Grøn Søndag – Maria Bræstrup Aaskov

Det er den sidste søndag i kirkeåret – og i lyset af Thanksgiving standser vi op, ser vi tilbage og sorterer hvad vi vil bringe med videre.

Maria Bræstrup Aaskov taler, og du får en forklaring på, hvorfor søndagen er grøn.

Hør mere her:

 

 

Lys i mørket – Gud giv håb!

Gospelgudstjeneste med gospelkoret Emmaus

November sænker sit mørke over os, og lyset svinder langsomt ind. Søndag kl. 19:00 byder Gospelkoret Emmaus indenfor til efterårets gospelgudstjeneste med fokus på, hvordan vi finder lyset i en mørk tid.

Hør talen her:

Du kan også læste talen her. Bemærk dog, at der næsten altid er lidt forskelle mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-9.
Gospelgudstjeneste med Emmaus: Lys i mørket – Gud giv mig håb

Den mørke tid er over os og rundt om dukker alle hyggelys og julelys frem. Det er tid til en ekstra kop god kaffe, tæppet om benene og en god bog. Whats not to like…. sådan tænker jeg, men det er bestemt ikke alle, der har sådan.

For andre er dette en en forfærdelig tid, fordi manglen på lys efterlader ca. halvdelen af vi danskere med, hvad vi kalder vintertræthed og en del faktisk med reel depression. Vi har helt enkelt brug for lys for at leve.

Når vi ser julelysene blive tændt, bliver det klart for os, hvor lidt lys der egentlig skal til for at lyse op i mærket. Selv en lille bitte LED-pære kan sprede lys ind i mørket.

Johannesevangeliets indledning taler på sin kryptiske måde, om verdens frelser, Jesus, som er på vej. “I ham var liv, og livet var menneskers lys.”1

Lys og liv kædes sammen i det bibelske univers, ligsom død og mørke forbindes.

Måske er det også den sammenhæng, som gør at de fleste mennesker forbinder mørke med noget ubehageligt. Langt de fleste børn er bange for mørket, og der er ikke grænser, hvad fantasien kan placere af

1 Joh 1,4

page1image15097920

2 af 5

monstre og uhygge i det mørke, hvor man ikke rigtigt kan se.

En ting er det bogstavelige mørke, som kan været svært at navigere i uden lys.Noget andet er det mørke, som jeg tror alle mennesker undervejs i tilværelsen kommer til at erfare.

Der hvor man fuldstændigt mister overblikket, og ikke kan finde rundt. Der hvor man ikke synes, at kunne se noget lys overhovedet. Der hvor al mål og retning er væk. Man er på en måde fanget.

Mit gæt er, at mange af os, som er her i dag har været der. Måske er der endda nogen, som er på det sted lige nu. Det er ikke noget rart sted at være.

Til jer der er der lige nu, vil jeg sige, at Salmernes Bog er fuld af livsvisdom – og den kender smerten og mørket. I Salme 139,12 siges der om Gud at “så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, nørket er som lyset.”

Gud kan se, der hvor vi ikke kan.
For mig personligt har den tanke rummet en stor trøst på et tidspunkt, hvor mørket fyldte meget i mit liv. Der var en tid for ikke så længe siden, hvor jeg følte mig fanget i et mørke, hvor manglen på lys gjorde, at jeg var bange for om jeg nogen sinde kom ud i lyset igen. Eller bekymret for om lyset mon nogensinde ville komme ind til mig igen.

Da jeg var barn og vi som spejdere skulle på natløb, så var der virkelig prestige i at have den største lommelygte. Fem af de store batterier, så var der blus på.

3 af 5

Vi lyste på stien, hvor vi gik og det er rigtigt, at vi kunne se præcis, hvor vi satte fødderne, men hvad der også var sandt, var at vi absolut kun kunne se noget i lyset. Alt udenom var totalt sort.

Vores patruljefører forsøgte at lære os, at hvis vi slukkede lyset ville vi i virkeligheden kunne se mere af, hvad der var omkring os. Han talte for døve ører.

Når vi tør være i mørket uden lys, sker der det, at vi langsomt får vores nattesyn til at virke. Efter nogle minutter har øjnene vænnet sig til mørket, og så kan man faktisk se temmeligt meget mere end man troede muligt.

Mørket er mystisk og fremmed for os. Vi vil altid søge mod lyset, hvis vi på nogen måde kan. Men mørket er også en del af livet, ligesom nat og dag.

