Alle Helgen

Prædiken søndag d. 6. november 2022 – Alle Helgen Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Kor 4,1-18 & Joh 11,17-27

Lyt til talen her.

Alle har lyst til at komme til himlen, men ingen har lyst til at dø for at komme derhen. (Ukendt)

Eller 

I am not afraid of death; I just don’t want to be there when it happens. (Woody Allen)

Alle mennesker gør sig tanker om døden, for er der et alment menneskeligt træk, som gælder for alle, høj som lav, rig eller fattig er det, at døden kommer til os alle. 

Ligesom ingen mennesker er undtaget fra Guds kærlighed i livet, er ingen fritaget for døden.

Der er mange måder at håndtere tanker om døden på. Man kan være reeelt angst for døden. Man kan skubbe tankerne fra sig i en håbløs fornægtelse, som fungerer indtil man konfronteres med et dødsfald i en nærmeste omgangskreds. 

Man kan holde krampagtigt fast i livet og gøre alt muligt for at være så sund som overhovedet muligt. Nogen vil endda gøre noget så ekstremt som at træne og løbe. 

Men uanset hvad vi gør, kan vi aldrig løbe fra døden. 

I dag er det alle helgen søndag. Egentlig er det en dag, hvor kirken mindede alle de små helgener, som ikke havde deres egen dag. 

Reformationen har gjort op med dette, men vi har stadig dagen. I mange år har dagen haft den betydning, at vi har mindedes og været taknemmelig over dem, som ikke er i livet mere, men som på en eller anden måde har vist os vej i et liv med Gud. 

Det kan have været en præst, som har sagt noget, der har ramt plet. Det har man faktrisk hørt om. Men mere sandsynligt er det, at det er et menneske fra kirken eller omgangskredsen, som har vist én godhed, kærlighed og omsorg for på den måde at pege mod troen. 

De senere år har dagen flyttet fokus til, at det er blevet en mindedag, hvor man i kirkens mindes dem, som er døde i året der er gået. På den måde er det faktisk lykkes kirken at være relevant fordi den tager menneskers sorg og savn alvorligt og giver plads og rum til sorg og savn, men samtidigt forkynder håbet om det evige liv sammen med Gud. 

Alle helgen søndag er blevet en af de helt store dage, hvor rigtigt mange danskeres går i kirke. 

Vi skal alle dø, og jeg tror, at rigtig mange undrer sig over, hvor det er vi går hen, når vi går bort. 

Bibelen har et sprog for dette. På dansk er det ikke helt så rigt, som det er på græsk, som er det oprindelige ny testamentelige sprog. 

Helt klart er det, at den menneskelige eksistens beskrives med elementer som ånd, sjæl, psyke, hjerte og krop. 

I dag er der udbredt enighed om at mennesket er mere end sin krop, som iøvrigt er skrøbelig og forgængelig. 

Paulus beskriver det som, at vi har skatten fra Gud i skrøbelige lerkar. Alle der hørte eller læste den beskrivelse vil forstå, hvor skrøbelige vores kroppe er, men også at de kan være fantastiske og flotte, men at de ikke kan holde evigt. 

Paulus beskriver menneskelivet som et liv i et telt, igen underforstået at det er faktisk ikke særligt solidt, og der kommer en dag, hvor det dødelige skal opsluges af LIVET. 

Han beskriver det dødelige liv som en skat og at vi ikke bliver modløse for selvom vores ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag.

Han fortsætter: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”

Trumfen, baggrunden for overhovedet at sige sådan er naturligvis at finde hos Jesus. Jesus som tog alt, hvad der kan skille os fra Gud – synden – på sig og gik i døden på et kors, men som Gud oprejste igen på den tredje dag. Det er trumfen. Han er baggrunden for al tale om evigt liv, fordi han gik vejen for os. 

Da Paulus skriver sine første breve er mange af de 500 mennesker, som på et tidspunkt har set den opstandne Jesus stadig i live. Det er altså noget Paulus skriver et sted mellem 20 og 40 år før evangelierne skrives.  

