Alle Helgen – Frihed til at leve

I dag er det Allehelgen søndag, hvor vi som altid vil fejre livet og mindes vore døde, dem vi savner, ved at nævne navnene på dem, vi mangler blandt os.

Ud fra beretningen om opvækkelsen ad Lazarus mindes vi om, at vi skal huske at leve livet…. også selvom vi en dag skal dø.

Hør mere her:

Du kan også vælge at læse talen. Bemærk at der ofte er lidt afvigelser mellem det skrevne manuskript og den tale, som faktisk holdes i gudstjenesten.

Talemanuskript i PDF-format

1 af 7

Prædiken søndag d. 4. november 2018.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Joh 11,32-44 & Åb 21,1-6a
Alle Helgen Søndag.

Det siges, at man virkelig mærker, at man lever, når man ser døden i øjnene. I hvertfald er det et argumenterne, man hører hos såkaldte adrenalin-junkies, som laver alt muligt vildt for at føle sig i live.

Har nogen af Jer set døden i øjenene?

Jeg har en gang været tæt på. Lang historie kort. Vi var et par stykker, der var ude at sejle midt om natten i en meget hurtig jolle. De af Jer, der har prøvet at være på havet om natten ved, at hvis ikke månen er fremme, så er der bare kulsort.

Vi kom ræsende for fuld kraft og pludselig stod en af de store bøjer, der markerede sejlrendens begyndelse. Der var ikke lys på den, og vi havde ikke noget lys til at lyse forud, så det var bare fuld fart i mørket.

Det var i absolut sidste sekund, vi så den og det var med millimeter at vi strøg forbi den.

Hvis vi havde ramt den…… Så var I helt sikkert blevet sparet for mange prædikener.

Måske har nogle af Jer prøvet det med, at nu kører vi galt, og man når at se hele sit liv passerer revy i løbet af et splitsekund.

Man kan blive så taknemmelig, når man oplever det.

2 af 7

Man bliver lige mindet om, at livet ikke er en selvfølge. Vi mennesker kan være forskellige som nat og dag, men uanset hvor forskellige vore livsvilkår er, så har vi det til fælles, at vi en dag skal dø. Og vi har det til fælles, at vi ved det.

Alligevel er døden noget af det, som vi er allerbedst til at lade som om ikke er.

Den er et af de helt store tabuer, som virkelig mange af os, er ukomfortable ved at tale om.

En gang forsøgte min far at tale med mig om “blomsterne og bierne” som man siger. Det var interessant.

For ikke længe siden havde vi samtalen om, hvad han tænker omkring døden og hvad hans ønsker for begravelse er. Det var en intens snak. Men hvor er jeg glad for, at vi har haft den.

For vi ved, at vi en dag skal dø, og måske går vi faktisk glip af noget i livet, ved at fortrænge den tanke.Vi skal huske at påskønne livet, mens vi har det.

Kender du ikke det, at ved en koncert, så er det egentlig meget fedt, men når ekstranumrene kommer, så er det jo der, at hele salen er på benene. I bevidstheden om, at nu er oplevelsen faktisk slut, oplever vi endnu mere intenst.

Nu er det ikke sådan at vi skal være morbide, men måske skal vi lige mindes om, at musikken i livet – også før ekstranumrene.

3 af 7

Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, som synes at tanken om at vi en dag skal dø ligefrem er tiltrækkende.

Omvendt har jeg som præst mødt masser af mennesker, som var afklarede med at døden ville komme – de var egentlig mætte af livet eller så trætte af sygdom, så tanken om at få lov at slippe livet faktisk var velkommen.

Det er ikke det samme, som at døden altid er velkommen. Den har det jo med at gribe ind i livet – og ganske ofte gøre det, uden at den var inviteret med til festen.

Vi der mister rammes af sorg og savn, og det er ubehageligt. Hvor var vi dog helst fri for det.

Populært sagt minder jeg dog om, at savnet og sorgen netop er tegn på, at man har fået lov at elske. Den er kærlighedens pris. Jeg er én af dem, som tror, at sorgen aldrig forsvinder, men at den på et tidspunkt finder sin plads i livet, så man lærer at leve med den.

Den side af livet kender Jesus. Vi ser det, da han kommer til huset, hvor der sørges over, at Lazarus er død. Alle er knuste af sorg og Jesus bebrejdes faktisk, at han ikke var kommet før, for så var Lazarus ikke død. De troede på, at Jesus kunne forhindre døden.

