Enden er nær

Tale ved gudstjenesten søndag d. 14. august 2022 i Odense Metodistkirke.

Du kan også læse talen her:

1 af 6

Prædiken søndag d.14. august 20212.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Tidens tegn – Tro er alt andet end ligegyldigt! Tekster: Es 5,1-7 & Salme 80,1-2,8-9 & Hebr 11,29-12,2 & Luk 12,49-56.

Enden er nær!

Enden er nær, har i enhver tid i historien været en påstand, som dommedagsprofeterne har gjort gældende.

Enden er nær, nu slutter livet som vi kender det.

Nogen vil endda sige, at kloden går under, nu er der ikke mere håb om liv.

Den slags stemmer er der også i dag.

En af de mange stemmer, som faktisk er blevet lagt mærke til blandt de mange, der råber op, er Greta Thunberg, der gør en kæmpe indsats for at råbe verden op og få os til at fatte, at enden er nær, hvis ikke vi finder på at koble os på vedvarende grøn energi frem for vores totale afhænghed af fossile brændstoffer.

Som alle andre, der har budskabet om, at enden er nær, nu må vi tage os sammen, udsættes hun også for latterliggørelse. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid være for dem, som har de ubehagelige sandheder.

Her hvor vi ramler ned i Lukasevangeliet, som er udgangpunkt for talen i dag, er det Jesus, som er

2 af 6

frustreret over mennesker manglende engagement i hans budskab.
De hører ikke efter. Jesus taler også om, at enden er nær…… men når Jesus taler om det, er der samtidigt budskabet om en ny begyndelse….

Jesus taler for døve ører.

De hører, hvad han siger, men han kan ikke se, at de tager det til sig.

Det er som om folk tænker, at ham Jesus der, han er faktisk ret spændende, men skal jeg virkelig forandre mit liv på baggrund af noget, han siger?

For et øjeblik siden har Jesus fortalt dem en historie om de årvågne tjenere, som bør være klar, når husets Herre dukker op fra den bryllupsfest, han er til. Det er ikke godt, hvis han finder dem sovende.

Måske ligner de bare nogen, der vil underholdes. “Jesus, fortæl mere. Det er så spændende.”
Eller min aversion, det er så hyggeligt.

Jesus er frustreret her.
Jesus har på det her sted talt om mennesker, som snorksover, når de bør være klar.
Det ser som om folk ikke forstår, at det er dem han taler til.

Hen begynder at tale til dem: Mener I at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, splid!”

3 af 6
Så er vi ligesom godt i gang her efter ferien.

Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget. Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt.

Det er stærke ord.

Der skal lige lidt baggrund på her. I bibelsk forstand er ild ikke kun rædselsfuldt.

Det er én af måderne, som Guds viser sig på. Men ild er også nyskabende, fordi der ud af asken ofte kommer en rig agerjord.

Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor.«

Jesus vil dele opfattelsen hos menesker også internt i familierne, som jo på Jesu tid var en enorm stærk og væsentlig social konstruktion, hvor man var nødt til at holde sammen for at klare sig.

Derfor har det været vildt provokerende at Jesus her udfordrede dem på, at at den rensende ild, han kommer for at kaste på jorden kommer til at falde på tværs af familiernes mønstre og hirakier.

Er Jesus frustreret fordi han føler sig overset? Er han opmærksomheds junkie?

4 af 6

Er hans følelser såret?
Ingen af delene, tror jeg er svaret.

Jesus er bekymret fordi, deres manglende engagement i det, der siges, leder til mørket, til døden. Intet mindre.

For det er jo det, der er på spil, når vi taler at enden er nær. Så er livet, som vi kender det truet.

I dette her ligger der naturligvis også den bitterhed som det må være, at se at man taler for døve øren, når man faktisk ved, at man kommer til at kaste sit liv ind på, at få disse mennesker til at finde Guds vej.

Det er jo det, der skal ske. Jesus er på dette tidspunkt udmærket klar over, at inde i Jerusalem venter korset.

Med Jesus er det jo sådan, at korset og døden ikke får det sidste ord.

Med Jesus er det jo sådan, at det der står tilbage og taler kærlighedens sprog og frelsens virkelighed, er den tomme grav.

Opstandelsen fra de døde. Livets sejr over døden.

Det er vigtigt at huske på, for det betyder altid, at det som ligner enden, også altid er en ny begyndelse.

Det er evangeliets rungende håb, at enden aldrig er det sidste.

5 af 6
Måske er enden nær.

Måske er enden nær i dit barns børnehaveforløb, men så venter der noget nyt.

Måske er gymnaiset snart slut – enden er nær, men der er også muligheden for en ny begyndelse.

Måske er tiden på jobbet ved at rinde ud, men der er stadig ny begyndelse efter det.

For hver gang der er en ende, er der også en ny begyndelse.

Det er det, som Jesus peger på, og det han kommer med er aå anderledes, for Loven skal erstattes af ofrende kærlighed, som vender alt det, de kender totalt på hovedet.

Det er alt anden end ligegyldigt. Det er livsforvandlende.

Kristendommen er et udsagn, som, hvis det er falsk, er uden betydning, og hvis det er sandt, er af uendelig vigtighed.
Den eneste ting, den aldrig kan være er mere eller mindre vigtig.

C.S. Lewis, Surprised by Joy.

6 af 6

Amen. Du spør mig om håbet. Folkekirkens nødhjælp 100 år.

Føl på mig og se! – Thomas Risager

Hør eller se talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense. 

Du kan også læse talen her:

Tale i PDF-format

1 af 4

Prædiken Søndag d. 18. april 2021.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 3,12-19 & Salme 4, 1. Joh. 3,1-7 & Lukas 24,36b-48
Tema: Føl på mig og se!

Undskyld udtrykket, men der er vild opstandelse der, hvor vi dumper ned i Lukasevangeliets verdensforandrende historie om Jesus, der opstod fra de døde.

Men påske, var det ikke for et par uger siden? Nej, påske det er nu. Vi er i påsken og den varer frem til Kristi Himmelfart og Pinse. Det betyder, at vi i kirkerne i denne tid beskæftiger os med kernestoffet i vores tro. Det mest betydningsfulde, Jesu opstandelse fra de døde.

Det vil arbejde med i de kommende uger, fordi opsendelsen er grundlaget for al snak om tro. Uden en klar forkyndelse om Jesu opstandelse fra de døde, er vores tro, og alt hvad vi gør med udgangspunk i vores kirke, ligegyldigt. Det er tom snak.

Hvor er det godt at vi med tro, kan møde og konfrontere opstandelse, for det er svært at forstå med vores forstand.

Det er præcis derfor, at der er vild opstandelse blandt disciplene på påskedagen. For det er der, vi møder dem.

De her menensker har set Jesus dø på et kors. Uden at udpensle lidelserne, så er det ikke en overdrivelse, at påstå, at Jesus blev slået meget ihjel.

2 af 4

Alt det Jesus havde sagt om at han skulle lide, dø og opstå igen blev slået ihjel samme med ham.

Tildigt i morges kom kvinderne tilbage fra graven. De var helt fra den og vrøvlede om, at Jesus er opstået.
Nu er to af mændene, som i deres kontekst havde noget mere troværdighed, kommet tilbage. De fortæller at de har gået sammen med Jesus, at de har set ham og genkendt ham. At han har hjulpet dem til at forstå, hvordan hans liv, død og opstandelse hænger sammen med skrifterne. De kunne ovenikøbet mærke, at der sket noget i dem, når de var sammen med Jesus.

Prøv en gang at forestille dig, hvor ivrig du ville være, for at få de andre til at forstå det, hvis det kun var tyve minutter siden, du havde stået ansigt til ansigt med Jesus, og du har fattet, at det er sandt at han faktisk er opstået fra de døde.

Dem, som har stået ansigt til ansigt med Jesus, er det ikke de eneste, som gerne vil, at de øvrige disciple virkelig forstår og tror det. Det vil Jesus også gerne.

Pludselig står han midt i blandt dem. Der er ikke noget med to meters afstand dér. De hører hans stemme: “Fred være med Jer!”

De bliver helt vildt bange. De har endda set Jesus vække Lazarus1 til live, men dette er alligevel mere end de kan både forstå og tro.

1 Joh 11,1-38.

page2image63796928

3 af 4

Nu sker der noget, som forstærker, tanken om at Jesus virkelig ønsker, at de dog bare måtte forstå og tro på opstandelsen.