I evangelier taler Jesus om døden og det evige liv, men det er et relativt lille tema. Der er helt klart en understregning af, hvordan vi lever nu, således at Guds vilje kan ske både jo i himlen og på jorden. 

Jesus er klar på, at der er at andet rige, et rige hvor Guds vilje er slået igennem, og hvor de, som er gået foran os er hos Gud. Et sted, hvor Guds kærlighed og intet andet råder.

I Johannesevangeliet finder vi den fantastisk beretning om opvækkelsen af Lazarus. 

Jesus er på vej mod Betania, men inden han når frem dør Martha og Marias bror Lazarus. Da de når frem får de at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Martha kommer Jesus i møde og hun er næsten bebrejdende idet hun siger til Jesus: Herre, havde du været her, var min broder ikke død. 

I dag skal vi ikke dykke ned i historien, for det er der ikke tid til, men vi skal lægge mærke til, hvad Jesus siger til hende, og dermed til os: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

Jesus viser med opvækkelsen af lazarus, at døden ikke får det disse ord, men det gør han ikke for Lazaerus’ skyld eller søstrenes skyld, men for gøde jorden for den opstandelsen, som han selv skulle have. 

Jesus dør og opstår, og inden da forbereder han dagen for sine disciple. I Johannes 14 siger han: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.”

Jeg synes, det er en fin tanke, at Jesus gør plads til os i sin fars hus. Der er et hjem, der venter. Og så er der lige den lille detalje, at Jesus lover at kommer og tage os med sig. Jesus henter os hjem. 

Alt dette siger Jesus dagen før han selv dør. Efter det opstår han igen på den tredje dag. Der er med andre ord, handling bag ordene, det er ikke tomme ord. 

Der venter noget godt. Gudsriget beskrives faktisk ikke særligt meget. Men løseligt sagt, så er der billeder af fest og mad, der tegner sig et rige, hvor våben smedes om til plovjern. 

Et sted, hvor Guds vilje altid sker. 

Bibelen bruger billedet af en ny himmel og en ny jord, som er radikalt anderledes end den verden, vi kender. 

Der siges: “Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.”

Vi ved ikke meget, og måske er et af de bedste billeder vi kan finde på Guds rige det vi finder i bogen/Filmen Hytten, som jeg hermed vil anbefale alle at læse/se. 

At døden er sejr, at den er liv, at der er evigt liv i Guds bolig er godt at vide, og det kan på en eller anden måde sætte os fri til at leve på trods af døden. 

Jeg her hørt flere sige, at de ikke er bange for at dø selv, men de er bange for at miste. 

For det gør ondt at miste, og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi efterladt med en kærlighed som ikke længere bindes op til et levende menneske og det gør ondt, når kærligheden bliver hjemløs. 

Derfor vil vi i dag mindes dem, som er gået foran os. Dem vi savner og dem, som vi håber på nu er i det fantastiske himmelske rige sammen med Gud. 

Vi mindes: 

Navnene er ikke med her pga. GDPR.

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige. 

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Salme: 456 Nærmere Gud til dig

Du kan også hente manuskriptet i PDF-format

Bogstav-tro – kærligheds-tro

Du kan også læse talen her:

1 af 7

Prædiken søndag d. 21. august 2022.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tema: Næstekærlighed – skriftkærlighed. Jesus gør noget forbudt – men kærligt.
Tekster: Jer 31,31-34 & Luk 13,10-17.

I skal se med kærlighedens øjne. Alt det skabte skal I passe på!

Sådan synger vi i en af de moderne salmer, Du som gir os liv og gør os glade af Hans Anker Jørgensen, som han skrev i 1982. I kirke sammenhænge så er det altså nærmet spritnyt.

Og i alt fald i katagorien moderne.

Men tankerne i den er oldgamle. Tankerne bag ansvar for skaberværket og og at se med kærlighedens øjne, er er intet nyt i.
Det er højaktuelt.

Hvad vil det sige, at se med kærlighedens øjne?

At se med kærlighedens øjne, er at se på et medmenneske med samme blik, med samme kærlighed, tålmodighed, mildhed, godhed, den kærlighed der tåler alt, håber alt og tror alt, på et andet menenske.1

Forældre-kærlighed til børn, hvis ellers den er sund, er et tætteste vi som mennesker kommer på, at kunne elske med den opofrende kærlighed – agape-kærligheden – som Gud elsker os med.