Der er ingen, der har lovet os, at livet kun skal være godt, og der skal være masser af lys hele tiden. Sådan er der ingen mennesker der lever, heller ikke selvom det er det, vi kan se på de sociale medier.

Gud kender mørket og kan se gennem det. Derfor må vi også turde tro på, at selvom vi ikke kan se, så kan Gud, og han er ved vores side. Han er lyset selv.

Bibelen er fuld af løfter til mennsker, som på en eller anden måde er i mørket. Det er vigtigt at fange de løfter, for det er alt andet lige lettere at være i mærket, når man ved, at det har en tid, og at lyset vil komme.
Det er nemlig præcis det, der er løftet fra Gud og det er det, som vi hvert år fejrer, når det bliver jul.

4 af 5

“Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.”2

Det sker på baggrund af gamle løfter, som Gud har givet mennesker. Allerede tilbage i Esajas Bog, finder vi Gud, der taler om, at alt skal blive godt. Gud siger: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem der bor i mørkets land.”3

Det kan godt være mørket dækker dig, men i mørket er løfterne om, at lyset kommer. Løfterne om, at du aldrig er glemt af Gud. At du, selvom du er i mørke, er set af Gud.

Mange af de menesker, der har været i mørket taler om, at det var der, der for alvor var udvikling. Det var i mørket man lærte sig selv at kende. Det var i mørket, man for alvor lærte Gud at kende og turde stole på ham, da der ikke var anden udvej.

Det kan være fra mørket, at man pludselig ser sit liv i et helt nyt lys. Der er ingen af os, der kan lide at være i mørket, men løftet til os, når vi er der, lyder at “mørket viger, det sande lys skinner allerede!”4

I lyset af de løfter er der måske styrke til at turde være i mørket, at leve i mørket en tid, at turde se sig om i mørket, for man kan jo se lidt, hvis ellers man lader øjnene vænne sig til mørket.

Vi ved jo at lyset kommer og at ethvert mørke altid må vige for lyset. Mørket kan ikke vinde. Lyset, det sande lys

2 Joh 1,9
3 Es 9,1
4 1. Joh. 1,8.

page4image15026048

5 af 5

som oplyser ETHVERT menneske er ved at komme ind i verden.

Det tror jeg på, og det håber jeg på. Der er lys i mørket – Gud giv mig håb. Amen.

Fælles gudstjeneste med Sankt Hans Kirke (folkekirken) og Metodistkirken

Én tro, én dåb, én nåde
Fælles gudstjeneste i Skt. Hans kirke
Søndag d. 18. november kl. 10:00

Folkekirken og Metodistkirken har efter mange års tæt samarbejde indgået en bilateral aftale. Det vil sige at kirkerne nu fuldt ud anerkender hinanden som ligeværdige kirker, herunder anerkendelse af hinandens dåb, nadver og embede, og kirkerne bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Desuden skal man ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.

Denne aftale om gensidig anerkendelse bliver fejret med en fælles gudstjeneste i Skt. Hans Kirke søndag den 18/11 kl. 10:00. Thomas Risager taler, og præsterne Peter Jakobsen, Marie Bræstrup Aaskov og Knut Bjarne Jørgensen er også med. Desuden medvirker Metodistkirkens juniorgospelkor, Young Souls, og der er også barnedåb.

Der sker en masse for børnene, for det er nemlig en såkaldt Supersøndag i Skt. Hans Kirke, og det betyder kirke i børnehøjde med sjove aktiviteter for børn i Skt. Hans Kirkes menighedshus.

Du kan læse aftalen i sin fulde ordlyd her http://www.metodistkirken-odense.dk/wp-content/uploads/2018/11/Aftale-mellem-folkekirken-og-Metodistkirken-endelig-2.pdf

 

Talen vil kunne høres her, når den lægges på nettet hos Sankt Hans Kirke.

 

Den tale, som jeg holdt kan du læse her:

Tale manuskript i PDF-format

 

1 af 7

Prædiken søndag d. 18. november 2018.

Sankt Hans Kirke i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 1,20-33.
Særligt: Fælles gudstjeneste med folkekirken i forbindelsen med aftalen: En tro, én dåb, én nåde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas Musik
Læsning Lukas 17,20-33
——

Tusind tak for indbydelsen til at komme og være med til at fejre gudstjeneste i dag. Det er en stor glæde, at opleve, at to menigheder, som begge er bevidste om hver vores egenart, i dag kan fejre gudstjeneste sammen og fokusere på alt det, som samler os frem for det som til dagligt ser ud, som om det skiller os.

