Thomas Risager

Prædiken søndag d. 26. november 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,1-15. 

Taknemmelighed 3/3.

Vi kender det alle sammen! 

Hvis bare vi havde råd til at ansætte én mere. 

Hvis bare vi var flere frivillige, som tog ansvar.

Hvis bare vores hus havde en større stue.

Hvis bare vores kirke kunne have en scene…

Det gælder hele vejen rundt i livet, at vi ønsker, at tingene kunne være anderledes, hvis bare vi havde mere at gøre med af det ene eller det andet…..

Det er en såre menneskelig måde, lade sig begrænse på. Vi gør det alle. 

I dag dropper vi ned i Johannesevangeliets mirakelhistorie om bespisningen af de 5000 tusind, så går dette igen. Hvis bare vi havde….

Historien her finder vi i forskellige variationer ikke bare hos Johannes, men også i de synoptiske evangelier. De synoptiske evangelier er en fælles betegnelse for de tre af evangelierne, som ligner hinanden mest, nemlig Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet. De har med stor sandsynlighed haft en fælles kilde at trække på. 

Så det er en begivenhed, som er så væsentlig at den faktisk fortælles i alle fire evangelie-traditioner. 

Der er, hos mig, ingen tivl om at Jesus var fantastisk dragende. 

Dels var det han sagde om Gud som en kærlig far så radikalt anderledes end, det folket ellers hørte, at han simpelthen fik menneskers fulde opmærksomhed med sit budskab. For det var så befriende.

Når jeg forestiller mig, hvordan Jesus var i sin måde at tale og være sammen med menensker på, så har jeg selvfølgelig alle mulige Jesus film og serier i mit baghoved. 

Men jeg tror, at jeg lige som de mange menensker, der fulgte efter Jesus for at høre mere og se flere helbredelser, også var fulgt med for at opleve mere. 

Det var der mange mennesker, som gjorde. 5000…. 

Jesus sætter Fillip på en prøve, selvfølgelig ikke for at udstille ham, men for at drive en pointe igennem. 

“Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” 

Fillip er naturligt nok helt overvældet, jamen brød for 200 denarer slår ikke til. 

Der stopper vi lige op, for 200 denarer er et kæmpe beløb. En denar er en arbejders løn for en dag. Så dette siger både noget om, hvor overvældet Filip er, men også noget om, hvor uoverskueligt mange mennesker, som er tilstede. 

200 daglønninger slår ikke til. 

Mon ikke Fillip tænker, hvas bare vi havde….. 

Jesus har et overblik, som Fillip ikke har.

Disciplen Andreas, Simon Peters bror, kigger rundt for at se, hvilke muligheder, som er. Han ser en lille dreng, som har fem byggrød og to fisk. 

Det er ingenting i forhold til hvad er er behovet. 

I de bibelske fortælleringer fylder børn ikke meget. Børn er uden status på den tid, så det at dette også er en dreng, som har brød og fisk siger noget om, at situation er helt umulig. 

Havde de bare haft….

Den ubetydelige dreng har ubetydeligt brød og ubetydelige fisk. 

Folkene blev bredt om at sætte sig. Jesus tog brødene og takkede. Det samme med de to fisk. Herefter delte de ud til alle. Johannesevangeliet fortæller os endda, at folk fik så meget de ville have. De fik altså et reelt måltid og blev mætte. 

Vi får også lige den lille krølle, at de samlede resterne sammen og fik tolv kurve fulde. De tolv kurve blev symbolet på Israels tolv stammer. Der er virkelig overflod, må vi forstå.

Sikke et kæmpe mirakel, de har været en del af. Det virker som en ikke så vigtig ting, at kunne sørge for mad til folk, men mad, fem brød og to fisk, er jo basale behov, som mennesker har. Det er helt essentielt. 

Miraklet er, at Jesu siger, at Guds kærlighed ikke handler om, at han skal tilbedes, men om at folkets basale behov også er en del af ligningen. At dette ikke handler om at Jesus skal løftes op og tilbedes, men om at Jesus sørger for sine. 

Selvomfølgelig er det et mirakel, men det tager sit udgangspunkt i det de allerede har.

Det som for os i situation ser værdiløst ud har værdi for Gud. Det multipliceres og bruges. 

Vi har jo kun… 

Hvis bare vi havde….

Vi har hvad vi skal bruge. 

Og når det handler om kirker, så er det min faste overbevisning at Gud har givet os alt det vi skal bruge, for at gøre det han kalder os til at gøre.

Vi har….. 

Det er det, som jeg vil runde serien om taknemmelighed af med. 

Jeg vil gerne udfordre os til på alle livets områder, at se på hvad vi allerede har.

Som fællesskab har vi det vi alt, som vi skal bruge for at være et klart budskab om Guds kærlighed i denne dejlige by.

Som mennesker har vi alt, hvad vi har behov for for at leve livet. 

Og der, hvor vi sætter os sammen i Jesu navn, der kan kan to fisk og fem brød, der sættes i spil gøre en verden til forskel. 

Jeg er taknemmelig for at have en tro, som jeg må have sammen med Jer, en tro som ikke fokuserer på glimmer, guld og penge, men som handler om tro.

En tro, hvor fem brød og to fisk rummer kimen til en dyb taknemmelighed. 

Så her inden vi går ind i adventstiden og juleshopping, så ser vi hinanden og Gud i øjnene og konstaterer at alt det væsentlige er på plads. 

Det er jeg taknemmelig for.

Amen.

578 Vi rækker vore hænder frem

Prædiken søndag d. 19. November  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Taknemmelighed 2/3

Tekster: Fill 4,1-13

Alle, der har prøvet at opdrage børn, har hørt sig selv sige til et barn, som var ked af det eller græd: “Nu skal du være glad!” 

De fleste af os ved også godt, at de ord ikke har den store effekt hos et barn som er opløst af gråd. 

De flest af vi voksne har sikkert også prøvet at have den dårlige samvittighed over, at vi synes det hele er lidt træls eller ligefrem deprimerende, for når vi kigger os rundt i vores liv, så kan vi godt se at meget er godt, så vi burde egentlig være tilfredse og glade, men det er bare ikke den følelse, som regerer i vores sind. Man er ikke glad, så får man dårlig samvittighed over ikke at være glad, selvom man måske burde være det. 

Glæde er ikke noget man bare kan klistre på, for hvis der er noget vi mennesker ikke kontrollerer, så er det vores følelser. Vi kan regulere, hvis vi er psykisk sunde, hvor meget de kommer til udtryk, men vi kan ikke kontrollere, hvad vi faktisk føler. 

Der er god grund til at tro, at dette også var gældende da Paulus skrev sit brev til menigheden i Fillippi, som ligger i det nuværende Makedonien. 

Selvom jeg på det kursus, jeg har været på her i ugen, hørte en meget dygtig forelæser sige, at mennesker ikke kommer i kirken for at høre teologi, så synes jeg ikke vi kan gå videre uden, at sige et par ord om Paulus og hans berømte brev til menigheden i Fillippi. 

Bibelen rummer en række breve, hvoraf de 10 af dem traditionelt tilskrives apostlen Paulus. 

Vi ved fra Apostlenes Gerninger i bibelen, at Paulus fra en ivrig forfølger af dem, som troede på Jesus. Han arbejdede helt enkelt på at få kristne smidt i fængsles og var godt tilfreds med det, hvis de også blev henrettet og led martyrdøden for deres tro. 

Paulus var på vej for at arrestere Jesus-tilhængere, da han på vejen mod Damaskus slås til jorden af et stærkt lys. Gennem dette stærke lys taler Jesus, som er korsfæstet, død, begravet opstået, opfaret til det himmelske, til ham. 

