som han rækker ud til.

Denne er dagen, som Gud har gjort. Det er Gud, der har

oprejst Jesus fra de døde. Det kan intet menneske.

Det kan du ikke.

Det kan jeg ikke.

‘Det kan intet menneske.

Men intet er umuligt for Gud, end ikke dette.

Glædelig påske

Salme 175 Påskeblomst, hvad vil du her?

Læs talen fra gudstjenesten søndag d. 29. marts 2026 fra hhv. Rønne og Odense Metodistkirke.

Talen blev ikke optaget, derfor findes den ikke som podcast.

af

1 6

Prædiken d. 29. marts 2026 – Palmesøndag.

Metodistkirken i Rønne. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 118,1-2,19-29 &Matt 21,1-11

Mit gæt er, at mange af os lavede det samme tirsdag

aften.

Vi så fjernsyn, tjekkede hjemmesider og holdt øje med

partiledernes sociale medier. Mit gæt er også, at jo yngre

vi er, jo mere af alt dette gjorde vi samtidig.

Jeg går temmelig meget op i politik, og en valgaften

opsluger mig totalt. Jeg var desværre ikke hjemme, men

sad på et hotel i Oslo og fulgte med på både computer,

telefon og iPad. Og ja, jeg har brevstemt.

Det blev en lang aften, og der var mange ting i den, som

fik mig til at tænke på Jerusalem og palmesøndag, og de

øvrige dage i påsken også.

De tv-billeder, som får mig til at tænke på bibelens

historie om palmesøndag, er partiledernes ankomst til

deres respektive valgfester. Der er så mange paralleller.

Alt, hvad der kan krybe og gå fra partierne, er samlet, for

dette vil man ikke gå glip af. Man er midt i en historisk

begivenhed, og man er så klar til at modtage sin

partileder.

Man er ventet med flag, skilte, valgplakater, mad og

drikke, og så ankommer partilederen under kæmpe jubel,

og forsamlingen brøler og jubler.

Troels er for lækker, Danmark har brug for en social

demokratisk regering… Det handler ikke om nogen, men

om noget….af

2 6

Det er jubelscener, det er håb om forandring, og alt bliver

udlagt som en sejr, for de stakkels partiledere skal sige

noget til deres partifæller, pressen og dermed til alle os

andre.

Video af Lars Løkkes ankomst

Det er nærmest én til én den situation, vi dumper ned i

fortællingen fra Matthæusevangeliet.

Jublen, glæden, forventningerne, kaosset er det samme.

Nu kommer han, som vi har ventet på.

Nu ser vi ham, som kommer og gør alting nyt.

Nu sker det.

Der blev råbt og skreget, fuldstændigt, som vi så det

forleden:

“Hosianna, Davids søn!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Hosianna i det højeste!”1

Hosianna har en stærk betydning. En bøn om frelse og

hjælp, som tages fra Salme 118,25.

Herre, frels dog!”

Samtidigt kommer råbet om velsignelse og taksigelse.

1

Matt 21,9 (Krydshenvisning:

Mark 11,1-11

Luk 19,28-40

Joh 12,12-19

Sl 118,25-26 148,1

Matt 23,39)af

3 6

Så dobbeltheden: Frels os – Tak for at du kommer med

velsignelsen.

Der kommer en dyb, dyb længsel og håb til udtryk her.

Man venter en forløsning, som man i grove træk har

ventet på siden Kong Davids riges fald 1000 år før dette

øjeblik.

Problemerne i samfundet er reelle, farisæernes og

sadukæernes “partiprogrammer og religøse svar” nyder

ikke troværdighed.

Samtidigt er landet jo besat af en brutal romersk

besættelsesmagt.

På den anden side har de gamle profeters forkyndelse

skabt en klangbund af håb blandt mennesker. Alle har

hørt om Jesus, om hans mirakler, om hans måde at tale

om Gud på, om hans radikale livsførelse, hvori han

vender alt på hovedet og løfter den udsatte frem. Det

giver håb.

Det er al denne forventning og håb, som er bygget op,

der finder sin forløsning, da han kommer ridende ind i

kaosset i Jerusalems smalle gader, hvor folket jublende

modtager ham.

Men hov, hvad er det dog? Er det et æsel, han sidder på?

Hvor er det besynderligt? Det er jo ikke sådan en konge

der kommer?

Der skal nok være skriftkloge mennesker i mængden,

som står og griner lidt i skægget, fordi de godt kender

profetien om Davidsrigets genoprettelse fra Zachariasaf

4 6

2

Bog , som forudsiger præcis denne mærkelige og på

mange måder uværdige ankomst.

Men for mange er dette langt væk fra den forventning, de

havde dannet sig et billede af i deres hoveder.

Der er ikke noget som at blive skuffet, når ens

forventninger ikke mødes. Det skal vi nok komme til at

se, når vores politikere skal til at sluge kameler på stribe

og trække i land på mange af de splittende ting, de har

sagt i valgkampens hede, når nu de bliver nødt til at

arbejde sammen med mennesker, de har sagt, at de ikke

vil være i stue med.

Uden at foregribe begivenhedernes gang i påsken. Så er

det min overbevisning, at mange af de jublende

mennesker havde en forventning om, at Jesus og måske

hans disciple ville tage et gevaldigt opgør med magten i

Jerusalem. Nogen havde helt sikkert forventet, at Jesus

ville have mobiliseret Jerusalems religøse og samlet dem

i en modstandsbevægelse, som havde taget kampen op

med magthaverne og besættelsesmagten, for profetierne

sagde jo, at en ny konge var på vej.

