2018 – Nytårstale

Så runder vi et hjørne i tiden igen. Kalenderen siger 2018, og årets første gudstjeneste er afviklet. Her kan du lytte til, eller læse, lidt tanker som har med tærsklen til et helt nyt og ubrugt år, at gøre.

Du kan også læse talen her:

Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken Nytårsdag d. 1. januar 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 25, 31-46.

Så blev det 2018.

Jeg tror, det var Mette som et eller andet sted, skrev at nu skal vi til at vænne os til at skrive 2018 i øverste højre hjørne af alle dokumenterne, og at det normalt plejer at tage sådan cirka seks måneder at få 2018 til at sidde i fingrene fremfor 2017.

Nu er 2018 her, og det ligger foran os, lige til at tage fat i. Mange af os har ret detaljerede planer for hvordan 2018 skal buges, og er allerede lidt svimle ved tanken om alt, det som allerede er stoppet i kalenderen, mens andre måske tænker, hvad skal jeg dog få de 364 dage der tilbage til at gå med.

Mange af os, tænker at 2018 skal være anderledes end 2017 på et væld af områder. Klassiskerne blandt nytårsforsættene er at man vil tabe sig, dyrke mere motion, spise bedre, komme mere i kirke….

Virkeligheden omkring nytårsforsæt er, at de fleste af dem går over allerede henne ved vinterferien. Det kan jeg personligt bekræfte, at de gør.

Når jeg løfter blikket fra min egen tilværelse, så er 2017 det første år med Donald Trump som præsident. I min optik, har amerikanernes valg ikke gjort verden til det mere trygt sted. En af de ting, som lider under det, er vores indsats for at redde vores klima. Det bidrager USA ikke længere til.

2 a f 4

Udråbelsen af Jerusalem som Israels hovedstad var, som jeg ser det, alt andet end klogt. Der er så mange modstridende og langvarige konfliktfyldte interesser, som helt ignoreres, på spil her.

Jeg er også nødt til at sige, at det ikke er gået så galt, som jeg frygtede. Jeg er lige ved at sige, at det kunne være meget værre.

De som frygtede at det yderste højre vandt valg i Europa drog et lettelsen suk, efter Macrons valgsejr i Frankrig. Jeg ved godt, at man kan være både enig og uenig i disse politiske observationer, men der hvor jeg vil hen er, at det der så ud som en klar tendens, nemlig ekstrem højredrejning i Europa, ikke blev så entydigt. Billedet er – heldigvis, synes jeg – mere nuanceret end det.

Sidste år troede mange, at briternes Brexit var enden på EU, som vi kender det. Men også her ser det ud at livet går videre.

Jesu ord om ikke at bekymre sig, springer i øjnene på mig. Det kan godt være, at det nogen gange ser sort ud, men det går sjældent så galt som vi frygter.

På et tidspunkt i Israels historie, hvor det jødiske folks ledere faktisk er fanget i eksil i Babylon, skriver profeten Jeremias til dem: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”1

1 Jer 29,11

3 a f 4

Da folket levede gennem den periode, er jeg sikker på, at det ikke var morsomt. Men det var i eksilet, hvor man ikke kunne komme i nærheden af templet for at ofre, at hele kulturen omkring gudstjenester i synagoger opstod.

Det har med os at gøre i dag, fordi den måde at holde gudstjenester på, og hele teologien bag det, langt hen ad vejen er det, som vi lever med i dag.

Det er altså en vigtig pointe omkring tro på Guds kærlighed, at det som ligner noget rod, kan blive noget frugtbart. Der er mere på spil, end vi kan se. Ved indgangen til et nyt år, tror jeg, at det er vigtigt at huske på. Der er mere på spil, end vi kan se.

Det at noget sort, kan bliver til noget godt, kan hænge sammen med, hvad vi er i stand til at gøre. Her tænker jeg på de udfordringer, som vi kan læse ind i teksterne om verdensdomen.

Jesus udfordrer os jo til ikke kun at være hellige af sind og hjerte, men sandelig også til at være hellige i gerning.

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”2

Jeg synes, det er en klar udfordring til 2018….

En udfordring til at involvere sig i hinandens liv. Ikke på den der forfærdelige “hellige” snagende måde, men turde være der, når vi fornemmer, at folk omkring os har brug for en hånd.
At vi ikke tænker, de spørger nok, hvis vi kan gøre noget.

2 Matt 25,40B

4 a f 4
Men at vi tør spørge!