På Jesu tid holdt man nærmest ligeså stor afstand til hinanden, som vi tvinges til her under corona-pandemien. Man rørte ikke sådan ved hinanden.
Det var ikke nogen kramme-kultur Jesus levende i.

Men nu kalder Jesus disciplene til sig. “Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se;…”

Dette er et brud på alle konventioner og indøvet praksis. Så vigtigt er der for Jesus, at disciplene tør tro det, de ser.

Lukas fortæller os, at de bliver så glade, at de ikke kan tro. Så han hiver trumfen frem og lader dem se ham spise et stykke stegt fisk.

Nu falder de til ro. Lukas fortæller, at Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstå sammenhængen mellem skriften, som de kender og opstandelsen fra de døde, som de har bevidnet.

Det gad jeg godt opleve. Jeg har i de sidste 30 år beskæftiget mig med teologi dagligt. Jag ville gerne have været der.

Jesu perspektiv er større end at hans disciple kan forstå og tro. Han ser længere end det. For Jesus forstår, at opstandelsen fra de døde, må kommunikeres, forkyndes om du vil, til menensker. Det skal ikke blot forkyndes til mennsker, der lever i Jerusalem eller samtidigt med

4 af 4

Jesus. Jesu vision er større end det. Det er dér hvor dette også berører vores liv.

For opstandelsen er trumfen, der gør, at der i Jesu navn skal prædikes omvendelse for alle folk og til alle tider.

Det skal begynde i Jerusalem og der fra brede sig over hele jorden, og disciplene – og dermed vi – skal være vidner om dette i hele verden.

Jeg kan ikke komme i tanke om mere eftertrykkelig streg under Guds uendelige kærlighed til os, end at Jesu var villig til at lide og dø for os.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget der er et stærkere vidnesbyrd om Guds kraft, end at Jesu opstår fra de døde.

Ind i mellem kan jeg blive helt svimmel ved tanken, men jeg kender fornemmelsen, som også disciplene havde, da de var sammen med ham, også selvom jeg måske ikke forstår det helt med forstanden. Så er der noget om det, jeg kan fornemme det. Måske en åbning af sindet, givet af Guds ånd. Jeg må tro det.

Jeg tror på opstandelsens mirakel og samtidigt beder Jeg om Guds hjælp til at tro det, og kraft til at vi kan være vidner om det i vores tid og på vores sted.

Amen
Børn & Lys.

Jesus er opstået – Hvad rager det os? – Thomas Risager

Hør talen fra påskedags gudstjenesten i Odense Metodistkirke.

Du kan også læse talen her:

Tale manuskript i PDF-format

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 4. april 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 10,34-43 & sl 118,1-2,14-24 & 1. Kor 15,1-11 & Joh 20,1-18/Mark 16,1-8.
Tema: Fra død til liv – Hvad rager det os?

Hvad rager det os?

Sådan kan man nemt komme til at tænke om påsken, fordi den på mange måder står i skærende kontrast til den anden store højtid – julen.

I vores sekulære kultur fylder julen stadig enormt meget. Selvom meget af det handler om and, risalamande, gaver og juletræer, så er de fleste med på, hvorfor vi fejrer julen og rigtigt mange danskere skal i kirke juleaften. Hvis altså der ikke lige er en pandemi igang.

Julens evangelium med et barn, der fødes, der skal være verdens frelser og alt det her med stalden i Betlehem, er på mange måder også lettere at forholde sig til end påsken evangelium, der rummer lidelse i rå mængder, sorg, soning af vore synder, og selvfølglig opstandelse.

Ud over et par forfriskende forårsfridage, lidt lukkede butikker, ekstra salg af lam, Dannebrog på halv langfredag, hvor mange danskere lige googler om vores kære dronning nu også er ok, siden der flages på halv, så fylder påsken slet ikke på samme måde i vores bevidsthed.

Hvad rager det egentlig os?

2 af 6

Det er virkelig let at skubbe tankerne om påskens betydning fra sig, dels fordi vi som mennesker, og kultur for den sag skyld, har mistet al kontakt med menneskets, vores egen, knapt så gode sider. Vi taler ikke længere om synd.

Det er der flere årsager til. En af dem er, at vi står på en lang historie, at prædikanter, der har forsøgt at skræmme menensker til at tro, ved at pege på, at vi er syndige menensker, og derfor bør vi søge frelse, det eneste sted, hvor al vores elendighed ikke kommer til kort, nemlig ved korsets fod.

Jeg siger alt dette uden, at jeg egentlig ønsker at tegne en karrikatur af kirkens historie. Men jeg er nødt til at sige, at man fik skabt et billede af Gud, som streng og straffende. En meget streng Gud, som vi mennesker burde frygte.

Måske er det kammet over i vores sekulære tid med, at vi forkynder en Gud så god og kærlighed, at han nærmest er blevet tandløs og måske derved også ligegyldig?

Så lad os lige gå tilbage til det med synd.
De færreste af ser os selv som syndere, men mange af os ser os selv, som ikke perfekte og vi er ofte overdrevet gode til at se vores egne fejl og mangler. Så fornemmelsen af at alt ikke er helt ok, er der.

Løfter vi blikket op i det større perspektiv, så er det faktisk også let nok, at se at menesket ikke er perfekt. Mennesker fastholdes i konflikter, krig råder, kvinder voldtages, børn forsømmes, gamle overses, flygninge, som flygter fra omstændigheder, som også ville jage os

3 af 6

på flugt, gemmes væk i lejre langt borte. Politikerne diskuterer i månedsvis om 19 danske børn pga. forældrenes dårlige beslutning, eller måske ligefrem landsforærederi, skal rådne op i Al Hol lejren. Lige pludselig er arvesynd åbenbart god politik.

Der er mange ting, som er langt fra den paradisiske tilstand, Gud ønsker for menesket, og som beskrives i skabelseshistorien.

Det er ikke sikkert vi bruger ordet synd, men konsekvenserne af det, er lige for næsen af os.

I bibelen advares vi i 1. Johannes Brev om, at tro, at vi ikke skulle være under syndens åg. Vi kender anden del af af de to vers, som jeg om et øjeblik citerer fra vores nadverritual.

“Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”1

En god og kærlig Gud. Ja tak! Det understreges, og det er med to streger under, Langfredag, ved at Jesus går i døden på et kors. Og så kommer det, for vores synders skyld.

Det er lige præcis her, at påsken den rager os. For i al ærlighed er der nok ingen af os, der kan sige at vi ikke kender til synd, selvom vi måske ikke lige bruger det ord. Med ordene fra første Johannes Brev er der også et håb knyttet til erkendelsen af, at vi – du og jeg – i kraft af synd, har brug for Gud.

1 1. joh 1,8-9.

page3image64315072

4 af 6

Og det håb er væsenligt at holde fast i og løfte op.

I bibelen møder vi Job, som er kendt for at have en periode i livet, hvor han lider ufatteligt meget, og latterliggøres af sine venner, fordi han insisterer på, at Gud vil ham det godt.

Langt tid før Jesu død og opstandelse siger Job sådan her:
“Når en mand er død, kan han så blive levede igen? Jeg vil vente tålmodigt på min post,

som en soldat, der venter på, at hans vagt er forbi. Så kunne du kalde på mig, og jeg ville svare,
når du længes efter mig, som du selv har skabt. Så ville du passe på, at jeg ikke snublede,

i stedet for at vogte på, om jeg gjorde noget forkert. Mine forbrydelser ville være gemt langt væk,
og du ville dække over alt, hvad jeg har gjort forkert.”2

På mange måder forudsiger Job, som lider og er i livets mørke, opstandelsen fra de døde og dermed opgøret over det ondes – syndens – magt.

Så lad os se på det med påsken.

Fredag så Jesu disciple og mange mange andre, Jesus, der døde på korset. De oplevede mørket falde over jorden og de hørte at forhænget i templet revnede fra øverst til nederst.

De så hvordan Jesus, fordi det lige straks var Sabbat blev hastebegravet i en klippehule og at en enorm sten

2 Job 14,14-17. Bibelen 2020.

page4image64242624

5 af 6

blev lagt i åbningen. De romerske magthavere ville ikke have noget bøvl med at nogle, som de så det, fanatikerne omkring Jesus, skulle stjæle den døde.

Alle dem, der fulgte efter Jesus, er knust af sorg. Han havde jo sagt til dem, at han skulle lide, dø og opstå. Men det viste sig, at han kun var et menneske, så de to første forudsigelser, kom til at holde stik. Lidelsen og døden.

