Hør eller læs dagens tale fra Metodistkirken i Odense.
Prædiken søndag d. 12. juli 2026.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: 1. Mos 25,19-34 & Salme 119,105-112 & Rom 8,1-11 & Matt 13,1-9, 18-23
Lignelsen om sædemanden er kernestof i Det Nye Testamente, og jeg vil tro, at rigtigt mange af jer kender den, eller i alt fald har hørt den før.
Den findes i forskellige varianter i alle tre synoptiske evangelier – altså Mattæus, Markus og Lukas.
Hovedbudskabet er, at det med Guds Ord er ligesom en mand, som går ud og sår sin mark.
Han spreder frøene rundhåndet, men er ikke herre over, hvor det falder. Eller også er han så godhjertet, at selv de umulige steder skal have chancen.
Noget falder på vejen og fuglene æder det.
Noget på klippegrundene, hvor det straks kommer op af den tynde jord, men bliver svedet af solen, fordi rødderne ikke kommer dybt i jorden, mens andet faldt blandt tidslerne, men det der faldt i god jord gav en kæmpe høst.
Med andre ord, mennesker tager forskelligt mod Guds Ord. For nogle bliver Guds kærlighed livsforvandlende med det samme, mens de i den anden grøft slet ikke hører efter, eller rammes af det langsomt og gradvist. For ingen af os ved jo, hvad der sker inde i det enkelte menneske.
Sådan er det, og det tænker jeg også, at vi kan bekræfte. Det er simpelthen forskelligt, hvordan vi rammes.
Jeg forstår det sådan, at det for Jesus er helt OK i lyset af, at der kommer en ny sæson, hvor der skal såes og hvem ved, hvad der sker der?
Desværre kan en passage som denne også åbne op for, at vi (og jeg siger med vilje vi, for dermed at inkludere mig selv) fristes til at vurdere andres tro.
Er den uden rødder? Skygger tidslerne for troens udfoldelse?
Hvorfor siger jeg så det i dag? Spørger du mon?
Det gør jeg, fordi jeg på et Facebook-opslag på min private væg glædede mig over to søde mennesker, som er blevet gift i vores kirke.
Det var der så nogle stykker, de fleste mennesker, som slet ikke kender mig, eller brudeparret, som i alt fald havde en kraftig holdning til mig som præst og os som kirke, til min og vores tro.
Lad mig bare afsløre med det samme, at det ikke var videre positivt.
Jeg vil til enhver tid hylde uenigheden og forskelligheden. Jeg tror, vi beriger hinanden i et fællesskab ved at vi rent faktisk ikke mener det samme.
Også i vores fællesskab er der mennesker, som glæder sig, mens andre er betænkelige ved, at præsterne selv bestemmer, hvem der kan blive gift her.
Jeg så glad for, at vi kan være kirke sammen uden at vi skal mene det samme om alt. Det er en gave at vi rummer hinanden.
Der hvor gaven for mig bliver rigtig stor, er der, hvor vi ikke farer i flæsket på hinanden i al offentlighed og spørger: “Hvad har du dog gjort?” Eller beklager hinandens tro og holdninger.
Hvem af os tør med 100% sikkerhed påstå, at min tolkning af bibelen, som jo for det meste er det, der danner vores holdninger, er sandheden?
For mig er noget af det mest fascinerende, tiltrækkende og også lidt udfordrende ved kristendommen, at det er en såkaldt åbenbaringsreligion.
Gud har åbenbaret sig i skabningen. Gud er åbenbaret gennem skrifterne i både det nye og det gamle testamente, Gud er åbenbaret som menneske i Jesus, Gud åbenbarer sig fortsat gennem sin Helligånd, og det er ikke kun for biskopper og præster, men en åbenbæring for helt almindelige mennesker som dig og mig.
I vores metodistiske tradition er Bibelen klart en autoritet, som vi hele tiden arbejder med at tolke og forstå i sammenhæng med traditionen, forstanden og erfaringen.
Bibelstederne som særligt diskuteres når det handler om homoseksualitet er:
1. Mos 19, 1-19 om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra,
3. Mos 18, 23
og 3. Mos 20, 13
og fra Ny Testamente især Romerbrevet 1, 26-27
og 1. Kor 6, 9-10
samt 1. Tim 1, 8-11.
Det jeg gerne vil lægge ind i debatten er, at hvis vi skal tolke på de bibelsteder, som taler mod homoseksualitet. Så er der et par ting, som vi skal vide.