For mig bliver det en af udfordringerne – eller nytårsforsættene – i 2018.

For det er lige der, hvor vi med vores liv, kan være med til at fordrive mørket fra et andet menneskes liv. Det er lige der, hvor det, der ser forfærdeligt ud, faktisk viser sig, at være knap så forfærdeligt.

Det betyder noget. Og det betyder mere end at have været i kirke 30 gange i løbet af året – men det er du naturligvis også meget meget velkommen til.

Godt nytår!
Amen.
Salme: Jesus ved dit bord du bænker…

Hvem er det nu, du er? – Thomas Risager

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Men om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder. Men man ved, at man kender ham!

Hør mere her, hvor Thomas Risager taler ud fra en bibeltekst fra Matthæusevangeliet kapitel 16 vers 13-20:

Du kan også læse talen her:

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 27. august 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 16,13-20 – Hvem er det nu du er?

Kender du det, at man møder et menneske på en café. Man hilser pænt, for man ved, at man kender ham. Om så man fik en million kroner i hånden for at huske navnet, så kan man bare ikke komme i tanke om, hvem det rare menneske egentlig er, eller hvad han hedder.

Men man ved, at man kender ham!

Sådan en oplevelse havde jeg for en del år siden på en café i Aarhus. Den rare unge mand hilste venligt på mig. Det var så kronprinsen! Jeg syntes nok, at jeg kendte ham!

Jeg tror mange mennesker har en fornemmelse af Gud, der er lidt som at møde det menneske, som forekommer en at være en, man kender. Men man kan ikke lige helt huske sammenhængen eller navnet, for den sags skyld. Men der er noget bekendt.

Når man møder et menneske, som man ikke lige kan genkende, skyldes det ganske ofte, at man møder dem i en halt anden kontekst, et helt andet sted, den der, hvor man sidst mødte dem.

Jeg tror mange forventer, at der hvor Gud findes, er i kirken, og den måde vi holder gudstjenester på, gør ikke nødvendigvis, at man har oplevelsen af, at nu har man mødt Gud i kirken.

2 a f 5

Slevfølgelig kommer vi men en forventning om, at Gud er her. Og det vil jeg gerne slå fast at han er. Gud er her! Det kan godt være at vores tro er lille, usikker eller fremmed for os. Men Gud er her – også her!

Men der er trods alt to nye forældre, som er kommet med deres lille pige i dag. To forældre, som kommer her og beder os – og det er os alle sammen – om at være sammen med dem om, at bede til Gud for Ane og for hendes liv.

De har ovenikøbet bedt deres venner og familie møde op, så I kan være med til det.

Det gør de, fordi dette er vigtigt for dem.

De vil selvfølgelig gerne se Jer alle sammen til en lille hyggelig fest, men de vil også gerne have jeres hjælp og Guds hjælp, så de kan være bedst mulige forældre for det barn, som de har fået ansvaret for.

Når et forældrepar bærer et barn ind i kirken sker det på en forventning om, Gud vil høre vores bøn og være tilstede i dåben.
Når vi i dag beder med, og glæder os sammen med Line og Rune, så er det et stort udtryk for tro.

Det er et udtryk for tro, hvor der måske ikke er så mange ord, men et udtryk for tro, det er det.

Her i kirken der det en forventning, at Gud velsigner, Ane i dag. At han lover, at være med hende alle dage i al evighed.

3 a f 5

Vi forventer også, at Gud ikke kun velsigner her i kirken, men at han i høj grad gør det i den helt almindelige kedelige hverdag, når den kommer.

Gud er nemlig ikke begrænset til kirken. Gud er ikke engang begrænset til livet.

Så selvfølgelig kan man møde Gud på steder, hvor man aldrig havde forventet, at det ville ske.

Det er også derfor, at vi nogen gange kan ende med, at blive ganske overraskede over, at vi har oplevet at Gud var nær. Der er et eller andet, som er helt ok, men vi kan ikke lige sætte ord på det.

Vi har oplevelsen af, at selvom livet måske er møgsvært, så har vi den der underfundige fornemmelse, at det skal nok gå. Den her oplevelse af, at vi ikke er alene.

En følelse af at være elsket og holdt af. Det kommer midt i arbejdsdagen. I Søstrene Grenes snørklede gange.