Jeg tror, der har været skuffelse og sorg i en stor pærevælling og der har sikkert været en del selvransagelse. Hvorfor valgte jeg at opgive alt og følge efter Jesus? Det var jo bare tomme ord!

Men nu er det morgen på tredjedagen, og nu er Maria Magdalene, Maria og Salome på vej ud til graven for at salve Jesus. Det er den sidste kærlighed de kan vise til den døde.

Da de kommer tæt på, ser de at stenen, og den er meget stor siger Markusevangeliet, er væltet fra. De går ind i graven og ser en mand i hvide klæder, sidde der og de bliver selvfølgelig bange.

Der siges til dem: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”3

3 Mark 16,6-7.

page5image64308352

6 af 6

Kvinderne stormer ud af graven, for de er rædselsslagne, for kan en død virkelig opstå? Er der virkeligt blevet som han har sagt?

I følge Markusevangeliet siger kvinderne ikke noget til nogen, selvom de er vidner til en begivenhed, som stadig vækker genklang så mange år efter.

Heldigvis holder den opstandne Jesus sig ikke tilbage og kommer Maria Magdalene og disciplene i møde. De historier får I de kommende søndage.

Jesu opstandelse påskemorgen er et helt konkret tegn på at synd, lidelse, mørke, ondskab, sygdom, og død aldrig vil få det sidste ord.

Det er tegnet på, at der er hold i håbet om, at er hvor vi lammes af synd, for nu at bruge det kirkelige ord, og utilstrækkelighed, håbløshed, mørke, frygt og død, der vil vi i kraft af Jesu død og opstandelse fra de døde, altid have livet sammen med Gud.

Det synes jeg alligevel rager os temmeligt meget, og jeg synes at det er værd at fejre.

Glædelig påske. Amen.

Tro er en hjertesag

Hør talen fra søndagens gudstjeneste her:

lyt vi Apple podcast her.

 Lyt til Soundclud her.

  Lyt til Spotify her.

 

Du kan også læse talen:

Tale i PDF-format: Tro er en hjertesag

1 af 6

Prædiken søndag d. 21. marts 2021.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Jer 31,31-34 & Salme 51,1-12 & Hebr. 5,5-10 & Joh 12,20-33.
Tema: Tro er en hjertesag
Præst: Thomas Risager

Når jeg bliver 18, så bestemmer jeg selv!

Jeg tror alle forældre til teenagere på et tidspunkt får den smidt i hovedet. Jeg har selvfølgelig kun hørt det fra andre, for jeg kan jo ikke stå her og udlevere mine børn.

Hvis jeg havde været i situationen, så ville jeg helt sikkert sige noget i retning af, at når man så er blevet 18 og selv har det fulde ansvar, så kan man faktisk længes tilbage til den gang, hvor der var en anden, der havde ansvaret og sagde til én, hvordan det skulle være.

Det liger dybt i os, at der en tryghed i, at vi ved, hvad der forventes af os.

Jeg oplever, at nye mennesker i kirken og mennesker, som for nyligt tør kalde sig kristne efterspørger klare svar på, hvad skal jeg så gøre nu.

De klare svar vil jeg gerne give, men de er bare ikke altid tilfredsstillende i længden. For jeg tror vi må lære at leve med en vis usikkerhed.

Rådende er som følger:

2 af 6

  1. Fortsæt med at deltage i gudstjenester, går til nadver når det er muligt.
  2. Læs i din bibel. Gerne dagligt. Følg evt. en bibellæseplan.
  3. Tag på vejen eller deltag i et smågruppe fællesskab. Så du har muligheden for at tale med andre om din tvivl og din tro. Noget af det, som har lært mig mest om tro er ikke mit teologistudium, men samtalerne med andre. At høre, hvad andre tænker og tror.
  4. Bed til Gud. Kan du ikke finde ord, så benyt dig af Kristuskransen, af stilhed, af Fadervor af eller brug den gamle Kristusbøn i vejrtrækningsøvelser: “”Herre Jesus Kristus Guds søn, forbarm dig over mig”1

Erfaringen er at dette fungerer nogen tid, men efterhånden som det med bibellæsningen skrider frem, så bliver man mere og mere forvirret. Der er en udpræget mangel på klare svar i alle de gode historier.
For i alt fald i det nye testamente står der faktisk ingen steder sådan rigtigt og direkte, hvordan du skal gøre.

Der er ikke sådan på Jordan Petersonsk vis 12 simple regler for livet.

Jeg kan kun komme i tanke om et sted, hvor Jesus er sådan ret konkret omkring hvordan man skal gøre. Men det er ikke lige frem klare regler, han kaster ud.

Det er da han står ansigt til ansigt med et meget frustreret menneske, som vil vide præcis hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Her siger Jesus til ham, at han

1 https://www.kristendom.dk/2014-07-07/jesusbønnen-er-en-økumenisk-bøn- der-stammer-fra-den-ortodokse-kirke-0

page2image11427520

3 af 6

skal elske Gud med hele sit sind, hele sin styrke, hele sit hjerte og hele sin sjæl. Dernæst kommer at han skal elske sin næste som sig selv.2

Umiddelbart lyder det som en god plan. Men hvordan gør man det?

Jeg må kunne læse mig til, eller google mig til hvordan jeg gør?
Men det er faktisk ikke længere helt så simpelt, og så alligevel er der meget simpelt, men det kommer jeg tilbage til.

Jeg tror, vi vil have godt at at kigge bagud i historien her. Der sker nemlig et radikalt skifte i overgangen fra jødedom til kristendom. Et skifte der betyder noget for hele vores opfattelse af Gud.

Faktisk begynder det allerede i runde tal 600 år før Jesus fødes.

Det er også vigtigt at forstå, at den tro vi bærer i vore hjerter er kommet ud af jødedom. Den er ikke opstået ud af det blå.

Det er lige præcis noget af det, der er årsagen til mange af de sammenstød, Jesus har med farisæerne, som vi kan læse om i Det Nye Testamentes evangelier. For jøderne kommer troen af at overholde Loven – Det Gamle Testamentes regler. Men tilbage i tiden….

600 år før Jesus bliver født er det jødiske folk i krise. Præster og politiske ledere er bortført til Babylon. Det

2 Mark 12, 26-34, Matt 22,34-40 , Luk10,25-28:

page3image11321728

4 af 6

betød, at templet i Jerusalem stod tomt. Der var ingen til at holde gudstjenester eller ofre til Gud.
Der var heller ingen læsning af loven, eller undervisning i, hvordan lovens skulle bruges.

Når de centrale ritualer i templet var ude af funktion var man rådvilde og i krise. Man kunne ikke læse loven, man vidst ikke hvad man skulle gøre.

Det var faktisk i Babylon at man fandt på at lave gudstjenester, hvis arv vi stadig trækker på den dag i dag. For der opstod hele ideen om små synagoger, hvor man kunne samles til gudstjeneste, nu hvor det centrale tempels offerkult ikke kunne opretholdes.

I Jeremias Bog finder man trøsteafsnittene, hvor Jeremias taler ind i den forfærdelige situation, hvor folket er uden lovens forkyndelse.

Der er til menesker, som er vant til at man kan finde ud af, hvordan man skal leve ved at se i loven og efterleve den, at Jeremias taler om, at der skal komme en ny pagt. En pagt, som skal afløse den pagt Gud har ingået med Abraham, og med Moses der ledte dem ind i Israel, som er gundlaget for jødedommen.

I den nye pagt skal Guds lov lægges i menneskers indre og skrives i menneskers hjerter.3 Sådan siger Jeremias.

Jeremias taler altså om, at vi mennesker instinktivt, vil kunne have en fornemmelse af, hvad der kan være Guds lov, hvad der kan være Guds vilje.

3 Jer 31,31,33

page4image11336512

5 af 6

Umiddelbart kan jeg godt forstå, hvis du så tænker, at det er lidt stort og måske lidt fjernt fra den hverdag du lever.

Men jeg tror faktisk at Gud taler til vores hjerte, og at det er en helt dagligdags ting, som er lige så selvfølgelig som at trække vejret.

Faktisk tror jeg, at det er noget vi alle kender. Har du ikke prøvet at have gang i et eller andet, hvor den kører i baghovedet på os, at dette ikke er helt fint?

Så skiftet, Jeremias taler om er sket. Gud taler til hver enkelt af os.

