Kategori: Ikke kategoriseret

Hør eller læs talen fra gudstjenesten fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 1. marts 2026.

af

1 6

Prædiken søndag d. 1. marts 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 12,1-4 & Salme 121 & Rom 4,1-5,13-17

& Joh 3,1-17.

I USA er det ikke ualmindeligt at omtale sig selv som

“born again Christian.”

Det gjorde f.eks. den tidligere præsident George Busch,

der i øvrigt er medlem af The United Methodist Church.

Jeg har til dato tilgode at møde en dansker, som omtaler

sig selv som genfødt kristen.

Da Nikodemus står overfor Jesus, triller øjenene rundt i

hovedet på ham, da Jesus fortæller ham, at han må

fødes på ny.

Jeg forstår, at Nikodemus ser det ganske bogstaveligt,

som en kropslig genfødsel. Et menneske kan da ikke for

anden gang komme ind i sin moders liv og fødes på ny,

som han konstaterer.

Hvis det er det, det handler om, så er der da et par ting

med mit korpus, som jeg gerne ser genfødt.

Men det er ikke helt det Jesus siger, han taler om en

åndelig genfødsel.

Det samme ser man mange gange underbygget hos

Paulus, som taler om at mennesker ved ro forvandles iaf

2 6

en sådan grad, at de får nyt liv. De er ikke længere den

samme.1

Det tænker jeg, at vi kender. Mennesker, som har fundet

tro, og nu fremstår helt forvandlede eller forandrede, om

du vil.

Måske er du selv en af dem, som efter at have fundet tro

og opdaget at Guds kærlighed gælder netop dig, og i dag

er du en anden, end den du var.

Jeg synes, vi ser det med mennesker i vores kirke. Jeg

kan i alt fald godt nævne nogle.

I så fald er du heldig, og jeg er en smule misundelig. Jeg

har det nemlig ikke sådan.

Faktisk har jeg det sådan, at jeg ikke kan huske, at jeg

ikke har haft tro. Det er altid der hos mig, med den tvivl,

som nu en gang også altid følger med.

Fortællingen her er kernestof i Ny Testamente, selvom vi

kun finder den her hos Johannes. Så det er altså en

fortælling, som det er godt at lægge sig på sinde, fordi

den siger os noget helt centralt om, hvad tro er for noget.

Nikodemus, som står overfor Jesus, er en jødisk lærd.

Han er formodentlig farisær og altså virkelig en af den

1

Hos Paulus spiller tanken om genfødsel en vigtig rolle, men

han bruger ikke altid præcis det samme ord som i senere

kristen teologi. I stedet taler han ofte om nyt liv, ny skabning

eller at dø og opstå med Kristus

Eksempelvis 2. Kor 5,17 eller Titus 3,5af

3 6

jødiske elites topfolk. Han er belæst, forstår sig på Gud

og jødisk tro og tænkning. Han er en god from mand,

men der mangler noget i hans liv. Der er en længsel, som

vækkes, når han hører, hvad Jesus siger.

Ofte ser vi farisæerne som i modsætning til Jesus, men tit

er det sikkert sådan, at det ofte er dem, som Jesus har

en konfrontation med, netop fordi de er tæt på Jesus og

aktivt opsøger ham, fordi de vil forstå.

At deres ideverden, så er så radikalt anderledes end det

Jesus står for, gør at konfrontationen bliver tydelig.

Og så er det et godt fortælleteknisk greb at gribe sådan

en samtale, hvor modsætninger står overfor hinanden.

Sådan fungerer evangelierne, de fortæller historier.

Alt det, Nikodemus har hørt om Jesus, har vækket noget i

ham, som han ikke forstår med den vidensbaggrund, han

har.

Han ved, at han bare skal se Jesus og skal tale med

ham.

Så en sen nattetime, måske fordi han ikke ønsker de

jødiske ledere skal se ham, står han altså ansigt til ansigt

med Jesus, præcis som han havde længtes efter.

Jesus siger til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg dig:

Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”2

Det er på dansk en lidt låst formulering, for indholdet i det

græske sprog er lidt mere finurligt. De græske ord

2

Joh 3,3af

4 6

γεννηθῇ ἄνωθεν, som betyder både født igen, men

også født ovenfra. 3

Personligt foretrækker jeg forståelsen, som født ovenfra

idet det fjerner den bogstavelige fornemmelse af det, som

helt tydeligt blokerer lidt for Nikodemus, og gør det mere

tydeligt, at det er Gud, som er spil.

Når Gud er på spil, sprænges alle rammer og farisæiske

regler. Noget nyt bliver til. Nyt liv spirer frem.

Det er meget muligt, at denne fornemmelse af, at blive

født på ny, er lidt højtravende for os. For det er alligevel

lidt besynderligt, ikke sandt.

Alligevel vil jeg påstå, at det er en del af vores

metodistiske DNA, både som historie og teologi.

Historien er den, at vores kirkefar, John Wesley, selv

oplevede noget i retning af at blive født ovenfra.

John Wesley var teolog, præst i den anglikanske kirke,

leder af en vækkelsesbevægelse – metodisterne. Han var

lærer ved Oxford Universitet, dermed må man betegne

ham som en rigtig intellektuel.

Johan Wesley underviste, prædikede, skrev og var

optaget af at organisere vækkelsen i socialt arbejde.

3

γεννηθῇ ἄνωθεν

be born from above

V-ASP-3S fAdvaf

5 6

Groft sagt var hans teologi og tro funderet i hans

glimrende forstand og store intellekt.

Men så skete der noget.

Datoen er den 24. maj 1738 henad kvart i ni om aftenen.

Det ved vi helt præcist, fordi John Wesley minutiøst skrev

dagbog, og dem har forskerne adgang til den dag i dag.

Den aften deltog John Wesley i det, vi idag vil kalde en

smågruppe. Indholdet lyder noget kedeligt, når jeg ser på

det i dag. Der var én, der læste op fra Luthers fortale til

Romerbrevet i bibelen. Det kan ikke blive meget mere

tørt end det.

Mens Wesley lytter til dette, føler han sit hjerte så

forunderligt varmt ved tanken om, at Jesu død og

opstandelse var for netop ham. Han blev så ramt af Guds

kærlighed, at hans tro ikke længere kun var i hovedet,

men også blev en hjertesag.

Han var ikke den samme, da han gik, som da han kom.

Dette forandrede ikke kun John Wesley. Det var ikke kun

ham, som blev født fra oven, men også hele den

bevægelse og senere kirke, som kan komme til at være

kirkefader for – vores kirke.

Guds Ånd kan give nyt liv, og i Jesu møde med

Nikodemus bliver det klart, at Guds nåde og kærlighed

kan gøre et menneske nyt.af

6 6

Jeg tror, Nikodmus blev en anden. Han forsvarer Jesus,

da de roligøse ledere vil dømme ham. 4

Han kommer med

kostbare salver ved Jesu begravelse. 5

Det kunne Gud gøre med en halvgammel præst, som

havde hovedet fyldt med tro, men stadig længtes i sit

hjerte.

Det har Gud gjort med mennesker i denne kirke, og ved

du hvad, det kan også ske for dig!

Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må

fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører

den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og

hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er

født af Ånden.«6

Amen

Salme: 578 Vi rækker vore hænder frem

4

5

6

Joh 7,45-53

Joh 19,39-42

Joh 3,7-8

Hør eller læs talen fra dagens gospelmeditation fra Metodistkirken i Odense.

af

1 5

Prædiken søndag d. 8. februar 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 11,28-30.

Når Trump truer med at tage Grønland.

Når krigen i Ukraine bare bliver ved.

Når politikerne snakker og ingenting sker.

Når de hjemløse ikke har nogen steder at være i

vinterkulden.

Når børnene mobbes i skolen.

Når forældrene er syge og krævende og man er klemt

mellem dem og teenage børnene – sandwich generation.

Når chefen er en ufølsom skiderik.

Når pengene ikke rigtigt rækker.

Når klimaet går amok.

Vi ved godt, at alt det ikke er vores ansvar, men nogle

gange føles vægten af det bare som om, at det er.

Det kan føles som om, at vægten af alt det fylder og

ligger på vores skuldre.

Nogen gange kan bekymringerne trykke for brystet, så

det føles som om, man ikke rigtigt kan trække vejret ned i

maven.af

2 5

Vi ved godt med vores forstand, at det ikke er sådan,

men det føles sådan.

Jeg tror, det er sådan, fordi vi i udgangspunktet er

empatiske mennesker. Vi oplever, sanser, føler og ville et

eller andet sted ønske, at vi kunne gøre noget ved det

hele.