Gud kan vise sig i den samtale vi har med et andet menneske. En af de samtale, hvor ordene virkelig har vægt, og vi oplever forståelse og at vi forstår. Ikke at vi nødvendigvis er enige, men vi ved, hvordan verden ser ud med et andet meneskes øjne.

Hvis jeg spurgte ud i kirken i dag. Hvornår har du sidst tænkt, at Gud må være nær.
Jeg ved godt at det er mærkeligt spørgsmål at få. Det er måske en smule udansk, fordi vi ikke er vant til at dele vore inderste tanker om tro med hinanden.

4 a f 5

Det er faktisk meget lettere for os at tale med hinanden om sex…

Vi må hellere komme tilbage til Gud. Hvornår har du sidst tænkt: “Gud er nær?”

Jeg tror, vi vil høre en del forskellige svar, og vi vil blive nødt til at konkludere noget i retning af: OK, Gud møder menesker på alle mulige og mulige steder og tidspunkter.

Det er der ikke noget nyt i. Jesus går sammen med de tolv disciple, og han kan ikke dy sig for at spørge dem om, hvem folk tror han er.

Det er der alle mulige bud på. Alle buddene går på bibelske personligheder, som disciplene og alle har hørt om. Men det er Peter, som slår hovedet på sømmet. For han ved hvad han har set og hvad han har hørt.

Han er ikke et sekund i tvivl: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”1

Peter har fattet at Jesus er ham, som Gud har sendt til verden for at give verden endnu en chance for at forstå bredden og dybden af hans kærlighed til os.

Læg mærke til at dette ikke handler om forstand. Jesus siger til Peter: “»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”2

1 Matt 16,16 2 Matt 16,17

5 a f 5

Med andre ord. Det har du ikke selv fundet på Peter. Det er Gud, der har vist dig det.

Sådan er det med tro. Det er noget Gud viser os, og det kan ske hvor som helst i livet.

Mit håb for dig og for Ane er, at når det sker, så kan du genkende det.

Gud er ikke fremmed for os. Evnen til at genkende Gud ligger dybt i os. Det er måske det der gør, at vi fornemmer noget, uden rigtigt at kunne sætte ord på det.

Faktisk er det ligesom at møde det der menneske, som man godt ved at man kender, men man kan bare ikke lige ……

Amen.

 

Jeg er….Menneske – Thomas Risager

Gud blev menneske
Her i fastetiden tager gudstjenesterne udgangspunkt i hæftet “Jeg er …”, som du kan få i kirken, eller downloade her nedenfor. I hæftet står der om den uge, der starter på søndag:

“I denne uge er der fokus på, at Gud selv blev menneske for din, min og hele menneskehedens skyld. Gud er altid den samme. Gud, der skabte verden, er den samme, der ledte sit folk gennem ørkenen, der blev menneske og som nu har sendt sin Ånd. Brug denne uge på at reflektere over, at de undere Jesus gjorde, gør han også i dag, og de ord han talte, dem taler han også i dag. Hvad betyder det helt konkret for dig, at Gud blev menneske?”

 

Hør mere her:

podcast-large

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-Format

 

1 a f 5

Prædiken søndag d. 5. marts 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 1,1-16 & Salme 36,6-10.

I onsdags var der er god flok, som gik fra kirken med et kors af aske malet i panden. Jeg ved, at en af deltagerne lige skulle i Magasin på vejen. Jeg gad nok vide, hvilke reaktioner, det har givet.

Selv mødte jeg en mand i et P-Hus, som ikke kunne lade være med at løfte på min hat, for at se om korset stadig var der.

Kors i panden.. Hvad sker der lige for det?

I onsdags var det askeonsdag. Dagen, som indleder fastetiden. Nej, det er ikke kun vores muslimske venner som faster. Vi har også tradition for det, men har i store træk bare glemt det. Men det er på vej tilbage.

Fra askeonsdag og frem til påskedag er der 40 dage + 6 søndage, hvor vi opfordres til – eller udfordres til – at faste, for at give Gud mere opmærksomhed i vores liv.

Øvelsen går ikke nødvendigvis ud på, ikke at spise – Gudskelov for det, vil nogen af os mene!

I gamle dage undlod man f.eks. at spise kød eller blot holdt sig til meget simpel kost. I dag kan man forestille sig, at man gør det samme. Eller i en periode dropper rødvinen, chokoladen, Netflix, Facebook.

2 a f 5

Det handler om at gøre et aller andet anderledes i en periode, for at opdage, at man faktisk mærker på sin krop, at noget er igang.