Paulus kommer til at tro på, at Jesus faktisk var den Kristus, som den jødiske kultur ventede på, og han fik et nyt liv. Det var en seriøs omvendelse, fordi han ikke var den samme bagefter.

Paulus blev en af de ivrigste missionærer for den kristne tro, og sluttede sig til disciplene i Jerusalem inden han begav sig ud på i alt fald tre store rejser i middelhavsområdet. Her grundlagte han og besøgte menigheder som var opstået hele vejen rundt om Middelhavet. 

Paulus var en lærd mand, så han kunne skrive og det gjorde han i konkrete breve, som i meget høj grad kom til at definere  den måde som hele kirken, og vi i dag, tænker tro på. 

Selvom brevene er sendt direkte til menigheder, så har man dengang set værdien i dem, skrevet dem af og sendt dem rundt, så de blev bevaret og da kirken i lange diskussioner gennem de 100 år, der gik fra år 200 – 300 opnåede enighed om, hvilke skriver, der skulle med i Bibelen fik Paulus en fremtrædende plads. Det gjorde han bl.a. fordi brevene er de tidligste skriftlige kilder vi har  om Jesus. 

Derfor er det også svært, den dag i dag, at komme uden om Paulus. 

Han har skrevet et langt brev til menigheden i Fillippi og nu er han ved at lande det, så den vigtige afskeds salut bliver: “Glæd Jer altid i Herren, jeg siger atter: Glæd Jer!”

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om man kan glæde sig på kommando? 

Der er ingen tvivl om at dette er imperativ, bydeform, en direkte ordre eller lidt blødere en opfordring. 

Paulus tager det et skridt videre, for han angiver kilden til glæden. Den kilde er Herren, er Gud, er Jesus. 

For rodfæstet i ham, og det er enhver troende, også vi med lille og tøvende tro, kan vi glæde os. Glæden, taknemmelgehden, trygheden, kommer fra Jesus ikke fra os selv.

Bemærk også at tiltalen er altid i flertal. Der tales ikke til den enkelte, men til det unikke fællesskab som en menighed i enhver kirke er. 

Der tales til I ikke til dig. 

Det er en vigtig viden, at have i baghovedet her. At det er fællesskabet, der tales til. 

Paulus ved nemlig, at den kristne tro ikke er et selvrealiserings projekt, men at den bedst udfolder sig i fællesskabet. 

Glæden i Herren kommer af den dybe taknemmelighed over, at Guds kærlighed, som viste sig ikke at være tomme ord gennem Jesu død og opstandelse, må gælde os. 

Taknemmeligheden kommer ud som glæde, På en dag som i dag, hvor vi deler glæden over Elliot som er blevet døbt og dermed en del af os, er det nemt at føle den glæde. 

I den glæde og taknemmelighed, er løfterne fra Paulus, at Guds fred vil bo i os bevare vores hjerter og tanker i Kristus. 

Det er ikke dårligt at være i Kristus. 

Det handler om at vi, på trods af tvivl, gennem tro er forbundet med ham. Igen er der et vi og et sammen ….

Vi hænger sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis kender hinanden, for der er en glæde der kommer fra Gud, som bevæger sig i det unikke fællesskab, som er i enhver kirke, og som naturligvis også er her. Et fællesskab som er over hele verden, og som vi i dag har døbt Elliot ind i.

Det fylder mig med taknemmelighed og glæde!

Amen

I dag var jeg inviteret til at tale i det nye trosfællesskab, som kalder sig Golgata. Det er et nyt initiativ, som er opstået på Metodistkirkens plejehjem Betaniahjemmet, hvor der førhen også var en menighed, som kaldte sig Golgata. Den er, kan man sige, ved at opstå igen.

Her er talen, som var mit bidrag ind i gudstjenesten.

Prædiken søndag d. 12. november 2023.

Metodistkirken – Golgatha. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 20,1-16. 

En tid med mirakler – et hurtigt fiks.

Først vil jeg selvfølgelig gerne sige tusind tak for, at jeg må få lov til at komme forbi og være med til gudstjeneste her i Golgata. Det er helt generelt altid godt og være sammen med jer, og især er det skønt at være sammen med mennesker som tør prøve nyt og som vil noget med tro og liv. Det skal i have tak for. Altså ikke bare tak for og invitere mig, men tak for alt det i gør.

…..

Hold da fast mand! 

Jeg  bliver så forpustet, over at følge med i alt den perfekthed, som jeg synes, at livet kræver af os.

Det er så let og sige, at især de unge, spejler sig i hinanden, og i meget urealistiske idealer fra Instagram, Tiktok og alt det andet, som jeg ikke en gang kender til. Det er som om, at der er en enorm ensretning, alle ser ens ud, og kravene ser ud til at være skyhøje for alle.

Det kan de, som er lidt mere voksne meget hurtigt blive enige om. 

Men man skal jo være lidt varsom med, hvad man siger om splinten i sin brors øje, når man selv har en bjælke hængende ud af hovedet.

For alle generationer er optaget af, at leve det gode liv, som oftest er lig med det perfekte liv, fordi vi tror, at de to ting hænger sammen.

Før Instagram viste os de fotogene madopskrifter, de flotte stuer, de hotellignende soveværelser, den helt rigtige motionsform, så var det jo selvhjælpsbøgerne, som blev revet ned af hylderne hos boghandlerne. 

7 God vaner, Genvejen til, effektiv tidsstyring, timemaneger principerne, tro mig, jeg har læst dem alle sammen. 

Ligesom alle andre, ønsker jeg jo også, at livet skal fungere så godt som muligt, at tiden bruges så effektivt som muligt, at kosten, motionen, hjemmet, børnene og kærligheden skal stå snorlige og helst i moderigtige grålige nuancer, så det gør sig på Insta.

Jeg har efterhånden måttet erkende, at ligegyldigt, hvor jeg kigger hen, så er der altid nogen, som ser ud som om, de kan klare dobbelt så meget som mig, som ser ud som at livet nærmest er en legede dans. 

I den sammenligning kan man faktisk godt blive lidt misundelig. For det ser nogen gange ud som om, at der nogle, som slipper lettere om ved det hele, som om er er mirakler omkring dem. 

Den der misundelse og undren, når man selv synes, man knokler, ligsom den arbejder, der har knoklet hele dagen i vingården, føler på egen krop, da vingårdsejeren rækker ham den aftalte denar for dagens arbejde, er nok tæt ved den samme. 

Her har han knoklet hele dagen, og så har han set dem, som begyndte ved den  3., 6., 9. og 11. time, blive betalt med det samme som ham, mens han har knoklet siden solen stod op.

Det virker så uretfærdigt. 

Det er det da også. Det er himmelråbende uretfærdigt.

Set med vores jordiske retfærdighedsbegreber, er dette uretfærdigt. Det kommer vi ikke uden om, men hvad er det lige, denne lignelse faktisk handler om? 

…. For himmeriget ligner en vingårdsejer…. Det handler om himlen, om paradiset, om der hvor Guds nåde og kærlighed råder fuldt ud. Dér er der ikke jordisk retfærdighed, for jordisk retfærdighed baserer sig på sammenligning, på millimeterretfærdighed. 

Hun har fået sådan for det, så skal jeg have det samme, eller mere fordi min indsats er mere værd… Sådan er det ikke i Guds rige. 

Lad os lige kaste et blik i bibelen og se lignelsen i Matthæus kapitel 20. 

Som jeg allerede her sagt, så slår vers 1 fast at dette handler om himmeriget. 