Det skal ikke kun formidles af kirken eller af præster og lovkyndige. Nu er der direkte ansigt til ansigt relation med Gud.

Det er lige dér, hvor kristendommen går fra at være en bogens religion til at være en tro, vi bærer i hjertet.

En af udfordringerne med det, er at det nu er hver enkelt som bærer troen i sit hjerte. Dermed er det ikke blevet mere enkelt at sige, at sådan her er det med tro på Jesus. For det har pludselig mange udtryk.

Og ja, vi bestemmer jo selv, hvordan vi tolker, hvad som sker vi vore hjerter. Det kan andre ikke bedømme. Tro er en hjertesag.

Ikke desto mindre kan man træne sit hjerte, sin sjæl, sin forstand og sit sind op, således at man hører Guds tiltale

6 af 6

i livet. For Gud taler ikke kun til os, når vi er galt på den, men også når vi er rigtigt på den.

Så de gode råd jeg gav i begyndelsen er stadig gode råd, selvom Gud taler til vore hjerter.

Gudstjeneste, Bibel, smågruppe, bøn er alle redskaber til at hjælpe os til at se, hvad Gud faktisk skriver i vores hjerter.

Det er min bøn, at vi må erfare troen som en hjertesag. For det er så smukt, og kernen af det hele fejrer vi i påsken, hvor vi igen hører om Jesus, som gav sig selv på et kors. Det er hjertesprog.

Mette synger: Skriv dig Jesus på mit hjerte. Amen

Det er mig!

Ved dagens gudstjeneste, hvor vi også har den glæde at døbe et lille barn, taler jeg over en tekst fra Matthæusevangeliet, hvor jesus beroliger sine disciple ved at sige: “Det er mig!”

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 9. august 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Det er mig! Frygt ikke!
Tekster: Matt 14,22-33 & Rom 10,5-15.

Jeg håber I har nydt sommeren. Det har vi helt sikkert. Selv vejret er kommet efter, at det er sommer, godt nok lidt forskudt af ferien, men er det egentlig ikke ret typisk?

I vores sommerferie, var vi så heldige at, at vores svoger Kent, ville lægge båd til et besøg på Danmarks nordligste øer – Hirsholmene.

Et af problemerne ved at besøger øer, er at man er nødt til at sejle. Særligt et af vores børn er ikke videre begejstret for transportmidler, som kan bevæge sig. Vejrudsigt var god og vejret var fint, da vi sejlede til Hirsholmene, men da vi skulle hjem var det blæst temmeligt meget op og fra Syd, hvilket betød at vi fik bølgerne direkte ind i siden på vej tilbage til Strandby.

Jeg har nogle videoer, hvor vi som familie giver skoleeksemplet på, hvordan man holder humøret højt, men når man kender Kamille, kan man godt se, at hun ikke er videre imponeret over vores indsats.

VIDEO af temmelig skræmt kamille til søs

Til Kamilles ros skal det lige siges, at hun var sej og klarede det hele vejen.

2 af 5

Jeg tror dog alligevel, at hun havde været en anelse skeptisk og ment at hendes far var blevet helt gak gak, hvis jeg havde sagt til hende, at Jesus kom gående på vandet ved siden af båden.

Og jeg tror ikke, at hun ligesom Peter havde fået den ide, at hun lige skulle ud på vandet for at teste om det nu kunne passe.

Det var faktisk den situation disciplene var i, da vi møder dem her i Matthæusevangeliet.

Jesus havde lige bespist fem tusind menensker med fem brød og to fisk. Det er i sig selv noget af en bedrift, men det er ikke færdigt med det.

Jesus har bedt sine disciple om at sejle over på den anden side af søen, Jesus sendte skarerne væk og gik op på et bjerg for at være alene og bede.

Disciplene sejler afsted. man skulle mene at de var i gode hænder, for et par af dem er faktisk fiskere, så de kender søen. Men da vejret bliver hårdt og de må kæmpe med modvinden, da kommer Jesus gående på vandet ud til dem. Da skriger de af rædsel og troede, at det var et spøgelse, de havde set.

Vi skal måske lige huske, at disse mænd, rigtige mænd. Den bløde mand, som er i kontakt med sine følelser var ikke videre moderne på Jesu tid.

De rigtige mænd skriger af frygt, da de ser Jesus gå på vandet. Jeg er nødt til at indrømme, at det er der en del af mig, der godt kan forstå.

3 af 5

For jeg kender godt til det med at være et sted i livet, og det tænker jeg, at mange af jer også gør, hvor man ikke rigtigt kan overskue den situation, som man er havnet i, eller har bragt sig selv i.

Når man er presset, så kan man godt få tunnelsyn, så man kun kan fokusere på det der er lige foran. Man kan også godt få det sådan, at det med at trække på erfaringer fra tidligere, det fungerer ikke rigtigt.

Når jeg siger sådan, så er det fordi, jeg tror, at det er det, som er sket for disciplene. For når jeg tænker tilbage på, hvad de har allerede har oplevet med Jesus samt på de historier fra deres jødiske arv, som vi ved, de kender, så undrer det mig faktisk, at de bliver så bange, da jesus kommer gående på vandet.

Måske fordi det der sker, er så jordnært. Vi har alle erfaret, at det med at gå på vandet er blevet til en lektion i svømning, så det er ubegribeligt på et eller andet plan.

På den anden side, så har de lige set Jesus bespise 5000 mennesker med fem brød og to fisk. De har også hørt Jesus tale i masser af lignelser, og de har set ham givet livet tilbage til mennesker, som var kørt ud på et sidespor på grund af sygdom. De har set helbredelser og uddrivelsen af dæmoner, som jeg syes er svært at forstå.

Men at Jesus går på vandet, det skræmmer dem.

Noget i mig undrer mig, mens andet i mig, godt kan forstå dem.

4 af 5

Derm hvor Jesus kommer til dem, er de pressede og når man er presset, fungerer man ikke optimalt.

Da Jesus ser, hvor bange de er, hvad er det så han siger?

“Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”1

Det er nøjagtigt de samme ord, som jeg har brugt når mine børn har haft mareridt om natten.
Det har I, der har børn, garantere også prøvet. Man går ind til barnet, som er helt forvirret og usikker på hvad der er drøm og hvad der er virkelighed.

Det næste man siger er? “Det er mig!”

Fordi der er den relation, som der nu er, så er det ofte nok, at give sig til kende. “Det er mig!” Og der falder ro over situationen.

Det er præcis det, som jesus gør i en situaiton, hvor hans venner er ude i en situation, hvor de ikke kan bunde. Der skaber han ro ved at give sig til kende. Det er mig.

“Det er mig”, går igen mange steder i Bibelen. Gud siger det om sig selv, da han taler til en skræmt Moses fra en brændende tornebusk.2

1 Matt 14,27. 2 2. Mos 3,14.

page4image6657856

5 af 5

Jesus omtaler sig selv sådan flere gange i bibelen. Det er som om, at når jesus siger “Det er mig!“ så sker der det her med at folk lige standser op, og så ser de en ny virkelighed, hvor de oplever at Jesus er nær, men den fred, som kun det kan give.

Pointen her er, at der hvor menensker er bange, og det stormer omkring ørene på dem, der er der en Gud – en Jesus – som har det med at dukke op midt i det hele. Det er meget muligt, at vi bliver mere forvirrede af det, og tror vi har set spøgelser og hvad ved jeg.

Gud skjuler sig ikke for os, tværtimod giver han sig til kende og siger “Det er mig!”

Og hver gang “Det er mig” lyder, så er der også en fremstrakt hånd, som vi ligesom Peter kan gribe fat i.

“Det er mig” lyder også for dig, og der er også rakt en hånd frem mod dig.

I dag har vi døbt et lille barn. Der sker mere end blot lidt vand i hovedet. Der er blvet sagt “Det er mig!” og der er blevet givet løfter om en udstrakt hånd, både af menigheden, men sandelig også fra Gud.

Gud er med i livet, både når det er smukt og smoth sailing, men sandelig også når det stormer.

Han er altid klar til at give sig til kende for dig. Amen.

Talsmanden – Gud giver sig til kende for os.