Måske får man lidt ekstra tid, og så kan man jo benytte kirkens fastemateriale til lige at læse en lille tanke og bede en bøn. I hverfald er her chancen for det gennem hele fastetiden. Tag endelig et hæfte.

Her efter gudstjenesten kan man samles i sofarummet og så er der erfaringsudveksling, hvis man har lyst til det.

Fastetiden er forberedelse. Vi ser det i bibelen, med Moses som var på bjerget sammen med Gud i fyrre dage.

Jesus der var i ørkenen i fyrre dage, før han var klar til at begynde sin tjeneste.

Nu er det os, der har fyrre dages forberedelse, inden vi skal lytte påskens historier om Gud, som med Jesus giver af sig selv, for at vi skal leve og ånde frit. Fordi vi i Jesus ser, at Guds kærlighed er stærkere ande alt – selv døden!

Det er ikke en pludselig indskydelse, at Gud vil komme vi mennesker i møde.

Nu kan man ikke læse bibelen som en lang sammenhængende historie.
Det er der mange, der har knækket halsen på, når de har sat sig for, at ville læse bibelen fra ende til anden. Det kræver mere end almindelig stædighed.

3 a f 5

Men det er I hver fald tydeligt, at Gud rækker ud til mennesket. At Gud vil at vi skal fatte højden, længden og bredden af hans kærlighed.

Det gør han ved at føre det jødiske folk ud af ørkenen.

Det gør han ved at lader folket i eksil i Babylon vide, at de aldrig er glemt. At han stadig har planer for dem. Planer om lykke – ikke om ulykke.

Det gør han ved at lade profeterne råbe folket op og minde dem om, at han vil være deres Gud og de kan være hans folk.

Det gør han i dag ved, at der stadig er kirker, og mennesker som forsøger at råbe folket op. Så kan vi altid en anden dag snakke om formen på det.

Kigger vi på historien, er vi nødt til at erkende, at der egentlig ikke er så meget, der er anderledes i dag.

Folk – Vi – har travlt med vores egne liv, og skænker ikke Gud mange tanker, når dagligdagen går derudaf.

Så er det at Gud gør noget helt fuldstændigt uhørt. Det er aldrig set før i verden.

Ordet blev kød. Jesus, som har været i verden siden alle tiders begyndelse sammen med Gud, fødes som menneske. Ikke blot skulle han ligne os. Men han var under de samme forudsætninger. Også han er underlagt skabelsens vilkår. Han er, som vi, skabt i Guds billede, han er forgængelig. Han er menneske.

4 a f 5
Og så er han selvfølgelig også lige Gud i et menneske.

Det sker noget, når en almægtig Gud giver afkald på al magten ved blive noget så afmægtigt som et menneske.

Mennesker har gjort sig mange forstillinger om Gud, men ingen havde nogen sinde forestillet sig, at Gud kunne blive menneske.

Men det er det, som sker. Gud bliver menneske. For når Gud i Jesus er ligesom os forstår vi, at der er et liv og handlinger, som vi kan efterligne.

Ved at se på ham, kan vi spejle os selv i noget som på overfladen ser opnåeligt ud.

Det er overfladen, for når man så ser på hvad Jesus faktisk gør, så fatter vi alvoren i ordene, om at tro handler om at tage sit kors op og efterfølge ham.

Nogen gange tror vi fejlagtigt, at det at tro, er en så umuligt øvelse, at vi overlader det til andre.

Men i Jesus får vi lov at se, at Gud virkelig vil os og rækker ud til os. Det er ganske enkelt historiens største vink med en vognstang.

Der er en Gud, som vil os.

Denne gang råber han op ved at blive menneske. Ved at blive en af os.

Hører vi mon efter denne gang?

Amen.

 

 

2. Søndag i Advent: Håb – Thomas Risager

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i. At i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige: Årh der må også være noget realisme! For nogle mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Nogle situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb! Og disse tanker udbygges i talen, som du kan høre her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord ofte afviger fra manuskriptet.

Prædiken søndag d. 6. december 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-5. Jer 29,10-12.

2. Søndag i Advent – Håb

Det siges, at man aldrig må tage håbet fra et menneske i en håbløs situation.

Det er i hvert fald det, som jeg er blevet undervist i, at i samtalen med et menneske, som f.eks. er meget sygt, så holder vi fast i håbet.