Det er dejligt at være gæst i Sankt Hans kirke.

Det er muligvis lidt gammeldags, men noget at det første jeg gør, når jeg er gæst i et hjem, hvor jeg ikke har været før, er at gå til bogreolen sig se, hvad der står på hylderne.

Når man ser på bøgerne, så ser man måske titler og forfattere, som man også selv har læst. Man ser en masse man villle ønske, man havde læst. Der er fælles interessepunkter, og der er mulighed for, at få en god samtale igang.

2 af 7

Når man går på opdagelse her hos Jer, så synes jeg jo nok, at der er en del fælles stof i salmebøgerne, i måden vi tænker og tror på, i nogle af de drømme vi har for vores liv, verden og for Odense. Bibelen er jo fuldstændigt den samme. Vi bør om nogen kunne tale sammen!

Vi lever i en kultur, hvor forskelle frem for ligheder, hvor uenigheder frem for enighed, dyrkes i medierne.

Vi ser det i det polittiske, hvor vi stort set er delt op i blå og røde. Politikerne har travlt med at forklare os, hvor de er forskellige.
Journalisterne elsker det, og vi positionerer os i høj grad i forhold til hinanden. Hvor er vi forskellige?

For mange år siden var jeg med som ung leder i en bibelgruppe, hvor vi diskuterede meget. Her var en ung mand, som virkelig satte sig for at læse bibelen og forholde sig kritisk til den.

Det synes jeg også, at vi skal. Lad os igen og igen dykke ned i bibelen og forholde os til den og lad os endelig diskutere, hvad vi tror, Jesus mente, og hvad det betyder os i dag.

Den unge mand i gruppen havde det sådan, at når han stødte på noget i bibelen, som han ikke forstod, noget som måske er lidt i modstrid til andet, noget som han var uenig i, så hev han ganske simpelt siden ud. Hans bibel var efterhånden temmelig tynd.

Når vi læser indgående i bibelen støder vi da på ting, som vi ikke altid forstår, men løsningen er jo ikke at hive

3 af 7

siden ud, men at fortsætte diskussionen, og læse videre. Det giver ikke mening at have en tynd bibel, men det kan bestemt give mening, at have en tyndslidt bibel.

Når vi diskuterer og søger samtalen tror jeg, vi kommer til at opleve, at vi er enige om langt mere end vi selv tror.

Og skulle vi finde uenigheder, så er det sådan, tror jeg, at de mennesker vi kan lære mest af er, ikke dem vi er fuldstændigt enige med, men netop dem, som udfordrer os. Dem som et kort øjeblik får os til at overeveje at hive sider ud af vores bibel.

I kirkerne kan vi godt have den kedelige tendens, at vi lukker os lidt om os selv, og diskuterer indbyrdes, hvordan vi syntes verden ser ud. For der er noget trygt i, at vi forstår hinanden. Noget rart i, at den vi sidder ved siden af, synes verden ser ud som jeg.

Men så sker der præcis det, som bekymrer mig meget med de sociale medier. Algoritmerne gør, at vi hele tiden på baggrund af, hvad vi har set på og hvad vi har liket, hele tiden præsenteres for mere af det samme.

Jeg frygter, at vi får et indskrænket verdensbillede – og det må aldrig ske for kirken – eller dens folk.

For noget af det, som gør det så godt med at være her hos jer i Sankt Hans er jo, at jeg føler mig hjemme. Vi læser det samme, vi tror det samme og så skal vi ikke underkende, at Guds rige er midt i blandt os. At Guds rige er her, hvor vi er.

4 af 7

Jesus siger, at Guds rige ikke kommer så man kan iagttage det.1 Der ligger en dobbelthed i dette. På den ene side er der den eskatologiske tankegang i dette, at Gud en dag griber endegyldigt ind, og gør alting nyt.2
At dommes dag kommer, og der står det endelige opgør med al denne verdens elendighed og Kristus vinder den endelige sejr.

Der er Lukas nok rigtigt på den, når han lader Jesus sige, at det kommer som et lyn over himlen og vi vil være uforberedte på det. Men når det sker, så er der intet andet der betyder noget.

Så skal vi ikke gå ned i huset og hente vores ting, og vi skal ikke se os tilbage på vore gamle liv.3 Så er der kun det nye liv, der ligger forude, som har betydning.