I dag taler pastor Thomas Risager over en lidt kryptisk fortælling fra Johannesevangeliet. Det er her Jesus forbereder sine disciple på, at der skal komme en talsmand til dem, når nu Jesus ikke selv kan være sammen med dem.
Talsmanden er Johannesevangeliets måde at omtale Guds Ånd, og det kræver lidt forklaring, som du får på søndag. Men den gode historie viser os, at Gud ikke gemmer sig fra os, tværtimod han giver sig til kende for os. Mon ikke  en del af os faktisk har erfaringer, hvor vi har oplevet at Gud har været med i vores liv?

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Tale i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 17. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Tekster: Joh 14,16-21.
Talsmanden – Gud giver sig til kende.

Der er noget trygt ved at vide, hvem man er sammen med. Når jeg ser menensker i bybilledet, som går med ansigtsmasker, hvilket jeg i øvrigt godt forstår i denne tid, så synes jeg dog stadig, at det er noget ubehageligt over, at man nogen gange slet ikke kan genkende folk, som jeg ellers kender godt.

Der er også noget problematisk i, synes jeg, at jeg ikke kan se mimikken. Det gør kommunikationen vanskeligere, fordi kommunikation er så meget mere end ordene og lydene, men sandelig også kropssprog og mimik.

Måske oplever du det samme omkring de mange onlinemøder, som vi får lov til at arbejde i for tiden. Der er en masse kommunikation og en masse energi i, at være tilstede i det samme rum, som virkelig går tabt, når man kun ser hinanden på en skærm. Formatet gør også, at man kun taler om alt det formelle.

Der er noget værdifuldt ved at være ansigt til ansigt. Det er noget af det, som jeg mangler i denne tid.

Hvis du var med i søndags, så husker du måske, at jeg fik sagt, at det altid lige er vigtigt at orientere sig om, hvor man er i historien om Jesus, så man ser, hvilken sammenhæng et uddrag fra evangeliet, som jeg taler over, kommer fra.

2 af 5

I lighed med sidste uge, er vi stadig i Johannesevangeliet og vi er lige bagefter der, hvor Jesus siger: “Jeg er vejen og sandheden og vejen.”

Hele pointen i søndags var, at det er Jesus, der er vejen. Det er ham, der kommer os i møde.

Det er også vigtigt, at huske på, at Jesus taler til en gruppe disciple, som ikke kan rumme uvisheden om, hvad der kommer til at ske.
Jesus har nemlig fortalt dem, at han kommer til at give sig selv, han skal dø og opstå igen.

Det betyder for dem, at livet som de kender det, ikke kan fortsætte. Der ligger en masse nyt og ukendt forude.

Den sugende fornemmelse i maven og utrygheden over det, er nok ikke så ukendt for os i disse tider.

Vi fortsætter direkte i den samme sammenhæng.

Ved indgangen til en usikker tid udfordrer Jesus dem til at holde hans bud.

For lige at slå fast, hvad hans bud er, så finder vi hans bud i kapitlet før. “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg ser det, så er et råd om at holde fast i at behandle sine medmennesker på en værdig, ordentlig,

1 Joh 13,34-35.

page2image25592768

3 af 5

og elskende måde, der bygger mennesker op, et udmærket råd.

Faktisk tænker jeg, at det er råd, der er værd at have i baghovedet, nu mens samfundet åbner igen, og vi skal til at omgås hinanden på nye måder.

Selvom vi har lært at holde afstand, selvom vi har lært at vi næsten skal betragte hinanden som potentielle smittebærere, så er der noget stærkt i, at møde et andet menneske med fordomsløs kærlighed.

Jeg tror, der i et tog, hvor vi nu får at vide, at vi kan sidde ved siden af hinanden, men vi skal have næsen frem ad, Der tror jeg det vil blive lagt mærke til, hvor man møder sit medmenneske med kærlighed fremfor mistænksomhed.

Så Jesus siger altså, at i den svære tid, som kommer, skal i holde fast i at elske hinanden, og Jesus vil bede faderen om at sende os talsmanden.

Talsmanden er i Johannesevangeliet et andet ord for Guds ånd, for Helligånden. Betydningen af ordet kan være flere, f.eks. den der opmuntrer eller den der taler vores sag.

Der hvor vi elsker, er Guds synlig, for enhver, som elsker kender Gud.2 Sådan siges det i 1. Joh.

2 JF. 1. Joh 4,7: Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud

page3image25548416

4 af 5

Det betyder at disciplene, vi, vil få lov at erfare, at vi kender Guds ånd, talsmanden, når vi står ansigt til ansigt med den, ovenikøbet siges det, talsmanden skal være hos os og i os.3

Nu taler Jesus om, at om kort tid skal han ikke længere som menneske, være blandt dem. Der kommer en dag, hvor de ikke længere skal se ham.

Men talsmanden, Guds ånd skal være her. Det dag skal de få lov til at erfare, erkende, at jesus er i Gud. Sådan skriver Johannes det i vers 20.

At være i Gud er et udtryk for en dyb og intim relation. En relation med indbyderes kærlighed og nærvær.

Og så kommer løftet, som er det væsentlige nemlig, at Jesus siger til disciplene, at ligesom Jesus er i faderen, altså den nære, tætte, intime relationen, på samme måde skal Jesus være i os, og vi i ham.

Det er her, der er et fuldstændigt afgørende skift i hele måden at tænke Gud og menneske på.

I den verden, hvor Jesus siger dette til sine disciple, er den gængse tænkning at mennesket har skullet gøre sig fortjent til Guds gunst ved at overholde meget komplicerede regler, og hvor præsterne på mange måder var dem, der kunne afgøre om folk var gode nok.

Nu giver Jesus disciplene, og dermed os, løfterne om at selvom Jesus ikke længere skal være her som

3 JF. Joh 14,17.

page4image25558784

5 af 5

menneske, så kommer Guds ånd talsmanden, som vi allerede kender.

Dermed bliver vi lovet, at gennem Jesus, som jo er vejen og sandheden og livet, at vi kke længer skal samle point og kvalificere os i et umuligt ræs for at opnå Guds gunst.

Men nu er vi lovet en relation, ikke bare til Gud, men sammen med Gud, sammen med Jesus, sammen med talsmanden. Ham i os og vi i ham.

Når vi er i ham, kender vi hans bud, og er vi i stand til at elske. Det er det profeten Jeremias taler om, når han siger, at Gud skriver sin lov i vore hjerter.4

Vi er i stand til at elske, og Johannes slutter af med løftet om at Gud giver sig til kende for os.

Det er jeg overbevist om, at han gør, men jeg er også overbevist om at Gud giver sig tilkende overfor menensker, som vi møder og viser kærlighed.

Der hvor vi møder mennesker med kærlighed, tror jeg at mennesker instinktivt ved, at de er ansigt til ansigt med mere end blot det menneske, som de sidder ved siden af i et overfyldt tog.

Amen.

4 JF. Jer 31,33-34: Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

page5image25672128

 

Vejen og Sandheden og Livet.

I dag taler jeg over Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-10, hvor Jesus taler om sig selv som vejen, sandheden og livet.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PFD-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 10. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Vejen, sandheden og livet. Tekster: Joh 14,1-10

Der hvor vi i dag dumper ned i Johannesevangeliet, er vi stadig i påskeugen. Jesus er altså endnu ikke blevet korsfæstet.

Vi er der fordi, vi i kirkerne i tiden mellem påske og pinse, har tradition for at se på nogle af de centrale ting Jesus gjorde og sagde, mens han var i Jerusalem.

Dagens stærke udsagn: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”1 er et af de vigtige og omdiskuterede buskaber Jesus leverer.

Som altid når man dykker ned i et Jesus-ord, så er det en god ide lige at orientere sig om, hvor man er henne i historien om Jesus.

Jesus har lige spist med disciplene. Det er der nadveren bliver indstiftet, og Judas er stukket af for at forråde Jesus.

Jesus har sagt noget andet, som er helt centralt lige før dette. Og det er det nye bud. Jesus udfordrer sine disciple og siger til dem: “I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”2

1 Joh 14,6
2 Joh 13,34-35.

page1image45690880

2 af 5

I samme ammenhæng forudsiger Jesus, at han skal lide, dø og opstå igen.

På den måde skaber han en ramme og et eksempel for den kærlighed, han elsker med, og som han i kapitel 13 udfordrede sine disciple, og dermed os, til at elske med.

Det er nemlig en kærlighed, som er en opofrende kærlighed. Det er en kærlighed, som Paulus beskriver sådan her: “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”3 Det er en agape kærlighed på græsk. En kærlighed som tager udgangspunkt i den der elskes.

Dernæst begynder en samtale mellem disciplene, hvor Jesus forsøger at forklare dem, at han går i forvejen, underforstået til det himmelske, for at gøre klar til alle os som følger efter. Jesus siger endda: “Jeg kommer igen, og tager jer til mig…”4 Jesus påstår endda, at vi kender vejen dertil.5

Thomas, han som senere ikke kan rumme opstandelsen, med mindre han ser Jesus sår på hænder, fødder og i siden, kan ikke rumme al den her snak om Guds bolig, om himlen.

3 1. Kor 13,4-7. 4 Joh 14,3.
5 JF. Joh 14,4.

page2image45758912

3 af 5

Det kan jeg faktisk godt forstå.

Så det er i et svar til Thomas, som ikke forstår, og har brug for vejledning, at Jesus siger; “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”6

Senere har Jesus en diskussion med Filip, som heller ikke lige fanger den.
Den korte udgave af det er at Jesus siger til ham: PRØVNULIGEATHØRHER: I har set mig, i kender mig, så kender I også Gud.

Det er selvfølglig en omskrivning, Men det er til mennesker, som har brug for hjælp og vejledning, at Jesus siger: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!”7

Den sidste del af det, uden ved mig, handler om, at Jesus kommer til at give sit liv for al verdens synd, der forkvakler vores liv og vores forhold til Gud, og ikke mindst en henvisning til, at Jesus opstår igen, viser at det er gennem ham, at vejen er banet fra Gud, for hver eneste menneske.

Gennem Jesus!

Når det er sagt, så tror jeg vi har mange veje til Gud, I alt fald til at nærme os Gud.

6 Joh 14,6 7 Joh 14,6

page3image45762624

4 af 5

Vi er jo forskellige. Nogle oplever sig tæt på Gud, gennem veje, som andre ikke forstår. Nogle oplever sig nær ved Gud, når de læser bibelen, når de deltager i en gudstjeneste, når de synger, når de lytter til sang og musik, når der er stille, når de er ude i naturen.

Den forskellighed er der plads til.

Jeg er helt overbevist om, at Gud tillader os, at søge ham på alle mulige måder.

Her ved jeg godt, at jeg kan få ørene i maskinen, og nogle mener jeg tegner et billede, der er alt for bredt. Jeg tror til enhver tid, at Gud er større end alle vores forstillinger om ham.

Her i vores liv, forstår vi kun stykkevis, for nu at citere Paulus, men der kommer en dag, hvor vi skal se og forstå fuldt ud.8

Men indtil da, må vi indse, at vi kun kan se skridt for skridt.

Når det er sagt, så tror jeg også, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Det siger jeg fordi jeg er overbevist om at Guds kærlighed er først og størst.

Første Johannesbrev siger: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.9 Det er det, som metodist teologer kalder forekommende nåde.

8 JF. 1 Kor 13,9. 9 1. Jon 4,10.

page4image45764544

5 af 5

Jesus har banet vej til os, og det er Jesus som kommer igen og føres os af vejen til Gud.
Så når Jesus siger Jeg er vejen, sandheden og livet, så tror jeg det er rigtigt.

Jeg tror det er vigtigt at se, at det er en vej, Jesus går.

Jeg mener det er væsentligt at forstå, at det i langt højrere grad handler om at vejen er en bevægelse fra Gud til os gennem Jesus, og at det er langt større end, at den skulle være en vej for os, som vi skal kæmpe os ad for at komme til Gud.

Det er en vej, hvor Gud kommer os i møde.

Det er da langt større, for det er sådan Gud, gennem Jesus viser os en kærlighed større, end vi er i stand til at forstå.

Og der hvor vi elskes, og elsker, er vi på den rette vej. Der hvor Guds kærlighed råder, er Gud.

Første Johannes Brev får det sidste ord:
“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud”10

God tur af din vej, Gud kommer dig i møde. Amen.

10 1. Joh 4,7.

page5image45765120

 

Den gode hyrde

Jesus fortæller menensker en historie om en god hyrde. De forstår ham slet ikke, men det verdensbillede, de er præget af, har en helt anden baggrundshistorie, som gør det svært for dem. Hør mere her.

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid er lidt forskel mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. maj 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 10,1-10 & Apg. 2,42-47.

Hvem er for eller i mod?
Hvem er inde, hvem er ude?
Hvem gør det rigtige, hvem gør det forkerte?

Måske virker det sådan lidt voldsomt at stille ting op overfor hinanden på den måde. Vi er – de fleste af os i alt fald – pæne mennesker, så vi formulerer os ikke så markant.

Men vi kommer ikke uden om, at vi kategoriserer mennesker, som vi omgiver os med. Vi siger det måske ikke højt, for det er nærmest politisk ukorrekt. Men det sker, hele tiden.

Hvem vil jeg være i forbindelse med på Facebook, er ét eksempel.
I dag skulle vi have konfirmationer i kirken. Jeg er sikker på, at i alle familierne har man talt om, at vi har x antal pladser til festen, så hvem skal med og hvem skal ikke med?

Der er så mange situationer i vores daglige liv, hvor vi afgør, hvem er inde, og hvem er ude.

Lidt mere alvorligt er det i mange private virksomheder for tiden, hvor krisen kradser. Her er det cheferne, der sidder med det tunge ansvar, at afgøre hvem der er inde og hvem der er ude.

2 af 5

For tiden er det rigtigt meget, hvem er raske og hvem er syge. Uden på kirkens dør, hænger en plakat som siger STOP – Gå ikke ind hvis du er syg.

Jesus har sin gang i et samfund, som er helt vildt optaget af rigtigt – forkert, inde – ude.

Her handlede det om, hvem der levede rigtig efter loven, og hvem gjorde ikke.
Det handlede om, hvem blev velsignet med succes, fordi de levede rigtigt og hvem levede selvforskyldt i fattigdom eller sygdom.

For det var opfattelsen, hvis du var syg, eller fattig, så var det nok fordi du ikke opførte dig korrekt i forhold til den religiøse lov, så det var din egen skyld.

Det er lige præcis det, som er baggrunden for, at Jesus fortæller om den gode hyrde, som vi har læst.

For før det, i hele kapitel 9 her hos Johannes, har vi en diskusison med farisæerne, som er oprørte over at Jesus har helbredt en mand, der var født blind.

Den historie er nøglen til at forstå, når Jesus fortæller om den gode hyrde. Så den skal vi lige kigge lidt på.

Når Jesus ud af nåde og kærlighed helbreder en blind mand, og så ovenikøbet på en sabbat, på en jødiske helligdag, så laver han rod i deres systemer.
Nu rokkes farisæernes simple verdensbillede, og den slags ved vi, fra os selv, er ubehageligt.

3 af 5

Farisæernes verdensbillede er nemlige sådan, at når de ser en blind mand, så tænker de. Gad vide, hvad han eller hans forældre har gjort, siden det er blevet sådan med ham.

Selv Jesu disciple er præget af den tankegang, så de spørger faktisk: “Rabbi, hvem har syndet, ham selv, eller hans forældre, siden han er født blind?”1

Det handler ikke bare om, at han er blind. I sig selv er det slemt nok. Det handler også om, at fordi folk tror det er hans egen eller forældrenes skyld, så er han stigmatiseret. Han er lukket ude af stort set hele samfundet, og de religiøse peger fingre af ham.

Han er ikke blandt dem, der er inviteret til noget som helst. Han er så udenfor som man kan være.

Men så møder han Jesus, og det har det jo med at forandre folks liv. Den unge mand her er ingen undtagelse fra det.

Jesus helbreder ham, så han kommer til at se.
I stedet for at glæde sig over det, så giver mange sig til at være forargede over, at Jesus har helbredt ham, og endda gjort det på en sabbat, hvor man i følge loven ikke må arbejde.

De selvretfærdige mener ikke at det kan være rigtigt, fordi Jesus er jo ikke én af dem, og han overholder ikke alle de samme rigide regler som dem, så dette er galt. I deres optik er det i al fald ikke retfærdigt.

1 Joh 9,2

page3image30267584

4 af 5

Det har de faktisk fuldstændigt ret i.

Jesus taler ikke om skyld og skam, om ude og inde, om dårlig eller god. Jesus taler om nåde, og den er efter meget jordisk målestok uretfærdig, men den er baseret på kærlighed og tro, ikke på målebånd og regler. Det er nåde, og det vil altid være noget andet end millimeter- retfærdighed.