1 JF. 1. Kor 13.page1image14287264

2 af 7

Den kærlighed er ikke af denne verden og tager i modsætning til vores kærlighed, der er af denne verden, ikke sit udgangspunkt os os selv, men i den der elskes.

Forældres kærlighed til det lille barn er det, som kommer tættest på agape-kærligheden.

At se med kærligheden øjne, er at se på og elske med og til hjertet. Det er det, som Gud kan, og vi ikke er så gode til.

Vi ser på alt det ydre.
Skal vi være ærlige, så vi bedømmer mennesker på deres handlinger og gør deres opførsel, udseende, levevis til en betingelse for vores kærlighed.

Sådan gør Gud ikke.

Vi ser det i historien om David, der skal salves til konge. Der er så mange grunde til, at det ikke skal være den mindst attraktive af Isajs sønner, som skal være konge.

Han ligner langt fra den slags, som konger er lavet af, og så har han det mindst attraktive job, han er hyrde.
Men Gud ser ikke på det, som mennesker ser, Gud ser på hjertet.2

Det er præcis det, som er spørgsmålet i dagens konflikt i Lukasevangeliet.

2 JF. 1. Sam 16,7.page2image14412144

3 af 7

Skal vi se med kærlighedens øjne, og kan det at se med kærlighedens øjne retfærdiggøre at bryde det skrevne ord, at bryde loven?

Og kan man fortolke loven ind i en konkret sammenhæng, som gør at man kan have et nyt syn på, hvordan det skrevne ord skal forstås ind i en konkret situation?

Det er store spørgsmål. I den forbindelse skal vi huske på, at Jesus træder frem og ind i en kultur, hvor det religiøse er gennemreguleret at af velmenende præster, skriftkloge og farisærer. De har alle sammen den hensigt, at de af et oprigtigt hjerte, at gøre det rigtige.

De har hele tiden spørgsmålet, hvad siger Loven og profeterne, er Guds vilje i et hvilket som helst spørgsmål.

Man har i Jerusalem en utroligt stærk tradition for holde fast i Loven og skriften, således at man kan leve et liv, der er Gud til ære.

Det er den prisværdige hensigt, og det er vigtigt at have i baghovedet.

Den profetiske litteratur i bibelen, herunder særligt Esajas og Jeremias taler om at Messias skal komme og bringe retfærdighed på jord.

På trods af de gode hensigter, så krævede det helt enkelt sin mand at overholde loven til punkt og prikke. Det kunne ingen. Det gav den religøse elite en uhensigtsmæssig stor magt.

4 af 7

Rent historisk vil man kunne hævde at farisæismen, hvis den havde fået lov til at sejre, ville have hindret udvikling i den jødiske kultur.
I sin mest rigide tolkning, vil man ende med at køre i ring. For når ingen turde tænke udenfor loven, standser al udvikling.

Og kigger man på Afghanistan, som vesten i al hast forlod i kaos for et år siden, så ser vi skrækeksemplet på, hvordan stenhård bogstavelig læsning af religiøse skrifter, ruller middelalderen ind over et ellers moderne og udviklet samfund og flytter magten over på religiøse mørkemænd.

Jeg ved ikke hvilket fremtidsscenarie profeten Jeremias havde set. Men han profeterer om og drømmer om en ny pagt med Israel og Gud.

Det er den pagt, som Gud sætter i værk med Jesu liv, død og ikke mindst opstandelse fra de døde.

Jeremias profeterer således:
Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra denpage4image14401952page4image14402160

5 af 7

mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.3

Nu må vi hellere komme til dagens tekst, men alt dette er altså bagtæppet.

Nu er Jesus i synagogen. Det er sabbat – helligdag. Den dag er omfattet af de ti bud. Det tredje bud siger: husk sabbatsdagen og hold den hellig.4

Så det er kerneviden og helt bredt accepteret, at sådan er det med sabbatten.

