Wanna be Happy – Thomas Risager

Alle ønsker vel at være lykkelige. Det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os. Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

Hør talen fra gospelgudstjenesten med Nardus her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet her. Bemærk dog, at at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 29. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 16,16-22 & 1. Mos 27 & Jer 29,11

Wanna be happy – Gospelgudstjeneste med Nardus

Wanna be happy – Vil du være lykkelig?

Alle ønsker vel at være lykkelige, det er bare ikke altid, man er det. Det er bestemt heller ikke alle dage i mit, liv, hvor jeg tør sige, at jeg ligefrem er lykkelig.

Men der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu er alt fantastisk. Jeg er glad, ja nærmest lykkelig.

Men hvad hvis Gud faktisk ønsker alt det bedste for os? Hvad hvis Guds drøm for os, er at vi skal være lykkelige, hvorfor er vi det så ikke altid?

For at svare teologisk på det spørgsmål, skal vi tilbage til bibelen.

Jeg er helt på det rene med, at du måske ikke synes, at det mest begavede sted at lede efter svar på livet store spørgsmål er i bibelen. Jeg vil hævde, det er godt sted at lede, men samtidigt er jeg bestemt åben for at det er vældigt intelligent at stille sine store spørgsmål bredt.

Det første vi skal lægge mærke til er, at Gud i skabelsen siger: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. ( 1. Mos 1,27)

Når Gud i følge bibelen siger os, så er det ikke den samme pluralis majestætis, som kongelige bruger, men et udtryk at mennesket, både som mand og kvinde, ligner Gud.

Vi ligner altså Gud.

Jeg hører mennesker opfatte Gud, som sur og dømmende. Jeg må bare sige, at jeg tror Gud er glæde, fest og farver. Jeg opfatter, at Gud er meget mere en far, end en sur dommer.

Ret hurtigt i skabelseshistorien sker der det, at mennesket fristes af slangen (djævelen) til at spise af frugten, der som det eneste var forbudt. Mennesket har en fri vilje, vi er er ikke Guds marionetdukker, så vi valgte at give efter. Derved fik ondskaben en fod indenfor i menneskelivet.

Teologisk set lever mennesket derfor konstant i spændingsfeltet mellem godt og ondt. Vi er ikke usårlige. Ulykker, sygdom og død kan ramme os.

På et tidspunkt er det jødiske folk for alvor ramte af ulykke. De er fanget i eksil i Babylon.

De er simpelthen blevet bortført fra deres hjemland og anbragt i det nuværende Irak. Her er de fanget i 70 år. I den periode sender profeten Jeremias et brev til dem og og bringer dem et ord fra Gud. Gennem Jeremias taler Gud: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” ( Jer 29,11)

Midt i al elendigheden får de denne opmuntring. Gud har kke glemt jer, selvom alt er elendigt rundt om jer. Jeg er ikke sikker på, at det umiddelbart var opmuntrende, for de ville sikkert hellere bare hentes ud af elendigheden.

Det er meget menneskeligt. Når vi står i skidt til halsen, så drømmer vi os alle sammen væk fra det. Men hvis man tør tage det ind, at Gud også er med midt i elendigheden, så tør man måske at være i det. Så kan trygheden i det, måske gøre, at man faktisk kan leve sig gennem udfordringen og komme ud på den anden side, som et nyt menneske.

Jesus er også opmuntrende i forhold til fremtiden, da han sidder sammen med disciplene. Det er før påsken, hvor Jesus bliver korsfæstet. Han giver sig liv, for vi mennesker, kan leve, vel vidende, at hans kærlighed er den stærkeste magt i denne verden, stærkere end døden.

I situatinen ved han godt, hvad der ligger forude, alligevel giver han sig tid til at forberede sine disciple, som ganske enkelt ikke fatter, hvad han taler om.

Han siger til dem, at forude ligger tider, hvor de skal klage sig og græde. Hvor de ligesom en kvinde, der skal føde, skal gå gennem noget hårdt. Noget hårdt, som når det er overstået, skal erstattes af total glæde, hvor man glemmer, det som var hårdt.

Jesus siger: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” ( Joh 16,22)

Jesus taler om, at han skal komme igen og gøre alting godt. Han kommer med det endelige opgør over det onde. Det gode, kærligheden, vil sejre.

Hvem vil ikke gerne være lykkelig?

Det vil vi alle, og jeg tror Guds intention fra skabelsen var at det skulle vi være.

De ondskaben kom ind i verden, åbnedes muligheden for det modsatte sig også.

Vi mennesker er indrettet sådan, at vi ser og hører det vi er opmærksomme på.

