I dag var jeg inviteret til at tale i det nye trosfællesskab, som kalder sig Golgata. Det er et nyt initiativ, som er opstået på Metodistkirkens plejehjem Betaniahjemmet, hvor der førhen også var en menighed, som kaldte sig Golgata. Den er, kan man sige, ved at opstå igen.
Her er talen, som var mit bidrag ind i gudstjenesten.
Prædiken søndag d. 12. november 2023.
Metodistkirken – Golgatha. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Matt 20,1-16.
En tid med mirakler – et hurtigt fiks.
Først vil jeg selvfølgelig gerne sige tusind tak for, at jeg må få lov til at komme forbi og være med til gudstjeneste her i Golgata. Det er helt generelt altid godt og være sammen med jer, og især er det skønt at være sammen med mennesker som tør prøve nyt og som vil noget med tro og liv. Det skal i have tak for. Altså ikke bare tak for og invitere mig, men tak for alt det i gør.
…..
Hold da fast mand!
Jeg bliver så forpustet, over at følge med i alt den perfekthed, som jeg synes, at livet kræver af os.
Det er så let og sige, at især de unge, spejler sig i hinanden, og i meget urealistiske idealer fra Instagram, Tiktok og alt det andet, som jeg ikke en gang kender til. Det er som om, at der er en enorm ensretning, alle ser ens ud, og kravene ser ud til at være skyhøje for alle.
Det kan de, som er lidt mere voksne meget hurtigt blive enige om.
Men man skal jo være lidt varsom med, hvad man siger om splinten i sin brors øje, når man selv har en bjælke hængende ud af hovedet.
For alle generationer er optaget af, at leve det gode liv, som oftest er lig med det perfekte liv, fordi vi tror, at de to ting hænger sammen.
Før Instagram viste os de fotogene madopskrifter, de flotte stuer, de hotellignende soveværelser, den helt rigtige motionsform, så var det jo selvhjælpsbøgerne, som blev revet ned af hylderne hos boghandlerne.
7 God vaner, Genvejen til, effektiv tidsstyring, timemaneger principerne, tro mig, jeg har læst dem alle sammen.
Ligesom alle andre, ønsker jeg jo også, at livet skal fungere så godt som muligt, at tiden bruges så effektivt som muligt, at kosten, motionen, hjemmet, børnene og kærligheden skal stå snorlige og helst i moderigtige grålige nuancer, så det gør sig på Insta.
Jeg har efterhånden måttet erkende, at ligegyldigt, hvor jeg kigger hen, så er der altid nogen, som ser ud som om, de kan klare dobbelt så meget som mig, som ser ud som at livet nærmest er en legede dans.
I den sammenligning kan man faktisk godt blive lidt misundelig. For det ser nogen gange ud som om, at der nogle, som slipper lettere om ved det hele, som om er er mirakler omkring dem.
Den der misundelse og undren, når man selv synes, man knokler, ligsom den arbejder, der har knoklet hele dagen i vingården, føler på egen krop, da vingårdsejeren rækker ham den aftalte denar for dagens arbejde, er nok tæt ved den samme.
Her har han knoklet hele dagen, og så har han set dem, som begyndte ved den 3., 6., 9. og 11. time, blive betalt med det samme som ham, mens han har knoklet siden solen stod op.
Det virker så uretfærdigt.
Det er det da også. Det er himmelråbende uretfærdigt.
Set med vores jordiske retfærdighedsbegreber, er dette uretfærdigt. Det kommer vi ikke uden om, men hvad er det lige, denne lignelse faktisk handler om?
…. For himmeriget ligner en vingårdsejer…. Det handler om himlen, om paradiset, om der hvor Guds nåde og kærlighed råder fuldt ud. Dér er der ikke jordisk retfærdighed, for jordisk retfærdighed baserer sig på sammenligning, på millimeterretfærdighed.
Hun har fået sådan for det, så skal jeg have det samme, eller mere fordi min indsats er mere værd… Sådan er det ikke i Guds rige.
Lad os lige kaste et blik i bibelen og se lignelsen i Matthæus kapitel 20.
Som jeg allerede her sagt, så slår vers 1 fast at dette handler om himmeriget.
I vers to bliver vingårdsejeren enig med den første daglejer om dagslønnen på en denar, som er en helt rimelig dagsløn. Det er det man har brug for, for at forsørge en familie.
Ved den tredje time er der flere arbejdere, som ikke har fået tjans. Det er vers 3 og 4. Gå hen i min vingård, og jeg vil betale, hvad I har ret til.
Læg mærke til det vers.