Man holder sabbatten herlig ved at lade være med at arbejde, følge forskrifterne for sabbatsmåltidet, og man kommer i synagogen. Så det er i synagogen at byens folk er, når der er gudstjeneste dér.

Vi hører, at der var en kvinde, som var bundet af en sygdomsånd. Det er evangeliernes måde at beskrive sygdom på, for i kulturen var de fleste sygdomme også en åndelig sygdom.

I 18 år har kvinden været krumbøjet.

Jesus løser hende fra sygdommen, lægger hænderne på hende, og beder for hende. Straks retter hun sig op. Det er synligt for enhver, at hun er helbredt og har fået livet igen. Ikke bare sygdommen men også stigmatiseringen er løftet af hende.

3 Jer 31,31-24. 4 2. Mos 20,9page5image14402784

6 af 7

Set fra mit perspektiv burde det være en fest.

Men synagogeforstanden blev vred. Jesus brød åbenlyst loven og så i hans synagoge. På det sted, hvor han havde ansvaret for at loven blev overleveret og tolket, sår mennesker kunne leve i henhold til Guds vilje.

Det er hans ansvar at holde fast i det, som han er sat til at forvalte.

Men jesus kommer med noget nyt. En helt anden forstårelse af Gudsforholdet. Det med at loven flyttes fra tavler af sten og ind i menneskers hjerter.
Jesus kommer netop med den nye pagt, som Jeremias har forudsagt.

Det skal give sammenstød, for her møder en ny verdensforståelse en gammel.

Jesus kalder dem hyklere og det er ikke ros. Hykleri er, når man siger et, men gør noget andet.

Jesus ved jo godt, og det ved de også selv, at de naturligvis også passer deres dyr på sabbatten. Dyrene skal jo vandes og fodres uanset, hvilken dag det, det giver sig selv.

Når Jesus på den måde udstiller selvfølgeligheden i, at de selv tolker loven på sabbatten, at de selv bryder loven og gør det, der efter lovens bogstav er galt, men i situationen indlysende rigtigt, da falder de alle til ro og glæder sig over alt det herlige han gjorde.

7 af 7

Hvis loven skal være skrevet i vores hjerter. Ikke i præsters hjerter, for præsterne skal ikke fortælle dig, hvad du skal tro, men i vore hjerter, så er det vores levende tro, at se med kærlighedens øjne, at have vores tradition, skrift, erfaring og fornuften med ind i mødet med andre menensker, og så ud fra det være en elskende næste for den vi møder på vores vej.

Så kan det godt være, at mødet med en krumbøjet kvinde, som det var for Jesus, gør det aktuelt at, når man ser med kærlighedens øjne, at elske på en anden måde, end man måske gjorde før, eller på an enden måde end det man har lært.

Det er præcis den fordring, som vi alle sammen hver i sær står i.

Men det er lige der i mødet med mennesker, at tro leves og tro giver liv.

Amen

Salme: 56 Kærlighed er lysets kilde

Enden er nær

Tale ved gudstjenesten søndag d. 14. august 2022 i Odense Metodistkirke.

Du kan også læse talen her:

1 af 6

Prædiken søndag d.14. august 20212.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Tidens tegn – Tro er alt andet end ligegyldigt! Tekster: Es 5,1-7 & Salme 80,1-2,8-9 & Hebr 11,29-12,2 & Luk 12,49-56.

Enden er nær!

Enden er nær, har i enhver tid i historien været en påstand, som dommedagsprofeterne har gjort gældende.

Enden er nær, nu slutter livet som vi kender det.

Nogen vil endda sige, at kloden går under, nu er der ikke mere håb om liv.

Den slags stemmer er der også i dag.

En af de mange stemmer, som faktisk er blevet lagt mærke til blandt de mange, der råber op, er Greta Thunberg, der gør en kæmpe indsats for at råbe verden op og få os til at fatte, at enden er nær, hvis ikke vi finder på at koble os på vedvarende grøn energi frem for vores totale afhænghed af fossile brændstoffer.

Som alle andre, der har budskabet om, at enden er nær, nu må vi tage os sammen, udsættes hun også for latterliggørelse. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid være for dem, som har de ubehagelige sandheder.