Men Lazarus er død. Jesus bryder sammen i gråd, for selvom han har andre perspektiver på døden end os, så savner han også Lazarus, og ikke mindst føler han med de efterladte. Jesus græder med dem.1

1 Joh 11,36.

page3image28193152

4 af 7

Gud selv græder sammen med dem. Aldrig i nogen religiøs historie er det set. Det er medfølelse.

Læg lige mærke til at Lazarus er begravet i en klippehule, hvor der er lagt en sten for. Der er, synes jeg, en klar henvisning her til det, som skal ske med Jesus.

Jesus befaler dem, at tage stenen væk. Martha, den dødes søster protesterer. Der var tro nok til at Jesus skulle forhindre døden, men at han skulle kunne vække én der var død. Der går grænsen.

“Herre, han stinker jo allerede. Han ligger her på fjerde dag!”2 Vi skal forstå, at Lazarus virkelig er død – helt død.

Jeg ved ikke om du tænker det, men jeg tænker på en anden, som kommer til at ligge i graven i tre dage.

Jesus taler til Martha: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”3

Kan det lade sig gøre, at vække en død?

Al forstand, al videnskab siger Nej. Når døden er indtruffet er det slut. Døden er endelig.

Det forstår jeg godt. Jeg er enig. Med min forstand kan jeg ikke se det på nogen anden måde. Jeg vil være som Martha: men han har ligget der i fire dage. Han stinker allerede.

2 Joh 11,39.3 Joh 11,40.

page4image28210304

5 af 7

Det strider mod enhver fornuft, men det skal ikke forhindre mig i at tro, at døden ikke får det sidste ord.

Det skal ikke forhindre mig i at sørge, over de, som er døde og savne. For de er jo ikke her.

Min forstand skal ikke forhindre mig, at tro på, at der er mere end jeg forstår i tilværelsen.

Jeg tror der venter et liv, hvor Gud er hos menneskene og han vil bo sammen med os, og der ser livet radikalt anderledes ud end her. Hør hvordan Johannes’ Åbenbaring beskriver det:

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”

Jeg tror at vi alle en dag kommer til at høre Jesu stemme: “Kom herud!”4

4 Joh11,43

page5image28211072page5image28210688page5image28211264page5image28211840page5image28212032page5image28212224page5image28212416

6 af 7

I dag er det det håb, vi fokuserer på, når vi nu er stille og nævner navnene på dem, vi savner:

Antonio Ribeiro
Elin Tolstrup
Kaj Vilner Priess

Aksel Peter Thorsen

Annette Nahrstedt

Ivar Hansen

Erik Møller Jensen

Bartolo Santana

Gert Stein
Bo Thaisen

Heidi Einarsdottir

Lad os bede:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Amen

 

Jeg lever og I skal leve! – Thomas Risager

Jeg lever, og I skal leve …

Sådan siger Jesus til disciplene forud for sin død og opstandelse. På søndag er omdrejningspunktet for talen Johannesevangeliet 14,15-21, hvor Jesus giver nogle af sine allersidste instrukser til disciplene.

Og vi kan som regel godt regne med, at udfordringer som Jesus giver disciplene, også er udfordringer, som gives til os.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være lidt afvigelser mellem manuskriptet og det talte ord.

Manuskript i PDF-format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 21. maj 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 17,22-31 & Joh 14,15-21 & 1 Pet 3,13-22 Jeg lever, og I skal leve….

Jeg ved godt, at I alle sammen tror jeg er totalt supermand. Den vil jeg gerne med det samme kommentere på, og sige, at det er jeg ikke.

Jeg er f.eks. ikke bange for at dø, eller det er jeg jo, for det er uanset, hvordan jeg vender og drejer det, en ubehagelig tanke. Og jo, jeg tror på opstandelsen fra de døde og det evige liv og hele pakken af det, som jeg i princippet er ansat til at forkynde.

Mest af alt er jeg nok bange for at gå glip af noget i livet, for jeg synes, jo at det er pænt interessant. Allermest bange er jeg nok for at gå hen og dø mens børnene har brug for deres far (det går mere og mere op for mig, at vi nok altid vil føle behovet for at have brug for vores far eller mor) – jeg vil meget nødigt efterlade dem faderløse.

Den store forskel på Jesus og mig er, at Jesus ved, at han snart skal dø. I øvrigt er der ganske givet flere forskelle på Jesus og jeg.