I vers to bliver vingårdsejeren enig med den første daglejer om dagslønnen på en denar, som er en helt rimelig dagsløn. Det er det man har brug for, for at forsørge en familie.

Ved den tredje time er der flere arbejdere, som ikke har fået tjans. Det er vers 3 og 4. Gå hen i min vingård, og jeg vil betale, hvad I har ret til. 

Læg mærke til det vers.

Så bliver der hyret arbejdere igen ved den 6,9 og 11 time, hvor arbejdsdagen næsten er slut. Der er ikke aftalt løn ved de sidste tre rekrutteringer. 

De får alle det det, der er deres ret. 

I jordisk perspektiv er det ikke retfærdigt at én som har arbejdet én time får det samme som den, der har arbejdet tolv. 

Men den, der har arbejdet én time har brug for nøjagtigt det samme. En dagsløn, så livet kan opretholdes. 

Det handler om at Gud ikke ser er på, hvad vi gør, men hvem vi er. Med det mener jeg ikke, hvem vi er i familie med, eller hvorfor en kirke, vi tilhører, men at vi er (mennesker).

Det handler om at Guds kærlighed er det, som på græsk hedder agape, en kærlighed tager sit udgangspunkt i den, der bliver elsket. 

Og det vender alting på hovedet. 

Vi bør jo vide, at Guds kærlighed er så anderledes, at når vi møder den nåde, det mirakel, så bliver vi helt rundtossede. 

Vi bliver endda salige! Er det ikke sådan Jesus indleder Bjergprædiken? Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres. salige er…. 

Det er nemt at blive forarget, når vi ligesom arbejderne i vingården ser nogle slippe let om ved det. 

Når det kommer til troens verden, så er det de samme mekanismer, som som er på spil, for vi der kalder os kristne, eller vi der prøver på at være det, så godt vi kan, faktisk har en tro på, at med jesus kom Guds rige her på jorden. 

Hvis man læser Markusevangeliet, så det i alt fald det første, jesus offentligt proklamerer: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær!; Omvend Jer og tro på evangeliet!”

Vi lever i en tid, på et sted, hvor Guds rige er kommet nær. 

Nogen gange får vi lov til at opleve, hvordan det er i Guds rige. Det er der mange eksempler på, men lad mig give nogle: 

Når bøn høres, 

når menesker bliver raske, 

når et menneske styrkes i sin tro, 

når et menneske får lov at møde Gud, 

når Jesus bliver mere end brødet og vinen, 

når tiden står stille i lovsangen, 

når flammerne i lejrbålet bliver helligåndsflammer, 

og mange flere eksempler. 

Jeg er sikker på, at du selv kan føje nogle til.

Vi lever i dette liv, i det jordiske hvor Guds rige er nær. 

Det er jo Guds væsen at komme til os. Vi skal snart fejre advent, hvor vi fejrer at Jesus kom og kommer igen. Indtil Jesus kommer, får vi lov til at opleve smagsprøver på det himmelske. 

Det får os til at sige, at mirakler sker, for det er sandt, at vi lever i miraklernes tid. De af jer, der kender mig ved, at jeg bedst kan lide at have begge ben plantet på jorden, men det skal ikke forhindre mig i at løfte hænderne i lovsang. 

Jeg har oplevet mirakler. 

Jeg har oplevet at tinge flasker sig i umulige situationer, jeg har oplevet Guds klare hjælp i forskellige sammenhænge i min tjeneste, hvor jeg ved, at jeg var så langt ude at jeg ikke kunne bunde. 

Jeg har oplevet at være med til at bede for et meget sygt menneske, som i dag er rask. 

Jeg har også været med til at bede for menensker, som er døde af deres sygdom. 

Miraklerne er der, Guds nærhed er her, og det betyder at den verden vi kender, som vi kan måle med centimeter og denarer, får et mere sofistikeret udtryk. 

Der sker ting, som vi ikke kan forstå eller forklare, og så må vi forlade os på vores tro også når vi længes efter et kvikt fix.

Jeg tror, at vi ligesom arbejderne i vingården, må forstå at Gud giver os det vi har brug for. Nogle har brug for mere end andre og det er helt ok.

Jeg siger igen miraklerne sker, men det er ikke det samme som at skal sætte os på bagen og vente på dem. Nogen gange sker mirakler langsomt og i proces, det har jeg set. 

Og så skal vi ikke underkende, at der hvor vi er der for andre, der hvor vi beder for andre, der hvor vi er kirke for andre med alt, hvad det indebærer, da kan det være os, fællesskabet, som er miraklet, det der leder et menneske til tro, til helbredelse eller til et fuldendt liv. Livet hvor man er i Guds hænder, som i øvrigt er noget helt andet end det perfekte liv. 

Men det er en helt anden snak, som vi må tage en anden dag.

Som kristne, som troende, lever vi i miraklernes tid, men miraklerne er Guds og de sker i hans tid. 

Vi må tage mod de mange små mirakler som er omkring os, vi må være mirakler for hinanden, og vi må forstå, at vi ikke altid forstår, hvad Gud gør. Og det er faktisk helt i orden. 

AMEN.

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 12. november  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 105. 

Taknemmelighed 1/3

Fra og med i dag er der tre søndage tilbage af kirkeåret. Det betyder, at det nye kirkeår begynder om kort tid, for det sker jo første søndag i advent. 

Den slags venden blad kalder på reflektion over livet, tiden der er gået og ikke mindst tiden, som kommer. 

Kirkeligt set ser vi frem mod første søndag i advent, hvor vi i gudstjenestefejringerne op mod jul glæder os til og over, at Jesus kom til verden som vores frelser og ikke mindst til forventingen om at han en dag kommer igen og lader sin retfærdighed råde i verden.

Her tænker jeg ikke bare på vores frelser, altså din og min frelser, men jeg tænker som verdens frelser. Som skabelsen frelser.

Så det at vi kigger frem mod advent, vil jeg selv forsøge at have i baghovedet, mens vi i dag går ind i denne nye prædikenserie. 

Vi skal have hel tre søndage, hvor taknemmeligheden er i centrum. 

Taknemmelighed! Hvordan skal man kunne det, når det er sådan, at hver gang man løfter hovedet, så er der så meget, som er helt helt galt i vores verden. 

Jeg nævner i flæng. Ruslands skamløse invasion af Ukraine. Kan ukrainerne, nu hvor nyhedens interesse forsvinder blive ved at forsvare sig? Hvad sker der, hvis de bliver nødt til at acceptere et delvist nederlag? Hvem bliver de næste, som bilver overfaldet? 

Mellemøsten er endnu en gang gået amok. Fattigdom, besættelser, religiøst vanvid, Brutalt terrorangreb ind i Israel, kæmpe militær overmagt sluppet løs mod Hamas og utallige uskyldige civile i Gazastriben. 

Hadet breder sig i en sådan grad, at der ude på SDU har været sammenstød mellem studerende på begge sider af konflikten. Samtidigt oplever det lille jødiske samfund i Danmark en stinging i antisemitismen. I Danmark er der nu jøder, som overevejer om de kan gå med kalot i det offentlige rum.

Det bør være muligt at kritisere Israel uden at være antisemitisk, ligsom en kritik af Hamas ikke er det samme som at være mod de krav på et ordentlig liv, som palæstinenserne har. 

Juli var den varmeste måned nogensinde, tørke, storme, vådeste oktober, 100 års hændelser lever ikke lige om til deres navn længere. Stormfloderne sker langt hyppigere.

Stigende polarisering, ungdom under pres, pengene er blevet mindre værd, aldrig har så mange søgt julehjælp.