Når noget er blevet væk for os, så er det lettest for os at finde det vi leder efter, hvis vi har et klart billede af, hvordan det ser ud.

Man kan ikke sætte sit barn til at finde piskeriset, hvis ikke barnet ved, hvordan det ser ud.

På samme måde er det med Guds kærlighed. Den Gud, som gennem Jesus siger, at ingen skal tage vores glæde fra os.

Positiv psykolog får skyld for meget, og nogen gange er det berrettiget, men der er nu noget om, at det er godt for os at fokusere på det postive, som der nu engang er.

Derfor minder jeg om, at vi er skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud.

At Gud sender bud til dem, som sidder fanget i Babylon og er midt i elendigheden, at Gud ikke har glemt dem. Han har stadig planer om lykke, ikke om ulykke.

At Jesus til disciplene, på tærsklen til de tre værste døgn i deres liv, siger, at efter sorgen, skal deres hjerter glæde sig, og ingen skal tage den glæde fra dem.

Wanna be happy? Ja tak.

Jeg har tænkt mig, at huske at Gud vil det sådan. Jeg vel være opmærksom på hans kærlighed, for den er rundt om os.

Ja tak!

Amen.

Kan bukserne mon holde?

Et par tanker efter at Metodistkirkens generalkonference er overstået.

Photo by Paul Jeffrey, UMNS.
Photo by Paul Jeffrey, UMNS.

Når man tager et langt skridt for at træde over en grøft, så er det altid godt, hvis bukserne ikke revner. Man vil jo nødigt rende rundt med numsen bar.

Metodistkirkens store verdenskonference er afsluttet, og efter at have fulgt ganske intenst med i begivehederne, så er min fornemmelse, at bukserne i hvert fald er på nippet til at revne.

Generalkonferencen er 854 delegater, som repræsenterer metodistkirkens mange kirker rundt om i hele verden. Ved konferencen er der også ca. 2500 gæster og lobbyister, som alle søger information og indflydelse på Metodistkirkens mange beslutninger.

Generalkonferencen er United Methodist Church’ øverste lovgivende organ. Alle medlemmer af Metodistkirken kan fremsende forslag, som man ønsker skal behandles. I en kirke med 12,5 millioner medlemmer er det materiale og de lovforslag, som delegaterne skal tage stilling til, ganske omfattende.

Ud over at tage stilling til kirkens love, regler og holdninger til alle mulige ting, så styrer man også kirkens økonomi, og med et budget på over 600 millioner dollars bliver der en del af forhandle om. Men generalkonferencen er også fantastiske gudstjenester og spektakulære events og musik fra hele verden. I år deltog gospelkoret Kefas, som hører hjemme i Metodistkirken i København. Fra Danmark var delegaterne Jørgen Thaarup, præst i København og Susanne Thaarup fysioterapeut fra Strandby.

Metodistkirken er en stor kirke, og holdningsmæssigt er den meget bred. Den rummer alt fra meget konservativt indstillede kristne til de mest progressive og liberale troende man kan finde på denne planet. Geografiske forskelle i kultur præger kirken rigtigt meget. Metodistkirken er global med alt hvad det indebærer. Alligevel er Metodistkirken én kirke. Personligt, er det noget af det, som jeg holder rigtigt meget af, netop fordi det understreger, at der er plads til alle slags mennesker.

Bøsser, lesbiske, transkønnede mv. vil dog hævde, at der langt fra er plads til alle mennesker, da to mennesker af samme køn ikke kan bliver gift i Metodistkirken. Man kan heller ikke leve i et homoseksuelt parforhold og være præst i Metodistkirken, ligesom Metodistkirkens Book of Disciplin (kirkens love, som netop af generakonferencen revideres) siger at homoseksuel praksis er uforeneligt med kristen lære. I samme paragraf bekræfter man dog, at Guds nåde og kærlighed gælder alle mennesker, og at Guds nåde er tilgængelig for alle. Vi ønsker at leve i fællesskab med alle og forpligter til ikke at fordømme homoseksuelle.(1)

I mange år har der været et udbredt ønske fra vesteuropæiske og en del amerikanere, at bløde op i kirkens love og tillade homoseksuelle vielser i kirken, samt at homesexuelt samliv ikke ekskluderer fra at tjene kirken som præst. Mange af os, heriblandt jeg, finder, at kirkens sprogbrug er direkte diskriminerende og helt klart er noget af det ved Metodistkirken, som jeg ikke er stolt over.

På den anden side er der konservative kræfter, en del afrikanske metodister, men også andre, som af hele deres hjerte frygter, at kirken, hvis vi åbner dørene for homoseksuelle, glider af på, hvad der er i deres øjne er sand bibelsk lære.