Her hvor vi ramler ned i Lukasevangeliet, som er udgangpunkt for talen i dag, er det Jesus, som er

2 af 6

frustreret over mennesker manglende engagement i hans budskab.
De hører ikke efter. Jesus taler også om, at enden er nær…… men når Jesus taler om det, er der samtidigt budskabet om en ny begyndelse….

Jesus taler for døve ører.

De hører, hvad han siger, men han kan ikke se, at de tager det til sig.

Det er som om folk tænker, at ham Jesus der, han er faktisk ret spændende, men skal jeg virkelig forandre mit liv på baggrund af noget, han siger?

For et øjeblik siden har Jesus fortalt dem en historie om de årvågne tjenere, som bør være klar, når husets Herre dukker op fra den bryllupsfest, han er til. Det er ikke godt, hvis han finder dem sovende.

Måske ligner de bare nogen, der vil underholdes. “Jesus, fortæl mere. Det er så spændende.”
Eller min aversion, det er så hyggeligt.

Jesus er frustreret her.
Jesus har på det her sted talt om mennesker, som snorksover, når de bør være klar.
Det ser som om folk ikke forstår, at det er dem han taler til.

Hen begynder at tale til dem: Mener I at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, splid!”

3 af 6
Så er vi ligesom godt i gang her efter ferien.

Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget. Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt.

Det er stærke ord.

Der skal lige lidt baggrund på her. I bibelsk forstand er ild ikke kun rædselsfuldt.

Det er én af måderne, som Guds viser sig på. Men ild er også nyskabende, fordi der ud af asken ofte kommer en rig agerjord.

Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor.«

Jesus vil dele opfattelsen hos menesker også internt i familierne, som jo på Jesu tid var en enorm stærk og væsentlig social konstruktion, hvor man var nødt til at holde sammen for at klare sig.

Derfor har det været vildt provokerende at Jesus her udfordrede dem på, at at den rensende ild, han kommer for at kaste på jorden kommer til at falde på tværs af familiernes mønstre og hirakier.

Er Jesus frustreret fordi han føler sig overset? Er han opmærksomheds junkie?

4 af 6

Er hans følelser såret?
Ingen af delene, tror jeg er svaret.

Jesus er bekymret fordi, deres manglende engagement i det, der siges, leder til mørket, til døden. Intet mindre.

For det er jo det, der er på spil, når vi taler at enden er nær. Så er livet, som vi kender det truet.

I dette her ligger der naturligvis også den bitterhed som det må være, at se at man taler for døve øren, når man faktisk ved, at man kommer til at kaste sit liv ind på, at få disse mennesker til at finde Guds vej.

Det er jo det, der skal ske. Jesus er på dette tidspunkt udmærket klar over, at inde i Jerusalem venter korset.

Med Jesus er det jo sådan, at korset og døden ikke får det sidste ord.

Med Jesus er det jo sådan, at det der står tilbage og taler kærlighedens sprog og frelsens virkelighed, er den tomme grav.

Opstandelsen fra de døde. Livets sejr over døden.

Det er vigtigt at huske på, for det betyder altid, at det som ligner enden, også altid er en ny begyndelse.

Det er evangeliets rungende håb, at enden aldrig er det sidste.

5 af 6
Måske er enden nær.

Måske er enden nær i dit barns børnehaveforløb, men så venter der noget nyt.

Måske er gymnaiset snart slut – enden er nær, men der er også muligheden for en ny begyndelse.

Måske er tiden på jobbet ved at rinde ud, men der er stadig ny begyndelse efter det.

For hver gang der er en ende, er der også en ny begyndelse.

Det er det, som Jesus peger på, og det han kommer med er aå anderledes, for Loven skal erstattes af ofrende kærlighed, som vender alt det, de kender totalt på hovedet.

Det er alt anden end ligegyldigt. Det er livsforvandlende.

Kristendommen er et udsagn, som, hvis det er falsk, er uden betydning, og hvis det er sandt, er af uendelig vigtighed.
Den eneste ting, den aldrig kan være er mere eller mindre vigtig.

C.S. Lewis, Surprised by Joy.