Når man tolker, ser man bl.a. på hvilke kulturer og normer, som var gældende ind i den situation, hvor teksten er skrevet.
Her er en teolog fra Aarhus Universitet, Anders Klostergaard Petersen, på banen med et par, synes jeg, relevante oplysninger. Han siger: ”Det moderne kærlighedsforhold, hvad enten det er mellem to af samme eller forskelligt køn, er en kulturel nyhed. Det forudsætter to ligeværdige parter, som har valgt at dele liv.
Det kendte man ikke i antikken, hvor relationen mellem mennesker var organiseret ud fra et magtprincip, hvor den ene part var den anden underlegen. Dette gjaldt også i forholdet mellem mand og kvinde.”
Med andre ord siger Klostergaard Petersen, at det ligeværdige forhold mellem to voksne mennesker, som elsker hinanden, ikke er omfattet af bibelens skrifter, og så er det uanset om det er forholdet mellem mand og kvinde eller mellem to af samme slags.
Jeg forstår, hvad han siger, og når jeg læser teksten om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, så læser jeg også aspektet med overgreb ind i beretningen. Personligt opfatter jeg teksterne fra Paulus med det samme fortegn, netop fordi forholdet mellem mennesker var bestemt af magt. Populært sagt havde den med magten også retten til at penetrere enhver undersåt, uanset hvilket køn denne måtte have. Det handler ikke om sex, men om magt og overgreb.
Når vi læser Bibelen, bør den forstås gennem Jesu lære og eksempel. I lyset af Jesus skal vi se alt. Jeg har forgæves ledt efter udsagn om homoseksualitet hos Jesus, men jeg finder intet sted, hvor han taler om dette.
I den teologiske verden taler man om et begreb, som hedder progressiv åbenbaring. Dette handler om, at Gud ikke er færdig med at åbenbare, hverken sig selv eller sine sandheder blandt mennesker. Redaktionen af Bibelen er afsluttet for mange år siden, men Gud er ikke færdig med os. Derfor er vi også nødt til at indse, at der er udvikling efter bibelens afslutning.
Det er her, vi kan have forskellige syn på Bibelen. Jeg kan sagtens forstå, at dette er svært, hvis man er vokset op med, at når ting står skrevet, så er det sådan, det er.
Det forstår jeg virkelig godt.
Jeg er helt enig i at tage Bibelen alvorligt, for det, der står i Bibelen, er det til os, men når det står der, så skal vi også gøre os selv den tjeneste at udføre det teologiske arbejde, at se på sammenhæng og udføre det arbejde, som jeg til enhver tid mener, at den historisk-kristne fortolkningsmodel kræver af os.
Jeg er helt åben for, at vi kan komme frem til forskellige holdninger ud fra den samme bibeltekst.
Jeg mener faktisk, at det er en skønhed, især hvis vi ikke bruger det til at fordømme hinanden og pege fingre af hinandens tro, men til at nærme os hinanden med nysgerrig åbenhed.
Peter lever som et godt menneske og er opmærksom på loven, så han ved, hvad han må spise og hvad han ikke må. Det er noget, han er vokset op med, så det er ikke sådan lige at lave om på.
Gud viser Peter i et syn, at alt, hvad han havde lært og læst i skriften, ikke længere var gældende. Han skulle se bort fra madforskrifterne og at han ikke kunne omgås ikke-jøder, men roligt kunne gå ind i huset hos Cornelius. Dette gjorde han.
Helligånden faldt over denne romerske officer. Han og hele hans familie blev døbt. Indtil dette øjeblik havde det været utænkeligt, at en romersk officer skulle komme til at være en del af kirken, men nu var det virkelighed.
Det er vores vision: at være en kirke, som tager Gud og mennesker alvorligt – og dette er lige midt i denne spænding, er vi et klart budskab om Guds kærlighed.
Jeg håber på og tror på, at vi, fordi vi tager mennesker alvorligt, altid vil have åbne døre for alle mennesker. Og fordi vi tager Gud alvorligt, så tør vi også have en tale som denne i en gudstjeneste, vel vidende at vi ikke alle er enige. Det var heller ikke målet, men tanken var, at vi hver i sær måske kan strækkes en lille smule. For hver gang vi møder andre og tanken spændes ud, så glæder du din skaber, så priser du din Gud.
Amen