Gud er gud for de levende… Om opstandelsen

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Du kan høre mer her:

Du kan også læse talen her. Bemærk, at der altid af afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

2 af 8

Prædiken søndag d. 10. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Lukas 20, 27-38.

Uenigheder om alle mulige emner har siden tidernes morgen været et vilkår for eksistensen af religiøse og politiske grupperinger.

Mange mennsker lever i den vildfarelse, at mennesker i kirken er enige om alt. Når man diskuterer i kirkelige kredse, så er det næsten pinligt, for ofte er synspunktet, at vi i kirken da burde være ét.

Vi, der har været en del af kirken i en årrække, eller vi der følger lidt med i Metodistkirkens globale forhold, vi har opdaget, at vi ikke er enige om alt. … Heldigvis!

På mit kontor har jeg en plakat hængende. Der står: “Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at have ret!”

Egenlig er den en reklame for et reklamebureau, og der er en masse tekst.
Som fremhævet tekst siger den videre: “Og pludselig bliver man en gammel forstokket nar. Man gentager bevidstløst sine forudindfattede meninger.”

Reklamen er en klar opfordring til, at opsøge mennesker, man er uenig med, for dermed at strække sin hjerne og sine synspunkter. Den er en klar advarsel mod at blive det, som nemt sker for en kirke, nemlig en samling af menensker, som alle mener det samme. Og dermed er helt overbevist om, at vi ved, hvordan verden hænger sammen.

3 af 8

Følger man lidt med globalt, så ved man at The United Methodist Church er ude i en enorm diskussion – desværre i virkeligheden en konflikt – om synet den menneskelige seksualitet.

Det var den pæne måde at sige det på. Vi diskuterer om bøsser, lesbiske, og andre sensuelle minoriteter kan være præster, og om de kan blive viet i vores kirker.

Det er helt tydeligt, at hvad der er en selvfølglighed for et flertal af os i Danmark, er en hån mod Gud og en ligegyldiggørelse af Bibelens ord for store dele af af vores gode kristne brødre og søstre i mange af de afrikanske lande og i Østeuropa.

Det er en kæmpe uenighed. Desvære ser vi også den effekt i kirken, at man samler sig med dem, man er enig med, og så begynder man at tale om de andre, i stedet for at tale med de dem.

Det er ikke den model, vi ser Jesus anvende i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Det er meget passende, når det var Alle Helgen Søndag i sidste uge, at så diskuterer Jesus i dagens tekst opstandelsen.

Vi kommer ikke uden om, at det er det mest centrale teologiske element i al kristen tro. Jesus viger ikke udenom en diskussion med dem, han er uenige med – heller ikke om dette emne. Han opsøger dem.

I følge Lukasevangeliet er Jesus nu for sidste gang ankommet til Jerusalem. Han er blevet modtaget som konge og frelser. Han red ind i Jerusalem under viftende palmegrene og folkets jubel. Så det store påskedrama,

4 af 8

der ender med jesus død på korset og hans opstandelse er i gang. Momentum i Lukasevangeliet bygges op.

Forud for vores tekststykke i dag, kan vi læse hvordan Jesus går direkte ind på tempelpladsen. Han opsøger altså med det samme de menensker, som er mest truede af alt, det han har sagt og gjort.

I Lukasevangeliet læser vi, hvordan han rydder bulen, da han smider alle vekselererne og handlende ud fra tempelpladsen.

Herefter underviser Jesus hver dag på tempelpladsen. Det gør han på en sådan måde, at de politiske og religiøse ledere – i øvrigt ofte de samme – begyndte at lægge planer for at få ham ryddet af vejen. For de almindelige menesker samlede sig omkring Jesus. De ville høre mere.1

I kapitel 20 hos Lukas finder vi Jesu diskussion med menensker på tempelpladsen. De diskuterer Jesu myndighed. Jesus fortæller lignelsen om de onde vingårdsbønder med slet skjul reference til, hvad de menensker han står og taler til, kommer til at gøre mod ham.

Der skriftkloge og ypperstepræsterne forsøgte hele tiden at sætte en fælde for ham, bl.a. med spørgsmålet om skat til kejseren, men Jesus gennemskuer dem på stedet og det er dem selv, og deres rigide forståelse af Moseloven, der bliver udstillet.

1 JF. Lukas 19,47-48.

page4image46491392

5 af 8

Helt grotesk bliver det, da en flok saddukæere træder ind på pladsen.

Saddukæerne var en konservativ religiøs retning, omkring det jødiske præsteskab i Jerusalem. De var så at sige et præste-aristokrati, som bl.a. afviste enhver tanke om opstandelse. Her må vi forstå, at der i jødedommen faktisk har været plads til forskellige forståelser om opstandelsen. Dermed har der også blandt præsterne og farisæerne diskussioner om dette.

For saddukæerne er det imidlertid en absurd tanke, hvilket også afspejles i deres løben linen helt ud i samtalen med Jesus.