Det er en af vores menneskers superkræfter, at når vi ser

noget, som er urimeligt, så får vi lyst til at lave det om, så

forsøger vi at gøre noget.

Det har været med til at gøre verden til et bedre sted. Til

gengæld er det hårdt for os, når vi ikke kan gøre noget,

så kan vi føle os fanget og tynget af afmagten.

Afmagten er også en del af livet. En hård del af

tilværelsen.

Forleden læste jeg i Politiken, som nok er den avis i

Danmark, der er mest kritisk overfor religion og tro,

hvordan én af deres journalister var begyndt at tænde

radion på P1, hvor man hver morgen kan høre en

minigudstjeneste fra Københavns Domkirke.

Den lyttede han til, mens han vaskede op efter

morgenmaden. Og det er ikke fordi han var kristen eller

troende, som han selv skrev, men der var noget med at få

skiftet nyhedsstrømmen ud med salmesang, bibellæsning

og bønner for verden og hverdagen. Det undrede ham,

men det kunne noget.

Lige det med at få presset hele nyhedsstrømmen og alle

bekymringerne væk og få det byttet ud med sang, musik,af

3 5

bøn, bibellæsning og måske ovenikøbet et godt budskab

fra Gud, er lige præcis det, som denne aften er, eller kan

være.

En mulighed for at fylde os med godhed, nåde, tilgivelse

og kærlighed.

På et tidspunkt, sådan ret tidligt i den tre-fire års periode,

hvor Jesus går rundt, inden det bliver påsken, hvor han

korsfæstes, dør og opstår, siger Jesus:

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge

byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af

mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I

finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min

byrde er let.”

Jesus siger dette ovenpå en periode, hvor han har mødt

modstand og modvilje, så når han siger: “Kom til mig, alle

I der er trætte og bærer tunge byrder!” Så siges det ikke

på baggrund af, at alt er idyl, men faktisk på bagkanten af

modgang og træthed.

Jeg lægger mærke til, at han siger kom til MIG og ikke

kom til en lov, eller kom til et trossystem, eller kom og

præster, eller for den sags skyld, kom og vær del af en

kirke. Han siger bare kom til MIG.

Kom og vær sammen med, er det som ligger i luften.

Måske er tanken om at skulle forholde sig til Jesus

sværere end at skulle forholde sig til Gud, eller til

Helligånden, sådan er vi forskellige, og det er helt ok.af

4 5

Tanken i al kristen tro er, at det er en treenig Gud, som

rækker ud til os og som siger: Kom til mig, alle I er trætte

og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Treenig betyder blot at Gud har tre fremtoninger, men

dybest set er den samme.

Så uanset, hvordan din forholdning til det guddommelige

er, så lyder der stadig: “Kom til mig…”

Jeg vil give jer hvile. Det er altså helt ok at puste ud og

slappe af. Det er helt i orden bare at være.

Tag mit åg på dig, siger Jesus. Åh nej, skal jeg nu til at slæbe, tænker du måske. For et

åg er en tilpasset træ-bjælke som man brugte i

landbruget i gamle dage, og med den kan man virkelig

bære meget på en meget lettere måde.

Nu hviler vi ud, men når vi rejser os og går ud i

hverdagen igen, så banker udfordringerne jo på igen.

Tro på Gud, længsel mod tro, får dem ikke til at gå væk

igen. Sådan fungerer det ikke, men når man har hvilet i

Guds nærvær får man nye kræfter og kan gå videre.

Og med bare lidt tro, følger også at de byrder, som vi alle

sammen møder gennem livet, med Guds åg kan blive

lettere at bære, så de ikke får lov til at forhindre os i at

leve vores liv.

Så Trump, Ukraine, Grønland, politikerne, mobberne,

syge forældre, høje priser, klima og alt det der vi møder i

livet, kan bare komme an.

Nu hviler vi ud hos Gud, og om lidt rejser vi os og går

gennem livet, hvor byrderne opleves lettere.

5 5

Guds velsignelse på din vej.

Amen.

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

1 5

Tale søndag d. 1. februar 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mika 6,1-8 & salme 15 & 1. Kor 1,18-31 & Matt

5,1-12.

Hvad i alverden sagde han?!!!!

Sådan tror jeg, de der hørte Jesus tale, har sagt mange

gange.

Gang på gang vender Jesus fuldstændigt op og ned på

enhver opfattelse af verden, som tilhørerne med alle

deres forskellige baggrunde har haft.

Vi er ved indledningen til Bjergprædiken, som udgøres af

Matthæus kapitel 5,6 og 7. Dette er virkelig kernestof i

forhold til at forstå, hvad Jesus siger og hvad han står for.

Hermed en fed opfordring til at læse Bjergprædiken.

Nu håber jeg ikke, at jeg ødelægger dit syn på Bibelen,

men det er nok et udtryk for en vis redaktionel frihed, som

forfatterne bag Matthæusevangeliet tager sig, når de

lader Jesus holde en samlet tale i Bjergprædiken, men

rent fortælleteknisk er det genialt.

Hvis der var noget, man kunne i den kulturelle kontekst,

hvor evangelierne er blevet til, så var det at fortælle

historier.

Salige er de fattige i Ånden, for himmeriget er deres.

Salige er de som sørger, for de skal trøstes…..

Salig er ikke det mest benyttede ord på moderne dansk. I

Bibelen 2020 benytter man ordet heldig er i.

Det synes jeg faktisk er lidt uheldigt for der ligger en

noget dybere mening i ordet salig end blot at være heldig.af

2 5

Det skal vi forstå, for helt at fange hvor revolutionerende

og provokerende det Jesus siger her, er.

Det græske ord, der oversættes med salig, er makarios.

Det betyder ikke først og fremmest glad eller heldig, men

det er en erklæring af, eller omtale om et menneske, som

står i Guds favør og lever under Guds løfte.

Det er vigtigt, at vi forstår, og heri ligger provokationen, at

det ikke er en belønning, eller et udtryk for noget man har

opnået, fordi man har gjort et eller andet, for eksempel

levet efter reglerne, men en erklæring fra Jesus om, at

det ER sådan.

Jesus siger ikke:

“Bliv sådan, så skal I blive salige.”

Han siger:

“Salige er I, som allerede står dér, hvor livet er

skrøbeligt.”

Det er status, ikke præstation. Og det er er nu!

Det siger han til de mennesker, som bestemt ikke er

blandt dem som er på livets grønne gren.

Han siger det til dem, som det etablerede religiøse

samfund ser ned på.

Han siger det til dem, som ingen magt og indflydelse har i

samfundet.

Det er dem, Jesus erklærer tæt på Gud.

De her mennesker, som det gælder for alle mennesker,

kan ikke i sig selv, krampagtigt tilkæmpe sig frelsen eller

Guds nåde.af

3 5

Nåden er allerede givet.

På baggrund af det liv, som de fattige, de sagtmodige, de

sultne har, så har de ikke den misforståede

selvovervurdering og tro, at de kan af sig selv. De ved, at

de er helt afhængige af Gud, og derfor er de åbne overfor

Jesus, også selvom han tilsyneladende er på kant med

alt det de ved eller har hørt sagt om dem tidligere.

At være salig er at leve vendt mod Gud. At være fattig i Ånden, handler ikke om at være værdiløs, men om at

man netop ikke kan frelse sig selv.

Det er at leve ved at række sine hænder frem mod Gud i

afhængighed og tage imod fra Gud.

Salighed er et udtryk for relation til og med Gud.

At være salig er ikke at styre på det, men at høre hjemme

i Guds rige uanset.

Det er præcis det, Jesus erklærer her ved åbningen til

bjergprædiken.

Det er en stærk åbning, som alle prædikanter kan lære

af.

Hvis vi skal være ærlige, så lyder det ikke som en

opskrift på succes. Det lyder ikke som noget, der passer

særligt godt ind i en verden, hvor styrke, synlighed og

handlekraft ofte bliver regnet for de vigtigste værdier.

Og netop derfor er det, Jesus siger, så afgørende.

For han beskriver ikke, hvordan man vinder.

Han beskriver, hvordan man lever – i Guds rige.af

4 5

Og han siger: Salige er I.

Ikke: I bliver salige engang, hvis I tager jer sammen.

Ikke: I er salige, når I får styr på det hele.

Men: Salige er I – midt i det liv, I lever.

Her rammer Jesu ord overraskende præcist sammen

med profeten Mika. For Mika stiller det spørgsmål,

mange mennesker stadig stiller:

Hvad vil Gud egentlig med os?

