Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.
Prædiken søndag d. 9. august 2026.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
1. Mos 37,1-4,12-28 & Salme 105,1-6,16-22,45b & Rom 10,5-15 & Matt 14,22-33
Når det stormer er Gud også nær
Sikke en sommer, det her været, og er i år.
Hygge, have strand, rejser, venner, familie, grill, for meget mad og drikke, dasen og dovneri og meget mere.
Der er helt sikkert mange af os, der har været ud at bade denne sommer.
Man beslutter sig, rejser sig fra tæppet, og går ned til vandet. Straks man mærker, hvor koldt det er, får man lyst til at vende om.
Men nu har man jo proklameret, at man vil bade. Så man fortsætter beslutsomt. Man er vel en rigtig mand.
Efterhånden som vandet når længere og længere op af benet, begynder tanken om Jesus at komme.
Er det bare mig? Jeg tænker, hvis jeg da bare ligesom Jesus kunne gå på vandet!
Som I sikkert kan regne ud, så har jeg til gode at opleve det.
Og var det sket, så tror jeg godt, at jeg kan forudsige, at hele verden ville høre om det.
Hele verden har i alt fald hørt om, at Jesus gjorde det. Det er en historie, som alle har hørt, og som jeg oplever, at de, som er skeptiske overfor tro, hele tiden hiver frem.
Det er en bemærkelsesværdig historie.
Det var det også for disciplene, da de oplevede det.
Sammen med Jesus havde de lige oplevet, at fem tusind mennesker var blevet mætte af fem brød og to fisk. Et spektakulært mirakel, som havde det formål, at mennesker skulle forstå, at det Guds rige, som Jesus talte om, faktisk er ved at bryde frem blandt dem. Hvis de holdt fast i det, ville deres liv blive radikalt anderledes.
Jesus havde sendt dem i båden, så de kunne komme over til den anden side af søen, mens han selv var gået alene op på et bjerg for at bede.
Båden fik modvind og kæmpede sig frem mod bølgerne. Flere af disciplene var fiskere, så for dem var dette hverdag, men derfor kan det godt være ubehageligt at sejle i mørket, for man kan ikke altid se, hvad der rammer ens båd.
Vi kender godt til det, at være i en situation, hvor vi er lidt utrygge og heller ikke har fuld kontrol. Der er vi lidt ekstra på vagt og klar til at håndtere, hvad der nu må komme.
Selvom disciplene har set alle mulige mirakler, så er der ingen af dem, der har fantasi, der rækker til det, de så.
Nemlig Jesus, der kommer gående på vandet ud til dem. Da blev de bange og skreg af frygt. Ikke så vældigt mandigt – i alt fald ikke den gang.
De kendte ham ret godt og har set ham lave alle mulige mirakler. Men dette kom jo tæt på, sådan helt bogstaveligt. Han stod derude på vandet og kiggede på dem, og det skræmte livet af dem.
Der er meget i mig, som godt forstår deres reaktion.
Jeg tror, at alle mennesker har drømme om, håb om og et eller andet sted tro på, at Gud faktisk kan vise sig og være tilstede i vores liv. Måske ikke så dramatisk, som i denne historie, men alligvel.
Når jeg påstår det, lægger jeg til grund, at alle mennesker, uanset om tro er noget, man lever meget åbenlyst med, eller om det er en helt privat sag, beder til og kalder på Gud, hvis stormen i vores liv bliver kraftig nok.
Jeg tror, det ligger dybt i os alle sammen, at jo mere afmægtige vi føler os, jo mere læner vi os mod Gud.
Det tror jeg, at rigtigt mange af os har prøvet.
Jeg husker nætter, hvor vi har gået rundt med skrigende børn, og virkelig været i tvivl om det var nu vi skulle ringe 112. Der har jeg i alt fald følt mig afmægtig, og den indre bøn har kørt for fuld skrue.
Jeg har flere eksempler, hvilket jeg er sikker på, at du nok også har.
Vi tager det nogle gange for givet, og negligerer, hvilken gave det er, at have tro på Gud med sig i livet.
Der er én, vi kan bede om hjælp. Der er én i hvis hænder vi kan lægge afmægtigheden, så vi får hjælp til at bære den.
Der er én, som er sammen med os i livet. Én, som kommer og er! Lige der, hvor vi er.
Det er en kæmpe gave, at have med ind i livet.
Det er også en gave, som vi gerne deler med alt og alle, og som vi tror, Jóhannes får med sig, når vi i dag har døbt ham med vand og Ånd.
Det tror vi faktisk på, ellers ville det jo være helt meningsløst, at Brynhild og Anders stod med ham her i dag. Og alle vi, som de har samlet i dag, her de bedt om at være sammen med dem om livet. Vi har lovet, at vi vil bede for dem, for Jóhannes og de andre søde børn i familien, i dag og alle dage.
For tro er en uoverskueligt værdifuld gave, at have med ind i livet.
Historien om vandringen på søen er historien om, at Jesus, Gud, Helligånden, er lige dér, hvor vi er. Selv i mørket og bølgerne langt ude på en sø, hvor ingen andre kunne se, at man var, der kommer Jesus gående til dem.
Det er hans initiativ, det er hans vilje, at være, hvor vi er.
Disciplene bliver overrumplet af, at han kommer gående på vandet, især Peter reagerer lidt “alternativt”, for hvis Jesus kan gå på vandet, så skal han i alt fald også. Selv i den situation, hvor skrækken overmander ham, rækker Jesus sin hånd ud til ham og griber ham.
Selvom vi tror, håber, beder og måske ligefrem forventer Guds tilstedeværelse i vores liv, så kommer det alligevel lidt bag på os, når vi har den der oplevelse, af at Gud er med i vores liv.
Måske bliver vi ikke så direkte skræmte som disciplene. Gud har jo også mindre spektakulære måder at vise sig i menneskers liv på.
Vi bliver måske nærmere ramt af det, som vi med et gammeldags ord, vil kalde ærefrygt.
Så begynder vi at tvivle på, om det faktisk skete. Så begynder vi at tro, at vi selv skal, ligsom Peter.
Så kommer tankerne om, at vi nu er gode nok til, at Gud vil os.
Det vil være fint, hvis vi kan skubbe alt det til side og bare tage med den gave, som Guds nærvær i vores liv er.
Det er aldrig til at vide, hvornår eller hvordan Jesus kommer gående ind i vores liv.
Der er intet at frygte, men alt at tro.
Det er en kæmpe gave, både når det stormer og er stille i livet.
Amen.
Salme: Gud, du sender din regn.