Jesus er ikke optaget af om, folk har de rigtige holdninger, har læst de rigtige bøger, er venner med de rigtigte mennesker, eller om de er raske eller syge.

Jesus ser mennesket, som det det er.

Efter at jesus har helbredt den blinde mand, og har overværet al den polemik, som det gav, og set hvordan det forstyrrer de selvretfærdiges oplevelse af verden, fortæller han dem historien om den gode hyrde.

Det er de færreste af os, der har en hyrdes jobbeskrivelse, så hvad en hyrde forventes at gøre, er egentlig ukendt for os, men det er særdeles kendt af dem, som lytter til Jesus.

En hyrde vogter fårene. En god hyrde vogter ikke på fårene, så han leder efter alle deres fejl og leder efter undskyldninger for at smide dem ud. Nej, den gode hyrde vogter fårene, for at skærme dem og passe på dem.

Billedet er, at der er utroligt mange stemmer at lytte til, men den stemme, som hyrden har, den stemme kender fårene. Det er en stemme, der indgyder ro og tillid, og en

5 af 5

stemme, som de følger i tillid og tro.Mon ikke vi kender det med, at der er helt utroligt mange stemmer, som vil have vores opmærksomhed? Men der er én stemme, som leder til ro. En stemme der leder til mere end det, den leder til frelse.

Jesus taler sådan til dem om Gud og om hans rolle i forhold til dem. Det er et noget andet billede end det sort, hvide, inde, ude billede, som de ellers hører.

I vers seks står der lige ud, at folk ikke forstod hvad han sagde.

Jeg synes det er et smukt billede, men folk forstår det ikke. Måske er det sådan, fordi de er så vant til at tro = frygt og kontrol.
Her præsenterer Jesus en fortælling, hvor tro er tillid, og efterfølgelse, hvor det er ligegyldigt om man har succes, er rask eller syg, inde ude. Her kan alle være med.

Det er et helt andet billede af tro, som Jesus tegner.

Den er et billede, hvor Jesus er den, der redder livet for fårene, som følger ham, fordi de kender hans stemme.

Jeg er ligeglad med inde, ude, for eller imod, men jeg ved godt, hvilken stemme, jeg ønsker at følge. Jeg ved at at du også er kaldt på og er velkommen, lige sådan som du er.

Amen.

Det bliver godt igen #5

Peter, som lige har set Jesus dø og erfaret, at han er opstået fra de døde igen, tager ud og fiske.

Han længes efter hverdagen igen, så han tager til søs, men i et møde med Jesus oplever han, at han må genopfinde alt det han vidste, for en ny tid er kommet.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Læg dog mærke til, at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne ord, og den tale, som faktisk holdes.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 6

Prædiken søndag d. 26. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 21,1-14.
Gospelmeditation. Emmaus ultra Light. Det bliver godt igen.

Hold da fast, hvor jeg længes efter livet, som jeg kender det. Lige pludselig er den leverspostejs-kedelige hverdag, pludselig noget jeg længes efter.

Bevares, det er da meget hyggeligt, at vi alle sammen er hjemme. Det da sjovt at prøve at arbejde så meget hjemmefra, og det er imponerende, hvordan børnene klarer online skole.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg ret imponeret over, hvordan vi som kirke i løbet af få dage har omstillet mange hundrede års vaner og virksomhed til online- gudstjenster og og kirke på nettet.

Det har været sjovt og spændende, at være med til. Hatten af for menigheder, kirker, musikere og præster, skolelærere og alle andre, som er så kreative og opfindsomme i disse tider.

Men jeg savner livet, som det var. Jeg savner, at der er menensker omkring mig. Det er så tomt, at stå i en tom kirke og tale. Normalt ville der være fyldt med mennesker.

Der er gode gensyn, og nye mennsker er velkommne, og I vil ligge på gulvet og være helt afslappede, enkelt vil endda snorke, sådan som det er normalt er til en gospelmeditation.

2 af 6
Forskellen fra det som var, til det som er, er enorm.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi er rigtigt mange, som har fået vendt op og ned på livet, som vi kendte det.

På den ene side, synes jeg, det er vildt fascinerende, hvor hurtigt vi kan indrette os på nyt, men det er også forbundet med sorg, utryghed og ikke mindst fornemmelsen af tab, fordi livet, som vi kendte det er væk.

Da Danmark lukkede ned, var jeg ret fortrøstningsfuld. Det ville vare en en kort periode, det klarer vi.
Men det er langsomt ved at gå op for mig, at det ikke er nogen kort periode, vi har gang i. Eller mere barskt sagt, livet som vi kendte det, kommer ikke tilbage. I alt fald ikke foreløbigt.

Det synes jeg faktisk er noget stramt.

Jeg må erkende at jeg længes efter noget, som ikke længere er, min hverdag.

Jeg tror, det er meget menneskeligt, at når livet slår en koldbøtte, så mærker man tabet af det, der var.
Og det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at glæde sig over det, der kommer i stedet.

På mange måder var det sådan Jesus disciple havde det, i tiden lige efter påsken, hvor Jesus var død og ikke mindst jo, opstået fra de døde.

3 af 6

Der er ingen tvivl om, at det de havde oplevet, at se deres ven dø på korset, er noget af det mest rædselsfulde, som der har prøvet nogensinde.

Da jesus på tredjedagen opstår fra de døde, og kvinderne, som har oplevet det, fortæller det til disciplenes, så har de ganske enkelt svært ved at rumme det. Særligt en af disciplene, ham der hedder Thomas, er meget skeptiske. Selvom Jesus, som opstået viser sig for dem flere gange og ligefrem taler til dem, så ved de ikke rigtigt hvad de skal stille op.

Måske har de det ligesom jeg, at de længes efter hverdagen, som de kendte.
Det kan stå i vejen for at indstille sig på, at livet bliver nyt.

I alt fald siger Peter, som jo levede af at fiske før han fik et livsforvandlende møde med Jesus: “”Jeg tager ud og fisker!” Det er den hverdag, han havde kendt, så den er der tryghed i. Det kan han finde ud af.

Så vidt jeg lige kan tælle i bibelteksten, er der seks andre disciple, som er helt med på den.

Der skal ske noget og de gør det, de kender så godt. Det gør de vel at mærke ind i en hverdag, som med Jesu død og opstandelse, er en helt anden.

Deres liv er blevet anderledes.

De ved, hvordan man fisker. De er på hjemmebane. De har styr på det.

4 af 6

På trods af at de fisker ihærdigt hele natten, med de trygge og gode metoder, med de redskaber, der plejer at fungere, fanger de intet.

Da de kommer ind under land, står en mand ved bredden. De forstår ikke, at det er Jesus.
Han siger til dem, at de skal kaste nettet ud på den anden side af båden. Af en eller anden grund gør de hvad han siger. Måske er de klar over, at det de ved, og kender ikke længer duer, fordi verden er forandret.

At kastet nettet ud på den anden side af båden, lyder som en lille ting. Men det er det ikke. Det er et brud med alle indlærte rutiner, som ellers er utroligt vigtige på en båd, for de sikrer at alle har fuldstændig klarhed over opgaverne og rækkefølgen, ting skal ske i. Det skaber sikkerhed.

Det er ikke en lille ting, Jesus beder dem om. Det er stort og krævende. Af en eller anden grund har de tillid til ham, så de gør det. De fisker på en helt ny måde, og nettet bliver så fyldt, at de faktisk ikke kan hive det op i båden, men må slæbe nettet efter sig ind til bredden.

Da de kommer ind, har jesus lavet bål. Han beder om at få lidt af de mange fisk, de har fanget.
Kom og spis siger Jesus til dem. Nu ved de, at det ham, og de får lov til igen at have det nære fællesskab med ham, som de kender så godt. Jesus selv rækker dem brødet og fisken. Han er også tilstede i den nye virkelighed.

5 af 6

Der er ingen tvivl om, at de i den tumultariske tid, som de pludselig lever i, har trængt til øjeblikket på stranden sammen med Jesus.
Det er dem virkelig vel undt.

I denne historie ser jeg disciple, som har oplevet, at alt det de kendte ved tilværelsen, holdt af og levede i, ikke er mere.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser mennesker, som tør lytte og handle på det, de hører, selvom det betyder, at de skal gøre neget de ellers kender fuldstændigt, anderledes.
Det synes jeg godt, at jeg kan kende!