6 af 6

Amen. Du spør mig om håbet. Folkekirkens nødhjælp 100 år.

Følg Den Røde Tråd i Bibelen 4/4

I dag bindes der knude på den røde tråd, når Thomas Risager afslutter august måneds prædikenserie. Vi har i denne serie fulgt den røde tråd gennem Bibelen og set hvordan det gennemgående tema har været, at Gud vil mennesker godt.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid vil være små afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 6

Prædiken søndag d. 25. august 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 14,1-14.
Den røde tråd 4/4

Så er vi nået til slutningen af vores prædikenserie “Følg den røde tråd i bibelen.

Vi har fastslået, at alt, vi læser skal forstås i lyset af det, vi ser i skabningen, nemlig at mennesket er villet og elsket af Gud.

Vi har set på, at den gamle pagt, som blev ingået mellem Abraham og Gud, var et udtryk for Guds omsorg for sit folk.
På vegne af hele folket indgik Abraham en aftale med Gud. Der var altså tale om en kollektiv pagtstanke.

Vi har set, hvordan der er en konstant udvikling i menneskets forståelse af Gud. Vi har hørt, hvordan Moses fik de ti bud, og ved at hele moseloven også er et udtryk for at folket forsøgte at leve op til sin andel af aftalen.

Senere kom pagtens ark til templet i Jerusalem og vi har konstateret at templet var centrum for tro. Her sørgede præsterne ved hjælp af ofre for, at menneskets forhold til Gud var i orden.

I sidste uge hørte vi, at Jesus, med de ting han sagde, med sin død og sin opstandelse, rystede posen.

Med jesus blev alting nyt.

2 af 6
Der rystede Gud for alvor posen.

Alting blev så nyt og så anderledes, at mange, og selv Jesu disciple, havde svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig.

Med Jesus blev alting virkeligt nyt.

Det er det, vi nu skal høre lidt om. Amanda vil læse en tekst fra Johannesevangeliet:

JOHANNES 14,1-14.
Jesus siger: “1Jeg er vejen, sandheden og livet;”

I mange år opfattede jeg det, som et udtryk, der udelukkede folk, frem for at inkludere dem. Dette gjorde jeg ikke mindst fordi næste sætning lyder: “ingen kommer til Faderen uden ved mig.”2

Imidlertid er det sådan, at læser man alt, hvad jesus siger i de fjorten vers, som Amanda læste, så er sammenhængen en helt anden. Så forstår jeg, at dette er sagt i kærlighed og med det stort ønske, om at disciplene og andre, måtte forstå og tro.

Noget af det, som er nyt er, at det med tro er langt mere enkelt, end vi mennesker har gjort det til.
Eller gør det til, for den sags skyld.
Tro er ikke kompliceret. Tro er enkelt. Det er ikke raketvidenskab – det er tro!

1 Joh 14,6a2 Joh 14,6b

page2image10030080

3 af 6

Jesus indleder med at udbryde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig!”3

Dette er Jesu ønske, at de dog bare kunne tro.

Så ruller Jesus ellers historien ud med, at han går i forvejen og gør en plads rede for dem.
Det kan synes, som en mærkelig historie, men her skal vi vide, at datidens mennesker var meget optaget af den del af troen, som har med livet efter livet at gøre.

Selvom det bestemt er en væsentlig dimension af al tro, også i dag, så synes vi nu her i kirken, at livet før døden, er temmeligt interesant.
Det er det vi skal fokusere på, mens vi er her. Det andet skal såmænd nok komme.

For Jesus er der ingen tvivl om, at for at disciplene skal kunne forstå livet nu, og kunne udleve troen, og kærlighedesbuddet4 nu, så må de vide og forstå, at der gennem troen på Jesus, er styr på al fremtid.

Dette sker også i lyset af, at jesus i princippet gør op med alt, hvad de ved om tro og om at holde de gamle jødiske love.

Forestil dig, hvordan vi ville reagere, hvis vi blev overbevist om, at alt hvad vi troede var sandhed, skulle er erstattes af noget andet.

Det er den situation, som disciplene står i.

3 Joh 14,1
4 Joh 13,31-35.

page3image10027200

4 af 6
Det vil ikke være let – heller ikke for os.