Når man ved, at det snart er slut, fokuserer man på det allervigtigste. Det er i lyset af det, at vi skal se på, hvad det egentlig er, at jesus siger til sine disciple, her i Johannesevangeliets kapitel 14.

Det første vi skal se på, er vers 15: Elsker I mig, så hold mine bud. Udgangspunktet for vores kærlighed til Jesus, er hans og Gud Faders kærlighed til os. En forudsætning

2 a f 4

for at elske ham, er altså at forstå, at tro på, at vi er elsket af ham. 1. Johannes Brev siger, at Gud elskedes os først.1 Først da kan vi elske, og så er der jo den fordring, at vi skal holde hans bud. Og de var? Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.2 Tro handler altså ikke om dig selv, men om Gud og dine medmennesker.

Jesus lover desuden at han vil efterlade os talsmanden, som skal være hos os til evig tid. En sandhedens ånd, som verden ikke forstår, men som disciplene skal kende, fordi den bliver hos dem og i dem.3 Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Hvis noget gælder disciplene, kan vi roligt regne med, at det også gælder os.

Det er jo interessant, at Guds ånd skulle være i os. Det er alligevel et nært forhold. Det er helt i tråd med den fine tale Paulus holder hos de meget religiøse – faktisk poly- religiøse grækere på Areopagoshøjen i Athen.4 Her siger Paulus: “for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.”5

1 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

2 Mark 12,30
3 Joh 14,17
4 Læs evt. Apg 17,22-31 5 Apg 17,27-28

3 a f 4

Og så kommer det: Jesus efterlader os ikke faderløse. Han kommer til os. Verden ser ham ikke, men han er her. Vi kender ham jo, for ånden – talsmanden – er i os.

Se bare beretningerne om den opstandne Jesus, f.eks. her i Johannesevangeliet, hvordan den opstandne Jesus igen og igen kommer til disciplene. Gud kommer til os. Som han siger: I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.6 Her er altså en klar udfordring i stil med at vi skal holde hans bud, vi skal leve livet, fordi han lever. Det er altså ikke en opfordring til at gemme sig for verden, men en opfordring til at leve livet i verden.

Kraften, styrken og viljen til det får vi fordi vi er i ham, og han er i os.7 Det er en nær relation, og en levende relation, som ikke kun er en hjerne-tro, men også en hjerte-tro. Jeg skal måske lige tilføje, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Slutteligt siger Jesus….. “Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”8

Det er jo det vi oplever, at Gud giver sig til kende for os. Nogle har meget dramatiske historier at fortælle, mens det for andre er mere stille indre oplevelser. Men vi kan bekræfte, at at Gud elsker os, at Gud viser sig i menneskers liv, at Gud sætter os fri til at leve, at Gud sender os ud i verden.

Vi er forpligtede til, fordi vi er elskede til at elske.

6 Joh 14,19 7 Joh 14,20 8 Joh 14,21

4 a f 4
Og det vil vi gøre med alle til rådighedstående midler.

Med vores liv, med vores fælles kirke ønsker vi intet mindre end at udleve et klart budskab om Guds kærlighed.

Det er så op til den enkelte af os, at finde ud af, hvordan det skal se ud i vore liv.

Frem for alt er vi i hvert fald ikke efterladt faderløse.

Amen.
Salme Led mig Gud

Tro er….Store løfter – Thomas Risager

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Jesus taler om de sidste tider, og giver løfter om, at han er der, når alt er sort. Derfor giver det også mening i dagens tale at se på hvad terror i Paris gør ved os.

Hør mere her:

podcast-large

 

Læs evt. talen her, men bemærk at det talte ord, ofte afviger fra det skrevne.

Prædiken søndag d. 15. november 2015.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Mark 13,1-8.

Kender du det, at livet nogen gange kan opleves som en lang omgang håndtering af problemer og udfordringer?

Det er som om, at lige så snart der er ro på en udfordring, så dukker der en ny op et andet sted.

Nogen gange, når man virkelig har givet sig på jobbet og ikke rigtigt kan se flere udfordringer, så begynder man og glæde sig til slappe lidt og nyde, at man har styr på det.

Så siger det bang, og så vælter det hele – lige der hvor man troede at nu skulle man til at hvile lidt på laurbærrene.

Det er lidt den situation, som vi møder jesus og disciplene i, da de går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. På dette tidspunkt i Markus’ fortælling er Jesus, efter at have gået rundet i Israel i tre år, endelig kommet frem til Jerusalem, hvor han jo faktisk er kommet for at give sit liv. Ikke for at triumfere.

