Føl på mig og se! – Thomas Risager

Hør eller se talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense. 

Du kan også læse talen her:

Tale i PDF-format

1 af 4

Prædiken Søndag d. 18. april 2021.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg. 3,12-19 & Salme 4, 1. Joh. 3,1-7 & Lukas 24,36b-48
Tema: Føl på mig og se!

Undskyld udtrykket, men der er vild opstandelse der, hvor vi dumper ned i Lukasevangeliets verdensforandrende historie om Jesus, der opstod fra de døde.

Men påske, var det ikke for et par uger siden? Nej, påske det er nu. Vi er i påsken og den varer frem til Kristi Himmelfart og Pinse. Det betyder, at vi i kirkerne i denne tid beskæftiger os med kernestoffet i vores tro. Det mest betydningsfulde, Jesu opstandelse fra de døde.

Det vil arbejde med i de kommende uger, fordi opsendelsen er grundlaget for al snak om tro. Uden en klar forkyndelse om Jesu opstandelse fra de døde, er vores tro, og alt hvad vi gør med udgangspunk i vores kirke, ligegyldigt. Det er tom snak.

Hvor er det godt at vi med tro, kan møde og konfrontere opstandelse, for det er svært at forstå med vores forstand.

Det er præcis derfor, at der er vild opstandelse blandt disciplene på påskedagen. For det er der, vi møder dem.

De her menensker har set Jesus dø på et kors. Uden at udpensle lidelserne, så er det ikke en overdrivelse, at påstå, at Jesus blev slået meget ihjel.

2 af 4

Alt det Jesus havde sagt om at han skulle lide, dø og opstå igen blev slået ihjel samme med ham.

Tildigt i morges kom kvinderne tilbage fra graven. De var helt fra den og vrøvlede om, at Jesus er opstået.
Nu er to af mændene, som i deres kontekst havde noget mere troværdighed, kommet tilbage. De fortæller at de har gået sammen med Jesus, at de har set ham og genkendt ham. At han har hjulpet dem til at forstå, hvordan hans liv, død og opstandelse hænger sammen med skrifterne. De kunne ovenikøbet mærke, at der sket noget i dem, når de var sammen med Jesus.

Prøv en gang at forestille dig, hvor ivrig du ville være, for at få de andre til at forstå det, hvis det kun var tyve minutter siden, du havde stået ansigt til ansigt med Jesus, og du har fattet, at det er sandt at han faktisk er opstået fra de døde.

Dem, som har stået ansigt til ansigt med Jesus, er det ikke de eneste, som gerne vil, at de øvrige disciple virkelig forstår og tror det. Det vil Jesus også gerne.

Pludselig står han midt i blandt dem. Der er ikke noget med to meters afstand dér. De hører hans stemme: “Fred være med Jer!”

De bliver helt vildt bange. De har endda set Jesus vække Lazarus1 til live, men dette er alligevel mere end de kan både forstå og tro.

1 Joh 11,1-38.

page2image63796928

3 af 4

Nu sker der noget, som forstærker, tanken om at Jesus virkelig ønsker, at de dog bare måtte forstå og tro på opstandelsen.

På Jesu tid holdt man nærmest ligeså stor afstand til hinanden, som vi tvinges til her under corona-pandemien. Man rørte ikke sådan ved hinanden.
Det var ikke nogen kramme-kultur Jesus levende i.

Men nu kalder Jesus disciplene til sig. “Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se;…”

Dette er et brud på alle konventioner og indøvet praksis. Så vigtigt er der for Jesus, at disciplene tør tro det, de ser.

Lukas fortæller os, at de bliver så glade, at de ikke kan tro. Så han hiver trumfen frem og lader dem se ham spise et stykke stegt fisk.

Nu falder de til ro. Lukas fortæller, at Jesus åbnede deres sind, så de kunne forstå sammenhængen mellem skriften, som de kender og opstandelsen fra de døde, som de har bevidnet.

Det gad jeg godt opleve. Jeg har i de sidste 30 år beskæftiget mig med teologi dagligt. Jag ville gerne have været der.

Jesu perspektiv er større end at hans disciple kan forstå og tro. Han ser længere end det. For Jesus forstår, at opstandelsen fra de døde, må kommunikeres, forkyndes om du vil, til menensker. Det skal ikke blot forkyndes til mennsker, der lever i Jerusalem eller samtidigt med

4 af 4

Jesus. Jesu vision er større end det. Det er dér hvor dette også berører vores liv.