Det er utroligt vigtigt at forstå, at med Jesus blev alt anderledes.
Det er også derfor at meget i Det Nye Testamente virker så anderledes end nogle af de ting, vi læser i Det Gamle Testamente om Gud.

Når man følger den røde tråd i bibelen, ser man nemlig, at forholdet mellem Gud og mennesker er under konstant udvikling. Det er en ret vigtig pointe i hele denne prædikenserie, at man ser og forstår dette.

Det betyder også, at man skal være meget meget varsom med at tage eksempelvis bibelvers fra Det gamle testamente fuldstændigt bogstaveligt. Man skal simpelthen vide, hvad man har med at gøre.

Lad mig give et eksempel:
“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”5

Vil det gå i dag, at tage det bogstaveligt?

Nej, det ville det selvfølgelig ikke. Vi forstår nemlig, at dette er skrevet ind i en anden tid, og i en helt anden kulturel kontekst.

5 5. Mos 22,28.29.

page4image10029888

5 af 6

Så selvom det faktisk står i bibelen, så kan det ikke direkte overføres til Odense i 2019.

Der er en udvikling.
Al udvikling og forandring skaber uro, måske endda frygt. Hvis alt det vi kender forsvinder, hvad har vi så?

Vi ved, at nogle mennesker hellere holder fast i noget dysfunktionelt, fordi utrygheden ved at give slip er så stor, at det kan man ikke.

Det er det Jesus taler ind i, når han siger til dem, at han er vejen, sandheden og livet.

Underforstået, ham kender de jo. De har nærmest levet sammen med ham.

Så i virkeligeheden er det et forsøg på at gøre noget komplicere langt mere enkelt og trygt.

Den røde tråd ender ved, at vi ganske vist har en bibel, som vi bør studere, læse og lære af.
Men det vi for alvor skal forstå, er at det ikke kun er bogstaverne vi skal skal se på.

Vi skal se på Jesus. På hvad han sagde og havd han gjorde.
Og ikke mindst, så skal vi efterligne ham.

For det er i ham, at livet skal findes og leves.

Den røde tråd går fra skabelsen, over jødernes historie, gennem alt det Jesus sagde.

Den er viklet rundt om korset, som han døde på.

6 af 6

Den er indvævet i opstandelsen og går gennem både himmel og jord.
Endelig går det røde tråd også gennem både dit og mit liv, og der er uendelig værdi i, at kunne tage fat i den røde tråd og følge den.

Når vi gør det, vil vi opdage at Jesu virkelig er vejen, sandheden og livet.
Han har nemlig fat i den samme tråd, som du og jeg holder i.

Amen.

Lev stærkt_Tro er ikke ÈT valg – Thomas Risager

Lev stærkt – sådan hedder rækken af gudstjenester, som vi holder i august måned.

I dag taler jeg om vigtigheden af at forstå, at tro er ikke kun er ét valg, når man bestemmer sig for at nu tør man tro. Derimod er tro en lang række tilvalg, som man hele tiden tager undervejs i tilværelsen. Ofte er vi ikke bevidste om dette, og så er det, at vores tro bliver mindre vigtig. Lev stærkt og hold troen varm.

Hør mere her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 7. august 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 12,32-14 & Hebr 11,1-3,8-16.

Lev stærkt – At tro er ikke èn beslutning.

Jeg blev en kristen d. 1. januar 1964. Sådan er der nogle som kan sige det. I mange år havde Metodisterne det næsten som et adelsmærke, at man kunne tale om den dag man blev omvendt, som det hedder. Den dag, hvor man forstod, at Guds kærlighed er givet for mig.

Det er rigtigt fint. Mange af os, kan også sige om ikke en dato, så en tid i livet, hvor det gik op for os, at tro var noget, som vi ikke vill leve uden længere.

Men rigtigt mange oplever også, at den boblende glæde over at have fundet tro. Det mest fantastiske i livet, glider på en eller anden underfundig måde alligevel ud fra centrum i livet og bliver grå hverdag. Det bliver ikke ved med at være rigtigt vigtigt…

Måske tænker du, at det aldrig sker for dig. Det påstår jeg heller ikke, at det gør. Men, der er mennesker i vores fællesskab, som oplever dette. Vi ser det og vi oplever det.