Hvad forventer Gud? Hvad kræver Gud?

Og svaret i Mika 6,8 er næsten befriende enkelt – og

samtidig dybt udfordrende:

Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,

hvad Herren kræver af dig:

Du skal handle retfærdigt,

vise trofast kærlighed

og årvågent vandre med din Gud.

Ingen lange ritualer. Ingen religiøse præstationer.

Men et liv, der tager form i retfærdighed, barmhjertighed

og ydmyghed.

Det er præcis det liv, Jesus folder ud i Bjergprædikenen.

I Guds rige er det ikke de mest højtråbende, der står

tættest på Gud.

Det er ikke de mest succesfulde.

Det er ikke dem, der har styr på det hele.5 5

af

Det er dem, der ved, at de har brug for Gud.

Dem, der sørger – og ikke lukker hjertet.

Dem, der tør være blide i en hård verden.

Dem, der skaber fred, selv når det er lettere at skabe

konflikt.

Det er nåden, der er på spil.

At Gud ikke venter på, at vi får styr på retfærdighed,

barmhjertighed og ydmyghed, før Gud elsker os.

Men at Guds kærlighed netop er det, der kalder os frem i

os, så vi med vores liv, ikke med det vi tror eller siger,

men med vores liv, er med til at gøre denne verden til et

bedre sted.

Amen.

Salme 578 Vi rækker vore hænder frem

Magt gennem afmagt? Læs talen her:

Tale søndag d. 25. januar 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-4 & Salme 27,1,4-9 & 1. Kor 1,18-31 & Matt 4,12-23. 

Fred gennem styrke? 

Fred gennem styrke, sådan lyder et amerikansk slogan ved det store økonomiske topmøde i Davos i denne uge. 

Det er ganske tydeligt, at verden af i dag ser markant anderledes ud end en verden af i går. Trumps gøren krav på at få Grønland er bare et eksempel. 

Vores verdensorden er ikke bare under pres, den er forandret for altid. 

Selvom Trump ved sin lange og fabulerende tale i Davos fik sænket temperaturen ved at sige, at han ikke har tænkt sig at tage Grønland med magt, så står hans ønske om at få Grønland stadig tilbage. 

Vi oplever altså, at dem, som vi plejer at betragte som venner, behandler Grønland og dermed os, som fjender. Sådanne begivenheder ryster ethvert venskab i sin grundvold. Og det gør det i sådan en grad, at verden i dag er et andet sted end i går. 

Hvordan lever man så i en ny verden? 

Du og jeg, vores børn, er jo ikke dem, som farer verden rundt som vore poltiske lederne gør det, men vi lever i det, præcis som alle andre. Og uanset hvad, så skal vi selvfølgelig finde ud af at leve i vores nye virkelighed. 

 Når bølgerne går allerhøjest, kan jeg godt rammes af modløshed og få tanken, at mine børn arver en verden, som bliver markant mere utryg. 

Siden Berlinmurens fald har krig slet ikke været i mine tanker, men det kan jeg ikke længere sige, at det ikke er. 

Jeg ville ønske, at det ikke var sådan, og jeg fristes til at tænke, at alt bliver som det var før. Jeg bliver helt ærligt træt i mit hoved over, at vi pludselig er midt i, hvad jeg synes er intet mindre end en vanvittig verdensleder, syge univers.

Under Corona, da vi levede i en anden krise, trak jeg profeten Jermias’ ord til dem, som var bortført til en anden magthavers land, hvor de blev tvunget til at bo, frem. 

Der i den gamle tid, var udfordringen, at insistere på at leve livet, selvom livet var alt andet, end det man drømte om. 

Profeten blev sendt til dem med et budskab fra Gud: “Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre!” og længere fremme lyder budskabet fra Gud, gennem profeten: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer!”

Selvom de har hørt dette budskab, og taget det til sig, så har de helt sikkert hver dag længtes tilbage til det, som var. 

Det gør jeg også, men samtidig ved jeg godt inderst inde, at den verdensorden, sm var, nu må omtales i datid, og noget nyt må bryde frem. Men det tror jeg så til gengæld også, at det vil gøre. 

Den tro, vi lever i, samt kristendommen som kultur, er opstået og udviklet i en verden under opbrud. Det ligger i vores tros DNA at sprede sig og udtrykke håb og Guds nærvær i en verden, som er gået i stykker og uden håb. 

Riger og magter kommer og går. Vi har set med NAZI-tyskland, Musselinis Italien, Francos Spanien osv. 

Romerriget ville have land, og de fik det.

Romerriget ville sprede sin kultur og gjorde det. 

Romerriget ville dominere, og de kunne gøre det med massiv overmagt, vold og styrke. 

Det var en tydelig magtdemonstration, hvor romerrigets styrke kvalte alt og alle.

Det er i det mørke, at der tændes et lys. Det er om det Esajas siger, og Jesus gentager, her hos Matthæus: 

..”det folk, der sad i mørket,

har set et stort lys,

og de, der sad i dødens land og skygge,

for dem brød lyset frem.”

Det er med det som overskrift, at Jesus forlader Nazareth og kommer og bosætter sig i Kapernaum. Måske husker du sidste søndag, at to disciple spurgte Jesus, hvor bor du?

Den tankegang er vigtig, også her, hvor vi får at vide, at Jesus er i Kapernaum. 

Han er altså et sted, hvor mennesker bor. Et sted hvor andre mennesker drømmer, undertrykkes, håber, fortvivles, tvivler, tror, og ser lyset i mørket.

Det er dér, Jesus begynder at prædike: “Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!”

Og det må man nok sige, at det er, kommet nær, for han er der, sammen med dem. Han er hos os.

Messias er kommet og vi ved, at der var enorme forventninger til ham. Vi kender historierne om, hvordan han vandrer rundt, kalder mennesker til sig som disciple. Vi husker mange af hans lignelser, centrale læresætninger, hvor han vender alt på hovedet. 

Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres…

Vend den anden kind til…

Elsk dine fjender og bed for den, der forfølger dig…

I stedet for at opsøge magthaverne, undertrykkerne, så går han til de undertrykte, de fattige, de almindelige, dem der ikke lever i lyset.

Guds fred er ikke fred gennem styrke. Det har verden nok af, og før eller siden mister styrken sin kraft. Romerriget brød så eftertrykkeligt sammen. Og jeg vil påstå at Trump inden næste præsidentvalg står fuldstændigt afklædt og latterliggjort tilbage. 

Den fred, det lys, Jesus står for, bygger på noget helt andet end styrke og magt. Den slags står altid for fald, mens det Jesus står på, aldrig mister sin pondus. 

Jesus står for den magt og pondus, som ligger i afmagten i afkaldet. 

Jesus står for opstandelse, nyskabelse, nåde og kærlighed, men det opstår gennem hans offer og ikke hans ophøjelse og forherligelse. Jesus forherliger ikke sig selv, men den fattige, den undertrykte, den ubetydelige, den der vandrer i mørket. 

Det betyder også, at Guds rige, som er kommet nær, er noget helt andet, end noget andet rige, som verden hidtil har set. 

En ny verdensorden kommer til at bryde frem, og Esajas’ ord om at noget nyt spirer frem, kommer til at ske. Igen er dette et løfte om, at Gud skal nok bane en vej gennem den ørken, folket står overfor, for der ligger en ny begyndelse forude. 

Det ligger dybt i vores tro, at der altid er fremtid og håb, og jo mere man mærker mørket, jo kraftigere brænder lyset. 

Fred gennem styrke, er et luftkastel. 

Men fred gennem Jesus, er en fred, en fred, som udfolder sig i mørke og i lys. 

Det er en fred, som giver udholdenhed og fasthed, fordi vi altid har blikket rettet mod lyset. Og det lys er der intet mørke, der kan gribe. 

For lyset skinner i mørket. Og det er det, som med Johannes’ ord altid får det sidste Ord. 

Lad os holde fast i det lys, lad os læne os op ad hinandens tro og håb igennem udfordrrende tider. 

For Guds fred, som overgår al forstand, er en virkelighed, som er stærkere end nogen magt i denne verden. 

Fred gennem styrke har ikke en chance overfor Guds lys. 

Amen. 

Hør eller læs talen fra søndagens gospelgudstjeneste med Gospelkoret Emmaus.

Prædiken – søndag d. 11. maj 2025

Metodistkirken i Odense
© Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Fil 4,1-7 & Joh 16,22

Når der er gospelgudstjeneste, er der fest.