På den anden side, er Guds rige allerede iblandt os, eller måske ligefrem i os. Det kan i hvert fald diskuteres, når man læser den græske grundtekst.

Det er det, vi kan se og kan mærke, at Guds rige ikke kun er noget der ligger forude på den anden side af dette liv, men i høj grad også er her og nu!

Vores verden – og den kan vi tale længe om – kan vi ikke bare blive enige om, at der er masser af udfordringer, klima, polarisering, grådighed, sult, krig, flygtninge, bare for at nævne nogle af udfordringerne.

1 Luk 17,20
2 Åb21,5
3 JF Luk 16,31-33,

page4image15092352

5 af 7

Vores verden har brug for, at vi kristne taler frygten ned, og håbet op.

For Guds rige KOMMER og Guds rige ER. Guds rige bliver synligt, hvor vi holder sammen, hvor vi hjælper den fattige, hvor vi løfter korset højt og taler om Guds nåde, Guds kærlighed og Guds fred.

Guds rige kommer, men vi får lov at leve i en forsmag af det allerede her og nu, for Guds rige er.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at nedtone uenighederne, og pege på enighederne. Ved at nedtone forskellene og pege på fælleskabet, ved at nedtone diskussionen og polarieseringen og føre samtalen.

Guds rige er midt i blandt os.

Jesus udfordrer os i Matthæusevangeliet til først at søge Guds rige og hans retfærdighed.4 Det vil vi gøre.

Metodisternes kirkefader John Wesley (vores Luther) var ikke bange for at diskutere. Jeg fristes næsten til at kalde ham diskussionslysten. Personligt er jeg glad for, at han ingen twitter konto havde, så ville Trump få kamp til stregen.

Noget af det vi fra Metodistkirken har arvet efter Wesley er en lang række prædikener, som alle metodistteologer får langt tid til at gå med at studere.

4 Matt 6,33

page5image15102912

6 af 7

I en af prædikerne – Økumenisk sindelag5 tager han fat i en historie fra 2. Kongebog 10 om Jehu, der møder Jenadab. Historien i sig selv er ganske voldsom, så den gentager vi ikke her, men de to mænd, som har meget der skiller dem, stor pludselig ansigt til ansigt.

“Er du lige så oprigtig mod mig, som jeg er mod dig? Da Jonadab svarer ja, siger Jehu: “Så giv mig hånden!”6

I dag fejrer vi, at teologer og biskopper fra folkekirken og Metodistkirken har talt sammen og nået frem til at de ting, som vi ikke er enige om er småting, at der er mere der samler end der skiller. At vi er fælles om at pege på det Guds rige, som er midt i blandt os og fælles i håbet om at Guds rige kommer igen.

At vi står sammen om at tale frygten ned og håbet op. At vi alt vi gør, peger frem mod Jesus.
At vi kan være oprigtige og af ét hjerte overfor hinanden.

I dag viser vi en flig af Guds rige til Odense ved at vi er samlet her til bøn, lovsang, dåb, brød og vin.

Vi siger til hinanden: “Godt, så giv mig hånden!” Guds rige kommer, Guds rige er nær!

Bøn:

5 John Wesley: Standard Sermon 39 – Catholic Spirit6 2. Kong 10,15

page6image14944320

7 af 7

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

Lad os med apostlene tilønske hinanden: Herren Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! (2. Korintherbrev 13.13)

Amen

 

Hvad kan du give?

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men spørg hvad du kan gøre for dit land!  Citatet stammer fra John F Kennedy, som sagde det i en af sine berømte taler.

I vores kultur er det så indbygget at tænke over, hvad vi får ud af alt muligt. Men hvad nu, hvis man netop vender det på hovedet og ser på, hvad andre får ud af det, som vi har at give!

Jesus ser en fattig enke give en lille gave. Men det, der ser ser ud som en lille gave, fremhæves af Jesus som noget, der gør en verden til forskel.

 

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der ofte er lidt afvigelser mellem manuskriptet fra skrivebordet og den tale, der faktisk holdes i kirken.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 4

Prædiken søndag d. 11. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Mark 12,41-44. Særligt: Dåb
Hvad kan du give?

Helt i begyndelsen af Bill Clintons første præsidentperiode blev jeg klippet. Det er sket mange gange siden 1993, men jeg husker denne gang, fordi fjernsynet kørte med en tale af Bill Clinton. Så lige præcis den frisøraftale glemmer jeg aldrig.