Jeg ser menensker, som på trods utryghed og længsel efter det, de kender, tør prøve nyt. De får fyldte net, stor fangst.
Det synes jeg godt jeg kan kende! Eller jeg kan i alt fald genkende fornemmelsen af, at nu er ting nødt til at gøres anderledes. Det vi gjorde for få uger siden, kan ikke fungere i dag.

Jeg kender længslen efter at Gud, at Jesus blander sig. Jeg føler mig ikke i kontrol, så jeg håber at Gud er.

Jeg er glad for at jeg tør tro, at i alt dette er Gud tilstede. Bibelen er fuld af historier om, mennesker, som føler sig fortabte, og Gud er ved deres side. Det er ikke altid, de kan se det, eller forstå det. Men det er han!

Det er det disciplene oplever, da vender tomhændede hjem, men jesus sender dem ud igen. Det er også min

6 af 6

erfaring gennem livet, at jeg er ikke alene, og da slet ikke, der hvor livet er stramt.

Det er muligt, at jeg er udfordret, og at jeg længes efter min hverdag, og livet som jeg kendte det. Men jeg er ikke alene.

Jeg ved, at dette ender godt, for jeg har tillid til at Gud er med i det. Det kan godt være, at jeg skal kaste nettet ud på den anden side. Men Gud er med.

Siden tidernes morgen, har regnbuen på himlen været et tegn på Guds løfter til Noa, om at Gud holder hånden over os.

Det ser ud til, at vi får regn i næste uge, måske er vi heldige at se en regnbue på himlen.

Ellers må vi kigge ned, og se at regnbuen er tegnet rigtigt mange steder rundt om i vores by sammen med #Detblivergodtigen.

Det gør det, for vi kan godt finde ud af livet og en ny hverdag, og vi gør det ikke alene. Gud er med. Det bliver godt igen.

Amen

Bekendtgørelser
Børnekirke på kirkens facebookside Mandag kl. 19.15: Nardus(@)live Søndag kl. 10.30: Online Gudstjeneste

Indsamling til kirkens arbejde. Mobile Pay 46 22 93

 

Det bliver godt igen #4

Disciplene gemmer sig bag låste døre af frygt for jøderne. Pludselig står jesus midt i blandt dem og siger: “Fred være med jer!”

Jeg fornemmer, at vi alle godt kunne bruge noget af Guds fred i denne tossede tid. Hør mere her, og hvem ved, måske oplever du Guds fred.

 

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 af 5

Gudstjeneste Søndag d. 19. april 2020 – online

Det bliver godt igen #4 – Tekster: Joh 20,19-31. Tilstede: Mette Risager, Laura Juliane Bertelsen, Anders Gustavsen-Sprotte, Kim Johansen og Thomas Risager

Jesu disciple var i en situation, som for mange i vores land, er meget aktuel.

De holdt sig indendøre, bag lås og slå, fordi der var noget udenfor, som de frygtede.

I dag er det Johannesevangeliet, som vi tager udgangspunkt i, og Johannes fortæller os, at det stadig er opstandelsesdagen. Så det var altså tidligt om morgenen, at kvinderne kommer tilbage fra graven og fortæller, at Jesus er opstået fra de døde.

Man kunne tro, at det ville udløse eufori, masser af sang og dans på bordene.
Man kunne tro, at disciplene ville løbe fra hus til hus for, at fortælle den mest fantastiske nyhed, verden endnu har hørt. Men det er ikke det, der sker.

Det der sker er, at disciplene bliver helt vildt bange. Det ganske enkelt svært at tro og forholde sig til.
De reagerer ved at låse sig inde og blive indenføre, fordi de er bange for jøderne. Sådan siger Johannes, det som de er bange for er, at få den samme behandling, som Jesus fik.

De ved godt, at hvis de render rundt og fortæller, at Jesus er opstået, så vil det skabe så meget, ja undskyld udtrykket, opstandelse i Jerusalem, at man meget vel kan forestille sig, at det ville gå ud over disciplene.

2 af 5

Til deres forsvar, skal det sige, at de ikke er de eneste, som reagerer med frygt.
I søndags hørte vi fra Matthæus’ opstandelsenberetning at de, der holdt vagt faldt besvimede om. Man kan vel forvente lidt mere af vagter, i det mindste at det er en mænd, der vant til at håndtere lidt af hvert.

Men det er en udmærket illustration på, hvor vild nyheden om, og tanken om opstandelsen er.

Opstandelsen er ikke bare noget som skete engang, og så glider i ligesom i glemslen sammen med alt det andet, som var væsentligt da det skete, gør.

Vi taler jo faktisk om det den dag i dag.
Vi minder hinanden om det, hver eneste gang et menneske dør. Vi løfter håbet om opstandelsen og troen på, at det ender godt op hele tiden.
Det er det vi gør i kirkerne. Det er det vi gør i alle online- gudstjenesterne, som finder sted i denne tid.
Det siger også noget om, hvor vildt det er med Jesu opstandelse.

Når vi er pressede, som vi er jo, fordi der en virus, der forpester vores liv, så har vi virkelig brug for at blive mindet om, at også dette, vil ende godt.

For det er det, der er læren af opstandelsen. At vi, vores liv er i Guds hænder og ligegyldigt, hvad der rammer os, så er vi stadig i Guds hænder, falder vi, dør vi, så rejser Gud os op igen. Det ender godt. Det må vi minde hinanden om.

3 af 5

Seerteallene på de gudstjenester, som bliver holdt her i coronatiden, hvor vi holder os inde bag låste døre, vidner om, at der er brug for at løfte håbet op, og opstandelsen er løftestang for det.

Når disciplene bliver bange, låser de døren, holder sig indendøre. De gemmer sig.

Det er meget menneskeligt, når vi bliver bange og lever i frygtens univers, så lukker vi os om os selv. Bagefter kan vi godt selv blive overraskede over, hvor primitivt, vi faktisk reagerer.

Det kan ske for os alle sammen. Det var f.eks. det der var på spil, da statministeren lukkede landet, og rigtigt mange af os reagerede ved at styrte ud at handle.

Jeg peger ikke fingre af nogen. Og skulle jeg finde på det, er jeg helt sikker på, at min kone kan finde masser at torskerogn på dåse, som hun kan kaste efter mig.

Som jeg siger, det er meget menneskeligt.

Vi låser døren, gemmer os og samler os om os selv og vores eget. Det er præcis det, disciplene gør, da budskabet om at Jesus er opstået fra de døde, kommer til dem.

Det er mere end de kan rumme.
Så nu låser de dørene i et forsøg på at skabe overblik og kontrol.

At de ikke kan rumme det, eller forstå det, forandrer ikke på, at Jesus er opstået.

4 af 5

Midt i deres frygt og angst, står Jesus pludselig lige midt i rummet. Jeg ved ikke, om han kan se frygten i deres øjne,, men han er i alt fald ikke tilbageholdende overfor menensker der er bange, og måske ikke lige lever op til deres bedste.

Jeg forestiller mig, at panikken ligger lige under overfladen, da Jesus så at sige forstyrrer dem midt i deres frygt og angst.

De kender hans stemme og nu ikke bare ser de ham, men de hører ham også. “Fred være med Jer!” Siger han. Jeg tror de, midt i deres angst oplever at Guds fred.

Her taler jeg om underlige fred, som kun Gud kan give.

Den fred, hvor man oplever, at selvom det stormer hele vejen rundt om én, så er der alligevel en indre ro.

En tryghed og en vished, som overbeviser om, at uanset hvad, så skal dette her, nok blive godt. Det ender godt.

Disciplene falder til ro. De oplever at frygten forsvinder, og at håbet vinder.

De oplever at Guds fred har givet dem, at de kan være i deres liv, i alt det de oplever, uden frygt. Frygten er byttet ud med håbet.

Jesus siger endda til dem, at som faderen har udsendt mig, sender jeg jer!

5 af 5

Frygt er mere smitsomt end nogen virus, men håbet, som vi får set i opstandelsen, er et levende håb, som kan overvinde enhver frygt.

Jesus sender disciplene ud med Guds fred, sådan at alle hører, at der er håb, og sådan at menesker oplever det samme som disciplene, at Guds fred er midt i det hele.

Guds fred er givet du og jeg.

I denne tid, er det vores alle sammens opgave at pege på håbet, og bringe Guds fred.

Det begynder alt sammen med den Jesus, der opstod fra de døde, og den Jesus, som stor midt i blandt dem og siger: “Fred være med Jer!”

Amen.