Det er der sådan set hver søndag i hver eneste kirke, fordi gudstjenesten er en fejring af opstandelsen og glæden over den.

Jeg er med på, at det kan virke som en lidt mærkelig måde at feste på – det der med orgel og salmesang – men ikke desto mindre er det tanken bag hver eneste gudstjeneste: en fest.

Jesu opstandelse fra de døde kan fylde os med håb om, at al modgang i livet kan vendes til medgang. Ultimativt er opstandelsen løftet om, at selv i døden er der liv.

Vi har lige fejret 80-året for befrielsen. Mere end nogensinde i de firs år står det klart, at fred faktisk ikke er en tilstand, vi kan tillade os at tage for givet.
Freden er her hos os, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har ukrainske kolleger og venner, som lever under fraværet af fred. De lever i krigens skygge.
Hvis vi endnu ikke helt har forstået det, så er den glæde, vi kan føle ved at leve i fred, noget, der er kommet, fordi mennesker har gjort modstand, har kæmpet for freden og givet os grund til at glæde os.

En del af dem betalte den højeste pris for at kæmpe for freden.

Frihedskæmperen Christian Ulrik Hansen skrev fra Vestre Fængsel d. 23. juni 1944 et hjerteskærende brev til sin familie.

Det er hans sidste brev. Om tre timer bliver han skudt af besættelsesmagten.

Han skriver muntert og afklaret til sin familie, at de ikke skal sørge, for han fortryder intet og er sikker på, at han i døden møder Gud.

Han beder sin familie om ikke at sørge – og om at tage sig af sin femårige søn.

Jeg bliver slået af ukueligheden og fremtidstroen i dette og mange andre af disse breve. Det er en enorm trods. Ja, jeg skal dø. Jeg dør for det, jeg har kæmpet for, men I skal leve for det, jeg har kæmpet og dør for.

Det virker stærkt på mig, når et menneske i den situation beder sin familie om at leve – og leve godt.

Christian Ulrik Hansen slutter sit brev sådan her:

“Om to timer står Solen op. Så knalder skuddene udover landet. Græsset græder dug, men se, Solen står op og kysser duggen og græsset. Og hjemme i haven åbner blomsterne deres duftende kalke. Rosen gløder. Se, Solen står op. Alle I derhjemme. Bøj knæ i solopgangen. Bøj knæ og bed til Ham, der ville give sit liv, for at vi kunne leve. Se, solen stiger op over landet, Guds strålende sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner.”

Det kan godt være, det bare er mig, som er lidt sentimental, men jeg synes, det er stærkt.

Glæde, fremtidstro og håb er integreret i den kristne tro. Det træder tydeligt frem i Johannesevangeliet, hvor Jesus endnu en gang forsøger at forberede sine disciple på, at påsken betyder, at han skal dø.

Han siger lidt kryptisk til dem:
“En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.”

Selvom Jesus ifølge evangelierne flere gange har forklaret sine disciple, hvad der skal ske, så er det umuligt for dem at rumme. Det kan jeg egentlig godt forstå.

Ind i den situation siger han noget, som for mig er helt centralt:
“Ingen skal tage glæden fra jer.
Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Ingen skal tage jeres glæde fra jer!

Det ligger dybt i troens verden, at man gerne må glæde sig.
Paulus, som jeg læste fra til at begynde med, skriver:
“Glæd jer altid i Herren. Jeg siger atter: Glæd jer!”

Det er en stor opfordring til at være glade og sprede glæde.

Dette skriver Paulus til en konkret menighed i Filippi, i den sydlige del af det nuværende Grækenland – en menighed, Paulus har grundlagt.

Han skriver ind i en social situation, hvor romerne har besat næsten hele Middelhavsområdet. Det betyder, at de lever under et betydeligt pres.
Deres hverdag er ikke den samme, og på dette tidspunkt er det farligt at være kristen.

Men Paulus, den tidlige kirkes største teologiske forbillede, udfordrer dem: Glæd jer.
Lad folk se jeres glæde og mildhed – sådan står der længere nede i Filipperbrevet.

Og det er vigtigt at sige, at da Paulus skriver brevet, sidder han i fængsel – under anklager, der under romersk lov let kan koste ham livet.

Her er trodsen igen: Glæd jer!

Gennem mit arbejde har jeg en del med amerikanere at gøre og besøger med mellemrum USA. Det gjorde jeg for eksempel i sidste uge.

USA er, som vi nok alle ved, delt i to lejre. Det politiske system med kun to partier gør mange diskussioner sort-hvide.
Vi ser det ved valget af præsident: jubel i den ene lejr og dyb undren og sorg i den anden.
Mange af dem, jeg omgås og kender, er absolut ikke glade for, hvor deres land er på vej hen.

For en måneds tid siden var jeg på en konference her i Danmark, hvor en amerikansk biskop talte ved en af gudstjenesterne.
Hun mindede os alle sammen om, at i mange kirker, hvor man ikke er tilfreds med situationen, har man taget digteren Toi Derricottes ord til sig:

“Joy is an act of resistance.”

Ideen er, at det at vise glæde og leve med fremtidstro – på trods – er en modstandshandling.
At feste og glæde sig er en måde at sige nej til mørket på.

Glæde er nemlig ikke sådan at få bugt med. Glæde har det med at smitte og skabe mere glæde.
Glæde skaber fest og fællesskab mellem mennesker. Fester skaber håb og gør levende.

Glæde er et kæmpe aktiv, for det bekæmper modløshed og opgivenhed.

Glæde er en gave.
Tænk engang, at selvom meget i livet kan være noget rod og noget pangel, så kan man godt trodse det og lade være med at lade sig trække ned af det.
Vi kan give slip for en stund og glæde os – og feste.

Når vi mennesker gør det, så kan vi ikke underkues.

Det vidste Jesus. Det troede Paulus på. Og det mindede den amerikanske digter os om.

Ingen skal tage jeres glæde fra jer.
Glæd jer altid!
Joy is an act of resistance.

Så velkommen til at være med.
Lad os glæde os.
Lad os bekæmpe modløshed med glæde.

Jeg vil slutte af med en velsignelse, som lyder sådan her:

“Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!”
(Romerbrevet 15,13)

Amen.

Glædelig påske! Hør eller læs talen fra dagens påskefejring i Odense Metodistkirke.

Læs manuskriptet her:

1 6

Prædiken søndag d. 20. april 2025

Metodistkirken i Odense

©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 118, 2.14-24 & Apg 10, 34-43 & 1. Kor 15,

13-14.20-27 & Joh 20, 1-18

Langfredag var lang for disciplene.

De var stadig chokerede over, at Judas havde forrådt

deres Herre, og over at Jesus faktisk var blevet taget til

fange.

De var rystede over den tortur, som romerne havde udsat

ham for, men endnu værre havde det været at se ham gå

ad Via Dolorosa mod Golgata-højen.

Tornekronen på hans hoved var alt andet end en glorie.

Når man så på ham, kunne man næsten mærke tornene i

sin egen hovedbund.

Han var så afkræftet og forpint, at han knapt nok kunne

bære tværbjælken gennem folkemængden, som hånede

ham, sparkede og slog ham.

Tænk sig, at det var de samme mennesker, som havde

modtaget ham med palmegrene og hosanna – råbet og

bønnen om frelse.

Det var præcis det, som skulle til at ske, men det anede

de jo ikke noget om. De var gale af blodtørst.

Så hang han der på korset sammen med røverne. Det er

et syn, der har brændt sig ind i nethinden.af

2 6

Ligegyldigt hvor meget man gnubber sig i øjnene, så

forsvinder det ikke.

Korsfæstelsen har brændt sig fast. Da han døde,

forsvandt lyset, og det er, som om det ikke er kommet

tilbage.

Alle håb, alle drømme, al hans snak om Guds rige …

Stilheden larmede og susede for ørerne, da han blev lagt

i graven.

Så stod man der, kiggede på hinanden i rådvildhed.

Hvad nu?

Ikke engang Peter virkede til at have ord.

Jo jo. Jesus havde jo sagt, at han skulle lide, dø og opstå

igen. Men denne grusomme død var ret overbevisende.

Sådan virker døden nu engang på os.

Os, der er samlet i kirken, kender historien. Påsken er

som den film, man har set mange gange – man ved,

hvad der kommer.

Men det gjorde disciplene ikke.

Jo, de havde fået fortalt, at han skulle opstå, men ansigt

til ansigt med hans død, så oversteg det alligevel deres

tro.