Når man som jeg lever af, at skulle tale til folk, så ser man op til folk, der taler bedre end én selv – jeg ser op til mange! Og jeg jeg holder øje med mange politikere, præster og mennesker, der giver gode TED-talks.

Jeg så Bill Clinton tale. Det var fantastisk. Han var og er meget dygtig til det. Obama endnu bedre, og Trump….. not so much.

Jeg husker det endnu. Bill Clinton sagde: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land?”

Genialt! Hvad jeg ikke vidste dengang var, at det ikke var noget Clinton havde sagt, men at det faktisk var JFK som er manden bag de ord.

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dig land?

2 af 4

Meget ofte, når vi overvejer ting, eller når reklamerne, skal tale til os, så handler det om, hvad vi får ud af f.eks. komme i kirke eller hvad får jeg ud af at købe et eller andet produkt?

Vi er nok nødt til at indrømme, at vi også kender overvejelserne.

Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud Hvad får jeg ud

Hvad får jeg ud

af at tage ned i fitnesscenteret? af at være med i gospelkoret? af at komme til gudstjeneste? af at komme til familiefesten?

det?

Hvad nu hvis vi Hvad nu hvis vi med, hvis jeg…..?

vender altsammen på hovedet? istedet spørger, hvad kan jeg bidrage

Hvad mon det kan betyder for andre, at jeg gør…?

I Danmark lever vi desværre i Jantelovens skygge, så det kan faktisk være lidt svært for os, at fremhæve, alle vores styrker og tale åbent om, hvad vi kan bidrage med.

Sådan en snak bliver de fleste af os ganske ukomfortable over.
Personligt har jeg det meget anstrengt med de her samarbejdsøvelser, som er gode at lave på arbejdspladsen. Øvelsen der består i, at skrive alle sine styrker på et stykke papir og dele det med dem, du arbejder sammen med.

Det er meget lettere for os, at tænke over, hvad vi får ud af at arbejde på dette sted.

3 af 4

Når Jesus er på banen er der ingen tvivl om, at alting vendes på hovedet.

I en kultur, hvor børn er til besvær, byder han børnene velkommen.

I en tid, hvor kvinder kun er noget i kraft af deres mand, fremhæver han kvinder og løfter dem frem.

På et sted, hvor de rigeste og mest succesfulde er de eneste, som reelt har en plads i samfundet, går Jesus hen og mødes med de fattigste, de syge, de udstødte. Dem på udkanten af samfundet.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Jesus faktisk ser den lidt pjuskede og tydeligvis fattige kvinder, der virkelig skiller sig ud blandt alle de andre polerede – flest mænd – som kommer frem til tempelblokken for at flashe, at nu giver de faktisk til templet, sådan at templet kan tage sig af de svage.

Hun har, sammenlignet med andre, ikke meget at give af, men det holder ikke hende tilbage fra at give. Hun vil også bidrage, så hun går frem og giver sin gave.

Jesus ser det. og han kalder sine disciple sammen: “Sandelig siger jeg Jer: Denne fattige enke, har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

4 af 4

Det kan godt være at hun er fattig, men det er ikke det sammen som at hun ikke kan bidrage.
Hendes bidrag, som måske ikke er meget i kroner og ører. Men det er er lige så væsentligt og det betyder noget, fordi hun har givet af sig selv. Hun har bidraget og været med til at gøre en forskel.

Hun har ikke tænkt, hvad får jeg ud af det. Hun tænker, det er også mit ansvar og jeg vil også være med til at bære. Og det gør en forskel.

Jeg er ikke sikker på, at Bill Clinton eller Kennedy, havde denne historie i tankerne, men tankegangen er den samme.

Vi har alle sammen noget at give, og der er brug for at vi alle gør det. Det handler om penge, det handler om at være tilstede. Det er at være næstekærlig på arbejdspladen, i familien, i bussen, også selvom vi ikke synes, vi har overskud til at være det.

Det har vi alle brug for, men vi kan alle også give, og kraften til det, kommer et sted fra, hvor det er helt uudtømmeligt.

Du har uendelig værdi. Du er skabt i Guds billede, og du har så meget at give.

Verden bliver et bedre sted ved at du er her.
Spørg ikke, hvad du får, men spørg, hvad du kan give! Amen
Salme: Gud dine hænder

Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072page5image28210688page5image28211264page5image28211840page5image28212032page5image28212224page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen