Kategori: Ikke kategoriseret

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke

af

1 5

Prædiken søndag d. 6. september 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 12,28-34

Se op, løft op!

Hvad skal jeg gøre?

Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Hvordan skal jeg tro?

Alle disse spørgsmål er, tror jeg, alment menneskelige

spørgsmål. Spørgsmål som alle mennesker, med

variationer i sproget selvfølgelig, stiller sig selv?

Kan jeg finde den rigtige bog, den rigtige podcast eller

måske endda den rigtige kirke?

I øjeblikket oplever kirkerne en søgning af især unge

mænd, og noget af det, som de efterspørger, er, at nogen

fortæller dem, hvilke regler de skal følge – ikke bare for at

blive gode kristne, men faktisk ordentlige mennesker –

rigtige mænd, om du vil.

Fokus er på regler, altså klarhed over, hvad jeg skal og

ikke må.

Da Jesus kommer ind i Jerusalem, møder han en kultur,

hvor jødedommen er mainstream, hvor det store tempel

var dominerende, og hos nogle af farisæerne og de

skriftkloge blev regelfortolkningen ligefrem ekstrem.af

2 5

Inde i Jerusalem var der en skriftklog, som havde

overværet, hvordan Jesus havde diskuteret flere emner

med religiøse ledere, som var meget optaget af regler.

Det er vigtigt at understrege, at mange af disse mænd

var oprigtigt optaget af at leve det gode liv, og at gøre alt

rigtigt.

Hvis man skal være lidt kæk, så kan man godt sige, at

det nogle gange blev på bekostning af det

medmenneskelige.

Nu kommer der en af dem, som har lært om alle de

mange regler, man skal følge. Han spørger Jesus:

“Hvilket er det første af alle bud?”

Med andre ord, hvad er det vigtigste?

Jesus citerer to steder fra loven 1

og lægger dem sammen

til ét bud.

Først kommer den gamle jødiske trosbekendelse

efterfulgt af det revolutionerende bud om at elske sin

næste.

“Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren

vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud

af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og

af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din

næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end

disse.”2

Jeg lægger mærke til, at Jesus udfodrer den unge mand

til at elske Gud med fuld styrke. Så det at elske Gud, er

1

2

5. Mos 6,4-5 + 3. Mos 19,18.

Mark 12, 29-31af

3 5

ikke ment som sådan et hobbyprojekt, man kan tage frem

en gang imellem, men som en helhjertet praksis.

Praksisdelen følger i den anden halvdel her, for dette

handler ikke om følelser, men om at finde en livsstil. En

måde at udfolde livet på.

Vi ser også her, hvordan tro bliver løftet fra at være et

individuelt selvrealiseringsprojekt til at blive en livsform,

en livs attitude, som begyndende i det små, kan gøre

denne verden til et bedre sted.

Her kommer revolutionen: “Du skal elske din næste som

dig selv!”

Jeg tror, at næstekærligheden, som har sit udspring i

Guds kærlighed til os, og som fremkaldte en

menneskelighed med tro og gode gerninger som

katalysator, i meget høj grad var appellerende ind i den

verden, hvor tro kunne angribes for at være et regelret liv

med henblik på selv at opnå et godt forhold til Gud.

Troen på Jesus blev social og løftede blikket fra reglerne

mod Gud og fra Gud mod næsten.

Fællesskabet løfter, fordi min tro også handler om dit

velbefindende, om dit liv og vores verden.

Mere end noget andet var det det, som gjorde, at

kristendommen i løbet af de første par hundrede år efter

Jesus spredte sig som nyt liv fra et par håndfulde

mennesker i Jerusalem til at sprede sig hele vejen rundt

om Middelhavet.

Tro viser sig konkret i omsorg for mennesker, i ønsket om

at drive refærdighed frem.af

4 5

Det er i høj grad også kirkerne rundt om i verden, som

påpeger det socialt uretfærdige i klimaforandringerne og

kæmper for at få politikerne til at forstå alvoren i

klimakrisen.

Tro bliver altså at løfte blikket fra sin egen navle og se op.

De gamle medlemmer af kirken vil huske

ungdomsforeningens gamle slogan: Se op, Løft op!

Helt genialt, hvis I spørger mig.

Når vi døber en skøn dreng, som vi har gjort i dag, så

handler det ikke kun om Vilfred, om Albert, Laura og

Thomas. Men hele fællesskabet, som er her i dag, er en

del af familiens liv. Vi er alle blevet opfordret til at tage del

i Vilfred og hans families liv, ve og vel og til at huske dem

i vore bønner.

I et samfund, hvor familie er spredt ud over det hele, så

er det slet ikke så dum en tanke.

Hvordan skal jeg leve? Hvad skal jeg høre? Hvad skal

jeg læse? Hvad skal jeg tro?

På mange måder blotlægger Jesus kernen i al tale om tro

og liv for den sags skyld.

Du skal elske Gud, du skal elske din næste.

Kærlighed er altså ikke kun følelser eller ord. Kærlighed

er handlinger.5 5

af

Løft blikket fra dig selv, se op. Gør hvad du kan, så er du

ikke langt fra Guds rige, for nu at blive i ordene fra

Markusevangeliet.

Hvor mon der i den næste uge er behov for at vi som

kirke, at du som menneske, ser op og løfter op?

Amen.

Salme: Vi rækker vore hænder frem.

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

af

1 5

Prædiken søndag d. 30. august 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Mos 3,1-14 & Salme 105, 1-6,23-26,45b &

Rom 12, 9-21 & Matt 16,21-28

Om efterfølgelse – levende tro.

Vi kender alle sammen det, at stemningen med ét skifter.

På et øjeblik går det fra, åh hvor er det hele dejligt, til og

nej, hvad nu?

Netop fordi man går fra en yderpol til en anden, bliver

skiftet så voldsomt og markant. Et skift, der gør, at man

lige sunder sig og trækker vejret en ekstra gang, før man

siger noget. For man ved godt, at her er der ikke rigtigt

nogle ord, der slår til.

Medmindre man selvfølgelig er disciplen Peter, som ofte

føler det som sit ansvar at føre lidt an og vise retningen.

Det har han præcis gjort her i Matthæusevangeliets

fremstilling af historien om Jesus.

Lige inden tekststykket, som vi fokuserer på i dag, har vi

episoden ved Cesarea Fillippi, hvor Jesus spørger

disciplene, hvem folket egentlig siger, at han er.

Måske husker du, at nogen peger tilbage på de gamle

profeter og nævner navne som Elias, Jeremias og andre

af de, af nærmest hele folket kendte store personligheder

fra Det Gamle Testamente.

Det er ikke spor mærkeligt, for det er den

referenceramme, folket havde.af

2 5

Men noget helt nyt, som sprænger alle rammer og

udfordrer alles forestillingsevne, er i gang. Det har Peter

indset og forstået.

Da Jesus siger, men I, hvem siger I, at jeg er? Da er

Peters bekendelse spot on: “Du er Menneskesønnen!”

Med et viser Peter, at han forstår, hvordan de kulturelle

og trosmæssige tektoniske plader under folkets fødder

kommer til at ryste og flytte sig.

Salig er du, Peter, siger Jesus ovenikøbet til ham.

Det er lige her, at stemningen skifter. Det er lige her, at

alt, hvad de tænker og tror, bliver udfordret.

Det er lige her, at fortsættelsen kræver et trosmæssigt

tigerspring over den afgrund, der pludselig er foran dem,

fordi det at komme over den og følge efter Jesus kræver

troen på og accepten af, at Jesus skal lide og dø, sådan

som han har sagt det.

I det øjeblik, at det går op for disciplene, så er kursen sat

mod Jerusalem, mod Golgatha, mod lidelse, død – og

opstandelse.

Det er her, den samme Peter, som lige har sagt: “Du er

Kristus!” Trækker Jesus tilside og siger: “Nej, sådan kan

det ikke være!”

Der skifter stemningen.

“Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil

ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”1

1

Matt 16,23af

3 5

Nogle gange, når stemningen sådan skifter, så bliver der

stille. Folk ved ikke, hvor de skal gøre af sig selv, alle har

uro i kroppen, og man kan høre den berømte knappenål

falde til gulvet.

Der begynder Jesus at tale til dem om efterfølgelse.

Det er her, der er et opgør, ikke bare med Peter, selvom

han bliver eksponent for det, men et opgør mod

menneskers, vores, indbyggede uvillighed til at tro er

efterfølgelse, også ind i det ubehagelige, det ukendte, det

farefulde, frem for at læne sig tilbage i kirkens tryghed og

hævde, at vi bare sidder her, fordi noget står skrevet.

Peter reagerer på Jesus ord om lidelse og død, fordi de

lige har et så fint. Han har styr på det nu, også begynder

Jesus at tale om lidelse og død.

Peter tror, at han skal beskytte Jesus, at han skal holde

fast i alt det han kender.

Men det er ikke det, som Jesus kalder Peter, eller andre

for den sags skyld, til.

“Vil nogen følge efter mig, skal han fornægte sig selv og

tage sit kors op.” Siger Jesus!

Det handler om at løfte blikket og slippe tanken fri af al

gammel forståelse, af fastlåst tro, og stålfast tiltro til, at

man har styr på alt.

Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.

Dette handler ikke om at vi skal gøre os selv mindre end

vi er.af

4 5

Men om at løfte blikket fra os selv, og alle vore

præstationer, fine eksamener, lønninger,

pensionsopsparinger og alt det andet, som vi tillægger

sikkerhed i tilværelsen, al den jordiske status, er nærmest

bare komisk i mødet med Jesus, som vi forsøger at

efterligne.

Men også at vi tør læne os ind i, at troen er en relation til

Jesus, der som alle andre relationer, vi er i, ikke er

statisk. Troen er bevægelse, deraf efterfølgelse, og den

er ikke det samme i går, som den er i dag, eller vil være i

morgen.

Nogle gange gemmer vi os, både som individer og som

kirke, bag alt det vi har lært, hørt og læst.

Der er tryghed i at vide, at sådan her er det.

I min optik er det den tryghed, som farisæerne ofte i

mødet med Jesus, ikke tør slippe. For det er jo trygt at

vide, at sådan her er det.

Hvad er det Jesus gør med Peter i en anden historie?

Han kalder ham ud af bådens tryghed og kalder ham hen

till sig, på trods af at vejen derhen betyder, at Peter skal

gå på vandet.

At efterfølge Jesus, tror jeg, er at slippe sig selv og

dermed også hele vores menneskelige begrænsninger.

Det er at se på Jesus, at høre historierne om ham, også

der hvor det går mod lidelse, død og opstandelse, og

hele tiden spørge sig selv, hvordan jeg kan efterligne den

måde Jesus mødte mennesker på.5 5

af

Jeg tror, vi alle, uanset hvor kristne vi tør kalde os, er

kaldet til at være mere som Jesus var, i mødet med dem,

vi møder på vores vej.

Jeg tror, den efterfølgelse er et udtryk for helliggørelse,

hvor det at vi i mødet med livet, med mennesker, bliver

pressede og udfordret på at vælge kærlighedens vej. Den

vej, som Jesus viste. Den vej, hvor han glemmer sig selv,

for at du og jeg kan komme frem.

Det er ikke en engangsbeslutning at følge Jesus, men en

daglig livslang intention, at vælge, hvad han ville have

gjort.

Når der er bevægelse, er der levende tro.

Amen.

Salme: Vi rækker vore hænder frem

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 9. august 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

1. Mos 37,1-4,12-28 & Salme 105,1-6,16-22,45b & Rom 10,5-15 & Matt 14,22-33

Når det stormer er Gud også nær

Sikke en sommer, det her været, og er i år. 

Hygge, have strand, rejser, venner, familie, grill, for meget mad og drikke, dasen og dovneri og meget mere. 

Der er helt sikkert mange af os, der har været ud at bade denne sommer. 

Man beslutter sig, rejser sig fra tæppet, og går ned til vandet. Straks man mærker, hvor koldt det er, får man lyst til at vende om. 

Men nu har man jo proklameret, at man vil bade. Så man fortsætter beslutsomt. Man er vel en rigtig mand. 

Efterhånden som vandet når længere og længere op af benet, begynder tanken om Jesus at komme. 

Er det bare mig? Jeg tænker, hvis jeg da bare ligesom Jesus kunne gå på vandet! 

Som I sikkert kan regne ud, så har jeg til gode at opleve det. 

Og var det sket, så tror jeg godt, at jeg kan forudsige, at hele verden ville høre om det. 

Hele verden har i alt fald hørt om, at Jesus gjorde det. Det er en historie, som alle har hørt, og som jeg oplever, at de, som er skeptiske overfor tro, hele tiden hiver frem. 

Det er en bemærkelsesværdig historie.  

Det var det også for disciplene, da de oplevede det.

Sammen med Jesus havde de lige oplevet, at fem tusind mennesker var blevet mætte af fem brød og to fisk. Et spektakulært mirakel, som havde det formål, at mennesker skulle forstå, at det Guds rige, som Jesus talte om, faktisk er ved at bryde frem blandt dem. Hvis de holdt fast i det, ville deres liv blive radikalt anderledes. 

Jesus havde sendt dem i båden, så de kunne komme over til den anden side af søen, mens han selv var gået alene op på et bjerg for at bede. 

Båden fik modvind og kæmpede sig frem mod bølgerne. Flere af disciplene var fiskere, så for dem var dette hverdag, men derfor kan det godt være ubehageligt at sejle i mørket, for man kan ikke altid se, hvad der rammer ens båd.

Vi kender godt til det, at være i en situation, hvor vi er lidt utrygge og heller ikke har fuld kontrol. Der er vi lidt ekstra på vagt og klar til at håndtere, hvad der nu må komme. 

Selvom disciplene har set alle mulige mirakler, så er der ingen af dem, der har fantasi, der rækker til det, de så. 

Nemlig Jesus, der kommer gående på vandet ud til dem. Da blev de bange og skreg af frygt. Ikke så vældigt mandigt – i alt fald ikke den gang. 

De kendte ham ret godt og har set ham lave alle mulige mirakler. Men dette kom jo tæt på, sådan helt bogstaveligt. Han stod derude på vandet og kiggede på dem, og det skræmte livet af dem. 

Der er meget i mig, som godt forstår deres reaktion.

Jeg tror, at alle mennesker har drømme om, håb om og et eller andet sted tro på, at Gud faktisk kan vise sig og være tilstede i vores liv. Måske ikke så dramatisk, som i denne historie, men alligvel. 

Når jeg påstår det, lægger jeg til grund, at alle mennesker, uanset om tro er noget, man lever meget åbenlyst med, eller om det er en helt privat sag, beder til og kalder på Gud, hvis stormen i vores liv bliver kraftig nok. 

Jeg tror, det ligger dybt i os alle sammen, at jo mere afmægtige vi føler os, jo mere læner vi os mod Gud. 

Det tror jeg, at rigtigt mange af os har prøvet. 

Jeg husker nætter, hvor vi har gået rundt med skrigende børn, og virkelig været i tvivl om det var nu vi skulle ringe 112. Der har jeg i alt fald følt mig afmægtig, og den indre bøn har kørt for fuld skrue. 

Jeg har flere eksempler, hvilket jeg er sikker på, at du nok også har. 

Vi tager det nogle gange for givet, og negligerer, hvilken gave det er, at have tro på Gud med sig i livet. 

Der er én, vi kan bede om hjælp. Der er én i hvis hænder vi kan lægge afmægtigheden, så vi får hjælp til at bære den. 

Der er én, som er sammen med os i livet. Én, som kommer og er! Lige der, hvor vi er. 

Det er en kæmpe gave, at have med ind i livet.

Det er også en gave, som vi gerne deler med alt og alle, og som vi tror, Jóhannes får med sig, når vi i dag har døbt ham med vand og Ånd. 

Det tror vi faktisk på, ellers ville det jo være helt meningsløst, at Brynhild og Anders stod med ham her i dag. Og alle vi, som de har samlet i dag, her de bedt om at være sammen med dem om livet. Vi har lovet, at vi vil bede for dem, for Jóhannes og de andre søde børn i familien, i dag og alle dage. 

For tro er en uoverskueligt værdifuld gave, at have med ind i livet. 

Historien om vandringen på søen er historien om, at Jesus, Gud, Helligånden, er lige dér, hvor vi er. Selv i mørket og bølgerne langt ude på en sø, hvor ingen andre kunne se, at man var, der kommer Jesus gående til dem.  

Det er hans initiativ, det er hans vilje, at være, hvor vi er. 

Disciplene bliver overrumplet af, at han kommer gående på vandet, især Peter reagerer lidt “alternativt”, for hvis Jesus kan gå på vandet, så skal han i alt fald også. Selv i den situation, hvor skrækken overmander ham, rækker Jesus sin hånd ud til ham og griber ham. 

Selvom vi tror, håber, beder og måske ligefrem forventer Guds tilstedeværelse i vores liv, så kommer det alligevel lidt bag på os, når vi har den der oplevelse, af at Gud er med i vores liv. 

Måske bliver vi ikke så direkte skræmte som disciplene. Gud har jo også mindre spektakulære måder at vise sig i menneskers liv på. 

Vi bliver måske nærmere ramt af det, som vi med et gammeldags ord, vil kalde ærefrygt. 

Så begynder vi at tvivle på, om det faktisk skete. Så begynder vi at tro, at vi selv skal, ligsom Peter. 

Så kommer tankerne om, at vi nu er gode nok til, at Gud vil os.

Det vil være fint, hvis vi kan skubbe alt det til side og bare tage med den gave, som Guds nærvær i vores liv er. 

Det er aldrig til at vide, hvornår eller hvordan Jesus kommer gående ind i vores liv. 

Der er intet at frygte, men alt at tro.

Det er en kæmpe gave, både når det stormer og er stille i livet. 

Amen. 

Salme: Gud, du sender din regn. 

Hør eller læs dagens tale fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 12. juli 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 25,19-34 & Salme 119,105-112 & Rom 8,1-11 & Matt 13,1-9, 18-23

Lignelsen om sædemanden er kernestof i Det Nye Testamente, og jeg vil tro, at rigtigt mange af jer kender den, eller i alt fald har hørt den før. 

Den findes i forskellige varianter i alle tre synoptiske evangelier – altså Mattæus, Markus og Lukas. 

Hovedbudskabet er, at det med Guds Ord er ligesom en mand, som går ud og sår sin mark. 

Han spreder frøene rundhåndet, men er ikke herre over, hvor det falder. Eller også er han så godhjertet, at selv de umulige steder skal have chancen. 

Noget falder på vejen og fuglene æder det. 

Noget på klippegrundene, hvor det straks kommer op af den tynde jord, men bliver svedet af solen, fordi rødderne ikke kommer dybt i jorden, mens andet faldt blandt tidslerne, men det der faldt i god jord gav en kæmpe høst. 

Med andre ord, mennesker tager forskelligt mod Guds Ord. For nogle bliver Guds kærlighed livsforvandlende med det samme, mens de i den anden grøft slet ikke hører efter, eller rammes af det langsomt og gradvist. For ingen af os ved jo, hvad der sker inde i det enkelte menneske. 

Sådan er det, og det tænker jeg også, at vi kan bekræfte. Det er simpelthen forskelligt, hvordan vi rammes. 

Jeg forstår det sådan, at det for Jesus er helt OK i lyset af, at der kommer en ny sæson, hvor der skal såes og hvem ved, hvad der sker der? 

Desværre kan en passage som denne også åbne op for, at vi (og jeg siger med vilje vi, for dermed at inkludere mig selv) fristes til at vurdere andres tro.

Er den uden rødder? Skygger tidslerne for troens udfoldelse? 

Hvorfor siger jeg så det i dag? Spørger du mon?

Det gør jeg, fordi jeg på et Facebook-opslag på min private væg glædede mig over to søde mennesker, som er blevet gift i vores kirke. 

Det var der så nogle stykker, de fleste mennesker, som slet ikke kender mig, eller brudeparret, som i alt fald havde en kraftig holdning til mig som præst og os som kirke, til min og vores tro.

Lad mig bare afsløre med det samme, at det ikke var videre positivt. 

Jeg vil til enhver tid hylde uenigheden og forskelligheden. Jeg tror, vi beriger hinanden i et fællesskab ved at vi rent faktisk ikke mener det samme. 

Også i vores fællesskab er der mennesker, som glæder sig, mens andre er betænkelige ved, at præsterne selv bestemmer, hvem der kan blive gift her. 

Jeg så glad for, at vi kan være kirke sammen uden at vi skal mene det samme om alt. Det er en gave at vi rummer hinanden. 

Der hvor gaven for mig bliver rigtig stor, er der, hvor vi ikke farer i flæsket på hinanden i al offentlighed og spørger: “Hvad har du dog gjort?” Eller beklager hinandens tro og holdninger. 

Hvem af os tør med 100% sikkerhed påstå, at min tolkning af bibelen, som jo for det meste er det, der danner vores holdninger, er sandheden?

For mig er noget af det mest fascinerende, tiltrækkende og også lidt udfordrende ved kristendommen, at det er en såkaldt åbenbaringsreligion. 

Gud har åbenbaret sig i skabningen. Gud er åbenbaret gennem skrifterne i både det nye og det gamle testamente, Gud er åbenbaret som menneske i Jesus, Gud åbenbarer sig fortsat gennem sin Helligånd, og det er ikke kun for biskopper og præster, men en åbenbæring for helt almindelige mennesker som dig og mig. 

I vores metodistiske tradition er Bibelen klart en autoritet, som vi hele tiden arbejder med at tolke og forstå i sammenhæng med traditionen, forstanden og erfaringen. 

Bibelstederne som særligt diskuteres når det handler om homoseksualitet er: 

1. Mos 19, 1-19 om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, 

3. Mos 18, 23 

og 3. Mos 20, 13 

og fra Ny Testamente især Romerbrevet 1, 26-27 

og 1. Kor 6, 9-10 

samt 1. Tim 1, 8-11. 

Det jeg gerne vil lægge ind i debatten er, at hvis vi skal tolke på de bibelsteder, som taler mod homoseksualitet. Så er der et par ting, som vi skal vide. 

Når man tolker, ser man bl.a. på hvilke kulturer og normer, som var gældende ind i den situation, hvor teksten er skrevet. 

Her er en teolog fra Aarhus Universitet, Anders Klostergaard Petersen, på banen med et par, synes jeg, relevante oplysninger. Han siger: ”Det moderne kærlighedsforhold, hvad enten det er mellem to af samme eller forskelligt køn, er en kulturel nyhed. Det forudsætter to ligeværdige parter, som har valgt at dele liv. 

Det kendte man ikke i antikken, hvor relationen mellem mennesker var organiseret ud fra et magtprincip, hvor den ene part var den anden underlegen. Dette gjaldt også i forholdet mellem mand og kvinde.”   

Med andre ord siger Klostergaard Petersen, at det ligeværdige forhold mellem to voksne mennesker, som elsker hinanden, ikke er omfattet af bibelens skrifter, og så er det uanset om det er forholdet mellem mand og kvinde eller mellem to af samme slags. 

Jeg forstår, hvad han siger, og når jeg læser teksten om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, så læser jeg også aspektet med overgreb ind i beretningen. Personligt opfatter jeg teksterne fra Paulus med det samme fortegn, netop fordi forholdet mellem mennesker var bestemt af magt. Populært sagt havde den med magten også retten til at penetrere enhver undersåt, uanset hvilket køn denne måtte have. Det handler ikke om sex, men om magt og overgreb. 

Når vi læser Bibelen, bør den forstås gennem Jesu lære og eksempel. I lyset af Jesus skal vi se alt. Jeg har forgæves ledt efter udsagn om homoseksualitet hos Jesus, men jeg finder intet sted, hvor han taler om dette. 

I den teologiske verden taler man om et begreb, som hedder progressiv åbenbaring. Dette handler om, at Gud ikke er færdig med at åbenbare, hverken sig selv eller sine sandheder blandt mennesker. Redaktionen af Bibelen er afsluttet for mange år siden, men Gud er ikke færdig med os. Derfor er vi også nødt til at indse, at der er udvikling efter bibelens afslutning. 

Det er her, vi kan have forskellige syn på Bibelen. Jeg kan sagtens forstå, at dette er svært, hvis man er vokset op med, at når ting står skrevet, så er det sådan, det er. 

Det forstår jeg virkelig godt. 

Jeg er helt enig i at tage Bibelen alvorligt, for det, der står i Bibelen, er det til os, men når det står der, så skal vi også gøre os selv den tjeneste at udføre det teologiske arbejde, at se på sammenhæng og udføre det arbejde, som jeg til enhver tid mener, at den historisk-kristne fortolkningsmodel kræver af os. 

Jeg er helt åben for, at vi kan komme frem til forskellige holdninger ud fra den samme bibeltekst. 

Jeg mener faktisk, at det er en skønhed, især hvis vi ikke bruger det til at fordømme hinanden og pege fingre af hinandens tro, men til at nærme os hinanden med nysgerrig åbenhed. 

Peter lever som et godt menneske og er opmærksom på loven, så han ved, hvad han må spise og hvad han ikke må. Det er noget, han er vokset op med, så det er ikke sådan lige at lave om på.

Gud viser Peter i et syn, at alt, hvad han havde lært og læst i skriften, ikke længere var gældende. Han skulle se bort fra madforskrifterne og at han ikke kunne omgås ikke-jøder, men roligt kunne gå ind i huset hos Cornelius. Dette gjorde han. 

Helligånden faldt over denne romerske officer. Han og hele hans familie blev døbt. Indtil dette øjeblik havde det været utænkeligt, at en romersk officer skulle komme til at være en del af kirken, men nu var det virkelighed.  

Det er vores vision: at være en kirke, som tager Gud og mennesker alvorligt – og dette er lige midt i denne spænding, er vi et klart budskab om Guds kærlighed. 

Jeg håber på og tror på, at vi, fordi vi tager mennesker alvorligt, altid vil have åbne døre for alle mennesker. Og fordi vi tager Gud alvorligt, så tør vi også have en tale som denne i en gudstjeneste, vel vidende at vi ikke alle er enige. Det var heller ikke målet, men tanken var, at vi hver i sær måske kan strækkes en lille smule. For hver gang vi møder andre og tanken spændes ud, så glæder du din skaber, så priser du din Gud. 

Amen

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

af

1 5

Prædiken søndag d. 21. juni 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Mos 21,8-12 & Salme 86,1-10,16-17 & Rom

6,1b-11 & Matt 10,24-39.

I dag vil jeg tale om at følge Jesus.

Men først skal I vide, at denne tekstpassage er yderst

udfordrende at skulle skrive en prædiken om, fordi der

siges så meget, som jeg i alt fald synes, bør

kommenteres og ikke stå alene og tiden er jo altså

begrænset.- især i denne varme.

Et kort øjeblik var jeg fristet til at tale over en

gammeltestamentlig tekst til denne søndag i stedet for,

men her møder vi Abraham som sender Ismael og Hagar

bort, Så det er ikke meget bedre.

Vi dumper lige ned i det afsnit, som hedder

udsendelsestalen, som er her, hvor Jesus underviser sine

disciple, forud for, at han sender dem ud for at prædike,

at Guds rige er nær og helbrede de syge.

At følge efter Jesus, sådan som disciplene sendes ud til,

er altså der, vi er.

Lige ordene: “At følge efter Jesus.” Er nok ikke de ord, vi

anvender mest. Vi taler mere om at tro på Jesus.

For de tidlige metodister og for John Wesley i

særdeleshed, var bogen Imitatio Christi af Thomas a

Kempis en kæmpe inspiration, fordi den netop taler om

tro som en aktiv levevis, hvor tro kommer til at bliveaf

2 5

definerende for, hvordan man lever i et forsøg på at

efterligne Jesus.

På “moderne dansk” ville man sige, som mange gør i

dag: “What would Jesus do?” er kernen.

Dermed bliver det også klart, at tro bevæger sig fra at

være følelser, oplevelser og overbevisninger til at blive

aktive handlinger, som er tilskyndet af den tro, man har.

Her ligger det specifikt metodistiske, nemlig, at den tro,

du bærer, får dig til at efterligne Jesus, som får dig til

aktivt at elske din næste og afføder ønsket om social

medansvar.

Det er det, som efterfølgelse handler om. At holde hjertet

varmt, og få hænderne op af lommen og gøre noget.

Så burde alting jo være godt.

Men det er ikke altid let at leve – heller ikke som et

kristent menneske.

Alt, hvad der rører sig i verden, er også i vores verden, så

bekymringerne og byrderne kan være lette at få øje på.

Jesus siger igen og igen her i Matt 10: “Frygt ikke!”

Gud ser, hvad der sker i verden. Ikke en spurv falder til

jorden uden, at han ser det. Og på os er selv vores

hovedhår talt.

Tro fjerner ikke nødvendigvis det, som vi frygter. Men tro

ændrer, hvilken magt det kan have over vores liv.af

3 5

Det er et stærkt billede, at vores hovedhår er talt, at vi er

så kendte for Gud.

Det betyder: Vi er ikke anonyme for Gud. Vi er ikke én i

mængden. Vi er set. Vi er kendt. Vi er elsket.

Og når det er sandt – så mister frygten noget af sin magt.

Ikke fordi alt bliver let.

Men fordi vi ikke står alene.

Når discipelens bliver udsendt, så vil jeg hævde, at det er

en rimelig forventning at det også gælder os, der lever

som kristne i dag.

Det kan godt være, at vi føler os kaldet til at komme til

kirken – og tak for det.

Det er her, man samler kræfter og finder inspiration og

sendes ud fra.

Det kan godt være, at tro er en personlig sag, måske

enda en privat sag, men den handler altid om mere end

dig; derved bliver tro offentlig.

Mennesker ved, at du er et troende menneske, eller for

nu at bruge terminologien i denne prædiken, én der

følger efter Jesus.

Derfor bliver der kigget på dig. Hvordan gør han? Hvad

tænker hun? Hvordan ser dit liv ud i lyset af din tro?

Derfor er du også udsendt, uanset om vi vil det eller ej.

Jesus siger: “Enhver, som bekender mig for mennesker,

vil jeg bekende for min Fader i himlene.”

Tro er altså ikke bare noget indeni.af

4 5

Det er ikke kun en privat sag mellem mig og Gud.

Tro er noget, der leves.

Det betyder ikke, at vi alle skal stå på Fisketorvet og råbe

højt. Men det betyder, at vores tro har konsekvenser.

Den kan ses i den måde, vi møder andre på.

I den måde, vi taler på.

I de valg, vi træffer.

Når vi vælger tilgivelse frem for hævn.

Når vi vælger sandhed frem for bekvemmelighed.

Når vi vælger håb, selv når alt ser håbløst ud.

Så bliver tro synlig og det siger mere end ord!

Hov, der er én der følger efter Jesus. Se hende!

Hvem ser de? De ser dig og mig.

Og så kommer de svære ord:

“Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

Det er vigtigt at forstå:

Jesus opfordrer ikke til vold.

Men han siger åbent, at troen kan skabe splittelse.

Ikke fordi Gud ønsker det – men fordi Guds rige udfordrer

vores og andres prioriteringer.

Når vi sætter Gud først, så rokker det ved noget andet.5 5

af

Nogle gange i vores omgivelser.

Nogle gange i vores relationer.

Nogle gange dybt inde i os selv.

Tro er ikke altid harmonisk.

Den kan være krævende. Den kan koste noget.

Og Jesus skjuler det ikke i denne her tekst.

Det er det, som gør den svær, men er det på en måde

ikke også befriende, at livet som en kristen ikke sugar

coates, for vi ved jo godt, at det ikke altid er let.

Men vi vil alligevel til enhver tid vælge gå Guds vej og

følge Jesus alligevel. ‘

Ikke sandt?

Amen

Salme: 478 Himlen er ikke et sted i det fjerne

Læs eller hør talen fra aftenens gospelgudstjeneste med Gospelkoret Emmaus i Metodistkirken.

af

1 5

Prædiken søndag d. 27. april 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 1. Thess 5,16-18 & Fil 4,4-7

Gospelgudstjeneste med Emmaus – Taknemmelighed

Måske kender du dig selv, eller én tæt på dig, i det

eksempel, som jeg kaster ud her, som indledning til en

tale om taknemmelighed.

Et menneske, som kan se på sit liv, hvor alt egentlig er i

orden.

Der er en familie, de er sunde og raske. Det går børnene

godt. Der er gode venner. Karrieren er helt acceptabel,

man bor et helt ok sted. Man kan altid ønske sig flere

penge, men det er faktisk okay.

Set i forhold til så mange andre, og især da hvis man

løfter blikket og ser til Ukraine eller Mellemøsten, så er

der jo ikke noget at klage over.

Men lykkelig er alligevel for stort et ord.

Den ene dag tager den anden og man er nærmest sådan

bare, ja ok altså.

Uden at vi skal have en samtale om det her, er det så

noget, vi kan genkende?

Jeg kan i perioder genkende det, og det sker, at der er

nogen der omtaler mig som en gammel sur mand.

Det er underligt, at vi mennesker har så let ved at vores

fokus fanges af det, som vi ikke synes er ok, og at detaf

2 5

kommer til at fylde utroligt meget, selvom alt omkring os,

faktisk er helt fint.

Her er taknemmelighed lidt langt væk, men så er man

ikke alene.

Det er altså meget menneskeligt.

Min tjeneste som præst i en global kirke bringer mig ofte

sammen med mennesker, som lever liv, der er radikalt

anderledes end mit.

Jeg har kollegaer alle mulige steder, og lad os bare sige

det sådan, at deres forhold er anderledes end mine.

Jeg er helt med på, at penge ikke er alt, men jeg har

kollegaer i Angola, som skal være meget tilfredse, hvis

det lykkes at få en månedsløn på $100.

Med al risiko for at generalisere og presse citronen for

hårdt, så er det sjældent de præster, jeg kender fra fattige

egne af verden, som brokker sig over tilværelsen. Det er

langt mere udbredt blandt mennesker, som har hverdage,

der ligner mine.

Måske er en af baggrundene her, at vi lever i et samfund,

så fyldt med diverse sikkerhedsnet og goder, at vi nemt

kommer til at se på mange ting i livet, eller selve livet, for

den sags skyld, som noget, vi har ret til – en rettighed!

De af os, der har prøvet at være meget syge, eller være i

ulykker, vi ved, at livet, vi har, kan forsvinde mellem

fingrene på os i løbet af et splitsekund.

Er livet en rettighed, som man har krav på, eller er det en

gave, som man kan være taknemmelig for?af

3 5

I teologiske kredse er tyskeren Albert Schweitzer ofte

tilskrevet følgende:

“Det er ikke lykken, der gør os taknemmelige, men

taknemmeligheden, der gør os lykkelige.”

Bliver vores gængse opfattelse af taknemmelighed ikke

vendt på hovedet her? Skal taknemmeligheden være en

forudsætning for lykken og ikke omvendt?

Taknemmelighed kommer vi aldrig til at føle overfor en

rettighed, men vi kan opleve det i forhold til en gave. I

forhold til noget, som sker uventet.

Hvordan mon vores opfattelse af livet og verden ville

være, hvis udgangspunktet var taknemmelighed?

Hvis vi startede med at sige til os selv, og måske endda

vores partner: “Jeg er taknemmelig for mit liv, jeg er

taknemmelig for dig!”

Hvad mon det vil gøre med vores opfattelse af

tilværelsen?

Jo, der sker meget ondt i verden, og det skal vi ikke

vende ryggen til.

Men hvad hvis vi så alt det gode, som også sker?

Der er vitterligt mange gode ting. Andelen af mennesker,

der lever i ekstrem fattigdom, er væsentligt reduceret.af

4 5

Vi bliver bedre til at behandle sygdomme, der er flere

mennesker, der lærer at læse og regne, … Og sådan kan

vi blive ved med at nævne positive udviklinger.

Der er egentlig en hel del at være taknemmelig for.

De fleste mennesker, uanset om man kalder sig troende,

beder til Gud, hvis vi presses nok. Jeg vil hævde, at det

er lige så menneskeligt, at vi får sendt en tanke til Gud,

eller hvad vi nu kalder ham eller hende, med tak, når

noget uventet fedt viser sig i vores liv.

Taknemmelighed viser os vej til Gud og forbinder os til

Gud.

De første kristne skilte sig ud ved at have

taknemmelighed som en livsform, og ikke kun en følelse.

Det kommer til udtryk i et af de allerførste bibelske

skrifter, hvor der står: “Vær altid glade, bed uophørligt,

sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med

jer i Kristus Jesus.” (1. Thess 5,16-18)

Hvordan kan det se ud i 2026?

Husk at sige tak! Ikke for at opføre os dannet, men for

ikke at gøre livet småt og os selv mindre.

Uden tak reducerer vi alting til selvfølgeligheder til

rettigheder.

Der er ikke langt fra det selvfølgelige til det ligegyldige.

Uden taknemmelighed bliver tilværelsen glædesløs, flad

og kynisk.

Tæl dine gaver: Kroppen, føden, vennerne, fuglesangen,

musikken, din elskede – at du overhovedet kan trække

vejret frit.5 5

af

Og husk så at sige Gud tak!

Taknemmeligheden er en livsform, og den

taknemmelighed kommer måske før følelsen af

taknemmelighed.

Og hvis Albert Schweitzer har ret, så kan

taknemmeligheden ligefrem føre til lykke.

Men det begynder alt sammnen med at sige tak under

alle forhold, som Thessalonikernbrevet opfordrede de

første kristne og os til.

Jeg tænker, at det er værd at prøve.

TAK

Amen

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Metodistkirken.

Prædiken søndag d. 19. april 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 51,1-6 & Salme 34,1-10 & 1. Pet 1,17-23 & Luk 24,13-35. 

Nyt perspektiv kan give ny tro.

I dag vil jeg sige lidt om perspektiver, som ændrer sig, når man flytter sig. 

Og jeg vil sige noget om, at en vandring ikke kun handler om at komme hurtigst muligt fra A til B. Men at der virkelig kan ske noget undervejs, hvis man ellers tager sig tid til at lægge mærke til det, og det er lige præcis noget af det, som vandringen til Emmaus handler om.

De af jer, som har været på kirkens intro-kurser, ved, at metodistisk teologi betoner, at livet sammen med Gud ikke er statisk, men at det er en proces – et liv i bevægelse. Man er på vandring gennem livet sammen med Gud. 

Den bevægelse – den vandring –  er noget af det, vi ser i denne beretning. 

Vi ved, at samme dag som Jesus er opstået, er to af disciplene på vej til en landsby, som ligger et stykke fra Jerusalem. De skal til Emmaus. Hvad de skal der, ved vi ikke.

Vi ved heller ikke meget om dem, udover at den ene af dem hedder Kleofas. De er altså ikke blandt de nærmeste disciple, måske er de i gruppen af de 70 eller 120 som omtales i Bibelen. 

Det er måske lidt af en lettelse for dem, at kunne gå ud af Jerusalem og vende alt det, de har oplevet, ryggen. 

Det er ikke mærkeligt, hvis de to mænd er chokerede med tanke på alt det, de havde set ske med Jesus. 

Nu går historien om, at kvinderne var gået ud til graven og havde fundet den tom. 

I Lukasevangeliets fremstilling af påskemorgen er der ikke nogen, der har mødt den opstandne Jesus – endnu!

Mens de går der på vejen og naturligt nok taler om alt det, der er sket, sker det utrolige, at den opstandne Jesus kommer og slår følge med dem.  

Lukas skriver, at deres øjne holdtes til, så de ikke kunne genkende ham.

Måske er det bare sådan, at det mirakuløse ike altid kan ses klart.

Der er et fint sjælesørgerisk aspekt i, at Jesus går sammen med dem. Ikke foran, ikke bagved, men sammen med. 

Det er Jesus, der lytter til dem. Jesus tager sig tid og lytter, mens de fortæller om det hele. 

Han lytter også, da de fortæller om det bristede håb, at Jesus ikke forløste Israel, som formuleringen er hos Lukas. Uden at vide det, at de faktisk siger til ham, at han svigtede. 

Så skal jeg love for at historien tager fart: “Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.”

Jesus satte det hele ind i den kontekst, som han så ofte havde gjort med sine disciple, og som de sikkert har gjort med de disciple, som ikke var blandt de tolv. 

Hvordan de to reagerer på dette ved vi ikke, for Lukas siger ikke noget om det. Men jeg bemærker, at de inviterer ham til at blive hos dem. De er fremme i Emmaus og mørket falder på. Det var sjældent godt at være alene i mørket. 

Jeg tænker også, at de har fornemmet et eller andet tilhørsforhold, som har fået dem til at sige: “Bliv her!” 

Da de har sat sig ved bordet, tager Jesus brødet, takker, bryder det og rækker det til dem. 

Da de ser hånden med et stykke brød rakt frem mod dem, da ser de. Da åbnede deres øjne sig og de genkendte ham, og så forsvandt han for dem igen. 

Det er helt sikkert et af de øjeblikke, hvor hvis ikke Jesus havde forberedt dem ved at udlægge skrifterne for dem, så ville de have sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var sket, for det var alligevel for vildt. 

Fordi de af Jesus havde fået baggrund, var der det nye perspektiv, at de turde tro og holde fast i, hvad de så. 

Deres efterrationalisering er så herlig: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

Det her fik dem til at drøne tilbage gennem mørket, som jo ikke har været ufarligt, tilbage til de elleve disciple for at fortælle dem det vilde, de havde oplevet på vejen og hvordan de havde genkendt ham, da han rakte brødet frem til dem. 

Dette er en fuldstændigt vild historie, og jeg elsker det i den, at det ikke er mennesker, som sidder i en synagoge eller i templet og taler sammen. 

Det er mennesker, almindelige mennesker som dig og mig, der er på vej. 

Jeg har det sådan, at når jeg er på vej, når jeg løber eller går, så glæder jeg mig over, hvordan alting forandrer sig hele tiden. 

Nogen af de dybeste samtaler, jeg har oplevet, mens man har været på vej, på gåben eller i løbeskoene. 

Det gør noget godt, at få skiftet den daglige udsigt, computerskærmen, rattet, tandlægestolen, tavlen eller hvad det nu er, ud med noget andet. 

Når jeg løber eller går, er det ofte, selvom det bestemt ikke er hensigten, at brikker falder på plads for mig. 

Der sker noget, når man er i bevægelse. Det smukke her er, at det er Jesus, som opsøger dem. Jeg har sagt det nogle gange i denne påske, men det er virkelig værd at bemærke, hvordan den opstandne Jesus opsøger mennesker. Mennesker bag låste døre, mennesker i haven, mennesker på vandring. 

Vi skal fokusere på beretninger som denne, for at udlægge skrifterne, så vi har et baggrundsperspektiv, og dermed et beredskab den dag, det er vores hjerter, som brænder i os, når og hvis vi får lov til at erfare, at vi ikke går alene. 

For det er en af påskens vigtigste proklamationer, at vi aldrig går alene, men at han kommer og slår følge med os, og det er et helt nyt og andet perspektiv på livet.  

Amen

Salme: 186 Jesus, som iblandt os står

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

Prædiken d. 12. april  2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2 Mos 15,1-18 & Salme 111 & 1. Pet 1,3-9 & Joh 20,19-31

Måske er du ligesom mange menensker, ligesom Thomas, et menneske, som kæmper indvendigt med at få opstandelsen til at give mening. 

Svaret, løsningen er ikke tro mere, kæmp mere, eller tag dig sammen.

Tro er ikke noget vi kan kæmpe os til. Det er en gave som vi kan modtage. 

Så hvis du er et mennesker, som kæmper med dette, et menneske, som selv synes, at tvivlen nogen gange er større end troen, så er der en mulighed, som baserer sig på tillid. 

Og det er Vent og Se! 

Det er nemlig også den forekommende nåde, vi ser udfolde sig i tiden efter opstandelsen. Det er Jesus som kommer til mennesker. Det er Jesus som opsøger. 

Derfor: Vent og se! 

Disciplene sidder bag lukkede døre.

De er bange.

Verden udenfor er blevet utryg.

Det, de troede på, er brudt sammen.

Og nu forsøger de at beskytte sig selv.

Vi kender det godt.

Man lukker døren. Ikke nødvendigvis fysisk – men indeni.

Man trækker sig lidt tilbage.

Holder lidt igen.

Beskytter sig mod det, der gør ondt.

Disciplene sidder bag lukkede døre – af frygt.

Og så står der noget helt afgørende:

Jesus kom og stod midt iblandt dem.

Ikke fordi de havde åbnet.

Ikke fordi de var klar.

Ikke fordi deres tro var stærk.

Men fordi han kommer. Jesu har initiativet. 

Det er opstandelsens kerne, at den opstandne kommer til os. 

Han er ikke afhængige af om vi har åbnet døren, om vi har lukket vores indre af. 

Han træder ind, hvor vi er. 

Og det første, han siger, er:

“Fred være med jer.”

Ikke en forklaring.

Ikke en bebrejdelse.

Ikke: “Hvorfor svigtede I?”

Men: fred.

Det er ikke bare en hilsen.

Det er en gave.

En virkelighed, han bringer med sig.

For disciplene er stadig i samme rum.

Den samme verden.

De samme trusler.

Men noget er forandret:

Jesus er der.

Så viser ham dem sine hænder og såret i sin side. 

Han bærer stadig sårene. 

Det betyder noget vigtigt:

Den opstandne ER den korsfæstede.

Det er den samme.

Gud frelser ikke uden om lidelsen – men gennem den.

Og måske er det også derfor, disciplene kan genkende ham. Ikke på herligheden. Men på sårene.

Der er en dyb trøst i det:

At vores egne sår ikke diskvalificerer os fra livet med Gud.

Måske er det netop dér, vi genkender ham.

Det er i alt fald, der vi har brug for ham, og ikke i al vores tilkæmpede pænhed. 

Så siger Jesus:

“Som Faderen har sendt mig, sender jeg jer.”

De, der sad og gemte sig, bliver sendt.

Ikke fordi de er blevet modige – men fordi de har mødt ham, været sammen med ham. 

Og så ånder han på dem.Det er næsten som en ny skabelse og som den kommede pinse. 

Som om Gud igen blæser liv ind i mennesket.

Påsken er ikke bare en afslutning. Det er en begyndelse.

⸻

Men én er ikke med.

Thomas.

Og da de andre fortæller ham, hvad de har oplevet, siger han:

“Hvis ikke jeg selv ser… hvis ikke jeg selv mærker… så vil jeg ikke tro.”

Thomas får ofte et dårligt ry. Men måske er han bare ærlig.  Han vil ikke nøjes med andres erfaringer. Han vil selv vide.

Og det er der noget genkendeligt i.

Tro er ikke altid let.

Nogle gange står vi netop der:

“Jeg vil gerne tro – men jeg kan ikke sådan bare.”

Og det er så dér, jeg siger: “Vent og se!”

⸻

Otte dage senere er de samlet igen.

Og denne gang er Thomas med.

Igen kommer Jesus.

Igen gennem lukkede døre.

Igen med ordene:

“Fred være med jer.”

Og så vender han sig direkte mod Thomas.

Han gentager hans egne ord.

Som om han har hørt dem hele tiden.

“Ræk din finger frem… se mine hænder…

ræk din hånd frem…”

Der er ingen afstand.

Ingen afvisning.

Kun invitation.

Jesus møder Thomas dér, hvor han er.

Ikke dér, hvor han burde være.

⸻

Og så kommer det store vendepunkt.

Thomas siger:

“Min Herre og min Gud!”

Ikke længere krav.

Ikke længere betingelser.

Men overgivelse.

Relation.

Tro.

Det er som om, han pludselig ser mere, end han bad om.

⸻

Og så siger Jesus noget, der rækker frem til os:

“Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Det er os.

Vi har ikke stået i det rum.

Vi har ikke rørt ved sårene.

Og alligevel kaldes vi til tro.

Ikke en tro, der bygger på beviser alene –

men på tillid.

På relation.

På vidnesbyrdet om, at Kristus lever.

⸻

Så hvad betyder det for os?

Måske først og fremmest dette:

At vores lukkede døre ikke er en hindring for Jesus.

Han kan træde ind alligevel.

At vores frygt ikke afviser ham.

Han møder os med fred.

At vores tvivl ikke diskvalificerer os.

Han tager den alvorligt.

Og at tro ikke begynder med vores styrke –

men med hans nærvær.

⸻

Måske sidder du selv bag en lukket dør i dag.

Noget, du holder tilbage.

Noget, der gør dig utryg.

Noget, du ikke helt kan få til at hænge sammen.

Så er budskabet i dag ikke:

Tag dig sammen. Tro mere.

Men:

Vent og se! Han kommer.

Og han siger:

Fred være med dig.

Og måske – stille, næsten umærkeligt –

kan der vokse en bekendelse frem:

Min Herre.

Min Gud.

Amen.

Salme: 186 Jesus, som iblandt os står

– talen fra Metodistkirken i Odense, påskedag 2026. Lyt eller læs talen her.

af

1 6

Prædiken påskedag d. 5. april 2026.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 10,34-43 & Jer 31,1-16 & Salme

118,1-12,14-24 & Joh 20,1-18 & Matt 28,1-10

Denne er dagen, som Gud har gjort. Det er Gud, der har

oprejst Jesus fra de døde. Det kan intet menneske.

Det kan du ikke.

Det kan jeg ikke.

‘Det kan intet menneske.

Men intet er umuligt for Gud, end ikke dette.

Påskedagens mirakel sker før lyset bryder frem.

Det sker i mørket.

Det sker i lidelsen.

Det møder den afgrundsdybe håbløshed og opgivethed.

Der er der Gud med opstandelsen kommer disciplene,

alle tilhængerne og os i møde.

Palmesøndag, jublen og indtog i Jerusalem. Håbet

blomstrer. Det må have været fedt, som discipel at følge

efter Jesus ind i byen. Tænk at se, hvordan han og de

blev modtaget med sådan en jubel. Sådan en forventning

om noget nyt.

Mange mennesker ville tale med Jesus, mange ville

diskutere med ham, og disciplene og mange af

tilhængerne, herunder kvinder og børn, så ham og hørte

ham i de samtaler, hvor han malede en helt ny forståelse

af Gud frem.af

2 6

Så fik disciplene det privilegium, at være alene med ham

og fejre det jødiske påskemåltid med ham. Skærtorsdag

bliver en underlig aften, som de altid vil huske.

Jesus vaskede gudhjælpemig, havde jeg nær sagt, deres

fødder.

Han forklarede dem om, hvordan de skulle mindes ham,

hver gang de spiste af brødet og drak af vinen, præcis

som vi skal gøre det senere i gudstjenesten.

Stemningen bliver noget akavet, da Judas dypper sit

brød i vinen, og Jesus udpeger Judas som forræder. Der

bliver noget stille, da Judas stormer ud.

Dagen blev endnu mærkeligere, da Jesus blev taget til

fange af romerne.

Så er der dagen, de forsøger at glemme. Langfredagen,

som de ville ønske, at de aldrig havde oplevet.

Disciplene, kvinderne og alle følgerne har set alt det, der

skete med Jesus. De har set tortduren, ydmygelsen,

mærket folkemængdens foragt og blodrus. De har set

nogle af de mest entusiastiske fra palmsøndag, som

råbte Hosianna, nu spytter de efter Jesus.

Lydende af hammer mod nagler, da de klyngede ham op

på et kors. Nøj, hvor var de timer lange, indtil han endelig

fik fred.

Det er mennesker, som er mærkede for livet. De sørger,

undres, kæmper med at forstå. Ham, de havde troet på,

er død. Ham, der var deres drøm og håb for en ny

fremtid, er salvet, klædt i linned og lagt i en grav, hvor

stenen har blokeret indgangen for evigt.

Pilatus havde sikret graven med segl og sat bevæbnede

vagter ved graven.af

3 6

I dag vil man sikkert tale om traumer,

overbelastningskader og overveje PTSD hos alle dem,

som har været omkring Jesus.

Kort sagt, det mørke, de er i, er altomsluttende.

For det, som de har oplevet, har forandret dem for altid.

De bliver aldrig de samme mennesker.

Det er måske mere rigtigt, end vi kan forstå.

Påskedagens mirakel sker, før lyset bryder frem.

Det sker i mørket.

Det sker i lidelsen.

Det møder den afgrundsdybe håbløshed og opgivethed.

En af påskeberetningens vilde ting her hos Matthæus er,

at det allerede ER sket, da kvinderne i morgengryet går

ud mod graven for at våge.

Jesus er opstået.

Der kommer et kraftigt jordskælv, og Herrens engel

kommer ned fra himlen, træder hen og vælter stenen for

indgangen fra og sætter på den.

De store, stærke soldater, som Pilatus havde placeret

der, skælvede og stivnede af skræk.

Englen siger til kvinderne, for det er dem, der er i centrum

her: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den

korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han

har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer

hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.af

4 6

Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se

ham. Nu har jeg sagt jer det.”1

Det er utroligt komprimeret her. De af os, der har prøvet

at være i en krise, ved også, at det nok ikke er der, man

er bedst til at rumme ny information.

Kernen er:

• Englen.

• Frygt ikke

• Jesus er ikke her.

• Han ER opstået.

• Kom og se. Stenen er væltet for at I selv kan se det

• Gå til hans disciple og fortæl, at han er opstået fra de

døde.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med opstandelsen fra

dd døde. Jeg synes godt, at det kan være lidt svært at

rumme, fordi det strider mod, hvad vi fornuftmæssigt ved

om døden.

Vi bør have opvækkelsen af Lazarus in mente. Jesu ven,

som allerede stank, fordi han havde ligget i graven i fire

dage, kom vaklende ud af graven, da Jesus kaldte på

ham.

Kvinderne skynder sig af sted. Matthæus fortæller os, at

det er med frygt og stor glæde.

Angst, rædsel, ærefrygt kombineret med stor glæde. Der

er en fed kombination, Spændingen, mellem det

overvældende og det livgivende er reel. Er det sådan tro

er?

1

Matt 28,5-7.af

5 6

De sidste vers af påskeberetningen er utrolig vigtige.

Godmorgen lyder hans stemme til kvinderne, der er ramt

af frygt og stor glæde.

Det er ikke dem, der har fundet Jesus, men Jesus, der er

kommet dem i møde.

Det er en vigtig pointe. Inititativet er hos Jesus. Han vil, at

de skal se ham, at de skal møde ham.

De falder på knæ og tilbeder ham og omfavner hans

fødder.

Der går noget tabt i vores forståelse, hvis vi tænker

omfavner som at kramme hans fødder. Den korrekte

oversættelse fra græsk 2

er mere i retning af krampagtigt

at holde fast.

Det er der to ting i. Vi skal forstå, at Jesus er korpsligt

tilstede og kvinderne, og det tror jeg vil gælde for os alle,

hvis vi kom i situationen, ville gerne fastholde situationen,

fordi den er jo fuld af vished om, at det er sandt, at han er

opstået fra de døde.

De ved godt, at lige så snart de slipper, så spørger de sig

selv: “Skete det virkelig?”

Igen: “Frygt ikke. Gå hen og sig til mine brødre, at de skal

gå til Gallilæa. Dér skal de se mig!”3

Kvinderne får lov til at møde englen, de får lov at se den

tomme grav, de bliver sendt med besked om

2

3

ἐκράτησαν

Matt 28,10af

6 6

opstandelsen, de møder den opstandne, de bliver sendt

med besked.

Den besked forandrede alt. Den gik og går verden rundt.

Den besked er livgivende idet den for os i dag betyder, at

selv i det mørkeste mørke er der opstandelse.

Det betyder, at vi moderne mennesker, som gør hvad vi

kan for at fortrænge, at også vi skal dø, ikke behøver at

frygte.

Det gør, at vi kan rette ryggen, løfte blikket, tage en dyb

indånding og leve frit.

For i det, som for os ligner det ultimative tab, står den

optandne Jesus med udstrakte arme for at tage imod

enhver, som han rækker ud til.

Denne er dagen, som Gud har gjort. Det er Gud, der har

oprejst Jesus fra de døde. Det kan intet menneske.

Det kan du ikke.

Det kan jeg ikke.

‘Det kan intet menneske.

Men intet er umuligt for Gud, end ikke dette.

Glædelig påske

Salme 175 Påskeblomst, hvad vil du her?

Læs talen fra gudstjenesten søndag d. 29. marts 2026 fra hhv. Rønne og Odense Metodistkirke.

Talen blev ikke optaget, derfor findes den ikke som podcast.

af

1 6

Prædiken d. 29. marts 2026 – Palmesøndag.

Metodistkirken i Rønne. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 118,1-2,19-29 &Matt 21,1-11

Mit gæt er, at mange af os lavede det samme tirsdag

aften.

Vi så fjernsyn, tjekkede hjemmesider og holdt øje med

partiledernes sociale medier. Mit gæt er også, at jo yngre

vi er, jo mere af alt dette gjorde vi samtidig.

Jeg går temmelig meget op i politik, og en valgaften

opsluger mig totalt. Jeg var desværre ikke hjemme, men

sad på et hotel i Oslo og fulgte med på både computer,

telefon og iPad. Og ja, jeg har brevstemt.

Det blev en lang aften, og der var mange ting i den, som

fik mig til at tænke på Jerusalem og palmesøndag, og de

øvrige dage i påsken også.

De tv-billeder, som får mig til at tænke på bibelens

historie om palmesøndag, er partiledernes ankomst til

deres respektive valgfester. Der er så mange paralleller.

Alt, hvad der kan krybe og gå fra partierne, er samlet, for

dette vil man ikke gå glip af. Man er midt i en historisk

begivenhed, og man er så klar til at modtage sin

partileder.

Man er ventet med flag, skilte, valgplakater, mad og

drikke, og så ankommer partilederen under kæmpe jubel,

og forsamlingen brøler og jubler.

Troels er for lækker, Danmark har brug for en social

demokratisk regering… Det handler ikke om nogen, men

om noget….af

2 6

Det er jubelscener, det er håb om forandring, og alt bliver

udlagt som en sejr, for de stakkels partiledere skal sige

noget til deres partifæller, pressen og dermed til alle os

andre.

Video af Lars Løkkes ankomst

Det er nærmest én til én den situation, vi dumper ned i

fortællingen fra Matthæusevangeliet.

Jublen, glæden, forventningerne, kaosset er det samme.

Nu kommer han, som vi har ventet på.

Nu ser vi ham, som kommer og gør alting nyt.

Nu sker det.

Der blev råbt og skreget, fuldstændigt, som vi så det

forleden:

“Hosianna, Davids søn!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Hosianna i det højeste!”1

Hosianna har en stærk betydning. En bøn om frelse og

hjælp, som tages fra Salme 118,25.

Herre, frels dog!”

Samtidigt kommer råbet om velsignelse og taksigelse.

1

Matt 21,9 (Krydshenvisning:

Mark 11,1-11

Luk 19,28-40

Joh 12,12-19

Sl 118,25-26 148,1

Matt 23,39)af

3 6

Så dobbeltheden: Frels os – Tak for at du kommer med

velsignelsen.

Der kommer en dyb, dyb længsel og håb til udtryk her.

Man venter en forløsning, som man i grove træk har

ventet på siden Kong Davids riges fald 1000 år før dette

øjeblik.

Problemerne i samfundet er reelle, farisæernes og

sadukæernes “partiprogrammer og religøse svar” nyder

ikke troværdighed.

Samtidigt er landet jo besat af en brutal romersk

besættelsesmagt.

På den anden side har de gamle profeters forkyndelse

skabt en klangbund af håb blandt mennesker. Alle har

hørt om Jesus, om hans mirakler, om hans måde at tale

om Gud på, om hans radikale livsførelse, hvori han

vender alt på hovedet og løfter den udsatte frem. Det

giver håb.

Det er al denne forventning og håb, som er bygget op,

der finder sin forløsning, da han kommer ridende ind i

kaosset i Jerusalems smalle gader, hvor folket jublende

modtager ham.

Men hov, hvad er det dog? Er det et æsel, han sidder på?

Hvor er det besynderligt? Det er jo ikke sådan en konge

der kommer?

Der skal nok være skriftkloge mennesker i mængden,

som står og griner lidt i skægget, fordi de godt kender

profetien om Davidsrigets genoprettelse fra Zachariasaf

4 6

2

Bog , som forudsiger præcis denne mærkelige og på

mange måder uværdige ankomst.

Men for mange er dette langt væk fra den forventning, de

havde dannet sig et billede af i deres hoveder.

Der er ikke noget som at blive skuffet, når ens

forventninger ikke mødes. Det skal vi nok komme til at

se, når vores politikere skal til at sluge kameler på stribe

og trække i land på mange af de splittende ting, de har

sagt i valgkampens hede, når nu de bliver nødt til at

arbejde sammen med mennesker, de har sagt, at de ikke

vil være i stue med.

Uden at foregribe begivenhedernes gang i påsken. Så er

det min overbevisning, at mange af de jublende

mennesker havde en forventning om, at Jesus og måske

hans disciple ville tage et gevaldigt opgør med magten i

Jerusalem. Nogen havde helt sikkert forventet, at Jesus

ville have mobiliseret Jerusalems religøse og samlet dem

i en modstandsbevægelse, som havde taget kampen op

med magthaverne og besættelsesmagten, for profetierne

sagde jo, at en ny konge var på vej.

Vi ved i dag, at Jesus tager et opgør.

Vi forstår i dag, at Jesus gjorde det, som han havde lagt

op til i alt, hvad han har sagt.

2

Zak 9,9: “Bryd ud i jubel, Zions datter,

råb af fryd, Jerusalems datter!

Se, din konge kommer til dig,

retfærdig og sejrrig,

sagtmodig, ridende på et æsel,

på en æselhoppes føl.af

5 6

Vi tror i dag, uden at spolere påskens historie, at Jesu

lidelse, død på korset og ikke mindst hans opstandelse til

nyt liv, gjorde langt mere end noget oprør kunne have

gjort og havde effekt langt ud over tid og sted.

Jeg tror, at mange af dem, der jublende modtog, var

blandt dem, der stod og råbte korsfæst manden, da de fik

chancen for det.

Det mener jeg, fordi Jesus så markant gjorde og sagde

ting, om ikke passede ind i de forventninger, som den

jublende mængde havde.

Alt, der skete i påsken, er naturligvis i overensstemmelse

med Guds plan, så det er ikke tilfældigt.

Denne palmesøndag vil jeg tænke over, hvordan jeg mon

havde reageret i bevægelsen fra ekstatisk modtagelse

med høje forventninger til “Hvad laver han?”

Som kirke taler vi om, at vi her i sær kan have et

personligt forhold til Gud. Hele tanken bag det er

forekommende nåde, så det ikke er os, der skal finde

Gud, men os der skal indse, at vi er fundet, at Gud er

kommet til os.

Ikke så pompøst som i Jerusalem på Palmesøndag, men

3

i den sagte susen ….

Jeg tænker over, at mine forventninger til Gud og til

hvordan Gud er, måske kan komme til at stå i vejen for

mig selv, og for Gud, når han kommer til mig i mit liv.

3

JF 1. Kong 19,11-13af

6 6

Du og jeg, og mange af os har gået i kirke i mange år, vi

kan have al mulig viden om Gud, om Jesus og om

Helligånden.

Men vi kan ikke kontrollere, hvordan Gud bevæger sig i

verden, blandt os.

Et af vores politiske partier slår sig op på at sige, at det

ikke handler om nogen, men om noget.

Lige præcis med Jesus, som kommer til Jerusalem, til os,

der tror, jeg tror det forholder sig omvendt.

Der handler det ikke om noget, men om NOGEN.

Det handler om Jesus, som kommer og ikke hvad vi tror

vi ved.

Lad os have åbne sind, åbne herter og åbne døre, for der

kommer én ridende på et æsel.

Mattæus slutter sin beretning af med:

“Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen,

og folk spurgte: »Hvem er han?« og skarerne svarede:

»Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.”4

Det handel om HAM.

Amen

4

Matt 21,10-11.