Verden forandrer sig i en sådan hast, at mange opgiver at følge med og i stedet drømmer sig tilbage til de gode gamle dage, hvilket i nogen grad fodrer en stigende nationalisme. 

Så hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er jeg selv udfordret af uro, utryghed og håbløshed for verdens tilstand. 

Problemet med det, er at de følelser har det med at bringe vores mindre pæne sider frem. Uro, utryghed og håbløshed spiller nemt hinanden stærkere og den slags kan formørke sindet og give uro i sjælen hos selv de optimistiske menensker. 

Men der er stadig håb – Der er altid håb!

Jeg vil give os den udfordring at vi finder modgiften frem. Den modgift er takenemmelighed.

Det er ikke ment som sådan noget postiv psykologi, at vi skal få det bedre af at fokusere på det positive. 

Perspektivet er større end vort eget velbefindende, sådan er det oftest, når vi taler om tro, at perspektivet er større.

 For det med tro, handler ikke kun om selv, den kristne tro lærer os netop at løfte blikket fra os selv, for at se Jesus og verden gennem ham. 

Når vi løfter blikket er det nemt at få øje på alt mørket, og der er meget mørke i verden i dag. Det er imidlertid sådan at vi er indrette til at se det, som leder efter først. 

Så hvis vi hele tiden tænker, at der er elendighed, så ser vi vi elendigheden. Hvad mon vi ser, hvis vi leder efter lyspunkter, taknemmeligheden? 

Hvad ser du?

Hvis jeg lige løfter blikket fra alt det andet, som fylder, så er der faktisk en hel hel del i mit liv, i mit arbejdsliv, i kirken, som faktisk intet mindre end fylder mig med glæde, med tryghed, med ro over at høre til og være en del af. 

Så det er der, alt det, som man kan være taknemmelig over. Jeg er helt bevidst om, at livet kan have behandlet os forskelligt, og at du måske skal anstrenge dig lidt mere end jeg, for at finde taknemmelighedspunkter. 

Siden de første kristne, som mildest talt ikke levede i en fredfyldt tid, der var faktisk krige hele vejen rundt om dem, der var forfølgelser af dem, livet var anderledes hårdt end vores, sådan i almindelighed, så var det en udpræget dyd, at man priste Gud. At man sagde tak til Gud, at man sang lovsange og spillede sin glæde over troen ud. 

Det løftede dem åndeligt, men det løftede dem også i øjenene hos dem, som stod udenfor og betragtede dem. De vandt en respekt fordi de viste at den tro de havde, faktisk gjorde en forskel i deres liv. 

Så det er det store perspektiv i at være taknemmelig og sige tak til Gud gennem de sidste tre uger af kirkeråret. 

At vise verden at troen, som vi har, betyder noget, og gennem menensker som os, i det små er med til at gøre verden til et bedre sted. 

Salme 100, som vi har foran os i dag har fire udfordringer til os: 

Bryd ud i fryderåb 

Tjen Herren 

Forstå at Herren er Gud

Gå ind ad hans porte med takkesang 

Bryd ud i fryderåb, sig tak. Gør det højt så andre hører det. Vi bør slå vinduerne op og åbne døren på vid gab, når vi i bøn og tak synger og beder med vores taknemmelighed. 

Tjen Herren 

Vi er aldrig kaldede til kun at holde gudstjeneste, bede og synge. Vi er kaldede til at tjene Herren, og det gør vi ved at tjene vores næste og være med til at gøre verden til et bedre sted for flere. 

Endelig skal vi forstå at Herren er Gud. 

Vi skal tro på Gud, vi skal stole på Gud, vi skal vide, at Gud er God, og dermed har hånd i hanke med alt det, som vi ikke forstår eller faktisk er bange for. Gud er Gud, må han hjælpe os til at fatte det. 

Slutteligt skal vi gå ind af hans porte med takkesang. Det betyder at tage mod indbydelsen til at gå med Gud i livet, ind af hans porte er ind til et indre liv sammen med ham og et ydre liv sammen med den der lider og har brug for os i verden. 

Det er det som er udfordringen og jeg har tænkt mig at tage mod den i dyb taknemmelighed. 

Amen 

Talen fra gospelgudstjeneste med Gospelkoret Nardus i Odense Metodistkirke søndag d. 17. september 2023.

Prædiken søndag d. 17. september  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 96,1-3 & 98,1-3 & 108,1-3.

Gospelgudstjeneste med nardus – The reason why I sing

Vi skal tilbage til 1992 da jeg for alvor mødte gospelmusikken for første gang. Jeg kom i Metodistkirken i København, hvor der var et gospelkor. Det skulle jeg ikke være med i. Den slags var jo ikke noget for rigtige mænd. 

Men der sket det store det år, at kirken var vært for den første Copenhagen Gospel Festival. Peter Steinvig, som ledte et gospelkor i kirken indbød til festival, hvor man havde fløjet afroamerikanske instruktører ind. 

Jeg var ikke deltager, for jeg skulle ikke nyde noget af det der skaberi, som jeg syntes at det var. 

Men jeg var frivillig hjælper i baggrunden, og kirken blev fuldstændigt løbet over ende. Der var tre hundrede deltagere. Vi havde måske håbet på en trediedel. 

Da der blev koncert var Jerusalemskirken, som er en meget stor Metodistkirke i København proppet til bristepunktet. Vi måtte sådan helt fysisk afvise folk i døren, der kunne ikke være flere og vi måtte skubbe dørene i. Vi var simpelhen bange for, at vi ikke kunne styre det.

Til koncerten. Jeg kunne godt høre at musikken var fantastisk, men de der sangere som sådan virkelig gav sig, græd, og mange løftede hænderne og dansede.

Jeg kunne se at sangerne havde det fantastisk, men jeg forstod det ikke. 

Der gik en fem seks år, Så begyndte Mette at dirigere et gospelkor. Og for hendes skyld, you know happy wife – happy life, så deltog jeg i det. 

Det var oppe i Nordjylland, så det der med dans, hænderne over hovedet, og sådan virkelig given sig hen, var jo noget mere afdæmpet end det havde været i hovedstaden, så her kunne jeg godt være med uden at drive mig selv til vanvid. 

I 2000 fik vi muligheden for at komme til Odense, jeg skulle være præst i kirken her. 

Gospelkoret Nardus øvede  i kirken, så sådan helt strategisk i forhold til at lære mennesker i denne nye by at kende, så var jeg jo nødt til at være med. Det var også en del af mit arbejde at være med. 

Det har jeg så været siden. Hvis der er nogen i Nardus, som tror det stadig er af pligt, så kan jeg afkræfte det for….

Der er sket noget med mig undervejs. Det her gospelmusik er kommet under huden på mig. Jeg er blevet en del af det. At synge gospel er ikke længere noget jeg gør, fordi det er den del af mit arbejde eller sted at møde menensker. Det er blevet mit frirum. Det er blevet mit helle, Det er blevet en slags gudstjeneste. Det er blevet et godt sted, måske nærmest et helligt sted. 

Det er det jo fordi, det handler jo om Gud, om tro, tvivl, trængsel, håb, drømme…..

Havde jeg i dag betragtet mig selv med min 1992 version, så havde jeg ganske givet været skeptisk og sikkert også beskyldt mig selv for at svære for meget. 

Men det er ikke det, der sker, forstår jeg jo i dag. Eller det er måske så meget sagt, men det er i alt fald noget af det mest fantatiske at synge i gospelkor. 