For opstandelsen er trumfen, der gør, at der i Jesu navn skal prædikes omvendelse for alle folk og til alle tider.

Det skal begynde i Jerusalem og der fra brede sig over hele jorden, og disciplene – og dermed vi – skal være vidner om dette i hele verden.

Jeg kan ikke komme i tanke om mere eftertrykkelig streg under Guds uendelige kærlighed til os, end at Jesu var villig til at lide og dø for os.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget der er et stærkere vidnesbyrd om Guds kraft, end at Jesu opstår fra de døde.

Ind i mellem kan jeg blive helt svimmel ved tanken, men jeg kender fornemmelsen, som også disciplene havde, da de var sammen med ham, også selvom jeg måske ikke forstår det helt med forstanden. Så er der noget om det, jeg kan fornemme det. Måske en åbning af sindet, givet af Guds ånd. Jeg må tro det.

Jeg tror på opstandelsens mirakel og samtidigt beder Jeg om Guds hjælp til at tro det, og kraft til at vi kan være vidner om det i vores tid og på vores sted.

Amen
Børn & Lys.

Påskedag – Det bliver godt igen #3

Det er påskemorgen. Kirkerne er tomme i Danmark, men det skal ikke forhindre os i, at fejre Jesu opstandelse fra de døde.

Hør talen her:

Du kan også læse talen. Læg mærke til, at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne, og det talte ord.

Tale i PDF-format

 

1 af 6

Prædiken Påskedag – søndag d. 12. april 2020.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 1+,34-43 & Salme 118,1-2,14-24 Koll 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matthæus 28,1-10.

I dag begynder vi, hvor vi slap Palmesøndag. Jeg spoler tilbage til Johannesevangeliet kapitel 13, hvor Jesus i forlængelse af, at han har gjort det uhørte, at vaske disciplenes fødder, giver dem en kæmpe udfordring. Han siger: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”1

Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. I sidste uge sluttede jeg af med at sige, at Det er

kærligheden, der bringer livet tilbage igen.

Der er sket meget siden Jesus blev modtaget som konge i Jerusalem. Han lærte disciplene, at hver gang de spiser brød eller drikker vin, så er er han tilstede sammen med dem. Dermed fik vi nadveren i arv.

Han blev forrådt af Judas, og blev fanget af de forhadte romerske besættere. Langfredag deler han skæbne med mange andre kriminelle på den tid. Han bliver slået ihjel naglet til et kors. Han lover den ene røver, at at han i dag skal være sammen med ham i Paradis.

Jesus dør, og bliver begravet samme eftermiddag.

1 Joh 13,34-35.

page1image5983808

2 af 6

Alle dem, som havde modtaget ham som konge i Jerusalem. Alle dem, der havde sat alt håb ind på, at han ville bringe nyt liv og nyt håb ind i deres verden er nu skuffede og modløse.

Jesus lignede ikke en, der kan leve op til deres håb. Måske burde de havde vidst det, da han vaskede disciplenes fødder, eller da han talte om, at elske sine fjender, bede for dem, der forfølger én, eller vende den anden kind til.

Måske burde man have vidst, at han var for langt ude. Det hele var bare for underligt og for urealistisk.
Men der var nu et eller andet over ham.

Det er dér vi er påskemorgen. På tredjedagen efter hans død.

Måske er det et megt godt billede på, hvor vi er lige nu i vores tid.
En virus forpester vore liv.
Kirkerne er tomme.

Samfundet er lukket ned.
Vi arbejder hjemmefra, hvis vi da ikke er blevet fyret. Samfundsøkonomien bløder, ligesom mange firmaer og familiers økonomier gør det.

Lige nu er vi i en ventetid, i usikkerhed, men også i et håb om, at vores samfund bliver vækket til live igen.

Vi har måttet overgive os til det ubekvemme faktum, at der faktisk er ting i livet, som vi ikke er usårlige overfor. Det er ikke alt vi bare lige kan fikse.

3 af 6

Vi har opdaget det, som har været sandt hele tiden, men som vi har tendens til at ignorere, nemlig at vi lever et liv, som faktisk er skrøbeligt. Vi bliver mindet om, at vi er dødelige. Vi bliver mindet om vores afmagt.