Vi ved i dag, at Jesus tager et opgør.

Vi forstår i dag, at Jesus gjorde det, som han havde lagt

op til i alt, hvad han har sagt.

2

Zak 9,9: “Bryd ud i jubel, Zions datter,

råb af fryd, Jerusalems datter!

Se, din konge kommer til dig,

retfærdig og sejrrig,

sagtmodig, ridende på et æsel,

på en æselhoppes føl.af

5 6

Vi tror i dag, uden at spolere påskens historie, at Jesu

lidelse, død på korset og ikke mindst hans opstandelse til

nyt liv, gjorde langt mere end noget oprør kunne have

gjort og havde effekt langt ud over tid og sted.

Jeg tror, at mange af dem, der jublende modtog, var

blandt dem, der stod og råbte korsfæst manden, da de fik

chancen for det.

Det mener jeg, fordi Jesus så markant gjorde og sagde

ting, om ikke passede ind i de forventninger, som den

jublende mængde havde.

Alt, der skete i påsken, er naturligvis i overensstemmelse

med Guds plan, så det er ikke tilfældigt.

Denne palmesøndag vil jeg tænke over, hvordan jeg mon

havde reageret i bevægelsen fra ekstatisk modtagelse

med høje forventninger til “Hvad laver han?”

Som kirke taler vi om, at vi her i sær kan have et

personligt forhold til Gud. Hele tanken bag det er

forekommende nåde, så det ikke er os, der skal finde

Gud, men os der skal indse, at vi er fundet, at Gud er

kommet til os.

Ikke så pompøst som i Jerusalem på Palmesøndag, men

3

i den sagte susen ….

Jeg tænker over, at mine forventninger til Gud og til

hvordan Gud er, måske kan komme til at stå i vejen for

mig selv, og for Gud, når han kommer til mig i mit liv.

3

JF 1. Kong 19,11-13af

6 6

Du og jeg, og mange af os har gået i kirke i mange år, vi

kan have al mulig viden om Gud, om Jesus og om

Helligånden.

Men vi kan ikke kontrollere, hvordan Gud bevæger sig i

verden, blandt os.

Et af vores politiske partier slår sig op på at sige, at det

ikke handler om nogen, men om noget.

Lige præcis med Jesus, som kommer til Jerusalem, til os,

der tror, jeg tror det forholder sig omvendt.

Der handler det ikke om noget, men om NOGEN.

Det handler om Jesus, som kommer og ikke hvad vi tror

vi ved.

Lad os have åbne sind, åbne herter og åbne døre, for der

kommer én ridende på et æsel.

Mattæus slutter sin beretning af med:

“Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen,

og folk spurgte: »Hvem er han?« og skarerne svarede:

»Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.”4

Det handel om HAM.

Amen

4

Matt 21,10-11.

Læs talen fra gudstjenesten søndag d. 22. marts i Strandby Metodistkirke. Talen blev ikke optaget og findes derfor ikke som podcast.

Prædiken søndag d. 22. marts 2026.

Metodistkirken i Strandby. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Ez 37,1-14 & Salme 130 & Rom 8,6-11 & Joh

11,1-45.

Fastetiden, hvor vi forebereder os til påskens komme,

nærmer sig sin afslutning. Vi tæller ned mod påsken,

ligesom, men ikke så tydeligt, som vi gør det i

adventstiden frem mod jul.

Advent og fastetid har den opgave at forebrede os de helt

afgørende historier, som hører jul og påske til. Historierne

om Gud og os kræver den opvarmning, så de ikke preller

af på os.

Jeg ved, at i her i Strandby, ligesom vi har i Odense, har

vi været igennem de samme tekster.

Så vi har gennem de sidste uger oplevet Jesus møde en

række mennesker, hvis liv forvandles i mødet med Ham.

Farisæeren Nikodemus, som i sin iver efter at gøre det

rigtigte, har svært ved at rumme at tro på, at han ved Ånden må fødes på ny. At frelse skulle være Guds værk.

Vi har mødt den samaritanske kvinde, hende der var så

udenfor, som man kan være, som Jesus fortæller om det

levende vand. Hun bliver en af de første, som kalder på

mennesker for at de skal møde Jesus. Og det var vel at

mærke mennesker, som ikke var inde i varmen.

Vi har oplevet Jesus smøre dynd – spyt og jord – i øjnene

på den blindfødte. Han, som ellers fornuftige mennesker

mente var blind, fordi han eller hans forældre var

syndere, kom til at se verdens lys.2 7

af

Alt samme er historier som peger frem mod Golgata og

påsken.

I dag er der historien om Jesu møde med Lazarus og

hans søstre, og den er ingen undtagelse. Den peger frem

mod Korset, mod Golgata, mod graven, hvor påskens

mirakler virkelig får frit spil og kalder på os til tro.

Du kender det sikkert, sætter dig foran fjernsynet og

tænder Netflix, så dukker der alle mulige trailere op. De

skal gøre dig nysgerrig og vække din lyst til at se mere

ved at klikke på det næste.

Det er det, som Johannesevangeliet har gang i her. Det

er en forfilm, hvor nysgerrigheden skal pirres og den

åndelige længsel vækkes.

Jeg vil sige, at potentialet er der, for der er fuld smæk i

denne fortælling.

Jesus har en ven, en ven som han elskede. Jesus er

involveret her. Lazarus er ikke bare en fremmed for ham.

Alligevel vælger Jesus at blive yderligere to dage, før han

går mod Betania.

Det er en voldsom ting, at få at vide, at ens ven er syg.

Det har mange af os prøvet med venner og familie. Det

gør ondt.

Hvorfor skynder Jesus sig ikke af sted? Vi har jo hørt

masser af historier om helbredelser.

Som sagt, så er der fuldt drama i luften her. Jesus ved

godt, at Lazarus er død. Hans planer rækker ud over ataf

3 7

besejre sygdom. Han vil vise sine disciple, og alle vi

andre, at livet vinder over døden.

Jesus sagde ligeud til dem: ”Lazarus er død. Og for jeres

skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må

komme til tro. Men lad os gå hen til ham.”1

Formålet bliver løftet op her, at I må komme til tro.

Da Jesus kommer frem, får han at vide, at Lazarus

allerede har ligget i graven i fire dage. Johanneevangeliet

sætter en tyk streg under, at manden er død. Det skal vi

ikke være i tvivl om.

Der er ikke noget at gøre her….. tilsyneladende.

Midt i vrimlen af jøder fra Jerusalem, som er kommet ud

for at sørge med dem, møder vi de to søstre, Marta og

Maria, som reagerer og udtrykker tro meget forskelligt.

Den ene kommer Jesus i møde, den anden venter

hjemme.

Marta er meget udfarende og udtryksfuld i sin tro, mens

Maria går mere stille med den.

Da de, hver for sig, står overfor Jesus, siger de nøjagtigt

det samme: “Herre, havde du været her, var min bror ikke

død.” 2

1

2

Joh 11,14-15

Joh 11,21 og 324 7

af

Marta fortsætter og udtrykker sin tro og tillid til Jesus, hun

ved, at Gud vil give Jesus, hvad han beder om.

Jesus svarer hende: “Din bror skal opstå!” 3

Marta er jo jøde, hun har den gængse jødiske opfattelse,

at han skal opstå en dag, på den yderste dag.

Det er ikke det, Jesus mener. For Jesus er opstandelsen

ikke fremtid, men nutid.

Den er ikke engang – den er nu!

Den er ikke i den kommende tid – den er nu!

Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på

mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og

tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”4

“Ja Herre, jeg tror, at du er Kristus”

Måske er der her, at det bliver tydeligt, at hun ikke forstår

opstandelsen, men hvem gør det?

Men hun ser HAM, forstår HAM og tror, at HAN er

Kristus. Det kan hun forstå, og det kan hun tro.

Søsteren – Maria – kommer ud og møder Jesus. Ødelagt

af sorg, falder hun til jorden foran Jesus. Hun siger

præcis det samme, som sin søster: “Herre, havde du

været her, var min bror ikke død.” 5

Der er ikke nogen stor dialog mellem de to, men da

Jesus oplever hendes og alle jødernes sorg, bliver han

stærk opbragt.

3

5

Joh 11,23

4

Joh 11,26-27

Joh 11,21 og 325 7

af

Marta fik en samtale, Maria fik nærvær og medfølelse.

Jesus er sammen med Maria i hendes fortvivlelse.

“Hvor har I lagt ham?” 6

Spørger han. “Kom og se, svarer

det. Johannes fortæller os, at Jesus brast i gråd!

Jesu medfølelse er ikke klinisk eller instrumentel, den er

ægte. Han græder med de grædende og sørger med

dem, som har mistet.

Vi er ikke færdige endnu, der sker mere, meget mere.

Da de står foran graven, befaler Jesus: “Tag stenen væk”

Marta, som han havde talt med om opstandelsen, kan

ikke se det skulle nytte. “Herre, han stinker allerede, han

ligger der jo på fjerde dag“ 7

Det her er for langt ude for Marta. Vi skal forstå, at det er

det, han stinker, med andre ord er han meget død.

Marta har udtrykt sin tro, sagt til Jesus Jeg tror, men dette

kan hun ikke tro.

Vi har set det andre steder i bibelen. f.eks., da faderen til

den dreng der er besat siger til Jesus, jeg tror, hjælp min

vantro. 8

Min beskedne forstand siger mig også, at nu er vi langt

ude, men jeg bliver klogere. Vi bliver klogere.

“Lzaraus, kom herud!”9

6

7

8

9

Joh 11,34

Joh 11,39

Mark 9,24

Joh 11,43af

6 7

Den døde, for det er jo det, det er, en død mand, som

kommer vaklende med strimler af linned viklet om

hænder og fødder og et klæde for ansigtet.

Siden jeg var en lille dreng, har jeg set dette bilede for

mig med manden, der kommer vaklende ud. Der er

virkelig liv i kludene her.

Vi ved ikke præcist, hvordan de reagerer. Noget tyder på,

at de står og kigger og ikke helt ved, hvad de skal tænke

og tro.

Jeg forstår dem.

Jesus siger til dem, til fællesskabet: “Løs ham og lad ham

gå!”10

Det er fællesskabet, som skal slippe ham løs ind i livet

igen.

Hold nu fast en historie.

Nu vil jeg ikke spoile for meget af påskedag. Men et er, at

Jesus kan opstå fra de døde. Jeg mener… han er jo

Jesus.