Moseloven, siger, at en families mænd har pligt til at gifte sig med en brors enke, hvis hun er barnløs. Familien skal give denne kvinde afkom.
Broderen har syv brødre, som alle efterlader enken barnløs. Så hvem skal enken nu være sammen med i det himmelske?

Saddukæernes spørgsmål er i virkeligheden indlæg i debatten. De siger faktisk, se, hvor absurd ideen om de opstandelsen er. Det kan man ikke tro på og samtidigt være sund i hovedet.

Men for Jesus er tanken langt fra absurd. Den er det helt centrale håb, Jesus ønsker at efterlade til os, når han selv er død og opstået fra de døde, for bare sådan at sætte trumf på. Alt dette ved folk på tempelpladsen jo ikke. Jesus har godt nok forudsagt det, men det preller ligesom af.

6 af 8

Vi ved, at de nok skal lægge mærke til det, når Jesus selv opstår fra de døde.

Det skal ikke kun de, men en hel verden.

Jesus påpeger, at i historien om Moses, som de kender så godt, der lyder det fra Gud selv inde fra den brændende tornebusk, at han er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.2

Abraham, Isak og Jakob er for længst døde, men det er dem, Gud er gud for.
Logikken her siger at Gud ikke er Gud for døde, for alle er levende for ham, ergo er opstandelsen en realitet.

Gud er Gud for de levende,3og for Gud er livet mere end det liv, vi lever.

Så var sadukkæerne sat til vægs, og ingen turde spørge ham om mere.

Opstandelsen er helt central, og den er svær at forholde sig til, men derfor kan vi godt tro det.

Den diskuteres og teologer er ikke nødvendigvis enige om, hvad opstandelsen fra de døde helt nøjagtigt indebærer. I de senere år, har vi set at enkelte præster i folkekirken har sat spørgsmålstegn ved hele tanken om opstandelsen. Det har vant postyr og kirken har kaldt dem til orden.

2 2. Mos 3,6 & Luk 20,37. 3 Luk 20,38.

page6image46580864

7 af 8

Vi kan diskutere nuancerne, men vi mister selve kernen i kristentro, hvis vi sår tvivl om selve tanken om opstandelsen i det hele taget.

Det er den grund vi står på.

Paulus siger i sin fantastiske redegørelse for opstandelsestro i 1. Kor 15, at hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken og vores tro tom.4

“Vi står på en tro, der siger:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”5

Det tror og håber jeg på! Amen

page7image46581632

4 1. Kor 15,13-14. 5 1. Kor 15,54b-58.

8 af 8

Gud er Gud for de levende

På søndag samles vi til gudstjeneste igen. Der er en kop kaffe, når du dukker op.
Musikteamet har øvet og er klar til at introducere os til en nye sang, som vi tror bliver et hit.

Thomas Risager har spidset blyanten, og forberedt en tale om kristendommens absolut centrale fundament, nemlig at vi har en Gud, som er Gud for de levende. For Gud er livet nemlig mere end det, vi ser. Gud ser os gennem Jesu opstandelse.

Der vil være nadver og mulighed for at tænde et lys. Der er børnekirke for alle børn.
Du er så utroligt velkommen.

Den anden side – Alle Helgen gospelgudstjeneste

Ved sagens gudstjeneste taler vi om døden, som en del af livet. Vi mindes de, som vi savner og det hele er lagt i en kulisse af dejlig gospelmusik med gospelkoret Emmaus.

Desværre er det kun talen, som kan gengives. Den kan du høre her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der altid er lidt afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 af 5

Prædiken søndag d. 3. november 2019.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Salme 103 & Præd 3,1-20 & Joh 11,1-44. & Åb 21,1-8. Gospelgudstjeneste med Emmaus
Den anden side – Alle Helgen

Når jeg handler, så holder jeg meget øje med datomærkningerne på de varer, som jeg køber. Det er ikke ligegyldigt om rugbrødet kan holde sig til i morgen, eller om det har udløbsdato om fem dage.

Jeg ser en del stå og rode inde bagerst på supermarkedets hylder, så jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Vi er meget bevidste om, at varerne har en udløbsdato.

Indtil vi står ansigt til ansigt med døden, fordi én vi elsker dør fra os, eller hvis vi selv rammes af alvorlig sygdom, så fylder tanken om, at vi selv har en udløbsdato ikke videre meget i vores liv.

Det er en sandhed, at noget af det, som vi alle er 100% fælles om er, at vi en dag skal dø. At der kommer en dag, da vores tid i livet er forbi.

Der er mange måder at forholde sig til det døden på, en af dem, er den skik, som vi ser omkring os i disse dage, der som så meget andet er importeret fra USA, nemlig Haloween.

Ved Haloween klæder vi os ud og vi pynter op. Forleden kom jeg forbi en forhave, hvor man roligt kan sige, at man var gået all in på Haloween. Der var

2 af 5

simpelthen etableret grave, hvorfra der stak legemsdele op af jorden. Den fik så at sige hele armen.

I den fest, gør vi grin med og latterliggør døden. Vi lever i uhyggen og viser, at det kan vi sagtens magte. På mange måder er det fint, at man beskæftiger sig med det, som kan være svært at rumme gennem uhygge og ved at skræmme livet af hinanden.