Mange vil sige, årh der må også være noget realisme, for nogen mennesker er så syge, at de ikke kommer over det. Eller nogen situationer er så håbløse, at det er latterligt – ligefrem utroværdigt – at tale om håb.

Til det vil jeg sige, at der er altid håb – også selvom det rationelt ikke giver mening.

I sommer var der en mand, som var alene på havet i sin sejlbåd. Han faldt i vandet og båden sejlede videre uden ham. Heldigvis havde han redningsvest på, men uden at overdrive, må man sige at det er en træls situation.

Selvom det var sommer, så er vandet stadig så koldt , at det er et relativt begrænset antal timer, man kan ligge i vandet uden at blive afkølet og dø af det.

Manden så den ene båd efter den anden sejle forbi ham, men på intet tidspunkt mistede han håbet på, at han nok skulle klare den. Om natten blev eftersøgningen indstillet, for da var det teoretisk umuligt at være levende i det kolde vand.

I et interview giver han udtryk for, at natten var svær, men han håbede på, at få lov at se en solopgang mere….

Efter sytten timer kom en tilfældig båd forbi og han var reddet.

Jeg tror ikke, at han ville leve i dag, hvis han havde mistet håbet og troen på, at han nok skulle blive reddet.

Håb er en ressource, som er langt stærkere end vi aner. Måske tænker du. Det kunne jeg ikke have gjort. Jeg kan da ikke håbe sådan, men håb er ikke en præstation. Det er givet os – Paulus siger: “Til det håb er vi frelst” ( Rom 8,38)

Håbet er givet os!

I Romerbrevet argumenterer Paulus for at et håb, som man ser opfyldt, ikke er et håb. For som han spørger: “…for hvem håber på det man kan se?”(Rom 8,24)

Nej, siger han.Vi håber på det, vi ikke ser og venter på det med udholdenhed.

At håbe på en fremtid selv i en håbløs situation, er ikke at holde folk for nar. Når vi synes det, må vi nok erkende at vi er ramt af denne verdens kynisme, og minde hinanden om at Guds rige er af en anden verden.

Håb er faktisk ikke optimisme, ej heller er det pessimisme.

Det er at se ting, sådan som de kan være, ikke kun som de er.

Håb erkender, hvad der sker med os, men det anerkender og bifalder ikke alt, der sker med os.

Håb forsøger ikke at forklæde det uacceptable, men håbet holder os fast på, at der noget bedre i vente.

Derfor er håb heller ikke en individuel øvelse, men noget vi kollektivt bekender os til. For vi håber ikke alene, vi håber og tror sammen.

I Jeremias Bog er den jødiske elite holdt fast i fangeskab i Babylon. Det er helt galt. Det er i den håbløshed, at Jeremias bringer bud fra Gud.

“Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb!” (Jer 29,11)

De fangne mindes om, at de ikke er glemt, at der kommer en dag…. Der gikk 70 år, men der kom en dag!

Håb er længere fremme end vi kan se. Håb handler også om, at det, som i dag er realitet, i morgen ser helt anderledes ud.

Det er som en vej, er bare ender i ingenting. Det er ikke en blind vej, den ender i en bom. Men det er en vej, som bare fortsætter et andet sted fra. Vi kan ikke se hvor….

Kap det gode håb

+++ Billede: Kap det Gode Håb – Afrikas sydligst punkt++

Når vi er ved det, som vi opfatter som enden, kan vejen kun fortsætte fra et nyt udgangspunkt.

Det er præcis det, som vi fejrer i Advent og det som håber på i Advent. At der er mere end vi kan se

Vi fejrer at Gud kom til os i vores håbløshed, at han levede med os, døde for os, og opstod som et levende håb. Han gav os en ny start, et nyt udgangpunkt, så vi kan fortsætte. Så vi kan leve, tro og håbe.

I Johannes Åbenbaringens løfter om, at han kommer igen, siger Jesus: “Se, jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5)

Der ligger vores håb, at alting bliver nyt. At der, hvor vi er helt forladt, føler os alene, ikke kan se i mørket. Der er han lys, der går han med.

Adventshåber er visheden om, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38-39)

Så jeg siger som Kong David: “For du min Herre, er mit håb!” (Salme 71,5)

Amen.

2015/365. Nytårstale – Thomas Risager

 

Når man ser rundt på verden, er det så utroligt let, at blive bekymret. Lyt med her, hvor Thomas Risager taler om kaos og sammenhæng og om ikke at bekymre sig.

Godt nytår!

podcast-large