De havde opgivet alt for at følge efter ham. Det hele fes

ud i sandet: korsfæstet, død og begravet!

Det var, hvad det kunne blive til.af

3 6

Påsken er, hvorfra alt liv begynder!

Det er historien om, at det, som for os ser ud som en

ultimativ slutning, faktisk i kraft af Guds nåde er en smuk

ny begyndelse.

Denne nye begyndelse er så vild, at vi nok aldrig med

vores forstand kommer til at fatte det. Og det er OK.

Denne nye begyndelse er så vild, at selvom vi ikke forstår

det, så er Paulus meget tydelig på, at opstandelsen fra

de døde også betyder, at vi skal gøres levende sammen

med Kristus. Det er jo, om muligt, endnu vildere. Men

ikke desto mindre er det påskens budskab.1

Selve Jesu opstandelse fra de døde – det, som jeg

omtaler som absolut centrum i evangeliet om Jesus – er

omgærdet med mystik.

Vores bibel, som jo ellers ikke mangler detaljerigdom, er

larmende tavs om selve Jesu opstandelse. Opstandelsen

sker om natten, hvor ingen er ude.

Den sker i det mørkeste mørke, før lyset kommer. Men

den er lys og forudsætning for lyset i menneskers liv.

Der er ingen beretning om, hvordan det går til, da Jesus

opstår. Det findes ikke i nogen af de fire evangelier.

Så det er der stadig mystik omkring.

I det apokryfe skrift Peters evangelium er der en meget

farverig beskrivelse af selve opstandelsesscenen. Den

skal jeg spare jer for her, men jeg vil nævne, at det er en

1

JF. 1. Kor 15.af

4 6

del af de sendte episoder af podcasten Bibelen Leth

fortalt.

Hvorfor er en så central begivenhed ikke skildret i vores

bibel?

Groft fortalt, så er de fire evangelier øjenvidneskildringer

til Jesu liv. Dette er forenklet sagt, for de har hver for sig

en lang og kompliceret tilblivelseshistorie, som

teologerne kan få lang tid til at gå med.

Svaret er i al sin enkelthed, at der ikke var nogen, som så

selve opstandelsen, og derfor er den ikke med.

For mig styrker det Bibelens autoritet, at man lever med,

at noget så centralt ikke er beskrevet.

I de kommende uger vil vi se, hvordan der er masser af

beretninger om disciplenes møder med den opstandne

Jesus.

Det har de oplevet. Det er beskrevet.

Her påskedag er det Johannesevangeliets beskrivelse af

opstandelsens morgen, vi har læst.

Det er mørkt. Maria Magdalene, som er en af kvinderne i

Jesu følge, er på vej ud til graven. Da hun kommer derud,

ser hun, at stenen er væltet bort.

Så ved hun, at der er noget helt galt, så hun løber tilbage

til disciplene – til Peter og den discipel, Jesus elskede.

Dermed bliver det Peter og Johannes.

De løber ud til graven. For nogle uger siden lod jeg jer

det vide, at mænd, der løber, er no-go … men det gør deaf

5 6

her. De løber, og de venter ikke på hinanden. Johannes

kommer først.

Han tør ikke gå ind – eller også venter han på Peter –

men han kigger ind i graven og ser linnedklæderne og

klædet, Jesus havde haft om hovedet, ligge der.

Peter når frem og braser ind i graven. Johannes følger

efter. De ser den tomme grav og linnedklæderne ligge

der.

Disciplen, som var kommet først – Johannes – så

linnedklæderne, og så troede han, fordi han også

huskede Jesu ord om, at han skulle lide, dø og opstå.

Påskemorgen er det dog ikke mændene, som er i fokus i

en ellers patriarkalsk verden.

Disciplene gik nemlig hjem, mens Maria, som også var

nået ud til graven igen, stod udenfor og græd.

Også hun bøjer sig ind i graven, men nu sker der ting og

sager. To engle sidder derinde – en ved hovedenden og

en ved fodenden. De siger til hende (præcis som i

Emmas sang): “Hvorfor græder du?”

Hun vender sig om og ser Jesus stå der. Hun kan ikke tro

det, så hendes hjerne leder hende til konklusionen, at det

er havemanden.

Også Jesus spørger hende: “Hvorfor græder du?”

Hun kan slet ikke forstå, hvad der sker. Det ville jeg nok

heller ikke kunne. Men Jesus afbryder hendes talestrøm

ved at sige hendes navn: “Maria!”

Da Jesus siger hendes navn, giver alt mening.

Jesus er opstået.af

6 6

Maria er den første, som har set den opstandne Jesus.

Hun er øjenvidne, og hendes beretning har vi her i

Johannesevangeliet.

Opstandelsen er en gamechanger, som gør, at hvad der

ligner enden, er en ny begyndelse.

Og det gælder i mange af livets forhold – der er en ende,

men der er alligevel mere forude, fordi det er en ny

begyndelse.

Selv døden, som bestemt ligner en ultimativ ende, er i

opstandelsens lys forvandlet till en ny begyndelse.

Venner, som kristne skal vi leve højt på det og løfte det

håb op, for det er gode nyheder, ikke bare for os, men for

hele verden.

Glædelig opstandelsesdag – glædelig påske!

Amen

Salme: 180 “Dine hænder er fulde af blomster”

Historien om den tvivlende Thomas, som får lov at møde Jesus.

Prædiken søndag d. 7. april 2024

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster:  Salme 133 & Apg 4,32-35 & 1. Joh 1,1-2,2 & Joh 20,19-31.

Tema: 50 dage forandrer ALT

Det er påske. Ikke bare i søndags, for det er stadig påske i tiden frem mod pinse. 

I kirken varmer vi op til påsken med 40 dages fastetid. Op mod den anden store højtid, julen, forbereder vi os i de fire adventsuger frem mod jul. På mange måder er kirken optaget af at tælle dage op til de store begivenheder i året, for at hjælpe os med at leve i Guds historie.

I år vil vi i påsken have fokus på de 50 dage som forandrede alt. Nemlig dagene hvor den opstandne Jesus  viser sig og er sammen med mennesker inden han farer til himmels og pinsen kommer.

De 50 dage forandrede nemlig alt, for det gør det, når mennesker står ansigt til ansigt med Jesus. 

Nu skal vi tilbage til påskedagen i Jerusalem, hvor kvinderne er kommet tilbage fra graven. Der skaber vild opstandelse ved at fortælle, at Jesus er opstået fra de døde. Disciplene holdt sig indendøre, for de skulle ikke nyde noget af, at få samme omgang som Jesus. 

Prøv en gang at forestil dig, at her efter Daniels dåb, så står Jesus pludselig midt i kirken. Han siger. “Fred være med jer!” 

Så viser han os sårene i sine hænder og i sin side. 

Så puster han ud over os og giver os sin Helligånd. 

Nu optager vi gudstjenesten her og sender den på nettet. Jeg vil tro, at den video havner på CNN i løbet af ingen tid. 

Breaking news.

Vi der er her. Vi vil resten af voers dage glæde os over, at vi kom lige denne søndag, for den oplevelse kommer til at præge resten af vores liv. 

Vi har set ham med vores egne øjne. Den er god nok, han er opstået fra de døde. 

Godt at vi ikke gik glip af det! 

Forestil dig så, at du kommer ind af døren, når vi skal have kaffe og brunsviger. Alle er ellevilde fortæller, at vi har set at jesus var her…. 

Hvis ikke man får FOMO i højeste potens af det, så ved jeg ikke hvad. 

Det er præcis, hvad der sker for Thomas. Han var der ikke. Vi ved ikke hvorfor eller hvad han lavede. Det giver Johannesevangeliet intet svar på. 

Sidst Thomas var sammen med de andre disciple var de krumbøjede af sorg og bristede forventninger. Deres håb var blevet til håbløshed. Jesus var død. Alt det de havde troet på og kæmpet for døde med Jesus.

 Nu danser de af bare glæde over at have set Herren.

Det er er godt nok surt, at gå glip af det.

Disciplene prøver ganske givet med alle de argumenter de har, og alt deres begejstring at få Thomas til at tro på, at de har set den opstandne Jesus. 

Thomas kan godt mærke deres begejstring. Han kan godt høre, hvad de siger. Han kan også godt forstå det, men han kan altså ikke tro det. 

Han er ikke typen, der lader som om. Så selvom han, måske er fortvivlet på sig selv over, at han ikke kan tro det. Selvom han ved, at han gør sine bedste venner kede af det, ved ikke at kunne tro det, så står han ved sin opfattelse. 