Mange af teksterne taler direkte ind i forskellige situationer i mit liv, i vore liv, og iøvrigt er mange af teksterne jo bibeltekster, som kommer til live på en helt anden måde når man synger dem, frem for at læse dem. Tro mig, det er noget andet at synge det end at læse det sin bibel, som jeg selvfølgelig også gør.  

Så er der jo det her med, at for at synge den her slags musik, så er man ganske enkelt nødt til at have kroppen med. 

Mage som synger gospel, giver udtryk for det fantatiske i at lade gå og lade sig rive med. Dem der forsker i gospelmusik og gospelkor, og det har jeg også gjort lidt selv, taler om karhtasis, om renselse. 

Stress, vrede, udmattethed, fortvivlelse har ikke en chance i mødet med gospelmusikkens rytmer, toner og budskab, . Dette er måske lidt overdrevet, men jeg tror faktisk at sang og musik gør godt, når livet er presset. Da Danmark var besat for mange år siden, da var fællessang  en utrolig vigtig katalysator til at folket holdt modet oppe. 

Det fantastisk at synge sammen, som en af vores sangere i koret sagde i mandags, så er det fantastisk, at skabe noget sammen. 

Harmonierne, hvor vi lytter os ind på hinanden, ingen af os kan dette alene, vi er afhængige af hinanden. Det er ret unikt og nogen gang lidt krævende. Men givende. 

Når vi synger kommer vi tæt på hinanden og det styrker fællesskabet mellem os. Der var én som sagde noget med trancendens, en anden om at lovprise Gud, så at synge bygger ikke bare bro mellem menesker, men også bro til og fra Gud. 

Jeg vil ønske, at jeg kunne forklare det bedre. Men ordene slår ikke rigtigt til, det er altså ret usædvanligt for en præst. 

Ole kom mig til hjælp da han delte dette fine billede: Der er mange flere følelsesmæssige farver i sang end i tale. 

Noget af det, som gør indtryk på mig, er at vi som kor kan synge sammen. Vi er helt vildt forskellige. Nogen af os er helt fuldstændigt hjemme i alt det med kirke og tro, for andre er det nærsmest en absurd tanke, men vi kan synge sammen. Nogen af os er virkelig dygtige til at synge, mens det for andre er helt nyt og enormt grænseoverskridende, men vi kan synge sammen. 

Jeg tror, at Gud har skabt os med evnen til at synge, spille og danse, fordi det giver glæde, fordi det bevæger os, fordi Gud taler til os gennem det, og vi taler til gud, det er en slags bøn. 

Måske er det hjertets sprog, og i bibelen er tanken at Gud ser spå hjerterne. 

Jeg kan ikke forklare det bedre, men jeg kan sige: prøv det!

Salme 108: Mit hjerte er trygt, Gud. Jeg vil synge og spille. 

Amen 

Tale fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 16. april 2023.

Gudstjeneste søndag d. 16. april 2023. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Fred være med Jer. 

Tekster: Apg. 2,14a,22-32 & Salme 16 & 1.Peter 1,3-9 & Joh 20,19-31

Tro og tvivl er ikke fjender. De er venner.

Tro og tvivl er ikke modsætninger. De komplementerer hinanden.

I dagens evangelietekst er vi hos Johannes, som er den mystiske af de fire evangelister. Han er også den seneste af dem. 

Vi har den opfattelsen at Johanneevangeliet er skrevet i to omgange så sent som omkring år 50-70 og igen år 95-100. Så på det tidspunkt, hvor dette er skrevet ned, er der der ikke længere nogen af de disciple, som er med i historien, som er i live. Det samme må man sige om de andre menensker, som med egene øjne har set eller ,ødt Jesus. 

Vi er i den tid, hvor kirken samles om historierne om det, som var, og ikke længere om det som er. 

Jeg tror alle evangelierne er skrevet ned på den baggrund, at man var klar over at de historier om Jesus, som blev fortalt var så væsentlige, at holde fast i, at nu tog man ansvar for at få skrevet de væsentligste af dem ned. 

Hensigten med at skrive ned er også krystalklar, nemlig at dette er skrevet for at vi, der læser eller hører om det, skal tro. 

“Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”

Så er scenen ligesom sat. 

Vi er stadig på opstandelsesdagen, og hos Johannes foregår det sådan at Maria Magdalene møder den opstandne Herre, da hun kommer ud og finder graven tom.

Hun skynder sig tilbage og henter Peter og en anden discipel. De så Jesu ligklæder ligge inde i den tomme grav, men de så ikke Jesus selv. 

Det gør Maria imidlertid, da hun ser ind i graven, for da ser hun en engel, som spørger hende, hvorfor hun græder. 

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med den opstandne Jesus, men ser ikke, at det er ham. Hun tror det er en havemand. Men så siger han hendes navn: Maria!

Hun skynder sig tilbage til disciplene og fortæller at hun har set Herren. 

Forestil dig, at have været en af de helt centrale mænd omkring Jesus. To af dem har endda været ude ved graven, men der er ingen af dem, som har fået lov at se den opstandne. De har blot fået lov til at se en tom grav, og nu står Maria Magdalene her og fortæller dem, at at HUN har set Jesus og talt med ham.

En af kvinderne….

Nøj, jeg tror, at de føler sig dit snydt. 

Nu kan de ikke gøre andet end af vente, og håbe, at de også får lov at se ham, men de prøver at fordøje, hvad Maria fortæller.

De fleste mennesker er ikke gode til at vente. Det presser vores tålmodighed og samtidigt var disciplene bange for at komme til at lide samme skønne som Jesus, så de holdt sig indendøre, fordi de var bange. Det har ikke været nogen rar ventetid.

Så sker miraklet, at pludselig står Jesus midt i rummet, hvor de er. Vel at mærke i det aflåste rum, hvor de er. 

Jesus er pludselig tilstede. Vi skal forstå at kan kan vise sig overalt, selv bag låste døre. 

Jesu ordvalg viser, at øjnene var ved at falde ud af hovedet på disciplene, da de så ham igen. 

Jeg synes ikke, det er spor underligt, hvis de lige har skulet knibe sig selv i armen, over at han pludselig står der. 

Det er det, de har længtes efter. Nu sker det, og så er det næsten for utroligt. 

Jesus siger ”Fred være med Jer!” 

De kunne kende stemmen og fornemme ham, men de må stadig have udvist tvivl. Så Jesus viser dem sårene i sin hænder og i sin side. 

Så fat de dog, det er mig! 

Og så blæste han ånde i dem og og sagde modtag Helligånden. 

Tilbage i første Mosesbog i den anden skabelsesberetning, er det, at Gud blæser ånde i mennesket det, som gør det levende.

Nu blæser Jesus Guds helligånd i dem. De bliver levende igen, de får nyt liv. Det er er væsentligt at mødet med den opstandne Jesus forandrer dem i en sådan grad, at de får nyt liv. 

Alt dette er Thomas gået glip af, for han var der ikke. 

Det er godt nok nederen, og jeg forstår godt at han ikke kan rumme de andres begejstring og glæde over at havde set Jesus igen. 

For der er bare mere end han kan rumme. Jeg tror, jeg ville have det på præcis samme måde. 

“Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke!”

Thomas siger det, som mange tænker, men ikke tør sige højt. Dette er svært at tro, for det strider mod alt, hvad vi ved.

Nu er der gået en uge, og så sker miraklet igen. 

Igen hører vi, at dørene var lukkede. Jesus står pludselig midt i blandt dem. 

Han siger ligesom sidst: “Fred være med Jer!”

Så henvender han sig direkte til Thomas, som ikke lige kan tro det. 

Han skubber ham ikke væk, men opsøger ham. Det synes jeg, er en vigtig pointe. 

“Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” 

Dette gør Jesus for Thomas, sådan at han kan tro. 

Thomas’ tvivl forhindrede ham i, at dele den samme glæde over opstandelsen, som de andre disciple fik. 

Tvivlen og den afstand, han dermed tager til det hele bringer ham i bogstaveligste forstand tættere på Jesus. 

Jesus fordømmer ham ikke, men lader ham netop kommer tæt på for at se og mærke selv. 

Denne historie er, som Johannesevangeliet selv skriver det, skrevet for at vi skal tro. For at vi skal få den gave det er at kunne tro. 

Ingen mennesker tror uden ind i mellem af tvivle, og denne historie bringer mig trøst, fordi jeg bekræftes i, at tvivl er ok, og at der af tvivl nogen gange kan kommer større tro. 

Tro og tvivl er nemlig ikke fjender – de er venner. Og når de er i sameskisten, så er det jo fordi tænker over og engegerer os i vores tvivl og tro. 

Degens historier er skrevet for at vi må tro. Må Gud hjælpe os til det, nu og altid. 

Amen.  

1 af 6

Prædiken søndag d. 9. april 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Frygt og stor glæde
Tekster: Apg 10,34-43 & Sl 118,1-2, 14-24 & Kol 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matt 28,1-10

I dag er alle landets præster som øko køer, der slippes løs for at komme på græs.

Stemningen er løssluppen, for i dag er den vigtigste dag på hele året. Den dag, der sætter alle de andre dage i perspektiv.

Den dag, der er årsag til at man søndag efter søndag fejrer gudstjenesten, fordi hver søndag er en påmindelse om dagen i dag.

Opstandelsesdagen.

Sejren, glæden, gensynet, fornyet håb, Tro, Lys…. Du kan selv fortsætte rækken af postive ord, for det er den slags ord det knyttes til påskemorgens budskab om, at Jesus Kristus er opstået fra de døde.

Hvis du sidder og føler dig en anelse udfordret og føler trang til at sætte et stort spørgsmålstegn omkring hele tanken om at Jesus skulle opstå de døde, og i stedet tænker, at den må de længere ud på landet med, eller tænker at ja, jeg tror på Gud, men jeg udfodres på tanken om opstandelsen fra de døde, så tror jeg faktisk ikke, at du er alene. For når noget så vildt sker, så skal vi ikke bare slukke vores kritiske sans.

At tro i hjertet udelukker ikke at bruge hovedet.

2 af 6

Den sammensatte følelse omkring påsken finder vi allerede her i den første beretning om opstandelsen.

Matthæus lader os vide, at dagen gryr på tredjedagen.

Fredag døde Jesus, som de alle havde sat deres lid til som deres frelser og Herre.

Da de hørte Jesus råbe: “Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” må deres verden være brudt sammen.

Han døde jo. Alt håb om et bedre liv, en bedre verden, var jo knyttet til ham.

Der stod de så med knuste drømme og smadrede håb.

Når man tænker over det, har Jesus faktisk ved flere lejligheder sagt til dem, at han skulle dø og opstå fra de døde. Det er sagt ret klart.

De har også set ham opvække menesker fra døden, med opvækkelsen af Lazarus som det måske klareste eksempel, fordi Lazarus netop havde været død i nogle dage og kommer vaklende ud af sin grav.

De havde set Jesus dø sammen med forbryderne på Golgatha.

Jeg ved jo ikke, hvad de har tænkt eller følt, men et godt gæt vil være, at de har følt sige lige så forladte af Gud, som Jesus gjorde umiddelbart inden han døde.

Påsken er historien om, at når alt tilsyneladende er tabt, så er Gud stadig på færde – eller netop på færde.

3 af 6

Det er almindeligt i mørket, i mødet med lidelsen, at føle sig forladt at Gud.

Men at man ikke kan mærke eller se Gud, er ikke det samme, som at Gud ikke er der i lidelsen sammen med os.

Påsken handler netop om, at Gud aldrig forlader os, ikke i lidelsen og heller ikke i døden.

Nu gryr en ny dag. Det er tredjedagen. Det værste chok har lagt sig, kvinderne er måske allerede begyndt at nyorientere sig, begyndt at finde ud af, hvordan vi så skal leve, nu hvor Jesus er død.

Maria og Maria Magdalene er kommet ud til graven. evangelierne har lidt variationer i historierne om påskemorgen, men det må du selv læse dig til.

Hos Mathæus er der fuld tryk på.

Der kom et kraftigt jordskælv, ligesom da Jesus døde, og en Herrens engel kommer ned fra himlen og og med de overnaturlige kræfter, som skal til, vælter han stenen bort og sætter sig på den.

Hans udsenede var som lynild, og han tøj hvidt som sne. De der holdt vagt, stærke soldater, blev skrækslagne og gik helt i sort. Matthæus skriver, at de blev som døde.

Englen henvender sig direkte til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans

4 af 6

disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”1

Jeg lægger mærke til, at vagterne stod der, da englen kom. Vi kan altså forvente at de har været der hele tiden.

Da englen vælter stenen fra, er det ikke for at Jesus kan komme ud, men for at kvinderne kan komme ind og se mere deres egne øjne, at Jesus er opstået fra de døde.

Jeg lægger også mærke til at englen, som det første siger til dem, at de ikke skal frygte.

Frygt får os til at reagere på urinstinkterne, og nogen gange får vi tunnelsyn af det.

For det værste er der ikke noget at være bange for. “Frygt ikke”, rummer også en invitation til at være til stede i stedet for at flygte.
“Frygt ikke” inviterer kvinderne til at være tilstede og sanse med alt, hvad der er givet dem.

For at kunne tro og rumme opstandelsen er man nødt til at være fuldt og helt tilstede, og åben for mere end det man kan se og høre.

Kvinderne skynder sig fra graven, for at fortælle disciplene om det fantastiske, som de har set. Matthæus fortæller os at de løber derfra med sammensatte følelser: Frygt og stor glæde.

1 Matt 28,5-7

5 af 6

Dermed er hele følelsespektret i brug. Ikke en gang for kinderne, som var der, er det entydigt hvad man skal føle og tro om opstandelsen.

Matthæus kunne have fremstillet en historie, som hed at de så og de troede. Bum færdig. Men det er ikke det, der sker i Matthæusevangeliet, her er det okay, at der er kompleksitet.

Og så kommer Jesus dem i møde. (Snak om forekommende nåde) Godmorgen hilser han dem med. Måske er det mødet med englen, der har forberedt sem sådan, at de ikke går i panik og stikker af. De falder på knæ og tilbeder ham.

Selv i den situtation, hvor de tilbeder Jesus, siger Jesus til dem: “Frygt ikke!”

Hvorfor gør han det?

Jeg tror, han gør det, fordi Jesus godt ved, at opstandelsen fra de døde er så stort et mirakel og så langt fra vores virkelighedsopfattelse, at ethvert tænkende menneske, og man tænkte altså også den gang, udfordres af at tro og rumme opstandelsen fra de døde.

Her til slut vil jeg sige, at opstandelsen er en ny begyndelse.

Opstandelsen er en ny virkelighed, idet den indvarsler, at Guds rige breder sig blandt os. Opstandelsen giver nyt liv, der hvor døden (tilsyneladende) råder.

6 af 6

Åbner vi øjenene ser vi døden mange steder. Ukraine, helt åbenlyst, i døende relationer, grådighed, i klimaet, fattigdom…… Døden har mange ansigter.

Døden er nok det mørkeste mørke, vi kan forestille os, men det er der, hvor Guds magt udfolder sig og udstiller at Guds nåde er stærke end dødens brod.