(Jeg er lige nødt til at sige, at jeg ikke er sådan en sur præst, der synes, at dette er helt forfærdeligt. Den slags optræder så rigeligt i medierne for tiden. Sure præster, det er virkelig skræmmende.)

En anden måde, at forholde sig til døden på, er at se døden i øjnene, gennem det liv vi lever. Til det vil jeg rigtigt gerne tilføje nogle ord om, hvad kristendommen har at sige om døden.

For lige præcis omkring døden, og dermed også om livet, har kristendommen, synes jeg, nogle fantastiske input.

Den kristne tro, taler ikke udenom døden, men den forholder sig til døden, som en del af livet. Et eksempel på det er fra Salmernes Bog i Bibelen, hvor der står: “..som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det ikke mere. Der hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herren troskab varer fra evighed til evighed…”1

1 Salme 103, 13-17a.

page2image2027712

3 af 5

Når man i livet forholder sig til døden, er der stor forskel på, om man mener at døden er et absolut slutpunkt, og så var det det. Eller om man kan læne sig ind i en tro på, livet ikke er slut i døden, men at døden faktisk er begyndelsen på noget nyt.

Når vi i kirkerne byder ind til Alle Helgen, som er den kirkelige halloween, så ser vi døden i øjnene, og det er muligt vi bæver lidt, og tvivler en smule, men vi gør det med et håb om, at døden ikke er enden på livet, men et komma i livet, og at livet fortsætter på den anden side af døden.

I kirkerne fortæller vi historien om Jesus som opvækker Lazarus2 fra de døde. Superkort fortalt er Lazarus en af Jesu venner. Han er syg og dør. Der går fire dage, før Jesus når frem. Her mødes han af den dødes søster, som bebrejder ham, at han har været så længe om at nå frem. Johannesevangeliet nævner, at Lazarus allerede stinker, så vi skal forstå, at han ikke bare er død, men at han faktisk er meget død.

I samtalen med den sørgende søster siger Jesus om sig selv: “Jeg er opstandelsen og livet!”3

Læg mærke til rækkefølgen. Opstandelsen og livet. Jesus siger her, at opstandelsen går før livet. Han peger på, at der er mere. Så kalder han på Lazarus. Han vågner fra døden, kommer vaklende ud af graven og ind i livet igen.

2 Johannes 11,1-44. 3 Joh. 11, 25.

page3image1990336

4 af 5

Ser man sammenhængen omkring historien i Johannesevangeliet, er der ingen tivivl om, at dette sker fordi Jesus ønsker, at give mennesker omkring ham chancen for at kunne tro på det, som er så svært at forstå. Nemlig, at døden aldrig vinder over livet.

Selvfølgelig er det en helt central begivenhed i al tale om kristen tro, at Jesus også selv gik vejen gennem døden og på tredjedagen selv opstod fra de døde. Dermed viste Gud, at hans kærlighed har magt over alt – også over døden.

Mit gæt er, at vi alle sammen er stødt på historier om menesker, som har haft nær-dødsoplevelser. Det er utroligt spændende, og der er mange lighedspunkter mellem de oplevelser, som folk har. Disse lighedspunkter går på tværs af alle mulige kulturelle skel, men faktisk også på tværs af trosskel.

Nærdødsoplevelserne er ikke forbeholdt de, som før de næsten døde, har sagt at de troede på Gud.
Det som disse oplevelser fortæller mig er, at der noget i døden, som vi ikke kan forstå. Personligt fascineres jeg af, at beretningerne ganske ofte er i overensstemmelse med de tanker, som Bibelen og dermed den kristne tro, giver os at håbe på og tro på.

De tanker går samstemmende på, at døden ikke er det sidste. At der efter døden er et liv sammen med Gud, hvor alt er godt. Hvor der ikke er sygdom, nød, klage, smerte eller gråd, ja heller ikke død, som der siges i bibelens sidste bog.4

4 JF. Åb. 21, 1-8.

page4image2064768

5 af 5
Med andre ord, så er der noget godt i vente.

Jeg vil mene, at det gør noget ved måden vi lever og dør på, at vi tør håbe på, at døden ikke får det sidste ord.

Vi må naturligvis gerne sørge og savne over tabet af vores kære. Det gør ondt at miste. Det er prisen for at have elsket og være elsket.
Dem vi savner og elsker, er også elsket af Gud. Budskabet er, at de alle er omfavnet af Gud og er sammen med Gud i det evige liv, hvor alt er godt.

Det er præcis det, jeg gerne vil tro på.

Blandt de navne vi har nævnt, er min svigermor, som døde pludseligt og uventet i sommer.

Da vi, chokramte, som vi var, stod omkring hende, da må jeg sige, at fyldtes med taknemmelighed over, at kunne tro på, at det ganske vist ser ud som om døden råder, men at her vinder Guds kærlighed, og livet går videre på en anden side.

For som Paulus siger det:
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.5

Amen.

5 Rom 8, 38-39.

page5image2066112