Hvis ikke jeg får lov til at stikke min finger i de sår han viste jer, så kan jeg ikke tro det.

Det er ikke noget let synspunkt at have midt de andres begejstring og glæde. Måske er det ovenikøbet svært for de andre at rumme?

Der sker noget væsentligt her, nemlig at deres fællesskab er så stærkt, at det rummer både tro og tvivl. 

Thomas bliver ikke udskammet, fordi han ikke kan tro. 

Thomas forlader ikke fællesskabet, fordi han ikke kan tro. Tværtimod bliver han i det, og er fortsat en del af fællesskabet. Tro og tvivl sammen. 

Er det egentlig ikke billedet på den ideelle kirke?

Vi ved, at Thomas var sammen med dem, da dt vilde sker! 

Der er gået otte dage, altså en uge, hvor disciplene har snakket, bedt og arbejdet. Pludselig står Jesus der igen. Ligsom sidst siger han: “Fred være med Jer!” 

Så henvender han sig direkte til Thomas. Jesus ved, at han har svært ved at tro. Det initiativ Jesus viser der er udtryk for en stor nåde. Jesus kommer den tvivlende i møde. Det giver da håb, ikke sandt?

“Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”

Ud af Thomas’ tvivl opstår en dyb levende tro. 

Han havde brug for den tid, han havde brug for, og han fik lov at få den. Der var intet pres om, at skulle tro, men da han selv står ansigt til ansigt med Jesus da tro han. Han tror allerede før, han stikker hænderne frem for at mærke.

Vi ser i historien med Thomas, at tvivl er ikke håbløst. Tvivl er fyldt med håb om tro. Hvis det var ligegyldigt giver det jo ikke mening at tvivle!

Alle troende rammes af tvivl. Det er vi måske ikke så gode til at ale om, fordi det er en anelse tabubelagt. 

Der er masser af menensker, som vil andre tænker, har stor tro, der i perioder også har stor tvivl. 

Tvivl er en del af rejsen i livet.

 Ligesom tro forandrer sig gennem livet, så gør tvivl det også. 

Tro og tvivl følges ad. Tvivl får én til at kæmpe med sin tro. Man kæmper sjældent med sin tvivl, men netop med sin tro. Derfor er tvivl også med til at udvikle vores tro. Det skal der være plads til i vores fællesskaber, ligsom der var det i disciplenes. 

Hvis det var ligegyldigt giver det jo ikke mening at tvivle! 

Og hvem ved, hvad der sker, hvis vi pludselig stor ansigt til ansigt med Jesus?

Amen

Hør eller læs talen fra påskemorgens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

Prædiken søndag d. 31. marts 2024 – Påskedag.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 118,1-2,14-24 & Apg. 10.34-43 & 1. Kor 15,1-11 & Mark 16,1-8 & Joh 20,1-18

Nogen gange så er livet bare hårdt! 

Jeg er helt med på, at det ikke altid er det, som vi viser hinanden.

Men alle vi, som sidder her i kirken, og du der ser med online, har alle sammen prøvet, at livet var hårdt. 

Mange af os har ligefrem oplevet, at livet næsten var mere end vi kunne bære.

Vi har oplevet sygdom. Vi har oplevet, at vores børn har haft det hårdt. Vi har oplevet at at arbejdet var helt urimeligt hårdt, og at vi ikke slog til. Vi har oplevet, at der ikke var penge nok. Vi har oplevet kærlighedsforhold gået i stykker, selvom vi troede at det var den eneste ene. 

Vi har oplevet at Gud var noget de andre snakkede om, men ikke noget som vi erfarede selv. Vi har oplevet mennesker omkring os har svigtet, Vi har svigtet. 

 Vi har følt os forrådt, forladt, fortvivlet og helt alene i verden.

For sådan kan livet også være!

Det er selvfølgelig barsk tale, at indlede påskedagen 

 på den måde. 

Mennesker oplever, vi oplever, at mørket vinder.

Påsken handler om at det er løgn. 

Påsken handler om at lyset vinder, at kærligheden sejrer. Selv døden vinder kærligheden over. Og det er gør den til enhver tid, fordi Jesu er opstået fra de døde. 

Graven er tom!

Det er nemlig påsken budskab at der altid er håb om, at det mørkeste i livet ikke er mørke for Gud.

Uanset hvilke mørke du befinder dig i, så er der altid håb, så er der altid tro på at kærlighed vinder, for Gud 

 er større og stærkere end alt andet i denne verden. 

Og det er ikke sådan sådan en konkurrence som dem vi havde i vores barndom hvor vi kunne stå råbe min far stærkere end end din far! Nej min far er stærkest. Det er bare sådan det er, for Gud er almægtig, og vi ser det i Jesu opstandelse efter lidelse og død.

Vores liv er sådan skruet sammen, at det nemt bliver sådan, at det ser ud som om at mørket råder og nederlag og død er en del af livet. 

Det er let, at få den opfattelse når man ser tilbage på de mørkeste timer i vores liv, eller når man ser tilbage på den lidelse og død, som Jesus gennemgik. 

Det er nok nok også, den stemning som råder i påskedagene i Jerusalem, hvor Jesus på langfredagen blev pint og plaget, tortureret for til sidst at dø på et kors, mens de fleste af hans disciple var flygtet til alle sider, stod kvinderne tilbage.

Her udtales nogle af de hårdeste ord, som mennesker kan udtale, nemlig ordene “vi havde håbet at…..”

Når vi siger: “vi havde håbet at…..” så giver vi også også udtryk for, at det håb vi havde, ikke blevet opfyldt, af det viste sig, at være et tomt håb. Det er så smertefuldt.

Håbet blev til håbløshed. 

Hvad var det de havde håbet?

Alle dem som havde modtaget Jesus palmessøndag og viftede ham ind i byen med deres palmegrene, alle dem der havde råbt Hosianna velsignet være han som kommer i Herrens navn. De havde alle håbet, at han var folkets forløser, at han vil give dem en ny tid, hvor romerne vil blive smidt ud. En ny tid hvor alt ville være godt, skulle begynde nu.

Vi havde håbet…

Det er helt naturligt at sige sådan, når man har set ham, som man betragtede som ikke bare sin personlige frelser og Herre, men som verdens frelser, som symbol på det nye liv, som Gud havde lovet, dø på korset og blive lagt i graven som en simpel røver.

Det er i den situation, vi finder disciplene i. 

Vi havde håbet….

Alt håb er ude. Det er jo ikke fordi, at han ikke har sagt at han skulle opstå fra de døde, men ansigt til ansigt med døden, virker tankerne om at opstandelsen fra de døde naiv

Tilsyneladende er det mørket og døden, der har vundet. 

Nu skal de finde ud af hvad de skal gøre med deres liv, for intet er blevet sådan som de havde håbet på. 

Vi havde håbet at…

Alting gik så hurtigt, da han blev lagt i graven. Det hele skulle være overstået inden solen gik ned og sabbatten begyndte. Nu er sabbatten forbi, solen bryder frem og Maria Magdalene og Maria Jakobs mor og Salome købte velduftende salmer for at gå ud og salve den døde. De havde ganske enkelt ikke nået, da han blev lagt i graven. Men nu skulle det være. 

I dag er det Markusevangeliet som får lov til at fortælle os historien. På vejen derud overvejer kvinderne, hvordan de skal få den store sten væltet væk, så de kan komme ind i graven. Vi skal forstå, at det er en tæt på umulig opgave.

På lang afstand, ser de at graven er åben. Stenen er væltet fra. Der løber helt sikkert alle mulige tanker igennem hovedet på dem da de skynder sig mod graven og går derind. 

Inde graven ser de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side. Han siger til dem:  “Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal i se ham, som han har sagt jer det.

Kvinderne, som stod tilbage ved korset, da Jesus døde, er de første som får lov til at erfare at han er opstået fra de døde, sådan som han har sagt det.

Dette er måske en historie, som har rødder langt tilbage i tiden, og som kan synes langt væk fra mennesker at 2024.

Men når mørket tilsyneladende råder, når livet er hårdt, når vi står ansigt til ansigt med døden, så er historien om opstandelsen fra de døde relevant for os alle. 

For det er opstandelse, som føder håbet om, at livet kan være mere end vi ser. 

Påskemorgen vidner om, at livet altid sejrer over døden, at Guds kærlighed ikke er tomme ord, men en tom grav.

Han er ikke her, han er opstået er skabene ord, der giver nyt liv!

Det er her, at vi havde håbet at…bliver til VI HÅBER.