Så bliver der hyret arbejdere igen ved den 6,9 og 11 time, hvor arbejdsdagen næsten er slut. Der er ikke aftalt løn ved de sidste tre rekrutteringer.
De får alle det det, der er deres ret.
I jordisk perspektiv er det ikke retfærdigt at én som har arbejdet én time får det samme som den, der har arbejdet tolv.
Men den, der har arbejdet én time har brug for nøjagtigt det samme. En dagsløn, så livet kan opretholdes.
Det handler om at Gud ikke ser er på, hvad vi gør, men hvem vi er. Med det mener jeg ikke, hvem vi er i familie med, eller hvorfor en kirke, vi tilhører, men at vi er (mennesker).
Det handler om at Guds kærlighed er det, som på græsk hedder agape, en kærlighed tager sit udgangspunkt i den, der bliver elsket.
Og det vender alting på hovedet.
Vi bør jo vide, at Guds kærlighed er så anderledes, at når vi møder den nåde, det mirakel, så bliver vi helt rundtossede.
Vi bliver endda salige! Er det ikke sådan Jesus indleder Bjergprædiken? Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres. salige er….
Det er nemt at blive forarget, når vi ligesom arbejderne i vingården ser nogle slippe let om ved det.
Når det kommer til troens verden, så er det de samme mekanismer, som som er på spil, for vi der kalder os kristne, eller vi der prøver på at være det, så godt vi kan, faktisk har en tro på, at med jesus kom Guds rige her på jorden.
Hvis man læser Markusevangeliet, så det i alt fald det første, jesus offentligt proklamerer: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær!; Omvend Jer og tro på evangeliet!”
Vi lever i en tid, på et sted, hvor Guds rige er kommet nær.
Nogen gange får vi lov til at opleve, hvordan det er i Guds rige. Det er der mange eksempler på, men lad mig give nogle:
Når bøn høres,
når menesker bliver raske,
når et menneske styrkes i sin tro,
når et menneske får lov at møde Gud,
når Jesus bliver mere end brødet og vinen,
når tiden står stille i lovsangen,
når flammerne i lejrbålet bliver helligåndsflammer,
og mange flere eksempler.
Jeg er sikker på, at du selv kan føje nogle til.
Vi lever i dette liv, i det jordiske hvor Guds rige er nær.
Det er jo Guds væsen at komme til os. Vi skal snart fejre advent, hvor vi fejrer at Jesus kom og kommer igen. Indtil Jesus kommer, får vi lov til at opleve smagsprøver på det himmelske.
Det får os til at sige, at mirakler sker, for det er sandt, at vi lever i miraklernes tid. De af jer, der kender mig ved, at jeg bedst kan lide at have begge ben plantet på jorden, men det skal ikke forhindre mig i at løfte hænderne i lovsang.
Jeg har oplevet mirakler.
Jeg har oplevet at tinge flasker sig i umulige situationer, jeg har oplevet Guds klare hjælp i forskellige sammenhænge i min tjeneste, hvor jeg ved, at jeg var så langt ude at jeg ikke kunne bunde.
Jeg har oplevet at være med til at bede for et meget sygt menneske, som i dag er rask.
Jeg har også været med til at bede for menensker, som er døde af deres sygdom.
Miraklerne er der, Guds nærhed er her, og det betyder at den verden vi kender, som vi kan måle med centimeter og denarer, får et mere sofistikeret udtryk.
Der sker ting, som vi ikke kan forstå eller forklare, og så må vi forlade os på vores tro også når vi længes efter et kvikt fix.
Jeg tror, at vi ligesom arbejderne i vingården, må forstå at Gud giver os det vi har brug for. Nogle har brug for mere end andre og det er helt ok.
Jeg siger igen miraklerne sker, men det er ikke det samme som at skal sætte os på bagen og vente på dem. Nogen gange sker mirakler langsomt og i proces, det har jeg set.
Og så skal vi ikke underkende, at der hvor vi er der for andre, der hvor vi beder for andre, der hvor vi er kirke for andre med alt, hvad det indebærer, da kan det være os, fællesskabet, som er miraklet, det der leder et menneske til tro, til helbredelse eller til et fuldendt liv. Livet hvor man er i Guds hænder, som i øvrigt er noget helt andet end det perfekte liv.
Men det er en helt anden snak, som vi må tage en anden dag.
Som kristne, som troende, lever vi i miraklernes tid, men miraklerne er Guds og de sker i hans tid.
Vi må tage mod de mange små mirakler som er omkring os, vi må være mirakler for hinanden, og vi må forstå, at vi ikke altid forstår, hvad Gud gør. Og det er faktisk helt i orden.
AMEN.