Men at Lazarus, altså en helt helt almindelig mand, som

dig og mig, kan også det, er jo vildt – helt vildt.

Det er der håbet lever, for vi er jo helt almindelige

mennesker.

10

Joh 11,447 7

af

Budskabet er, at den, der tror på Jesus, skal leve, om

han end dør.

Jeg vil mene, at vi ikke behøver at forstå opstandelsen

for at tro på den, for at håbe på den for alle dem, som vi

savner, og for os selv.

Dette er kernestof i den kristne tro, at livet sammen med

Jesus er meget mere end livet.

Udgangspunktet for al kristen tro er påsken, det er Jesu

tomme grav.

I dag har vi fået et prewiev med historien om Lazarus,

som forhåbentlig har pirret vores nysgerrighed og vækket

vores tro. Sådan at vi er klar og tuner ind, når det bliver

påske.

For det er jo ham, det handler om, ham vi kan tro på,

ham i hvis hænder vi trygt kan lægge vores liv og vores

død. Det er ham, som siger:

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal

leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på

mig, skal aldrig i evighed dø.Tror du det?”11

Amen.

Salme: Jeg kan se en fremtid dybt i dine øjne.

11

Joh 11,26-27

Hør eller læs talen fra dagens gospelgudstjeneste i Odense Metodistkirke. Pastor Thomas Risager taler ud fra Esajas Bog 6,1-8.

af 1 6

Prædiken søndag d. 15. marts 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 6,1-8 & Rom 5,3-5 & Rom 8,24-25

Der er håb

Esajas 6,1-8:

Esajas kaldes til profet

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt

ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod

omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to

skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og

med de to fløj de. De råbte til hinanden:

»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,

hele jorden er fuld af hans herlighed!«

Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes

med røg.

Da sagde jeg:

»Ve mig, det er ude med mig,

for jeg er en mand med urene læber,

jeg bor i et folk med urene læber,

og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«

Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han

et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret

med en tang. Han berørte min mund og sagde:

»Nu har dette rørt dine læber,

din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«

Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem

vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!«af 2 6

Hvor er vi heldige og priviligerede, at vi lever i en del af

verden, hvor vi har fire valg. Hvor menensker, almindelige

menensker, tør sige : “Her er jeg, send mig!” Jeg tror, jeg

kan gøre en forskel.

Vi er mildt i en valg kamp om vores stemmer. Shout out til

modige menesker, som tør stå frem og stå ved, hvad de

mener.

Sådan som verden ser ud, så mener jeg, at de er store

krav til vore politikere, ikke bar politisk, men også

menneskeligt.

Det betyder, at jeg ser meget mere end jeg plejer på

menesket. Har det parti, jeg overvejer at stemme på,

politikere, som er ordentlige mennesker, er redelige og

troværdige? Er de menensker jeg kan lægge mit håb hos.

I vor tid, i vores konfliktfyldte tid, er der helt klart politikere

– verdensledere – som svigter ikke bare deres egne

vælgere, men hele verden.

Både det politiske og hvem der er ordentlige mennesker,

er vi ikke enige om. Det skal vi heller ikke være.

Det er netop skønheden ved et velfungerende demokrati,

at vi hver i sær skal danne os vores egen mening, og

sætte vores kryds ud fra det.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi alle sammen

drømmer om og længes efter en verden, der ser

anderledes ud, end den gør lige nu.

Jeg skal spare jer for opremsningen af alt det, som er

tosset. Vi har alle lange lister.af 3 6

Der er forskellige måder at forholde sig til verden,

valgkampen og alt det andet.

Nogen siger: “Trods alt det, der sker, så er jeg optimist!”

Andre taler om håb. Jeg håber på en bedre fremtid,

Det kan lyde som to sider af den samme sag, men jeg vil

hævde, at det er milevidt fra hinanden. Der er en verden

til forskel!

Hvor optimisme er individuelt, er håb kollektivt.

Hvor optimisme er passivt, er håb aktivt.

Håb rummer i sig et guddommeligt kald, en udfordring – til

ikke blot at beskrive en fremtid, som er bedre end

nutiden, og så sætte sig og vente på, at den fine fremtid

´dukker op i horisonten. Nej, Håbet beskriver en bedre

verden, og når vi siger, vi håber på det, vi ikke kan se,

som Paulus siger i Romerbrevet, så forpligter håbet os til

handling.

For når vi håber, så ser vi de små bitte skridt, der kan

gøre verden til et bedre sted og opfylde håbet. Når vi er

håbe-mennesker, så tager vi hænderne op af lommen og

udnytter ventertiden med at gøre alt det, vi kan med dem,

vi er, og med det, vi har.

Håb er altid aktiv venten, mens optimisme blot er

ventetid.af 4 6

Helle Joof taler i sin geniale nytårstale i 2025 om

håbemennesker.1

Hun siger: “- Møder du en håbemenneske, så hold fast i

hendes frakkeskøder – for uden håbet er vi fortabte.

Håbemennesket er den, som altid har håb til overs til

andre, så de håbsløse også kan få lidt håb.

Håbet lever altid i mørket

Håbet er altid i det fortvivlende og i den fortvivlede

Håbet ser lyset i mørket

Håbet lever, hvor ingen tror det muligt.

Håbet bor i helt almindelige mennesker som dig og mig.

Håbet har brug for at mennesker bærer det frem.

Nogle gange er det hårdt at håbe. At håbe er altid noget

vi gør på trods.