Det er altså en gave, at kunne tro at vi kan leve livet frit, fordi Guds kærlighed altid vil vinde. Og det vil den gøre om vi end dør.

Det tror jeg, og det er derfor at påskemorgen er den vildeste festdag.- Det skal fejres.

At tro på opstandelsen er der ikke det samme som at forstå den. Vi behøver ikke altid at forstå, når vi gives en gave.

Glædelig påske.

Amen!

Prædiken søndag d. 4. december 2022.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-10 & Salme 72,1-7,18-19  & Rom 15,4-13 & Matt 3,1-12.

2. Søndag i Advent.

Så er det endelig advent igen. Andre vil sige, er det allerede advent igen? 

Det er blevet anden søndag i advent og der er to lys tænkt på adventskransen. Der er to tilbage. 

Jeg ved, at i stort set alle hjem, hvor der er børn, er der også gang i en julekalender, måske endda også en pakkekalender. Flittige forældre har pakket gaver ind. Børnene skal mærke at dette er en særlig tid. Vi tæller ned og vi glæder os. 

På mange måder er adventstiden en slags julekalender, som ligesom fastetiden op mod påske, skal forberede os på noget helt særligt. Noget så særlig, så hvis ikke vi er rede, så risikerer vi, at vi ikke kan se det, når det er der. 

Det er mere end en forberedelsestid. Det er også en glædens tid og en håbets tid. Det er en tid, hvor vi ser tilbage, og frem på én og samme gang. 

Vi glæder os over at Jesus kom, vi glæder os til at han kommer.

Noget af det som hvert år i min bibellæsning, får mig til at tænke vauuw, er den dybe sammenhæng i hele det bibelske univers over Gamle Testamente til Nye Testamente, som er at Gud vil sin skabning det godt, og at Jesus var det endelige svar fra Guds ufattelige nåde ind i sin tid, og stadig er det ind i vor tid og ind i fremtiden. 

Der skal ikke være et sekunds tvivl om, at at et der fejrigen af Jesu komme, vi glæder os over og glæder os til. 

Vi takker for noget som var, og ser frem mod noget, som kommer. 

Alt dette har sin begyndelse længe før os. 

I princippet lægges grunden allerede da Gud kalder på Moses fra den brændende tornebusk. Der, hvor Gud siger, at han har hørt folkets skrig, og han har set deres lidelse. Han vil lede dem til landet, der flyder med mælk og honning. Væk fra den golde ørken og slaveriet og ind i det frugtbare land, hvor det gode liv venter. 

Uden at gå ned i alle detaljerne, så er den røde tråd gennem bibelen, at det gang på gang ikke går som Gud håber, fordi mennesket har tendens til at gå sine egene veje. 

Det var den pæne måde at omtale synden på. Her er det vigtigt ikke, at se på synd som enkeltstående forkerte handlinger, men mere overordnet, som at ramme ved siden af Guds drøm for mennesket. 

Guds drøm for mennesket er ikke krig, hungersnød, konflikter, polarisering, ensomhed, fattigdom, kriminalitet, arbejdsløshed, klimakatastrofe, hele ungdomsårgange fastholdt i en ulidelig perfekthedskultur. Guds drøm er ikke, at vi mennesker er fremmed for ham.

Guds drøm og Guds tanker om vores liv er så langt væk fra vores virkelighed, at Guds drøm er helt utopisk. 

Det er måske derfor, vi kalder det klareste billede af Guds drøm, som Esajas formidler i bibelen, for utopien. 

Davidssønnens fredsrige

“Men der skyder en kvist fra Isajs stub,

et skud gror frem fra hans rod.

Over ham hviler Herrens ånd,

visdoms og indsigts ånd,

råds og styrkes ånd,

kundskabs og gudsfrygts ånd;

han lever og ånder i frygt for Herren.

Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,

fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;

han dømmer de svage med retfærdighed,

fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.

Han slår voldsmanden med sin munds stok,

og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;

retfærdighed er bæltet om hans lænder,

trofasthed bæltet om hans hofter.

Guds drøm er et fredsrige, som er radikalt anderledes. Hvis man læser den fortsatte tekst, så er selv dyreriget blevet fredeligt. 

Det lyder godt, ikke?

Det er samme Esajas, som siger at det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Der fortsættes: For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal lige på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådsgiver, Vældig Gud, evigheds Fader, Freds Fyrste.

Der var det med freden igen. Davidssønnens fredsrige, Freds Fyrste! 

De sidste mange år har jeg ikke lagt specielt mærke til det med fred. Men som situation er rundt omkring os med krigen i Ukraine, så fylder det med fredsriget en del i min forventning om det kommende. Jeg længes efter fred, og det ved jeg, at jeg ikke er alene om. 

Krig er destruktivt og spreder sin ødelæggelse langt uden for krigens fronter. Vi mærker det også, og som altid er det de i forvejen trængte, som bliver mest udsat af inflationen. 

Esajas talt ind i en længsel om fred, for længslen om fred er ikke noget nyt. 

Han talte ind i et rige, som som ikke siden Kong David omkring år 1000 FK havde haft en god leder. 

Han talte ind i en situation, hvor landet har været besat af den ene og den anden, og nu er det romerne, som påtvinger deres regime ned over det jødiske folk. 

Barnet som ifølge Esajas skulle gives os, er født og er efterhånden en voksen mand, da vi møder Johannes Døberen i ørkenen. 

Johannes er tydelig, for han ser sammenhængen og ved, at Gud er ved at gribe ind i al elendigheden. Han ser freden komme i det fjerne.

“Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” Råber han i Judæas ørken. 

Mange menensker lyttede til Johannes, faktisk også mange saddukæere og farisæere. De forstod, at de var nødt til at gøre op med deres gamle liv, så de åndeligt var modne og rede til at se, hvad Gud havde gang i. De forberedte sig på det, der skulle komme. 

Derfor lod de, som Matthæus siger det, sig døbe i Jordanfloden af Johannes. Nogen af dem fik den fejlopfattelse, at Johannes var den Messias, man ventede på. 

Johannes er tydelig, på at efter ham kommer der én der ikke døber med vand, men med Helligånden og ild.

Måske husker du, at så sker der det, at jesus kommer til Johannes og lader sig døbe af ham. Det bliver begyndelsen på Jesu virke. 

Johannes opfylder den profeti, hvor Esajas sagde: 

“Der er én, der råber i ørkenen:

“Ban Herrens vej,

Gør hans stier jævne!”” 

Adventstiden er ventetid. Det er imidlertid ikke en ventetid, hvor man sidder passivt og venter, mens man ser på uret hvert tredje minut og oplever at tiden slæber sig af sted. 

Det er en ventetid, hvor vi ikke helt ved, hvad vi venter på. For vi kan ikke rigtigt forestille os det. 

Da Jesus kom var hans ageren ind i verden så meget anderledes fra de forventninger, som selv Johannes Døberen havde. 

Ingen af os, selvom nogen af os har en livlig fantasi, er i stand til at forudse, præcist, hvordan Gud griber ind, når Jesus kommer igen med sit fredsrige. Men vi længes efter fred.

Adventtiden er en aktiv venten. En tid, hvor vi gør klar. Lidt ligesom, når man venter et barn, så sidder man ikke bare og venter. Man gør klar. Man køber barnevogn, og indrette børneværelse, og man begynder at indrette hele sin mentalitet og sin tilværelse efter den nye virkelighed, som venter. 

Som kirke gør vi klar, ved at vi synger om og tale om, fortæller menensker vidt og bredt, at det er advent. 