Dette har han forberedt disciplene på, men det er som om de ikke rigtigt vil se det i øjenene. De har sagt ja ja, det forstår vi, men det gør de ikke alligevel.

For de bliver grebet af stemningen, mens de går rundt der på tempelpladsen og ser de prægtige bygninger. Jeg kan næsten høre, at de tænker: Nu er alle vore problemer ovre. Herfra og frem bliver det kun triumftog, og det var også sådan de var blevet modtaget i Jerusalem. Egentlig er det ikke så mærkeligt at de tænker, som de gør.

Store bygninger og flotte byer har altid fascineret os. Når jeg er ude i verden og ser nogle af de ikoniske bygninger, som alle kender. Eifeltårnet, Empire State, Peterskirken… Så synes jeg det er fantastisk.

Templet i Jerusalem var i sig selv en helt vanvittig bygning, selv efter vore dages målestok ville den være fantastisk. Ingen har fantasi til at forestille sig, at der sker noget med disse bygninger. De bliver da stående uanset hvad, tænker man.

Men verden er ikke usårlig. Nogen vælter det, som vi troede ville stå altid. World Trade Center i New York. Ingen havde fantasi til at forestille sig at fanatiske terrorrister ville kunne få det til at synke i grus.

Vi ved godt, at vores verden kan påvirkes i løbet af få sekunder. Men det er som med disciplene, der har ået at vide, at Jesus skal give sit liv, det vil ikke helt rigtigt sive ind. Vi lader som vi ikke har hørt det. Og det er nok godt nok…..

For at lave vores liv er vi nødt til ikke at lade frygten få taget i os. Men det kommer tæt på – uhyggeligt tæt på – når man ser hvad som er sket i Paris, hvor langt over hundrede mennesker mister livet i vanvittige terror-angreb.

Vi føler selvfølgelig med det franske folk og senere i gudstjenesten vil vi bede for de ramte og give muligheden for at vi kan tænde lys. Så har vi dog gjort et eller andet.

Når det sker i Paris. I de gader, hvor mange af os har gået, så bliver vi klar over, at også vores hverdag kan ændres lynhurtigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at frygten for fremtiden kommer snigende.

Det kommer tæt på.

Samtidigt så hører vi i dag Jesus, tale om noget af det, som disciplene regnede for helt sikkert, vil falde til jorden. Der kommer en dag, hvor end ikke templet i Jerusalem længere står. (Den dag er kommet. Templet blev smadret af romerne i år 70, som en terrorhandling for at standse det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt.)

Jesus taler om al elendigheden når verdens ende nærmer sig. Helt ærligt – det virker altså langt væk og vanskeligt at forholde sig til.

Omvendt, så er måske netop når vi ser folk rejser sig mod folk helt tæt på, når vi i oplever terror i Beirut, Bomber i Bagdad, tøndebomber i Damaskus, at det måske alligevel giver mening at lytte til hvad Jesus siger.

Mange gange siger Jesus: Frygt ikke!

Jesus mener, at vi ikke behøver at være bange.

Ikke at onde ting ikke kommer til at ske for os. Det lover han ikke, men han lover at han er med os uanset, hvad der sker. Det betyder trofasthed længere end livet, som vi kender det. Det betyder at han er med os længere end vores sidste åndedrag.

Jesus er kommet op til Jerusalem og med sine handlinger viser han, at kærligheden vil triumfere.

Det kan godt være, at alt vælter sammen, da Jesus dør på korset.

Tankegangen om at døden er det allersidste er så indgroet i os, at alt falder sammen omkring os, når døden rykker tæt på.

VI skal huske på, at på trediedagen opstår Jesus fra de døde. Et synligt og magtfuldt tegn på, at Guds kærlighed og magt er stærkere end alt andet – også det døden.

Kærligeden kommer til at sejre i den sidste ende.

Jesus siger, at når folk rejser sig mod folk, når vi hører krigslarm, så er det begyndelsen på veerne.

Når en kvinde har veer kommer der noget godt ud af det. Der kommer nyt liv!

Det er det, som Jesus lover os, at der hvor det hele falder sammen om ørerne på os, der kommer der nyt liv. Der holder han fast. Han som vil os det godt.

Det må vi tro på og holde fast i. Uanset hvad der er forude, så er der ingen grund til at være bange. Jesus er med os, og der er nyt liv i vente.

Det er et af de helt store løfter, som han giver os.

Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Amen