Håb har altid en trosfaktor, for vi kan ikke vide om håbet

går i opfyldelse, men vi kan tro det.

Det er hårdt at håbe i modgangstider.

Fristelsen til at falde i ligegyldighed eller kynisme, er reel

for os alle sammen.

Man kan stikke hovedet i busken og vente på det går

over eller man kan håbe….. Jeg ved godt, hvad der

kræver mest styrke, men jeg ved også hvad der kan

forandre …

Fra De fortabte spillemænd af Villiam Heinesen. Helle Joof´s 1

nytårstale DR Deadline januar 2025.af 5 6

Håb har givet mennesker styrke til at udholde det

umenneskelige. Håbet insisterer på at lyset vinder. Håbet

udfolder sig i Ukraines skyttegrave.

Gospelmusikken er håbets musik. Den har givet slaverne

håbet om frihed. Den har givet udholdenhed til

undertrykte sorte i USA og i Sydafrika. Håbet har lagt arm

med systemisk racisme.

Håbet lever…..

Der er os – du og jeg – som bærer håbet …

Nu vil jeg de sidste to minutter og 45 sekunder invitere jer

til at lytte på en prædikant, som ikke er præst, men som

er en af de dygtigste prædikanter og talere i denne

verden.

Vi behøver ikke være enige om, hvor fantastisk han er.

Det er der helt sikkert delte meninger om.

For mig er han et håbemenneske, der løfter håbet og

drømmen om en lysere fremtid op.

Vi skal til gudstjeneste. Vi er til begravelse i Chigago,

USA.

Borgerrettighedsforkæmperen, præsidentkandidaten og

præsten Jesse Jackson er død. Han har om nogen løftet

håbet for lige vilkår for afroamerikanerne i USA.

Han har stået på arven fra Martin Luther King. Han har

prædiket tro og håb, han har talt håbet op politisk, og han

har levet håbet selv med sin aktivisme.af 6 6

Her er lidt mere prædiken, for det er det, som det er.

Prædikanten er Barack Obama, som opfordrer til at holde

fast i håbet.

…

Lad os bære håbet ud i verden

Las os insistere på at håbe for en bedre verden

Lad håbet få os til at turde gøre det, vi kan.

Må Gud give os modet til at sige: Her er jeg, send mig!

Amen.

Sang: Du spør mig om håbet.

Hør talen fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 8. marts. Thomas Risager taler med udgangspunkt i Johannesevangeliet kapitel 4 vers 5-42 om Jesu møde med den samaritanske kvinde.

Prædiken søndag d. 8. marts 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 17,1-17 & Salme 95 & Rom 5,1-11 & Joh 4,5-42.

En kvinde og en mand! Sådan kan en indledning til enhver god historie være.  

Så ved vi, at historien lever, og alt kan ske. Nyt liv kan skabes! 

Det gør der også her i begyndelsen af Johannes evangeliet, hvor vi finder historien om Jesu møde med en samaritansk kvinde. 

Det er jo kvindernes kampdag i dag, så selvfølgelig kommer kvinden i centrum. Det var hun dog kommet alligevel, for historien centrerer sig om hende, der går derfra med nyt liv.

Her ser vi én af bibelens historier, som viser os, at Guds nåde og Guds kærlighed i sit væsen er grænseoverskridende.

Grænseoverskridende er som regel problematisk, og det er det også for nogle, af de, som har hørt denne historie, mens den for andre bliver en historie om, at grænseoverskridelserne betyder, at Guds nåde er inkluderende på en måde, som de fleste ikke havde fantasi til at forestille sig. 

Moralske, kulturelle og geografiske grænser overskrides, og Guds kærlighed får lov til at sprede sig fra en brønd og ud i Samaria. 

Dette er helt nyt og begyndelsen på, hvordan kristentro spreder sig ud over hele verden. 

Men tiltage til manden og kvinden, Jesus og den samaritanske kvinde. 

Jesus skal fra Judæa i Syd til Gallilæa i Nord. Den direkte vej er gennem Samaria, men de fleste jøder bevæger sig ikke gennem Samaria, men går udenom. 

Ca. 700 år før Jesus erobrede Assyrerne det nordlige Israel, og mange jøder blev deporteret. Resultatet blev, at man fik en blandet befolkning, som i alt fald jøderne fra Jerusalem og egnene mod syd betragtede som egentligt urene. 

Den samaritanske udgave af jødedommen afvej også fra den Jerusalem-centrerede jødedom. Bl.a. mente samaritanerne, at Gud ikke skulle tilbedes i Jerusalem, men på bjerget Garizim.  

Vi ser også samaritaner i i hvert fald to beretninger i Det Nye Testamente, som jeg kan komme i tanke om, nemlig historien om manden, der bliver overfaldet og reddes af den barmhjertige Samaritanersamt historien om helbredelsen af de ti spredalske, hvoraf kun én vender tilbage for at takke Jesus. Han var samaritaner.

For nogle har det været en ganske provokerende tanke, at mennesker, som var samaritanere, ikke “rigtige” jøder, kunne handle næstekærligt og korrekt. 

For det var så meget i modstrid med det ry, som samaritaner havde fået. 

Men de får først et føl på tværs nu, for det bliver endnu værre, for Jesus bryder alle regler.

Han taler med en samaritansk kvinde. Det vil sige, at der er hele to ting galt her. En jøde, som taler med en samaritaner, en mand, som taler med en kvinde. 