Vi fylder indkøbsvognen i kirken og gør klar til hjælpe dem, der i denne tid, har brug for at vi tager os af deres juleindkøb. Det er praktisk, men er også vores forberedelse, en aktiv venten.

Vi fejrer, at Jesus kom og vi glæder os til at han kommer igen. 

Vi forbereder os hver i sær med alle de små halvrituelle forberedelser vi har i vores december og adventstid. 

Det kan godt være at de er små traditioner, som vi har arvet. Men de har alle sit udspring i, at adventstiden er en særlig tid, for vi venter på Kristus. 

Intet mindre!

Glædelig advent!

Amen

Prædiken søndag d. 6. november 2022 – Alle Helgen Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Kor 4,1-18 & Joh 11,17-27

Alle har lyst til at komme til himlen, men ingen har lyst til at dø for at komme derhen. (Ukendt)

Eller 

I am not afraid of death; I just don’t want to be there when it happens. (Woody Allen)

Alle mennesker gør sig tanker om døden, for er der et alment menneskeligt træk, som gælder for alle, høj som lav, rig eller fattig er det, at døden kommer til os alle. 

Ligesom ingen mennesker er undtaget fra Guds kærlighed i livet, er ingen fritaget for døden.

Der er mange måder at håndtere tanker om døden på. Man kan være reeelt angst for døden. Man kan skubbe tankerne fra sig i en håbløs fornægtelse, som fungerer indtil man konfronteres med et dødsfald i en nærmeste omgangskreds. 

Man kan holde krampagtigt fast i livet og gøre alt muligt for at være så sund som overhovedet muligt. Nogen vil endda gøre noget så ekstremt som at træne og løbe. 

Men uanset hvad vi gør, kan vi aldrig løbe fra døden. 

I dag er det alle helgen søndag. Egentlig er det en dag, hvor kirken mindede alle de små helgener, som ikke havde deres egen dag. 

Reformationen har gjort op med dette, men vi har stadig dagen. I mange år har dagen haft den betydning, at vi har mindedes og været taknemmelig over dem, som ikke er i livet mere, men som på en eller anden måde har vist os vej i et liv med Gud. 

Det kan have været en præst, som har sagt noget, der har ramt plet. Det har man faktrisk hørt om. Men mere sandsynligt er det, at det er et menneske fra kirken eller omgangskredsen, som har vist én godhed, kærlighed og omsorg for på den måde at pege mod troen. 

De senere år har dagen flyttet fokus til, at det er blevet en mindedag, hvor man i kirkens mindes dem, som er døde i året der er gået. På den måde er det faktisk lykkes kirken at være relevant fordi den tager menneskers sorg og savn alvorligt og giver plads og rum til sorg og savn, men samtidigt forkynder håbet om det evige liv sammen med Gud. 

Alle helgen søndag er blevet en af de helt store dage, hvor rigtigt mange danskeres går i kirke. 

Vi skal alle dø, og jeg tror, at rigtig mange undrer sig over, hvor det er vi går hen, når vi går bort. 

Bibelen har et sprog for dette. På dansk er det ikke helt så rigt, som det er på græsk, som er det oprindelige ny testamentelige sprog. 

Helt klart er det, at den menneskelige eksistens beskrives med elementer som ånd, sjæl, psyke, hjerte og krop. 

I dag er der udbredt enighed om at mennesket er mere end sin krop, som iøvrigt er skrøbelig og forgængelig. 

Paulus beskriver det som, at vi har skatten fra Gud i skrøbelige lerkar. Alle der hørte eller læste den beskrivelse vil forstå, hvor skrøbelige vores kroppe er, men også at de kan være fantastiske og flotte, men at de ikke kan holde evigt. 

Paulus beskriver menneskelivet som et liv i et telt, igen underforstået at det er faktisk ikke særligt solidt, og der kommer en dag, hvor det dødelige skal opsluges af LIVET. 

Han beskriver det dødelige liv som en skat og at vi ikke bliver modløse for selvom vores ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag.

Han fortsætter: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”

Trumfen, baggrunden for overhovedet at sige sådan er naturligvis at finde hos Jesus. Jesus som tog alt, hvad der kan skille os fra Gud – synden – på sig og gik i døden på et kors, men som Gud oprejste igen på den tredje dag. Det er trumfen. Han er baggrunden for al tale om evigt liv, fordi han gik vejen for os. 

Da Paulus skriver sine første breve er mange af de 500 mennesker, som på et tidspunkt har set den opstandne Jesus stadig i live. Det er altså noget Paulus skriver et sted mellem 20 og 40 år før evangelierne skrives.  

I evangelier taler Jesus om døden og det evige liv, men det er et relativt lille tema. Der er helt klart en understregning af, hvordan vi lever nu, således at Guds vilje kan ske både jo i himlen og på jorden. 

Jesus er klar på, at der er at andet rige, et rige hvor Guds vilje er slået igennem, og hvor de, som er gået foran os er hos Gud. Et sted, hvor Guds kærlighed og intet andet råder.

I Johannesevangeliet finder vi den fantastisk beretning om opvækkelsen af Lazarus. 

Jesus er på vej mod Betania, men inden han når frem dør Martha og Marias bror Lazarus. Da de når frem får de at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Martha kommer Jesus i møde og hun er næsten bebrejdende idet hun siger til Jesus: Herre, havde du været her, var min broder ikke død. 

I dag skal vi ikke dykke ned i historien, for det er der ikke tid til, men vi skal lægge mærke til, hvad Jesus siger til hende, og dermed til os: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

Jesus viser med opvækkelsen af lazarus, at døden ikke får det disse ord, men det gør han ikke for Lazaerus’ skyld eller søstrenes skyld, men for gøde jorden for den opstandelsen, som han selv skulle have. 

Jesus dør og opstår, og inden da forbereder han dagen for sine disciple. I Johannes 14 siger han: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.”

Jeg synes, det er en fin tanke, at Jesus gør plads til os i sin fars hus. Der er et hjem, der venter. Og så er der lige den lille detalje, at Jesus lover at kommer og tage os med sig. Jesus henter os hjem. 

Alt dette siger Jesus dagen før han selv dør. Efter det opstår han igen på den tredje dag. Der er med andre ord, handling bag ordene, det er ikke tomme ord. 

Der venter noget godt. Gudsriget beskrives faktisk ikke særligt meget. Men løseligt sagt, så er der billeder af fest og mad, der tegner sig et rige, hvor våben smedes om til plovjern. 

Et sted, hvor Guds vilje altid sker. 

Bibelen bruger billedet af en ny himmel og en ny jord, som er radikalt anderledes end den verden, vi kender. 

Der siges: “Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.”

Vi ved ikke meget, og måske er et af de bedste billeder vi kan finde på Guds rige det vi finder i bogen/Filmen Hytten, som jeg hermed vil anbefale alle at læse/se. 

At døden er sejr, at den er liv, at der er evigt liv i Guds bolig er godt at vide, og det kan på en eller anden måde sætte os fri til at leve på trods af døden. 

Jeg her hørt flere sige, at de ikke er bange for at dø selv, men de er bange for at miste. 

For det gør ondt at miste, og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi efterladt med en kærlighed som ikke længere bindes op til et levende menneske og det gør ondt, når kærligheden bliver hjemløs. 

Derfor vil vi i dag mindes dem, som er gået foran os. Dem vi savner og dem, som vi håber på nu er i det fantastiske himmelske rige sammen med Gud. 

Vi mindes: 

Navnene er ikke med her pga. GDPR.

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige. 

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Salme: 456 Nærmere Gud til dig

Du kan også hente manuskriptet i PDF-format