Selv verdens bedste velfærdssamfund, alverdens rigdom, al vores viden og al vores dygtighed må give fortabt.
Lige nu er der ikke noget vi kan gøre.

Det eneste vi kan er, at være sammen på afstand. Vi er faktisk ret magtsløse.

Det bryder det moderne menneske sig ikke om. Det kan jeg ikke lide, for det er virkelig uvant, men det er en del af livet.

Faktisk føler vi os så magtesløse, at vi kune have brugt Jesu egne ord fra korset: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”2

Håbet som er centralt i al kristen tro, er nært forbundet med magtesløsheden. En af de allerstørste teologer i hele kirkens historie, Paulus, har et helt afsnit i 2. Kor kapitel 12, hvor han gør rede for magtesløshedens styrke. Paulus kæmpede med hovmod, og han bad Gud om hjælp. I vers 9 svarer Gud hans bøn. Gud taler til ham og siger: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”3

I magtesløsheden står vi ikke i vejen for Guds nåde.

2 Matt 27,46, Mark 15,34 3 2. Kor 12,9

page3image6028096

4 af 6

Disciplene anede ikke, hvad de skulle gøre. Jesus var død. Alt håb var ude – Tilsyneladende…..
Mørket råder – Tilsyneladende….
Magtesløsheden er reel, men, …

Nu er det tredjedagen. Ofte er det dér man forsøger at tage sig sammen, når man har oplevet noget forfærdeligt. Noget af det, som gør, at livet aldrig blivet det samme igen. Det er tit dér, man tør se op, og forsøge at finde ud af, hvordan livet så kan se ud.

På den dag, er der nogle af kvinderne, som er gået ud til Jesu grav.

Kvindens oplever, at jorden skælver under dem. En lysende engel træder frem foran dem, og vælter stenen bort. Kvinderne kan se lige ind i den tomme grav. Mændene, der holdt vagt blev så bange at de besvimede.

Englen siger de helt centrale påskeord til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”4

Englen – Guds sendebud – forkyndte, hvad der var sket.

Mathæus fortæller os, at kvinderne var fyldt af frygt og stor glæde. Det er ret modsatrettede følelser. Men de tror på det, de har hørt.

4 Matt 28,5-7.

page4image6028672

5 af 6

I magtesløshed bider håb og tro sig fast.

Nu er de på vej i løb til disciplene for, at fortælle dem, hvad englen har sagt til dem.

Men det bliver bedre endnu. Jesus selv, ham de havde håbet sådan på, ham de havde set dø, ham de havde været med til at begrave, kommer dem i møde og hilser dem, som om intet var hændt: “Godmorgen!”5

Kvinderne falder, forståeligt nok på knæ og tilbeder ham.

Jesus rejser dem op igen, beder dem om, og det gør han vel at mærke i den mest vanvittige situation noget menneske nogen sinde har stået i, om ikke at være bange. De skal sige til disciplene, at de skal se ham i Galilæa. Der vil han, som englen sagde, gå i forvejen til.

Påskens budskab er bøjet i neon. Der hvor der er magtsløshed og håbløshed, er der altid håb.

Der mærket råder, vinder lyset.
Der hvor vi ser døden i øjnene er der liv.

Med opstandelsen fra de døde, viser Gud os, at alt det Jesus sagde, og gjorde ikke var tomme ord.

Det er ny virkelighed.
Det er her, vi ser at kærligheden bringer livet tilbage.

5 Matt 28,9.

page5image5995712

6 af 6

Livet vinder på bagrund af den kærlighed Jesus har elsket med, men også med den kærlighed vi elsker med.

Vi har set og hørt Jesus elske.

Han sagde: “Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”6

Han vaskede disciplenes fødder, Han gav sit liv for du og jeg. Og ikke mindst, han opstod til liv igen.

Vi for lov til at se, at kærligheden vinder.
Men vi får også lov til at se det i vore egne liv. Vi ser det, der hvor vi tør holde fast i håbet, der hvor vi tør elske,
der hvor vi tør give.
Der hvor vi tør tro.

Den er godt nok: Jesus er opstået. Kærligheden bringer livet tilbage.
Det ender godt!

Glædelig påske!

page6image5995328

6 Joh 13,34