Bag hele denne diskussion ligger spørgsmålet om, hvad bibelen er for en bog, og hvordan man ser på den. Det har jeg før skrevet om. Det kan du læse mere om her, hvis du er interesseret, i at høre lidt mere om, hvad feks. jeg tænker.

På dette års generalkonference i Portland var et meget tydeligt, at kirken nærmest var delt i to lejre, som også udviste meget lidt vilje til at turde forstå hinanden. Samtidig var der daglige demonstrationer og happenings, hvor støttegrupperne – primært for de mere liberale strømninger – gjorde opmærksom på deres dagsordner.

I dagene op til konferencen var der mange præster, som sprang ud og offentliggjorde, at de levede et hemmeligt liv sammen med et menneske af samme køn. Dette var helt klart med til at lægge et følelsesmæssigt pres på konferencen, og det var, tror jeg, med til at trække fronterne meget skarpt op.

Forud for konference vidste man, at alle lovforslagene, der berørte emnerne omkring seksualitet, ville være vanskelige at diskutere i plenum. Derfor var der stillet forslag om, at man kunne diskutere dette i et mindre forum, som skulle komme med indstillinger til konferencen, den såkaldte regel 44. Man diskuterede formen for diskussionen i tre dage, før forslaget faldt. Tonen i diskusionerne var til tider ganske lidt præget af næstekærlighed, og der var en del mismod, og slet skjulte trusler om at sprænge United Methodist Church i to.

Ved Generalkonferencen er biskopperne uden stemme- og taleret. Der er én af dem, som leder forhandlingerne, men det er helt klart, at forslagsret og stemmeret alene tilhører salen.

Derfor var det ganske usædvanligt, at en af delegaterne rejste sig, og bad biskopperne om at tage ansvar og lede kirken i denne vanskelige situation. Forslaget fik støtte og efter en lang nats forhandling blandt biskopperne, som heller ikke er enige i dette spørgsmål, begyndte den følgende dag med, at biskopsrådets forslag blev læst.

Biskoppernes forslag blev diskuteret og vedtaget med et smalt flertal på 428 for og 405 mod.

Dette betyder, at der nedsættes en kommision, der er udpeget af biskopsrådet, hvor hele kirken og alle holdninger til spørgsmålene om kirkens forhold til homoseksuelle etc. er repræsenteret.

Denne kommision arbejder sig gennem hele kirkens lovgivning, som omtaler køn og seksualitet i alle former. Hvis biskopsrådet finder det nødvendigt, er man parat til at indkalde til en ekstraordinær generalkonference i 2018 eller 2019, hvor man udelukkende diskuterer dette.

I mellemtiden undersøger biskoprådet også muligheden for at suspendere alle igangværende klagesager med præster, som har forbrudt sig mod kirkens regler.

Du kan læse hele teksten i biskoprådets dokument her.

Om bukserne holder, er jeg ikke helt sikker på. Der er de, som mener, at denne kommision blot trækker en uundgåelig splittelse ud, mens andre ser den som et håb om, at vi på trods af store uenigheder vil hinanden og ønsker den svære samtale med henblik på stadig at have en stor og bredtfavnende Metodistkirke.

Jeg tror, vi må til at tale sammen om vores synspunkter i denne sag. Vi må vise med eksempel, at selvom vi måske ser meget forskelligt på om kirken kan holde bryllup for to af samme køn, så kan vi i det mindste tale sammen, bede sammen og være kirke sammen.

Endelig må vi under alle omstændigheder vente og se om bukserne holder, når kommisionens arbejde er færdigt.

Jeg er håbefuld på Metodistkirkens vegne og drømmer om, at vi kan være være en kirke, som kan rumme både konservative og liberale. En kirke, hvor vi tør indrømme at noget er svært, men kan være brødre og søstre, selvom vi ser forskelligt på bl.a. dette. Jeg drømmer om, at kirken vil fjerne alt sprogbrug, som fordømmer og diskriminerer, og jeg håber, at det eneste, som bestemmer, om to mennesker kan få velsignet deres kærlighed i kirken af en metodistpræst, er, at de elsker hinanden.

Du må hjertens gerne være helt uenig med mig. Jeg rækker dig gerne min hånd alligevel.

 

[1] The Book of Discipline of The United Methodist Church 2012. §161,F

Ånden: Guds gave – Thomas Risager

Det ligger i tiden at nok er aldrig nok. Hver gang vi har opnået vores mål, vil vi have mere.
Sådan kan jeg også have det med Gud og hans kærlighed. Jeg har oplevet, at det er fantastisk, men jeg vil have mere, meget mere!