Opstandelsen insisterer på at kærligheden har det sidste ord. Det gjaldt i Jesu liv den gang, og det gælder i vores liv i dag, selv i 2024, så mange år efter.

Historien om Jesu opstandelse, blev bevidnet af kvinderne. 

Som opstanden, mødte Jesus disciplene i Galilæa, sådan som han havde sagt det. Sådan som Paulus beskriver det.

De så med deres egne øjne, og de troede. 

Den de så, den opstandne Jesus, forandrede deres liv. 

Forandringen, forvandlingen af at leve med opstandelsen, skete på en sådan måde, at andre kunne se at noget var sket med dem.

Så når de fortalte om at opstandelsen fra de døde så lyttede mennesker, og tog opstandelsen til sig som noget der skal gælde i deres egne liv. 

Vi kender historien, og ved hvordan kristendom spredte sig med lynets hastig i hele middelhavsområdet, ned i Afrika over til Indien op i Europa. Den fik en sådan indflydelse, fordi forvandlede mennesker fortalte om Jesus på en sådan måde, at det gav forvandlet liv. 

Påsken er den livsnære histore om, vi havde håbet at…. Som blev til håbet om opstandelsen. 

Intet andet har haft en sådan indflydelse på verden. Intet! 

Det er det håb vi fejrer i dag. 

Glædelig påske. 

Amen.

Salme 175 Påskeblomst, hvad vil du her?

Gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense søndag d. 4. februar 2024.

Prædiken søndag d. 4. februar 2024.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 40,21-31 & Salme 147,1-11,20c & 1. Kor 9,16-23 & Mark 1,29-39.

Nogen gange har jeg en drøm, som kommer tilbage. Den handler om at jeg løber og løber, men ikke rigtigt kommer ud af stedet.

Kender du den drøm? 

Når jeg spørger, er det for jeg mener at vide, at den er en af de arketypiske drømme, som vi menesker kan have. 

Det er den samme fornemmelse, jeg står med, når jeg ser på, hvad United Methodist tekstrækken foreslår os, at tale over i metodistkirkerne denne søndag. 

Vi læser og læser, men hænger nu på tredje søndag i træk, stadig fast i det første kapitel i Markusevangeliet. 

Her er selvfølglig godt at være, men historierne har trods alt visse ligheder. 

Allerede i vers 15 finder vi Jesu programerklæring, og den der den linse, som vi skal se hele resten af Markusevangeliet igennem. 

Jesus siger: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Nu er det Guds tid, siger Jesus. Derfor bliver jeres liv aldrig det samme som før, for nu er Guds rige her. 

Det må I tro på, og I må få et nyt liv. 

Som Amanda sagde i søndags, så er bagtæppet for det Jesus siger og gør altid kærlighed, det gælder også her. 

For der hvor Guds rige er, og det er ikke noget vi har tilgode til den anden side af døden, men Guds rige er her, lige nu, lige her, her råder Guds nåde og Guds kærlighed. 

Vi ser det i Odense Metodistkirke og i Kapernaums synagoge, hvor Jesus underviser med en sådan myndighed at de bliver så mundlamme, at de ikke ved hvad der op eller ned eller frem eller tilbage. De ved simpelthen ikke, hvad de skal tænke eller tro. 

Da jesus også helbreder en mand med en uren ånd, som forresten er den eneste og første, som forstår hvad der er i gang og hvem jesus er, så bliver de totalt forfærdede. 

Når noget så spektakulært sker, så kører snakken, og menesker har spredt rygterne om hvad der ser sket i Kapernaums synagoge og det har lynhurtigt spredt sig i hele Kapernaum, måske endda hele Galilæa. 

Straks efter den dramatiske gudstjeneste i synagogen, og nu havner vi i dagens tekst, går Jesus ind i Simons og Andreas’  hus. Her ligger Simons/Peters svigermor syg med feber.

Når vi har feber, så går der en dag eller to med det. Det er træls og ubelejligt, men det går over. 

På det tidspunkt er det lidt mere alvorligt. Det var ike ualmindeligt at mennesker døde af sygdomme, som vi betragter som småting. 

Når Peters svigermor ligger syg med feber, så er det altså utrygt, for der er ingen som ved, om hun faktisk bliver rask.

Derfor er det også det allerførste, de fortæller Jesus om, da de træder ind i huset. 

Disciplene har været med i synagogen. Markus sagde ikke noget om, at alle undtagen disciplene, var slået af forundring og forfærdede. Så vi må gå ud fra, at også disciplene var helt rundt på gulvet over det, som de havde fået lov at opleve i synagogen. 

Men Jesus havde jo sagt noget om, at Guds rige var kommet nær og man måtte omvende sig og tro på evangeliet. 

 Derfor er det også et tegn på tro, også selvom de måske ikke forstår, at de fortæller Jesus om svigermoren, som er syg. 

Vi hørte den smukke histore læst. Jesus går hen og tager hendes hånd, rejser hende op og feberen forlod hende. 

Her er vi vidne til det andet mirakel i Markusevangeliet. 

Miraklerne er synlige manifestationer på, at Guds rige er kommet nær. For i Guds rige skal der ikke være ondskab, lidelse, sygdom eller død. Det er kendetegnene på Guds nåde og Guds riges nærhed. I dag er Guds rige kommet til Peters hus og til Peters svigermor. 

Nu kunne man tænke, at det er en meget sød historie med svigermoderen, som blev helbredt. Men den er så vigtig, at den faktisk er med i alle tre synoptiske evangelier, den findes altså også hos Matthæus og Lukas. Læser man de to andre historier, vil man se at de er stort set enslydende.

Dette er altså en historie, som de bibelske forfattere tillage så stor betydning, at den har levet som muntlig overlevering hos de allerførste Jesus efterfølgere. 

Det næste, som sker, bemærkes også i alle tre evangeliet. Straks efter sin helbredelse sørgede Peters svigermor for dem. 

Det lyser måske som en selvfølgelighed i et patriarkalsk samfund. Men hvad nu, hvis det er hendes omvendelse, at hun forstår miraklet, som er sket, som intet mindre end Guds indgriben og derfor sørger hun for dem. 

Det er hendes måde at tjene Guds på. Måske ikke i de store ord, de lange bønner eller den flotte velformulerede lovprisning af det mirakel, som skete. Men ikke destomindre hendes tjeneste og hendes måde at give Gud ære. 

Hun giver sig til at søge for dem. Hvad betyder det mon? 

Jeg tror, det betyder, at hun sørgede for at de kunne vaske sig efter de jødiske forskrifter for gæstfrihed. 

Jeg er overbevist om, at det også betyder, at hun sørgede for mad og fællesskab omkring et måltid. 

Måltidsfællesskaber er en stærk fællesskabs markør. Ved bordet signalerer vi tilhørsforhold. Det er der noget utroligt stærkt i, og det sker lige her i Peters svigermors hus. Måske som en inspiration til de mange måltider, som deles i alverdens kirker, når vi indbyder til måltid og fællesskab og betoner at Gud med sin hellige ånd, er nær, når vi bryder brødet og spiser sammen. 

Det skal vi gøre senere. 

 Det bliver aften og solen går ned. Det var altså mørkt. Nu begynder menensker at komme bærende med deres syge og hele byen stimler sammen udenfor huset. Det an man gøre næsten anonymt i mørket. Så er det ikke hele byen, der ser, at man er nysgerrig på Jesus. 

Jesus helbreder mange sygdomme og dæmoner. Dæmonerne, som er fuldt ud klar over, hvem han er, forbyder han sat sige noget om, hvem han var. 

Der er hos Markus mange mirakler. Jeg vil hævde at de er med, fordi vi skal forstå at en enkelt helbredelse af en mand med en uren ånd ikke er et enestående mirakel. Det gentagelse på gentagelse. 

Det er et kendetegn på Guds rige, at al ondskab besejres af Guds nåde. Det er altså en ny tid, som indvarsles her. 

Noget nyt er sket! 

Næste morgen står jesus op og går til et øde sted. Markus fortæller os ikke omstændighederne, men oftest er det sådan i de bibelske fortællinger er det sådan, at det betyder at Jesus beder. 

Hans disciple er helt oppe at køre over, de mange menensker som leder efter ham. Der er flere syge, der er kæmpe behov. 

Men Jesus går videre mod de andre landsbyder og forkynder evangeliet der og uddriver dæmonerne. 

Her er der ikke tale om ikke at komme ud af stedet. 

Jesus går ud

Der er bevægelse og gentagelse…

Det har skabt resonans i vores liv.