Begge dele er helt uhørt. 

Mit gæt vil være, at allerede her vil der være mange, som ikke gad høre mere, for dette er for skørt. 

Jesus hviler sig ved Sykars brønd, da en kvinde kommer ud for at hente vand. “Giv mig noget at drikke?” siger han til hende. Måske ikke videre høfligt, men det er ikke det, som kvinden reagerer på. Hun reagerer netop på, at han er jøde og taler til hende.  

Hun er vant til, at jøder, i bedste fald, bare ignorerer hende. 

Men Jesus ser hende og taler til hende. Han lader hende forstå, at det vand, han vil give hende at drikke, er det levende vand. Det vand, der vil være en kilde til evigt liv i hende. 

Jesus sætter altså en samaritansk kvinde i evigheden i udsigt. Dette er uhørt. Man kan ikke love sådan én en plads i Guds rige. 

Alle gode historier har en tvist. Denne er igen en undtagelse.
Hent din mand, siger Jesus til hende. 

“Jeg har ingen mand!” siger kvinden. 

Så fortæller Jesus hende ellers, at hun har haft fem mænd, og ham. Hun har nu, er ikke hendes endelige mand. 

Der skal nok være nogen, som opfatter en fordømmelse i den dialog. Det er jeg ikke overbevist om; jeg læser det blot som en konstaterende, og som en trædesten til at komme vildere til det næste store vauw i historien. 

Kvinden oplever sig heller ikke fordømt, men set og forstået. Hun fatter, at manden, hun sidder sammen med, er mere, end hun kan se med det blotte øje og mere end hun kan forstå med sin forstand. 

Men hun ved, at der er noget med ham. Da hun har fortalt ham om Kristus, som de venter på, siger han: “Det er mig, der taler til dig!”

Sikke et øjenblik. Klar tale, som vi alle sammen kunne drømme om. 

Tænk at få lov til at være ansigt til ansigt med Jesus, og høre ham sige de ord: “Det er mig!” 

Lidt ligesom med disciplene, der bare lader fiskenet og både ligge og følger efter Jesus, da han kalder dem til det, så lader kvinden sin vandkrukke stå og går ind i byen og fortæller, hvad hun har oplevet. 

Hun siger: “Måske er det Kristus!”

Jeg lægger mærke til ordet “måske”.

Efter den åbenbaring, er hun så virkelig selv i tvivl? 

Det kan jeg næsten ikke tro, men jeg tror hun har en stærk fornemmelse af, at mennesker ikke bryder sig om, at få at vide, hvad de skal tro på, eller hvordan. 

Samaritanerne har ikke hørt på andet, så hun præsenterer dem for, at manden ved brønden kan være Jesus, og så må de selv gå ud og se og beslutte sig for, hvad de tror. 

Der er mange, som tror, at manden der taler med kvinden, er Kristus. 

Når mennesker kommer til tro på Kristus, kan de ikke holde mund med det, så de snakker om det til alle, der bare ser ud som om de lytter, og på den måde. I Samaria lytter mennesker, og her i begyndelsen af Johannesevangeliet får vi en historie om en kvinde og en mand, der kommer til at betyde, at det for mange utænkelige sker, at evangeliet om Jesus spreder sig blandt de mennesker og ind i den egn, som mange foragter. 

Det er et nybrud, og det er helt vildt. 

Derfor er historien her også en historie til alle, som måske ikke føler sig helt inde i varmen i tro og kirkefællesskab, mennesker, som oplever sig på kanten. 

For Jesus er du centrum. 

Amen

Salme 445 Du satte dig selv i de nederstes sted.

Hør eller læs talen fra gudstjenesten fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 1. marts 2026.

af

1 6

Prædiken søndag d. 1. marts 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 12,1-4 & Salme 121 & Rom 4,1-5,13-17

& Joh 3,1-17.

I USA er det ikke ualmindeligt at omtale sig selv som

“born again Christian.”

Det gjorde f.eks. den tidligere præsident George Busch,

der i øvrigt er medlem af The United Methodist Church.

Jeg har til dato tilgode at møde en dansker, som omtaler

sig selv som genfødt kristen.

Da Nikodemus står overfor Jesus, triller øjenene rundt i

hovedet på ham, da Jesus fortæller ham, at han må

fødes på ny.

Jeg forstår, at Nikodemus ser det ganske bogstaveligt,

som en kropslig genfødsel. Et menneske kan da ikke for

anden gang komme ind i sin moders liv og fødes på ny,

som han konstaterer.

Hvis det er det, det handler om, så er der da et par ting

med mit korpus, som jeg gerne ser genfødt.

Men det er ikke helt det Jesus siger, han taler om en

åndelig genfødsel.

Det samme ser man mange gange underbygget hos

Paulus, som taler om at mennesker ved ro forvandles iaf

2 6

en sådan grad, at de får nyt liv. De er ikke længere den

samme.1

Det tænker jeg, at vi kender. Mennesker, som har fundet

tro, og nu fremstår helt forvandlede eller forandrede, om

du vil.

Måske er du selv en af dem, som efter at have fundet tro

og opdaget at Guds kærlighed gælder netop dig, og i dag

er du en anden, end den du var.

Jeg synes, vi ser det med mennesker i vores kirke. Jeg

kan i alt fald godt nævne nogle.

I så fald er du heldig, og jeg er en smule misundelig. Jeg

har det nemlig ikke sådan.

Faktisk har jeg det sådan, at jeg ikke kan huske, at jeg

ikke har haft tro. Det er altid der hos mig, med den tvivl,

som nu en gang også altid følger med.

Fortællingen her er kernestof i Ny Testamente, selvom vi

kun finder den her hos Johannes. Så det er altså en

fortælling, som det er godt at lægge sig på sinde, fordi

den siger os noget helt centralt om, hvad tro er for noget.

Nikodemus, som står overfor Jesus, er en jødisk lærd.

Han er formodentlig farisær og altså virkelig en af den

1

Hos Paulus spiller tanken om genfødsel en vigtig rolle, men

han bruger ikke altid præcis det samme ord som i senere

kristen teologi. I stedet taler han ofte om nyt liv, ny skabning

eller at dø og opstå med Kristus

Eksempelvis 2. Kor 5,17 eller Titus 3,5af

3 6

jødiske elites topfolk. Han er belæst, forstår sig på Gud

og jødisk tro og tænkning. Han er en god from mand,

men der mangler noget i hans liv. Der er en længsel, som

vækkes, når han hører, hvad Jesus siger.

Ofte ser vi farisæerne som i modsætning til Jesus, men tit

er det sikkert sådan, at det ofte er dem, som Jesus har

en konfrontation med, netop fordi de er tæt på Jesus og

aktivt opsøger ham, fordi de vil forstå.

At deres ideverden, så er så radikalt anderledes end det

Jesus står for, gør at konfrontationen bliver tydelig.

Og så er det et godt fortælleteknisk greb at gribe sådan

en samtale, hvor modsætninger står overfor hinanden.

Sådan fungerer evangelierne, de fortæller historier.

Alt det, Nikodemus har hørt om Jesus, har vækket noget i

ham, som han ikke forstår med den vidensbaggrund, han

har.

Han ved, at han bare skal se Jesus og skal tale med

ham.

Så en sen nattetime, måske fordi han ikke ønsker de

jødiske ledere skal se ham, står han altså ansigt til ansigt

med Jesus, præcis som han havde længtes efter.

Jesus siger til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig:

Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”2

Det er på dansk en lidt låst formulering, for indholdet i det

græske sprog er lidt mere finurligt. De græske ord

2

Joh 3,3af

4 6

γεννηθῇ ἄνωθεν, som betyder både født igen, men

også født ovenfra. 3

Personligt foretrækker jeg forståelsen, som født ovenfra

idet det fjerner den bogstavelige fornemmelse af det, som

helt tydeligt blokerer lidt for Nikodemus, og gør det mere

tydeligt, at det er Gud, som er spil.

Når Gud er på spil, sprænges alle rammer og farisæiske

regler. Noget nyt bliver til. Nyt liv spirer frem.

Det er meget muligt, at denne fornemmelse af, at blive

født på ny, er lidt højtravende for os. For det er alligevel

lidt besynderligt, ikke sandt.

Alligevel vil jeg påstå, at det er en del af vores

metodistiske DNA, både som historie og teologi.

Historien er den, at vores kirkefar, John Wesley, selv

oplevede noget i retning af at blive født ovenfra.

John Wesley var teolog, præst i den anglikanske kirke,

leder af en vækkelsesbevægelse – metodisterne. Han var

lærer ved Oxford Universitet, dermed må man betegne

ham som en rigtig intellektuel.

Johan Wesley underviste, prædikede, skrev og var

optaget af at organisere vækkelsen i socialt arbejde.

3

γεννηθῇ ἄνωθεν

be born from above

V-ASP-3S fAdvaf

5 6

Groft sagt var hans teologi og tro funderet i hans

glimrende forstand og store intellekt.

Men så skete der noget.

Datoen er den 24. maj 1738 henad kvart i ni om aftenen.

Det ved vi helt præcist, fordi John Wesley minutiøst skrev

dagbog, og dem har forskerne adgang til den dag i dag.

Den aften deltog John Wesley i det, vi idag vil kalde en

smågruppe. Indholdet lyder noget kedeligt, når jeg ser på

det i dag. Der var én, der læste op fra Luthers fortale til

Romerbrevet i bibelen. Det kan ikke blive meget mere

tørt end det.

Mens Wesley lytter til dette, føler han sit hjerte så

forunderligt varmt ved tanken om, at Jesu død og

opstandelse var for netop ham. Han blev så ramt af Guds

kærlighed, at hans tro ikke længere kun var i hovedet,

men også blev en hjertesag.

Han var ikke den samme, da han gik, som da han kom.

Dette forandrede ikke kun John Wesley. Det var ikke kun

ham, som blev født fra oven, men også hele den

bevægelse og senere kirke, som kan komme til at være

kirkefader for – vores kirke.

Guds Ånd kan give nyt liv, og i Jesu møde med

Nikodemus bliver det klart, at Guds nåde og kærlighed

kan gøre et menneske nyt.af

6 6

Jeg tror, Nikodmus blev en anden. Han forsvarer Jesus,

da de roligøse ledere vil dømme ham. 4

Han kommer med

kostbare salver ved Jesu begravelse. 5

Det kunne Gud gøre med en halvgammel præst, som

havde hovedet fyldt med tro, men stadig længtes i sit

hjerte.

Det har Gud gjort med mennesker i denne kirke, og ved

du hvad, det kan også ske for dig!

Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må

fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører

den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og

hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er

født af Ånden.«6

Amen

Salme: 578 Vi rækker vore hænder frem

4

5

6

Joh 7,45-53

Joh 19,39-42

Joh 3,7-8

Hør eller læs talen fra dagens gospelmeditation fra Metodistkirken i Odense.

af

1 5

Prædiken søndag d. 8. februar 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 11,28-30.

Når Trump truer med at tage Grønland.

Når krigen i Ukraine bare bliver ved.

Når politikerne snakker og ingenting sker.

Når de hjemløse ikke har nogen steder at være i

vinterkulden.

Når børnene mobbes i skolen.

Når forældrene er syge og krævende og man er klemt

mellem dem og teenage børnene – sandwich generation.

Når chefen er en ufølsom skiderik.

Når pengene ikke rigtigt rækker.

Når klimaet går amok.

Vi ved godt, at alt det ikke er vores ansvar, men nogle

gange føles vægten af det bare som om, at det er.

Det kan føles som om, at vægten af alt det fylder og

ligger på vores skuldre.

Nogen gange kan bekymringerne trykke for brystet, så

det føles som om, man ikke rigtigt kan trække vejret ned i

maven.af

2 5

Vi ved godt med vores forstand, at det ikke er sådan,

men det føles sådan.

Jeg tror, det er sådan, fordi vi i udgangspunktet er

empatiske mennesker. Vi oplever, sanser, føler og ville et

eller andet sted ønske, at vi kunne gøre noget ved det

hele.

Det er en af vores menneskers superkræfter, at når vi ser

noget, som er urimeligt, så får vi lyst til at lave det om, så

forsøger vi at gøre noget.

Det har været med til at gøre verden til et bedre sted. Til

gengæld er det hårdt for os, når vi ikke kan gøre noget,

så kan vi føle os fanget og tynget af afmagten.

Afmagten er også en del af livet. En hård del af

tilværelsen.

Forleden læste jeg i Politiken, som nok er den avis i

Danmark, der er mest kritisk overfor religion og tro,

hvordan én af deres journalister var begyndt at tænde

radion på P1, hvor man hver morgen kan høre en

minigudstjeneste fra Københavns Domkirke.

Den lyttede han til, mens han vaskede op efter

morgenmaden. Og det er ikke fordi han var kristen eller

troende, som han selv skrev, men der var noget med at få

skiftet nyhedsstrømmen ud med salmesang, bibellæsning

og bønner for verden og hverdagen. Det undrede ham,

men det kunne noget.

Lige det med at få presset hele nyhedsstrømmen og alle

bekymringerne væk og få det byttet ud med sang, musik,af

3 5

bøn, bibellæsning og måske ovenikøbet et godt budskab

fra Gud, er lige præcis det, som denne aften er, eller kan

være.

En mulighed for at fylde os med godhed, nåde, tilgivelse

og kærlighed.

På et tidspunkt, sådan ret tidligt i den tre-fire års periode,

hvor Jesus går rundt, inden det bliver påsken, hvor han

korsfæstes, dør og opstår, siger Jesus:

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge

byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af

mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I

finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min

byrde er let.”

Jesus siger dette ovenpå en periode, hvor han har mødt

modstand og modvilje, så når han siger: “Kom til mig, alle

I der er trætte og bærer tunge byrder!” Så siges det ikke

på baggrund af, at alt er idyl, men faktisk på bagkanten af

modgang og træthed.

Jeg lægger mærke til, at han siger kom til MIG og ikke

kom til en lov, eller kom til et trossystem, eller kom og

præster, eller for den sags skyld, kom og vær del af en

kirke. Han siger bare kom til MIG.

Kom og vær sammen med, er det som ligger i luften.

Måske er tanken om at skulle forholde sig til Jesus

sværere end at skulle forholde sig til Gud, eller til

Helligånden, sådan er vi forskellige, og det er helt ok.af

4 5

Tanken i al kristen tro er, at det er en treenig Gud, som

rækker ud til os og som siger: Kom til mig, alle I er trætte

og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Treenig betyder blot at Gud har tre fremtoninger, men

dybest set er den samme.

Så uanset, hvordan din forholdning til det guddommelige

er, så lyder der stadig: “Kom til mig…”

Jeg vil give jer hvile. Det er altså helt ok at puste ud og

slappe af. Det er helt i orden bare at være.

Tag mit åg på dig, siger Jesus. Åh nej, skal jeg nu til at slæbe, tænker du måske. For et

åg er en tilpasset træ-bjælke som man brugte i

landbruget i gamle dage, og med den kan man virkelig

bære meget på en meget lettere måde.

Nu hviler vi ud, men når vi rejser os og går ud i

hverdagen igen, så banker udfordringerne jo på igen.

Tro på Gud, længsel mod tro, får dem ikke til at gå væk

igen. Sådan fungerer det ikke, men når man har hvilet i

Guds nærvær får man nye kræfter og kan gå videre.

Og med bare lidt tro, følger også at de byrder, som vi alle

sammen møder gennem livet, med Guds åg kan blive

lettere at bære, så de ikke får lov til at forhindre os i at

leve vores liv.

Så Trump, Ukraine, Grønland, politikerne, mobberne,

syge forældre, høje priser, klima og alt det der vi møder i

livet, kan bare komme an.

Nu hviler vi ud hos Gud, og om lidt rejser vi os og går

gennem livet, hvor byrderne opleves lettere.

5 5

Guds velsignelse på din vej.

Amen.