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 22. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 16,12-15.

I dag har vi fået lov til at lytte til Young Souls, vores fantastiske juniorgospelkor.

Korsang og kirke hører rigtigt meget sammen og vi synger rigtigt meget her i huset.

Måske har du lagt mærke til at i modsætning til hvad man ellers nogen gange kan opleve, når man går i kirke, at vores dygtige pianist Preben Holmberg, har lagt melodierne på en måde så vi faktisk kan synge med – også selvom vi ikke alle sammen er vant til at gå i kirke eller vant til at synge, for den sags skyld.

I parentes, så kan jeg ikke lade være med at sige, at det med at synge faktisk udløser lykkehormoner i os. – Så der er mange gode grunde til at synge.

Er det ikke dejligt?

Når vi synger i kor, dirigerer Rikke Young Souls, eller Mette dirigerer Nardus og Emmaus. Korene følger dirigentens mindste vink.

Vi har set Rikke gøre sådan her…. (tegnet for at synge kraftigere…)

Nogen der ved, hvad det betyder?

Nemlig, at der skal synges kraftigere. At koret skal give mere – og ofte meget meget mere end vi tror, at vi kan.

Der er trods alt en grænse for, hvor kraftigt vi kan synge og hvor meget vi kan give.

Korsangere er jo kun en slags mennesker.

Jeg er kun en slags menneske.

Men når det kommer til at tro på Gud, så kan jeg godt komme til at glemme, at jeg kun er et menneske.

Bare rolig! Det er ikke fordi, jeg tror at jeg er Gud. Så er det på plads.

Men jeg kan nogen gange tro, at jeg er dirigenten!

Jeg vil have mere!

Det ligger i tiden at nok er aldrig nok. Hver gang vi har opnået vores mål, vil vi have mere. Hver gang vi får opfyldt et behov, så er vi klar til noget nyt. Når vi har fået den fine racercykel, så drømmer vi om kulfiber og nye geargrupper.

Sådan kan jeg også have det med Gud og hans kærlighed.

Jeg har oplevet, at det er fantastisk.

Jeg har oplevet hvordan det giver den her ubeskrivelige fred inden i, at vide, at uanset hvad, så er de ting i mit liv, jeg ikke kan finde ud af, ja hele mit liv, i Guds hænder.

Når jeg bekymrer mig om mine børn, så tror jeg på, at de er Guds hænder.

Når mit arbejde fylder alt, fordi er er er udfordringer, jeg ikke kan se mig ud af, så tror jeg på, at det er Guds hænder.

Når jeg havner i relationer med mennesker, hvor det går skævt. Det sker – også for mig. Der tror jeg på, at det er i Guds hænder.

Hvor jeg efterlades med indtrykket af, at de synes, jeg er dum og træls. Og helt ærligt, så har jeg det også sådan med dem.

Så tror jeg på, at det er Guds hænder.

Det betyder ikke, at jeg ikke har ansvar for at opføre mig ordentlige, for det har vi alle sammen.

Når jeg føler mig helt skæv og tvivler på alting, så  tror jeg på, at jeg er Guds hænder.

På den måde er troen en ufattelig kilde til tryghed, til tro, til håb for mig.

Men jeg vil have mere, meget mere!

Jeg står ligesom dirigenten og vil have mere. Og jeg vil have det nu!

Jesu disciple, som gik rundt sammen med ham. Hvor heldige var de lige? De havde det på mange måder ligesom mig.

De kunne mærke at Jesus var fantastisk.

Det var ikke sådan, at de altid forstod ham, men de kunne mærke indeni, at der var noget godt omkring ham. Noget som de gerne ville have mere af.

Det har netop været pinse, og i kirken har vi fokuseret på, at betydningen af det, er at Gud med Helligåndens komme, er rykket helt tæt på hvert eneste menneske. Helt tæt på, så tæt på, at Paulus omtaler det som: “For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Sammen med disciplene siger Jesus noget, som peger frem mod pinsen.

Han siger, at der er endnu mere at sige Jer, men det kan I ikke rumme nu.

Vi kender det godt. Efter en lang dag med f.eks. undervisning eller meget arbejde, så kan man komme dertil, hvor der bare ikke kan være mere inde i ens hovede. Man har bare brug for mentalt at stemple ud. Jesus indser, at hans disciple er dér.

Men samtidigt giver ham dem løftet om, at Sandhedens Ånd skal vejlede dem i HELE sandheden.

Det er alligevel noget at et løfte. Alt hvad Gud har og er, skal forkyndes for disciplene.