Det kommer til at give genlyd i hele verden 

Der er gang i den. Der er ikke noget løb på stedet her.

Amen. 

Salme: Jesus, ved dit bord du bænker (547)

Søndag d. 21. januar 2024. Strandby Metodistkirke.

Tale ved gudstjensten, som markerede fusionen mellem Strandby og Frederikshavn Metodistkirker. Talen blev ikke optaget, så der er ingen podcast.

Prædiken søndag d.21. januar  2024.

Metodistkirken i Strandby. ©Distriktsforstander Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 150 & 1. Kor 13,1-13

Den guddommelige dans

Tak. Tak for indbydelsen til at komme og være med til at feste sammen med Jer i dag. 

Det er en stor glæde, at vi i dag kan fejre fusionen mellem Frederikshavn og Strandby Metodistmenigheder

På mange måder er det et bryllup, som vi er inviteret med til. 

Det er to store personligheder, vil jeg sige, som efter et frieri, lange forberedelser, økonomiske beregninger, opgivelsen af et hjem, men ikke opgivelsen af et område som man har stor kærlighed til, nu er blevet gift.

Der er meget som er ens, men sandelig også, som i ethvert ægteskab, meget som er forskelligt. Der er styrker og svagheder, men man er fælles om en stor kærlighed, som er fundamentet for alt.

Det er et godt fundament for to kirker, som bliver én, ligesom det bestemt også er et fremragende fundament for mennesker i almindelighed. 

Troen på Guds kærlighed er altafgørende og særlig, også i et bryllup mellem to menigheder. 

1. Johannes Brev i bibelen taler om, at den kærlighed Gud møder os med, før vi overhovedet har tænkt på Gud, er en kærlighed, som forvandler os og fordrer af os, at vi elsker hinanden. 

Der står:

“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”

Perspektivet er, at Guds kærlighed er først og størst og som følge af den, kan vi elske – og det udfordres vi til at gøre. 

Den kendte tekst fra første Korinther brev er en nøgletekst til forståelsen af evangelierne og troen i det hele taget. Her er kærligheden helt central. 

Her understreges det at ligegyldigt, hvor dygtige vi er, hvor veltalende vi er, hvor dyb tro vi har, så er det alt sammen flintrende ligegyldigt, hvis ikke vi har kærlighed. 

Det er måske noget af det, som kristentro mest af alt handler om, ikke så meget at forstå troen, dogmer, eller alle biblens mange kringlede passager, men at turde tage mod den gudgivne kærlighed og elske ud fra den, som er helt central. 

Kærlighed er mange ting. Der er mange mennesker, som er blevet at blive skuffet over kærlighed, for skulle kærligheden ikke, som Paulus skriver det, 

tåle alt, tro alt, håbe alt og udholde alt? 

Og alligvel har mange oplevet at kærligheden gik i stykker. Men kærlighed er meget mere end kærligheden mellem to mennesker. 

I det græske grundsprog er der flere ord for kærlighed, hvor vi på dansk kun har et ord. 

Kærligheden mellem to menesker, hedder på græsk eros. Det er en menneskelig kærlighed som har sin rod i, at jeg når jeg elsker, forventer og håber på en kærlig reaktion eller respons fra den jeg elsker, en respons om kan bekræfte min følelse af kærlighed. 

Så er der filos, som er et andet græsk ord for kærlighed. Den kender vi alle sammen, for det er den indbyrdes kærlighed, med alle de forviklinger, der kan være, som findes i det kristne fællesskab – i kirken, og i andre fine fællesskaber. 

Den kærlighed Paulus skriver så begavet om her, hedder på græsk agape. Det er en kærlighed som er fuldendt og uden fejl. Den har ikke egne motiver, for den tager sit udgangpunkt i den der elskes, ikke i den der elsker. 

Det er en kærlighed som er renset for motiv, som ikke forventer noget speciel modsvar, som kun finder sin glæde i den der elskes. 

Den er er rodfæstet i Guds kærlighed til os, og handler kun om, at vi elskes som dem vi er. 

Den kærlighed tåler alt, og den kærlighed er større end alt andet. Den kærlighed skal aldrig forgå.

Vi elskes og fordi vi elskes af Gud, kan vi elske. Den kærlighed som 1. Johannes brev taler om, at vi skal elske med, er ikke en kærlighed vi skal grave frem fra vores inderste.

Den er ikke noget vi skal præstere, for det er en kærlighed som er givet os fra Gud. En kærlighed som vi kan give videre, for den kommer fra en kilde som aldrig løber tør. 

Faktisk er kærlighed den eneste ressource, som der bliver mere af, når vi frådser med den. 

Vi læser ofte bibelteksterne fra 1. Korintherbrev i forbindelse med bryllupper. Det gør vi til dels fordi det er så romantiske tekster, men sandelig også fordi billedet af ægteskabet også er et billede, der bruges på forholdet mellem Kristus og kirken, altså os og Kristus.

Kærligheden er helt central og den er fundamentet for alt. 

Ved en bryllupsfest, synes jeg altid at brudevalsen er et fantastisk fint udryk for kærlighed og derfor er den også særdeles romantisk. 

Dans er et udtryk for kærlighed. Den måde to elskende omfavner hinanden på og og giver sig hen til musikken, til rytmen, til hinanden er så smukt. 

Det ser så elegant ud, når et par smilende glider af sted i musikkens og hinandens favn og helt tydeligt følger rytmen og ikke mindst hinanden. Man kan ikke danse, hvis ikke man for en stund glemmer sig selv, og fokuserer på den anden.

Der bliver en samhørighed uden ord og instruktion, og når jeg ser på det, så ser det legende let og særdelse fredfyldt ud.

På mig virker det også som om, at tiden for en stund står stille, alle bekymringer om noget som helst forsvinder til fordel for en tilstedeværelse i det nu, som dansen er. Og det nu er ikke stilstand. Det er bevægelse.

Det er brudevalsen, men dans er jo meget mere. Brudevalsen er det totalt romantiske, hvor man danser med sin elskede. 

Men dans er meget mere, ligsom kærligheden er meget mere end den mellem to elskende. 

Vi kan danse med flere partnere, som vi har forskellige relationer med. Det er her, hvor de forskellige ord og udtryk for kærlighed, som vi nu kender dem fra græsk, kommer til udtryk. 

Der er ikke noget galt i, ja det kan faktisk være utroligt smukt, at danse med en anden, end den man elsker romantisk (eros). 

Det er også en kærlighedshandling, at tage mod indbydelsen til dans, når en hånd bliver rakt frem til dig. 

Håbet er også at den kærlighed vi elsker hinanden med efterhånden bevæger sig hen mod en agapekærlighed. Igen er det ikke noget vi kan præstere, men udelukkende noget som kan ske under Helligåndens virke i den proces som vi, teologierne, i vores kirker kalder helliggørelse. Det er Gud der virker i os, men vi er selvfølgelig nødt til at tage mod den fremstrakte hånd og deltage i den dans, vi er budt op til. 

Dans fascinerer de fleste af os. 

Måske tænker du, åhhh det ved jeg da ikke om det gør, så vil jeg bare minde om den enorme interesse der er for “Vild med dans” på tv, selvom vi er ved at løbe tør for kendisser til at deltage i programmerne. Jeg er fascineret.

Jeg ville for eksempel ønske at mine forældre havde stået fast på, at jeg skulle gå til dans hos Anne Gigger, som jeg tror danselæreren hed. 

Jeg ville nemlig ønske at jeg var bedre til at danse, sådan  at jeg frimodigt kan være på floor, som de unge siger. 

For hvis man skal danse med mig, så skal man have en engels tålmodighed og stor overbærenhed. 

Dansen bruges som et billede på livet og i mange kristne tænkeres overvejelser er dansen brugt som et udtryk for det at leve med Gud. 

Det er et super billede, fordi det udtrykker aktivitet, bevægelse og engagement frem for passiv venten.

Gud rækker sin hånd frem til hver enkelt af os, også de af os, som ikke er de fødte dansere, og byder op til dans. 

I dag fejrer vi brylluppet mellem to menigheder, som bliver til en. 

Der er brudevals, og mange danse forude med hinanden og med Gud. 

Mit håb og min drøm er, at vi får hele Strandby, Frederikshavn, ja hele Nordjylland på flor til en seriøs dejligt, legende, udfordrende, udviklende, missionerende, inkluderende, og ikke mindst kærlig dans. 

For det er nu, der spilles op til dans! 

Amen. 

Ichtus: 

Shalom to You 

Må din vej gå dig i møde