Jeg kender det også. Der er perioder i mit liv, hvor troen er glødende varm, og der er perioder, hvor det er noget mere mørkt og ensomt at tro for mig.

Det er ventetid. Ventetid, hvor jeg venter på en eller anden bekræftelse af den tro, som har har.

Ventetid, hvor tvivlen får lov at nage og pille i min sjæl. Det er den slags ventetid, som ikke kan fordrives med at tage sig af et par Pokémons eller battle i vores helt eget Pokemon Gym her udenfor kirken.

Ventetid føles altid uendelig lang. Det er lige før, at det kan ødelægge ens dag at komme for sent til bussen, selvom det går én igen om 20 minutter.

Det er netop ventetiden – tiden, hvor man ikke synes, der sker noget som helst, som Jesus taler om, da han i sin lidt kryptiske tale om årvågne tjenere, siger til dem, at ventetid er en naturlig ting, når vi taler om tro. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Problemer er bare, at vi i dag lever i en kultur, hvor vi tror vi skal dø, hvis der ikke sker noget hele tiden. Men med tro, er det ikke unaturligt, at der er stille perioder.

Det, som er vigtigt, er hvordan de bruger tiden, mens de venter på at deres herre, vil bryde op for brylluppet.

Når de venter, skal de have kjortlerne bundet op om lænderne og lamperne tændt.

At have kjortlen bundet op var sådan man havde de lange gevandter siddende, når man skulle arbejde, så man dels kunne bevæge sig frit, men også kunne undgå, at snavse sig til. Det er lidt ligesom vi smøger skjorteærmerne op, inden vi giver os til at skære kødet ud.

Jesus siger til dem, at selvom I ikke synes, der sker noget, så skal I være klar.

Det er et valg man tager, at man holder sig åndeligt klar. Det er det man gør, når man fastholder at gå i kirke, også selvom der er et par gange, hvor man ikke synes, at det talte til én.

Det er det valg man tager, når man er med i en smågruppe eller en omgang Romerbrevet eller Vejen i løbet af efteråret.

Det er det valg man tager når man for sig selv, og måske uden at lade andre vide det på Facebook, læser i bibelen efter bibellæseplanen.

Det er det valg man tager når man fastholder at man vil bede på den måde det nu en gang passer ind i dit liv.

Det er også det valg man tager når man står overfor umulige situationer, som vi ved en familie her i Odense befinder sig i.

Det der det valg man tager når man beder både for offer og for den far, som tilsyneladende har gjort det ubegribelige ved sit eget barn.

Tro er ikke bare at sige fedt, den dag, man fatter at man er elsket af Gud.

Tro er at holde sig skarp, at være klar og og være sig bevidst om at der hvor én skat er der er ens hjerte.

…. Der er så meget der kan aflede.

Så hele tiden må vi vælge at være klar.

Det er noget af det, vi som kirke kan hjælpe hinanden med.

Og vi ved jo ikke, hvornår mesteren kommer tilbage.

Amen.

 

Hvor hører du til? Juleprædiken – Thomas Risager

Julen er kommet og i den fyldte kirke lyttede vi til julens evangelium, som lyder sådan her:

Jesu fødsel

(Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-20. Side 921-922) 

 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Hør talen her:

podcast-large

Visioner forandrer verden 1 – Thomas Risager

Menneskers drømme og visioner går nogen gang i opfyldelse, og så kan virkeligheden overgå selv den vildeste fantasi.

Siden 2002 har Metodistkirken i Odense været drevet af visioner. Nu oplever vi for anden gang at vores vilde drømme om fremtiden – Vision 2015 – er ved at være opfyldt. Derfor indleder vi nu et arbejde, der gerne skulle lede frem til en ny vision. Det skal ikke bare være vores drøm, men Guds drøm for, hvordan fremtiden i Metodistkirken skal se ud.

En vision er et billede af fremtiden, som producerer passion i hver enkelt. Det er det vi leder efter.

Hør mere her:

podcast-large