Med andre ord, alt, hvad der er Guds, skal gives, –  er givet til os.

Det kan godt være at korsangerne kan komme til et sted, hvor dirigenten kan hoppe og danse, der er bare ikke mere at give.

Men Gud har altid mere at give, og vi må altid, altid få mere af hans fred og kærlighed.

Det kan godt være, at vi på et tidspunkt synes, at vi har fået nok. For nogen gange kan det være sådan, at Guds kærlighed kræver af os, at vi skal elske andre. Det kan godt kræve lidt af os. Med andre ord, kan det pludselig være udfordrende at tro.

Men det er en helt anden prædiken.

I dag stopper vi ved, at Gud intet holder tilbage fra os. Alt gives os.

Ja tak, siger jeg.

Hvad siger du?

Amen.

Pinse 2016 – Thomas Risager

Guds Ånd falder over disciplene og gør at både de selv og mennesker helt uden forudsætning for at kende historierne om Jesus, kan erfare og opleve Guds nærvær.
Det er det, som pinsen er: Gud er helt tæt på, også selvom vi ikke forstår. Hør mere her, hvor pinsen er i fokus.

podcast-large

 

Du kan også læse manuskriptet til talen. Bemærk dog, at det talte ord ganske ofte afviger lidt fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. maj  2016. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg. 2,1-21 & Rom 8,14-17 & Joh 14,8-17 & Sl 104,24-34.

På himmelfartsdagen bad Jesus disciplene om at gå op til Jerusalem og vente på at blive iført kraften fra det høje.

Som så ofte før, tror jeg ikke, at de fattede ret meget af, hvad ham mente med det. Men de gjorde som Jesus havde bedt dem om.

Det kunne vi måske lære lidt af. At gå i tro er de skridt man tager, uden at kende hele vejen. Man må gå alligevel. Fordi det er det, som føles, som det absolut eneste rigtige at gøre.

I dag fejrer vi pinsen. 50 dagen for opstandelsen.

Disciplene er samlet indendøre. En kraftig vind, fylder rummet.

Det er ikke sådan et pust fra et åbent vindue, der lige får lyset til at blafre, men reel vind. Apostlenes Gerninger siger vindstød.

Meterologerne vil sige vindstød af stormstyrke. Med andre ord, det er ikke sådan noget hygge nygge noget.

Tunger af ild fordeler sig på hver enkelt af disciplene. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske i kirken, hvis det skete. 30 sekunder og Anders Flinck har tømt ildslukkeren ud over det hele.

Den ild, som Helligånden giver, er ikke en farlig fortærende ild. Tværtimod er det en opbyggende ild.

Den samme ild, som opbyggede Moses, da han står overfor den brændende tornebusk, til at blive den fantastiske leder, som fik israelitterne fra Egypterne, gennem ørkenen og ind i det forjættede land.

Guds ånd helliger – dvs. den bygger op, så vi kommer til at ligne Gud mere og mere – det som vi her i kirken kalder helliggørelse.

I pinsen ser vi forvandlingen ske med disciplene i løbet af få sekunder.

Guds ånd forvandler, Guds ånd bygger op, Guds ånd giver kraften fra det høje. Det som Jesus sagde, de skulle gå op til Jerusalem og vente på, fik de. Kraften fra det høje.

Fra at være som skræmte børn, der holder sig indendøre og knapt tør åbne munden, fordi de faktisk ikke fatter, hvad det er sket omkring dem de sidste mange dage, så deler de nu med hinanden om alt det fantastiske, de har oplevet sammen med Jesus.

For hver gang de hører hinanden fortælle en historie om hvordan Jesus kærlighed har gjort dem hele og det at han har sendt dem ud, har forvandlet dem. For hver gang historierne lyder stiger glæden, vokser troen, håbet og kærligheden.

De er ikke længere de samme mennesker. Noget nyt er blevet til inden i dem.

De bevæger sig fra at være disciple – elever – til at være apostle – ledere.

Der sker det noget centralt i verdens historien, fordi de apostle, som sidder i rummet, ikke lader sig begrænse af deres egen frygt.

Mennesker på gaden, kan høre, at der er noget helt vildt fantastisk på færde. Hver gang en af apostlene fortæller om Guds storhed i hans liv, smitter det, taler det til, rører det ved, bevæger det mennesker, som hører det.

Og det gælder uanset om det er parthere, medere og elamitter, dem der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10  Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, de tilflyttede romere, v11  jøder og proselytter, kretere og arabere – Alle hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.

Det burde ikke være muligt, men det der det!

For der hvor Guds ånd er, falder alle grænser. Der er alt muligt.

Der sker der ting og sager.

Der flytter Gud rundt i menneskers liv, så vi bliver åbne for hans kærlighed.

Da er vi i stand til at lytte, så vi forstår, selvom vi ikke forstår.

Så vi kan tro, selvom vi ikke kan finde ud af at tro.

Så Gud kan frelse os, selvom vi aldrig fatter, hvordan det går til at hans kærlighed forvandler vores liv og bringer os ind i evighedens perspektiv.

Vi kan se at det sker, vi kan mærke at det sker.

Pinsen er Gud, som kommer helt tæt på. Det er Jesus, som nu er tiltstede overalt, fremfor at være bundet i i sin egen krop. Nu er han nu til stede ved os og i os.

Palulus taler i Athen om, hvor nær Gud i sin ånd er. Han siger: …”For i ham lever vi, ånder vi og er vi…”

Det er her vi kan opleve Gud, mærke Gud, have vished for at han er i livet samme med os.

At Guds ånd falder er ikke isoleret til dramatiske begivenheder i Jerusalem, men det sker i hverdagen, der hvor mennesker er.

I dag, vil jeg lade her høre, noget af det, som mennesker. Almindelige mennesker, vel at mærke, har skrevet til mig i ugen her op til pinse.

Læg mærke til at de oplever, at Gud er der hvor de er.

En af de unge, som var på påskelejr siger:

For mig var påskelejren som at blive vasket ren og få en ny begyndelse – sådan har jeg det med alle lejrene. Når man går der med 50 andre unge, der bare vil hinanden og verden det bedste, er det som om al ondskaben og alt det mørke der eksisterer, bliver bare en smule lettere at bære. Min tro bliver stærkere for hvert smil, hvert kram og hver samtale og det bliver så tydeligt for mig, at Gud arbejder gennem mennesker. Det er en velsignelse.

Der er især tre steder, hvor jeg oplever Gud, og det er på tre forskellige måder. Ungdoms- og spejderlejre møder jeg Gud i fællesskabet, og i en fornemmelse af, at alting kan lade sig gøre med andre mennesker, som har samme mål som en selv. Der er en ro og en velsignelse i, at vi er sammen om at ville hinanden som mennesker, uden vi skeler til hinandens skyggesider. Alle ser det bedste i hinanden, og der er man i sådan en perfekt lykke tilstand, hvor der bare er ro og velsignelse. Endnu bedre er det, når det fællesskab bliver kombineret med meningsfyldte oplevelser som hjælpearbejde med gadebørn eller lignende, hvor man føler, at man kan gøre verden til et bedre sted, der føler jeg, at Gud står midt i det hele.

Musikken er et andet sted, hvor den rigtige tekst eller musik kan give en gåsehud, hårene rejser sig, og selv om man er helt alene, er der en eller anden form for nærvær med noget, der er meget større end en selv. Den der følelse af kærlighed og lykke over at være tilstede i verden.

Naturen er det sidste sted. Sådan en sommerdag i skoven, hvor vinden, lydene og varmen bare spiller sammen på en måde, der ikke er tilfældig og ligegyldig. Der kan man næsten mærke helligånden i vinden og være helt opslugt af at være en del af Guds skaberværk – den slags føler jeg ikke, at vi bare kan tilskrive tilfældigheder.

Mathias Alsted Flinck

Jeg mærker Guds storhed og nærhed, når jeg ser på skaberværket…..i naturen – blomster, træer, ved havet og i skoven. Til barnedåb, bryllupper og begravelser. I musik og sang af alle slags. Når jeg oplever disse ting får jeg tårer i øjnene og gåsehud. Jeg oplever at vi mennesker gør noget planter og vander, får børn, lever, elsker, synger og spiller…..og så lægger Gud lige det der ekstra til, som gør det til noget stort og som giver mig fornemmelsen af hans nærhed. Så enkelt.

Bente Riishøj Hansen

Læg mærke til at Gud er ikke bundet at tid og sted.

Ånden falder i ensomhed og i fælleskabet.

Der hvor mennesker er falder Guds ånd. Det er ikke altid dramatisk, men det der sker indeni er i høj grad dramatisk.

Gammel jædist mystik siger, at der sidder en engel på vores skulder, som hver gang vi møder et andet menneske, siger: Se, skabt i Guds billede.”

Glædelig pinse.

Amen

Bevægelse – Thomas Risager

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Tekstn, som blev læst er fra Lukasevangeliet kapitel 24, vers 44-53.:

v44  Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« v45  Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, v46  og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, v47  og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, v48  og I skal være vidner om alt dette. v49  Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Jesu himmelfart

v50  Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. v51  Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. v52  De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, v53  og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

 

Hør mere her.

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 8. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Lukas 24,44-53.

Kristi himmelfart får mennesker i Odense til at løbe eventyrløb. Sjældent er de så mange, som bevæger sig så meget på én gang.

Men Kristi Himmelfart er mere end løb. Der er dog masser af bevægelse i den historie. Det ser vi på nu.

Der er gået fyrre dage siden folk blev klar over, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. I den periode viste han sig med jævne mellemrum for disciplene. Han spiste og drak sammen med dem og han lod den skeptiske Thomas få lov at stikker sine hænder i hans side, så han kunne mærke at Jesus virkelig var der sammen med dem.

Nu trækker Jesus disciplene til side. Her bruge Lukas en vending, som vi skal lægge mærke til. Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstår skrifterne. Her peger Lukas frem mod pinsen, som ligger 10 dage fremme. Jesus lover, at han vil sende det, som hans fader har lovet dem. Men de skal blive i byen indtil det sker.

Det Jesus henfører til er Helligånden, som skal falde over disciplene og i den grad åbne menneskers sind, hjerter og hoved, for evangeliets historie om den Jesus, som led, døde og opstod igen.

Den historie lukker vi op på næste søndag, men nu er vi her i nuet, hvor Jesus har samlet disciplene foran sig.

Han har åbnet deres sind, så de kunne forstå skrifterne. Hvor kunne det være dejligt!

Han går gennem Moseloven, profterne og salmerne, som vi også har i Det Gamle Testamte.

Jesus understreger at han selv og alt, hvad der er sket er i tråd med linjen i de gamle skrifter, som alle kender.

Med andre ord, Jesus selv er en del af Guds frelsesplan og han har tænkt sig, at opfylde sin del.

Jesus giver den en opgave, en stor opgave. Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse i Jesu navn. Det skal ske til ALLE folkeslag begyndende i Jerusalem.

Derefter gik de ud af byen. Jesus løftede sine hænder og velsignede dem. De sang nok ikke Hans Christian Jochimsens fine melodi, men ordene var de samme.

Jesus blev båret op til himlen og forsvinder ud af deres syne.

Jesus er borte, men det er han jo kun for at blive allestedsnærværende. Han er ikke længere bundet af noget som helst. Det har disciplene egentlig haft fyrre dage til at vænne sig til, men de forstår det nok først for alvor i pinsen, som kommer.

Lad se lidt op opgaven, som han har givet dem.

Der skal forkyndes til alle folkeslag. Det er et opgør mod de tanker, at budskabet om Jesus i skulle være reserveret israelitter eller jøder.

Det er lige her, at vi ser, at troen på Jesus ikke skal være reserveret en regional menighed, men faktisk har potentiale allerede fra starten til at blive en global bevægelse.

Der er så meget krudt i budskabet om Jesus at det forandrer verden og fortsat i dag så mange år efter, stadig er en faktor i verden. Det er da dybt fascinerende.

Som jeg sagde til konfirmanderne i sidste uge, så er det gerne sådan, at hvis noget Jesus siger, gælder disciplene, så er det sådan, at vi ikke går galt i byen ved at antage, at det gælder os.

Med andre ord, er det os, som er efterladt med opgaven der hedder: “og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem”

Det er altså os, som må sætte os i bevægelse for at gøre det. Det er ikke en ti kilomenter, men et livslangt løb. Vi er i bevægelse.

Omkring Kristi himmelfart, så tror jeg lidt, det er sådan den almindelige dansker tror det er de kristne som er faret til himmels.

De ser dem jo aldrig. Og hvis de endelig gør, så er det oftest fordi, medierne synes, at nogle kristne har dummet sig.

Kristus for til himmels for at være allestedsnærværende. Guds rige er kommet nær.

Hvornår i alverden er det vi begynder at forkynde det for alverden og ikke kun for os selv?

Amen.

Guds fred – Thomas Risager

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det jeg tænker på, er det bibelord, som vi finder i Johannesevangeliet kapitel 14 vers 27, hvor Jesus siger:

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Hør hvad Jesus minder sine disciple, og dermed os om:

podcast-large

 

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 1. maj  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 14,23-29.

Nu er vi jo ikke ude på at hænge nogen ud her i kirken. Men jeg har hørt lidt historier om stressede forældre i de sidste uger.

Så det kan virke meget passende at tekstrækken, altså den inspiration til gudstjenesten som er fælles for alle 80 millioner metodister, i dag siger: Tal om Guds fred.

Jeg tænker faktisk, at det er meget passende i dag, hvor jeg giver slip på I fem gode mennesker. Jesus taler nemlig også om dette på et tidspunkt, hvor man er nået til en skillevej.

Det er den sidste aften, hvor Jesus er sammen med disciplene.

 

Han havde samme aften spist sammen med dem og forklaret dem, at de kunne mindes ham, hver gang de spiste brød og drak vin.

Det er her, at nadveren, som vi om lidt invitereres til at være med til, indstiftes.

Det er også den aften, at Jesus siger til dem, at de skal elske hinanden, som han har elsket dem.

Det er ikke sagt som en udfordring eller en opfordring, men som et direkte påbud. På dansk: en lodret ordre. Elsk hinanden, så andre i jeres indbyrdes kærlighed kan se, at den kærlighed Gud har til mennesker ikke bare er tomme ord.

Jesus ved godt at det er ved at være sidste chance for, at tale med disciplene.

Læg mærke til hvad der er vigtigt for ham at få sagt.

For det første, at vi kan huske på hans kærlighed til os, mindes hans offer for os, når vi tager del i nadver og gudstjeneste. Med andre ord, konfirmander, det med minimum ti søndage om året, er den god ide at fastholde.

For det andet peger Jesus på, at disciplene skal elske hinanden. Når jesus siger noget gælder for disciplene, er det en god ide, at antage, at det også gælder os.

Vi skal elske hinanden, fordi Gud elsker os. Det gør han iøvrigt selvom vi måske ikke lige kan finde ud af at tro på det.

Når vi elsker hinanden, ser mennesker,at det er noget, der gør en forskel i menneskers liv. Det gør en forskel på, hvordan jeg møder andre mennesker. For jeg må jo tro, at de også er elsket af ham.

Endelig taler Jesus om Guds fred. Det gør han på et tidspunkt, hvor han godt ved, at forude ligger påskens pinsler og plager, død og opstandelse venter.

Jeg tror, at ingen andre end Jesus i den situation, ville have erfaret Guds fred indeni. Havde det været mig, ville opelvelsen indeni være alt andet end fred.

Jesus siger: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Fred betyder ikke bare fravær af krig, men at der er ro på.  Der er trygt og godt. Jeres hjerte må ikke forfærdes, siger Jesus. Der er altså tale om en indre tilstand. En indre tryghed, som forsikrer mig at alt bliver godt. Det betyder ikke at det svære går væk, men det betyder at fornemmelsen af ikke at være alene i det, ikke går væk.

Nogen gange, når jeg står overfor udfordringer, som jeg ikke lige synes, det ser ud til, at vi kan få til at lande, så bliver jeg urolig, ængstelig og ligefrem bange.

Det tror jeg, at vi alle sammen kan nikke genkendende til.

Nogen gange, når jeg ligger i min seng, og hjernen bare bliver ved med at kværne i den problemstilling, eller konflikt, som jeg bare ikke kan finde løsning på, så minder jeg mig selv om, at Jesus lover os, at vi må få hans fred, så vi ikke er modløse indeni.

At minde mig selv om det, ville jeg ønske hjalp. Men det gør det ikke. Det bliver nærmest værre.Nu kan jeg pludselig bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde Guds fred.

Det er der, hvor jeg egenlig bliver helt til grin. Fuldstændigt som med at kunne  tro, så er oplevelsen af Guds fred, ikke noget vi selv kan klare.

Det kommer udefra. Det gives os af Gud. Det er en gave.

Med tro og Guds fred er det sådan, at jo mere jeg vil præstere, jo mere jeg krampagtigt forsøger, jo længere væk fra mig føles det.

Omkring det med problemerne har jeg efterhånden lært at sige. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke løse det lige nu. Det er som det er.

Når jeg gør det, altså giver slip, så kan jeg overrumples af Guds fred og overraskes over, at den faktisk er der.

Konfirmander (og alle I andre) nu har I fået en masse viden om bibelen, om Jesus, om Gud og Helligånden. Og meget mere, for vi har snakket om mange ting.

Jeg vil i dag udfordre dig på de tre ting, som Jesus siger til disciplene inden han tages til fange.

Elsk hinanden

Brug kirken, tag mod nadver, også selvom du ikke forstår det.

Oplev Guds fred – og dermed tro – ved at give slip i stedet for at forsøge at tro og lede efter freden.

At elske hinanden, at finde fred og dermed tro, er altsammen godt på vej ved at holde fast i det første. Nemlig at elske.

Elsk, hold fast ved hans ord. Det er learning by doing, for det at tro, er ikke at sidde stille. Det er elske, handle og leve….

… og se bare, midt i det er hans fred, som overgår al forstand.

Amen.